Interview: Simon Kjær og an­fø­rer­rol­len

Efter et ti dligt gen­nem­brud var han den yng­ste spiller i Dan­marks star­top­stil­ling ved VM i 2010. I sin e ti år i sto­re uden­land­ske klub­ber har han i lan gt stør­ste­delen af ti­den væ­ret stam­spil­ler. Og som ba­re 27- årig blev han ud­nævnt som ny anfører for

VM Fodbold 2018 - - Indhold - Tekst: Morten Glinvad, Se­vil­la

Han har ik­ke læst de span­ske avi­ser, men den­ne dag kun­ne han nu ro­ligt gø­re det. Der er po­si­ti­ve ord og pæ­ne ka­rak­te­rer til Simon Kjær efter gårs­da­gens sto­re op­gør på Ramón Sán­chez Pizjuán. Dan­ske­ren be­kræf­te­de, at han var til­ba­ge på sit hø­je­ste ni­veau, da Se­vil­la var på vej mod en me­ri­te­ren­de sejr over det ind­til da ube­sej­re­de top­hold FC Bar­ce­lo­na. Men så kom Lio­nel Mes­si på ba­nen efter en kort ska­des­pau­se. Og i de sid­ste mi­nut­ter blev 2-0 til 2-2.

”Da jeg var yn­gre, kun­ne jeg tæn­ke på det i fle­re dage. Og det kun­ne på­vir­ke mig hu­mør­mæs­sigt. Det gør det ik­ke mere,” si­ger han da­gen der­på på Se­vil­las træ­nings­an­læg i ud­kan­ten af by­en. Kam­pen er al­le­re­de be­ar­bej­det, og det sam­me er den 29-åri­ge krop, som ved fle­re lej­lig­he­der i den­ne sæ­son har voldt pro­ble­mer.

”Der er ik­ke tid til at væ­re skuf­fet. Du skal læ­re af dine fejl, men der er ik­ke tid til at sid­de og hæn­ge med ho­ve­d­et. Hvis jeg gjor­de det, så ville jeg ik­ke få la­vet mi­ne ting. Så ville jeg få en stør­re reg­ning på min krop i mor­gen. Og så er jeg ik­ke fit til tirs­dag. Det er op på he­sten igen. Det hand­ler om at kun­ne læg­ge tin­ge­ne til si­de og stil­le skar­pt og ta­ge det med, som du kan bru­ge.”

Er du nødt til at ha­ve den di­stan­ce og ik­ke la­de re­sul­ta­ter­ne præ­ge dig?

”Ja. Du har en kær­lig­hed til fod­bol­den. Det var det, der star­te­de det. Det var din drøm. Og det er er det også sta­dig, men det er også et ar­bej­de. Og det er en ky­nisk ver­den og en utak­nem­me­lig ver­den på man­ge punk­ter, når det kom­mer til pres og vur­de­rin­ger. Så du skal kun­ne tri­ves med dig selv. Jeg har hold­kam­me­ra­ter, som jeg skal op­nå re­sul­ta­ter sam­men med. Men først og frem­mest skal jeg sør­ge for, at jeg spiller. Og den ene­ste, der kan gø­re no­get ved det, det er mig. Jeg skal gø­re så­dan, at træ­ne­ren ik­ke kan sæt­te mig på bæn­ken. Det er dig selv, det he­le hand­ler om,” si­ger Simon Kjær og ly­der som det, han er: En gen­nem­ru­ti­ne­ret fod­bold­spil­ler, der ken­der de fle­ste hjør­ner af den pro­fes­sio­nel­le fod­bold­ver­den.

Som 29-årig er han nu frem­me ved kar­ri­e­rens sjet­te klub i ud­lan­det. Til som­mer er det ti år si­den, han som te­e­na­ger for­lod FC Midtjyl­land og rej­ste til Pa­ler­mo. Si­den har han op­t­rå­dt på sto­re adres­ser i sto­re liga­er, og gen­nem langt stør­ste­delen af kar­ri­e­ren har han væ­ret stam­spil­ler i si­ne klub­ber. I marts spil­le­de han sin land­skamp num­mer 75, og med meget få und­ta­gel­ser har han væ­ret sik­ker mand på hol­det un­der bå­de Morten Ol­sen og Åge Ha­rei­de. Og hans sta­tus på lands­hol­det blev ma­ni­feste­ret, da han som blot 27-årig blev ud­nævnt som hol­dets nye anfører efter Da­ni­el Ag­gers pen­sio­ne­ring i 2016.

Men al­tid har han skul­let kæm­pe med en vis skep­sis fra om­gi­vel­ser­ne i for­hold til si­ne ev­ner som fod­bold­spil­ler. Han er al­drig ble­vet fol­kets fa­vo­rit hjem­me i Dan­mark. Men som åre­ne er gå­et, har han ef­ter­hån­den lært at ac­cep­te­re kri­tik­ken uden at la­de sig på­vir­ke af den. Meget bli­ver fil­tre­ret fra, in­den det når ind bag det men­tale skjold, der be­skyt­ter ham.

GRØNSKOLLING I SYD­AFRI­KA

Simon Kjærs de­but på det danske lands­hold var en af dem, der vil bli­ve hu­sket. Det var ik­ke i en grå test­kamp på et halv­tomt sta­dion i Øst­eu­ro­pa; han blev ka­stet ind i star­top­stil­lin­gen til den meget vig­ti­ge Vm-kva­li­fi­ka­tions­kamp i Sto­ck­holm mod Sve­ri­ge i ju­ni 2009. Per Krøl­d­rup var ble­vet ska­det, og så var det op til den 20-åri­ge Kjær at ta­ge kam­pen op med Zla­tan Ibra­him­ović og Hen­rik Lars­son ved si­de af Da­ni­el Ag­ger på et dansk lands­hold, hvor Wil­li­am Kvist spil­le­de høj­re ba­ck, og hvor Thomas Au­gusti­nus­sen og Martin Ber­n­burg blev skif­tet ind un­der­vejs.

Kjær be­gik straf­fes­park i 1. halv­leg, men Thomas Sø­ren­sen red­de­de Kim Käll­ströms for­søg fra plet­ten, og i ste­det vandt Dan­mark en vig­tig 1-0-sejr på Thomas Ka­h­len­bergs mål. Over for me­di­er­ne be­skrev Simon Kjær det selv som ”en drøm­me­de­but,” og BT var enig: ”Simon Kjær fik en de­but til hi­sto­ri­ebø­ger­ne. Sik­ker, kølig og hårdt kæm­pen­de. Stærk i luft­du­el­ler­ne, stærk i jord­du­el­ler­ne, stærk fy­sisk, stærk tek­nisk og stærk men­talt.”

En ny lands­holds­spil­ler var født, og et år efter var han et sik­kert kort til star­top­stil­lin­gen i Vm-slutrunden. Men i test­kam­pen i Aal­borg mod Se­ne­gal blev han knæska­det li­ge in­den af­rej­sen til Syd­afri­ka. Han nå­e­de dog at bli­ve spil­le­klar og var med i de to før­ste kam­pe mod Hol­land og Ca­mero­un, in­den han sad ude med ka­ran­tæ­ne i den sid­ste kamp mod Ja­pan.

”Det var meget tur­bu­lent på grund af ska­den. Men det var en fan­ta­stisk oplevelse og en fan­ta­stisk er­fa­ring i så ung en al­der. Slut­run­der­ne er det yp­per­ste, man kan nå som lands­holds­spil­ler. Det var for mig en form for be­kræf­tel­se tid­ligt i kar­ri­e­ren. Det gjor­de, at jeg ville gø­re end­nu mere for at op­nå det igen.”

Hvordan var det at kom­me ind på det lands­hold?

”Det var en hyg­ge­lig grup­pe, men man skul­le li­ge ind på den. Det var nog­le gut­ter, der hav­de væ­ret sam­men i man­ge år. Og så var der to grønskol­lin­ger med i Christian Eriksen og mig. Der var jo nog­le ska­der, og man kun­ne godt ha­ve ar­gu­men­te­ret for, at nog­le an­dre skul­le ha­ve væ­ret med i Syd­afri­ka i ste­det for nog­le af de gar­ve­de spil­le­re.”

Er det an­der­le­des for de un­ge at kom­me ind på lands­hol­det i dag, end det var for dig?

”Ja, det er meget nem­me­re at kom­me ind nu. Der er fle­re yn­gre, men det er også en an­den tid. Det er en helt an­den kul­tur. Da jeg kom ind, kan jeg love for, at jeg sad li­ge så stil­le ov­re i hjør­net. Det var ik­ke man­ge ord, jeg sag­de. Jeg ven­te­de med at sæt­te mig på en stol, ind­til jeg var helt sik­ker på, at der ik­ke sad en an­den. Hvis Jon Da­hl råb­te no­get til mig, el­ler han hak­ke­de mig ned bag­fra fuld­stæn­dig umo­ti­ve­ret til træ­ning, så rej­ste jeg mig op og spil­le­de vi­de­re. Det tviv­ler jeg på, at de nye spil­le­re ville gø­re i dag. Det er en an­den tid. Man kan må­ske godt sav­ne den yd­myg­hed lidt i dag. Men det er nok sjove­re for jour­na­li­ster nu. Der er lidt fle­re per­son­lig­he­der, som kan si­ge et el­ler an­det vildt. Folk er ble­vet mere rapkæf­te­de.”

Hvordan har du det med det som anfører?

”Det har jeg det fint med. Der skal meget til at pis­se mig af. Jeg ta­ger imod meget og la­der egent­lig også meget kø­re for­bi. Men hvis jeg først bli­ver sur, så tror jeg hel­ler ik­ke, at man vil væ­re i tvivl. Men der skal meget til. Jeg tå­ler meget. Det er også no­get, der er kom­met med er­fa­rin­gen. Man bli­ver to­le­rant over for man­ge af de ting. Det tror jeg er fint.”

Da Åge Ha­rei­de i 2016 be­slut­te­de sig for, at Simon Kjær skul­le væ­re lands­hol­dets nye anfører, tal­te træ­ne­ren om, hvordan han tro­e­de på, at for­sva­re­ren ville vok­se i rol­len. Kjær er ik­ke no­gen højtrå­ben­de el­ler do­mi­ne­ren­de ty­pe, og da han un­der Ki­rin Cup i Ja­pan for før­ste gang bar an­fø­rer­bin­det, vir­ke­de det næ­sten ko­misk for hold­kam­me­ra­ter­ne, da han skul­le hol­de en pep­talk i om­klæd­nings­rum­met. Kjær er ik­ke de lan­ge ta­lers mand. Men han går for­re­st, har er­fa­rin­gen og er respek­te­ret.

”Jeg vil si­ge, at jeg er en for­nuf­tig, ær­lig og fair per­son som men­ne­ske. Hvis jeg ta­ger de ting med ind i rol­len som anfører, kan jeg se mig selv i øj­ne­ne. Jeg skal ik­ke prø­ve at væ­re no­gen an­den end mig selv.”

Tæn­ker du over, at du skal age­re an­der­le­des på lands­hol­det end i klub­ben, for­di du er anfører?

”Nej, ik­ke umid­del­bart. Jeg ta­ler li­ge med Åge om, hvad der skal ske i den kom­men­de sam­ling, og jeg kom­mer ind og bli­ver in­vol­ve­ret i nog­le

be­slut­nin­ger. Men det er ik­ke så­dan, at jeg li­ge skal hu­ske, at jeg skal ta­ge an­fø­rer­ka­sket­ten med hjem. Jeg æn­drer mig ik­ke som per­son efter, om jeg er anfører der­hjem­me, el­ler om jeg ba­re er en spiller i trup­pen her. Hvis jeg har en hold­ning her, så si­ger jeg det også.”

EN UMULIG KAMP

Un­der in­ter­viewet bli­ver Simon Kjær nog­le gan­ge af­brudt af en højtrå­ben­de spe­a­ker in­de fra træ­nings­an­læg­gets sta­dion. Han rå­ber om mål til Se­vil­las B-hold, der er ved at be­sej­re Bar­ce­lo­na B i Spa­ni­ens næst­bed­ste ræk­ke, efter at første­hol­de­ne stod for ho­ved­kam­pen in­de på Sán­chez Pizjuán den fo­re­gå­en­de af­ten.

For Kjærs hold har det væ­ret en om­tum­let sæ­son. In­den jul blev træ­ne­ren Edu­ar­do Be­rizzo fy­ret og af­løst af ita­li­e­ne­ren Vin­cen­zo Mon­tel­la. Hel­ler ik­ke han fik lov til at gø­re sæ­so­nen fær­dig, efter at re­sul­ta­ter­ne i liga­en har væ­ret et styk­ke un­der det for­ven­te­de. Til gen­gæld nå­e­de hol­det frem til kvart­fi­na­len i Cham­pions Le­ague og finalen i Co­pa del Rey.

For Kjær selv har det des­u­den væ­ret en sæ­son med fle­re ska­der. Han var ik­ke be­gej­stret for Be­rizzos ro­ta­tions­prin­cip i ef­ter­å­ret, men kon­sta­te­rer med en vis til­freds­hed, at han spil­le­de de vig­tig­ste kam­pe. Og un­der Mon­tel­la var han i star­top­stil­lin­gen, når han var spil­le­klar.

”Der har væ­ret man­ge tu­re op og ned. Der har væ­ret go­de præ­sta­tio­ner, og der har væ­ret dår­li­ge præ­sta­tio­ner. Kun­ne jeg ha­ve øn­sket mig, at det var gå­et an­der­le­des? Ja. Jeg kun­ne da godt ha­ve øn­sket mig, at alt var gå­et som en dans på ro­ser. Men når man spiller i den her liga, som for mig kva­li­tets­mæs­sigt er ver­dens bed­ste liga, så er der ik­ke råd til dår­li­ge dage. De bli­ver straf­fet. Så ta­ber du 5-1 mod Ei­bar,” si­ger han.

Un­der­vejs har der i takt med Se­vil­las svin­gen­de præ­sta­tio­ner væ­ret hård kri­tik af Simon Kjær og fle­re af de an­dre nyind­køb. Især i den dår­li­ge pe­ri­o­de om­kring års­skif­tet var dan­ske­ren en ud­sat mand.

”Jeg læ­ser ik­ke så man­ge span­ske me­di­er, men jeg er godt klar over, at der ik­ke var den bed­ste to­ne til sidst i ef­ter­å­ret. Så­dan er fod­bold, og jeg har prø­vet det man­ge gan­ge. Der skal al­tid væ­re en syndebuk,” si­ger han.

På den må­de har sæ­so­nen i Se­vil­la væ­ret et spejl­bil­le­de af he­le Kjærs kar­ri­e­re. Hans træ­ne­re sto­ler på ham og ser ham som stam­spil­ler, så helt dår­ligt kan det ik­ke ha­ve væ­ret. Men i of­fent­lig­he­den har der væ­ret kri­tik, og avi­ser­ne har i pe­ri­o­der be­skre­vet ham som et fejl­køb.

”Al­le folk, der si­ger, at de er pis­se­li­geg­la­de med, hvad der bli­ver råbt og skre­get el­ler skre­vet, de ly­ver. For kom­mer det nok gan­ge og bli­ver ved og ved og ved, så vil det al­tid på­vir­ke dig. Spørgs­må­let er ba­re, hvor meget det på­vir­ker dig. Hvis jeg sad og sag­de til dig: ’Hold kæft, hvor er du en idi­ot.’ Og jeg så blev ved med at si­ge det hver ene­ste dag, jeg så dig. El­ler at du hver ene­ste gang, du åb­ne­de en avis, skul­le læ­se, at du var en idi­ot. De før­ste ti gan­ge, du læ­ser det, tæn­ker du: ’Okay, det er hans hold­ning. Så­dan er det.’ Men hvis du bli­ver ved med at læ­se det, så bli­ver du ir­ri­te­ret over det. For hvor­for står det der? Men jeg vil al­drig kun­ne vin­de den kamp ved at be­gyn­de at gå ind i en dis­kus­sion. Folk har de­res hold­ning. Det skal de ha­ve lov til. Så læn­ge jeg har gjort mit i for­hold til at for­be­re­de mig til en kamp og spil­le kam­pen, så ved jeg, at jeg har rent mel i po­sen. Så kan jeg ik­ke gø­re mere.”

Påvir­ke­de det dig mere, da du var yn­gre?

”Ja. Jeg lær­te meget i Wol­fsburg. I for­hold til me­di­er­ne og i for­hold til at ha­ve en træ­ner, som jeg ik­ke fun­ge­re­de med (Fe­lix Ma­gath, red.). I to år i Wol­fsburg tal­te jeg ik­ke med en jour­na­list. Hvis der blev la­vet et mål imod os i Tys­kland, så var det min skyld. Jeg får of­te at vi­de, at jeg hav­de en ka­ta­stro­fal tid i Wol­fsburg. Men jeg spil­le­de 64 kam­pe på to år, så helt skidt kan det nok ik­ke ha­ve væ­ret. Det er of­te meget sort­hvidt desvær­re.”

I Dan­mark tviv­le­de man­ge på, om du pas­se­de til spansk fod­bold. Hvordan har du det, når du hø­rer den tvivl?

”Det er jo, for­di jeg i Dan­mark har få­et det præ­di­kat, at jeg ik­ke kan spil­le fod­bold. Det er meget sjovt, når jeg gen­nem åre­ne har snak­ket med med­spil­le­re fra mi­ne klub­ber, som jeg har spil­let mod med lands­hol­det. De si­ger, at de­res op­læg var, at jeg ik­ke skul­le ha­ve bol­den, for jeg kun­ne bå­de spil­le kort og langt og bå­de med høj­re og ven­stre. Men den kæ­re Morten Ol­sen sag­de en­gang, at jeg ik­ke var så go­de ven­ner med bol­den. Det hæn­ger sta­dig­væk ved den dag i dag. Må­ske i min­dre grad nu end for to år si­den. Men for seks år si­den fandt jeg ud af, at det er en

"DET HAR JEG DET FINT MED. DER SKAL MEGET TIL AT PIS­SE MIG AF. JEG TA­GER IMOD MEGET OG LA­DER EGENT­LIG OGSÅ MEGET KØ­RE FOR­BI. MEN HVIS JEG FØRST BLI­VER SUR, SÅ TROR JEG HEL­LER IK­KE, AT MAN VIL VÆ­RE I TVIVL"

kamp, jeg al­drig no­gen­sin­de kom­mer til at kun­ne vin­de. Men jeg skal nok hø­re for det, hvis jeg sen­der en bold ud over si­de­linj­en.”

Kan du godt læg­ge af­stand til det?

”Ja. For jeg får ik­ke no­get ud af det, så jeg gi­der ik­ke bru­ge ener­gi på det. Jeg kan godt sid­de og snak­ke om det med dig og gi­ve min me­ning. Men det er al­drig en de­bat, jeg selv kun­ne fin­de på at ta­ge frem. Jeg kan ik­ke se hvor­for. Min far vil gerne ta­ge den op. For det gør ondt på ham at hø­re de her ting. Men han har nu også lært at le­ve med det.”

Fø­ler du dig grund­læg­gen­de mis­for­stå­et som fod­bold­spil­ler?

”Nej, det gør jeg ik­ke. Hvis du spør­ger det danske folk om, hvem jeg er, så tror jeg, at de vil si­ge, at jeg er for­svars­spil­ler med stort F, som er stærk i si­ne du­el­ler og kom­pro­mis­løs. Og en mand, der går for­re­st og vil gø­re alt for at vin­de. Så er der nok 50 pro­cent, der ville si­ge, at jeg ik­ke kan spil­le fod­bold, men det er så på grund af det, Morten sag­de den­gang. Jeg er rig­tig glad for Morten, men den der kan jeg ik­ke tak­ke ham for. Så nej, jeg fø­ler mig ik­ke mis­for­stå­et. Men nog­le gan­ge hæn­ger tin­ge­ne ved,” si­ger han. Men selv­om han har lært at ac­cep­te­re om­ver­de­nens hold­nin­ger, så lig­ger der sta­dig en un­dren i ham over, hvad kri­tik­ken egent­lig bun­der i.

”Jeg hav­de en dis­kus­sion med en ven i går, hvor jeg spurg­te ham: ’Hvordan kan det væ­re, at det skal væ­re så dansk ik­ke at byg­ge si­ne eg­ne spil­le­re op?’ Det er så dansk, at de ik­ke må tro, de er no­get. Nu skal vi li­ge ha­ve dem ned igen i ste­det for ba­re at sæt­te pris på, at man har en spiller i en stor klub. Det går så hur­tigt med at ham­re folk ned. Man har gi­vet An­dreas Chri­sten­sen be­ret­ti­get ros, for­di han spiller, hvor han gør. Så kom­mer der én fejl­pas­ning mod Bar­ce­lo­na, hvor Fá­bre­gas i øv­rigt ik­ke gad be­væ­ge sig, og hvor Azpi­li­cu­e­ta skul­le ned i en gli­den­de ta­ck­ling, hvor det var helt unød­ven­digt. Så lå bol­den in­de i ru­sen, og så spil­le­de de 1-1 på Stam­ford Brid­ge i ste­det for at vin­de 1-0. Men in­ten­tio­nen var jo rig­tig, at spil­le bol­den ud af det hø­je pres, som Bar­ce­lo­na kom med. Han skul­le spil­le den bold. Al­li­ge­vel skul­le jeg bag­ef­ter hø­re på, hvordan han skul­le svi­nes til. Og de snak­ke­de også om det da­gen efter i et Cham­pions Le­ague-stu­die: ’Kan han bli­ve klar til den næ­ste kamp, el­ler er han fuld­stæn­dig men­talt smadret?’ Stop nu li­ge en­gang. Det er folk, der selv har spil­let fod­bold, der står og si­ger de her ting. De har selv væ­ret der. Er det, for­di de skal kom­me ud med no­get kant? Sæt nu folk ind i si­tu­a­tio­nen. Han var da sik­kert pis­seir­ri­te­ret over den bold. Men det er jo ik­ke så­dan, at han ik­ke kan spil­le fod­bold en uge efter. Det er, hvad der sker. De nu­an­cer kan jeg ir­ri­te­re mig over,” si­ger Simon Kjær.

FORSVARSSPILLETS NU­AN­CER

In­de fra sta­dion bli­ver der igen skru­et op for sta­dions­pe­a­ke­ren, der rå­ber om end­nu et mål til Se­vil­las B-hold i kam­pen mod Bar­ce­lo­na. Se­vil­la At­léti­co, som B-hol­det hed­der, spiller i hvi­de trø­jer med en rød stri­be fra skul­der til hof­te præ­cis som det peru­an­ske hold, der bli­ver Kjærs og Dan­marks før­ste mod­stan­der ved VM. End­nu er der god tid til at stu­de­re peru­a­ner­ne, men for­sva­re­ren har ik­ke be­hov for en over­flod af in­for­ma­tio­ner om Jef­fer­son Far­fán og de an­dre peru­a­ne­re.

”Jeg har det bedst med ba­re at vi­de, hvil­ket ben de spar­ker med. Så ved jeg, hvilken vej jeg helst vil ha­ve dem. Re­sten vil jeg helst gø­re på min in­tu­i­tion.”

Tri­ves du bedst over for de sto­re, fy­si­ske an­gri­be­re frem for de små spir­re­vip­per?

”Ja. De små har en for­del i de­res ven­din­ger. Jeg har en fy­sisk for­del, hvis jeg kan nå at kom­me ind på dem. Problemet er, at de of­te er

ri­me­lig hur­ti­ge, så nog­le gan­ge når man det ik­ke. Så skal man hel­le­re ac­cep­te­re, at de ven­der en gang el­ler to. For hvis de står med front mod dig og er kom­met helt ned i fart, så har du også lidt nem­me­re ved at få fat i dem, når de skal rundt om dig. Så kan det fal­de ud til din for­del. Frem for at du bu­ser helt op i ryg­gen på dem, og de så ven­der og får det rig­ti­ge touch. Det gør de fle­ste her i Spanien. Så det er he­le ti­den en ba­lan­ce­gang.”

Ny­der du de fy­si­ske slag med en an­gri­ber?

”Det er en del af kam­pen. Mit job er, at de har en dår­lig dag. Om det så sker på den ene el­ler an­den må­de, er li­ge­gyl­digt. Jeg har ik­ke be­hov for at væ­re et svin. Over­ho­ve­det ik­ke. Men hvis man be­der mig om at væ­re et svin, så skal jeg også nok væ­re et svin. Så det er he­le ti­den det med, hvilken ty­pe du er over­for. Er der no­gen, der skal tir­res? Er der no­gen, der ik­ke skal tir­res? El­ler skal du ba­re spil­le ham hårdt, men med respekt. Men hvis der er en, der be­gyn­der at træ­de mig over fød­der­ne, så får han til­ba­ge af sam­me skuf­fe. Det er en del af kam­pen.”

Har du med al­de­ren æn­dret dig til at væ­re mere for­ud­se­en­de som for­sva­rer?

”Jeg har al­drig væ­ret ty­pen, der ban­ker ho­ved­løst op i en du­el. Jeg har det bedst, når jeg er ne­de i min kæ­de, og jeg ved, hvor mi­ne folk er. Når de så kom­mer ned i min zo­ne, så ved jeg også, at det er mig, der ta­ger mig af dem. I kam­pen mod Bar­ce­lo­na stod vi of­te op­pe på mid­ter­linj­en og spil­le­de mand-mand. Mod Bar­ce­lo­na. Det er alt­så okay spil­le­re at væ­re ale­ne med, og det skal du væ­re klar til at kun­ne gø­re. Jeg er en tæn­ken­de for­svars­spil­ler, som læ­ser spil­let godt, og som ik­ke lø­ber no­gen unød­ven­dig ri­si­ko. Det kan godt væ­re, at det ser godt ud, at man bry­der kæ­den og får bol­den og så kan spil­le den ti me­ter læn­ge­re frem og få en om­stil­ling. Men du får må­ske kun bol­den fi­re gan­ge ud af ti, og de seks an­dre gan­ge mang­ler du ne­de bagi, og det gi­ver pro­ble­mer. Så jeg skal væ­re nær­mest 100 pro­cent sik­ker på at få den bold for, at jeg går derop.”

Så i en fin kamp, be­hø­ver du ik­ke væ­re syn­lig?

”Meget bli­ver løst ved pla­ce­rin­ger. Hvis bol­den ik­ke er ved mig, så er det for­di, der ik­ke er plads,” smi­ler han.

TRYGHEDSNARKOMANEN

Det er en Simon Kjær i sin bed­ste fod­bol­dal­der, der til som­mer skal til sit livs tred­je slut­run­de. Han dra­ger til Rusland med er­fa­ring fra liga­er­ne i Ita­li­en, Tys­kland, Frank­rig, Tyr­ki­et og Spanien. I den­ne sæ­son har han for før­ste gang i kar­ri­e­ren væ­ret med i ho­ved­t­ur­ne­rin­gen i Cham­pions Le­ague. Nu er må­let at gå vi­de­re fra grup­pe­spil­let ved en slut­run­de, efter at bå­de VM i 2010 og EM i 2012 end­te med exit efter en sejr og to ne­der­lag i grup­pen.

”Hvis jeg tæn­ker på, hvor jeg kom­mer fra, hvor langt jeg er nå­et, og de ste­der, hvor jeg har spil­let og spiller nu, så kan man på jysk si­ge, at jeg godt kan til­la­de mig at klap­pe mig selv på skul­de­ren,” smi­ler han.

”Men det lig­ger ik­ke til mig og der, jeg er fra. Jeg kom­mer fra Lund med 2000 ind­byg­ge­re. Det har gjort, at jeg har taget det stil­le og ro­ligt. Det er ik­ke ste­get mig til ho­ve­d­et. Jeg er stolt af, hvad jeg har op­nå­et, men jeg er ik­ke bed­re end min sid­ste kamp.”

Du har spil­let i fle­re klub­ber i Sy­d­eu­ro­pa med stort pres. Hvordan fin­der du ro­en?

”Der var li­ge Wol­fsburg, hvor den sid­ste tid var svær. Men el­lers har jeg al­tid følt, at li­ge meget hvor vi har væ­ret, så har jeg haft det godt, så snart jeg har væ­ret in­den for hu­sets fi­re væg­ge. Jeg el­sker at væ­re hjem­me. Det er min ko­ne ik­ke helt til­freds med, på det punkt er vi sor­te og hvi­de. Hun vil ud og se no­get, hvor jeg el­sker at væ­re hjem­me. Der tri­ves jeg, og der er jeg tryg. Og jeg er en tryg­heds­narko­man og har al­tid væ­ret det. Når jeg ved, at jeg er hjem­me, så er jeg, hvor jeg er tryg. Og når jeg har det sted, så har jeg ik­ke op­le­vet, at no­get kan få mig til at tviv­le på det ene el­ler an­det.”

Hel­ler ik­ke når der duk­ker vre­de ul­tras op til træ­ning som i ja­nu­ar her i Se­vil­la?

”Nej. Det var nu hel­ler ik­ke så vold­somt i for­hold til, hvad jeg har set an­dre ste­der,” si­ger han med et skævt smil.

Hjem­me på kon­to­ret har Simon Kjær sta­dig den sor­te bog, han be­gynd­te at bru­ge som ung i FC Midtjyl­land, hvor han ar­bej­de­de sam­men med en co­ach. Han brug­te bo­gen til at kon­kre­ti­se­re, hvad han skul­le gø­re for at få en kar­ri­e­re som pro­fes­sio­nel.

”Børn si­ger, at de vil væ­re pro­fes­sio­nel­le fod­bold­spil­le­re, men der er ik­ke no­gen, der aner, hvad det in­de­bæ­rer. Jeg fik i bo­gen sat nog­le kla­re mål, men jeg har sta­dig spildt 30 pro­cent af mit po­ten­ti­a­le. Det fandt jeg ud af, da jeg fik børn. Det sat­te tin­ge­ne i per­spek­tiv. Det ly­der sim­pelt: Når jeg ta­ger til træ­ning, så gør jeg det nu for at træ­ne og gø­re mi­ne ting. Ik­ke for at kom­me hur­tigt hjem. Du har sik­kert selv sid­det her og set bi­ler­ne med de an­dre spil­le­re stry­ge ud og tænkt over, hvor jeg blev af. Men jeg ved, at jeg skal gø­re mi­ne ting i dag, for der er kamp igen på tirs­dag. Jeg har ik­ke so­vet sær­lig meget i nat, men nu har jeg af­talt at sid­de her med dig, og så vil jeg også gi­ve et ær­ligt og åbent interview. Jeg gør mi­ne ting 100 pro­cent, men når jeg så kø­rer ud ad po­r­ten der, så tæn­ker jeg hel­ler ik­ke mere på fod­bold i dag,” si­ger han.

”Det for­stod jeg ik­ke, da jeg var 15 år. Jeg kan tælle 100 træningspas, hvor jeg er ankommet som den sid­ste og taget hjem som den før­ste for at kom­me hjem på sofaen og spil­le Playstation el­ler se en film el­ler spi­se en frokost. Der er man­ge spild­te træ­nin­ger. Det hand­ler om at fin­de ud af det. Da jeg fik mit før­ste barn, lær­te jeg at skil­le tin­ge­ne ad. Det he­le gik ik­ke op i fod­bold, til gen­gæld var jeg helt fo­ku­se­ret, når jeg var der. Hvordan kun­ne det ik­ke ha­ve set ud, hvis man hav­de få­et barn som 21-årig?” smi­ler han.

Bru­ger du sta­dig co­ach?

”Nej, jeg har ik­ke gjort det i fem-seks år. Jeg har sta­dig min bog og mi­ne no­ta­ter fra al­le mi­ne ses­sio­ner. Når jeg sid­der op­pe på væ­rel­set og kig­ger i den, bli­ver jeg min­det om det. Men jeg er klar over, hvad jeg skal gø­re nu. Jeg ved hvad der skal til.”

Er du på den må­de i mål som fod­bold­spil­ler. Er det kun ved­li­ge­hol­del­se fra nu?

”Jeg er al­drig i mål. De ting kan jeg bli­ve ved med at ar­bej­de på. Den dag jeg ik­ke har en gnist for at vin­de el­ler tro­e­de, at jeg ik­ke kun­ne ud­vik­le mig mere, så skal jeg stop­pe. Så kom­mer det kun til at gå en vej. Du kan al­tid bli­ve bed­re med træ­ning, det er jeg helt over­be­vist om. 29 til 32 år er de bed­ste år som mid­ter­for­sva­rer. Så har du er­fa­rin­gen.”

Har du den fø­lel­se? At du al­drig har væ­ret bed­re end nu?

”I går mod Bar­ce­lo­na føl­te jeg, at jeg var godt kø­ren­de, men det kan æn­dre sig. Det er jeg kun her­re over ud fra mit ar­bej­de hver ene­ste dag. Men 29 til 32 år er egent­lig også for tid­ligt, for det er en ny tid. Folk spil­le­re læn­ge­re end før. Der er meget mere fo­kus på krop­pen end før i ti­den. Du kan se de kæ­re ita­li­en­ske spil­le­re, som er 34 el­ler 36 år. De kan sta­dig væ­re med,” ly­der det fra den danske Vm-anfører.

"JEG KAN TÆLLE 100 TRÆNINGSPAS, HVOR JEG ER ANKOMMET SOM DEN SID­STE OG TAGET HJEM SOM DEN FØR­STE FOR AT KOM­ME HJEM PÅ SOFAEN OG SPIL­LE PLAYSTATION"

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.