8. LØG­NEN ........................................................................ 84

Skat, Spin og Sladder - - Indhold -

Mens Kin­no­ck-sa­gen rul­le­de, kun­ne en­hver se, hvor af­gø­ren­de be­tyd­ning an­kla­ger­ne mod ham kun­ne få for det næ­ste Fol­ke­tings­valg. Sa­gen lå som en spræng­klar vejsi­de­bom­be, der kun­ne smadre Hel­le Thor­ning-Sch­midts march mod Stats­mi­ni­ste­ri­et og der­med sik­re, at Lars Løk­ke Ras­mus­sens VK-re­ge­ring kun­ne be­hol­de mag­ten.

Omvendt kun­ne bom­ben de­to­ne­re i hæn­der­ne på re­ge­rin­gen, hvis det vir­ke­de, som om Ven­stre og navn­lig skat­te­mi­ni­ste­ren for­søg­te at ud­nyt­te sa­gen til en smæ­de­kampag­ne mod op­po­si­tions­le­de­ren. Det var der­for, at det stort set kun var den po­li­ti­ske ord­fø­rer, der ud­tal­te sig om den.

Men hvor me­get vid­ste skat­te­mi­ni­ster Tro­els Lund Poul­sen egent­lig? blev der spe­ku­le­ret i pres­sen. Og al­le­re­de in­den Kin­no­ck­sa­gen var af­slut­tet, søg­te en jour­na­list fra Jyl­lands-Po­sten ak­tind­sigt i, hvad der var ble­vet fo­re­lagt for mi­ni­ste­ren.

Han fik af­slag med hen­vis­ning til den skær­pe­de tavs­heds­pligt i per­sonsa­ger.

Så bad han om ak­tind­sigt i mi­ni­ste­rens ka­len­der for at se, hvor­når sa­gen hav­de væ­ret fo­re­lagt mi­ni­ste­ren. Igen fik han af­slag med den skær­pe­de tavs­heds­pligt som be­grun­del­se. Han kla­ge­de til Fol­ke­tin­gets Om­buds­mand.

Få uger ef­ter at Kin­no­ck-sa­gen var af­gjort, gik Om­buds­man­den i gang med jour­na­li­stens kla­ge. Før­ste skridt var at få over­blik over, hvad der var søgt ak­tind­sigt i, hvad der var holdt tilbage og hvor­for. Om­buds­man­den bad der­for Skat­te­mi­ni­ste­ri­et om Kin­no­ck-sa­gens

ak­ter og om be­grun­del­sen for, at man hav­de sagt nej til at gi­ve jour­na­li­sten ak­tind­sigt.

Skat­te­mi­ni­ste­ri­et sva­re­de, at hvis man hav­de op­lyst jour­na­li­sten om en even­tu­el fo­re­læg­gel­se, vil­le den op­lys­ning i sig selv be­kræf­te, at der over­ho­ve­det var en sag, og det vil­le væ­re i strid med tavs­heds­plig­ten. Der­for hav­de jour­na­li­sten få­et af­slag. Men nu hav­de mi­ni­ste­ri­et op­da­get, at den be­grun­del­se hav­de væ­ret for­kert: Det kor­rek­te svar, som man bur­de ha­ve gi­vet jour­na­li­sten, var, at sa­gen slet ik­ke hav­de væ­ret fo­re­lagt mi­ni­ste­ren.

Det skrev en em­beds­mand til Om­buds­man­den. Men det pas­se­de ik­ke.

De­par­te­ments­che­fen hav­de lø­ben­de for­talt Tro­els Lund Poul­sen om, hvad der ske­te i Kin­no­ck-sa­gen. Mi­ni­ste­ren hav­de få­et det pres­se­be­red­skab, der op­reg­ne­de al­le de spørgs­mål, man for­ven­te­de at få ef­ter­føl­gen­de. Og han hav­de få­et et no­tat, der op­sum­me­re­de det fak­tu­el­le grund­lag for be­hand­lin­gen af sa­gen. Det var det no­tat, der var ble­vet sendt med bud til mi­ni­ster­se­kre­ta­ri­a­tet, ef­ter at Er­ling Andersen hav­de ind­skær­pet, at det ik­ke måt­te ud­le­ve­res til mi­ni­ste­ren - en hen­stil­ling, Pe­ter Loft hav­de af­fær­di­get.

I mi­ni­ste­ri­ets sy­ste­mer var der ik­ke no­te­ret no­get om hver­ken op­da­te­rin­ger, ori­en­te­rin­ger, løs snak el­ler fo­re­læg­gel­ser i for­bin­del­se med sa­gen mod Step­hen Kin­no­ck. Og den em­beds­mand, der skrev sva­ret til Om­buds­man­den, vid­ste ik­ke no­get om, hvad der var ble­vet talt om det for­tro­li­ge rum mel­lem mi­ni­ste­ren og de­par­te­ments­che­fen.

Om­buds­man­den vil­le ger­ne ha­ve he­le for­lø­bet af­kla­ret og bad om en sup­ple­ren­de ud­ta­lel­se fra Skat­te­mi­ni­ste­ri­et: Var el­ler hav­de Kon­cer­n­cen­tret væ­ret i be­sid­del­se af op­lys­nin­ger og/el­ler do­ku-

men­ter fra Kin­no­ck-sa­gen?

Sam­ti­dig bad man mi­ni­ste­ri­et om at ind­hen­te en ud­ta­lel­se fra SKAT København: Var der der­fra vi­de­re­gi­vet do­ku­men­ter og op­lys­nin­ger til Kon­cer­n­cen­tret, og i så fald hvil­ke, hvor­når og hvor­for?

Om­buds­man­den vil­le og­så ger­ne se en li­ste over ak­ter­ne - en slags ind­holds­for­teg­nel­se over al­le de do­ku­men­ter, der ind­gik i sa­gen; bå­de for Kin­no­ck-un­der­sø­gel­sen og even­tu­elt til­knyt­te­de sa­ger.

Nor­malt vil­le man ha­ve bedt om at få he­le bun­ken af no­ta­ter, bre­ve og do­ku­men­ta­tion, men al­le for­stod, hvor følsom net­op Kin­no­ck-sa­gen var. Der­for var Om­buds­man­dens folk indstil­let på at nø­jes med akt­lis­ten i før­ste om­gang. Hvis der så var no­get på li­sten, der skul­le stu­de­res nær­me­re, kun­ne de al­tid be­de om at få det hen­tet frem. Kor­re­spon­dan­cen med Om­buds­man­den blev ru­ti­ne­mæs­sigt fo­re­lagt de­par­te­ments­che­fen, der ik­ke re­a­ge­re­de på, at hans folk hav­de over­set, at Tro­els Lund Poul­sen fak­tisk var ble­vet fo­re­lagt no­ta­ter fra Kin­no­ck-sa­gen.

De mundt­li­ge op­da­te­rin­ger, Pe­ter Loft selv hav­de gi­vet mi­ni­ste­ren un­der­vejs, reg­ne­de han ik­ke for for­mel­le fo­re­læg­gel­ser. Og han hav­de ik­ke gemt de pa­pi­rer, han hav­de få­et ved mø­de­r­ne med SKAT København. Der fand­tes ik­ke en sags­map­pe med Step­hen Kin­no­cks navn på i Kon­cer­n­cen­tret. Der var ik­ke no­gen do­ku­men­ter at vi­se hver­ken jour­na­li­sten el­ler Om­buds­man­den.

Men Om­buds­man­dens ved­hol­den­de in­ter­es­se na­ge­de al­li­ge­vel Pe­ter Loft.

Kin­no­ck-sa­gen var ble­vet af­gjort i sep­tem­ber, og det var på nær­mest miraku­løs vis lyk­ke­des at lan­de den blødt. Bå­de han selv, Er­ling Andersen og det par, det he­le hand­le­de om, var til­fred­se. Sa­gen var luk­ket og luk­ket godt, og Loft vil­le me­get nø­digt ha­ve den genåb­net - hver­ken i en Om­buds­mands­un­der­sø­gel­se el­ler i pres­sen, ba­re for­di en jour­na­list kla­ge­de over et af­slag på ak­tind­sigt.

Nu for­nem­me­de Pe­ter Loft imid­ler­tid, der var en skjult dags­or­den: At Om­buds­man­dens spørgs­mål i vir­ke­lig­he­den hand­le­de om no­get an­det end jour­na­li­stens kla­ge.

I for­å­ret hav­de Om­buds­man­den væ­ret skep­tisk over­for, hvor­dan man sik­re­de ad­skil­lel­sen mel­lem mi­ni­ste­ri­et og de sags­be­hand­len­de skat­te­re­gio­ner i Lofts nye en­heds-or­ga­ni­sa­tion. Der hav­de væ­ret mø­der om spørgs­må­let, og de hav­de pin­det §14 ud i en be­kendt­gø­rel­se.

Nu - et halvt år og en øm­findt­lig skat­tesag se­ne­re - bad Om­buds­man­den så om at få at vi­de, hvor­dan Kon­cer­n­cen­tret og SKAT hav­de sam­ar­bej­det om net­op den po­li­tisk spek­taku­læ­re sag.

Ud­over at be­hand­le kla­ger kun­ne Fol­ke­tin­gets Om­buds­mand selv ta­ge ini­ti­a­tiv at un­der­sø­ge, om myn­dig­he­der­nes for­valt­ning fo­re­gik ef­ter reg­ler­ne. Når der nu først hav­de væ­ret løf­te­de pe­ge­fin­gre over­for den nye struk­tur i Skat­te­mi­ni­ste­ri­et og der­ef­ter mas­siv og kri­tisk pres­seom­ta­le af Kin­no­cks skat­tesag, så var det be­stemt ik­ke utæn­ke­ligt, at Om­buds­man­den vil­le gran­ske Kin­no­ck-sa­gen med yderst kri­ti­ske øj­ne og bru­ge den som an­led­ning til at ind­le­de en dy­be­re un­der­sø­gel­se af Pe­ter Lofts or­ga­ni­sa­tion.

Det vil­le væ­re be­svær­ligt, res­sour­ce­kræ­ven­de og helt unød­ven­digt, men­te Pe­ter Loft. Der var jo ik­ke no­get at kom­me ef­ter.

Pe­ter Loft bad Om­buds­man­den om et mø­de, så de kun­ne ta­le

om, hvad det egent­lig var, der skul­le un­der­sø­ges. Li­ge­som sidst bad han Kam­me­rad­vo­ka­ten om at del­ta­ge. Det bjerg af do­ku­men­ter, der var sam­let i Kin­no­ck-sa­gen, var re­gi­stre­ret og gemt un­der­vejs, bå­de di­gi­talt og på pa­pir, og ak­ter­ne var for­svar­ligt låst i it-sy­ste­met og bag skab­slå­ger. Det sam­me gjaldt den pa­ral­lel­le un­der­sø­gel­se af Hel­le Thor­ning-Sch­midt.

Al­le sags­ak­ter stod op­reg­net på en li­ste, der blev lagt øverst i bun­ken, så man hav­de over­blik over ma­te­ri­a­let. Om­buds­man­den skul­le ha­ve li­ster­ne fra beg­ge sa­ger sam­men med SKAT Kø­ben­havns re­de­gø­rel­se.

Er­ling Andersen sat­te to me­d­ar­bej­de­re i sit se­kre­ta­ri­at til at skri­ve ud­ta­lel­sen. De vid­ste in­tet om sags­be­hand­lin­gen, så han ind­kald­te dem til et mø­de på sit kon­tor og for­tal­te dem, hvad der skul­le stå om sam­ar­bej­det med de­par­te­men­tet. Lis­beth Ras­mus­sen var og­så med til mø­det; hun skul­le hjæl­pe, hvis der var me­re, de hav­de brug for at vi­de.

Andersen og Ras­mus­sen fik det før­ste ud­kast til re­de­gø­rel­sen et par da­ge se­ne­re.

Der stod, at SKAT København fra be­gyn­del­sen hav­de vur­de­ret Kin­no­ck-sa­gen som sær­ligt følsom og der­for hav­de fun­det det na­tur­ligt og hen­sigts­mæs­sigt at hol­de de­par­te­ments­che­fen ori­en­te­ret om den på et ufor­melt plan.

At det var sket ved fem mø­der, hvor man hav­de “drøf­tet de prin­ci­pi­el­le aspek­ter i sa­gen med ud­gangs­punkt i de fak­tu­el­le op­lys­nin­ger”.

At hvert mø­de hav­de va­ret en ti­mes tid, og at der hver­ken var skre­vet no­ta­ter el­ler re­fe­ra­ter.

Lis­beth Ras­mus­sen hav­de in­gen kom­men­ta­rer til ud­ka­stet. Men Er­ling Andersen men­te, at der var et par ting, der skul­le æn­dres.

Pe­ter Loft spær­re­de øj­ne­ne op, da han så SKAT Kø­ben­havns fle­re si­der lange li­ste over ak­ter i Kin­no­ck-sa­gen. Der var et par punkt- er, der un­dre­de ham: “SKAT’s no­tat hånd­skre­vet Pe­ter Loft”. “SKAT’s no­tat mod­ta­get ved mø­de med Pe­ter Loft”. “Ar­bejds­no­tat om sags­be­hand­lin­gen drøf­tet med kon­cern­le­del­sen”. Og “SKAT’s brev med bi­lag ud­le­ve­ret til Pe­ter Loft ved mø­de” stod der.

Det lød kryp­tisk. Hvad var det for no­ta­ter? Og hvor­for var hans navn nævnt, når der ik­ke var an­dre per­son­nav­ne på li­sten?

Pe­ter Loft kun­ne le­ven­de fo­re­stil­le sig, hvor­dan en jurist fra Om­buds­mand­s­in­sti­tu­tio­nen vil­le re­a­ge­re, hvis han lod pe­ge­fin­ge­ren lø­be ned over så­dan en li­ste og stød­te på de­par­te­ments­che­fens navn. Hans fin­ger vil­le stand­se li­ge der! tænk­te Loft. Og hvis Om­buds­man­den i vir­ke­lig­he­den ba­re led­te ef­ter en an­led­ning til at åb­ne en ‘egen drift-un­der­sø­gel­se’ af he­le skat­te­mi­ni­ste­ri­ets or­ga­ni­sa­tion, kun­ne det her bli­ve løf­te­stan­gen - især i be­tragt­ning af den skep­sis Om­buds­man­den hav­de haft i for­å­ret.

Hvis li­sten oven i kø­bet blev ud­le­ve­ret til jour­na­li­sten bag kla­gen, vil­le han nok og­så sy­nes, at det var spæn­den­de at bo­re i, hvor­dan sel­ve­ste de­par­te­ments­che­fen hav­de bi­dra­get til at af­gø­re, hvor­vidt Step­hen Kin­no­ck var skat­teplig­tig el­ler ej. Så vil­le pres­sen igen ka­ste sig over sa­gen.

Hvor­for i al­ver­den var de no­ta­ter hav­net i sags­map­pen? Pe­ter Loft spurg­te Er­ling Andersen, da de og pro­duk­tions­di­rek­tø­ren holdt et mø­de om Om­buds­man­dens un­der­sø­gel­se.

Andersen gæt­te­de på, at det var Lis­beth Ras­mus­sen, der hav­de ar­ki­ve­ret de hånd­skrev­ne no­ta­ter. “Hvor­for fan­den har hun gjort det?” spurg­te Loft. “I ken­der jo Lis­beth. Det he­le er med”, sva­re­de Er­ling Andersen med et skul­der­træk - de vid­ste al­le tre, hvor om­hyg­ge­lig og re­gel­ret hun var.

Men kun­ne man så ik­ke pil­le dem ud igen? Pe­ter Loft vil­le ik­ke ha­ve sit navn til at stå der og blin­ke på li­sten.

Er­ling Andersen gæt­te­de på, at det hand­le­de om, at de­par­te­ments­che­fen var klar over, at han hav­de væ­ret me­get langt frem­me i sko­e­ne un­der sags­be­hand­lin­gen. De her no­ta­ter var jo ik­ke hyg­ge­læs­ning, vid­ste han.

Et af no­ta­ter­ne var de­par­te­ments­che­fens dis­po­si­tion til af­gø­rel­sen af Kin­no­cks sag. Det an­det var den hånd­skrev­ne for­mu­le­ring, han vil­le ha­ve med i den en­de­li­ge tekst. Det tred­je var den ano­ny­me re­sear­ch­sam­ling, der pe­ge­de i den di­a­men­tralt mod­sat­te ret­ning af SKAT’s juri­di­ske kon­klu­sio­ner. Det fjer­de do­ku­ment var gå­et den an­den vej: Den op­sum­me­ring af al­le SKAT’s op­lys­nin­ger om Kin­no­cks for­hold, som Loft hav­de få­et.

No­ta­ter­ne kun­ne tol­kes som ud­tryk for et over­or­dent­ligt nært sam­ar­bej­de mel­lem de­par­te­ments­che­fen og SKAT København, i vær­ste fald som om de­par­te­ments­che­fen hav­de væ­ret in­de i sel­ve sags­be­hand­lin­gen. Og at SKAT København vil­ligt hav­de luk­ket ham ind.

Er­ling Andersen lo­ve­de at un­der­sø­ge, hvad der kun­ne gø­res.

Lis­beth Ras­mus­sen op­fat­te­de det som lodret kri­tik, da hen­des chef for­tal­te hen­de, at de­par­te­ments­che­fen hav­de væ­ret overrasket og vred over den må­de, pa­pi­rer­ne var ble­vet ar­ki­ve­ret og re­gi­stre­ret på.

Hun for­sva­re­de sig: De pa­pi­rer var en del af sa­gen, alt­så var de ble­vet ar­ki­ve­ret på sa­gen. Det var stan­dard­pro­ce­du­re. Hun af­vi­ste blankt, at man kun­ne fjer­ne dem; hvis det var den vej, de vil­le gå, blev det uden hen­de!

Men kun­ne man må­ske om­dø­be dem, så tit­ler­ne me­re præ­cist an­gav, hvad de for­skel­li­ge ak­ter in­de­holdt? Og så und­gå at bru­ge Pe­ter Lofts navn på over­sig­ten?

Lis­beth Ras­mus­sen gik med til at gø­re for­sø­get. De skul­le jo vi­de­re. Hun send­te nog­le for­slag til nye tit­ler til sags­be­hand­le­ren.

“Har du talt med Er­ling?” skrev Loft til Nor­mann Hansen et par da­ge ef­ter.

“Ja, fra mor­genstun­den. De nævn­te sa­ger er til­ak­te­ret sa­gen. Er­ling er ved at fjer­ne dem, li­ge­som han er ved at ju­ste­re i tek­sten på be­sva­rel­sen. Vi har af­talt, at vi ta­ler om det på mandag, når vi er på Slu­sen”, sva­re­de Nor­mann Hansen en halv ti­me se­ne­re.

‘Slu­sen’ var in­tern slang for Slu­se­hol­men, hvor SKAT København lå, og der skul­le he­le den ud­vi­de­de kon­cern­di­rek­tion hol­de hel­dags­mø­de. Ef­ter mø­det stak Nor­mann Hansen og Er­ling Andersen som af­talt ho­ve­der­ne sam­men med Pe­ter Loft og tal­te vi­de­re om Om­buds­mands-un­der­sø­gel­sen og navn­lig den prekæ­re akt­lis­te.

SKAT København kun­ne ik­ke fjer­ne ak­ter­ne, med­del­te Andersen. Lis­beth Ras­mus­sen stod stejlt på, at de hør­te til, og han

var enig. I øv­rigt kun­ne et rent tek­nisk ik­ke la­de sig gø­re for SKAT Kø­ben­havns sags­be­hand­le­re at fjer­ne ak­ter, der én gang var lagt på en sag.

St­ef­fen Nor­mann Hansen på­tog sig at un­der­sø­ge mu­lig­he­der­ne hos de cen­tralt pla­ce­re­de it-an­svar­li­ge. Re­sul­ta­tet var det sam­me: Man kun­ne ik­ke slet­te ak­ter­ne - i hvert fald ik­ke uden at det kun­ne ses i sy­ste­met.

I SKAT København la­ve­de se­kre­ta­ri­a­tet en ny ver­sion af re­de­gø­rel­sen til Om­buds­man­den ef­ter Er­ling An­der­sens an­vis­nin­ger. Den nye ud­ga­ve var mar­kant an­der­le­des: Nu stod der ik­ke læn­ge­re, at det var Kin­no­ck-sa­gens fak­tu­el­le grund­lag, der hav­de væ­ret ud­gangs­punk­tet for drøf­tel­ser­ne mel­lem SKAT Kø­ben­havns di­rek­tør og de­par­te­ments­che­fen. Til gen­gæld var der til­fø­jet en sæt­ning i af­snit­tet om mø­de­r­ne hos Loft: “Det be­mær­kes, at sa­gens ma­te­ri­el­le ind­hold og ud­fald ik­ke har væ­ret drøf­tet på mø­de­r­ne”.

Det pas­se­de ik­ke. Der var stort set in­tet af sa­gens ma­te­ri­el­le ind­hold og ud­fald, der ik­ke hav­de væ­ret drøf­tet på mø­de­r­ne mel­lem SKAT Kø­ben­havns di­rek­tør og de­par­te­ments­che­fen, er­kend­te de in­vol­ve­re­de si­den.

Ud­ta­lel­sen var skre­vet og un­der­skre­vet af en fuld­mæg­tig, der ude­luk­ken­de skrev, hvad Er­ling Andersen dik­te­re­de. Hun vid­ste ik­ke, at hun skrev un­der på en løgn.

Det vid­ste Er­ling Andersen og Lis­beth Ras­mus­sen, der god­kend­te ud­ta­lel­sen. St­ef­fen Nor­mann Hansen og Pe­ter Loft, hvis de­par­te­ment skul­le sen­de re­de­gø­rel­sen vi­de­re, vid­ste det og­så.

Men det var den ver­sion, Om­buds­man­den fik.

Pe­ter Loft men­te, at det vil­le se mær­ke­ligt ud, hvis man på en gang skråsik­kert skrev til Om­buds­man­den, at der ik­ke hav­de væ­ret ud­veks­let do­ku­men­ter og sam­ti­dig ved­lag­de en lang akt­lis­te, hvor de van­dren­de no­ta­ter frem­gik.

“Det vil nok in­ter­es­se­re Om­buds­man­den ud­over alt det øv­ri­ge”, skrev han til St­ef­fen Nor­mann Hansen ef­ter mø­det på Slu­se­hol­men.

Han vil­le helst ha­ve no­ta­ter­ne helt fjer­net fra li­sten. Men løs­nin­gen blev i ste­det at kal­de dem no­get an­det.

En sags­be­hand­ler i SKAT København æn­dre­de fle­re af tit­ler­ne. Nog­le blev læn­ge­re og me­re præ­ci­se, men Pe­ter Lofts navn op­t­rå­d­te ik­ke læn­ge­re, da li­sten blev ved­hæf­tet SKAT Kø­ben­havns re­de­gø­rel­se og sendt ind til mi­ni­ste­ri­et.

“Kæ­re Hans Gam­melt­oft-Hansen”, skrev pro­duk­tions­di­rek­tør St­ef­fen Nor­mann Hansen til Om­buds­man­den og med­del­te, at Skat­te­mi­ni­ste­ri­et nu hav­de mod­ta­get ud­ta­lel­sen fra SKAT København.

“På den bag­grund vil Skat­te­mi­ni­ste­ri­et ger­ne ind­by­de en af di­ne me­d­ar­bej­de­re til at kom­me til et mø­de, hvor der bli­ver lej­lig­hed til at gen­nem­gå akt­lis­ter­ne”.

Om­buds­man­den send­te to juri­ster i slut­nin­gen af fe­bru­ar 2011. De blev mod­ta­get af en kon­tor­chef, der ik­ke kend­te et kom­ma i Kin­no­ck-sa­gen. Han hav­de og­så væg­ret sig ved at ta­ge mø­det, for­di han men­te, at det vil­le væ­re di­rek­te upro­fes­sio­nelt: Hvor­dan skul­le han kun­ne hjæl­pe Om­buds­man­dens folk?

Men det var ik­ke no­get pro­blem, fik han at vi­de. Gæ­ster­ne skul­le kun ha­ve akt­lis­ten og de to ud­ta­lel­ser, SKAT København og Skat­te­mi­ni­ste­ri­et hav­de skre­vet om for­lø­bet. Hvis der var do­ku­men­ter, gæ­ster­ne vil­le se, skul­le kon­tor­che­fen ba­re no­te­re de­res øn­sker, og så kun­ne man hol­de et nyt mø­de.

Skat­te­mi­ni­ste­ri­ets ud­ta­lel­se sat­te da­to­er på de fem mø­der, der hav­de “væ­ret af­holdt på et ufor­melt plan, hvor de me­re prin­ci­pi­el­le aspek­ter af sa­gen samt pres­se­hånd­te­ring har væ­ret dis­ku­te­ret”.

Der hav­de ik­ke væ­ret ud­le­ve­ret do­ku­men­ter fra SKAT København til Kon­cer­n­cen­tret, stod der. De to juri­ster fra Om­buds­man­dens kon­tor var mest op­ta­ge­de af det, der var ud­gangs­punk­tet for de­res un­der­sø­gel­se - nem­lig det, jour­na­li­sten fra Jyl­lands-Po­sten hav­de søgt ak­tind­sigt i: Hav­de Kin­no­ck-sa­gen væ­ret fo­re­lagt mi­ni­ste­ren?

Det kun­ne og­så ha­ve væ­ret mundt­li­ge ori­en­te­rin­ger, der ik­ke hav­de ef­ter­ladt sig spor i form af re­fe­ra­ter el­ler an­dre fy­si­ske do­ku­men­ter. Sa­gen hav­de jo haft en vis po­li­tisk in­ter­es­se, så de men­te, at det vil­le ha­ve væ­ret na­tur­ligt, hvis mi­ni­ste­ren var ble­vet ori­en­te­ret om den un­der­vejs.

Der­for kon­cen­tre­re­de de sig især om akt­lis­ten, da de blev ladt ale­ne i et lånt kon­tor i mi­ni­ste­ri­et. Ef­ter en ti­mes tid kon­sta­te­re­de de, at der ik­ke var no­get at kom­me ef­ter. In­tet pe­ge­de i ret­ning af, at sa­gen hav­de væ­ret fo­re­lagt mi­ni­ste­ren. De hav­de in­gen spørgs­mål til akt­lis­ten. I ju­ni 2011 fik jour­na­li­sten Om­buds­man­dens svar på kla­gen: Der var ik­ke no­get at kom­me ef­ter.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.