6. AF­GJORT EL­LER EJ ..................................................... 64

Skat, Spin og Sladder - - Indhold -

Som af­talt lå der en for­seg­let ku­vert til Pe­ter Loft i Kø­ben­havns Luft­havn, da han, St­ef­fen Nor­mann Hansen og mi­ni­ste­ri­ets kon­cern­di­rek­tør Jes­per Sko­v­hus Poul­sen lan­de­de fra Istan­bul. Al­le­re­de i taxa­en ind mod by­en skim­me­de Loft og Nor­mann Hansen hver sin ko­pi af SKAT’s ag­ter­skri­vel­se til Step­hen Kin­no­ck. De blad­re­de de ni a4-si­der igen­nem, men søg­te for­gæ­ves ef­ter det, de hav­de bedt om: Den sam­len­de kon­sta­te­ring af, at SKAT’s grun­di­ge un­der­sø­gel­ser hav­de pas­set med det, Kin­no­ck og hans re­præ­sen­tant hav­de op­lyst om hans ar­bej­de og fa­mi­li­e­liv.

Kon­cern­di­rek­tør Sko­v­hus Poul­sen kun­ne hø­re, at der var no­get, der gav an­led­ning til en vis ir­ri­ta­tion om­me på bag­sæ­det, hvor Loft og Nor­mann Hansen tal­te om en el­ler an­den af­ta­le, der ik­ke var ble­vet over­holdt. Kon­cern­di­rek­tø­ren hav­de haft travlt med an­dre op­ga­ver, så han vid­ste ik­ke ret me­get om Kin­no­ck-sa­gen ud­over, at den uden tvivl var mi­ni­ste­ri­ets stør­ste sag den som­mer, og at der var ble­vet ar­bej­det hårdt på at sej­le mi­ni­ste­ri­et godt igen­nem for­lø­bet med Loft ved ro­ret. Men nu lød de­par­te­ment­che­fen overrasket og ir­ri­te­ret.

“Jeg tro­e­de, vi hav­de en af­ta­le. Ring li­ge til Er­ling og hør, hvad fan­den der er sket”, bad Loft.

Fra sit kon­tor på Slu­se­hol­men gen­tog Er­ling Andersen over for Nor­mann Hansen, hvad han hav­de sagt om man­da­gen: Lofts linjer var i bed­ste fald unød­ven­di­ge, i vær­ste fald en ki­le der kun­ne åb­ne for en til­svi­ning af Thor­ning, hvis re­fe­ren­cen til det ‘fa­mi­lie­mæs­si­ge’ blev tol­ket som, at der var ta­le om ‘unor­ma­le’ for­hold.

Men de hav­de jo la­vet en af­ta­le ved mø­det, ind­vend­te Nor­mann Hansen fra taxa­en.

“Vi af­tal­te ik­ke an­det, end at vi vil­le vur­de­re det. Det har vi gjort, og vi men­te ik­ke, det var nød­ven­digt”, sag­de Andersen.

Nor­mann Hansen blev ved; Loft var vred, det var vig­tigt for ham, at de linjer kom med.

“De er ik­ke med, og de kom­mer ik­ke med i den en­de­li­ge af­gø­rel­se”, med­del­te Andersen.

Ag­ter­skri­vel­sen var re­sul­ta­tet af ugers ar­bej­de. Tek­sten var ble­vet re­di­ge­ret, om­skre­vet, ret­tet og flyt­tet rundt ad­skil­li­ge gan­ge li­ge til det sid­ste, in­den sags­be­hand­ler­ne var til­fred­se, og hver gang var tid­li­ge­re ud­ga­ver over­skre­vet.

På si­de fi­re i det brev, Kin­no­ck fik, stod der fak­tisk: “SKAT har sam­men­holdt det ma­te­ri­a­le og de re­de­gø­rel­ser, du og din re­præ­sen­tant har ind­gi­vet, med de op­lys­nin­ger SKAT selv er i be­sid­del­se af el­ler har ind­hen­tet. SKAT’s un­der­sø­gel­ser har be­styr­ket de af­giv­ne og fo­re­lig­gen­de op­lys­nin­ger”. Klok­ken 15 hen­te­de Fro­de Holm selv ag­ter­skri­vel­sen hos SKAT København på Slu­se­hol­men. Lis­beth Ras­mus­sen og Er­ling Andersen tog imod og rid­se­de kort kon­klu­sio­nen op.

Er­ling Andersen kig­ge­de ud ad sit vin­due og fik øje på en sen­de­vogn fra TV2, der holdt ne­de for­an ho­ve­d­ind­gan­gen. Det måt­te væ­re Fro­de Holm, de ven­te­de på, men det un­dre­de Andersen, hvor­dan de vid­ste, hvor han var, for det var en yderst be­græn­set

kreds, der vid­ste, at det var nu, Holm vil­le få den læn­ge ven­te­de skri­vel­se ud­le­ve­ret. De hav­de først af­talt mø­det da­gen før.

Fro­de Holm vir­ke­de og­så lidt util­pas ved sy­net af tv-hol­det, der stod og ven­te­de i reg­nen. Så han lån­te en stor pa­raply til at skær­me sig un­der, og Lis­beth Ras­mus­sen fulg­te ham ud gen­nem en an­den ud­gang.

“Jeg tror, vi fik ham ud, uden de op­da­ge­de ham”, sag­de hun, da hun kom tilbage. Klok­ken 16 kør­te nyhe­den om, at Step­hen Kin­no­ck var fri­kendt, som bre­aking news på TV2 News, der hav­de op­lys­nin­gen fra Fro­de Holm. Overalt for­søg­te jour­na­li­ster­ne at få fat i Hel­le Thor­ningS­ch­midt til en kom­men­tar. De kun­ne ik­ke fin­de hen­de og be­gynd­te at spe­ku­le­re over, om hun gem­te sig. Og hvor­for?

Thor­ning-Sch­midt stod i sko­le­går­den på sin yng­ste dat­ters skole på Øster­bro. Det var sko­lens fød­sels­dag, så he­le ef­ter-

mid­da­gen myl­dre­de børn, læ­re­re og for­æl­dre i sko­le­går­den, hvor al­le klas­ser tra­di­tio­nen tro hav­de la­vet bo­der med flø­de­bol­le­kast, fi­ske­dam, då­se-vælt­ning og den slags. Fro­de Holm hav­de al­drig før set en ag­ter­skri­vel­se på he­le ni si­der. På sit kon­tor hos Re­vi­tax sam­le­de han fi­re me­d­ar­bej­de­re sam­men med Hel­le Thor­ning-Sch­midts rå­d­gi­ver Noa Red­ding­ton for at gå skri­vel­sen igen­nem. De skul­le bå­de ta­ge stil­ling til, om der skul­le gø­res ind­si­gel­ser og til hvil­ke de­le, der kun­ne of­fent­lig­gø­res.

De man­ge si­der gik fra mand til mand, der én for én brug­te en gul over­streg­nings­tusch til at mar­ke­re pas­sa­ger, de ik­ke men­te skul­le of­fent­lig­gø­res. Da det lange brev hav­de væ­ret bor­det rundt, var det helt gult. De man­ge præ­ci­se de­tal­jer om fa­mi­li­ens liv de se­ne­ste 12 år, om bo­li­ger, ar­bej­de og rod i SKAT’s re­gi­stre­ring af Kin­no­ck ved­kom ik­ke of­fent­lig­he­den, men­te de. Men det var i sid­ste en­de par­ti­et og par­ret selv, der skul­le af­gø­re, hvad der skul­le of­fent­lig­gø­res.

Fra So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne lød mel­din­gen, at man måt­te ha­ve den en­de­li­ge af­gø­rel­se, før man gjor­de no­get.

Fro­de Holm og hans hold hav­de in­gen ind­ven­din­ger mod ind­hol­det, så han rin­ge­de til Lis­beth Ras­mus­sen og sag­de, at han ger­ne gav af­kald på de 14 da­ges hø­rings­frist: De vil­le ger­ne ha­ve den en­de­li­ge af­gø­rel­se med det sam­me.

Klok­ken var næ­sten 17, så det kun­ne rent prak­tisk tid­ligst bli­ve næ­ste mor­gen, alt­så fre­dag, sag­de Lis­beth Ras­mus­sen.

I Skat­te­mi­ni­ste­ri­et var der stille på mi­ni­ster­gan­gen sidst på ef­ter­mid­da­gen. Me­d­ar­bej­der­ne i se­kre­ta­ri­a­tet var gå­et tid­ligt, for­di de skul­le ud at spi­se sam­men.

Men mi­ni­ste­ren var der end­nu og modt­og Pe­ter Loft og St­ef­fen Nor­mann Hansen på sit kon­tor. Pe­ter Ar­n­feldt blev kaldt ind for at lyt­te med, in­den Loft gen­nem­gik Kin­no­ck-fri­fin­del­sen.

Mi­ni­ste­ren og spin­dok­to­ren fik hver en ko­pi af ag­ter­skri­vel­sen, så de kun­ne føl­ge med, mens Pe­ter Loft for­kla­re­de, hvor­dan årets stør­ste per­son-sag på den po­li­ti­ske sce­ne var ble­vet be­dømt af juri­ster­ne i SKAT København.

Det var ind­vik­let, og bå­de mi­ni­ste­ren og hans spin­dok­tor hav­de spørgs­mål. De stu­de­re­de den tidslinje over Thor­ning-par­rets liv, som Loft hav­de teg­net, og som SKAT’s tekst be­skrev: Hvor­dan par­ret var flyt­tet til Bruxel­les i ‘99. At Kin­no­ck ved en fejl hos SKAT først blev kor­rekt re­gi­stre­ret som fr­af­lyt­tet man­ge år se­ne­re. Og at Thor­ning i den før­ste tid hav­de haft c/o-adres­se hos sin mor i Is­høj til post, ind­til hun ef­ter tre må­ne­der køb­te en min­dre lej­lig­hed på Ama­ger for at ha­ve et sted at over­nat­te, når det po­li­ti­ske ar­bej­de kræ­ve­de, at hun var i København.

“Men er det til­stræk­ke­ligt at væ­re ude af lan­det i ba­re tre må­ne­der? Er det nok til, at man er fr­af­lyt­tet?” spurg­te spin­dok­to­ren. Mi­ni­ste­ren del­te hans un­dren: Skul­le der vir­ke­lig ik­ke læn­ge­re tid til, at man slap ud af dansk skat­tepligt?

Spørgs­må­le­ne kom bag på Pe­ter Loft. Fa­mi­li­en var jo flyt­tet til Bruxel­les den gang. Lej­lig­he­den på Ama­ger var åben­lyst ik­ke en fa­mi­lie­bo­lig, men en over­nat­nings­lej­lig­hed. Han for­kla­re­de, at li­ge­som man som fr­af­lyt­tet godt måt­te be­hol­de et som­mer­hus, når man flyt­te­de ud af lan­det, måt­te man som fr­af­lyt­tet godt kø­be en

ek­stra-bo­lig i Dan­mark uden at bli­ve skat­teplig­tig af den grund.

Men kun­ne spørgs­må­let om, hvor­vidt de var til- el­ler fr­af­lyt­te­re, ik­ke li­ge­så godt tip­pe den mod­sat­te vej? spurg­te mi­ni­ste­ren. Hvis Thor­ning he­le ti­den hav­de be­holdt en adres­se i København først hos mo­de­ren og si­den i lej­lig­he­den, så var hun og fa­mi­li­en må­ske slet ik­ke flyt­tet rig­tigt ud af lan­det? Og der­med kun­ne Kin­no­ck ik­ke væ­re en skat­te­fri til­flyt­ter nu. Og så var af­gø­rel­sen vel for­kert, sup­ple­re­de Ar­n­feldt.

Nej, sag­de Loft. Der var ik­ke ta­le om et skøn. Der var ik­ke tvivl om, at fa­mi­li­en re­elt var flyt­tet ud. Han stod helt in­de for SKAT’s af­gø­rel­se.

Mi­ni­ste­ren og spin­dok­to­ren blev ved: Hav­de man un­der­søgt det or­dent­ligt? Hav­de man for ek­sem­pel talt med de men­ne­sker, der hav­de købt par­rets gam­le hus i Hel­lerup den gang, og tjek­ket hand­len?

St­ef­fen Nor­mann Hansen holdt sig uden­for, mens Loft for­søg­te på at for­kla­re ju­ra­en for Lund og Ar­n­feldt. De for­stod det ik­ke, sag­de de. Dis­kus­sio­nen kør­te i ring.

De­par­te­ments­che­fen var lidt ir­ri­te­ret på sig selv, for­di han ik­ke føl­te, han kun­ne for­kla­re reg­ler­ne godt nok - i hvert fald ik­ke godt nok til, at mi­ni­ste­ren og den sær­li­ge rå­d­gi­ver kun­ne for­stå dem. Han un­der­stre­ge­de, at han per­son­ligt hav­de fulgt sa­gen gan­ske nø­je og var sik­ker på, at det var den rig­ti­ge af­gø­rel­se, SKAT hav­de truf­fet. Men det vir­ke­de ik­ke, som om han kun­ne ar­gu­men­te­re den hjem over­for Lund og Ar­n­feldt. De blev ved med at spør­ge.

“Hvad nu hvis den er for­kert? Kan den så om­gø­res?” spurg­te mi­ni­ste­ren.

Mø­det va­re­de en ti­mes tid, og hvis det var et for­var­sel på de

for­kla­rings­pro­ble­mer, der kun­ne op­stå over­for pres­sen, var Loft ik­ke til­freds. Selv om pres­se­be­red­ska­bet hav­de væ­ret for­be­redt gen­nem lang tid, var han i tvivl om, hvor­vidt hans ar­gu­men­ter hang godt nok sam­men.

Han søg­te hjælp hos Ivar Nord­land.

Ivar Nord­land var li­ge ved at pak­ke ta­sken, da de­par­te­ments­che­fen rin­ge­de. Loft for­kla­re­de, at han net­op hav­de drøf­tet Kin­no­ck-af­gø­rel­sen med mi­ni­ste­ren og den sær­li­ge rå­d­gi­ver, og at de hav­de rejst nog­le spørgs­mål. Han sad med skri­vel­sen og læ­ste de pas­sa­ger op, der be­skrev Thor­nings dan­ske adres­ser si­den flyt­nin­gen til Bel­gi­en: De af­lø­ste hin­an­den, så det nær­mest gik ud i et. Hvor­for kun­ne man så ik­ke si­ge, at fa­mi­li­en he­le ti­den hav­de haft ba­se i Dan­mark?

Det var de fak­ti­ske for­hold, der måt­te læg­ges til grund, sag­de Nord­land. Og par­ret var fak­tisk flyt­tet til Bel­gi­en sam­men. Det gav hel­ler ik­ke me­ning, at Hel­le Thor­ning-Sch­midt skul­le væ­re flyt­tet til Is­høj, da hun blev med­lem af Eu­ro­pa-Par­la­men­tet, på­pe­ge­de han.

Kun­ne man kon­trol­le­re oplys­nin­ger­ne om hus­hand­len i ‘99 og flyt­nin­ger­ne? spurg­te Loft, så­dan som det var ble­vet fo­re­slå­et ved mi­ni­ste­rens mø­de­bord. Der blev en mær­ke­lig tavs­hed i te­le­fo­nen. Nord­land un­dre­de sig.

Hvis man kon­klu­de­re­de, at par­ret re­elt ik­ke var fr­af­lyt­tet i ‘99, vil­le det ven­de he­le sa­gen på ho­ve­d­et: Det vil­le be­ty­de, at de beg­ge hav­de væ­ret skat­teplig­ti­ge he­le ti­den. En mand, der flyt­te­de fra Dan­mark, vil­le ik­ke slip­pe ud af dansk skat­tepligt, hvis hans æg­te­fæl­le blev tilbage. Til gen­gæld ‘smit­te­de’ skat­teplig­ten ik­ke mel­lem to æg­te­fæl­ler, der al­le­re­de var ude; i til­flyt­ter-sa­ger blev den ene

æg­te­fæl­le alt­så ik­ke nød­ven­dig­vis skat­teplig­tig, for­di den an­den flyt­te­de til Dan­mark.

Ivar Nord­land vid­ste, at SKAT København for længst hav­de fast­slå­et, at Kin­no­cks sag var en til­flyt­ter-sag. Og ud fra sit eget kend­skab til sa­gen var han enig. Hvor­for ef­ter­ly­ste de­par­te­ments­che­fen nu ar­gu­men­ter for det mod­sat­te? “Hvor er det, du vil hen?” spurg­te Ivar Nord­land. “Jeg er un­der pres her. Mi­ni­ste­ren og spin­dok­to­ren ..., sag­de Loft lav­mælt i te­le­fo­nen.

Nord­land fo­re­stil­le­de sig, at Loft stod på mi­ni­ster­kon­to­ret og sæn­ke­de stem­men, for at de an­dre ik­ke skul­le hø­re ham. Hvad var det, der fo­re­gik? Hand­le­de det om, at mi­ni­ste­ren var util­freds med af­gø­rel­sen? Det lød unæg­te­lig så­dan, syn­tes han. Og den el­lers så af­slap­pe­de de­par­te­ments­chef lød usæd­van­ligt anspændt.

“Jeg kan da godt rin­ge til SKAT København og hø­re, hvad de me­ner”, sag­de Nord­land. Da han lag­de rø­ret på, ane­de han ik­ke, hvad han skul­le gø­re. I jag­ten på det ar­gu­ment, der é n gang for al­le kun­ne over­be­vi­se mi­ni­ste­ren, hav­de de­par­te­ments­che­fen bedt om end­nu et no­tat, der for­kla­re­de reg­ler­ne.

Nord­land vil­le helst se sel­ve ag­ter­skri­vel­sen, før han skrev, men det var ude­luk­ket at hen­te den hos Loft på mi­ni­ster­gan­gen - Ivar Nord­land skul­le ik­ke ny­de no­get af at ren­de ind i ar­me­ne på Tro­els Lund Poul­sen og Pe­ter Ar­n­feldt. Han spurg­te den kol­le­ga, der hav­de sam­let de juri­di­ske in­put til pres­se­be­red­ska­bet, men han hav­de den ik­ke.

Ivar Nord­land fandt et glas­bur, hvor han kun­ne ta­le ufor­styr­ret og rin­ge­de til Lis­beth Ras­mus­sen. Han spurg­te, om han

kun­ne få en ko­pi og re­fe­re­re­de de spørgs­mål, Loft hav­de stil­let ef­ter mø­det hos mi­ni­ste­ren; må­ske det kun­ne væ­re godt med yder­li­ge­re op­lys­nin­ger, der kun­ne un­der­byg­ge fr­af­lyt­nin­gen?

Det var ude­luk­ket at af­hø­re de men­ne­sker, der hav­de købt par­rets hus i ‘99, for det vil­le væ­re en over­træ­del­se af tavs­heds­plig­ten at in­vol­ve­re uden­for­stå­en­de. Og det var hel­ler ik­ke nød­ven­digt, den del var på plads. Men hvor­for spurg­te Loft om de ting nu? spurg­te hun.

“De sid­der der­ne­de og an­gri­ber af­gø­rel­sen,” sag­de Ivar Nord­land.

Ved halv ti-ti­den om af­te­nen rin­ge­de Lis­beth Ras­mus­sen til Er­ling Andersen. De hav­de talt sam­men et par ti­mer for­in­den, da hun rin­ge­de for at vi­de­re­brin­ge Fro­de Holms øn­ske om at få den en­de-li­ge af­gø­rel­se med det sam­me. Andersen hav­de be­tin­get sig, at Holm send­te an­mod­nin­gen skrift­ligt, og så hav­de han for­talt om sin te­le­fon­sam­ta­le med Nor­mann Hansen, der fra taxa­en hav­de brok­ket sig over, at Lofts linjer ik­ke var kom­met med.

Nu for­tal­te Lis­beth Ras­mus­sen, hvad Ivar Nord­land hav­de sagt. Er­ling Andersen var ry­stet.

“Nu skal den ken­del­se af­si­ges”, sag­de han. Fro­de Holm hav­de al­le­re­de bedt om at få ag­ter­skri­vel­sen om­sat til en en­de­lig af­gø­rel­se. Og når der fra hø­je­ste ni­veau kom til­ken­de­gi­vel­ser af, at mi­ni­ste­ren var ue­nig i SKAT’s fri­fin­del­se, kun­ne det kun gå for lang­somt med at få sa­gen luk­ket.

Lis­beth Ras­mus­sen rin­ge­de tilbage til Ivar Nord­land med

besked om, at de ik­ke vil­le la­de ham få en ko­pi af ag­ter­skri­vel­sen. Til gen­gæld for­tal­te hun ham, at den lej­lig­hed på Ama­ger, som øjensynlig skul­le væ­re be­vis for, at Thor­ning-par­ret re­elt var ble­vet bo­en­de i København, var en tag­lej­lig­hed på 50 kva­drat­me­ter. Og at Hel­le Thor­ning ik­ke hav­de haft løn­net ar­bej­de i Dan­mark, mens hun var med­lem af Eu­ro­pa-Par­la­men­tet og bo­e­de i Bruxel­les. Hun hav­de imid­ler­tid be­talt skat i Dan­mark i de fem år, selv om hun ik­ke skul­le.

Ivar Nord­land kun­ne ik­ke und­gå at bli­ve på­vir­ket af den stem­ning, der dir­re­de i te­le­fon­linjer­ne den­ne af­ten; Lofts lav­mæl­te in­si­ste­ren og Lis­beth Ras­mus­sens tynds­lid­te tå­l­mo­dig­hed. Han for­stod hen­de godt, han brød sig be­stemt hel­ler ik­ke om for­nem­mel­sen af, at der sad en mi­ni­ster og en bed­re­vi­den­de spin­dok­tor og bo­re­de i en af­gø­rel­se, der var om­hyg­ge­ligt un­der­byg­get og stort set af­sagt. Hvor­for hav­de Loft over­ho­ve­det ind­ladt sig på en dis­kus­sion med Lund og Ar­n­feldt om den sag? De­par­te­ments­che­fen hav­de i for­vej­en væ­ret så langt frem­me i sko­e­ne, at man kun­ne bli­ve helt i tvivl om, hvem der egent­lig sty­re­de den sags­be­hand­ling, syn­tes Nord­land. Hvor var de vandtæt­te skot­ter, som §14 dik­te­re­de?

“Jeg har fle­re gan­ge for­talt Pe­ter, at je­res af­gø­rel­se er kor­rekt. Og jeg skal sen­de den besked til ham én gang til, så den sid­der li­ge mel­lem øj­ne­ne”, lo­ve­de han Lis­beth Ras­mus­sen.

Nord­land lag­de rø­ret og sat­te sig til ta­ster­ne for at be­gyn­de at bryg­ge på en mail, der så kort og præ­cist som mu­ligt kun­ne sæt­te det he­le på plads - i en form, så Loft kun­ne vi­de­re­sen­de den di­rek­te til mi­ni­ste­ren.

Det var ud på af­te­nen, og Nord­land var bå­de træt i ho­ve­d­et og op­pe at kø­re. Han sluk­ke­de com­pu­te­ren og kør­te hjem, men kun­ne ik­ke helt slip­pe op­ga­ven. Så da han kom hjem, rin­ge­de han til sin

kol­le­ga Mi­cha­el Frank, der hav­de væ­ret al­ler­før­ste mand på sa­gen, og bad ham mai­le det ma­te­ri­a­le, han hav­de lig­gen­de.

Frank kør­te ind på kon­to­ret med det sam­me, scan­ne­de de re­le­van­te pa­pi­rer ind og send­te dem til Nord­land. Fre­dag mor­gen mød­te en me­d­ar­bej­der fra Re­vi­tax op hos SKAT København og hen­te­de den en­de­li­ge af­gø­rel­se i sa­gen om Step­hen Kin­no­ck, un­der­skre­vet af Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen.

Andersen send­te en sms til Pe­ter Loft med besked om, at han nu hav­de af­sagt ken­del­sen. Han fik ‘o.k.’ tilbage og tænd­te fjern­sy­net på sit kon­tor for at føl­ge sa­gens vej ud i of­fent­lig­he­den på TV2 News.

På Chri­sti­ans­borg hav­de jour­na­li­ster og fo­to­gra­fer fra mor­genstun­den ta­get op­stil­ling i Van­dre­hal­len for at fan­ge Hel­le Thor­ningS­ch­midt. Hun an­kom ud på for­mid­da­gen, og ef­ter et mø­de med par­ti­fæl­ler­ne tog hun imod jour­na­li­ster­ne på sit for­mand­s­kon­tor.

“Bå­de Step­hen og jeg er me­get til­fred­se med af­gø­rel­sen og gla­de for, at den er så klar. Vi har fulgt reg­ler­ne he­le vej­en igen­nem til punkt og prik­ke. Vi har selv­føl­ge­lig væ­ret me­get ær­ger­li­ge over, at vi er ble­vet be­skyldt for at væ­re spe­ku­lan­ter, løg­ne­re og bed­ra­ge­re. Det har væ­ret me­get ube­ha­ge­ligt”, sag­de hun og kri­ti­se­re­de skat­te­mi­ni­ste­ren for at ha­ve ud­talt sig om sa­gen:

“Jeg sy­nes, det er for­kert, at Tro­els Lund Poul­sen har blan­det sig i en en­kelt­per­sons per­son­li­ge skat­te­for­hold. Og så un­drer jeg mig over, at han ik­ke har for­søgt at bi­brin­ge den op­fat­tel­se, at det og­så kun­ne en­de med, at Step­hen slet ik­ke var skat­teplig­tig i 2009.

Hvis han en­de­lig skul­le blan­de sig, skul­le han ha­ve sagt tin­ge­ne kor­rekt”, sag­de Thor­ning-Sch­midt.

Hun men­te og­så, at det hav­de væ­ret ‘mær­ke­ligt’, at de­par­te­ments­che­fen med si­ne ud­ta­lel­ser til pres­sen hav­de ‘blan­det sig og haft hold­nin­ger til sa­gen’:

“Det, sy­nes jeg ik­ke, vir­ker kor­rekt. Det har må­ske lagt et pres på hans eg­ne me­d­ar­bej­de­re”, sag­de hun.

Hel­le Thor­ning-Sch­midt vil­le ik­ke of­fent­lig­gø­re de ni si­der, der i de­tal­jer for­kla­re­de, hvad SKAT ba­se­re­de af­gø­rel­sen på. De in­de­holdt for man­ge pri­va­te op­lys­nin­ger, men­te hun. Of­fent­lig­he­den fik ale­ne lov at se den konklusion, der ind­led­te bre­vet til Step­hen Kin­no­ck:

“Du er ik­ke skat­teplig­tig for ind­kom­stå­re­ne 2007, 2008 og 2009, da du ik­ke har ta­get bopæl her i lan­det ef­ter kil­de­skat­te­lovens §1 stk. 1, jævn­før kil­de­skat­te­lovens §7, stk. 1”.

Kin­no­ck-sa­gen var af­slut­tet. Men sa­gen var langt fra slut.

ek­strabla­det. dk 16. sep­tem­ber 2010

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.