Reportage: Mysteriet Peru

I år­ti­er har peru­ansk fod­bold væ­ret præ­get af elen­dig­hed, in­tri­ger, skuf­fel­ser og skan­da­ler. Og på for­hånd ty­de­de in­tet på, at det den­ne gang skul­le lyk­kes for Peru at bry­de den 36 år gam­le Vm-for­ban­del­se. Der er in­gen gyl­den ge­ne­ra­tion, klub­fod­bol­den er

VM Fodbold 2018 - - Indhold - Tekst: Morten Glinvad, Li­ma @Mor­teng­lin­vad

På en café i Madrid la­der Jor­ge Val­da­no tan­ker­ne rej­se 33 år til­ba­ge i ti­den. Til en ju­ni­dag i 1985. Og han er ik­ke i tvivl.

”Det er den mest pi­ne­ful­de kamp, jeg har op­le­vet i mit liv,” si­ger den 62-åri­ge Val­da­no. En mand, der el­lers har set det me­ste som spiller, træ­ner, sport­s­di­rek­tør, for­fat­ter og kom­men­ta­tor.

Han ta­ler om Vm-kva­li­fi­ka­tions­kam­pen mel­lem Val­da­nos eget Ar­gen­ti­na og Peru. Det var den al­ler­sid­ste kamp i grup­pen og en de­ci­de­ret fi­na­le om en bil­let til VM i Me­xi­co. Ar­gen­ti­na kun­ne nø­jes med uaf­gjort, men peru­a­ner­ne var over­ra­sken­de for­an 2-1. Ta­be­ren af du­el­len stod for­an en van­ske­lig op­sam­lings­run­de med tre an­dre sy­da­me­ri­kan­ske hold.

”Vi kun­ne ik­ke fin­de vej til må­let. Vi var i al­vor­lig fa­re for at gå glip af VM. Men så kom Ga­reca ind,” for­tæl­ler Val­da­no om ud­skift­nin­gen efter en ti­mes spil i Bu­enos Ai­res.

Ri­car­do Ga­reca var en tynd og rang­let an­gri­ber, der kom ind på den mud­re­de ba­ne med strøm­per­ne ne­de om an­k­ler­ne. Hans rol­le på lands- hol­det hav­de al­drig væ­ret den sto­re, men det blev den den­ne dag. Med ti mi­nut­ter til­ba­ge modt­og Da­ni­el Pas­sa­rel­la bol­den i høj­re si­de, tog den ned med bry­stet og spar­ke­de på tværs. Bol­den prel­le­de af på stol­pen, sprang til­ba­ge, og Ga­reca skub­be­de den det sid­ste styk­ke ind i må­let. Ar­gen­ti­na kom til VM, og Peru måt­te bli­ve hjem­me.

”Vi blev pif­tet fra ba­nen. Den dag kun­ne in­gen for­ud­si­ge, at vi et år se­ne­re ville bli­ve ver­dens­me­stre,” si­ger Val­da­no.

Kam­pen i Bu­enos Ai­res blev om­vendt star­ten på Perus trængs­ler, der kom til at va­re i fle­re år­ti­er og ud­vik­le­de sig til et na­tio­nalt trau­me. Lands­hol­det gik fra at væ­re na­tio­nens stolt­hed, der hav­de char­me­ret ver­den i 1970’er­ne, til at væ­re det øm­me punkt. Li­ge ind­til Ri­car­do Ga­reca i be­gyn­del­sen af 2015 kom til Peru som ny land­stræ­ner for de rød-hvi­de. Bød­len fra 1985 blev man­den, der gjor­de op med elen­dig­he­den og fik Peru til­ba­ge til en Vm-slut­run­de.

Nog­le timer se­ne­re sæt­ter jeg mig ind i et fly i Madrids in­ter­na­tio­na­le luft­havn med en lang nat for­u­de in­den an­kom­sten i Li­ma på Sy­da­me­ri­kas stil­le­hav­skyst. Jeg tæn­ker på Val­da­nos ord og på den ek­stre­me hi­sto­rie om Ri­car­do Ga­recas ind­fly­del­se på Perus fod­boldskæb­ne. Og jeg tæn­ker

på de ord, Édi­son Fl­o­res an­vend­te, da jeg mød­te den peru­an­ske lands­holds­spil­ler i Aal­borg nog­le må­ne­der tid­li­ge­re:

”Jeg har al­drig set mit land spil­le ved et VM. Og nu skal jeg selv del­ta­ge i en Vm-slut­run­de. Det er meget be­væ­gen­de.”

Aab-spil­le­ren Édi­son Fl­o­res blev født i 1994. Da var der al­le­re­de gå­et 12 år, si­den Peru se­ne­st delt­og ved VM i Spanien i 1982. For hver dag der går, er der fær­re og fær­re peru­a­ne­re, der kan hu­ske, hvordan det fø­les, når de­res eget land del­ta­ger ved et VM. Vi dan­ske­re kan fø­le det som meget lang tid, når der som nu er gå­et seks år si­den den se­ne­ste slut­run­de. For nord­mænd må de 18 år si­den EM i 2000 fø­les som en evig­hed, men det er sta­dig kun halvt så lang tid, som Peru har ven­tet. Ja, de har del­ta­get ved en ræk­ke Co­pa Améri­ca-tur­ne­rin­ger si­den da, men her er der in­gen kva­li­fi­ka­tions­tur­ne­ring.

Hvad gør den lan­ge ven­te­tid ved et land? Og hvor­for er det lyk­ke­des net­op nu? Et kig på Perus nu­væ­ren­de lands­hold gi­ver ik­ke ind­tryk af, at der er ta­le om en gyl­den ge­ne­ra­tion. Tvær­ti­mod. At Édi­son Fl­o­res, der på in­gen må­de har im­po­ne­ret i si­ne to sæ­so­ner i den mid­del­må­di­ge danske Superliga, er en fol­ke­helt og pro­fil på det peru­an­ske lands­hold, kan fo­re­kom­me ab­surd. Hvordan i al­ver­den har Ri­car­do Ga­reca kun­net kva­li­fi­ce­re så­dan et hold til VM på be­kost­ning af blandt an­dre de dob­bel­te sy­da­me­ri­kan­ske me­stre Chi­le med Ale­xis Sán­chez og Ar­tu­ro Vi­dal i spid­sen?

SLÅ ØRER­NE UD

På for­si­der­ne tæl­ler sport­sa­vi­ser­ne ned til VM, og i ra­dio­en i taxa­en fra Li­mas in­ter­na­tio­na­le luft­havn for­tæl­ler en nyheds­op­læ­ser, at Peru nu har få­et be­kræf­tet to ven­skabs­kam­pe i sep­tem­ber i Hol­land og Tys­kland. Et be­vis på, at Peru nu er ble­vet en fod­bold­na­tion, de sto­re lan­de ta­ger al­vor­ligt, ly­der ana­ly­sen.

En hel na­tion glæ­der sig til ju­ni, og en af dem, der glæ­der sig mest, ta­ger imod på 15. eta­ge i en bo­lig­blok i for­ret­nings­kvar­te­ret San Isi­dro. Piero Brescia, en 33-årig rocksanger, der har de­di­ke­ret en stor del af sin mu­sik til det peru­an­ske lands­hold og til fa­vo­rit­klub­ben Uni­ver­si­ta­rio. Piero var blandt de hel­di­ge, der var på plads på Esta­dio Na­cio­nal i novem­ber, da Peru vandt 2-0 over New Ze­aland i den sid­ste play­of­f­kamp og sik­re­de bil­let­ten til Rusland. For før­ste gang i sit liv skal han nu se Peru ved et VM.

”Jeg var meget rørt den af­ten. I så man­ge år har vo­res drøm om VM væ­ret sluk­ket. En hel ge­ne­ra­tion af men­ne­sker har væ­ret fru­stre­re­de i åre­vis. Vi har talt om fod­bold, vi har spil­let fod­bold, men vi har al­drig væ­ret med. Nu fø­ler vi os som del af den fest for før­ste gang. Det var en stor af­ten. Og Li­ma be­væ­ge­de sig, som var der et jord­s­kælv,” si­ger han om jub­len over Jef­fer­son Far­fáns mål til 1-0, der fik sei­s­mo­gra­fer til at gi­ve ud­slag i et om­fang, så der duk­ke­de ad­vars­ler om jord­s­kælv op på mo­bil­te­le­fo­ner­ne i Li­ma.

Vi går op på Pi­eros sto­re tag­ter­ras­se. Di­sen lig­ger over Perus enor­me ho­ved­stad, hvor ind­byg­ger­tal­let nu har pas­se­ret 10 mil­li­o­ner og er mere end for­doblet si­den den­gang i 1982, da Peru se­ne­st delt­og ved en Vm-slut­run­de. Bag en skys­kra­ber lig­ger Esta­dio Na­cio­nal. Piero for­tæl­ler, at han selv var må­l­mand som barn og spil­le­de sam­men med de nu­væ­ren­de lands­holds­stjer­ner Jef­fer­son Far­fán og Pa­o­lo Gu­er­rero. Men han stop­pe­de med at vok­se og lag­de i ste­det sin ener­gi i mu­sik­ken.

”Vi har al­tid væ­ret for­fulgt af uheld, her­ma­no. Et mål imod os i sid­ste mi­nut. En fejl af vo­res må­l­mand. En of­f­si­de, der ik­ke blev dømt. El­ler også røg vi ud på må­l­for­skel som in­den VM i 1998, for­di Chi­le score­de fi­re mål mod os. Peru er et land, der har væ­ret gen­nem man­ge lidelser, men det er også et land, der kæm­per. Al den fru­stra­tion er ble­vet for­løst nu,” si­ger Piero.

Nog­le dage tid­li­ge­re med­vir­ke­de han i et indslag på peru­ansk tv om sin mu­sik. Lands­hol­dets suc­ces har gi­vet ham og hans grup­pe Ali­en­to Blanquir­ro­jo en del op­mærk­som­hed i de se­ne­ste må­ne­der. Snart sen­der grup­pen et al­bum på ga­den ude­luk­ken­de med san­ge de­di­ke­ret lands­hol­det op til VM. Blandt de­res største hits er num­me­ret ’Pa­ren las Orejas’, ’slå ører­ne ud’, som er navn­gi­vet efter Édi­son Fl­o­res med kæ­le­nav­net ’Orejas’ på grund af hans sto­re ører. Fl­o­res har taget nav­net til sig, så han efter si­ne mål sæt­ter hæn­der­ne bag ører­ne og vip­per dem ud.

”Jeg be­gynd­te på den efter kam­pen i ef­ter­å­ret mod Ecu­a­dor, hvor han score­de. Den sam-

PERU ER ET LAND, DER HAR VÆ­RET GEN­NEM MAN­GE LIDELSER, MEN DET ER OGSÅ ET LAND, DER KÆM­PER. AL DEN FRU­STRA­TION ER BLE­VET FOR­LØST NU.

PIERO BRESCIA, ROCKSANGER

me af­ten be­gynd­te jeg at skri­ve san­gen,” si­ger Piero og be­gyn­der at syn­ge: ” Pa­ren las orejas, que sea fe­ri­a­do na­cio­nal.” Slå ører­ne ud, lad det bli­ve na­tio­nal hel­lig­dag.

Piero fik sit øn­ske op­fyldt. Perus præ­si­dent er­klæ­re­de, at da­gen efter play­of­f­kam­pen mod New Ze­aland var na­tio­nal hel­lig­dag i lan­det. Nu hå­ber sangskri­ve­ren, at hans mu­sik kan åb­ne en dør, så han får mu­lig­he­den for at støt­te lands­hol­det i Rusland.

Her må peru­a­ner­ne dog kla­re sig uden de­res anfører og sam­lings­punkt Pa­o­lo Gu­er­rero. I ok­to­ber blev den mest scoren­de spiller i lands­hol­dets hi­sto­rie i for­bin­del­se med kam­pen i Ar­gen­ti­na i Vm-kva­li­fi­ka­tio­nen te­stet po­si­tiv for stof­fet ben­zoylec­go­nin, et ord, en­hver peru­a­ner i dag ken­der. Stof­fet op­står, når ko­kain ned­bry­des i den men­ne­ske­li­ge or­ga­nis­me. I før­ste om­gang blev Gu­er­rero som straf idømt et års ka­ran­tæ­ne. Si­den blev straf­fen hal­ve­ret, så han al­li­ge­vel kun­ne fø­re hol­det ind på ba­ner­ne i Rusland, men til sidst be­slut­te­de CAS, den in­ter­na­tio­na­le sport­s­dom­stol, at sæt­te ka­ran­tæ­nen op til 14 må­ne­der, så Peru nu må kla­re sig til VM uden sin anfører.

”Jeg blev meget vred over sa­gen. Jeg tror, den blev skabt for at for­styr­re os. Gu­er­rero er et for­bil­le­de, som in­spi­re­rer fol­ket. Han har ver­dens­klas­se og kun­ne spil­le i Re­al Madrid el­ler Bar­ce­lo­na. Det fortje­ner han. Jeg tror ik­ke på, at han kan ha­ve spil­let i så man­ge år og så til al­ler­sidst i kar­ri­e­ren skul­le fin­de på at ta­ge do­ping el­ler ko­kain. Jeg tror, de har la­vet et spil med ham,” si­ger Piero om sa­gen, som har få­et en hel na­tion til at ra­se mod om­ver­de­nen.

Piero Brescia har al­tid for­søgt at be­va­re tro­en på lands­hol­det, selv­om det har væ­ret svært. Så­dan var det også i star­ten af Vm-kva­li­fi­ka­tio­nen, hvor in­tet ty­de­de på, at hol­det stod for­an et gen­nem­brud efter an­sæt­tel­sen af Ri­car­do Ga­reca. Men plud­se­lig vend­te det.

”Me­di­er­ne svi­ne­de ham til i star­ten og ville ha­ve ham til at gå af. Men Ga­reca vi­ste, hvad han er la­vet af. Jeg har enorm respekt for ham. Han har den hi­sto­rie, at han holdt os ude af VM den­gang. Det får spil­ler­ne til at tæn­ke, at han må ha­ve no­get knowhow. Han må vi­de, hvordan vi skal kom­me til VM. Han er yd­myg, sim­pel og li­ge­til. Spil­ler­ne fø­ler sig godt til­pas med ham,” si­ger Piero Brescia om træ­ne­ren, der har gjort det, som i åre­vis vir­ke­de umu­ligt.

”Nu skal vi mø­de Hol­land og Tys­kland efter VM. Før mød­te vi Hai­ti el­ler Tri­ni­dad & To­ba­go i ven­skabs­kam­pe­ne. Det vi­ser, at ver­den ser an­der­le­des på Peru.”

DU MÅ VÆ­RE EN MASOCHIST

Piero Brescia er langt fra den ene­ste peru­a­ner, der er ramt af fod­bold­fe­ber. I be­gyn­del­sen af ok­to­ber sid­ste år blev der pro­du­ce­ret mere end en mil­li­on lands­hold­strø­jer i Peru in­den de sid­ste Vm-kva­li­fi­ka­tions­kam­pe, og den ka­rak­te­ri­sti­ske hvi­de trø­je med den rø­de stri­be på skrå fra ven­stre skul­der til mod­sat­te hof­te er svær at over­se i Li­mas ga­der. Midt ude på en vej i San Isi­dro går en halt mand på kryk­ker rundt i fuld lands­holds­dragt med Gu­er­reros navn på ryg­gen. Overalt re­k­la­me­res der for rej­ser til Rusland el­ler kon­kur­ren­cer om Vm-tu­re, og selv­om rej­sen er bå­de lang og dyr, hav­de om­kring 10.000 peru­a­ne­re i be­gyn­del­sen af april købt bil­let­ter til VM. I ga­der­ne i Mir­afl­o­res-kvar­te­ret kø­rer en ca­bri­o­let rundt, som er ble­vet om­la­ke­ret i det peru­an­ske flags far­ver i an­led­ning af det fo­re­stå­en­de VM.

Lør­dag af­ten dan­ser un­ge og gam­le peru­a­ne­re salsa i Parque Ken­ne­dy i Mir­afl­o­res. Man­ge men­ne­sker er på ga­den, og et an­det sted i par­ken har en stør­re flok sam­let sig og rå­ber i mun­den på hin­an­den.

“Cam­bio! Ven­do! Fi­guri­tas! Cro­mos!” ly­der det. ”Jeg bytter, og jeg sælger! Klistermærker!”

Pa­ni­nis Vm-sam­le­hæf­te kom på ga­den for et par uger si­den, og peru­a­ner­ne har ka­stet sig over mær­ker­ne med stor iver. Perus til­ste­de­væ­rel­se i al­bum­met er det fy­si­ske be­vis på, at lan­det vir­ke­lig skal til VM. Nu bru­ger børn, un­ge kæ­re­ste­par og he­le fa­mi­li­er de­res lør­dag af­ten på at byt­te og kø­be de mang­len­de mær­ker.

En lil­le dreng er al­le­re­de nå­et langt med at fyl­de sit hæf­te: ”Se, fra Peru mang­ler jeg kun ham her. Édi­son Fl­o­res,” si­ger han be­gej­stret.

An­dre ta­ler om pri­ser­ne for en Vm-rej­se til Rusland. Al­le har lyst, få har råd.

For at bli­ve klo­ge­re på ef­fek­ten af Perus kva­li­fi­ka­tion til VM be­sø­ger jeg Al­do Pan­fi­chi en for­mid­dag i San Isi­dro. I hjem­mesko og blø­de buk­ser tris­ser han ned i sin dag­ligstue og sæt­ter sig i en læ­ne­stol og gi­ver sig til at ta­le om et em­ne, der fa­sci­ne­rer ham. Al­do Pan­fi­chi er en respek­te­ret so­cio­log og har ud fra den bag­grund be­skæf­ti­get sig ind­gå­en­de med fod­bol­dens rol­le i det peru­an­ske sam­fund gen­nem hi­sto­ri­en. For ti år si­den ud­gav han bo­gen ’Ese gol exi­ste’ (’Det­te mål ek­si­ste­rer’), som iføl­ge un­der­tit­len er et kig på Peru gen­nem fod­bol­den. In­den VM kom­mer en ny Pan­fi­chi-bog om fod­bold på ga­den.

”Vi le­ver i en drøm og gen­nem­le­ver et hi­sto­risk øje­blik. Da Peru kva­li­fi­ce­re­de sig, så man ek­stra­or­di­næ­re scener i ga­der­ne. Der var en over­svøm­mel­se af na­tio­na­lis­me, som jeg al­drig før har set. Peru har al­tid haft en svag na­tio­nal­fø­lel­se. Nu er der en na­tio­nal stolt­hed, som ik­ke var der før. Skabt af et hold af yd­my­ge spil­le­re, som har stær­ke bånd til man­den på ga­den, og som re­præ­sen­te­rer for­an­drin­ger­ne i lan­det i dis­se år,” si­ger Al­do Pan­fi­chi.

”En sport­s­lig suc­ces kan æn­dre et lands selv­til­lid og stem­ning. Før var der en skam over lands­hol­det. For vi er et fod­bold­land. Al­le sam­fun­dets lag blev præ­get af det.”

Han for­tæl­ler de­tal­je­ret om fod­bol­dens hi­sto­rie i Peru. Fra spil­lets an­komst med de en­gel­ske sø­mænd i slut­nin­gen af det 19. år­hund­re­de til ud­bre­del­sen i be­folk­nin­gen, hvor fod­bold blev en sce­ne, hvor de fat­ti­ge kun­ne vin­de over de ri­ge, og hvor sor­te, hvi­de og ind­fød­te spil-

JEG BYTTER, OG JEG SÆLGER! KLISTERMÆRKER! SE, FRA PERU MANG­LER JEG KUN HAM HER. ÉDI­SON FL­O­RES.

FOLK PÅ GA­DEN I LI­MA

le­de si­de om si­de. Han be­skri­ver klub­fod­bol­den, hvor magt­ful­de fa­mi­li­er i år­ti­er har sty­ret tra­di­tions­klub­ber­ne. Han om­ta­ler et fod­bold­for­bund, der i man­ge år var en dys­funk­tio­nel stør­rel­se præ­get af kor­rup­tion. Og et lands­hold, der ik­ke gav an­det end skuf­fel­ser til den fod­bold­ga­le peru­an­ske be­folk­ning.

”Før spurg­te mi­ne be­kend­te mig un­dren­de, hvor­for jeg dog gad føl­ge med i fod­bold. Der er in­gen løs­nin­ger, kun pro­ble­mer, sag­de de. Du må væ­re en masochist,” smi­ler Al­do Pan­fi­chi.

Han er selv med­lem af Ali­an­za Li­ma, en af lan­dets stor­klub­ber, som hans fa­mi­lie har støt­tet i ge­ne­ra­tio­ner. Han er en væg­tig stem­me i fod­bold­de­bat­ten, og for nog­le år si­den blev han op­søgt af den da­væ­ren­de land­stræ­ner, uru­gu­ay­a­ne­ren Ser­gio Mar­ka­rián, der uden held for­søg­te at kva­li­fi­ce­re Peru til VM i Brasilien. Mar­ka­rián kom til Pan­fi­chi i fru­stra­tion over sit mø­de med den be­ryg­te­de man­gel på di­sci­plin på det peru­an­ske lands­hold. Li­sten over skan­da­lesa­ger gen­nem åre­ne er lang og hand­ler blandt an­det om druk­tu­re un­der lands­holds­sam­lin­ger og fe­ster med prosti­tu­e­re­de på spil­ler­nes ho­tel.

”Mar­ka­rián var helt op­gi­ven­de: ’Jeg har prø­vet alt. Jeg har taget al­le mid­ler i brug og gjort alt, hvad en træ­ner kan gø­re for at ska­be di­sci­plin. Og in­tet vir­ker.’ Problemet var, at der var ta­le om en tabt ge­ne­ra­tion. Det var en ge­ne­ra­tion, der vok­se­de op i øko­no­misk kri­se i Lat­i­na­me­ri­ka og med hy­pe­r­in­f­la­tion i Peru. De vok- se­de op i et land uden no­get frem­tids­per­spek­tiv,” si­ger Al­do Pan­fi­chi.

”Der­for blev de spil­le­re meget in­di­vi­du­a­li­sti­ske, og det præ­ge­de lands­hol­det. Det blev en sum af en ræk­ke for­skel­li­ge bar­rios, kvar­te­rer. Ik­ke for­stå­et som et geo­gra­fisk be­greb, men som at hver spiller var i cen­trum for sit eget lil­le bar­rio, sit mi­kro­sam­fund, med sin egen lil­le ban­de. Hvis spil­le­ren rak­te hån­den op, så var der en fra slæn­get, der kom med en kvin­de el­ler en fla­ske al­ko­hol til ham. Så det var ik­ke et hold. Det var en sum af en ræk­ke bar­rios,” fort­sæt­ter han.

”Det har Ga­reca nu brudt. Han fort­sæt­ter tra­di­tio­nen her i lan­det for los cau­di­l­los, de sto­re mænd, der træ­der frem i kri­sens stund. Men sam­ti­dig re­præ­sen­te­rer han for­an­dring ved, at hårdt ar­bej­de be­ta­ler sig, og at han la­der de bed­ste spil­le frem for de største nav­ne. De æn­drin­ger pas­ser meget godt sam­men med stem­nin­gen på ga­den. For ga­den har æn­dret sig,” si­ger han og pe­ger ud ad vin­du­et.

”Se på ud­vik­lin­gen her i Li­ma. Si­den årtu­sin­de­skif­tet har Peru gen­nem­gå­et en ex­cep­tio­nel øko­no­misk ud­vik­ling. Fat­tig­dom­men er fal­det, og en ny mid­delklas­se er vok­set frem. Der er op­stå­et en etik om frem­gang og hårdt ar­bej­de. Det har en stærk for­bin­del­se til det, der er sket med lands­hol­det. Det er et meget mere yd­mygt hold, som folk på ga­den kan spej­le sig i,” vur­de­rer so­cio­lo­gen.

”Og fod­bol­den er jo den na­tio­na­le pas­sion. Det var det, der mang­le­de. Vi mang­le­de at se det be­kræf­tet på en fod­bold­ba­ne, at vo­res land var i frem­gang. Vi kun­ne ik­ke fuldt ud tro på det, når de an­dre lan­de vandt stor­sej­re over os på fod­bold­ba­nen.”

VI FØR JEG

Et af­gø­ren­de ven­de­punkt for peru­ansk fod­bold fandt sted i slut­nin­gen af 2014. Gen­nem 12 år hav­de Ma­nu­el Bur­ga som præ­si­dent for lan­dets fod­bold­for­bund kon­trol­le­ret al­le aspek­ter af spor­ten. Nu hav­de kri­tik­ken nå­et et om­fang, så han måt­te for­la­de po­sten. Da Fifa-skan­da­len rul­le­de året efter, blev han an­holdt og ud­le­ve­ret til rets­for­føl­gel­se i USA for kor­rup­tion, men i slut­nin­gen af 2017 blev han fri­kendt på grund af mang­len­de be­vi­ser. I Peru tror de fær­re­ste dog på hans uskyld. Bur­gas fald brag­te nye an­sig­ter ind på fod­bolds­ce­nen. Og op­gø­ret var af­gø­ren­de for, at en af fortidens hel­te tak­ke­de ja til til­bud­det om at op­si­ge sit pri­vil­e­ge­re­de job som tv-kom­men­ta­tor for i ste­det at bli­ve ny sport­s­di­rek­tør i fod­bold­for­bun­det. Da Ju­an Car­los Oblitas en for­mid­dag ta­ger imod på sit kon­tor i La Vi­de­na, det peru­an­ske fod­bold­for­bunds ho­ved­kvar­ter, kan han med til­freds­hed se til­ba­ge på den enor­me for­vand­ling, Peru har gen­nem­gå­et i de tre år, han har haft job­bet.

”Si­tu­a­tio­nen var mildt sagt ka­o­tisk, da jeg star­te­de. Vi sad fast i for­ti­den. Det stod klart for mig, at vi var nødt til at æn­dre rig­tig man­ge ting. To­do! Det he­le. Vi kun­ne ik­ke fort­sæt­te med sta­tus quo. Vi hav­de et stort ar­bej­de for­an os, bå­de i for­hold til lands­hol­det og i for­hold til ta­len­t­ud­vik­lin­gen,” for­tæl­ler den 67-åri­ge Oblitas.

”Lands­hol­det er nu ble­vet et lokomotiv, der for­hå­bent­lig kan træk­ke det he­le med. Men der er sta­dig meget at gø­re. Det vig­tig­ste er ik­ke, at vi har kva­li­fi­ce­ret os til VM. Det vig­tig­ste er, hvad vi skal gø­re, så der ik­ke går 36 år, før det sker igen.”

Ju­an Car­los Oblitas har op­le­vet bå­de høj­de­punk­ter og lav­punk­ter på nær­me­ste hold som del af det peru­an­ske lands­hold. Han var for ung til at væ­re med, da de rød-hvi­de brød igen­nem på ver­dens­sce­nen ved VM i Me­xi­co i 1970, hvor hol­det med pro­fi­ler som Teó­fi­lo Cu­bil­las, Héctor Chum­pi­taz og Hu­go So­til tab­te en me­dri­ven­de kvart­fi­na­le til Brasilien. Men fem år se­ne­re var han del af hol­det, der vandt Co­pa Améri­ca for an­den gang i lan­dets hi­sto­rie, og han delt­og ved Vm-slut­run­der­ne i 1978 og 1982. Efter af­slut­nin­gen på den ak­ti­ve kar­ri­e­re

LANDS­HOL­DET ER NU BLE­VET ET LOKOMOTIV, DER FOR­HÅ­BENT­LIG KAN TRÆK­KE DET HE­LE MED. MEN DER ER STA­DIG MEGET AT GØ­RE.

JU­AN CAR­LOS OBLITAS

ka­ste­de han sig over træ­ner­ger­nin­gen og blev i 1996 land­stræ­ner for Peru. Han stod i spid­sen for lands­hol­det i kva­li­fi­ka­tio­nen til VM i Frank­rig, hvor peru­a­ner­ne gik glip af VM på må­l­for­skel­len efter et trau­ma­tisk 4-0-ne­der­lag i Chi­le i den næst­sid­ste kamp. Tæt­te­re på VM kom Peru ik­ke, ind­til Oblitas vend­te til­ba­ge som sport­s­di­rek­tør med op­ga­ven at ven­de fle­re år­ti­ers ned­t­ur.

”Min ge­ne­ra­tion dræb­te i vir­ke­lig­he­den to ge­ne­ra­tio­ner, for­di vi spil­le­de den fod­bold, vi gjor­de. Så kom folk til at ta­ge det for gi­vet. De an­svar­li­ge tro­e­de, at de peru­an­ske spil­le­re ville sky­de op af jor­den af sig selv, som vi gjor­de i min tid. Folk tro­e­de, at man ba­re skul­le til­fø­re no­get in­ten­si­tet til peru­ansk fod­bold. For det an­det var med­født. Ta­len­tet, kre­a­ti­vi­te­ten, den go­de tek­nik, fær­dig­he­der­ne,” si­ger Oblitas.

”Og mens vi gik i stå, ar­bej­de­de de hårdt med ta­len­t­ud­vik­lin­gen i Chi­le, i Uru­gu­ay, i Ecu­a­dor, i Pa­ragu­ay og i Co­lom­bia. Al­le an­dre ste­der. Vi blev hæg­tet mere og mere af. Det er ik­ke, for­di vi nu har op­fun­det den dy­be tal­ler­ken. Det, vi gør nu, har de læn­ge gjort i de an­dre lan­de,” fort­sæt­ter han.

”Sam­ti­dig væn­ne­de vi os ef­ter­hån­den til at ta­be. Når man le­ver med ne­der­lag, med­fø­rer det of­te, at man re­sig­ne­rer. Og re­sig­na­tion er det vær­ste, der fin­des,” si­ger han.

”Ne­ga­ti­vi­te­ten blev en kul­tur. En va­ne. Vi har få­et æn­dret det til po­si­ti­vis­me og håb. Jeg ved godt, at det kan ly­de meget re­to­risk, men det er vir­ke­lig­he­den. Vi har et mot­to: ’ Vi før jeg.’ In­gen er uund­vær­lig. No! Her hand­ler det om hol­det. Så­dan var det ik­ke før.”

Sport­s­di­rek­tø­ren smi­ler, når han for­tæl­ler om, hvordan han fik an­sat Ri­car­do Ga­reca som ny land­stræ­ner i be­gyn­del­sen af 2015. I dag frem­står an­sæt­tel­sen som en ge­ni­streg, men den­gang var ar­gen­ti­ne­ren ik­ke no­get åben­lyst valg. Oblitas hav­de mødt ham som spiller, og han hav­de mødt ham som træ­ner, da Ga­reca i 2007 for før­ste gang fik ar­bej­de i Peru som træ­ner for Uni­ver­si­ta­rio, som han året efter før­te til mester­ska­bet. Og Oblitas hav­de ef­ter­føl­gen­de på af­stand fulgt Ga­recas suc­ces­ri­ge ar­bej­de i Vélez Sars­fi­eld.

”Vi har tid­li­ge­re haft nog­le pe­ri­o­der, hvor man hav­de ind­tryk af, at spil­ler­ne sty­re­de det he­le på lands­hol­det, og slad­der­pres­sen sty­re­de lands­hol­dets dags­or­den. Vi skul­le af med alt det. Der­for hav­de vi brug for en fod­bold­mand. En, der lug­ter af fod­bold. En, der lug­ter af om­klæd­nings­rum. Og en, der ar­bej­der godt i fat­tig­dom, med be­græn­se­de mid­ler. Jeg så, at Ga­reca i Vélez Sars­fi­eld mi­ste­de to, tre el­ler fi­re spil­le­re hvert år, og al­li­ge­vel sat­te han et godt hold sam­men den føl­gen­de sæ­son. Det var ham, vi hav­de brug for,” si­ger Oblitas, som sam­men med Ga­reca i før­ste om­gang mere fo­ku­se­re­de på at byg­ge et nyt hold op, som kun­ne spil­le en rol­le i kva­li­fi­ka­tio­nen til VM i 2022. Rusland var næp­pe re­a­li­stisk. Der­for gik han hel­ler ik­ke i pa­nik efter den dår­li­ge start på kva­li­fi­ka­tions­tur­ne­rin­gen, hvor Peru kun hen­te­de fi­re po­int i de seks før­ste kam­pe. Men al­li­ge­vel var han over­ra­sket over land­stræ­ne­rens op­ti­mis­me.

”For et år si­den sad Ga­reca der, hvor du sid­der li­ge nu. Han sag­de: ’ Vi kva­li­fi­ce­rer os.’ Jeg kig­ge­de un­dren­de på ham. På det tids­punkt lå vi tred­jesidst. ’Men Ri­car­do, se på vo­res po­si­tion i ta­bel­len.’ Han var li­geg­lad. ’Nu har jeg mit hold’, sag­de han.”

Peru gik ube­sej­ret gen­nem de sid­ste ot­te Vm-kva­li­fi­ka­tions­kam­pe, og suc­ce­sen kom bag på al­le iagt­ta­ge­re af sy­da­me­ri­kansk fod­bold. For den var ik­ke en lo­gisk føl­ge af, at Peru i dag har stør­re spil­le­re end før. Tvær­ti­mod. De største pro­fi­ler Gu­er­rero og Far­fán er i dag 34 og 33 år gam­le. Og in­gen af de nye spil­le­re på lands­hol­det op­træ­der i stor­klub­ber i Eu­ro­pa.

”Ri­car­do har ført spil­le­re frem, som præ­ste­rer langt bed­re på lands­hol­det end i de­res klub­ber. Nor­malt er det om­vendt. Han har ud­ført et stort men­talt ar­bej­de ved at over­be­vi­se spil­ler­ne om, at de ik­ke har no­get at fryg­te fra Ar­gen­ti­na, Brasilien og de an­dre hold,” si­ger Oblitas, der nu har et stort øn­ske om at ud­nyt­te lands­hol­dets suc­ces. Fod­bold­for­bun­det har ud­ar­bej­det en am­bi­tiøs Plan Cen­te­na­rio, der har få­et sit navn efter for­bun­dets kom­men­de 100-års ju­bilæum i 2022, og som skal sæt­te ud­vik­lin­gen i gang på en ræk­ke om­rå­der.

”Vi skal styr­ke den lo­ka­le liga og gø­re den mere til­lok­ken­de og mere kom­merci­el. Det, der er stærkt nu, er lands­hol­det. Vi skal æn­dre he­le fod­bold­pro­duk­tet og gø­re det so­lidt,” si­ger han.

Vi for­la­der hans kon­tor og spad­se­rer en tur i La Vi­de­na. Det peru­an­ske fod­bold­for­bunds an­læg er ef­ter­hån­den for småt, og pla­ner­ne er at byg­ge et nyt og mere tids­sva­ren­de an­læg. Det vil også en gang for al­le lø­se det pro­blem, der op­stod, da nog­le bo­lig­blok­ke skød op som na­bo til La Vi­de­na. Det ud­nyt­te­de avi­ser­ne til at le­je sig ind, så de­res fo­to­gra­fer hav­de frit ud­syn til, hvad der fo­re­gik in­den for mu­re­ne.

”Vi æn­dre­de spil­ler­nes men­ta­li­tet. Nu er ud­for­drin­gen at gø­re det sam­me med klub­le­der­ne, så vi kan ar­bej­de sam­men om det,” si­ger Ju­an Car­los Oblitas og kom­mer i tan­ke om en de­bat, han delt­og i for nog­le år si­den. Her blev han præ­sen­te­ret for en un­der­sø­gel­se, der vi­ste, at fod­bold­for­bun­det sam­men med kon­gres­sen og retsvæ­se­net var de in­sti­tu­tio­ner i lan­det, som be­folk­nin­gen hav­de mindst til­lid til.

”Det er helt an­der­le­des nu. Nu er lands­hol­det ble­vet det go­de ek­sem­pel, som re­sten skal føl­ge. Fod­bol­den har vist al­le, at hvis lan­det ar­bej­der sam­men som et hold, så kan vi op­nå no­get.”

EN MONUMENTAL KRI­SE

Hvor Ju­an Car­los Oblitas er den ve­lover­ve­je­de re­præ­sen­tant for et fod­bold­for­bund, der på im­po­ne­ren­de kort tid er gå­et fra at væ­re det kor­rup­tions­pla-

ge­de sym­bol på elen­dig­he­den til at væ­re et na­tio­nalt for­bil­le­de, så er den mest vin­den­de klub i Perus fod­bold­hi­sto­rie i dag det skræm­men­de ek­sem­pel på, at klub­fod­bol­den i lan­det sta­dig har sto­re ud­for­drin­ger.

En varm søn­dag ef­ter­mid­dag sæt­ter jeg mig i en by­bus og kø­rer mod øst, væk fra Stil­le­ha­vet og ind i lan­det mod Ate-kvar­te­ret, hvor Club Uni­ver­si­ta­rio de Depor­tes – el­ler ba­re ”La U” – den­ne dag spiller hjem­me­kamp mod Co­merci­an­tes Uni­dos i en af de tre år­li­ge tur­ne­rin­ger i det sær­præ­ge­de peru­an­ske liga­sy­stem. Jeg sæt­ter mig i bus­sen med sport­sa­vi­ser­ne El Bo­cón og Lí­be­ro og læ­ser om stor­klub­bens trængs­ler. ”La U” lig­ger i bun­den af tur­ne­rin­gen og har end­nu ik­ke vun­det en hjem­me­kamp i liga­en i 2018. Nog­le dage for­in­den var der kri­se­mø­de, da spil­ler­ne end­nu ik­ke har få­et løn for marts må­ned. Klub­bens øko­no­mi­ske pro­ble­mer er så sto­re, at det in­den sæ­so­nen ud­lø­ste et for­bud mod at hen­te nye spil­le­re. Træ­ne­ren Pedro Trog­lio, der var i Ar­gen­ti­nas star­top­stil­ling i Vm-finalen i 1990, er nu fy­rings­tru­et og gen­stand for hård kri­tik. Og i kva­li­fi­ka­tio­nen til Co­pa Li­berta­do­res blev klub­ben gjort til grin af bo­li­vi­an­ske Ori­en­te Pe­tro­lero. Uni­ver­si­ta­rio før­te 3-0 i re­tur­kam­pen på hjem­me­ba­ne og sam­let 3-2, mens bo­li­vi­a­ner­ne hav­de få­et to spil­le­re ud­vist. Al­li­ge­vel lyk­ke­des det for Ori­en­te Pe­tro­lero at re­du­ce­re med ni mand og gå vi­de­re på reg­len om ude­ba­ne­mål. En ny skuf­fel­se på den in­ter­na­tio­na­le sce­ne, hvor de peru­an­ske klub­ber har sto­re pro­ble­mer i dis­se år.

Tid­li­ge­re på ugen var Uni­ver­si­ta­rio på besøg hos Ali­an­za Li­ma i den sto­re klas­si­ker i peru­ansk fod­bold. Efter kam­pen op­stod der et vold­somt sam­men­stød mel­lem mere end hund­re­de bar­rist­as af de to klub­ber. Fla­sker blev ka­stet, pi­sto­ler blev af­fy­ret, og en ung mand af­gik ved dø­den.

Så­dan er si­tu­a­tio­nen for klub­fod­bol­den og for den mest vin­den­de klub i Perus fod­bold­hi­sto­rie. En nær­mest ab­surd kon­trast til lands­hol­dets ak­tu­el­le suc­ces.

Bus­sen når frem til Ate, hvor bjer­ge­ne i Li­mas ud­kant be­gyn­der, og hvor Sy­da­me­ri­kas største sta­dion rej­ser sig for fo­den af bjer­ge­ne. Over 80.000 til­sku­e­re er der plads til på Esta­dio Monumental, der blev fær­dig­byg­get i 1999, men så man­ge kom­mer der slet ik­ke den­ne ef­ter­mid­dag, hvor sta­dio­net ta­ger sig gro­tesk over­di­men­sio­ne­ret ud. Bag det ene mål sty­rer to un­ge mænd i bar ma­ve sla­gets gang på en­de­tri­bu­nen, og her­ne­de er lyd­ni­veau­et im­po­ne­ren­de. Men re­sten af sta­dion er spar­somt be­sat.

Med lands­holds­ba­ck­en Al­do Corzo som anfører lyk­kes det et nervøst Uni­ver­si­ta­rio at sik­re den før­ste hjem­me­sejr i liga­en. Vær­ter­ne vin­der en mid­del­må­dig fod­bold­kamp 1-0, og efter kam­pen af­vi­ser den ud­skæld­te træ­ner Trog­lio at sva­re på spørgs­mål fra jour­na­li­ster­ne og for­la­der på me­lodra­ma­tisk vis pres­se­mø­det efter en ene­ta­le, hvor han lan­ger ud efter de løg­ne, han mener at ha­ve læst i vis­se me­di­er i lø­bet af ugen.

Der er ik­ke meget på Esta­dio Monumental, der in­di­ke­rer, at Peru er in­de i et fod­bold­mæs­sigt boom. Tvær­ti­mod. Som Ju­an Car­los Oblitas hav­de be­skre­vet det, er lands­hol­det og klub­fod­bol­den i Peru sta­dig to ad­skil­te ver­de­ner.

DANTE OG DELFINERNE

Men hvis stor­klub­ber­ne skran­ter, hvor kom­mer lands­holds­spil­ler­ne så fra? Der er trods alt ta­le om en ny ge­ne­ra­tion af spil­le­re, der har få­et de­res gen­nem­brud på lands­hol­det på vejen mod Rusland. For at få svar på det spørgs­mål ta­ger jeg et par dage se­ne­re i den mod­sat­te ret­ning fra det cen­tra­le Li­ma. På rej­sen mod nord­vest langs Stil­le­hav­sky­sten ser jeg by­en æn­dre ud­tryk. Fra det mo­der­ne og turi­st­o­ri­en­te­re­de Mir­afl­o­res over i den stø­ve­de og slid­te hav­ne­by Cal­lao med de sto­re ud­for­drin­ger. I bus­sen stil­ler en mand sig op og tig­ger om pen­ge og for­tæl­ler om sin elen­dig­hed efter man­ge år som stof­mis­bru­ger. En an­den pas­sa- ger ka­ster sig på vej ud af bus­sen over chauf­før­ens be­hold­ning af mønt­er og stik­ker af med en næ­ve­fuld små­pen­ge. Til sidst når jeg frem til den lil­le og mere fre­de­li­ge halvø La Pun­ta. Her­u­de skal jeg mø­de de an­svar­li­ge bag den ta­lentsko­le, der går for at væ­re den bed­ste i he­le Peru. Må­ske hem­me­lig­he­den bag frem­gan­gen fin­des her.

Men da jeg går ned ad García y García-ga­den, pas­se­rer jeg husnum­me­ret uden at op­da­ge det. Først et styk­ke ne­de ad ga­den går det op for mig, at jeg er kom­met for langt, og ven­der om. Til sidst fin­der jeg num­mer 275, men in­tet af­slø­rer, at det­te er ho­ved­kvar­te­ret for Aca­de­mia Depor­ti­va Can­to­lao. Jeg kig­ger ind ad en ano­nym træ­dør og ser et af­langt lo­ka­le med et gult flag med en del­fin med en fod­bold for en­den. Jeg gen­ken­der log­o­et. Aca­de­mia Depor­ti­va Can­to­lao er kendt som delfinerne. Jeg træ­der ind på et ro­det kon­tor og ser nog­le hyl­der med for­skel­li­ge po­ka­ler. På væg­ge­ne hæn­ger hold­fo­tos og vimp­ler fra klub­ber og tur­ne­rin­ger fra fle­re ver­dens­de­le. Blandt an­dre Fortu­na Hjør­ring og ung­doms­tur­ne­rin­gen Da­na Cup.

Jeg får at vi­de, at præ­si­den­ten er klar til at mø­de mig, og bli­ver vist ind gen­nem nog­le smal­le gan­ge og en­der i en stor stue, hvor jeg bli­ver budt vel­kom­men af en æl­dre mand: Den 71-åri­ge Dante Man­dri­ot­ti, der selv grund­lag­de klub­ben for 37 år si­den.

”Jeg star­te­de klub­ben, for­di mi­ne eg­ne børn hav­de brug for et sted at spil­le fod­bold.

Si­den vok­se­de den, så vi fik man­ge tu­sin­de børn i klub­ben,” for­tæl­ler han med hæs stem­me.

”Cal­lao er et hårdt sted med stof­fer, vold og al­ko­hol. Bør­ne­ne spiller fod­bold på ga­der­ne i gam­le sko. Vi gi­ver dem et sted, hvor de ba­re skal kon­cen­tre­re sig om at spil­le. Hvor de ik­ke skal tæn­ke på, om bol­den ram­mer et hul i vejen og sprin­ger den an­den vej. El­ler om en po­li­ti­be­tjent kom­mer og si­ger, at her må de ik­ke spil­le, for­di det er for­budt,” fort­sæt­ter han.

Man­ge af bør­ne­ne fra Can­to­lao er ble­vet sto­re spil­le­re, og den tra­di­tion har gi­vet klub­ben et sær­ligt ry som en ta­lent­fa­brik. Clau­dio Pizar­ro er den mest be­røm­te af de lands­holds­spil­le­re, der har en for­tid i Dante Man­dri­ot­tis fod­boldsko­le, der først i 2014 byg­ge­de et se­ni­o­r­hold oven på ta­lentsko­len.

”Vo­res spil­le­re tog nor­malt til an­dre klub­ber, når de blev voks­ne. Men man­ge ville gerne spil­le vi­de­re her. Der­for be­slut­te­de vi at gå ind i pro­fes­sio­nel fod­bold,” si­ger han.

I re­kord­fart strøg Can­to­lao op gen­nem ræk­ker­ne og debuterede i 2017 i Perus bed­ste ræk­ke. Her lig­ger hol­det nu pla­ce­ret midt i ta­bel­len, selv­om klub­bens bud­get er man­ge gan­ge min­dre end en klub som Uni­ver­si­ta­rios, og selv­om klub­ben kun op­træ­der for­an få hund­re­de til­sku­e­re til hjem­me­kam­pe­ne i Cal­lao.

Vi får sel­skab af en ung mand, som hil­ser på og præ­sen­te­rer sig. Hans navn er Jo­si­mar Ato­che, og han er net­op vendt til­ba­ge til Can­to­lao efter et mis­lyk­ket op­hold i Po­len. Hans klub Gór­nik Lecz­na ryk­ke­de ud af den bed­ste ræk­ke, og han fik ik­ke sin løn. In­den han rej­ste til Eu­ro­pa, spil­le­de han for stor­klub­ben Ali­an­za Li­ma og fik i 2014 de­but på lands­hol­det.

”Can­to­lao har den bed­ste ung­doms­af­de­ling i Peru. De sto­re klub­ber får ba­re stør­re op­mærk­som­hed, for­di de har fle­re til­hæn­ge­re,” si­ger han.

Hvert år i ja­nu­ar ar­ran­ge­rer Can­to­lao den sto­re ung­doms­tur­ne­ring Co­pa de la Amistad, hvor hold fra he­le ver­den del­ta­ger. I 1997 var en af del­ta­ger­ne ar­gen­tin­ske Newell’s Old Boys, der hav­de en niårig Lio­nel Mes­si på hol­det. Mes­si blev syg un­der­vejs, men score­de al­li­ge­vel hat­tri­ck i finalen, hu­sker Dante Man­dri­ot­ti.

Han spør­ger nys­ger­rigt til mu­lig­he­den for at få skan­di­na­vi­ske klub­ber til at del­ta­ge i Co­pa de la Amistad. Jeg prø­ver fle­re gan­ge at dre­je sam­ta­len til­ba­ge på ta­len­t­ud­vik­lin­gen i Peru, lands­hol­dets suc­ces og ud­for­drin­ger­ne for klub­fod­bol­den og spør­ger ham, om de stør­re klub­ber kan læ­re no­get af Can­to­lao.

”For­skel­len er, at de an­dre klub­ber har le­del­ser, som æn­drer sig he­le ti­den. Vi er som en fa­mi­lie. Det gi­ver en sta­bi­li­tet og kon­ti­nu­i­tet. Det er for­skel­len. Vi vin­der over dem, for­di vi har nog­le stær­ke vær­di­er,” si­ger han.

Jeg for­la­der La Pun­ta og un­drer mig. Dante Man­dri­ot­ti frem­stod mere som en pas­sio­ne­ret ildsjæl i en klub med en vig­tig so­ci­al funk­tion end som en vi­sio­nær ta­len­t­ud­vik­ler. Han var mere in­ter­es­se­ret i at ta­le om sin klubs kom­men­de del­ta­gel­se i bred­deung­doms­tur­ne­rin­ger i Skan­di­navi­en end om Ju­an Car­los Oblitas’ Plan Cen­te­na­rio, der skal frem­me Perus ta­len­t­ud­vik­ling.

Hvis det­te vir­ke­lig er kronj­u­vel­en i peru­ansk fod­bolds ta­len­t­ud­vik­ling, så må der væ­re plads til for­bed­ring. At en klub, som i sit ud­gangs­punkt mere har en so­ci­al end en eli­te­mæs­sig funk­tion, kan kon­kur­re­re med lan­dets stor­klub­ber, er må­ske nok sym­pa­tisk. Men det er også alar­me­ren­de og be­kræf­ter Oblitas’ be­skri­vel­se af for­hol­de­ne.

I det he­le taget teg­ner der sig et bil­le­de af no­get usæd­van­ligt: Perus suc­ces er ik­ke et re­sul­tat af en gyl­den ge­ne­ra­tion. Ej hel­ler er det et re­sul­tat af, at et land har sat sig for at bru­ge sto­re mid­ler på at ud­vik­le na­tio­nens fod­bold­ta­len­ter. Og det er be­stemt ik­ke en lo­gisk føl­ge af et boom i klub­fod­bol­den i lan­det.

Hi­sto­ri­en om Perus gen­komst er no­get an­det og mere iso­le­ret. Den hand­ler om sel­ve lands­hol­det og men­ne­ske­ne om­kring dem. Og her en­der al­le trå­de hos Ri­car­do Ga­reca.

I PERU ER DER IN­GEN­TING

I et mø­de­lo­ka­le på Ho­tel Del­fi­nes i San Isi­dro er han ved at fær­dig­gø­re et te­le­fo­nin­ter­view med en ar­gen­tinsk ra­dio­sta­tion. Ri­car­do Ga­reca ly­der træt. Den­ne uge har budt på en ræk­ke interview, og ra­diovær­ten la­der til at væ­re mere in­ter­es­se­ret i at hø­re om Ga­recas syn på Jor­ge Sampa­o­lis ar­gen­tin­ske lands­hold end om Ga­recas eget.

Da sam­ta­len er ov­re, gi­ver han hånd og smi­ler ven­ligt. Hans ud­se­en­de er ejen­dom­me­ligt. Et par må­ne­der tid­li­ge­re fyld­te han 60 år. Men sta­dig la­der han hå­ret væ­re li­ge så langt, som da han i 1985 spar­ke­de Ar­gen­ti­na til VM og ind­led­te Perus ned­t­ur. De to øver­ste skjor­tek­nap­per er åb­ne og blot­ter en sim­pel halskæ­de med pla­sti­c­per­ler på bry­stet. Han lig­ner en ex­cen­trisk rocksanger med de bed­ste år bag sig. Men ud­se­en­det sny­der. Ri­car­do Ga­reca er en mand præ­get af ro og for­nuft. Og han la­der ik­ke den ak­tu­el­le suc­ces sti­ge sig til ho­ve­d­et.

”Man kan ik­ke læg­ge låg på eu­fori­en i Peru li­ge nu, og det skal man hel­ler ik­ke. Det er godt, eu­fori­en er der, og det er et smukt øje­blik for lan­det. For folk har man­ge pro­ble­mer i det dag­li­ge. For­hå­bent­lig kan vi bli­ve ved med at gi­ve dem glæ­der,” si­ger han.

”Men vi om­kring hol­det skal ud af eu­fori­en og le­ve i vir­ke­lig­he­den. Vi skal be­va­re fød­der­ne på jor­den og vi­de, at vi til VM kom­mer til at mø­de nog­le meget go­de hold. I nog­le til­fæl­de hold, der er bed­re, end vi er,” si­ger han og ud­tryk­ker til­freds­hed med præ­sta­tio­ner­ne i test­kam­pe­ne i marts i USA, hvor bå­de Kro­a­tien og Island blev be­sej­ret.

”Det gav os selv­til­lid, men VM er no­get an­det. Ba­re nav­net bag kam­pe­ne si­ger det he­le: Ven­skabs­kam­pe. Til VM star­ter en ny vir­ke­lig­hed, og vi skal til­pas­se og, og det skal gå hur­tigt. Hvis du spør­ger mig, hvad jeg øn­sker for VM, så er det ud over et re­sul­tat, at vi for­mår at kon­so­li­de­re en må­de at spil­le på. Så ver­den kan si­ge, når de ser Peru: ’Peru spiller på den må­de.’ Det er vig­tigt for mig.”

Han kig­ger mig di­rek­te i øj­ne­ne, mens han ta­ler, og der er en overbevisning bag hans ord. Den overbevisning, han også har brugt til at få si­ne ne­der­lags­van­te spil­le­re til at tro på, at de kun­ne spil­le li­ge op med langt stør­re fod­bold­na­tio­ner.

”Jeg kan go­de li­de de peru­an­ske spil­le­re. Jeg er over­be­vist om de­res po­ten­ti­a­le. Det er den vig­tig­ste overbevisning for mig. Jeg tro­e­de på, at vi var i stand til at lø­se op­ga­ven. Ik­ke at vi nød­ven­dig­vis ville kva­li­fi­ce­re os til VM, men at vi ville gø­re en god fi­gur og kæm­pe for vo­res mu­lig­he­der til det sid­ste. Vi skul­le i hvert fald væ­re et kon­kur­ren­ce­dyg­tigt hold,” si­ger han.

”Fra min tid i Uni­ver­si­ta­rio kend­te jeg til lan­det og spil­ler­nes kva­li­tet. Men be­kla­ge­lig­vis til­by­der lan­det ik­ke no­get som helst til spil­ler­ne. De peru­an­ske spil­le­re er ble­vet til det, de er, gen­nem den styr­ke, de selv be­sid­der. Fo­re­stil dig en an­den si­tu­a­tion, hvor de bli­ver sko­let, fra de er ot­te-ti år gam­le, li­ge­som det sker al­le an­dre ste­der i ver­den. Hvor de har en ga­ran­ti for en god fod­bol­dud­dan­nel­se, og hvor de ved, at der er en god in­fra­struk­tur. I Peru er der in­gen­ting. Na­da!” si­ger Ri­car­do Ga­reca og har nu hæ­vet stem­men.

”Ud fra den bag­grund er det en stor tri­umf, hvad de peru­an­ske spil­le­re op­når. De for­mår al­li­ge­vel at åb­ne en vej. Ik­ke i sam­me om­fang som spil­le­re fra an­dre lan­de. Men det lyk­kes. I for­hold til, at de bli­ver til­budt så lidt, så er det fak­tisk meget, de op­når,” fort­sæt­ter han.

”Den sto­re ud­for­dring er, at sta­ten, pri­vat­li­vet og le­der­ne i fod­bol­den kom­mer i gang med at in­ve­ste­re i spil­let og i en or­dent­lig sport­s­lig po­li­tik.”

Jeg be­trag­ter ham og tæn­ker på al­le de lo­vord om den 60-åri­ge ar­gen­ti­ner, jeg har mødt i mi­ne dage i Li­ma. Hvor­for har li­ge net­op han haft nøg­len til at for­lø­se po­ten­ti­a­let i den slum­ren­de fod­bold­na­tion? Peru har hi­sto­ri­en og tra­di­tio­ner­ne og med 32 mil­li­o­ner ind­byg­ge­re det fjer­de­stør­ste be­folk­nings­grund­lag i Sy­da­me­ri­ka. Men i 36 år har den ene træ­ner efter den an­den uden held for­søgt at få Peru til VM.

”Det­te hold har et øn­ske om he­le ti­den at over­gå sig selv. Nog­le gan­ge kan man få ind­tryk af, at man kun kan nå det yp­per­li­ge ved at ha­ve frem­ra­gen­de spil­le­re. Men man­ge gan­ge kan spil­le­re af god kva­li­tet dan­ne et frem­ra­gen­de hold. Og re­sul­ta­ter­ne har gjort spil­ler­ne mere og mere over­be­vi­ste om, at det er det rig­ti­ge, vi gør. At stå sam­men og ska­be en sam­let trup og over­fø­re det til ba­nen. Det er et in­tel­li­gent hold,” si­ger han.

”Vo­res spil­lestil hand­ler om at over­fø­re Perus hi­sto­ri­ske iden­ti­tet med go­de tek­ni­ske spil­le­re til den ak­tu­el­le dy­na­mik i in­ter­na­tio­nal fod­bold. Hvis vi kan over­fø­re kva­li­te­ten i spil­let til den in­ten­si­tet, en kamp ved et VM kræ­ver, så er vi kom­met langt. Det lyk­ke­des i kva­li­fi­ka­tio­nen, og kan vi gen­ta­ge det ved VM, så kan det gi­ve os et re­sul­tat,” fort­sæt­ter han.

Han smi­ler, da jeg næv­ner, at den danske land­stræ­ner Åge Ha­rei­de fle­re gan­ge har på­pe­get, hvordan dan­sker­ne i åb­nings­kam­pen vil sø­ge at ud­nyt­te den sto­re høj­de­for­skel mel­lem de to hold, hvor dan­sker­ne i gen­nem­snit er om­kring 10 cen­ti­me­ter hø­je­re end Ga­recas spil­le­re.

”Den slags for­de­le kan man ud­nyt­te, hvis mod­stan­de­ren gi­ver lov til det. Det er op til os at sør­ge for, at det ik­ke bli­ver en for­del. Okay, høj­de kan væ­re en for­del i nog­le til­fæl­de. Men i an­dre er det ik­ke. I fod­bold er det ik­ke så­dan, at de bed­ste spil­le­re i ver­den er to me­ter hø­je. Ro­nal­do er af en vis høj­de, men Mes­si er lil­le. I fod­bold er der mu­lig­he­der for al­le. Jeg tror ik­ke, at Dan­mark vin­der på grund af høj­den,” si­ger han.

Ri­car­do Ga­reca frem­står som en ra­tio­nel og tro­vær­dig mand. Han er in­tens uden at væ­re en for­fø­rer. Han stil­ler krav til spil­ler­ne, men vi­ser dem sam­ti­dig til­lid. Han for­står Perus fod­bold­kul­tur, men er ik­ke sla­ve af hi­sto­ri­en. Er Ga­recas per­son­lig­hed i vir­ke­lig­he­den ho­ved­år­sa­gen til den uven­te­de suc­ces? Han har få­et al­le brik­ker­ne til at pas­se sam­men og skabt en sum, der er langt stør­re end de en­kel­te de­le. Og han har nå­et en kul­mi­na­tion, in­den fun­da­men­tet over­ho­ve­det var støbt i peru­ansk fod­bold.

Om Vm-del­ta­gel­sen så kom­mer til at stå som et uven­tet en­kelt­stå­en­de re­sul­tat el­ler som den spæ­de start på Perus gen­rejs­ning som fod­bold­na­tion, må af­hæn­ge af ti­den efter VM. Om Ju­an Car­los Oblitas får si­ne pla­ner gen­nem­ført, og om Peru fin­der den ret­te af­lø­ser for Ga­reca, hvis han fin­der på at for­føl­ge mu­lig­he­den for et træ­nerjob i Eu­ro­pa i en høj al­der. Præ­sta­tio­ner­ne i Peru har gi­vet ham et sent gen­nem­brud og den Vm-del­ta­gel­se, han al­drig nå­e­de som spiller. Selv­om han hav­de sco­ret det af­gø­ren­de mål mod Peru i kva­li­fi­ka­tio­nen, blev han ik­ke ud­ta­get året efter, da Ar­gen­ti­na vandt VM i Me­xi­co.

”Nog­le si­ger, at der er en år­sag til, at det er gå­et så­dan. At det er skæb­nen, at jeg nu kom­mer til VM som træ­ner for Peru. Men så­dan ser jeg det ik­ke. Det er for­skel­li­ge si­tu­a­tio­ner. Og jeg har al­drig mær­ket no­gen form for bit­ter­hed fra peru­a­ner­ne. Al­drig. Den­gang re­præ­sen­te­re­de jeg Ar­gen­ti­na. Nu er si­tu­a­tio­nen en an­den,” si­ger man­den, der mod al­le od­ds gjor­de en en­de på Perus na­tio­na­le fod­bold­trau­me.

JEG KAN GO­DE LI­DE DE PERU­AN­SKE SPIL­LE­RE. JEG ER OVER­BE­VIST OM DE­RES PO­TEN­TI­A­LE. DET ER DEN VIG­TIG­STE OVERBEVISNING FOR MIG.

RI­CAR­DO GA­RECA

FO­TO: MORTEN GLINVAD

FO­TO: MORTEN GLINVAD

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.