FØR­STE TOUR UDEN VOIGT

Tour de France Magasinet - - INDHOLD - TEKST: AN­DERS DEHN

Den­ne som­mer bli­ver før­ste gang i 17 år, at Jens Voigt ik­ke stil­ler til start i Tour de Fran­ce. Den 43-åri­ge ty­sker har el­lers re­kor­den for flest del­ta­gel­ser, men han ny­der li­vet som cy­kel­pen­sio­nist og glæ­der sig til at føl­ge lø­bet, der var med til at for­me hans kar­ri­e­re, fra si­de­linj­en.

På en må­de er alt for­an­dret, og på en må­de er alt ved det gam­le. For­an­dret, for­di det­te års Tour de Fran­ce er før­ste gang si­den 1998, at Jens Voigt ik­ke stil­ler til start. Han har kørt pro­fes­sio­nelt cy­kel­løb si­den 1997, og året ef­ter fik han sin Tour-de­but. Det blev til en 83. plads for den 27-åri­ge ty­sker i hans før­ste be­søg på spor­tens stør­ste sce­ne, og si­den mis­se­de han ik­ke en ene­ste start frem til kar­ri­e­re­af­slut­nin­gen sid­ste år. 17 star­ter, hvil­ket er re­kord i Tour­sam­men­hæng. En re­kord, han de­ler med Stu­art O’gra­dy og Ge­or­ge Hin­ca­pie. Hvor­for næ­sten alt er ved det gam­le, ven­der vi tilbage til. Uden Voigt blandt ryt­ter­ne bli­ver det­te års løb gan­ske an­der­le­des – i hvert fald for ham selv og må­ske og­så for lø­bet i min­dre grad. Det er na­tur­lig­vis ik­ke det før­ste løb, der bli­ver kørt si­den hans selvvalg­te pen­sion, men Tou­ren er no­get spe­ci­elt, og den 43-åri­ge ty­sker er spændt på at se, hvor­dan han hånd­te­rer rol­len som bi­sid­der i ste­det for sad­delsid­der. „Jeg tror, jeg kan ny­de det me­re, for­di jeg ik­ke skal li­de så me­get. Det bli­ver sta­dig stres­sen­de. Tour de Fran­ce er stres­sen­de for al­le. For me­ka­ni­ker­ne, for mas­sø­rer­ne, for jour­na­li­ster­ne. De ser me­get me­re træt­te ud mod slut­nin­gen end i star­ten. Så det er svært for al­le. Men lad os se, hvor­dan det går. Jeg ved det ik­ke. Må­ske gør det ondt at ind­se, at jeg ik­ke cyk­ler me­re,“si­ger den ty­ske cy­kel­le­gen­de. Det er end­nu ik­ke fast­lagt, hvor­dan Jens Voigt skal op­le­ve den før­ste Tour i 17 år, hvor han ik­ke selv en af de 198 ho­ved­per­so­ner. Må­ske skal han la­ve no­get kom­men­ta­to­r­ar­bej­de for tv, må­ske skal han væ­re tæt på Trek-hol­det, hvor han har ti­tel af Am­bas­sa­dor of Aweso­me. Un­der al­le om­stæn­dig­he­der bli­ver det rart at slip­pe for tre ugers fy­sisk li­del­se, for den del af cy­kel­li­vet sav­ner han ik­ke. Det var el­lers fri­sten­de at ta­ge et år me­re i sad­len og få re­kor­den for flest Tour-del­ta­gel­ser for sig selv. “Jeg over­ve­je­de det, men jeg indså, at jeg ik­ke vil­le væ­re god nok i år. Fy­sisk kun­ne jeg ha­ve kørt to år end­nu. Min krop er sta­dig fit og sund, jeg har in­gen pro­ble­mer no­gen veg­ne, bort­set fra at jeg bli­ver æl­dre og lang­som­me­re. Men vi har et godt og stærkt hold, og de vil­le ik­ke ha­ve brug for mig i år. Selv hvis jeg ger­ne vil­le med, tror jeg ik­ke, min krop kun­ne gø­re det. Jeg kun­ne ha­ve le­ve­ret et godt år, en god sæ­son og den slags, men jeg tror ik­ke, jeg vil­le ha­ve væ­ret stærk nok til at kom­me på Tour­hol­det,“vur­de­rer han. Og så me­get be­ty­der re­kor­den hel­ler ik­ke. Der er ting, der er vig­ti­ge­re. “Jeg vil­le hel­le­re ha­ve re­kor­den for fle­ste eta­pe­sej­re el­ler flest gu­le trø­jer. Der er en slags be­drift i at del­ta­ge, og jeg har væ­ret med på store hold i 17 år, og hver gang blev jeg valgt til Tour de Fran­ce-hol­det. Men det er ik­ke så vig­tigt.“Det er vig­ti­ge­re at vin­de? “Ja, ja, ja!“

DE STORE MIN­DER PÅ DEN STORE SCE­NE

Sej­re har Jens Voigt trods alt og­så er par styk­ker af. Helt bog­sta­ve­lig talt. Han har vun­det to etaper på egen hånd i si­ne 17 Tou­re, mens han var med til at vin­de hold­tids­kørs­len i 2001.

Net­op den sejr er hans bed­ste min­de fra de man­ge rund­far­ter gen­nem Frankrig. “Det er al­tid rart at hu­ske tilbage på eta­pe­sej­re. Der er me­re end én god eta­pe, og der er og­så nog­le etaper, hvor jeg skul­le ar­bej­de hårdt, og hvor jeg var stærk, som jeg og­så er rig­tig stolt over. Men i Tour de Fran­ce er sej­ren i hold­tids­kørs­len i 2001 med Cré­dit Agri­co­le mit bed­ste min­de. For­di det var he­le hol­det, der vandt. Vi var sam­men om at vin­de,“si­ger Voigt, der me­ner, at hold­sej­re er no­get an­det end in­di­vi­du­el­le tri­um­fer. “Det gør he­le hol­det stolt. He­le hol­det er glad for, at vi har ar­bej­det sam­men og få­et det til at ske sam­men. Det er et sær­ligt øje­blik. Selv me­ka­ni­ke­re, mas­sø­rer, sport­s­di­rek­tø­ren, al­le er rig­tig gla­de. Det er en sejr for os, for he­le hol­det. Al­le fejrer det en smu­le me­re om af­te­nen.“Hans vær­ste min­de er må­ske ik­ke så over­ra­sken­de fra 2009, da han styr­te­de på en ned­kør­sel på 16. eta­pe og måt­te ud­gå for tred­je gang i sin Tour-kar­ri­e­re. Det grim­me styrt er dog ik­ke nok til at skæm­me Voigts op­fat­tel­se af lø­bet, som var så vig­tig en del af hans liv som cy­kel­ryt­ter. Tour de Fran­ce er sta­dig no­get spe­ci­elt. Og­så ef­ter de før­ste 17 gan­ge. “I Tou­ren er alt ba­re stør­re. 1500 me­di­e­folk, det er den stør­ste år­li­ge be­gi­ven­hed i sport­s­ver­de­nen. Alt, hvad man gør der, tæl­ler dob­belt. Tou­ren er ens mu­lig­hed for at få si­ne 15 mi­nu­tes of fa­me, ens chan­ce for at skif­te kar­ri­e­re­vej fra hjæl­pe­ryt­ter til stjerne. Og det er en ære at bli­ve udvalgt til Tour-hol­det,“si­ger Jens Voigt om lø­bet, der var med til at de­fi­ne­re hans kar­ri­e­re. “Det gav mig mu­lig­he­den for at væ­re med på en stør­re sce­ne. Ik­ke man­ge ved, at jeg vandt Tour du Poi­tou-cha­ren­tes i Frankrig to gan­ge [ i 2001 og ’03]. Kun vir­ke­lig hardco­re fans ved, at jeg vandt Bay­ern-rund­fa­hrt tre gan­ge [ 2000, ’01 og ’04]. Men folk ken­der mig fra Tour de Fran­ce. Fle­re ken­der mig for mi­ne ud­brud­s­for- søg i Tour de Fran­ce og for at bli­ve fan­get på op­løbs­stræk­nin­gen, end folk ken­der mig for an­dre resultater. Så Tou­ren er den store sce­ne i cykling, og den har væ­ret god for mig. Den har gi­vet mig mu­lig­he­den for at eks­po­ne­re mig selv, gi­vet mig mu­lig­he­den for at nå ud til fle­re fans og få en bed­re kon­trakt og en lang kar­ri­e­re.“

DET BLI­VER I SPORTEN

Der­med har vi for­an­drin­gen dæk­ket. For bort­set fra at Jens Voigt ik­ke selv cyk­ler læn­ge­re, er det me­ste ved det gam­le. Hans ka­rak­te­ri­sti­ske en­gelsk med tysk ac­cent ly­der ek­sem­pel­vis, som det al­tid har gjort. Han har og­så sta­dig travlt. Nær­væ­ren­de in­ter­view tog tre uger at sæt­te i stand; ik­ke for­di Voigt var mod­vil­lig el­ler svær at få fat på, men han hav­de ba­re ik­ke tid. Og så har han fort­sat fle­re rej­se­da­ge end gen­nem­snit­tet. Tour de Fran­ce-ma­ga­si­net fan­ger ham på hans ho­tel i Ca­li­for­ni­en, få da­ge før Tour of Ca­li­for­nia star­ter. Her skal han bru­ge tre uger og kom di­rek­te fra Au­stra­li­en, hvor han og­så var i tre uger. De mind­ste af hans seks børn kla­ger lidt over, at han er så me­get væk, men de æld­ste for­står godt, at han sta­dig skal ar­bej­de og tje­ne nog­le pen­ge. Jens Voigt er am­bas­sa­dør for og en del af løb­sor­ga­ni­sa­tio­nen i Tour of Ca­li­for­nia, som han des­u­den kom­men­te­rer for tv-ka­na­len NBC. Den­ne tien­de ud­ga­ve af lø­bet er før­ste gang, han ik­ke del­ta­ger. Hans op­ga­ver hos Trek gør dog, at han langt hen ad vej­en sta­dig er en sla­ve af cy­kelka­len­de­ren. Men selv om hans liv sta­dig dre­jer sig om­kring sporten, sav­ner han ik­ke selv at sid­de i sad­len. “Der er en grund til, at jeg stop­pe­de. Jeg sav­ner de­le af det. Jeg kan godt li­de at væ­re sam­men med dren­ge­ne og væ­re en del af et hold, men jeg sav­ner ik­ke lø­be­ne og det at li­de og alt det,“si­ger han. For­u­den det so­ci­a­le kun­ne Jens Voigt og­så godt bru­ge den dag­li­ge massage, der var et af pri­vil­e­gi­er­ne ved at væ­re cy­kel­ryt­ter. Og at an­dre tog sig af al­le prak­ti­ske gø­re­mål i hans liv. Det kun­ne han godt li­de. Til gen­gæld kan han nu selv be­stem­me, hvad han vil ha­ve at spi­se. Det er et stort plus. Det er og­så rart at ha­ve tid at kø­re fle­re vel­gø­ren­heds­løb, som han har kørt me­re end en hånd­fuld af si­den sit far­vel til li­vet som ak­tiv i vin­ter. I øje­blik­ket va­re­ta­ger Jens Voigt en lang ræk­ke for­skel­li­ge op­ga­ver i sit job som Am­bas­sa­dor of Aweso­me hos Trek. Han ar­bej­der med sel­ve hol­det, med sponso­rer, med me­di­er, og han hjæl­per med at ud­vik­le ud­styr til ryt­ter­ne. Me­get bredt og me­get åbent, hvil­ket er helt be­vidst, for han skal fin­de ud af, hvad han er god til, og hvad han ik­ke er god til. Det før­ste år som cy­kel­pen­sio­nist skal bru­ges på at gø­re ham klogere på, hvad frem­ti­den skal brin­ge. Un­der al­le om­stæn­dig­he­der kom­mer det nok til at hand­le om cykling. “Hvor­for ik­ke? Jeg har tænkt på at la­ve no­get helt an­det end cykling, men jeg har sta­dig seks børn at brød­fø­de, og det vil­le ik­ke væ­re nemt. Jeg vil­le skul­le star­te for­fra et sted. Det er ba­re nem­me­re og gi­ver bed­re me­ning, at jeg bli­ver. Jeg sy­nes, jeg er be­ret­ti­get til at kal­de mig en eks­pert i ver­dens­klas­se hvad an­går cykling. Al den vi­den, jeg har, kan jeg for­hå­bent­lig gi­ve vi­de­re til de un­ge og hjæl­pe dem med at bli­ve bed­re og hur­ti­ge­re, end jeg var. At de ik­ke be­går de fejl, jeg be­gik,“si­ger Jens Voigt om si­ne frem­tids­pla­ner. Den nær­me­ste frem­tid hand­ler om Tour de Fran­ce, den før­ste i næ­sten to år­ti­er uden den vel­lid­te ty­sker. I hvert fald som ryt­ter. For han kom­mer sta­dig til at væ­re med og age­re hu­mør­spre­der al­le tre uger i Frankrig, så på den må­de er me­get, som det ple­jer at væ­re. Selv om så me­get er for­an­dret.

JENS VOIGT VANDT TO IN­DI­VI­DU­EL­LE ETAPER OG ÉN HOLD­TIDS­KØR­SEL I SIN TOURKARRIEREN. ETA­PEN I 2006 VI­STE SIG AT BLI­VE GAN­SKE HI­STO­RISK, FOR­DI VOIGT OG OSCAR PE­REIRO SIO (TV) KOM I MÅL MED NÆ­STEN EN HALV TI­ME NED TIL FEL­TET. DET VAR DEN FØ­RING, DER SKÆN­KE­DE SIDST­NÆVN­TE TOUR-SEJ­REN, EF­TER FLOYD LAN­DIS BLEV DØMT FOR DO­PING. FO­TO: CLAUS BON­NERUP/POL­FO­TO

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.