11. SLUT­SPIL FOR MIL­LI­O­NER ...................................112

Skat, Spin og Sladder - - Indhold -

Sidst i marts 2012 var Lis­beth Ras­mus­sen og Er­ling Andersen end­nu en gang på be­søg hos Pe­ter Loft og St­ef­fen Nor­mann Hansen i Skat­te­mi­ni­ste­ri­ets de­par­te­ment. De fi­re topem­beds­mænd hav­de af­talt at spi­se frokost sam­men. Halvan­det år tid­li­ge­re - i de hek­ti­ske Kin­no­ck-da­ge - hav­de de to di­rek­tø­rer i SKAT København væ­ret vold­somt be­kym­re­de og mi­stroi­ske over­for Pe­ter Loft, som de men­te lod sig bru­ge i et spil udtænkt og sty­ret af den da­væ­ren­de mi­ni­ster og hans spin­dok­tor. Men de hav­de ik­ke ind­vi­et no­gen an­dre i de­res mi­stan­ker den gang. Tvær­ti­mod hav­de de væ­ret med til at slø­re spo­re­ne over­for Fol­ke­tin­gets Om­buds­mand.

Til gen­gæld hav­de Er­ling Andersen et år se­ne­re skre­vet den re­de­gø­rel­se, der var stærkt med­vir­ken­de til, at Pe­ter Loft var un­der al­vor­lig mi­stan­ke for at ha­ve med­vir­ket til di­rek­te, po­li­tisk dik­te­ret magt­mis­brug.

Justits­mi­ni­ste­ri­et hav­de net­op ud­pe­get med­lem­mer­ne af den un­der­sø­gel­ses­kom­mis­sion, der skul­le ku­le­gra­ve myn­dig­he­der­nes be­hand­ling af Kin­no­cks skat­tesag. Un­der­sø­gel­sen blev sam­men­lig­net med 90’er­nes Ta­mil-sag - den stør­ste, po­li­ti­ske skan­da­le i ny­e­re tid - og kun­ne få al­vor­li­ge kon­se­kven­ser for de in­vol­ve­re­de em­beds­mænd. Og den vil­le be­ty­de mas­siv op­mærk­som­hed i me­di­er­ne, ik­ke mindst når al­le skul­le af­hø­res for åb­ne dø­re. Der­for mød­tes de fi­re che­fer for at ta­le om det, der ven­te­de dem.

Over ma­den med­gav Pe­ter Loft, at han hav­de følt sig no­get pres­set, da af­gø­rel­sen faldt, og han kæm­pe­de med at for­kla­re mi­ni­ste­ren og hans spin­dok­tor, hvor­for den så ud, som den gjor­de. For Lis­beth Ras­mus­sen og Er­ling Andersen lød det, som om han

langt om læn­ge be­kræf­te­de den mi­stan­ke, de hav­de haft. Men, på­pe­ge­de Loft, der var trods alt for­skel på, om man føl­te sig pres­set til no­get el­ler af no­get. Han hav­de op­le­vet det sid­ste.

Det blev en af de sid­ste froko­ster, Pe­ter Loft var vært for i Skat­te­mi­ni­ste­ri­ets de­par­te­ment. Ugen ef­ter blev han ef­ter næ­sten 20 år som de­par­te­ments­chef fri­ta­get for tje­ne­ste. Skat­te­mi­ni­ster Thor Mö­ger Pe­der­sen men­te ik­ke, at Loft bur­de ar­bej­de som de­par­te­ments­chef, så læn­ge kom­mis­sio­nen ar­bej­de­de.

“Det er min vur­de­ring, at en ny de­par­te­ments­chef bedst kan stå i spid­sen for de ud­for­drin­ger, Skat­te­mi­ni­ste­ri­et står over for, her­un­der den kom­men­de om­or­ga­ni­se­ring af mi­ni­ste­ri­et, som skal sik­re en skar­pe­re ad­skil­lel­se mel­lem de­par­te­men­tet og de de­le af SKAT, der træf­fer af­gø­rel­se i kon­kre­te skat­tesa­ger”, sag­de skat­te­mi­ni­ste­ren.

Tje­ne­ste­fri­ta­gel­sen var ik­ke en fy­ring, så Pe­ter Loft fik sta­dig løn, selv om han ik­ke læn­ge­re skul­le mø­de på ar­bej­de.

Tre an­dre er­far­ne juri­ster mød­tes og­så til frokost i slut­nin­gen af marts for at ta­le om skat­tesa­gen. Det var de mænd, justits­mi­ni­ste­ri­et net­op hav­de ud­pe­get til Skat­tesagskom­mis­sio­nen: Lands­rets­dom­mer Lars E. Andersen som for­mand, dr. jur. Ni­els Fen­ger, pro­fes­sor i for­valt­nings­ret ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet og ad­vo­kat Martin Si­mon­sen, der var part­ner i et ad­vo­kat­fir­ma med spe­ci­a­le i skat.

Kom­mis­sio­nen hav­de få­et to år til at gen­nem­fø­re un­der­sø­gel­sen ud fra et kom­mis­so­ri­um, der var god­kendt af Fol­ke­tin­get og

sat­te ram­mer­ne for un­der­sø­gel­sen.

Over­ord­net hand­le­de det om to ting: Læka­gen af for­tro­li­ge op­lys­nin­ger og mi­stan­ken om magt­for­drej­ning.

I spørgs­må­let om læka­gen var der åben­lyst sket no­get ulov­ligt; op­ga­ven var at fin­de ud af, hvem der hav­de gjort det. Hvem hav­de haft ad­gang el­ler kend­skab til op­lys­nin­ger fra skat­tesa­gen? Hvil­ke op­lys­nin­ger var vi­de­re­gi­vet - af hvem, til hvem og hvor­for?

Den an­den del af sa­gen hand­le­de det der­i­mod om at af­gø­re, om der var be­gå­et no­get ulov­ligt: Hav­de no­gen uved­kom­men­de blan­det sig el­ler di­rek­te mis­brugt de­res magt til at for­sø­ge at vri­de Kin­no­cks skat­tesag i en be­stemt ret­ning? Det gjaldt især mi­ni­stre, sær­li­ge rå­d­gi­ve­re el­ler an­dre em­beds­mænd uden­for SKAT København.

De tre med­lem­mer af kom­mis­sio­nen hav­de et ko­los­salt ar­bej­de for­an sig, da de mød­tes før­ste gang i kan­ti­nen ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tets juri­di­ske faku­l­tet.

Der var al­le­re­de sik­ret en to­tal ba­ck-up af Skat­te­mi­ni­ste­ri­ets mail­ser­ver for at sik­re, at al kor­re­spon­dan­ce vil­le væ­re til rå­dig­hed for kom­mis­sio­nen. Med en ko­pi af om­trent 8000 an­sat­tes mail-bok­se vil­le kom­mis­sio­nen kun­ne få ad­gang til en stor del af den kom­mu­ni­ka­tion, der hav­de væ­ret på kryds og tværs, in­ter­nt og ek­ster­nt.

Der­u­d­over skul­le kom­mis­sio­nen se alt, hvad der el­lers var skre­vet i for­bin­del­se med Kin­no­ck-sa­gen hos de myn­dig­he­der, der hav­de væ­ret in­vol­ve­ret. Ser­ve­re og hard­di­ske skul­le støv­su­ges for rap­por­ter, sms’er, no­ta­ter, re­fe­ra­ter, ar­tik­ler, bre­ve og alt mu­ligt an­det, der skul­le gran­skes, in­den kom­mis­sio­nen kun­ne gå i gang med næ­ste skridt: Af­hø­rin­ger af al­le de men­ne­sker, der på en el­ler an­den må­de hav­de haft be­rø­ring med Kin­no­ck-sa­gen i som­me­ren 2010.

Un­der­sø­gel­ses­kom­mis­sio­nen skul­le ik­ke døm­me el­ler straf­fe no­gen. Men hvis un­der­sø­gel­sen vi­ste, at der ta­le om magt­for­drej­ning, skul­le den vur­de­re, om no­gen kun­ne og skul­le dra­ges til an­svar gen­nem di­sci­pli­nær- el­ler tje­ne­ste­mands­sa­ger, straf­fesa­ger el­ler for de tid­li­ge­re mi­ni­stres ved­kom­men­de rigs­rets­sa­ger. I så fald vil det væ­re op til an­dre in­stan­ser at rej­se og fø­re de på­gæl­den­de sa­ger.

Der­u­d­over skul­le kom­mis­sio­nen vur­de­re, om der var grund til at æn­dre love, be­stem­mel­ser el­ler prak­sis og i gi­vet fald le­ve­re for­slag til, hvad der skul­le ske.

Den sam­le­de reg­ning for un­der­sø­gel­sen end­te på over 20 mil­li­o­ner kro­ner.

Kom­mis­sio­nen skul­le ik­ke ta­ge stil­ling til, om Ste­ven Kin­no­ck skul­le be­ta­le skat i Dan­mark el­ler ej - den sag var en­de­ligt af­gjort af SKAT København og skul­le ik­ke be­døm­mes på ny. Men det vil­le væ­re umu­ligt at af­dæk­ke, hvad der ske­te i de hek­ti­ske må­ne­der i

som­me­ren 2010 uden og­så at se nær­me­re på sub­stan­sen i Kin­no­cks sag: Hvad hav­de sags­be­hand­ler­ne gjort, hvil­ke op­lys­nin­ger hav­de de få­et, brugt og vi­de­re­gi­vet, hvor­dan hav­de de nå­et kon­klu­sio­nen?

Der­for ind­sam­le­de kom­mis­sio­nen skrift­ligt ma­te­ri­a­le fra Skat­te­mi­ni­ste­ri­et, Fol­ke­tin­gets Om­buds­mand, Kø­ben­havns Po­li­ti og SKAT København. Der var tu­sind­vis af si­der. Og dybt ne­de i en ba­ck­up-fil fandt kom­mis­sio­nen no­get, der lig­ne­de en per­son­lig dagbog. Det var de no­ter, skat­te­di­rek­tør Lis­beth Ras­mus­sen hav­de skre­vet til sig selv, mens Kin­no­ck-sa­gen kør­te.

Lis­beth Ras­mus­sen hav­de i før­ste om­gang brugt den ka­len­der, hun hav­de lig­gen­de på skri­ve­bor­det, til at skri­ve sti­kord om over­vej­el­ser, re­ak­tio­ner og de­tal­jer fra den om­fat­ten­de sag. Men i takt med at hun blev be­tæn­ke­lig ved må­den, tin­ge­ne fo­re­gik på, hav­de hun me­re sy­ste­ma­tisk no­te­ret, hvad der ske­te. Til sidst hav­de hun sam­let det he­le på sin pc, men slet­tet det igen, ef­ter at Er­ling Andersen hav­de lånt no­ter­ne, da han skul­le skri­ve sin re­de­gø­rel­se til mi­ni­ste­ren.

Nu lå dag­bogs­no­ter­ne på un­der­sø­gel­ses­kom­mis­sio­nens bord. Og der var navn­lig en de­tal­je i den, som åben­lyst vil­le bli­ve van­ske­lig at hånd­te­re for åbent tæp­pe.

Det var ik­ke ba­re en yderst in­tim og over­ra­sken­de de­tal­je. Den hand­le­de om stats­mi­ni­ste­rens mand.

Lør­dag 25. au­gust - blot to da­ge før un­der­sø­gel­ses­kom­mis­sio­nens af­hø­rin­ger skul­le be­gyn­de, brag­te Po­li­ti­ken en op­sigtsvæk­ken­de hi­sto­rie på for­si­den: Stats­mi­ni­ste­ren af­vi­ste, at hen­des mand skul­le væ­re ho­mo­seksu­el. Sam­ti­dig of­fent­lig­gjor­de par­ret SKAT Kø­ben-

havns ni si­der lange af­gø­rel­se, som hav­de ren­set Step­hen Kin­no­ck for be­skyld­nin­ger­ne om rod, snyd, spe­ku­la­tion, und­dra­gel­se el­ler fi­f­le­ri med skat­ten. Ef­ter to års kri­tik og spe­ku­la­tio­ner kun­ne al­le læ­se de fak­tu­el­le op­lys­nin­ger og det juri­di­ske grund­lag for fri­fin­del­sen.

“Med frem­læg­gel­sen gør vi, hvad vi kan for at kom­me urig­ti­ge be­skyld­nin­ger til livs og til­ba­ge­vi­se nog­le af de us­an­de på­stan­de og spe­ku­la­tio­ner, der har væ­ret om os og vo­res fa­mi­lie”, skrev stats­mi­ni­ster-par­ret i et læ­ser­brev i avi­sen.

Den di­rek­te an­led­ning var, at kom­mis­sio­nen hav­de in­for­me­ret Hel­le Thor­ning-Sch­midt om, den hav­de fun­det et no­tat om, at Kin­no­ck var ‘ho­mo- el­ler bi-seksu­el’.

“Det er ik­ke sandt. Og det bli­ver al­drig sandt”, sag­de stats­mi­ni­ste­ren til Po­li­ti­ken.

I to år hav­de ryg­tet med jæv­ne mel­lem­rum cir­ku­le­ret blandt po­li­ti­ke­re og pres­se­folk - li­ge­som lig­nen­de ryg­ter til al­le ti­der hav­de klæ­bet til an­dre, frem­træ­den­de mænd i top­pen af sam­fun­det. I kølvan­det på skat­tesa­gen var der ble­vet slad­ret om, at net­op Kin­no­cks sex-liv skul­le væ­re år­sa­gen til, at han ik­ke var skat­teplig­tig - for­di hans ‘cen­trum for livs­in­ter­es­ser’ var an­det­steds end hjem­me hos ko­nen, el­ler for­di det kun­ne for­kla­re, hvor­for han ik­ke brug­te me­re tid i Dan­mark, så­dan som Pe­ter Loft i sin tid hav­de for­kla­ret mi­ni­ste­ren og hans spin­dok­tor.

Hidtil hav­de det ik­ke væ­ret an­det end slad­der og ryg­ter. Kun én gang var det ble­vet om­talt på tryk, nem­lig da Ek­stra Bla­det li­ge

før fol­ke­tings­val­get spurg­te Thor­ning di­rek­te og fik et grin og et klart nej til svar.

BT’s jour­na­li­ster hav­de for­fulgt ryg­tet om Kin­no­cks se­xliv i for­bin­del­se med of­fent­lig­gø­rel­sen af de læk­ke­de de­le af af­gø­rel­sen. De hav­de koblet det til dis­kus­sio­nen om Lofts ude­lad­te for­mu­le­ring, men drop­pe­de hi­sto­ri­en, da de ik­ke kun­ne få oplys­nin­ger­ne be­kræf­tet.

Lis­beth Ras­mus­sen selv hav­de sva­ret nej, da hun fra top­pen af So­ci­al­de­mo­kra­ti­et blev spurgt, om der vir­ke­lig lå et no­tat af den ka­rak­ter i Kin­no­ck-sa­gen. Det gjor­de der for­melt set hel­ler ik­ke, men den dag Er­ling Andersen hav­de af­kræ­vet re­visor Fro­de Holm en for­kla­ring på, at Hel­le Thor­ning-Sch­midt ik­ke vil­le stille til mø­de hos SKAT, skrev Ras­mus­sen i sin ka­len­der: “Ef­ter læn­ge­re tids drøf­tel­ser for­tæl­ler Fro­de Holm, at SK er bi­seksu­el/ho­mo­seksu­el”.

Det var det ene­ste sted, det var skre­vet ned.

Selv om kom­mis­sio­nen ik­ke skul­le un­der­sø­ge Kin­no­cks for­hold - hver­ken de skat­te­mæs­si­ge el­ler de æg­te­ska­be­li­ge - så ind­gik alt, hvad SKAT’s folk hav­de få­et at vi­de om ham, i Kom­mis­sio­nens ma­te­ri­a­le og alt­så og­så skat­te­di­rek­tø­rens dagbog. Den kun­ne bli­ve ind­dra­get un­der de åb­ne af­hø­rin­ger. Der­for valg­te kom­mis­sio­nen at ad­va­re stats­mi­ni­ste­ren og hen­des mand om det.

Og der­for kun­ne Po­li­ti­ken brin­ge det usæd­van­li­ge de­men­ti på for­si­den, umid­del­bart før tæp­pet gik for end­nu en akt i det lang­va­ri­ge dra­ma.

Sa­len var fyldt, da kom­mis­sions­for­mand Lars E. Andersen 28. au­gust 2012 før­ste gang ind­t­og sin plads bag den for­hø­je­de skran­ke og bød vel­kom­men. To gam­le retslo­ka­ler var i Bud­din­ge nord for København ble­vet slå­et sam­men og skul­le dan­ne ram­men for kom­mis­sio­nens af­hø­rin­ger.

43 vid­ner var ind­kaldt: Jour­na­li­ster og re­dak­tø­rer, po­li­ti­ke­re og spin­dok­to­rer, de­par­te­ments­che­fer, di­rek­tø­rer og stri­be­vis af an­dre em­beds­mænd fra Skat­te­mi­ni­ste­ri­et og re­gio­nen.

30 af dem ri­si­ke­re­de selv i stør­re el­ler min­dre grad at bli­ve stil­let til an­svar si­den hen og hav­de der­for ret til hver sin bi­sid­de­rad­vo­kat, men ik­ke pligt til at ud­ta­le sig.

De øv­ri­ge vid­ner skul­le sva­re på kom­mis­sio­nens spørgs­mål og skul­le ta­le sandt, som hav­de de væ­ret vid­ner i en rets­sag.

Men fi­re af dem fik lov til at tie om et af­gø­ren­de spørgs­mål: Med hen­vis­ning til reg­ler­ne om kil­de­be­skyt­tel­se næg­te­de de fi­re vid­ner fra BT at af­slø­re, hvor­dan avi­sen hav­de få­et fat i den for­tro­li­ge af­gø­rel­se. Og det hav­de de ret til, fastslog kom­mis­sio­nen.

Ek­stra Bla­dets jour­na­list Jan Kjær­gaard var det før­ste vid­ne. Han for­tal­te om sit sam­ar­bej­de med den tid­li­ge­re spin­dok­tor Pe­ter Ar­n­feldt og om de lange te­le­fon­sam­ta­ler, de hav­de ført i da­ge­ne ef­ter Kin­no­ck-af­gø­rel­sen. Jour­na­li­sten gen­tog det, han hav­de for­talt i sin avis året før: At spin­dok­to­ren hav­de væ­ret pa­rat til i en el­ler an­den ud­stræk­ning at gi­ve ham ad­gang til den.

Pe­ter Ar­n­feldt af­vi­ste fuld­stæn­digt jour­na­li­stens for­kla­rin­ger, da han blev af­hørt da­gen ef­ter - bå­de hvad an­gik for­spil­let til Jan Kjær­gaards ‘Ven­de­kå­be’-ar­ti­kel om Thor­ning og Lund Poul­sens fri­vil­lig-kon­to og om te­le­fon­sam­ta­ler­ne med jour­na­li­sten ef­ter

Kin­no­ck-af­gø­rel­sen. Han hav­de ik­ke læk­ket no­get som helst, sag­de han.

Jan Kjær­gaards vid­neud­sagn var ik­ke de­sto min­dre med­vir­ken­de til, at Kø­ben­havns Po­li­ti en uge se­ne­re sig­te­de Pe­ter Ar­n­feldt for at ha­ve for­søgt at vi­de­re­gi­ve for­tro­li­ge op­lys­nin­ger om Kin­no­ck og Thor­ning til Ek­stra Bla­det i sep­tem­ber 2010 og for at ha­ve vi­de­re­gi­vet den for­tro­li­ge Kin­no­ck-af­gø­rel­se til BT op til val­get i 2011. At det var hans ar­bej­de som sær­lig rå­d­gi­ver for skat­te­mi­ni­ste­ren, der hav­de gi­vet ham ad­gang til oplys­nin­ger­ne, var en skær­pen­de om­stæn­dig­hed.

Pe­ter Ar­n­feldt næg­te­de sig skyl­dig, og hans for­sva­rer på­pe­ge­de

ti­m­in­gen: Hvis po­li­ti­et vil­le fø­re en sag mod Ar­n­feldt for at ha­ve for­søgt at læk­ke af­gø­rel­sen til Jan Kjær­gaard, skul­le han sig­tes, in­den det for­hold faldt for for­æl­del­ses­fri­sten på to år, og der var kun få uger til fri­sten ud­løb.

To år se­ne­re var Pe­ter Ar­n­feldt sta­dig sig­tet. Han for­søg­te ad ret­tens vej at få på­lagt po­li­ti­et at sæt­te en frist for, hvor læn­ge han skul­le ven­te på en af­kla­ring. Men bå­de By- og Lands­ret af­gjor­de, at po­li­ti­et har lov til at ven­te på, at kom­mis­sio­nen er fær­dig med sin un­der­sø­gel­se. Først da kan po­li­tiets ef­ter­for­ske­re nem­lig få ad­gang til det om­fat­ten­de, skrift­li­ge ma­te­ri­a­le, kom­mis­sio­nen har sam­let, og ta­ge stil­ling til, om det in­de­hol­der no­get, der skal ef­ter­for­skes yder­li­ge­re. Og først der­ef­ter af­gø­res det, om sig­tel­sen mod Pe­ter Ar­n­feldt skal fra­fal­des el­ler fø­re til en til­ta­le og en straf­fesag.

Kom­mis­sio­nens af­hø­rin­ger før­te ik­ke til nye spor, der umid­del­bart kun­ne opkla­re, hvem der gav BT af­gø­rel­sen. Pe­ter Ar­n­feldt er så­le­des den ene­ste, der er sig­tet i den sag. Vid­ne­af­hø­rin­ger­ne på Frem­tids­vej strak­te sig over halvan­det år. Cen­tra­le vid­ner måt­te af­hø­res over fle­re da­ge, og fle­re måt­te ge­nind­kal­des for at sva­re på nye op­lys­nin­ger og an­dres ud­sagn.

Vid­ner­ne måt­te ik­ke over­hø­re de for­kla­rin­ger, der blev af­gi­vet, før de selv skul­le af­hø­res, men de hav­de rig lej­lig­hed til at ori­en­te­re og for­be­re­de sig, dels gen­nem de­res bi­sid­de­re, dels gen­nem me­di­er­nes re­fe­ra­ter og de li­ve-blogs, som fle­re nyheds­re­dak­tio­ner hav­de repor­te­re til at skri­ve og sen­de di­rek­te fra af­hø­rin­ger­ne.

Ind­til fle­re vid­ner hav­de al­li­ge­vel pro­ble­mer med hukom­mel­sen, når der blev bo­ret i, hvad der var sket, sagt, hørt, skre­vet el­ler ment.

Og of­te fortab­te de præ­ci­se svar sig i ukla­re ord: Var det en drøf­tel­se, en sam­ta­le, en dis­kus­sion, en di­a­log el­ler et skæn­de­ri? Var det et for­slag el­ler en or­dre? Be­tød ‘mø­de’ kun mø­der, der var ind­kaldt med dags­or­den og af­vik­let over kaf­fe­kop­per om et mø­de­bord - el­ler kun­ne et mø­de og­så væ­re et til­fæl­digt mø­de mel­lem to kol­le­ger på gan­gen? Når man tal­te om ‘sa­gen’, var det så spe­ci­fikt den bun­ke do­ku­men­ter, der lå låst in­de i et skab? El­ler var ‘sa­gen’ den kon­kre­te skat­tesag, den bul­dren­de me­di­esag el­ler en po­li­tisk sag om for­skel­li­ge hold­nin­ger til skat?

Fle­re højt­pla­ce­re­de Ven­stre-folk blev af­hørt om, hvor me­get de hav­de vidst om ind­hol­det af Kin­no­cks skat­tesag i som­me­ren 2010.

Tro­els Lund Poul­sen fast­holdt hårdnak­ket, at han ik­ke hav­de talt med en ene­ste po­li­ti­ker-kol­le­ga om Kin­no­ck-sa­gen den som­mer ud­over at sva­re be­kræf­ten­de, hvis han blev spurgt, om han hav­de læst avi­sen. Hans mor hav­de væ­ret pan­te­fo­ged, for­kla­re­de han, så han var fra barns­ben op­mærk­som på be­tyd­nin­gen af tavs­heds­pligt. Selv po­li­ti­ker-kæ­re­sten tal­te han kun over­fla­disk med om ar­tik­ler­ne om den sag, der kun­ne stop­pe den fremad­stormen­de op­po­si­tions­le­der, in­si­ste­re­de Lund Poul­sen.

Pe­ter Chri­sten­sen af­vi­ste, at han som po­li­tisk ord­fø­rer hav­de ba­se­ret si­ne har­ske kom­men­ta­rer om Thor­ning på kon­kre­te op­lys­nin­ger fra Skat­te­mi­ni­ste­ri­et. Han skød me­re el­ler min­dre fra hof­ten, når han brug­te ord som skat­tesvig og skat­tespe­ku­la­tion, for­kla­re­de han.

Ven­stres for­mand, da­væ­ren­de stats­mi­ni­ster Lars Løk­ke Ras­mus­sen, hav­de kun små-slud­ret om me­die-sa­gen ‘mand og mand imel­lem’, som han sag­de.

Tro­els Lund Poul­sen af­vi­ste der­u­d­over fuld­stæn­dig, at han på no­get tids­punkt hav­de gi­vet ud­tryk for, at SKAT’s af­gø­rel­se skul­le la­ves om. Han hav­de ude­luk­ken­de væ­ret op­ta­get af at for­stå de reg­ler, han som mi­ni­ster var an­svar­lig for, sag­de han. Og der var al­drig no­gen, der hav­de sagt til ham, at han med si­ne spørgs­mål hav­de be­væ­get sig ind i den kon­kre­te sags­be­hand­ling. Læn­ge lig­ne­de sa­gen en kon­flikt mel­lem Skat­te­mi­ni­ste­ri­ets de­par­te­ment på den ene si­de og SKAT København på den an­den med di­rek­tør Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen i rol­ler­ne som em­beds­mænd, der med næb og klør måt­te for­sva­re sig mod en an­mas-

sen­de de­par­te­ments­chef.

På den an­den si­de fast­holdt Pe­ter Loft og hans pro­duk­tions­di­rek­tør Nor­mann Hansen, at de­res en­ga­ge­ment var helt i or­den og nød­ven­digt.

In­gen ane­de, at che­fer­ne i de to myn­dig­he­der i fæl­les­skab hav­de lø­jet om de­res sam­ar­bej­de over­for Fol­ke­tin­gets Om­buds­mand, før en se­kre­tær for­tal­te sin bi­sid­der, at der var ble­vet æn­dret i akt­lis­ten til Kin­no­cks sag.

Fle­re vid­ner måt­te ind­kal­des el­ler ge­naf­hø­res for at sva­re på, hvor­for Om­buds­man­den skul­le hol­des i uvi­den­hed om, hvad der fak­tisk var fo­re­gå­et.

Kom­mis­sio­nen skal ik­ke ta­ge stil­ling til, om løg­ne­ne skal ha­ve kon­se­kven­ser for de in­vol­ve­re­de em­beds­mænd, for spørgs­må­let er ik­ke en del af kom­mis­so­ri­et. I ste­det er det Justits­mi­ni­ste­ri­et, der skal vur­de­re mørklæg­nin­gen.

Ik­ke de­sto min­dre blev Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen spurgt, hvor­for de valg­te at mørklæg­ge et for­løb, som de hav­de væ­ret så op­rør­te over.

Og Pe­ter Loft blev spurgt, hvor­for det var nød­ven­digt at skul­le skju­le no­get, hvis alt var helt ef­ter bo­gen.

Al­le er­kend­te, at Om­buds­man­den hav­de få­et en mis­vi­sen­de ver­sion af sand­he­den. Men al­le hen­vi­ste til hin­an­den, når de skul­le for­kla­re hvor­for. In­gen vil­le ta­ge det ful­de an­svar for løg­nen.

18. de­cem­ber 2013 blev de sid­ste spørgs­mål stil­let i sa­len på Frem­tids­vej. Den sus­pen­de­re­de de­par­te­ments­chef Pe­ter Loft sad for fjer­de gang i vid­ne­sto­len.

Al­le­re­de da Loft blev af­hørt før­ste gang, hav­de han slå­et fast, at han ik­ke men­te, at han på no­get tids­punkt hav­de over­skre­det græn­sen for, hvad han måt­te i for­hold til SKAT København. Men, til­fø­je­de han; spørgs­må­let var selv­føl­ge­lig, om no­gen var ue­ni­ge i hans græn­sed­rag­ning.

Det har de­par­te­ments­che­fen helt ret i. Kom­mis­sio­nens re­de­gø­rel­se skal træk­ke græn­ser­ne for, hvad der er ri­me­lig of­fent­lig for­valt­ning og vur­de­re, om no­gen over­skred dem: Var det, der fo­re­gik i Pe­ter Lofts or­ga­ni­sa­tion, i or­den? Og hvem hav­de in­ter­es­se i at spre­de slad­der og for­tro­li­ge op­lys­nin­ger om man­den, sa­gen og sam­ar­bej­det?

Var en­ga­ge­men­tet og de kri­ti­ske spørgs­mål fra mi­ni­ster­gan­gen re­le­vant om­hu for kva­li­tet, ret­fær­dig­hed og of­fent­lig­he­dens in­ter­es­se - el­ler var det magt­for­drej­ning?

Gik di­rek­tø­rer­ne i SKAT København for vidt i de­res sam­ar­bej­de med en de­par­te­ments­chef, som de til sidst ik­ke sto­le­de på? Bur­de de ha­ve sagt fra?

Der er ik­ke fun­det no­gen ry­gen­de pi­sto­ler el­ler an­dre fæl­den­de be­vi­ser - der­i­mod er der ble­vet talt me­get om mi­stan­ker og klam­me for­nem­mel­ser, pan­de­ryn­ker, pres­se og pligt.

Der­for er spørgs­må­let og­så, om no­gen bur­de ha­ve slå­et i bor­det og råbt op om, at reg­ler og love ik­ke kun gæl­der for skat­tey­der­ne - de gæl­der og­så for de men­ne­sker, der har magt til at skri­ve, for­tol­ke og bru­ge dem.

Skat­tesagskom­mis­sio­nen: Ad­vo­kat Martin Si­mon­sen, Lands­rets­dom­mer Lars E. Andersen og pro­fes­sor, dr. jur. Ni­els Fen­ger. Kri­sti­an Lin­ne­mann

Po­li­ti­ken 25. au­gust 2012

Fhv. sær­lig rå­d­gi­ver Pe­ter Ar­n­feldt af­hø­res ved Kom­mis­sio­nen. FO­TO: Liv Høy­bye

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.