4. VER­DENS DÅR­LIG­STE UND­SKYLD­NING.............43

Skat, Spin og Sladder - - Indhold -

Skat­te­mi­ni­ster Tro­els Lund Poul­sen hav­de holdt som­mer­fe­rie på Mall­orca sam­men med sin kæ­re­ste, par­ti­fæl­len Sop­hie Løh­de, og vend­te først tilbage til mi­ni­ster­kon­to­ret midt i au­gust. Men som nyheds­narko­man fulg­te han med i me­di­e­strøm­men fra fe­ri­eø­en, og ind i mel­lem tal­te han med rå­d­gi­ver Ar­n­feldt og de­par­te­ments­chef Loft.

På Chri­sti­ans­borg var det især Ven­stres po­li­ti­ske ord­fø­rer, Pe­ter Chri­sten­sen, der kom­men­te­re­de hi­sto­ri­er­ne om Thor­nings ud­for­drin­ger med skat­te­væs­net. Den stå­en­de or­dre fra le­de­ren af Ven­stres ny­e­tab­le­re­de Cen­ter for Kom­mu­ni­ka­tion og Po­li­tik, Søs Ma­rie Serup, var, at in­gen an­dre end net­op Chri­sten­sen ud­tal­te sig. Sa­gen kun­ne ram­me Ven­stre som en boo­me­rang, hvis det så ud, som om man brug­te BT’s an­kla­ger el­ler Ven­stre-mi­ni­ste­rens mu­lig­hed for at få ind­sigt i sa­gen i en be­skidt smæ­de­kampag­ne mod Thor­ning, vur­de­re­de Serup; det kun­ne væ­re livs­far­ligt for Ven­stre. Li­ge­som de fle­ste an­dre hav­de hun svært ved at gen­nem­skue al­le de ud­læg­nin­ger af skat­te­reg­ler, der føg rundt i pres­sen. For hen­de var det mest na­tur­ligt at spør­ge Lund Poul­sen, der sam­men med Ar­n­feldt tit kig­ge­de ind til hen­de og Ven­stre-pres­se­chef Mi­ka­el Børsting, når de var på Chri­sti­ans­borg.

Mi­ka­el Børsting op­fat­te­de sa­gen om Kin­no­cks skat som ‘en sag Ven­stre kør­te’. Den po­li­ti­ske ord­fø­rer Pe­ter Chri­sten­sens an­kla­ger mod Hel­le Thor­ning-Sch­midt ud­sprang af ‘ en fæl­les par­ti-linje’, ud­tal­te pres­se­che­fen til Po­li­ti­ken.

Spin­dok­tor Pe­ter Ar­n­feldt fulg­te me­di­e­dæk­nin­gen og de man­ge te­o­ri­er, der blev luf­tet. Han fik mas­ser af op­ring­nin­ger fra jour­na­li­ster, der vil­le pum­pe ham for nyt om sa­gen, men kun­ne ik­ke si­ge no­get om den.

Navn­lig ef­ter at Thor­ning var kom­met hjem fra fe­rie for at for­sva­re sig, var det ge­ne­rel­le ind­tryk, at hun vil­le læg­ge alt frem, når SKAT hav­de af­gjort sa­gen. Der­for skul­le mi­ni­ste­ri­et for­be­re­de sig på at hånd­te­re al­le de hen­ven­del­ser, af­gø­rel­sen vil­le af­fø­de. Det kun­ne bli­ve et pres­se­mæs­sigt ma­re­ridt, så man måt­te for­sø­ge at for­ud­se kri­ti­ske vink­ler og spørgs­mål. Der­for sam­le­de Pe­ter Ar­n­feldt sam­le­de alt, hvad pres­sen skrev om sa­gen.

Bå­de spørgs­mål og te­ser pas­se­re­de hans bord. En gam­mel stu­di­e­kam­me­rat fra Aar­hus skrev en læn­ge­re mail med si­ne vink­ler på, hvad det kun­ne be­ty­de for Thor­nings skat­te­for­hold, hvis par­rets lej­lig­hed i Lon­don var belånt i Dan­mark. Ar­n­feldt vid­ste ik­ke rig­tig, hvad han skul­le med tip­pet, men send­te det vi­de­re som in­spira­tion til en Ek­stra Blads-jour­na­list, der hav­de skre­vet om Lon­don­lej­lig­he­den.

Et an­det in­put kom fra BT, der send­te Ar­n­feldt et fem si­der langt no­tat, hvor jour­na­li­ster­ne hav­de sam­let op­lys­nin­ger, ci­ta­ter, reg­ler og af­gø­rel­ser fra an­dre skat­tesa­ger som led i de­res re­search. Det kon­klu­de­re­de, at Step­hen Kin­no­ck måt­te væ­re skat­teplig­tig i Dan­mark.

Det kun­ne Ar­n­feldt bru­ge, det var nær­mest ge­ni­alt på den må­de at få ind­blik i, hvad jour­na­li­ster­ne ar­bej­de­de med. Han gav BT’s te­o­ri­er vi­de­re til mi­ni­ste­ren, der si­den gav no­ta­tet til de­par­te­ments­che­fen.

Da Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen kom til mø­de hos Pe­ter Loft igen ons­dag 1. sep­tem­ber, gav han dem no­ta­tet. De spurg­te, hvor no­ta­tet kom fra, men fik ik­ke no­get svar; det var ba­re duk­ket op, sag­de de­par­te­ments­che­fen. Men li­ge­som med pres­se­klip­pe­ne men­te han, at det må­ske kun­ne in­de­hol­de nog­le over­se­te guld­korn, som SKAT København skul­le ta­ge med i be­tragt­ning.

Det gjor­de det ik­ke, kon­sta­te­re­de Lis­beth Ras­mus­sen og end­te igen med at ryste på ho­ve­d­et over jour­na­li­ster­nes an­stren­gel­ser udi i det juri­di­ske: Nog­le af af­gø­rel­ser­ne var de sam­me, som hen­des eget hold sad med, men der var klud­der i præ­mis­ser og for­ud­sæt­nin­ger. Og løs­rev­ne ci­ta­ter fra Thor­ning-in­ter­views i da­me­bla­de var ik­ke va­li­de ele­men­ter i en se­ri­øs un­der­sø­gel­se. Den skul­le ale­ne ba­se­res på fakta.

Hun syn­tes egent­lig, det var lidt ube­ha­ge­ligt, at Loft på den må­de bad hen­de ind­dra­ge ma­te­ri­a­le, som var uden så­vel re­le­vans som af­sen­der. Hun hav­de væ­ret helt med på idéen om det spar­rings-mø­de med eks­pert­kol­le­ger­ne i de­par­te­men­tet, de net­op hav­de holdt, men det her vir­ke­de us­ag­ligt.

Hun var og­så ind­for­stå­et med, at de­par­te­ments­che­fen selv­føl­ge­lig skul­le stille krav til dem og ori­en­te­res, og ved mø­det fik han og­så SKAT’s fo­re­lø­bi­ge ud­kast til af­gø­rel­sen og an­dre do­ku­men­ter fra sa­gen. Men det ge­ne­re­de hen­de, at Loft blev ved med at spør­ge ind til, om de nu var grun­di­ge nok og gen­ta­ge, at det vil­le bli­ve svært at for­kla­re kon­klu­sio­ner­ne.

Pe­ter Loft vil­le for alt i ver­den und­gå, at af­gø­rel­sen blev op­fat­tet som svag, at de ik­ke hav­de gra­vet dybt nok. Og han bad om fle­re op­lys­nin­ger og do­ku­men­ter, blandt an­det om par­rets lej­lig­hed i Lon­don.

Lis­beth Ras­mus­sen og hen­des folk men­te, at de hav­de væ­ret me­re end al­min­de­ligt grun­di­ge og der­til var bå­de sag­li­ge, er­far­ne og kom­pe­ten­te. Det var ik­ke, for­di Loft sag­de, at han var ue­nig, men der var en un­der­lig un­der­to­ne, syn­tes hun. Som om der var no­get, der klem­te et sted i sy­ste­met.

I lø­bet af au­gust hav­de hun jævn­ligt la­vet kor­te no­ta­ter om sa­gens gang i sin ka­len­der for at be­va­re over­blik­ket i en pres­set ar­bejds­pro­ces. Nu be­gynd­te hun me­re sy­ste­ma­tisk at no­te­re og op­sum­me­re, hvad der fo­re­gik, så det blev en slags dagbog fra top­pen af sags­be­hand­lin­gen.

Hun for­stod ik­ke de­par­te­ments­che­fens be­kym­re­de bo­ren i de­tal­jer­ne. Det ge­ne­re­de hen­de.

Og så var hun vred på Er­ling Andersen, da de fulg­tes tilbage til de­res kon­tor­byg­ning på Slu­se­hol­men den tirs­dag ef­ter mø­det med de­par­te­ments­che­fen og pro­duk­tions­di­rek­tø­ren. Men det hand­le­de om no­get helt an­det. I slut­nin­gen af au­gust hav­de Er­ling Andersen haft en høj­rø­stet kon­fron­ta­tion med Thor­ning-Kin­no­ck-par­rets re­præ­sen­tant i skat­tesa­gen: Skat­tejurist Fro­de Holm, der ef­ter 40 år i fa­get næg­te­de at bru­ge en com­pu­ter og end­nu ik­ke hav­de mødt en kol­le­ga, han vil­le byt­te vi­den med, når det gjaldt skat­te­for­hold. Han var di­rek­tør for 15 me­d­ar­bej­de­re i fir­ma­et Re­vi­tax, som han hav­de væ­ret med til at stif­te i 1987 sam­men med blandt an­dre den tid­li­ge­re kon­ser­va­ti­ve skat­te­mi­ni­ster Isi Foig­hel.

Fro­de Holm så ik­ke ba­re sig selv som Thor­ning-Kin­no­ck­par­rets re­præ­sen­tant i for­hold til SKAT, men og­så over for

of­fent­lig­he­den, hvor en stor del af op­ga­ven gik ud på at få sko­v­let de vær­ste uhyr­lig­he­der i de­bat­ten af vej­en. Den gar­der­hø­je, skæg­ge­de bul­der­bas­se ud­tal­te sig be­red­vil­ligt og skråsik­kert til jour­na­li­ster­ne fra sit kon­tor, hvor sa­ger­ne lå i me­ter­hø­je bun­ker. Han op­t­rå­d­te som en nær­mest fa­der­lig hjæl­per for Hel­le Thor­ning-Sch­midt, som han ef­ter eget ud­sagn kald­te ‘min pi­ge’ - en til­ta­le­form, han brug­te over­for stort set al­le kvin­der un­der 60.

Al­le­re­de ef­ter SKAT’s før­ste hen­ven­del­se i slut­nin­gen af ju­ni hav­de Holm sør­get for at få af­le­ve­ret alt, hvad par­ret selv kun­ne bi­dra­ge med til un­der­sø­gel­sen. Da han så, hvil­ke yder­li­ge­re op­lys­nin­ger SKAT bad om, kun­ne han reg­ne ud, at sa­gen blev be­hand­let som en til­flyt­ter­sag, hvor det hand­le­de om op­holds- og ar­bejds­da­ge i Dan­mark. Midt i au­gust blev han ci­te­ret for, at Thor­ning al­le­re­de vid­ste, hvor­dan sa­gen vil­le bli­ve af­gjort, og at den stort set var af­slut­tet. Og han be­styr­ke­de for­vent­nin­gen hos bå­de pres­se og em­beds­folk hav­de om, at Thor­ning vil­le of­fent­lig­gø­re he­le af­gø­rel­sen.

Den for­vent­ning var af­gø­ren­de for ar­bej­det i SKAT: Ik­ke et kom­ma måt­te sæt­tes for­kert. Er­ling Andersen vil­le ha­ve al­le flan­ker dæk­ket af, in­den han skul­le for­sva­re si­ne folk og de­res af­gø­rel­se. Der

måt­te ik­ke væ­re blø­de punk­ter el­ler blin­de vink­ler. Og hvis no­gen skul­le spør­ge, om SKAT over­ho­ve­det hav­de talt med ho­ved­per­so­ner­ne selv, vil­le han kun­ne sva­re be­kræf­ten­de.

Der­for hav­de SKAT ind­kaldt par­ret til et mø­de fre­dag 27. au­gust for at man an­sigt til an­sigt kun­ne gen­nem­gå alt ma­te­ri­a­let - det, Kin­no­ck hav­de le­ve­ret og det, SKAT hav­de fun­det og ana­ly­se­ret. Lis­beth Ras­mus­sen var enig i, at det kun­ne væ­re godt at få afæ­sket par­ret nog­le svar, så man kun­ne få af­græn­set det fak­tu­el­le grund­lag end­nu me­re præ­cist.

Men in­vi­ta­tio­nen blev af­slå­et: Kin­no­ck var i ud­lan­det, og Thor­ning vil­le slet ik­ke del­ta­ge i så­dan et mø­de.

Andersen bad si­ne folk om at pres­se på, og om nød­ven­digt vil­le han selv ta­le med Fro­de Holm for at få trum­fet mø­det igen­nem. De to mænd kend­te hin­an­den fra gam­le da­ge, da de beg­ge ar­bej­de­de i Stats­skat­te­di­rek­to­ra­tet, og Andersen var for­mand for tje­ne­ste­mæn­de­ne i det da­væ­ren­de Told & Skat, mens Holm var fæl­lestil­lids­mand for aka­de­mi­ker­ne.

Da­gen før det af­ly­ste mø­de var Fro­de Holm på be­søg i SKAT’s glas­hus på Slu­se­hol­men om en an­den sag, som lå hos af en de af­de­lings­che­fer, der og­så sad i Kin­no­ck-grup­pen. Hun frem­før­te igen Er­ling An­der­sens øn­ske om, at Thor­ning og Kin­no­ck skul­le mø­de op per­son­ligt, og da Holm gen­tog af­vis­nin­gen, tog hun ham med op til An­der­sens chef­kon­tor på 5. sal. Så kun­ne de to mænd drøf­te det med hin­an­den. Hun blev stå­en­de på kon­to­ret, mens de dis­ku­te­re­de.

Andersen for­lang­te en for­kla­ring. Hvis pro­ble­met var, at Thor­ning-Sch­midt og hen­des mand ik­ke vil­le sid­de og ven­te i receptionen - kend­te an­sig­ter, som de var - så kun­ne det let lø­ses, lo­ve­de han.

Holm kun­ne ha­ve på­pe­get, at Thor­ning slet ik­ke var for­plig­tet til at stille til sam­ta­le hos SKAT. Men han kend­te An­der­sens stæ­dig­hed og vur­de­re­de, at han næp­pe vil­le la­de sig for­mil­de af at bli­ve be­lært om pa­ra­graf­fer­ne. I ste­det for­søg­te Holm at af­pa­re­re: Mang­le­de SKAT må­ske op­lys­nin­ger?

Ja, men­te Andersen, uan­set at sam­ar­bej­det hidtil hav­de væ­ret gnid­nings­frit. For mens SKAT’s op­tæl­lin­ger vi­ste, at Kin­no­ck var pænt un­der 180-da­ges-græn­sen, så stem­te det ik­ke med det bil­le­de, Thor­ning selv hav­de teg­net i po­rtrætin­ter­views og over­for Justits­mi­ni­ste­ri­et. Nok sto­le­de SKAT sto­le­de me­re på si­ne eg­ne un­der­sø­gel­ser end på uge­blads­ar­tik­ler, men man vil­le ger­ne li­ge se par­ret i øj­ne­ne, før man sat­te to stre­ger un­der re­sul­ta­tet. Hvor­for i al­ver­den vil­le de ik­ke med­vir­ke til det? Hvor­for?

“Vil du vir­ke­lig vi­de, hvad grun­den er?” spurg­te Holm al­vor­ligt. “Ja, tak”, sag­de Andersen. Så slyn­ge­de Holm en over­ra­sken­de be­grun­del­se ud. Den var gre­bet ud af luf­ten, sag­de han se­ne­re. Og den vi­ste sig at væ­re ver­dens dår­lig­ste und­skyld­ning. Men den vir­ke­de: Andersen bø­je­de sig.

“Det må du alt­så ik­ke si­ge no­get om”, ind­skær­pe­de Er­ling Andersen den kvin­de­li­ge af­de­lings­chef, som tavst hav­de over­hørt dis­kus­sio­nen og Holms af­gø­ren­de ar­gu­ment. Det hav­de hun hel­ler ik­ke tænkt sig. Hun var vant til at få ind­sigt i pri­va­te for­hold, som hun helt au­to­ma­tisk st­u­ve­de ind un­der tavs­heds­plig­tens tæt­slut­ten­de låg. Og det, hun li­ge hav­de hørt på di­rek­tør­kon­to­ret, faldt be­stemt i ka­te­go­ri­en ir­re­le­van­te, per­son­føl­som­me op­lys­nin­ger. Hun fulg­te Fro­de Holm ned til ud­gan­gen.

Er­ling Andersen valg­te at ind­vie Lis­beth Ras­mus­sen i det, han

hav­de få­et at vi­de: At grun­den til, at Thor­ning næg­te­de at en­de­ven­de sit fa­mi­li­e­liv hos SKAT, iføl­ge Holm skul­le væ­re, at hen­des mand var bi­seksu­el. El­ler bøs­se.

De to di­rek­tø­rer var eni­ge om, at det ik­ke ved­kom an­dre, ik­ke mindst for­di man­dens even­tu­el­le seksu­el­le præ­fe­ren­cer var helt uden be­tyd­ning for, hvor­vidt han var skat­teplig­tig. Der­for tab­te Lis­beth Ras­mus­sen nær­mest un­der­kæ­ben, da Er­ling Andersen al­li­ge­vel del­te op­lys­nin­gen med Pe­ter Loft og Nor­mann Hansen ved de­res næ­ste mø­de om Kin­no­ck-sa­gen i mi­ni­ste­ri­et ugen ef­ter.

Andersen sag­de først, at SKAT nu kun for­ven­te­de at kom­me til at ta­le med Kin­no­ck, ik­ke hans hu­stru. In­gen spurg­te, hvor­for Andersen hav­de bø­jet sig. Al­li­ge­vel for­tal­te han, hvad grun­den til kurs­æn­drin­gen var.

De to mænd fra mi­ni­ste­ri­et vir­ke­de over­ra­ske­de over at hø­re, hvad Holm hav­de sagt om Kin­no­ck. Men det var sku­e­spil. De hav­de al­le­re­de hørt det.

“Det var satans!” ud­brød Pe­ter Loft i te­le­fo­nen, da Er­ling Andersen en af­ten rin­ge­de og for­tal­te, hvad Fro­de Holm hav­de sagt om sin kend­te kli­ent. Men uan­set de­tal­jens op­sigtsvæk­ken­de ka­rak­ter var de to che­fer eni­ge om, at det ik­ke var no­get, der kun­ne bru­ges til no­get som helst i for­bin­del­se med skat­tesa­gen.

Se­ne­re sam­me af­ten rin­ge­de Loft til Nor­mann Hansen. De tal­te sam­men i en halv ti­mes tid, og de­par­te­ments­che­fen frit­te­de: Har du talt med Er­ling? Har han sagt no­get?

Nor­mann Hansen vid­ste godt, hvad Loft fi­ske­de ef­ter, men han vil­le ik­ke spil­le med. Til sidst måt­te Loft spør­ge di­rek­te: Har du hørt det se­ne­ste om Kin­no­ck?

Det hav­de Nor­mann Hansen. Er­ling Andersen hav­de for­talt ham det, da de tal­te om det prak­ti­ske ar­bej­de med at kort­læg­ge Kin­no­cks hver­dag.

“Det har jeg ik­ke brug for at vi­de”, hav­de Nor­mann Hansen sva­ret. Han kun­ne gan­ske en­kelt ik­ke rum­me det i sit ho­ved, og han hav­de lo­vet sig selv, at det al­drig vil­le kom­me ud af hans mund. Men nu hav­de de­par­te­ments­che­fen alt­så hørt den pi­kan­te hi­sto­rie, og Nor­mann Hansen med­gav, at han og­så var ble­vet ind­vi­et.

Da Er­ling Andersen da­gen ef­ter brag­te em­net op ved mø­det i de­par­te­men­tet, lod bå­de Loft og Nor­mann Hansen imid­ler­tid, som om det var helt nyt for dem. Det gjor­de de til ære for Lis­beth Ras­mus­sen, for­di de for­nem­me­de, at hun vil­le væ­re no­get me­re knibsk i om­gan­gen med den slags for­tro­li­ge op­lys­nin­ger. Det hav­de de ret i. “Det skul­le du ik­ke ha­ve gjort”, sag­de Lis­beth Ras­mus­sen spidst til Er­ling Andersen, da de kom tilbage til Slu­se­hol­men ef­ter mø­det. Det var ik­ke re­le­vant, det var for­tro­ligt og unød­ven­digt, men­te hun. Og hun var be­kym­ret for, at de­par­te­ments­che­fen vil­le for­tæl­le det vi­de­re til mi­ni­ste­ren.

Er­ling Andersen trak på skul­de­ren af iret­te­sæt­tel­sen. Det hav­de hun da lov at me­ne, men han syn­tes ik­ke, at der var no­get odi­øst i at ind­vie Loft i den slags. To top­che­fer i et for­tro­ligt rum kun­ne da godt ta­le frit, de ar­bej­de­de jo på sam­me si­de af mu­ren af skær­pet tavs­heds­pligt.

No­gen­lun­de så­dan hav­de de­par­te­ments­chef Pe­ter Loft det og­så med sin mi­ni­ster.

Ef­ter­hån­den som Pe­ter Loft modt­og nyt om Kin­no­ck-sa­gens gang i SKAT København, ori­en­te­re­de han mi­ni­ste­ren: At det så ud til at væ­re en til­flyt­ter­sag. At op­gø­rel­sen af op­holds­da­ge så ud til at lan­de pænt un­der græn­sen for skat­tepligt. At man snart vil­le kun­ne

se en en­de på sa­gen. Det var ty­pisk kor­te, ufor­mel­le op­da­te­rin­ger, der faldt, når mi­ni­ster og de­par­te­ments­chef var mel­lem mø­der, og snak­ken faldt på sa­gen.

Tro­els Lund Poul­sen og hans sær­li­ge rå­d­gi­ver Ar­n­feldt kend­te al­le spe­ku­la­tio­ner og de skråsik­re eks­pert­ud­sagn fra pres­sen, og de hav­de svært ved at få tin­ge­ne til at pas­se: På den ene si­de hav­de Thor­ning gi­vet ud­tryk for, at Kin­no­ck var hjem­me stort set hver we­e­kend, på den an­den si­de vi­ste SKAT’s gen­nem­gang, at han var i Dan­mark min­dre end 180 da­ge om året. Hvad med cen­trum for livs­in­ter­es­ser? Og hvad med de ved­hol­den­de ryg­ter om, at Thor­ning al­le­re­de vid­ste, hvor­dan af­gø­rel­sen vil­le fal­de ud?

Loft for­søg­te at for­kla­re, at man ik­ke kun­ne sid­de med da­me­bladsportræt­ter af Thor­ning i den ene hånd og hånd­fast do­ku­men­ta­tion i form af kon­to-udt­og og fly­bil­let­ter i den an­den og si­ge, at det ve­je­de li­ge tungt. Han for­sik­re­de, at SKAT var grun­di­ge og hav­de do­ku­men­ta­tion fra fle­re kil­der, og han gav mi­ni­ste­ren ek­semp­ler på, hvor­dan ar­bej­det blev gjort og de tal, man nå­e­de frem til.

“Nu må du li­ge hu­ske, at det her er Dan­mark og ik­ke Rusland”, sag­de han en dag for sjov - og for li­ge at mar­ke­re, at der alt­så var græn­ser for, hvor me­get mi­ni­ste­ren kun­ne be­de sin de­par­te­ments­chef spør­ge sags­be­hand­ler­ne om.

Men i slut­nin­gen af au­gust kun­ne Tro­els Lund Poul­sen sta­dig ik­ke for­stå, at Kin­no­ck kun skul­le væ­re hjem­me hos ko­ne og børn

godt en tred­je­de­le af årets da­ge.

Så Loft for­tal­te mi­ni­ste­ren, hvad han hav­de hørt: Hvis Kin­no­ck hav­de an­dre seksu­el­le in­ter­es­ser, så­dan som hans skat­te­re­visor hav­de sagt, kun­ne det må­ske væ­re for­kla­rin­gen.

Lund Poul­sen men­te, at og­så hans sær­li­ge rå­d­gi­ver skul­le ind­vies i den over­ra­sken­de nyhed. Ar­n­feldt blev no­get paf: Skul­le Thor­nings mand væ­re til mænd? Hvil­ken be­tyd­ning vil­le det ha­ve for sa­gen? Spin­dok­to­ren gik til Pe­ter Loft for at hø­re nær­me­re, og Loft be­kræf­te­de, at det alt­så var, hvad Fro­de Holm hav­de sagt. St­ef­fen Nor­mann Hansen vid­ste det og­så, sag­de han. Det kun­ne for­kla­re for­skel­len på vir­ke­lig­he­den og det ind­tryk, of­fent­lig­he­den hav­de få­et af fa­mi­li­e­li­vet.

Ar­n­feldt var må­l­løs. Han spurg­te ik­ke me­re. Men et par da­ge ef­ter kald­te de­par­te­ments­che­fen den sær­li­ge rå­d­gi­ver ind på sit kon­tor igen for at un­der­stre­ge, at de in­ti­me de­tal­jer var helt uden be­tyd­ning for sel­ve af­gø­rel­sen. For Pe­ter Loft var det helt na­tur­ligt at de­le den vi­den, han hav­de, med mi­ni­ste­ren, og det prin­cip be­græn­se­de sig ik­ke til strengt fag­li­ge ting. At det i prin­cip­pet var li­ge­gyl­digt, om mi­ni­ste­ren kun­ne for­stå en kon­kret skat­te-af­gø­rel­se, var ik­ke et syns­punkt, Loft over­ve­je­de.

Der­u­d­over kun­ne han la­de sig in­spi­re­re af spørgs­må­le­ne fra skat­te­mæs­si­ge læg­mænd som mi­ni­ste­ren og hans sær­li­ge rå­d­gi­ver, når han skul­le sik­re, at sa­gen kun­ne for­kla­res og for­sva­res of­fent­ligt si­den­hen. Nog­le af spørgs­må­le­ne brag­te han der­for vi­de­re til Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen - for at få svar og for at sik­re, at de for­holdt sig til alt, der kun­ne rej­se tvivl og kri­tik of­fent­ligt.

Blev par­ret be­skat­tet af le­je­ind­tæg­ter­ne fra den lej­lig­hed i Lon­don? Hvor­dan var den belånt? Hvor­for var Kin­no­ck en ‘til­flyt­ter’, når han ik­ke var ble­vet re­gi­stre­ret som ‘fr­af­lyt­tet’ tilbage i ‘99?

Loft op­fan­ge­de godt, at navn­lig Lis­beth Ras­mus­sen be­gynd­te at bli­ve lidt knot­ten over hans me­to­de, som om hun føl­te sig fag­ligt in­ti­mi­de­ret, be­tviv­let og kig­get over skul­de­ren. Men det var ham, der skul­le stå på mål for SKAT, når af­gø­rel­sen faldt. Og når Er­ling Andersen selv hav­de valgt, at de­par­te­ments­che­fen skul­le ori­en­te­res, så måt­te de og­så for­ven­te, at han yt­re­de sig om det, han hør­te.

Er­ling Andersen hav­de da hel­ler ik­ke delt sin skat­te­di­rek­tørs for­nem­mel­se af, at Loft gik li­ge lov­lig tæt på med al­le si­ne spørgs­mål. Han var enig i, at alt skul­le dob­belt­sik­res. Men da Loft be­gynd­te at re­fe­re­re spørgs­mål fra mi­ni­ste­ren el­ler hans spin­dok­tor, fik det og­så Andersen at hæ­ve øjen­bry­ne­ne. Hvad skul­le de to blan­de sig for? Hvor me­get fik de egent­lig at vi­de af de­par­te­ments­che­fen? Og hvad vil­le de bru­ge det til?

Skat­te­rå­d­gi­ver Fro­de Holm, Re­vi­tax. FO­TO: Tho­mas Sjørup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.