TRAGEDIEN 50 ÅR EFTER
”De tilstedeværende læger har besluttet at nægte tilladelse til en begravelse af afdøde.” Kommuniké 13. juli 1967
MAJOR TOM OG HANS TRUP
Torsdag d. 13. juli, 13. etape. Ildevarslende to gange tretten. 211 km fra Marseille til Carpentras og med et par vanskeligheder undervejs. Efter 83 kilometer kategori 3-bjerget Col de Pointu (534 m) og efter 172 kilometer Mont Ventoux (1.912 m), der ifølge programmet skulle passeres ved halvfemtiden. Tour de France 1967 gennemførtes med nationale hold, og en britisk gruppe af meget jævn kvalitet havde accepteret en invitation fra arrangørerne. Det engelske forbund valgte Alec Taylor som sportsdirektør, mest på grund af en vis erfaring med kontinentale løb. Høvding for denne formation blev Tom Simpson, i den franske presse omtalt som major Simpson, en 29-årig klasserytter med store resultater: verdensmester på landevej 1965, vinder af Tour des Flandres 1961, den første engelske klassikersejr i 1900-tallet, vinder af Bordeaux-paris, maratonløbet efter Derny [op mod 560 km langt], i 1963, Milano-san Remo 1964 og endelig sejrede han i Giro di Lombardia 1965 iført den regnbuestribede verdensmestertrøje. Det var det bedste, en brite indtil da havde præsteret. Simpson, der i marts havde vundet det ugelange Paris-nice, glimrede som holdets stjerne, det var ham, der skulle arbejdes for, hans
ambitioner om en topplacering i klassementet fik højeste prioritet. ”Jeg vil vise, at man også kan regne med mig i etapeløb,” forklarede han før 1967-Touren. ”Det er den slags ryttere, der interesserer alle hold. Uden disse kvaliteter bliver det svært, når man skal finde en arbejdsgiver.” Bag disse betragtninger lå en strid mellem Simpson og hans franske Peugeot-hold, hvor man ikke rigtig troede på englænderens muligheder i løb over tre uger, dertil forekom han for skrøbelig både fysisk og psykisk. De indviede vidste desuden, at Simpson havde kontakt til Salvarani og ville gøre sig attraktiv med en god præstation i Touren. EN KONTROVERSIEL TILSTÅELSE Simpsons indstilling til sin sport tangerede det brutale. Kroppen måtte underkaste sig ønsket om sejr, pinslerne skulle vurderes i forhold til indtjeningsmulighederne. Han kalkulerede med arbejdets løn som den vigtigste drivkraft. Mammon i størst mulig mængde forblev guleroden, og det behov kunne ligesom hos Anquetil fortrænge sygdom og depressive perioder. Allerede i 1959 tjente Simpson i sin første sæson som professionel på en uge det samme, som ti måneder kunne have bragt i hus som industriarbejder, og det motiverede. På den anden side var han ikke bleg for at berette om vejen til rigdom, om de mere lyssky og for offentligheden, især den engelske, tvivlsomme metoder, man betjente sig af i den stræbsomme jagt på succes. I august-september 1965 skabte Simpson en mindre skandale, da han for en god betaling i den engelske avis The People afslørede nogle af sit miljøs mere grumsede sider: ”Cykelløb er ikke kun en sport, det er også en forretning. Vi udøver den først og fremmest for penge, og dernæst for at vinde. Hvis man vil vinde, må man have hjælp, og hvis denne hjælp ikke er inden for rækkevidde på normal vis, må man købe den. Jeg taber aldrig frivilligt et stort løb, hvor jeg kan vinde. Men en rytter uden sejrschance reserverer sig til næste løb, idet han dog kan tjene en skilling, hvis han arbejder for en kollega med vinderchance. Under sådanne betingelser ville jeg modtage penge fra en konkurrent.” Denne tilståelse førte til, at præsidenten for UCI, Adriano Rodoni, fløj i flint og talte om bagvaskelse og løgne, hvortil kom en undersøgelse af den nyslåede verdensmesters forhold, da han havde skadet sin sports ære på det skammeligste. Maurice Vidal, redaktøren af Miroir du Cyclisme, forblev som ofte helt ædru i sin vurdering og skrev syrligt: ”De, der mener, at Simpson ikke har fortalt sandheden, vil de venligst træde frem og benægte!” The People fortsatte sine afsløringer, men efter et kraftigt vink fra Simpsons arbejdsgiver, Peugeot, faldt det sensationelle i disse intime meddelelser ganske drastisk. ”Verdensmesteren har forrådt sit miljøs uskrevne love. I Chicagos underverden havde man tømt et pistolmagasin i maven på ham,” vurderede Jacques Perillat i Miroir Sprint. I kampen for de store resultater allierede Simpson sig beredvilligt med en effektiv, men også lunefuld ven. Doping. I løbet af kort tid var han kendt i miljøet som en heftig doper, rygterne om hans indtagelse af ”dynamit” begyndte allerede i 1960 efter Paris-roubaix, hvor han kom meget medtaget i mål (som nummer 8). Englænderen afviste dog alle insinuationer. ”Lad dem snakke. Det er vigtigere at have en god samvittighed.” Alan Ramsbottom, en af Simpsons holdkammerater på Peugeot-mandskabet, skar det imidlertid ud i pap. ”Tom tog mange chancer og en hulens bunke stimulanser. Han startede på det lige fra sin første dag som professionel.” Stryknin-kure og amfetamin af den dyre kvalitet, Simpson havde altid en lille taske til det, han omtalte som sine Mickey Finns [normalt slang for spiritus med sovemiddel i], og for den rigtige aflønning fortalte han gerne om sine vaner. Sådan en åbenhed hørte nemlig med til hans promoveringsstrategi.
STARTNUMMER 49 ER AFGÅET VED DØDEN
Bjergene blev aldrig Simpsons terræn, han hørte ikke hjemme deroppe og optrådte altid som en fremmed i de mytologiske landskaber. Desuden led han ofte på den sidste tredjedel af de store etapeløb, fysikken slog ikke rigtig til, og kun en stærk vilje holdt modet oppe. Efter de første kilometer af klatreturen til toppen af Ventoux på denne 13. etape samledes en lille gruppe i front anført af den gule trøje, den i dette løb meget konstante franskmand Roger Pingeon. Med i selskabet sad den spanske bjergspecialist Julio Jiménez, der til daglig havde kontrakt med Anquetils Bic-hold, vinderen af årets Giro d'italia, Felice Gimondi, og Tom Simpson. Simpsons ansigt afslørede en fast forankret krise. Det havde tabt al farve, han lignede en kalket væg, og øjnene stirrede uhyggeligt stikkende. Munden slog en krølle, og sveden piblede frem under kasketten, der fornuftigt nok var sat på med skyggen i nakken. Englænderen avancerede under åbenlyse vanskeligheder, han manglede ilt, men på den anden side: Ventoux gør mærkelige ting ved de besøgende, selv den bedste motor kan få problemer på vej op. Der findes dog også ryttere med smag for den blytunge luft, de nyder varmen, er fortrolige med den, kroppen kan absorbere trykket, og ikke overraskende er det de iberiske ryttere, der tilhører denne kategori. Bjerget lå som dagens eneste større udfordring, så der kunne ikke være tale om udmattelse efter en lang og anstrengende etape, og tempoet i førerfeltet forblev stabilt og jævnt, ingen voldsomme ryk. Alligevel måtte Simpson slippe, han gled tilbage, opslugtes af næste gruppe, og her sad Lucien Aimar, den slidstærke berliner Dieter Puschel samt belgierne Willy Monty og Noël van Clooster. Simpson fulgte dette selskab, hvor Aimar bemærkede konkurrentens elendige forfatning og tilbød noget vand, men Simpson syntes uden for rækkevidde, og små tre kilometer fra toppen blev han skivet af og overladt til sig selv. To kilometer fra toppen syntes han meget hærget og væltede over mod en klippeside. Det lignede ren udmattelse. En mekaniker, Harry Hall, kom løbende, bøjede sig over Simpson, der krampagtigt holdt fast på sin cykel og ikke ville slippe den, selv om Hall bad ham stoppe, inden det gik galt. Simpson afviste den snak, kom på ret køl igen og lod sig skubbe af sted. ”If Tom wants to go, he goes,” lød sportsdirektør Taylors beslutning. Der var jo ikke langt til toppen, derefter gik det nedad hele vejen til målet i Carpentras, og den tur ville være som et kølende og forfriskende brusebad. Med hovedet på skrå pinte Simpson sig frem i zigzag-ryk, dinglede som et menneske ramt af delirium, overskred den grænse, hvor sporten ender og vanviddet begynder. Viljen fornægtede al fornuft, herunder også kroppens desperate advarsler. Samtidig hang Taylor i bar overkrop ud over den åbne servicebil og fulgte fra nærmeste hold dette makabre optrin. Selvfølgelig burde han have smidt håndklædet og stoppet sin mand, inden det kom så vidt. Og hvorfor gjorde han så ikke det? Respekt og beundring. Taylor var helt grøn i jobbet, og rytteren vidste sikkert langt mere om, hvordan en sådan situation skulle grejes. Det blev til små hundrede meters kørsel, så begyndte Simpson igen at dingle. Hall og Taylor fulgte udviklingen fra servicebilen, som de parkerede for lige i rette tid at nå frem og gribe den livløse rytter, der med yderligere hjælp fra et par tilskuere blev placeret noget ubekvemt på en bunke klippeskærver. Hall og en sygeplejerske fra ambulancetjenesten Aspro gav mund-tilmund-førstehjælp, prøvede forgæves at få gang i den bevidstløses lunger. ”Hans ansigt var gult, huden nærmest gennemsigtig og øjnene stirrede stift. Der var ikke noget sved. Sveden var forsvundet. Ansigtet lignede voks, huden havde ingen farve,” fortalte Hall senere. Pierre Dumas blev tilkaldt over radioen. Han var kendt som en indædt modstander af stimulans-misbruget, hvis bivirkninger han som nyudnævnt Tour-læge var blevet præsenteret for på samme bjerg 12 år tidligere under behandlingen af en sanseløst dopet Jean Mallejac. Nu gentog tragedien sig, og som en konsekvens forlod Dumas den ambulante Tour-konsultation, blev idrætsmedicinsk sagkyndig og stod i spidsen for en generel bekæmpelse af det tiltagende misbrug. Sammen med sin kollega, doktor Ferruccio Macorigh, fortsatte Dumas mund-til-mund-behandlingen, anbragte derefter en iltmaske over Simpsons ansigt, der ganske svagt havde fået lidt farve, og et gisp gik gennem patienten. Denne krampetrækning blev det sidste livstegn. Aspro-helikopteren landede, og Macorigh gav hjertemassage under flyveturen. Man gik ned ved Pont Bénézet, hvor en ambulance ventede, og den transporterede patienten til
”Med hovedet på skrå pinte Simpson sig frem i zigzag-ryk, dinglede som et menneske ramt af delirium, overskred den grænse, hvor sporten ender og vanviddet begynder.”
hospitalet i Avignon. Her erklærede en læge Simpson for død klokken 17.40.
ET SPØRGSMÅL OM ANSVAR OG SKYLD
I målområdet undrede tilskuere og officials sig. Jan Janssen havde vundet spurten foran Gimondi, og efter 20 minutter var 98 ryttere ankommet uden at man havde set skyggen af Simpson. Ude fra ruten meddeltes, at der ikke var flere undervejs, så englænderen måtte være stået af et eller andet sted. Da bulletinen om det ulykkelige sammenbrud nåede frem, og efter den spontane chokreaktion, stillede de fleste mere eller mindre åbenhjertigt spørgsmålene: Hvordan kunne det gå til? Hvem var skurken? Mange pegede straks på Ventoux, det onde bjerg, som nu også havde en sportsmands liv på samvittigheden. Jacques Goddet afviste dog tanken. Han ville selvfølgelig beskytte den af arrangørerne lagte rute og udtalte sig sikkert fuldt oprigtigt, men lød lidt som en, der vaskede sine hænder og gav sorteper videre. ”Det er et helt rimeligt spørgsmål, man stiller, når man vil vide, hvor langt man kan gå i sportens navn i sin søgen efter udfordringer. Men Ventoux er ikke den skyldige, man må finde grunden andre steder. Torsdag var ikke den varmeste dag i løbet, en frisk vind blæste over bjergets sletter [meget kortvarigt, det var stegende hedt!], blot tog deltagerne ikke de nødvendige forholdsregler. De begav sig af sted uden tilstrækkelig beskyttelse af hovedet, hvor de skulle have været udstyret som på en ørkenekspedition med legionærhat og nakkeskærm.” Med denne udtalelse legitimerede Goddet sin egen brug af tropehjelm, blot skal det også understreges, at kun fem ryttere opgav på en etape, der uden Simpsons forlis ville have været forholdsvis udramatisk med syv ryttere samlet i fortroppen og ingen ændringer i klassementet. Senere erkendte Goddet efter en længere refleksion, at: ”Simpson var et voldsomt moralsk problem. Jeg må tilstå, at jeg følte mig skyldig, og jeg overvejede længe, om løbet skulle fortsætte.” Poulidor lå på linje med de fleste af sine fagfæller – et bjerg var et bjerg og ikke en dæmonisk ånd: ”Regn, kulde … vi er underlagt vejrliget, og varmen på Ventoux hører med til det.” Jean Stablinski, den erfarne kaptajn for Tricolore-holdet, supplerede: ”Jeg deltog i krigen i Algier, og efter klokken tolv middag rørte man sig ikke ud af flækken. Tour de France er ikke krig. Heldigvis. Vi må bare gøre vores arbejde, og hvis man fjerner Ventoux, så kan man lige så godt fjerne brostenene i Paris-roubaix. At løbe en risiko er vores daglige lod.” Simpsons holdkammerat Denson føjede til: ”Når jeg er udmattet, står jeg af. Tom fortsætter derimod. Han er uhyggelig og kan drive sig selv til det yderste.” Frikendtes Ventoux, ja så var der kun en anden mulighed, når ansvaret skulle placeres. Doping. Omkring dette emne holdt de fleste dog en skurrende tavshed, og sportsdirektørerne meldte med stor beklagelse hus forbi med den ofte anvendte forsvarstale, hvordan skulle de kunne kontrollere deres ryttere 24 timer i døgnet. Dumas havde helt klart fået færten af den ubehagelige stank. En topidrætsmand falder ikke pludselig død om, selv ikke på vej over Ventoux. Sammen med sin gode ven og kollega Macorigh nægtede han at give tilladelse til en begravelse, før Simpsons lig var blevet obduceret. Dumas vidste, som alle i inderkredsen, at englænderen gerne benyttede stærke medicinske produkter og havde en kort horisont i jagten på den til stadighed efterspurgte vare, nemlig energi i store mængder. De mere ansvarlige blev enige om, at denne tragedie ikke skulle være forgæves, nu måtte
der komme orden i forholdene, hvis ikke sportens renommé, der i forvejen var ganske smudsigt, skulle gå helt op i sømmene. Cykelryttere og deres soignører var på denne tid mere afhængige af apotekervarer og kvaksalvernes mirakelpiller, og mere villige end nogen anden gruppe atleter, når det drejede sig om indtagelsen af præstationsfremmende produkter. Man kappedes nærmest om at indtage de største mængder, og mange aktive, inklusive Simpson, kørte rundt som disciplinerede narkomaner. Ikke fordi man decideret ville snyde, for alle i miljøet kendte til forholdene, alle indtog et eller andet, men ingen gennemtænkte konsekvenserne, og rytterne så meget sjældent længere end til næste start. Hvis man havde fortalt en rytter, at han kunne pådrage ryggen til diverse sig varige mén, ødelagte nyrer, psykisk ubehag, afhængighed med mere, så ville han være blevet dybt forarget – desværre ikke over sig selv, men derimod over alle de mennesker, han satte sin lid til og som havde forholdt ham disse vitale informationer. En, der åbnede døren en smule på klem, var Julio Jiménez. Han udtalte sig om det kontroversielle emne til en spansk lokalradio. ”Alle ryttere i Tour de France indtager tabletter. Hvis kontrollen ikke er positiv, er det fordi, der er noget galt med den. De fem første på en etape skal obligatorisk underkaste sig en urinprøve. Men jeg tror ikke, at de ryttere, der afgiver urinprøverne, er de samme, som dem, der bliver kontrolleret. Alle snupper et middel, og derfor er alle skyldige, eller ingen er det.” Pointen i denne groteske afsløring synes ganske simpel, om end datidens cykelpublikum måtte have stået lidt desorienteret over for det frimodige udsagn. Rytterne snød på stribe, og visse kontrollanter var ikke et hak bedre, men vendte tværtimod ryggen til diverse manipulationer. Først efter skandalen med Michel Pollentier på L'alpe d'huez i 1978 skulle det blive klart, hvilke omgåelseskneb, adskillige ryttere rent rutinemæssigt greb til ved de officielle kontroller. Det besynderlige i denne sag ligger i den mere eller mindre bevidste fordrejning af, hvad der kan kaldes skyldsspørgsmålet. Man skød på arrangørerne, på klimaet, på det lede bjerg, på sportsdirektør Taylor, på cognac-sjusser, som afdøde skulle have indtaget ved foden af bjerget, på dr. Dumas – ja, den inkriminerende finger pegede i mange retninger, men ikke på den rette skyldige: Tom Simpson. Journalisten David Saunders tegner i forordet til andenudgaven af Simpsons selvbiografi, Cycling Is My Life (1967), et meget rammende portræt af sin ven. ”Han var ikke nogen fysisk stærk mand, hvilket gør hans store resultater endnu mere bemærkelsesværdige. Tynd og smal om skulder og bryst, så ved blot at betragte ham var det umuligt at fortælle, hvorfra han fik sin energi og udholdenhed. Hvad var det, der drev denne store rytter i døden? Ambitioner? Forfængelighed? Penge? Det var nok penge. Han ville tjene tilstrækkeligt, så familien kunne forsørges i fremtiden.” Denne analyse rammer plet. Simpsons karriere rettede sig meget entydigt mod de økonomiske muligheder, og gevinsten skulle hentes gennem fysisk arbejde, den spinkle krop måtte drænes for alle ressourcer, og da de ikke rakte, gik rytteren på det sorte marked, hvor man kunne købe ekstra energi, piske sit legeme uden at det gjorde særligt ondt. Da Simpson blev verdensmester i 1965, kalkulerede han helt rimeligt med nogle store kontrakter, men et skiuheld i januar 1966 kom på tværs, og budgettet kunne ikke holdes. Der skulle præsteres endnu mere, og i 1967-Touren kørte han både for de indbringende kriteriekontrakter, men også for en plads på Salvarni-holdet i 1968, hvor lønnen stadig stod in blanko. På Ventoux foretog Simpson et sidste af mange overtræk, for denne gang stoppede kreditten. Kroppen var tom, kunne ikke levere mere energi og tilfredsstille fordringen om, nej, ikke sportslige resultater, Simpson vidste udmærket, at han ikke ville vinde løbet, han skulle bare igennem, men et økonomisk udbytte og dermed et socialt avancement. Simpson er sandelig ikke en idrættens martyr.
”Rytterne snød på stribe, og visse kontrollanter var ikke et hak bedre, men vendte tværtimod manipulationer ”