5. KAM­PEN OM OR­DE­NE ..............................................55

Skat, Spin og Sladder - - Indhold -

Lis­beth Ras­mus­sen og Er­ling Andersen mød­tes med de­par­te­ments­che­fen og pro­duk­tions­di­rek­tø­ren igen to da­ge se­ne­re. Fre­dag 3. sep­tem­ber spi­ste de frokost i et lo­ka­le ved kan­ti­nen i Skat­te­mi­ni­ste­ri­et. Lis­beth Ras­mus­sen af­le­ve­re­de de do­ku­men­ter om Thor­ning­par­rets lej­lig­hed i Lon­don, som Loft hav­de bedt om.

Loft og pro­duk­tions­di­rek­tør Nor­mann Hansen fik og­så et op­da­te­ret no­tat om he­le sags­be­hand­lin­gen og så det se­ne­ste ud­kast til den så­kald­te ‘ag­ter­skri­vel­se’ - det brev, der be­skrev, hvor­dan SKAT ag­te­de at af­gø­re sa­gen. Det skul­le Kin­no­ck ha­ve først, så han hav­de mu­lig­hed for at kom­me med ind­si­gel­ser, in­den den en­de­li­ge af­gø­rel­se blev af­sagt.

De gen­nem­gik tek­sten af­snit for af­snit. Nok var af­gø­rel­sen et

langt brev fra SKAT København til Step­hen Kin­no­ck, men hvis og når det blev of­fent­lig­gjort, vil­le det og­så bli­ve en slags pres­se­med­del­el­se, der for­kla­re­de alt, hvad der var gjort i sa­gen.

Net­op her men­te Pe­ter Loft, at hans for­ce kun­ne kom­me til sin ret, og han hav­de selv skre­vet et par si­der med sti­kord for at dan­ne sig et over­blik over de man­ge ele­men­ter i sa­gen - en slags dis­po­si­tion for, hvor­dan han syn­tes, bre­vet skul­le byg­ges op. For ek­sem­pel skul­le det ind­gå, at SKAT frem til 2008 hav­de over­ført Kin­no­cks fradrag til hu­stru­en, for­di man ik­ke hav­de få­et re­gi­stre­ret, at han var ud­rejst af dansk skat­tepligt. Der­med var der slet ik­ke no­get fradrag at over­fø­re. Det spørgs­mål var bå­de for­æl­det og uden be­tyd­ning for den ak­tu­el­le sag, men det skul­le med i af­gø­rel­sen, og man skul­le po­in­te­re, at det var myn­dig­he­dens fejl, ik­ke Thor­nings, sag­de Pe­ter Loft.

En op­lys­ning af den ka­rak­ter næp­pe var kom­met med i en an­den af­gø­rel­se: Det var ik­ke al­min­de­ligt at skri­ve til en mand, at hans hu­stru ved en fejl hav­de få­et et for­kert fradrag. Men Er­ling Andersen var enig med Loft i, at net­op den­ne af­gø­rel­se skul­le be­sva­re alt, hvad kri­ti­ske læ­se­re kun­ne fin­de på at bo­re i. De fejl­ag­ti­ge fradrag skul­le med.

De tal­te om an­dre me­re el­ler min­dre lø­se en­der, der skul­le tjek­kes, blandt an­det at man skul­le mø­des med Kin­no­ck ugen ef­ter for at gå ma­te­ri­a­let igen­nem.

Loft gav Lis­beth Ras­mus­sen si­ne hånd­skrev­ne no­ter med hjem som in­spira­tion til det vi­de­re ar­bej­de med ag­ter­skri­vel­sen. Den hav­de sags­be­hand­ler­ne ef­ter­hån­den skre­vet på i en må­ned, og Lis­beth Ras­mus­sen tænk­te, at Lofts no­ter kun­ne væ­re en ud­mær­ket tje­kli­ste. De skul­le væ­re sik­re på, at de fik det he­le med.

Men bå­de hun og Er­ling Andersen un­dre­de sig over Lofts nid­kæ­re in­ter­es­se: De en­de­lø­se by­ger af spørgs­mål. Bun­ken af pres­se­klip og et ama­tør-juri­disk no­tat af ukendt op­rin­del­se, som han hav­de bedt dem ta­ge med i over­vej­el­ser­ne, og nu og­så hans per­son­li­ge for­slag til, hvor­dan de skul­le skri­ve af­gø­rel­sen. Han hav­de bedt om at få fle­re op­lys­nin­ger, der gik me­get tæt på: Om sags­be­hand­lin­gen, par­rets ejen­dom­me og så­gar kon­toop­lys­nin­ger på Thor­ning, der kun­ne vi­se, om hun må­ske hav­de be­talt en mid­dag for to en dag, hvor par­ret på­stod, at man­den var i ud­lan­det.

Det vir­ke­de mær­ke­ligt, at Loft på én gang blev ved med at si­ge, at han var enig i de­res vur­de­ring og sam­ti­dig blev ved med at spør­ge. Al­drig kræ­ven­de - ba­re me­get in­si­ste­ren­de. Fak­tisk uhørt ak­tivt, men­te Andersen.

Må­ske hav­de Lis­beth Ras­mus­sen ret i sin for­nem­mel­se af, at der var no­get, der klem­te et sted. At det ik­ke ale­ne var af egen drift, at de­par­te­ments­che­fen ud­vi­ste så stor ak­ti­vi­tet, men at no­gen bad ham om det.

De kon­fron­te­re­de al­drig de­par­te­ments­che­fen med de­res ube­ha­ge­li­ge mi­stan­ke. Hos Re­vi­tax tog Fro­de Holm og hans kli­ent Step­hen Kin­no­ck ugen ef­ter imod sags­be­hand­ler­ne fra SKAT København. I Holms hu­le af et kon­tor gen­nem­gik de det bil­le­de, SKAT hav­de teg­net af Kin­no­cks liv ud fra de fak­tu­el­le op­lys­nin­ger, der var ind­sam­let. Bort­set fra en en­kelt de­tal­je hav­de hver­ken Kin­no­ck el­ler hans rå­d­gi­ver no­gen ind­ven­din­ger. Sags­be­hand­ler­ne mang­le­de sta­dig nog­le få

ek­stra op­lys­nin­ger om kon­ti og den slags, og Holm lo­ve­de at sen­de dem med det sam­me.

Sa­gen var så godt som fær­dig­be­hand­let, og selv om SKAT’s en­de­li­ge konklusion ik­ke frem­gik af det, Kin­no­ck og Holm fik at se, var det åben­lyst for Fro­de Holm, hvor­dan det vil­le fal­de ud. Han spurg­te, hvor­når de kun­ne få af­gø­rel­sen og brok­ke­de sig lidt, da Lis­beth Ras­mus­sen sag­de, at SKAT’s ag­ter­skri­vel­se nok først vil­le væ­re klar den føl­gen­de uge. Den skul­le li­ge skri­ves igen­nem, ret­tes til og sæt­tes pænt op. Men hun lo­ve­de at rin­ge og gi­ve nær­me­re besked hur­tigst mu­ligt.

Da­gen ef­ter skrev sags­be­hand­ler­ne klad­den til ag­ter­skri­vel­sen fær­dig. Pe­ter Loft fik besked om, at kø­ben­hav­ner­ne var klar til at gi­ve ham den sid­ste ori­en­te­ring. Mø­det blev sat til mandag mor­gen klok­ken ot­te på Lofts kon­tor. Ef­ter we­e­ken­den mød­tes Lis­beth Ras­mus­sen og Er­ling Andersen på Slu­se­hol­men al­le­re­de en ti­me før, de skul­le ind til Loft for at gen­nem­gå den skri­vel­se, der vil­le med­dele Step­hen Kin­no­ck og for­ment­lig re­sten af ver­den, at han ik­ke var skat­teplig­tig i Dan­mark. De reg­ne­de med, at Loft igen vil­le rej­se spørgs­må­let om pres­sen.

Sam­ti­dig sad Pe­ter Loft på sit kon­tor i de­par­te­men­tet og tyg­ge­de på en for­mu­le­ring, der kun­ne skæ­re SKAT’s un­der­sø­gel­se ud i pap. Når jour­na­li­ster el­ler an­dre nys­ger­ri­ge læ­ste årets mest om­tal­te skat­te­af­gø­rel­se, skul­le de ik­ke væ­re i tvivl om, at SKAT hav­de spurgt, tjek­ket, ana­ly­se­ret og dob­belt­tjek­ket alt. Og at det he­le stem­te. Hvor­dan skul­le man skri­ve det, så in­gen kun­ne væ­re i

tvivl? Mens han ven­te­de på gæ­ster­ne, fandt han en gam­mel dags­or­den på skri­ve­bor­det og brug­te bag­si­den til at for­mu­le­re et par linjer, der kun­ne gø­re det helt klart:

“SKAT har sam­men­holdt de op­lys­nin­ger, du og din re­præ­sen­tant har ind­gi­vet, med de op­lys­nin­ger SKAT selv er i be­sid­del­se af el­ler har ind­hen­tet. SKAT fin­der på den­ne bag­grund at kun­ne ve­ri­fi­ce­re de af­giv­ne op­lys­nin­ger, som yder­li­ge­re be­styr­kes af de op­lys­nin­ger, som du og din re­præ­sen­tant har af­gi­vet om je­res er­hvervs- og fa­mi­lie­mæs­si­ge for­hold”, skrev han.

Da pro­duk­tions­di­rek­tør Nor­mann Hansen, der som al­tid skul­le med til mø­det, duk­ke­de op, vi­ste Loft ham sit for­slag. Nor­mann Hansen var enig i, at det vil­le væ­re godt at ind­le­de bre­vet til Kin­no­ck med én gang for al­le at slå fast, at al­le sa­gens sten var vendt og pas­se­de sam­men. Men han syn­tes, at Lofts for­mu­le­ring var ble­vet li­ge lov­lig kring­let, så han for­søg­te at skri­ve det sam­me på en an­den må­de og rak­te pa­pi­ret tilbage til Pe­ter Loft, da kø­ben­hav­ner­ne trå­d­te ind ad dø­ren.

Snart dis­ku­te­re­de de fi­re em­beds­mænd igen ud­for­drin­gen i at for­kla­re pres­sen, hvor­for SKAT var nå­et frem til en an­den konklusion, end den især BT hav­de be­skre­vet.

Lis­beth Ras­mus­sen kun­ne mær­ke ir­ri­ta­tio­nen ul­me, hun kun­ne nær­mest se, hvor­dan hen­des tær­skel ha­stigt ryk­ke­de nær­me­re. Der var ik­ke no­get nyt i Lofts be­kym­rin­ger. Og når han blev ved med at ta­le om, at det var svært at for­stå, at Kin­no­ck ik­ke var me­re hjem­me, var hun var sik­ker på, at han i vir­ke­lig­he­den gik mi­ni­ste­rens ær­in­de.

Er­ling Andersen var og­så ir­ri­te­ret og for­søg­te at skæ­re igen­nem: Uan­set hvad al­le an­dre men­te, var det uomt­vi­ste­ligt, at Kin­no­ck ik­ke var nok i Dan­mark til at bli­ve skat­teplig­tig. Nu måt­te

Loft hol­de op med at si­ge, at det ik­ke kun­ne pas­se.

Pe­ter Loft be­dy­re­de, at han ik­ke var ue­nig i kon­klu­sio­nen. Det var ba­re så svært at for­stå, at fa­mi­li­en fak­tisk le­ve­de så­dan, som SKAT’s op­gø­rel­ser vi­ste.

Han rak­te dem det pa­pir, han og Nor­mann Hansen hav­de gri­flet de­res for­slag på.

Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen var i for­vej­en på vagt og mistænk­som­me, da de bø­je­de sig over pa­pi­ret. De var træt­te af Loft, al­le hans spørgs­mål og al hans snak om, hvad an­dre vil­le kun­ne for­stå. De hav­de ar­bej­det grun­digt og læn­ge, hav­de væ­ret om­kring al­le tæn­ke­li­ge punk­ter og vendt al­le sten. Andersen hav­de skre­vet bre­ve og pres­se­med­del­el­ser, for­di Loft hav­de for­langt det. De hav­de lyt­tet, ac­cep­te­ret de kri­ti­ske ind­ven­din­ger, sva­ret på spørgs­mål, gi­vet ham alt, hvad han bad om og me­re til. Og de kun­ne ik­ke ig­no­re­re den klam­me for­nem­mel­se af, at der var an­det på spil end em­beds­mands-om­hu og kva­li­tets­sik­ring.

De re­a­ge­re­de syn­kront, da de hav­de skim­met de hånd­skrev­ne linjer. Nu var det nok.

I ud­ka­stet hav­de de al­le­re­de op­li­stet alt, hvad der var un­der­søgt i sa­gen. Hvis der skul­le stå me­re, skul­le det­te ‘me­re’ ik­ke væ­re no­get uklart, som vil­le for­an­le­di­ge hi­gen og sø­gen i ryg­ter og pri­va­te for­hold, som oven i kø­bet var ir­re­le­van­te for sa­gen, men­te Lis­beth Ras­mus­sen.

‘Den må­de, du og din fa­mi­lies dag­lig­dag er ind­ret­tet på’ - hvis man skrev så­dan, som Pe­ter Loft fo­re­slog, vil­le det væ­re det sam­me som at in­vi­te­re jour­na­li­ster­ne til at bo­re i, hvad det var, Kin­no­cks re­visor hav­de sagt om æg­te­par­ret. De ‘fa­mi­liæ­re for­hold’, som det lød i Nor­mann Han­sens ver­sion.

Det, Loft vil­le ha­ve med, stod me­re el­ler min­dre i tek­sten i for-

vej­en. Og hvis hans ord skul­le læ­ses som en hen­tyd­ning til udenom­sæg­te­ska­be­li­ge, ho­mo­seksu­el­le for­hold, kræ­ve­de det en yderst ve­l­ud­vik­let fan­ta­si, med­min­dre no­gen hjalp tan­ken på vej.

Men det var net­op det skræks­ce­na­ri­um, de to di­rek­tø­rer fra København så for sig: Andersen op­fat­te­de Lofts for­mu­le­ring som en ki­le, som en be­hæn­dig spin­dok­tor vil­le kun­ne bru­ge til at le­de pres­sen på spo­ret af en slad­der­hi­sto­rie om op­po­si­tions­le­de­rens pri­va­te liv med sin mand - når nu de blev ren­set for an­kla­ger­ne om skat­tes­nyd.

Lis­beth Ras­mus­sen var i for­vej­en ut­ryg ved, at Andersen hav­de delt ho­mo-hi­sto­ri­en med Loft. Det hav­de hun sagt til Andersen, der først hav­de truk­ket på skul­de­ren af hen­des kri­tik. Men nu del­te han hen­des be­kym­ring, og han vil­le ik­ke væ­re med til, at en skat­te­af­gø­rel­se fra hans kon­tor skul­le bru­ges som af­fy­rings­ram­pe til at svi­ne Hel­le Thor­ning til.

Er­ling Andersen hæ­ve­de stem­men. Hans vil­li­ge sam­ar­bej­de med de­par­te­ments­che­fen føl­tes ik­ke læn­ge­re som en af­slap­pet pingpong mel­lem to top­che­fer.

Hver­ken Loft el­ler Nor­mann Hansen kun­ne se pro­ble­met; tvær­ti­mod vil­le den kor­te pas­sa­ge ba­re un­der­stre­ge SKAT’s grun­dig­hed, men­te de.

Po­si­tio­ner­ne var fast­låst. Loft vil­le ha­ve pas­sa­gen med. Andersen vil­le ik­ke. De kom ik­ke vi­de­re.

Det blev Er­ling Andersen, der fandt vej­en ud: Vi ta­ger det med og kig­ger på det, sag­de han vel­vi­den­de, at hver­ken han el­ler Lis­beth Ras­mus­sen vil­le æn­dre me­ning.

På den an­den si­de af mø­de­bor­det op­fat­te­de Loft og Nor­mann Hansen det som en ka­pi­tu­la­tion og for­ven­te­de, at pas­sa­gen vil­le

kom­me med i den en­de­li­ge tekst.

Næ­ste punkt på dags­ord­nen var spørgs­må­let om, hvor­når ag­ter­skri­vel­sen skul­le sen­des til Kin­no­ck. Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen vil­le ha­ve den af sted hur­tigst mu­ligt, når nu den var klar, og Fro­de Holm al­le­re­de hav­de brok­ket sig over, at det trak ud. Men Pe­ter Loft skul­le til OECD-mø­de i Tyr­ki­et fra tirs­dag til tors­dag og bad om, at de ven­te­de med at sen­de den, til han var hjem­me i København igen, så han bå­de kun­ne nå at bri­e­fe mi­ni­ste­ren og selv stå klar til den for­ven­te­de me­di­e­storm.

Andersen hav­de al­le­re­de få­et nok af Lofts krav, og nu blev han vred på en må­de, så og­så Loft kun­ne hu­ske det si­den hen: Det var fuld­stæn­dig uri­me­ligt at for­ha­le sa­gen af hen­syn til de­par­te­ments­che­fen, sag­de Er­ling Andersen.

Men Loft holdt fast i, at han fra be­gyn­del­sen var ble­vet lo­vet, at han vil­le få tre da­ges re­spit, in­den af­gø­rel­sen røg af sted. Og når man kom med et re­sul­tat, der var det stik mod­sat­te af, hvad den sam­le­de pres­se for­ven­te­de, kræ­ve­de det stær­ke, vel­for­be­red­te ar­gu­men­ter. Det var Loft, der skul­le ta­ge sig af pres­sen, og det kun­ne han ik­ke, hvis han sad i Istan­bul, når det he­le brød løs.

Andersen bø­je­de sig. Ag­ter­skri­vel­sen vil­le bli­ve først af­le­ve­ret, når Loft kom hjem fra Tyr­ki­et - SKAT vil­le sør­ge for, at der lå en ko­pi til ham i told­slu­sen i luft­hav­nen i Ka­strup.

Pe­ter Loft var til­freds. Han bad om og­så li­ge at få det se­ne­ste, op­da­te­re­de no­tat om sags­be­hand­lin­gen, hvor så­vel oplys­nin­ger­ne om un­der­sø­gel­sen som kom­men­ta­rer­ne til de man­ge pres­se­klip var sam­let.

De to di­rek­tø­rer fra SKAT København tog fra de­par­te­ment-

et med sam­men­bid­te tæn­der. Lis­beth Ras­mus­sen rin­ge­de til Fro­de Holm med et en­kelt spørgs­mål til Hel­le Thor­nings ka­pi­ta­laf­kast og med­del­te, at de kun­ne for­ven­te ag­ter­skri­vel­sen sidst på ugen.

Sags­be­hand­ler­ne ar­bej­de­de vi­de­re med skri­vel­sen, for dem pas­se­de den af­tal­te de­ad­li­ne tors­dag ud­mær­ket. Det vil­le ha­ve kræ­vet over­ar­bej­de, hvis de skul­le ha­ve væ­ret fær­di­ge før.

Om af­te­nen rin­ge­de Er­ling Andersen til Lis­beth Ras­mus­sen: Loft vil­le ha­ve sags­be­hand­ler­no­ta­tet se­ne­st næ­ste mor­gen klok­ken ni, så han kun­ne nå at bri­e­fe sin mi­ni­ster in­den Tyr­ki­et-rej­sen.

He­le for­lø­bet og kul­mi­na­tio­nen på mø­det mandag mor­gen hav­de få­et al­le pa­ra­der­ne op hos de to che­fer i SKAT København. De sto­le­de ik­ke læn­ge­re på Loft. Han lod sig bru­ge, men­te de. Og det no­tat, Loft nu bad om, in­de­holdt næ­sten alt, hvad der var ind­sam­let i Kin­no­ck-sa­gen. Det skul­le mi­ni­ste­ren i hvert fald ik­ke ha­ve, men­te de, for de hav­de mi­stet den sid­ste rest af tro på, at mi­ni­ste­ren ik­ke vil­le bru­ge de for­tro­li­ge op­lys­nin­ger, hvis han fik dem.

De skrev på omsla­get, at det ot­te si­der lange no­tat var for­tro­ligt og kun til de­par­te­ments­che­fen. Der­ef­ter blev en sags­be­hand­ler sendt i taxi ind til de­par­te­men­tet for at over­brin­ge det. Andersen rin­ge­de til Nor­mann Hansen og un­der­stre­ge­de, at det no­tat, der var på vej, var for­tro­ligt. Loft måt­te ik­ke gi­ve det til mi­ni­ste­ren.

Loft syn­tes, at det var en tem­me­lig be­syn­der­lig or­dre af få fra en un­der­ord­net og bad Nor­mann Hansen gi­ve besked tilbage om, at han nok selv skul­le af­gø­re, hvad han gjor­de med ma­te­ri­a­let.

For­tro­lig­he­den mel­lem de­par­te­ments­chef og mi­ni­ster var en for­ud­sæt­ning for sam­ar­bej­det, så selv­føl­ge­lig kun­ne han de­le sin vi­den med Tro­els Lund Poul­sen. Og det gjor­de han.

Thor­ning-Kin­no­ck-par­rets lej­lig­hed i Lon­don-kvar­te­ret Brent. FO­TO: An­ton Unger

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.