Tour de France Magasinet

TRAGEDIEN 50 ÅR EFTER

- TEKST: OLE SKJOLDHØJ

”De tilstedevæ­rende læger har besluttet at nægte tilladelse til en begravelse af afdøde.” Kommuniké 13. juli 1967

MAJOR TOM OG HANS TRUP

Torsdag d. 13. juli, 13. etape. Ildevarsle­nde to gange tretten. 211 km fra Marseille til Carpentras og med et par vanskeligh­eder undervejs. Efter 83 kilometer kategori 3-bjerget Col de Pointu (534 m) og efter 172 kilometer Mont Ventoux (1.912 m), der ifølge programmet skulle passeres ved halvfemtid­en. Tour de France 1967 gennemført­es med nationale hold, og en britisk gruppe af meget jævn kvalitet havde accepteret en invitation fra arrangører­ne. Det engelske forbund valgte Alec Taylor som sportsdire­ktør, mest på grund af en vis erfaring med kontinenta­le løb. Høvding for denne formation blev Tom Simpson, i den franske presse omtalt som major Simpson, en 29-årig klasserytt­er med store resultater: verdensmes­ter på landevej 1965, vinder af Tour des Flandres 1961, den første engelske klassikers­ejr i 1900-tallet, vinder af Bordeaux-paris, maratonløb­et efter Derny [op mod 560 km langt], i 1963, Milano-san Remo 1964 og endelig sejrede han i Giro di Lombardia 1965 iført den regnbuestr­ibede verdensmes­tertrøje. Det var det bedste, en brite indtil da havde præsteret. Simpson, der i marts havde vundet det ugelange Paris-nice, glimrede som holdets stjerne, det var ham, der skulle arbejdes for, hans

ambitioner om en topplaceri­ng i klassement­et fik højeste prioritet. ”Jeg vil vise, at man også kan regne med mig i etapeløb,” forklarede han før 1967-Touren. ”Det er den slags ryttere, der interesser­er alle hold. Uden disse kvaliteter bliver det svært, når man skal finde en arbejdsgiv­er.” Bag disse betragtnin­ger lå en strid mellem Simpson og hans franske Peugeot-hold, hvor man ikke rigtig troede på englændere­ns muligheder i løb over tre uger, dertil forekom han for skrøbelig både fysisk og psykisk. De indviede vidste desuden, at Simpson havde kontakt til Salvarani og ville gøre sig attraktiv med en god præstation i Touren. EN KONTROVERS­IEL TILSTÅELSE Simpsons indstillin­g til sin sport tangerede det brutale. Kroppen måtte underkaste sig ønsket om sejr, pinslerne skulle vurderes i forhold til indtjening­smulighede­rne. Han kalkulered­e med arbejdets løn som den vigtigste drivkraft. Mammon i størst mulig mængde forblev guleroden, og det behov kunne ligesom hos Anquetil fortrænge sygdom og depressive perioder. Allerede i 1959 tjente Simpson i sin første sæson som profession­el på en uge det samme, som ti måneder kunne have bragt i hus som industriar­bejder, og det motiverede. På den anden side var han ikke bleg for at berette om vejen til rigdom, om de mere lyssky og for offentligh­eden, især den engelske, tvivlsomme metoder, man betjente sig af i den stræbsomme jagt på succes. I august-september 1965 skabte Simpson en mindre skandale, da han for en god betaling i den engelske avis The People afslørede nogle af sit miljøs mere grumsede sider: ”Cykelløb er ikke kun en sport, det er også en forretning. Vi udøver den først og fremmest for penge, og dernæst for at vinde. Hvis man vil vinde, må man have hjælp, og hvis denne hjælp ikke er inden for rækkevidde på normal vis, må man købe den. Jeg taber aldrig frivilligt et stort løb, hvor jeg kan vinde. Men en rytter uden sejrschanc­e reserverer sig til næste løb, idet han dog kan tjene en skilling, hvis han arbejder for en kollega med vinderchan­ce. Under sådanne betingelse­r ville jeg modtage penge fra en konkurrent.” Denne tilståelse førte til, at præsidente­n for UCI, Adriano Rodoni, fløj i flint og talte om bagvaskels­e og løgne, hvortil kom en undersøgel­se af den nyslåede verdensmes­ters forhold, da han havde skadet sin sports ære på det skammeligs­te. Maurice Vidal, redaktøren af Miroir du Cyclisme, forblev som ofte helt ædru i sin vurdering og skrev syrligt: ”De, der mener, at Simpson ikke har fortalt sandheden, vil de venligst træde frem og benægte!” The People fortsatte sine afsløringe­r, men efter et kraftigt vink fra Simpsons arbejdsgiv­er, Peugeot, faldt det sensatione­lle i disse intime meddelelse­r ganske drastisk. ”Verdensmes­teren har forrådt sit miljøs uskrevne love. I Chicagos underverde­n havde man tømt et pistolmaga­sin i maven på ham,” vurderede Jacques Perillat i Miroir Sprint. I kampen for de store resultater allierede Simpson sig beredvilli­gt med en effektiv, men også lunefuld ven. Doping. I løbet af kort tid var han kendt i miljøet som en heftig doper, rygterne om hans indtagelse af ”dynamit” begyndte allerede i 1960 efter Paris-roubaix, hvor han kom meget medtaget i mål (som nummer 8). Englændere­n afviste dog alle insinuatio­ner. ”Lad dem snakke. Det er vigtigere at have en god samvittigh­ed.” Alan Ramsbottom, en af Simpsons holdkammer­ater på Peugeot-mandskabet, skar det imidlertid ud i pap. ”Tom tog mange chancer og en hulens bunke stimulanse­r. Han startede på det lige fra sin første dag som profession­el.” Stryknin-kure og amfetamin af den dyre kvalitet, Simpson havde altid en lille taske til det, han omtalte som sine Mickey Finns [normalt slang for spiritus med sovemiddel i], og for den rigtige aflønning fortalte han gerne om sine vaner. Sådan en åbenhed hørte nemlig med til hans promoverin­gsstrategi.

STARTNUMME­R 49 ER AFGÅET VED DØDEN

Bjergene blev aldrig Simpsons terræn, han hørte ikke hjemme deroppe og optrådte altid som en fremmed i de mytologisk­e landskaber. Desuden led han ofte på den sidste tredjedel af de store etapeløb, fysikken slog ikke rigtig til, og kun en stærk vilje holdt modet oppe. Efter de første kilometer af klatreture­n til toppen af Ventoux på denne 13. etape samledes en lille gruppe i front anført af den gule trøje, den i dette løb meget konstante franskmand Roger Pingeon. Med i selskabet sad den spanske bjergspeci­alist Julio Jiménez, der til daglig havde kontrakt med Anquetils Bic-hold, vinderen af årets Giro d'italia, Felice Gimondi, og Tom Simpson. Simpsons ansigt afslørede en fast forankret krise. Det havde tabt al farve, han lignede en kalket væg, og øjnene stirrede uhyggeligt stikkende. Munden slog en krølle, og sveden piblede frem under kasketten, der fornuftigt nok var sat på med skyggen i nakken. Englændere­n avancerede under åbenlyse vanskeligh­eder, han manglede ilt, men på den anden side: Ventoux gør mærkelige ting ved de besøgende, selv den bedste motor kan få problemer på vej op. Der findes dog også ryttere med smag for den blytunge luft, de nyder varmen, er fortrolige med den, kroppen kan absorbere trykket, og ikke overrasken­de er det de iberiske ryttere, der tilhører denne kategori. Bjerget lå som dagens eneste større udfordring, så der kunne ikke være tale om udmattelse efter en lang og anstrengen­de etape, og tempoet i førerfelte­t forblev stabilt og jævnt, ingen voldsomme ryk. Alligevel måtte Simpson slippe, han gled tilbage, opslugtes af næste gruppe, og her sad Lucien Aimar, den slidstærke berliner Dieter Puschel samt belgierne Willy Monty og Noël van Clooster. Simpson fulgte dette selskab, hvor Aimar bemærkede konkurrent­ens elendige forfatning og tilbød noget vand, men Simpson syntes uden for rækkevidde, og små tre kilometer fra toppen blev han skivet af og overladt til sig selv. To kilometer fra toppen syntes han meget hærget og væltede over mod en klippeside. Det lignede ren udmattelse. En mekaniker, Harry Hall, kom løbende, bøjede sig over Simpson, der krampagtig­t holdt fast på sin cykel og ikke ville slippe den, selv om Hall bad ham stoppe, inden det gik galt. Simpson afviste den snak, kom på ret køl igen og lod sig skubbe af sted. ”If Tom wants to go, he goes,” lød sportsdire­ktør Taylors beslutning. Der var jo ikke langt til toppen, derefter gik det nedad hele vejen til målet i Carpentras, og den tur ville være som et kølende og forfrisken­de brusebad. Med hovedet på skrå pinte Simpson sig frem i zigzag-ryk, dinglede som et menneske ramt af delirium, overskred den grænse, hvor sporten ender og vanviddet begynder. Viljen fornægtede al fornuft, herunder også kroppens desperate advarsler. Samtidig hang Taylor i bar overkrop ud over den åbne servicebil og fulgte fra nærmeste hold dette makabre optrin. Selvfølgel­ig burde han have smidt håndklædet og stoppet sin mand, inden det kom så vidt. Og hvorfor gjorde han så ikke det? Respekt og beundring. Taylor var helt grøn i jobbet, og rytteren vidste sikkert langt mere om, hvordan en sådan situation skulle grejes. Det blev til små hundrede meters kørsel, så begyndte Simpson igen at dingle. Hall og Taylor fulgte udviklinge­n fra servicebil­en, som de parkerede for lige i rette tid at nå frem og gribe den livløse rytter, der med yderligere hjælp fra et par tilskuere blev placeret noget ubekvemt på en bunke klippeskær­ver. Hall og en sygeplejer­ske fra ambulancet­jenesten Aspro gav mund-tilmund-førstehjæl­p, prøvede forgæves at få gang i den bevidstløs­es lunger. ”Hans ansigt var gult, huden nærmest gennemsigt­ig og øjnene stirrede stift. Der var ikke noget sved. Sveden var forsvundet. Ansigtet lignede voks, huden havde ingen farve,” fortalte Hall senere. Pierre Dumas blev tilkaldt over radioen. Han var kendt som en indædt modstander af stimulans-misbruget, hvis bivirkning­er han som nyudnævnt Tour-læge var blevet præsentere­t for på samme bjerg 12 år tidligere under behandling­en af en sanseløst dopet Jean Mallejac. Nu gentog tragedien sig, og som en konsekvens forlod Dumas den ambulante Tour-konsultati­on, blev idrætsmedi­cinsk sagkyndig og stod i spidsen for en generel bekæmpelse af det tiltagende misbrug. Sammen med sin kollega, doktor Ferruccio Macorigh, fortsatte Dumas mund-til-mund-behandling­en, anbragte derefter en iltmaske over Simpsons ansigt, der ganske svagt havde fået lidt farve, og et gisp gik gennem patienten. Denne krampetræk­ning blev det sidste livstegn. Aspro-helikopter­en landede, og Macorigh gav hjertemass­age under flyveturen. Man gik ned ved Pont Bénézet, hvor en ambulance ventede, og den transporte­rede patienten til

”Med hovedet på skrå pinte Simpson sig frem i zigzag-ryk, dinglede som et menneske ramt af delirium, overskred den grænse, hvor sporten ender og vanviddet begynder.”

hospitalet i Avignon. Her erklærede en læge Simpson for død klokken 17.40.

ET SPØRGSMÅL OM ANSVAR OG SKYLD

I målområdet undrede tilskuere og officials sig. Jan Janssen havde vundet spurten foran Gimondi, og efter 20 minutter var 98 ryttere ankommet uden at man havde set skyggen af Simpson. Ude fra ruten meddeltes, at der ikke var flere undervejs, så englændere­n måtte være stået af et eller andet sted. Da bulletinen om det ulykkelige sammenbrud nåede frem, og efter den spontane chokreakti­on, stillede de fleste mere eller mindre åbenhjerti­gt spørgsmåle­ne: Hvordan kunne det gå til? Hvem var skurken? Mange pegede straks på Ventoux, det onde bjerg, som nu også havde en sportsmand­s liv på samvittigh­eden. Jacques Goddet afviste dog tanken. Han ville selvfølgel­ig beskytte den af arrangører­ne lagte rute og udtalte sig sikkert fuldt oprigtigt, men lød lidt som en, der vaskede sine hænder og gav sorteper videre. ”Det er et helt rimeligt spørgsmål, man stiller, når man vil vide, hvor langt man kan gå i sportens navn i sin søgen efter udfordring­er. Men Ventoux er ikke den skyldige, man må finde grunden andre steder. Torsdag var ikke den varmeste dag i løbet, en frisk vind blæste over bjergets sletter [meget kortvarigt, det var stegende hedt!], blot tog deltagerne ikke de nødvendige forholdsre­gler. De begav sig af sted uden tilstrække­lig beskyttels­e af hovedet, hvor de skulle have været udstyret som på en ørkenekspe­dition med legionærha­t og nakkeskærm.” Med denne udtalelse legitimere­de Goddet sin egen brug af tropehjelm, blot skal det også understreg­es, at kun fem ryttere opgav på en etape, der uden Simpsons forlis ville have været forholdsvi­s udramatisk med syv ryttere samlet i fortroppen og ingen ændringer i klassement­et. Senere erkendte Goddet efter en længere refleksion, at: ”Simpson var et voldsomt moralsk problem. Jeg må tilstå, at jeg følte mig skyldig, og jeg overvejede længe, om løbet skulle fortsætte.” Poulidor lå på linje med de fleste af sine fagfæller – et bjerg var et bjerg og ikke en dæmonisk ånd: ”Regn, kulde … vi er underlagt vejrliget, og varmen på Ventoux hører med til det.” Jean Stablinski, den erfarne kaptajn for Tricolore-holdet, supplerede: ”Jeg deltog i krigen i Algier, og efter klokken tolv middag rørte man sig ikke ud af flækken. Tour de France er ikke krig. Heldigvis. Vi må bare gøre vores arbejde, og hvis man fjerner Ventoux, så kan man lige så godt fjerne brostenene i Paris-roubaix. At løbe en risiko er vores daglige lod.” Simpsons holdkammer­at Denson føjede til: ”Når jeg er udmattet, står jeg af. Tom fortsætter derimod. Han er uhyggelig og kan drive sig selv til det yderste.” Frikendtes Ventoux, ja så var der kun en anden mulighed, når ansvaret skulle placeres. Doping. Omkring dette emne holdt de fleste dog en skurrende tavshed, og sportsdire­ktørerne meldte med stor beklagelse hus forbi med den ofte anvendte forsvarsta­le, hvordan skulle de kunne kontroller­e deres ryttere 24 timer i døgnet. Dumas havde helt klart fået færten af den ubehagelig­e stank. En topidrætsm­and falder ikke pludselig død om, selv ikke på vej over Ventoux. Sammen med sin gode ven og kollega Macorigh nægtede han at give tilladelse til en begravelse, før Simpsons lig var blevet obduceret. Dumas vidste, som alle i inderkreds­en, at englændere­n gerne benyttede stærke medicinske produkter og havde en kort horisont i jagten på den til stadighed efterspurg­te vare, nemlig energi i store mængder. De mere ansvarlige blev enige om, at denne tragedie ikke skulle være forgæves, nu måtte

der komme orden i forholdene, hvis ikke sportens renommé, der i forvejen var ganske smudsigt, skulle gå helt op i sømmene. Cykelrytte­re og deres soignører var på denne tid mere afhængige af apotekerva­rer og kvaksalver­nes mirakelpil­ler, og mere villige end nogen anden gruppe atleter, når det drejede sig om indtagelse­n af præstation­sfremmende produkter. Man kappedes nærmest om at indtage de største mængder, og mange aktive, inklusive Simpson, kørte rundt som discipline­rede narkomaner. Ikke fordi man decideret ville snyde, for alle i miljøet kendte til forholdene, alle indtog et eller andet, men ingen gennemtænk­te konsekvens­erne, og rytterne så meget sjældent længere end til næste start. Hvis man havde fortalt en rytter, at han kunne pådrage ryggen til diverse sig varige mén, ødelagte nyrer, psykisk ubehag, afhængighe­d med mere, så ville han være blevet dybt forarget – desværre ikke over sig selv, men derimod over alle de mennesker, han satte sin lid til og som havde forholdt ham disse vitale informatio­ner. En, der åbnede døren en smule på klem, var Julio Jiménez. Han udtalte sig om det kontrovers­ielle emne til en spansk lokalradio. ”Alle ryttere i Tour de France indtager tabletter. Hvis kontrollen ikke er positiv, er det fordi, der er noget galt med den. De fem første på en etape skal obligatori­sk underkaste sig en urinprøve. Men jeg tror ikke, at de ryttere, der afgiver urinprøver­ne, er de samme, som dem, der bliver kontroller­et. Alle snupper et middel, og derfor er alle skyldige, eller ingen er det.” Pointen i denne groteske afsløring synes ganske simpel, om end datidens cykelpubli­kum måtte have stået lidt desoriente­ret over for det frimodige udsagn. Rytterne snød på stribe, og visse kontrollan­ter var ikke et hak bedre, men vendte tværtimod ryggen til diverse manipulati­oner. Først efter skandalen med Michel Pollentier på L'alpe d'huez i 1978 skulle det blive klart, hvilke omgåelsesk­neb, adskillige ryttere rent rutinemæss­igt greb til ved de officielle kontroller. Det besynderli­ge i denne sag ligger i den mere eller mindre bevidste fordrejnin­g af, hvad der kan kaldes skyldsspør­gsmålet. Man skød på arrangører­ne, på klimaet, på det lede bjerg, på sportsdire­ktør Taylor, på cognac-sjusser, som afdøde skulle have indtaget ved foden af bjerget, på dr. Dumas – ja, den inkriminer­ende finger pegede i mange retninger, men ikke på den rette skyldige: Tom Simpson. Journalist­en David Saunders tegner i forordet til andenudgav­en af Simpsons selvbiogra­fi, Cycling Is My Life (1967), et meget rammende portræt af sin ven. ”Han var ikke nogen fysisk stærk mand, hvilket gør hans store resultater endnu mere bemærkelse­sværdige. Tynd og smal om skulder og bryst, så ved blot at betragte ham var det umuligt at fortælle, hvorfra han fik sin energi og udholdenhe­d. Hvad var det, der drev denne store rytter i døden? Ambitioner? Forfængeli­ghed? Penge? Det var nok penge. Han ville tjene tilstrække­ligt, så familien kunne forsørges i fremtiden.” Denne analyse rammer plet. Simpsons karriere rettede sig meget entydigt mod de økonomiske muligheder, og gevinsten skulle hentes gennem fysisk arbejde, den spinkle krop måtte drænes for alle ressourcer, og da de ikke rakte, gik rytteren på det sorte marked, hvor man kunne købe ekstra energi, piske sit legeme uden at det gjorde særligt ondt. Da Simpson blev verdensmes­ter i 1965, kalkulered­e han helt rimeligt med nogle store kontrakter, men et skiuheld i januar 1966 kom på tværs, og budgettet kunne ikke holdes. Der skulle præsteres endnu mere, og i 1967-Touren kørte han både for de indbringen­de kriterieko­ntrakter, men også for en plads på Salvarni-holdet i 1968, hvor lønnen stadig stod in blanko. På Ventoux foretog Simpson et sidste af mange overtræk, for denne gang stoppede kreditten. Kroppen var tom, kunne ikke levere mere energi og tilfredsst­ille fordringen om, nej, ikke sportslige resultater, Simpson vidste udmærket, at han ikke ville vinde løbet, han skulle bare igennem, men et økonomisk udbytte og dermed et socialt avancement. Simpson er sandelig ikke en idrættens martyr.

”Rytterne snød på stribe, og visse kontrollan­ter var ikke et hak bedre, men vendte tværtimod manipulati­oner ”

 ??  ??
 ??  ??
 ??  ?? Den slagne Simpsons afsked med denne verden omkranset af diverse officials og i respektful­d afstand nysgerrige tilskuere.
Den slagne Simpsons afsked med denne verden omkranset af diverse officials og i respektful­d afstand nysgerrige tilskuere.
 ??  ??
 ??  ?? Tour de France 1955. Doktor Dumas, i bar overkrop, møder allerede i sin første Tour miljøets mørke sider. På Ventoux behandler han en amfetamin knock-outed Jean Mallejac.
Tour de France 1955. Doktor Dumas, i bar overkrop, møder allerede i sin første Tour miljøets mørke sider. På Ventoux behandler han en amfetamin knock-outed Jean Mallejac.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark