TRAGEDIEN 50 ÅR EF­TER

Tour de France Magasinet - - INDHOLD - TEKST: OLE SKJOLD­HØJ

”De til­ste­de­væ­ren­de læ­ger har be­slut­tet at næg­te til­la­del­se til en be­gra­vel­se af af­dø­de.” Kom­mu­niké 13. juli 1967

MAJOR TOM OG HANS TRUP

Tors­dag d. 13. juli, 13. eta­pe. Il­de­vars­len­de to gan­ge tret­ten. 211 km fra Mar­seil­le til Car­pen­tras og med et par van­ske­lig­he­der un­der­vejs. Ef­ter 83 ki­lo­me­ter ka­te­go­ri 3-bjer­get Col de Po­in­tu (534 m) og ef­ter 172 ki­lo­me­ter Mont Ven­toux (1.912 m), der iføl­ge pro­gram­met skul­le pas­se­res ved halv­fem­ti­den. Tour de France 1967 gen­nem­før­tes med na­tio­na­le hold, og en bri­tisk grup­pe af me­get jævn kva­li­tet hav­de ac­cep­te­ret en in­vi­ta­tion fra ar­ran­gø­rer­ne. Det en­gel­ske for­bund valg­te Alec Tay­l­or som sport­s­di­rek­tør, mest på grund af en vis er­fa­ring med kon­ti­nen­tale løb. Høv­ding for den­ne for­ma­tion blev Tom Simpson, i den fran­ske pres­se om­talt som major Simpson, en 29-årig klas­se­ryt­ter med sto­re re­sul­ta­ter: ver­dens­me­ster på lan­de­vej 1965, vin­der af Tour des Flan­dres 1961, den før­ste en­gel­ske klas­si­ker­sejr i 1900-tal­let, vin­der af Bor­deaux-pa­ris, ma­ra­ton­lø­bet ef­ter Der­ny [op mod 560 km langt], i 1963, Mila­no-san Re­mo 1964 og en­de­lig sej­re­de han i Giro di Lom­bar­dia 1965 iført den regn­bu­e­stri­be­de ver­dens­mester­trø­je. Det var det bed­ste, en bri­te ind­til da hav­de præ­ste­ret. Simpson, der i marts hav­de vun­det det ugelan­ge Pa­ris-ni­ce, glim­re­de som hol­dets stjer­ne, det var ham, der skul­le ar­bej­des for, hans

am­bi­tio­ner om en top­pla­ce­ring i klas­se­men­tet fik hø­je­ste pri­o­ri­tet. ”Jeg vil vi­se, at man og­så kan reg­ne med mig i eta­pe­løb,” for­kla­re­de han før 1967-Touren. ”Det er den slags ryt­te­re, der in­ter­es­se­rer al­le hold. Uden dis­se kva­li­te­ter bli­ver det svært, når man skal fin­de en ar­bejds­gi­ver.” Bag dis­se be­tragt­nin­ger lå en strid mel­lem Simpson og hans fran­ske Peu­geot-hold, hvor man ik­ke rig­tig tro­e­de på eng­læn­de­rens mu­lig­he­der i løb over tre uger, der­til fo­re­kom han for skrø­be­lig bå­de fy­sisk og psy­kisk. De ind­vie­de vid­ste des­u­den, at Simpson hav­de kon­takt til Salva­ra­ni og vil­le gø­re sig at­trak­tiv med en god præ­sta­tion i Touren. EN KONTROVERSIEL TILSTÅELSE Simp­sons indstil­ling til sin sport tan­ge­re­de det bruta­le. Krop­pen måt­te un­der­ka­ste sig øn­sket om sejr, pin­s­ler­ne skul­le vur­de­res i for­hold til ind­tje­nings­mu­lig­he­der­ne. Han kal­ku­le­re­de med ar­bej­dets løn som den vig­tig­ste driv­kraft. Mam­mon i størst mu­lig mæng­de for­blev gu­lero­den, og det be­hov kun­ne li­ge­som hos Anquet­il fortræn­ge sygdom og de­pres­si­ve pe­ri­o­der. Al­le­re­de i 1959 tjen­te Simpson i sin før­ste sæ­son som pro­fes­sio­nel på en uge det sam­me, som ti må­ne­der kun­ne ha­ve bragt i hus som in­du­stri­ar­bej­der, og det mo­ti­ve­re­de. På den an­den si­de var han ik­ke bleg for at be­ret­te om vej­en til rig­dom, om de me­re lys­sky og for of­fent­lig­he­den, især den en­gel­ske, tvivls­om­me me­to­der, man be­tjen­te sig af i den stræb­som­me jagt på suc­ces. I au­gust-sep­tem­ber 1965 skab­te Simpson en min­dre skan­da­le, da han for en god be­ta­ling i den en­gel­ske avis The Pe­op­le af­slø­re­de nog­le af sit mil­jøs me­re grum­se­de sider: ”Cy­kel­løb er ik­ke kun en sport, det er og­så en for­ret­ning. Vi udø­ver den først og frem­mest for pen­ge, og der­næst for at vin­de. Hvis man vil vin­de, må man ha­ve hjælp, og hvis den­ne hjælp ik­ke er in­den for ræk­ke­vid­de på nor­mal vis, må man kø­be den. Jeg ta­ber al­drig fri­vil­ligt et stort løb, hvor jeg kan vin­de. Men en ryt­ter uden sej­rs­chan­ce re­ser­ve­rer sig til næ­ste løb, idet han dog kan tje­ne en skil­ling, hvis han ar­bej­der for en kol­le­ga med vin­der­chan­ce. Un­der så­dan­ne be­tin­gel­ser vil­le jeg mod­ta­ge pen­ge fra en kon­kur­rent.” Den­ne tilståelse før­te til, at præ­si­den­ten for UCI, Adri­a­no Ro­do­ni, fløj i fl­int og tal­te om bag­va­skel­se og løg­ne, hvor­til kom en un­der­sø­gel­se af den ny­slå­e­de ver­dens­mesters for­hold, da han hav­de ska­det sin sports ære på det skam­me­lig­ste. Mauri­ce Vi­dal, re­dak­tø­ren af Miroir du Cyclis­me, for­blev som of­te helt æd­ru i sin vur­de­ring og skrev syr­ligt: ”De, der me­ner, at Simpson ik­ke har for­talt sand­he­den, vil de ven­ligst træ­de frem og be­næg­te!” The Pe­op­le fort­sat­te si­ne af­slø­rin­ger, men ef­ter et kraf­tigt vink fra Simp­sons ar­bejds­gi­ver, Peu­geot, faldt det sen­sa­tio­nel­le i dis­se in­ti­me med­del­el­ser gan­ske dra­stisk. ”Ver­dens­meste­ren har for­rå­dt sit mil­jøs uskrev­ne love. I Chi­ca­gos un­der­ver­den hav­de man tømt et pi­stol­ma­ga­sin i ma­ven på ham,” vur­de­re­de Ja­cques Pe­ril­lat i Miroir Sprint. I kam­pen for de sto­re re­sul­ta­ter al­li­e­re­de Simpson sig be­red­vil­ligt med en ef­fek­tiv, men og­så lu­ne­fuld ven. Do­ping. I lø­bet af kort tid var han kendt i mil­jø­et som en hef­tig do­per, ryg­ter­ne om hans ind­ta­gel­se af ”dy­na­mit” be­gynd­te al­le­re­de i 1960 ef­ter Pa­ris-rou­baix, hvor han kom me­get med­ta­get i mål (som num­mer 8). Eng­læn­de­ren af­vi­ste dog al­le in­si­nu­a­tio­ner. ”Lad dem snak­ke. Det er vig­ti­ge­re at ha­ve en god samvit­tig­hed.” Alan Rams­bot­tom, en af Simp­sons hold­kam­me­ra­ter på Peu­geot-mand­ska­bet, skar det imid­ler­tid ud i pap. ”Tom tog man­ge chan­cer og en hu­lens bun­ke sti­mu­lan­ser. Han star­te­de på det li­ge fra sin før­ste dag som pro­fes­sio­nel.” Stryk­nin-ku­re og am­fe­ta­min af den dy­re kva­li­tet, Simpson hav­de al­tid en lil­le ta­ske til det, han om­tal­te som si­ne Mi­ck­ey Finns [nor­malt slang for spi­ri­tus med sove­mid­del i], og for den rig­ti­ge af­løn­ning for­tal­te han ger­ne om si­ne va­ner. Så­dan en åben­hed hør­te nem­lig med til hans prom­ove­rings­stra­te­gi.

STARTNUMMER 49 ER AFGÅET VED DØDEN

Bjergene blev al­drig Simp­sons ter­ræn, han hør­te ik­ke hjem­me derop­pe og op­t­rå­d­te al­tid som en frem­med i de myto­lo­gi­ske land­ska­ber. Des­u­den led han of­te på den sid­ste tred­je­del af de sto­re eta­pe­løb, fy­sik­ken slog ik­ke rig­tig til, og kun en stærk vil­je holdt mo­det op­pe. Ef­ter de før­ste ki­lo­me­ter af kla­tre­tu­ren til top­pen af Ven­toux på den­ne 13. eta­pe sam­le­des en lil­le grup­pe i front an­ført af den gu­le trø­je, den i det­te løb me­get kon­stan­te fransk­mand Ro­ger Pin­geon. Med i sel­ska­bet sad den span­ske bjerg­spe­ci­a­list Julio Jimé­nez, der til dag­lig hav­de kon­trakt med Anquet­ils Bic-hold, vin­de­ren af årets Giro d'ita­lia, Fe­li­ce Gi­mon­di, og Tom Simpson. Simp­sons an­sigt af­slø­re­de en fast for­ank­ret kri­se. Det hav­de tabt al far­ve, han lig­ne­de en kal­ket væg, og øj­ne­ne stir­re­de uhyg­ge­ligt stik­ken­de. Mun­den slog en krøl­le, og sve­den pib­le­de frem un­der ka­sket­ten, der for­nuf­tigt nok var sat på med skyg­gen i nak­ken. Eng­læn­de­ren avan­ce­re­de un­der åben­ly­se van­ske­lig­he­der, han mang­le­de ilt, men på den an­den si­de: Ven­toux gør mær­ke­li­ge ting ved de be­sø­gen­de, selv den bed­ste mo­tor kan få pro­ble­mer på vej op. Der fin­des dog og­så ryt­te­re med smag for den blytun­ge luft, de ny­der var­men, er for­tro­li­ge med den, krop­pen kan ab­sor­be­re tryk­ket, og ik­ke over­ra­sken­de er det de ibe­ri­ske ryt­te­re, der til­hø­rer den­ne ka­te­go­ri. Bjer­get lå som dagens ene­ste stør­re ud­for­dring, så der kun­ne ik­ke væ­re ta­le om ud­mat­tel­se ef­ter en lang og an­stren­gen­de eta­pe, og tem­po­et i fø­rer­fel­tet for­blev sta­bilt og jævnt, in­gen vold­som­me ryk. Al­li­ge­vel måt­te Simpson slip­pe, han gled til­ba­ge, op­slug­tes af næ­ste grup­pe, og her sad Luci­en Ai­mar, den slidstær­ke ber­li­ner Die­ter Pus­chel samt bel­gi­er­ne Wil­ly Mon­ty og Noël van Cloo­ster. Simpson fulg­te det­te sel­skab, hvor Ai­mar be­mær­ke­de kon­kur­ren­tens elen­di­ge for­fat­ning og til­bød no­get vand, men Simpson syn­tes uden for ræk­ke­vid­de, og små tre ki­lo­me­ter fra top­pen blev han ski­vet af og over­ladt til sig selv. To ki­lo­me­ter fra top­pen syn­tes han me­get hær­get og væl­te­de over mod en klip­pe­si­de. Det lig­ne­de ren ud­mat­tel­se. En me­ka­ni­ker, Har­ry Hall, kom lø­ben­de, bø­je­de sig over Simpson, der kramp­ag­tigt holdt fast på sin cy­kel og ik­ke vil­le slip­pe den, selv om Hall bad ham stop­pe, in­den det gik galt. Simpson af­vi­ste den snak, kom på ret køl igen og lod sig skub­be af sted. ”If Tom wants to go, he go­es,” lød sport­s­di­rek­tør Tay­l­ors be­slut­ning. Der var jo ik­ke langt til top­pen, der­ef­ter gik det nedad he­le vej­en til må­let i Car­pen­tras, og den tur vil­le væ­re som et kø­len­de og for­fri­sken­de bru­se­bad. Med ho­ve­d­et på skrå pin­te Simpson sig frem i zigzag-ryk, ding­le­de som et men­ne­ske ramt af de­li­ri­um, over­skred den græn­se, hvor sporten en­der og van­vid­det be­gyn­der. Vilj­en for­næg­te­de al for­nuft, her­un­der og­så krop­pens des­pe­ra­te ad­vars­ler. Sam­ti­dig hang Tay­l­or i bar over­krop ud over den åb­ne ser­vi­ce­bil og fulg­te fra nær­me­ste hold det­te ma­ka­bre op­trin. Selv­føl­ge­lig bur­de han ha­ve smidt hånd­klæ­det og stop­pet sin mand, in­den det kom så vidt. Og hvor­for gjor­de han så ik­ke det? Respekt og be­un­dring. Tay­l­or var helt grøn i job­bet, og ryt­te­ren vid­ste sik­kert langt me­re om, hvor­dan en så­dan si­tu­a­tion skul­le gre­jes. Det blev til små hund­re­de me­ters kør­sel, så be­gynd­te Simpson igen at ding­le. Hall og Tay­l­or fulg­te ud­vik­lin­gen fra ser­vi­ce­bi­len, som de par­ke­re­de for li­ge i ret­te tid at nå frem og gri­be den liv­lø­se ryt­ter, der med yder­li­ge­re hjælp fra et par til­sku­e­re blev pla­ce­ret no­get ube­kvemt på en bun­ke klip­pe­skær­ver. Hall og en sy­geple­jer­ske fra am­bu­lan­ce­tje­ne­sten Aspro gav mund-til­mund-første­hjælp, prø­ve­de for­gæ­ves at få gang i den be­vidst­lø­ses lun­ger. ”Hans an­sigt var gult, hu­den nær­mest gen­nem­sig­tig og øj­ne­ne stir­re­de stift. Der var ik­ke no­get sved. Sve­den var for­s­vun­det. An­sig­tet lig­ne­de voks, hu­den hav­de in­gen far­ve,” for­tal­te Hall se­ne­re. Pi­er­re Du­mas blev til­kaldt over ra­dio­en. Han var kendt som en in­dædt mod­stan­der af sti­mu­lans-mis­bru­get, hvis bi­virk­nin­ger han som nyud­nævnt Tour-læ­ge var ble­vet præ­sen­te­ret for på sam­me bjerg 12 år tid­li­ge­re un­der be­hand­lin­gen af en san­se­løst dopet Je­an Mal­lejac. Nu gen­tog tragedien sig, og som en kon­se­kvens for­lod Du­mas den am­bu­lan­te Tour-kon­sul­ta­tion, blev idræts­me­di­cinsk sag­kyn­dig og stod i spid­sen for en ge­ne­rel be­kæm­pel­se af det til­ta­gen­de mis­brug. Sam­men med sin kol­le­ga, dok­tor Fer­ruc­cio Ma­co­righ, fort­sat­te Du­mas mund-til-mund-be­hand­lin­gen, an­brag­te der­ef­ter en ilt­ma­ske over Simp­sons an­sigt, der gan­ske svagt hav­de få­et lidt far­ve, og et gisp gik gen­nem pa­tien­ten. Den­ne kram­pe­træk­ning blev det sid­ste liv­s­tegn. Aspro-he­li­kop­te­ren lan­de­de, og Ma­co­righ gav hjer­te­mas­sa­ge un­der fly­ve­tu­ren. Man gik ned ved Pont Bénézet, hvor en am­bu­lan­ce ven­te­de, og den trans­por­te­re­de pa­tien­ten til

”Med ho­ve­d­et på skrå pin­te Simpson sig frem i zigzag-ryk, ding­le­de som et men­ne­ske ramt af de­li­ri­um, over­skred den græn­se, hvor sporten en­der og van­vid­det be­gyn­der.”

ho­spi­ta­let i Avig­non. Her er­klæ­re­de en læ­ge Simpson for død klok­ken 17.40.

ET SPØRGS­MÅL OM AN­SVAR OG SKYLD

I må­l­om­rå­det un­dre­de til­sku­e­re og of­fi­ci­als sig. Jan Jans­sen hav­de vun­det spur­ten for­an Gi­mon­di, og ef­ter 20 mi­nut­ter var 98 ryt­te­re an­kom­met uden at man hav­de set skyg­gen af Simpson. Ude fra ru­ten med­del­tes, at der ik­ke var fle­re un­der­vejs, så eng­læn­de­ren måt­te væ­re stå­et af et el­ler an­det sted. Da bul­le­ti­nen om det ulyk­ke­li­ge sammenbrud nå­e­de frem, og ef­ter den spon­ta­ne chokre­ak­tion, stil­le­de de fle­ste me­re el­ler min­dre åben­hjer­tigt spørgs­må­le­ne: Hvor­dan kun­ne det gå til? Hvem var skur­ken? Man­ge pe­ge­de straks på Ven­toux, det on­de bjerg, som nu og­så hav­de en sport­s­mands liv på samvit­tig­he­den. Ja­cques God­det af­vi­ste dog tan­ken. Han vil­le selv­føl­ge­lig be­skyt­te den af ar­ran­gø­rer­ne lag­te ru­te og ud­tal­te sig sik­kert fuldt op­rig­tigt, men lød lidt som en, der va­ske­de si­ne hæn­der og gav sor­te­per vi­de­re. ”Det er et helt ri­me­ligt spørgs­mål, man stil­ler, når man vil vi­de, hvor langt man kan gå i spor­tens navn i sin sø­gen ef­ter ud­for­drin­ger. Men Ven­toux er ik­ke den skyl­di­ge, man må fin­de grun­den an­dre ste­der. Tors­dag var ik­ke den var­me­ste dag i lø­bet, en frisk vind blæ­ste over bjer­gets slet­ter [me­get kortva­rigt, det var ste­gen­de hedt!], blot tog del­ta­ger­ne ik­ke de nød­ven­di­ge for­holds­reg­ler. De be­gav sig af sted uden til­stræk­ke­lig be­skyt­tel­se af ho­ve­d­et, hvor de skul­le ha­ve væ­ret ud­sty­ret som på en ør­ke­n­eks­pe­di­tion med le­gio­nær­hat og nak­ke­skærm.” Med den­ne ud­ta­lel­se le­gi­ti­me­re­de God­det sin egen brug af tro­pe­hjelm, blot skal det og­så un­der­stre­ges, at kun fem ryt­te­re op­gav på en eta­pe, der uden Simp­sons for­lis vil­le ha­ve væ­ret for­holds­vis ud­ra­ma­tisk med syv ryt­te­re sam­let i for­trop­pen og in­gen æn­drin­ger i klas­se­men­tet. Se­ne­re er­kend­te God­det ef­ter en læn­ge­re re­flek­sion, at: ”Simpson var et vold­somt moralsk pro­blem. Jeg må til­stå, at jeg føl­te mig skyl­dig, og jeg over­ve­je­de læn­ge, om lø­bet skul­le fort­sæt­te.” Pouli­dor lå på linje med de fle­ste af si­ne fag­fæl­ler – et bjerg var et bjerg og ik­ke en dæ­mo­nisk ånd: ”Regn, kul­de … vi er un­der­lagt vej­r­li­get, og var­men på Ven­toux hø­rer med til det.” Je­an Stabl­in­ski, den er­far­ne kap­ta­jn for Tri­col­o­re-hol­det, sup­ple­re­de: ”Jeg delt­og i kri­gen i Al­gi­er, og ef­ter klok­ken tolv mid­dag rør­te man sig ik­ke ud af flæk­ken. Tour de France er ik­ke krig. Hel­dig­vis. Vi må ba­re gø­re vo­res ar­bej­de, og hvis man fjer­ner Ven­toux, så kan man li­ge så godt fjer­ne bro­ste­ne­ne i Pa­ris-rou­baix. At lø­be en ri­si­ko er vo­res dag­li­ge lod.” Simp­sons hold­kam­me­rat Den­son fø­je­de til: ”Når jeg er ud­mat­tet, står jeg af. Tom fort­sæt­ter der­i­mod. Han er uhyg­ge­lig og kan dri­ve sig selv til det yder­ste.” Fri­kend­tes Ven­toux, ja så var der kun en an­den mu­lig­hed, når an­sva­ret skul­le pla­ce­res. Do­ping. Om­kring det­te em­ne holdt de fle­ste dog en skur­ren­de tavshed, og sport­s­di­rek­tø­rer­ne meld­te med stor be­kla­gel­se hus for­bi med den of­te an­vend­te for­svarsta­le, hvor­dan skul­le de kun­ne kon­trol­le­re de­res ryt­te­re 24 ti­mer i døg­net. Du­mas hav­de helt klart få­et fær­ten af den ube­ha­ge­li­ge stank. En to­pi­dræts­mand fal­der ik­ke plud­se­lig død om, selv ik­ke på vej over Ven­toux. Sam­men med sin go­de ven og kol­le­ga Ma­co­righ næg­te­de han at gi­ve til­la­del­se til en be­gra­vel­se, før Simp­sons lig var ble­vet ob­du­ce­ret. Du­mas vid­ste, som al­le i in­der­kred­sen, at eng­læn­de­ren ger­ne be­nyt­te­de stær­ke me­di­cin­ske pro­duk­ter og hav­de en kort ho­ri­sont i jag­ten på den til sta­dig­hed ef­ter­s­purg­te va­re, nem­lig ener­gi i sto­re mæng­der. De me­re an­svar­li­ge blev eni­ge om, at den­ne tragedie ik­ke skul­le væ­re for­gæ­ves, nu måt­te

der kom­me or­den i for­hol­de­ne, hvis ik­ke spor­tens renom­mé, der i for­vej­en var gan­ske sm­ud­sigt, skul­le gå helt op i søm­me­ne. Cy­kel­ryt­te­re og de­res soig­nø­rer var på den­ne tid me­re af­hæn­gi­ge af apo­te­ker­va­rer og kvaksal­ver­nes mira­kel­pil­ler, og me­re vil­li­ge end no­gen an­den grup­pe at­le­ter, når det dre­je­de sig om ind­ta­gel­sen af præ­sta­tions­frem­men­de pro­duk­ter. Man kap­pe­des nær­mest om at ind­ta­ge de stør­ste mæng­der, og man­ge ak­ti­ve, in­klu­si­ve Simpson, kør­te rundt som di­sci­pli­ne­re­de narko­ma­ner. Ik­ke for­di man de­ci­de­ret vil­le sny­de, for al­le i mil­jø­et kend­te til for­hol­de­ne, al­le ind­t­og et el­ler an­det, men in­gen gen­nemtænk­te kon­se­kven­ser­ne, og rytterne så me­get sjæl­dent læn­ge­re end til næ­ste start. Hvis man hav­de for­talt en ryt­ter, at han kun­ne på­dra­ge ryg­gen til di­ver­se sig va­ri­ge mén, øde­lag­te ny­rer, psy­kisk ube­hag, af­hæn­gig­hed med me­re, så vil­le han væ­re ble­vet dybt for­ar­get – desvær­re ik­ke over sig selv, men der­i­mod over al­le de men­ne­sker, han sat­te sin lid til og som hav­de for­holdt ham dis­se vi­ta­le in­for­ma­tio­ner. En, der åb­ne­de dø­ren en smu­le på klem, var Julio Jimé­nez. Han ud­tal­te sig om det kon­tro­ver­si­el­le em­ne til en spansk lo­kal­ra­dio. ”Al­le ryt­te­re i Tour de France ind­ta­ger tab­let­ter. Hvis kon­trol­len ik­ke er po­si­tiv, er det for­di, der er no­get galt med den. De fem før­ste på en eta­pe skal ob­liga­to­risk un­der­ka­ste sig en urin­prø­ve. Men jeg tror ik­ke, at de ryt­te­re, der af­gi­ver urin­prø­ver­ne, er de sam­me, som dem, der bli­ver kon­trol­le­ret. Al­le snup­per et mid­del, og der­for er al­le skyl­di­ge, el­ler in­gen er det.” Po­in­ten i den­ne gro­te­ske af­slø­ring sy­nes gan­ske sim­pel, om end da­ti­dens cy­kel­pu­bli­kum måt­te ha­ve stå­et lidt des­o­ri­en­te­ret over for det fri­mo­di­ge ud­sagn. Rytterne snød på stri­be, og vis­se kon­trol­lan­ter var ik­ke et hak bed­re, men vend­te tvær­ti­mod ryg­gen til di­ver­se ma­ni­pu­la­tio­ner. Først ef­ter skan­da­len med Mi­chel Pol­len­ti­er på L'alpe d'huez i 1978 skul­le det bli­ve klart, hvil­ke om­gå­el­ses­k­neb, ad­skil­li­ge ryt­te­re rent ru­ti­ne­mæs­sigt greb til ved de of­fi­ci­el­le kon­trol­ler. Det be­syn­der­li­ge i den­ne sag lig­ger i den me­re el­ler min­dre be­vid­ste for­drej­ning af, hvad der kan kal­des skylds­spørgs­må­let. Man skød på ar­ran­gø­rer­ne, på kli­ma­et, på det le­de bjerg, på sport­s­di­rek­tør Tay­l­or, på cog­nac-sju­s­ser, som af­dø­de skul­le ha­ve ind­ta­get ved fo­den af bjer­get, på dr. Du­mas – ja, den in­kri­mi­ne­ren­de fin­ger pe­ge­de i man­ge ret­nin­ger, men ik­ke på den ret­te skyl­di­ge: Tom Simpson. Jour­na­li­sten David Saun­ders teg­ner i for­or­det til an­de­nud­ga­ven af Simp­sons selv­bi­o­gra­fi, Cycling Is My Li­fe (1967), et me­get ram­men­de po­rtræt af sin ven. ”Han var ik­ke no­gen fy­sisk stærk mand, hvil­ket gør hans sto­re re­sul­ta­ter end­nu me­re be­mær­kel­ses­vær­di­ge. Tynd og smal om skul­der og bryst, så ved blot at be­trag­te ham var det umu­ligt at for­tæl­le, hvor­fra han fik sin ener­gi og ud­hol­den­hed. Hvad var det, der drev den­ne sto­re ryt­ter i døden? Am­bi­tio­ner? For­fæn­ge­lig­hed? Pen­ge? Det var nok pen­ge. Han vil­le tje­ne til­stræk­ke­ligt, så fa­mi­li­en kun­ne for­sør­ges i frem­ti­den.” Den­ne analyse ram­mer plet. Simp­sons kar­ri­e­re ret­te­de sig me­get en­ty­digt mod de øko­no­mi­ske mu­lig­he­der, og ge­vin­sten skul­le hen­tes gen­nem fy­sisk ar­bej­de, den spink­le krop måt­te dræ­nes for al­le res­sour­cer, og da de ik­ke rak­te, gik ryt­te­ren på det sor­te mar­ked, hvor man kun­ne kø­be ek­stra ener­gi, pi­ske sit le­ge­me uden at det gjor­de sær­ligt ondt. Da Simpson blev ver­dens­me­ster i 1965, kal­ku­le­re­de han helt ri­me­ligt med nog­le sto­re kon­trak­ter, men et ski­uheld i ja­nu­ar 1966 kom på tværs, og bud­get­tet kun­ne ik­ke hol­des. Der skul­le præ­ste­res end­nu me­re, og i 1967-Touren kør­te han bå­de for de ind­brin­gen­de kri­te­rie­kon­trak­ter, men og­så for en plads på Salvar­ni-hol­det i 1968, hvor løn­nen sta­dig stod in blan­ko. På Ven­toux fo­re­tog Simpson et sid­ste af man­ge over­træk, for den­ne gang stop­pe­de kre­dit­ten. Krop­pen var tom, kun­ne ik­ke le­ve­re me­re ener­gi og til­freds­stil­le for­drin­gen om, nej, ik­ke sport­s­li­ge re­sul­ta­ter, Simpson vid­ste ud­mær­ket, at han ik­ke vil­le vin­de lø­bet, han skul­le ba­re igen­nem, men et øko­no­misk ud­byt­te og der­med et so­ci­alt avan­ce­ment. Simpson er san­de­lig ik­ke en idræt­tens mar­tyr.

”Rytterne snød på stri­be, og vis­se kon­trol­lan­ter var ik­ke et hak bed­re, men vend­te tvær­ti­mod ma­ni­pu­la­tio­ner ”

Den slag­ne Simp­sons af­sked med den­ne ver­den om­kran­set af di­ver­se of­fi­ci­als og i respekt­fuld af­stand nys­ger­ri­ge til­sku­e­re.

Tour de France 1955. Dok­tor Du­mas, i bar over­krop, mø­der al­le­re­de i sin før­ste Tour mil­jø­ets mør­ke sider. På Ven­toux be­hand­ler han en am­fe­ta­min kno­ck-ou­ted Je­an Mal­lejac.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.