7. EN GANG TIL FOR TRO­ELS .....................................76

Skat, Spin og Sladder - - Indhold -

Fre­dag for­mid­dag skrev net­a­vi­ser­ne, at Thor­ning nu hav­de få­et SKAT’s en­de­li­ge af­gø­rel­se. “Det gik skis­me stærkt!”, tænk­te Ivar Nord­land. Det var usæd­van­ligt, at sel­ve af­gø­rel­sen kom al­le­re­de da­gen ef­ter ag­ter­skri­vel­sen.

Om mor­ge­nen hav­de Nord­land skre­vet sin mail til Pe­ter Loft fær­dig og sendt den med over­skrif­ten ‘Den lil­le for­skel med den store be­tyd­ning’. I mai­len for­kla­re­de han, at der var for­skel på kon­se­kven­ser­ne af at eje el­ler kø­be en bo­lig i Dan­mark, alt ef­ter om man var til­flyt­ter el­ler fr­af­lyt­ter. Mi­ni­ster­kon­to­rets te­se om, at Thor­ningKin­no­ck-fa­mi­li­en al­drig re­elt var flyt­tet ud af lan­det i 1999, holdt ik­ke, skrev han.

“Tak for til­send­te”, kvit­te­re­de Loft et kvar­ter se­ne­re. Han hav­de travlt med at få un­der­søgt det an­det spørgs­mål, mi­ni­ste­ren hav­de væ­ret rejst da­gen før, nem­lig om SKAT Kø­ben­havns af­gø­rel­se kun­ne æn­dres el­ler træk­kes tilbage, hvis den vi­ste sig at væ­re for­kert. En chef­kon­su­lent skrev hur­tigt et no­tat om mu­lig­he­der og reg­ler for at an­ke skat­te-af­gø­rel­ser. “Skat­te­mi­ni­ste­ri­ets Kon­cer­n­cen­ter har in­gen kom­pe­ten­ce i kon­kre­te af­gø­rel­ser”, fastslog han, helt i over­ens­stem­mel­se med Skat­te­for­valt­nings­lo­vens §14.

Loft sendt no­ta­tet vi­de­re til mi­ni­ste­ren og skrev: “Vi kan ik­ke, som jeg på­stod, ind­brin­ge af­gø­rel­sen for Skat­te­rå­det”.

Skat­te­myn­dig­he­der­ne kun­ne ik­ke an­ke en af­gø­rel­se, de selv hav­de truf­fet, til en hø­je­re in­stans. Så med­min­dre Step­hen Kin­no­ck selv an­ke­de sin ‘fri­fin­del­se’, var sa­gen slut.

I ugen op til af­gø­rel­sen hav­de juri­ster­ne i De­par­te­men­tet skre­vet fle­re no­ta­ter om skat­tepligt-reg­ler­ne til det pres­se­be­red­skab, man skul­le ha­ve klar. Men nu kun­ne Pe­ter Loft og hans folk kon­sta­te­re, at der al­li­ge­vel ik­ke vil­le bli­ve brug for det, man hav­de brugt så man­ge uger på at for­be­re­de. For ef­ter­som Thor­ning und­lod at of­fent­lig­gø­re al­le præ­mis­ser­ne for ken­del­sen, var alt an­det end sel­ve re­sul­ta­tet at be­trag­te som for­tro­li­ge op­lys­nin­ger i en personsag om­gær­det af tavs­heds­pligt, uan­set hvor man­ge spal­te­mil­li­me­ter og tv-ti­mer, sa­gen fyld­te i me­di­er­ne.

“Nå, så er den sag da slut”, sag­de Ivar Nord­land henka­stet til Pe­ter Ar­n­feldt, da han til­fæl­digt mød­te ham på mi­ni­ster­gan­gen.

“Over­ho­ve­det ik­ke, den kom­mer op igen, det er jeg sik­ker på”, sva­re­de spin­dok­to­ren iføl­ge Nord­land, der igen mær­ke­de mi­stro­en stik­ke ho­ve­d­et frem, ik­ke mindst da han se­ne­re på da­gen sad på di­rek­tions­gan­gen, hvor pro­duk­tions­di­rek­tør St­ef­fen Nor­mann Hansen ho­ved­rysten­de gik for­bi og mum­le­de no­get om, at ‘nu vil de æn­dre af­gø­rel­sen’.

Nord­land gik ind til en kol­le­ga, der var midt i ar­bej­det med no­ta­tet om Skat­te­rå­dets mu­lig­he­der. “Jeg hø­rer ryg­ter om, at de vil ha­ve af­gø­rel­sen la­ve om?” Men kol­le­ga­en be­ro­li­ge­de ham; det, han skrev på, var ba­re et no­tat om de for­mel­le reg­ler.

Nord­land var ik­ke over­be­vist, så da han løb ind i mi­ni­ste­ri­ets juri­di­ske di­rek­tør Bir­git­te Chri­sten­sen, brag­te han det op igen.

“Hvis de over­ve­jer at la­ve den af­gø­rel­se om, er de da ik­ke rig­tig klo­ge. Så bli­ver der mi­ni­ster­storm”, sag­de han.

“Jeg kan da ik­ke fo­re­stil­le mig, at det kom­mer der­til”, sva­re­de hun.

Bå­de Pe­ter Ar­n­feldt og St­ef­fen Nor­mann Hansen af­vi­ste si­den, at de skul­le ha­ve sagt no­get som helst i ret­ning af det, Nord­land re­fe­re­re­de.

Un­der al­le om­stæn­dig­he­der var sa­gen sta­dig ik­ke slut. Mens Thor­ning mød­te pres­sen på Chri­sti­ans­borg, sad Tro­els Lund Poul­sen i mi­ni­ster­bi­len på vej til et mø­de med Ka­lund­borg-eg­nens Er­hvervs­råd om ud­nyt­tel­se af over­skud­s­var­me. Skat­te­mi­ni­ste­ren hav­de gang i me­get an­det i de da­ge: En stor kampag­ne mod sort ar­bej­de, en ind­sats mod snyd med re­gi­stre­rings­af­gift på brug­te bi­ler og en mar­kant stram­me­re kurs over­for dan­ske­re, der skyld­te det of­fent­li­ge pen­ge. Og om man­da­gen skul­le han spi­se frokost med sin far, der kom til København for at tak­ke dron­nin­gen for en fortjenst­me­dal­je for tro tje­ne­ste som sko­le­læ­rer.

Tro­els Lund Poul­sen kom­men­te­re­de ik­ke om Kin­no­ck­af­gø­rel­sen of­fent­ligt.

Som mi­ni­ster kun­ne han ik­ke gø­re an­det end at ta­ge SKAT’s af­gø­rel­se til ef­ter­ret­ning. Det tø­ve­de han med, for han for­stod den ik­ke.

Da han kom tilbage til mi­ni­ste­ri­et fre­dag ef­ter­mid­dag, læ­ste han de no­ta­ter, de­par­te­ments­che­fen hav­de lagt til ham og kald­te så si­ne to juri­di­ske mi­ni­ster­se­kre­tæ­rer ind.

Han gav dem en ko­pi af SKAT’s ag­ter­skri­vel­se til Kin­no­ck og bad dem sam­le al­le de tid­li­ge­re dom­me og af­gø­rel­ser, kil­de­skat­te­lovs-pa­ra­graf­fer, uddrag af lig­nings­vej­led­nin­gen og Skat-

te­rå­ds-med­del­el­ser, der var nævnt i bre­vet, så han selv kun­ne læ­se op på det.

In­den de gik ud for at sam­le bun­ken af tungt, juri­disk stof til mi­ni­ste­rens we­e­kend­læs­ning, for­tal­te han dem og­så hi­sto­ri­en om, at Kin­no­ck ef­ter si­gen­de var bi­seksu­el. De to un­ge juri­ster skul­le vi­de det, men­te han: Ryg­ter­ne løb, og jour­na­li­ster kun­ne fin­de på at for­sø­ge at pum­pe hvem­som­helst, hvis de jag­te­de den slags hi­sto­ri­er.

Og­så Pe­ter Ar­n­feldt fik til­sendt de i alt 46 si­der med det juri­di­ske grund­lag for Kin­no­ck-af­gø­rel­sen. Han fik det al­drig læst. Me­get af hans we­e­kend gik med at ta­le med jour­na­li­ster, der jag­te­de de ni si­der, som Thor­ning ik­ke vil­le of­fent­lig­gø­re. En af de mest ihær­di­ge var Ek­stra Bla­dets Jan Kjær­gaard, som Ar­n­feldt tal­te i te­le­fon med i ti­me­vis i da­ge­ne ef­ter af­gø­rel­sen.

Iføl­ge Pe­ter Ar­n­feldt var det mest Jan Kjær­gaard, der tal­te, prø­ve­de for­skel­li­ge vink­ler af og præ­sen­te­re­de te­ser, som han vil­le ha­ve spin­dok­to­rens re­ak­tio­ner på. Og så fi­ske­de jour­na­li­sten ef­ter at få de ni si­der.

Iføl­ge Jan Kjær­gaard for­hand­le­de de kon­kret om mu­lig­he­der­ne for, at han kun­ne få den for­tro­li­ge af­gø­rel­se el­ler de­le af den. Han føl­te læn­ge, at for­hand­lin­ger­ne lang­somt be­væ­ge­de sig fremad, og at spin­dok­to­ren var pa­rat til at hjæl­pe. Ik­ke de­sto min­dre lyk­ke­des det ik­ke. Ek­stra Bla­det fik ik­ke de ni si­der, hver­ken af Ar­n­feldt el­ler no­gen an­dre kil­der.

Af­gø­rel­sen for­blev hem­me­lig for al­le an­dre end den for­holds­vis lil­le ska­re, der hav­de set den: Kin­no­ck og Thor­ning selv. De­res rå­d­gi­ver Fro­de Holm og hans me­d­ar­bej­de­re, samt Thor­nings per-

son­li­ge rå­d­gi­ver Noa Red­ding­ton.

Hos SKAT København var det di­rek­tør Er­ling Andersen, skat­te­di­rek­tør Lis­beth Ras­mus­sen, hen­des tre sags­be­hand­le­re og en se­kre­tær.

I Skat­te­mi­ni­ste­ri­et hav­de mi­ni­ste­ren, hans sær­li­ge rå­d­gi­ver, de­par­te­ments­che­fen og pro­duk­tions­di­rek­tø­ren hver få­et en ko­pi. Der­u­d­over hav­de Lund Poul­sens to mi­ni­ster­se­kre­tæ­rer og den juri­di­ske di­rek­tør Bir­git­te Chri­sten­sen få­et den.

For­di Kin­no­ck-sa­gen var en så­kaldt VIP-sag, modt­og mi­ni­ste­ri­et en ind­be­ret­ning fra re­gio­nen om den. Det var stan­dard­pro­ce­du­re i sa­ger, der på grund af stør­rel­sen el­ler de un­der­søg­te skat­tey­de­re var om­gær­det af sær­lig op­mærk­som­hed. Nor­malt ud­fyld­te re­gio­nen en for­mu­lar, hvor VIP-sa­gen kort blev op­rid­set og re­sul­ta­tet med­delt. I den­ne sag blev sel­ve af­gø­rel­sen ved­hæf­tet. Den blev ar­ki­ve­ret i et låst sy­stem. Pe­ter Loft kun­ne ik­ke slip­pe for­nem­mel­sen af, at han ik­ke var slup­pet sær­lig godt fra si­ne for­søg på at for­kla­re mi­ni­ste­ren, hvor­for og hvor­dan SKAT’s af­gø­rel­se hang sam­men. Hvis dis­kus­sio­nen fra tors­dag af­ten fort­sat­te, måt­te Loft ha­ve et no­tat, der en­kelt og sort på hvidt for­kla­re­de tin­ge­ne uden at in­spi­re­re til al­le mu­li­ge fan­ta­si­ful­de for­tolk­nin­ger.

Søn­dag mor­gen sat­te han sig ved com­pu­te­ren for at skri­ve et ud­kast til så­dan et no­tat. Det var van­ske­ligt, for det var, som om må­let, han skul­le ram­me, he­le ti­den flyt­te­de sig. Og han kun­ne sta­dig ik­ke reg­ler­ne på fin­gre­ne. Så i lø­bet af da­gen bad han om

hjælp hos Ivar Nord­land og mi­ni­ste­ri­ets juri­di­ske di­rek­tør Bir­git­te Chri­sten­sen.

“Sa­gen er jo den, at Tro­els Lund Poul­sen og Pe­ter Ar­n­feldt me­ner, at det at kø­be en ny lej­lig­hed sva­rer til at be­hol­de den gam­le”, for­kla­re­de han.

He­le søn­da­gen tam­pe­de de tre topem­beds­mænd løs i den pro­blem­stil­ling. Nord­land og Chri­sten­sen for­søg­te at for­kla­re, hvor­dan tin­ge­ne hang sam­men. De var eni­ge: Man kun­ne ik­ke stille det op, så­dan som mi­ni­ste­ren og hans rå­d­gi­ver hav­de gjort. For­ud­sæt­nin­ger­ne var for­ker­te. Nord­land syn­tes dy­best set og­så, at det var spild af tid, for sa­gen var jo af­gjort.

Men Pe­ter Loft var ik­ke til­freds med de svar, han fik. Han stil­le­de fle­re spørgs­mål. Nye svar, gam­le af­gø­rel­ser, pa­ra­graf­fer og for­tolk­nin­ger føg frem og tilbage på mai­len.

Bir­git­te Chri­sten­sen for­søg­te at skri­ve en pæ­da­go­gisk be­skri­vel­se af reg­ler­ne. Nord­land bak­ke­de hen­des analyse og kon­klu­sio­ner op. Men den køb­te de­par­te­ments­che­fen hel­ler ik­ke.

“Nu er jeg ik­ke med læn­ge­re. Hvis det er så en­kelt, må det væ­re mu­ligt at la­ve et no­tat, der sæt­ter tin­ge­ne på plads”, skrev de­par­te­ments­che­fen klok­ken 20:20.

Nord­land prø­ve­de igen: “Pe­ter, jeg kan ik­ke kom­me det nær­me­re”, kon­sta­te­re­de Ivar Nord­land træt, da klok­ken var næ­sten 22.

Bir­git­te Chri­sten­sen ar­bej­de­de vi­de­re. Klok­ken 22:30 send­te hun end­nu et no­tat til Loft og øn­ske­de ham god­nat.

Næ­ste mor­gen vend­te Pe­ter Loft tilbage al­le­re­de klok­ken 6:15. Ska­be­lo­nen for no­ta­tet var i og for sig på plads, men det skul­le skri­ves igen­nem. “Hvis I læ­ser op­læg­get med mi­ni­ste­rens øj­ne, vil I og­så nå den mod­sat­te konklusion”, skrev han til Nord­land og Chri­sten­sen.

Bir­git­te Chri­sten­sen sva­re­de straks, at de nok skul­le for­sø­ge at ty­de­lig­gø­re det he­le. Hun sat­te Mi­cha­el Frank på skri­ve­op­ga­ven med besked om at in­korpo­re­re nog­le af Lofts po­in­ter fra da­gens før. Det af­gø­ren­de var at for­kla­re Kin­no­ck-af­gø­rel­sens juri­di­ske fun­da­ment, så mi­ni­ste­ren kun­ne for­stå det. Men no­ta­tet måt­te ik­ke hen­vi­se di­rek­te til den kon­kre­te sag. Det var en van­ske­lig ba­lan­ce, og Frank vend­te det med Ivar Nord­land. De fjer­ne­de al­le hen­vis­nin­ger til Thor­ning og Kin­no­ck: Bruxel­les, Fol­ke­tin­get og po­stadres­sen hos mo­de­ren.

“Jeg bry­der mig ik­ke om at gi­ve op­lys­nin­ger til mi­ni­ste­ren, der ik­ke må blan­de sig (men som ger­ne vil)”, skrev Nord­land tilbage. Hans bat­te­ri­er var brugt op. Han tro­e­de ik­ke på, at det ba­re hand­le­de om, at mi­ni­ste­ren vil­le sik­re, at af­gø­rel­sen var så kor­rekt som over­ho­ve­det mu­ligt.

Det fær­di­ge no­tat blev lagt til Pe­ter Loft og mi­ni­ste­ren klok­ken halv ot­te mandag af­ten. “Hå­ber, du på det grund­lag kan få en god di­a­log”, skrev Bir­git­te Chri­sten­sen til de­par­te­ments­che­fen.

Pe­ter Loft fik al­drig talt med mi­ni­ste­ren om det.

Sam­me dag hav­de al­le skat­te­di­rek­tø­rer­ne væ­ret sam­let til mø­de hos SKAT København på Slu­se­hol­men. Bir­git­te Chri­sten­sen var der og­så, og hun tal­te med Lis­beth Ras­mus­sen om det no­tat,

hen­des folk sad på skrev på in­de i mi­ni­ste­ri­et. Mi­ni­ste­ren hav­de stil­let spørgs­måls­tegn ved, om det var kor­rekt at be­trag­te Kin­no­ck som fr­af­lyt­tet i 1999, for­kla­re­de hun. Kun­ne Ras­mus­sen må­ske hjæl­pe med yder­li­ge­re op­lys­nin­ger?

Det lød ik­ke, som om den juri­di­ske di­rek­tør for­ven­te­de, at der vil­le ske me­re, når først hen­des folk hav­de få­et skre­vet et for­stå­e­ligt no­tat til mi­ni­ste­ren. Men Lis­beth Ras­mus­sen nævn­te sam­ta­len for Er­ling Andersen, der snart hev fat i pro­duk­tions­di­rek­tør St­ef­fen Nor­mann Hansen. Hvad var det, der fo­re­gik?

Nor­mann Hansen for­tal­te om mø­det på mi­ni­ster­kon­to­ret om tors­da­gen og for­tal­te, at mi­ni­ste­ren hav­de spurgt til, hvor­vidt så­dan en ken­del­se kun­ne la­ves om af Skat­te­rå­det. Men det hav­de Loft sva­ret nej til, sag­de han.

For SKAT København var den helt al­min­de­li­ge, men dog me­get ual­min­de­li­ge lig­nings­sag slut. Hvert ene­ste styk­ke pa­pir fra sa­gen blev sam­let og ar­ki­ve­ret, og der blev la­vet en ind­holds­for­teg­nel­se over alt, hvad der var i bun­ken. Ma­te­ri­a­let fand­tes bå­de på pa­pir og som di­gi­ta­le, indscan­ne­de fi­ler. Alt blev for­svar­ligt låst - bå­de i et skab og i it-sy­ste­met, så in­gen uved­kom­men­de kun­ne få ad­gang til det.

Lis­beth Ras­mus­sen gjor­de de sid­ste no­ta­ter i sin per­son­li­ge log­bog over ar­bej­det og gem­te den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.