DET ER DEN DAN­SKE PØ­BEL

Skammens Dag - - Indhold -

Po­sty­ret var størst på Lan­ge­li­nie. Da han hør­te fly­ve­ma­ski­ner­ne over København, tog Fro­de Jakob­sen, se­ne­re med­lem af Fri­heds­rå­det og mi­ni­ster i be­fri­el­ses­re­ge­rin­gen, sin cy­kel og kør­te til Lan­ge­li­nie. Han skrev:

’Det var ik­ke no­get op­løf­ten­de syn ude på Lan­ge­li­nie. Der var in­gen fjendt­lig­hed, in­gen har­me over det, der var hændt. De ty­ske vagt­po­ster stod der overalt. Alt var i ro. Men det, der har­me­de mest: Klyn­ger af folk stod rundt om de ty­ske sol­da­ter. De snak­ke­de, de smi­le­de, de gav ty­sker­ne ci­ga­ret­ter. De var ivri­ge for at vi­se na­bo­er, at de kun­ne no­get tysk.

Jeg gik fra grup­pe til grup­pe, lyt­te­de, re­gi­stre­re­de re­ak­tio­nen. Har­men tog over­hånd. De måt­te forag­te os. De skul­le vi­de, at det her ik­ke var et ud­tryk for det folk, jeg hør­te til. Jeg trå­d­te ind i så­dan en klyn­ge og sag­de højt og in­dig­ne­ret til ty­ske­ren: ‘Sie ver­ste­hen wo­hl, dass dies ni­cht das dä­ni­s­che Volk ist, son­dern der dä­ni­s­che Pö­bel!’ (De for­står vel, at det­te ik­ke er det dan­ske folk, men den dan­ske pø­bel, red.). Han så for­bløf­fet på mig. Vil­le jeg bli­ve ar­re­ste­ret? El­ler var det, som om han for­stod mig? Det var in­gen ung mand. Han fo­re­tog sig in­gen­ting. Dan­sker­ne så dels vre­de, dels be­skæm­me­de ud. Det var nok klogere, jeg fort­sat­te min gang.’

ØL TIL VER­DENS­HI­STO­RI­EN Den 15-åri­ge sko­led­reng Bent Gra­sten, se­ne­re respek­te­ret fil­man­mel­der ved Ek­stra Bla­det, cyk­le­de rundt i København den dag:

’Ved Øster­port Sta­tion stand­ser jeg. Der er op­løb. Jeg nær­mer mig og ser en bun­ke dan­ske­re om­kring tre-fi­re ty­ske sol­da­ter! Der blev snak­ket og spurgt ud. Et par sær­lig ivri­ge lø­ber ind og kø­ber for eg­ne pen­ge øl til dem. Nu bag­ef­ter gi­ver jeg mit ord på, at jeg var be­gej­stret over den­ne na­tur­li­ge må­de at be­hand­le gæ­ster på. Jeg har uden tvivl haft det som de an­dre dan­ske­re: Dis­se men­ne­sker er kom­met lang­vejs fra, de må ha­ve øl. Når ver­dens­hi­sto­ri­en gi­ver sig til ken­de på dansk grund, så skal den ha­ve øl. Vi står be­ta­get og ser på ver­dens­hi­sto­ri­en, mens den drik­ker.’

Den jæv­nal­dren­de Aa­ge Staf­fe, se­ne­re kendt som mod­stands­man­den Lil­le Jo­hn, skrev: ’De ’grøn­ne’ gik hjem­me­vant, de dan­de­re­de rundt i by­en som turi­ster på en bed­re fa­mi­liesko­v­tur, hvis ik­ke de hang ved en pøl­se­vogn og prop­pe­de sig, stod de i en ba­ger­for­ret­ning for at æde sig fe­de i godt dansk wi­e­ner­brød’.

FLØDESKUMSFRONTEN Det var ik­ke for in­gen­ting, at ty­sker­ne kald­te Dan­mark for ’die Sa­h­ne­front’ – flødeskumsfronten. De stod al­le­re­de 9. april for­an ba­ger­bu­tik­ker­ne med de hvi­de papæ­sker med flø­de­ka­ger, hvis de ik­ke ba­re nø­je­des med at kø­be flø­de­skum, som de åd på ste­det.

For­man­den for den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske fol­ke­tings­grup­pe, Hartvig Fri­sch, spad­se­re­de om for­mid­da­gen fra Nør­report til Chri­sti­ans­borg. Han var kendt som ak­tiv an­ti-na­zist og fik det smidt i næ­sen: ’Overalt, hvor man kend­te mig på ga­den, gav det an­led­ning til be­mærk­nin­ger. På Kult­or­vet kom to fy­re på cy­kel, den ene råb­te: ’Der går Hartvig. Heil Hit­ler’, og så gri­ne­de de tri­um­fe­ren­de bag­ud ef­ter mig’.

Ved Chri­sti­ans­borg så Hartvig Fri­sch un­ge kø­ben­hav­ne­re, der om­rin­ge­de ty­ske sol­da­ter og bød på ci­ga­ret­ter. ’Det sam­me skal væ­re iagt­ta­get overalt, og tje­ner ik­ke til at høj­ne respek­ten for na­tio­nens ung­dom. Tre ti­mer ef­ter be­sæt­tel­sen!’

PO­LI­TI­ET MÅT­TE I AK­TION Men det var ik­ke kun ung­dom­men, som stim­le­de sam­men for at hil­se på de be­væb­ne­de turi­ster. Det var al­le de­le af be­folk­nin­gen. Po­li­ti­et måt­te fle­re gan­ge i da­gens løb ryd­de på Lan­ge­li­nie, om­rå­der­ne ved Ka­stel­let og Kgs. Nytorv, hvor ty­sker­ne hav­de op­slå­et ho­ved­kvar­ter på Ho­tel D’ang­le­ter­re.

I den kol­lek­ti­ve erin­dring om be­sæt­tel­sen gik dan­sker­ne nær­mest til mod­stand fra dag et. En­kel­te hi­sto­ri­ke­re re­du­ce­rer fra­ter­ni­se­rin­gen den dag til, at nog­le ung­dom­me­li­ge ele­men­ter mis­for­stod si­tu­a­tio­nen.

Men som be­ret­nin­ger­ne vi­ser, var det et ud­bredt fæ­no­men, at dan­sker­ne op­t­rå­d­te som ’der fre­und­li­che Fi­end’, den ven­li­ge fjen­de. Det ty­ske pro­pa­gan­da- ap­pa­rat fik uden an­stren­gel­se en mas­se go­de billeder i kas­sen. Da po­li­ti­et vil­le ryd­de Lan­ge­li­nie, lød sva­ret fra kap­ta­j­nen på den ty­ske dam­per, at det skul­le man ik­ke gø­re for ty­sker­nes skyld.

For ret­fær­dig­he­dens skyld: Der fo­re­lig­ger og­så man­ge for­tæl­lin­ger om go­de dan­ske­re, der gik i en­rum for at græ­de ud. Og skam­men over det ske­te kom og­så til ud­tryk.

Løjt­nant Erik Lærum var på vej ned ad Val­by Bak­ke den mor­gen. En sva­jer råb­te til ham: ’Hvad fan­den la­ver du her, mand. Skal du ik­ke ar­bej­de for din løn?’.

Da per­so­na­let fra det en­gel­ske ge­sandt­skab blev in­ter­ne­ret, sam­le­de det store op­løb. Det var der og­så for­an det ty­ske ge­sandt­skab. FO­TO: Na­tio­nal­mu­se­et

De ty­ske sol­da­ter var me­re end vil­li­ge til at de­mon­stre­re de­res vå­ben for børn, her i Vi­borg. Men man­ge voks­ne var li­ge så nys­ger­ri­ge. POL­FO­TO

En tysk sol­dat i sam­ta­le med ci­vi­le dan­ske­re ved Lan­ge­li­nie­bro­en. For man­ge var da­gens stør­ste op­hid­sel­se, at de ik­ke kun­ne ta­ge den sæd­van­li­ge vej til ar­bej­de. FO­TO: Na­tio­nal­mu­se­et

Ge­ne­ral Leo­nard von Kaupi­sch op­slog sit ho­ved­kvar­ter på Ho­tel D’ang­le­ter­re, så po­li­ti­et måt­te fle­re gan­ge ud for at ryd­de kø­re­ba­ner­ne for nys­ger­ri­ge. FO­TO: Na­tio­nal­mu­se­et

Al­le­re­de ved mid­dags­tid var prok­la­ma­tio­ner­ne ‘til det dan­ske folk’ slå­et op på pla­katsøj­ler­ne i København. POL­FO­TO

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.