Superliga-re­ser­ve og tid­li­ge­re anfører i en Vm-fi­na­le

Det er de al­ler­fær­re­ste fod­bold­spil­le­re forundt at spil­le en VM- fi­na­le, m en i d e se­ne­ste par sæ­so­ner har Su­per­liga­en fak­tisk haft en man d, der har mær­ket op­le­vel­sen på sin e gen krop. Så VM- ma­ga­si­net tog en tur til Ikast og mød­te Ra­fa­el van der Vaart

VM Fodbold 2018 - - Indhold - Tekst: Thomas Pyndt

Uan­set hvor dyg­tig en fod­bold­spil­ler er, be­står kar­ri­e­ren he­le ti­den i at kom­me gen­nem min­dre og min­dre nå­leø­jer på vejen mod toppen. Først gæl­der det om at kom­me på første­hol­det, så ung­domslands­hol­det, så at få spil­le­tid i sit lands bed­ste ræk­ke og så at kom­me på lands­hol­det som den sid­ste na­tio­na­le test.

Men for den am­bi­tiø­se er det ik­ke gjort med det, for et lands­hold vil også gerne til slut­run­der, og her er det største Vm-slutrunden, som der fo­re­lø­big kun er af­vik­let 20 styk­ker af fra 1930 og frem til VM i Brasilien i 2014. At få spil­le­tid ved et VM er bå­de hi­sto­risk og unikt, men der er sta­dig ét nå­leø­je til­ba­ge, nem­lig at få plads på et hold der går he­le vejen og til sidst står i fod­bold­ver­dens største kamp: Vm-finalen.

Det er fo­re­lø­big kun lyk­ke­des for 439 af de mil­li­o­ner af dyg­ti­ge fod­bold­spil­le­re, der har drømt sto­re drømme si­den den før­ste slut­run­de i Uru­gu­ay, og pud­sigt nok har to af dem spil­let klub­fod­bold i Her­ning. Den en­gel­ske ver­dens­me­ster Bob­by Mo­o­re var den før­ste med en halv­sæ­son for Her­ning Fremad i 1978, mens den an­den er på sin an­den skuf­fen­de sæ­son i FC Midtjyl­land.

Men selv om finalen blev tabt, og den den­gang 27-åri­ge Ra­fa­el van der Vaart måt­te nø­jes med at spil­le 21 mi­nut­ter af kam­pen mod Spanien ved VM i Syd­afri­ka i 2010, læ­ner hol­læn­de­ren sig gerne til­ba­ge til en snak om den­gang, han nå­e­de no­get, som er de fær­re­ste forundt.

”Da man var en lil­le dreng, var en Vm-fi­na­le selv­føl­ge­lig den største ting, den største drøm. Og jeg nå­e­de må­let og spil­le­de kam­pen – okay, jeg blev skif­tet ind, men jeg var sta­dig på ba­nen,” si­ger Ra­fa­el van der Vaart.

”Jeg kan egent­lig bedst hu­ske det som en hel dag. Finaledagen. Man har væ­ret sam­men i seks uger for at nå det her mål, og på den dag skal det he­le så gå op i en hø­je­re enhed. Og der var så man­ge men­ne­sker på ga­den for­an ho­tel­let.”

”Og så er der selv­føl­ge­lig sel­ve kam­pen. Næ­sten 100.000 til­sku­e­re på sta­dion, og jeg ved ik­ke hvor man­ge mil­li­o­ner over he­le ver­den, der sid­der og ser kam­pen. Fa­mi­li­er­ne kom­mer, og man ser bil­le­der på tv af, hvordan til­hæn­ger­ne sam­les. Det var helt skørt, som det var i Hol­land.”

”Det er den største kamp, jeg no­gen sin­de har væ­ret med til i mit liv, og det var en fan­ta­stisk fø­lel­se,” si­ger hol­læn­de­ren, der nok var i en bob­le af fi­na­le-for­be­re­del­se sam­men med si­ne hold­kam­me­ra­ter, men sta­dig fik ind­tryk ude­fra un­der­vejs.

”Al­le send­te jo be­ske­der til mig, men man sva­rer ik­ke på så man­ge, for­di man fo­ku­se­rer så meget på kam­pen, så det var mest med min fa­mi­lie og mi­ne nær­me­ste ven­ner.”

”Og så var det selv­føl­ge­lig ek­stra spe­ci­elt for mig, at vi skul­le spil­le mod Spanien, for min mor kom­mer jo der­fra. Så in­den kam­pen snak­ke­de jeg med mi­ne bedste­for­æl­dre, der sta­dig bor i Spanien. De holdt selv­føl­ge­lig med Hol- land,” for­tæl­ler Van der Vaart om en fi­na­le, som hol­læn­der­ne gik ind til med en vis op­ti­mis­me.

For ”Oranje” hav­de spil­let to år og 25 kam­pe uden et ne­der­lag før slut­spil­let mod eu­ro­pa­me­stre­ne fra 2008, der med en stam­me fra Bar­ce­lo­na og et fly­den­de tiqui-ta­ca spil dog sta­dig var at reg­ne som fa­vo­rit­ter.

”Vi var meget stær­ke den­gang, og det ene­ste hold, som vi på for­hånd tænk­te, ville kun­ne gi­ve os pro­ble­mer, det var Spanien. Og det var så dem, vi mød­te. Vi var selv­føl­ge­lig lidt hel­di­ge i kvart­fi­na­len mod Brasilien [Hol­land vandt 2-1 på to mål af Wes­ley Snei­j­der efter pau­sen], men el­lers var vi stær­ke. Vi hav­de så man­ge go­de spil­le­re, der kun­ne af­gø­re en kamp på et split-se­kund.”

”Vi hav­de jo en meget stor ge­ne­ra­tion, der byg­ge­de på ar­ven fra Cruyff, fra Wim van Ha­ne­gem, de æl­dre spil­le­re, men også fra Van Ba­sten, Klu­i­vert, Berg­kamp, Van Ni­stel­rooy. Og så kom vo­res ge­ne­ra­tion med Rob­ben, med Snei­j­der, med Van der Vaart. Det var et pri­vil­e­gi­um at væ­re en del af så­dan et hold, og nu hvor det går så dår­ligt for lands­hol­det, kan man vir­ke­lig se, hvor stor en ge­ne­ra­tion, vi var. Det var så fedt.”

”Og vi føl­te, vi kun­ne gø­re det,” si­ger den hol­land­ske midt­ba­ne­mand.

NERVER OG SPÆNDING

Men hvordan har man det egent­lig, før man lø­ber ind til en Vm-fi­na­le? Er man rysten­de nervøs el­ler bli­ver man løf­tet af be­gi­ven­he­den?

”Man prø­ver jo at for­be­re­de sig som om, at det er en al­min­de­lig kamp, man skal ud at spil­le, så egent­lig var det først bag­ef­ter, at det så­dan rig­tig ram­te – det der: ”Wow, sik­ke dog en kamp, det var.”

”Selv­føl­ge­lig er man nervøs. Hvis der er no­gen, der si­ger, at de ik­ke er nervø­se før så­dan en kamp, så ly­ver de. Men man er det på en god må­de. Sto­re spil­le­re og sto­re hold på det ni­veau er vant til de nerver, og de bru­ger det på den rig­ti­ge må­de. Det er må­ske mere en spændt­hed.”

”Jeg har al­tid haft det så­dan gen­nem min kar­ri­e­re, at jo stør­re kam­pen er, des nem­me­re

”JEG KAN EGENT­LIG BEDST HU­SKE DET SOM EN HEL DAG. FINALEDAGEN. MAN HAR VÆ­RET SAM­MEN I SEKS UGER FOR AT NÅ DET HER MÅL, OG PÅ DEN DAG SKAL DET HE­LE SÅ GÅ OP I EN HØ­JE­RE ENHED.”

er den også. Det er jo der­for, at man blev fod­bold­spil­ler. Jeg for­står ik­ke dem, der bli­ver ramt af nerver på den må­de. Det er jo det al­ler­bed­ste, og man er der, for­di man er god, så man skal ik­ke be­gyn­de at tviv­le på si­ne kva­li­te­ter,” si­ger Ra­fa­el van der Vaart, der hav­de spil­let Vm-grup­pe­kam­pe­ne fra start, men hav­de mi­stet sin plads, da Arj­en Rob­ben blev klar efter en ind­le­den­de ska­de.

Så han måt­te star­te finalen på bæn­ken, mens den evi­ge ri­val Wes­ley Snei­j­der var den cen­tra­le styr­mand.

”I se­mi­fi­na­len mod Uru­gu­ay hav­de jeg nu spil­let he­le 2. halv­leg. Vi hav­de ik­ke spil­let så godt, og så kom jeg ind som 6'er og gjor­de det rig­tig godt. Vi hav­de så man­ge chan­cer til at vin­de den kamp med mere end 3-2, så jeg tro­e­de egent­lig, at jeg hav­de en lil­le mu­lig­hed for at star­te finalen.”

”Men så kom Ni­gel de Jong til­ba­ge fra ka­ran­tæ­ne, og træ­ne­ren ville hel­le­re ha­ve fy­si­ske stær­ke spil­le­re på ba­nen mod Spanien end en spil­len­de midt­ba­ne­mand.”

”Snei­j­der og jeg hav­de el­lers også spil­let nog­le rig­tig go­de kam­pe sam­men på lands­hol­det, så det var ba­re ær­ger­ligt, at træ­ne­ren ik­ke valg­te så­dan i finalen også. For når man skal spil­le mod et hold som Spanien, har man også brug for at ha­ve bol­den i ste­det for kun at spar­ke mod­stan­der­ne rundt på ba­nen.”

”Det er selv­føl­ge­lig også en må­de at gø­re det på, men jeg tror mere på den an­den vej,” si­ger midt­ba­ne­man­den med en for­tid i Ajax-sko­len, mens Vm-finalen i 2010 blandt an­det bli­ver hu­sket for net­op De Jongs bryst­stem­pling af Spa­ni­ens Xa­bi Alonso.

Hol­land var nu tæt­test på at vin­de kam­pen, da Arj­en Rob­ben fik en frilø­ber, men blev stop­pet af Iker Ca­sil­las' ud­strak­te ben, og så end­te de 90 mi­nut­ter 0-0, hvil­ket gav Ra­fa­el van der Vaart chan­cen i den for­læn­ge­de spil­le­tid. For efter 98 mi­nut­ter kom num­mer 23 op på ly­stav­len, og der­med blev han en af de få, der fik spil­le­tid i en Vm-fi­na­le.

”Da jeg løb ind, tænk­te jeg, at jeg må­ske ville få én mu­lig­hed, og så skul­le jeg sør­ge for, at den ville bli­ve af­gø­ren­de. Jeg var ik­ke nervøs, og jeg kom også fint ind i kam­pen. Jeg fik nog­le bol­de at ar­bej­de med, og det gik okay,” si­ger man­den, der stod midt i en hek­se­ke­del af spænding og fø­lel­ser i Jo­han­nes­burg, mens en­hver kom­mu­ni­ka­tion var ude­luk­ket på grund af Vu­vuzela-hor­ne­ne, der lag­de et lydtæp­pe over den slut­run­de i Syd­afri­ka.

”Jeg brød mig ik­ke om dem, for det var ik­ke rart at hø­re på. Og in­de på ba­nen kun­ne man jo ik­ke hø­re an­det, så man måt­te se, hvad der ske­te. Men vi hav­de spil­let sam­me så læn­ge og hav­de også ar­bej­det tæt sam­men op til og un­der VM, så vi hav­de vo­res sy­stem. Vi vid­ste, hvad vi skul­le gø­re, og hvordan vi skul­le spil­le.”

”Så der var ik­ke brug for ret meget kom­mu­ni­ka­tion. Det har man sjæl­dent med de bed­ste spil­le­re. Jeg kun­ne ba­re kig­ge på Snei­j­ders be­væ­gel­se, så vid­ste jeg, hvor han gerne ville ha­ve af­le­ve­rin­gen,” for­tæl­ler midt­ba­ne­man­den, der i det 105. mi­nut blev den fjer­de hol­læn­der gen­nem ti­der­ne, der har bå­ret an­fø­rer­bin­det i en Vm-fi­na­le.

For Giovan­ni Van Bron­ck­horst blev skif­tet ud, og så blev Ra­fa­el van der Vaart en del af en meget kort li­ste, der også tæl­ler le­gen­der­ne Jo­han Cruyff og Ruud Krol.

”Det tænk­te jeg nu slet ik­ke på. Jeg var vi­ce­an­fø­rer, så da Gio blev skif­tet ud, blev jeg anfører. Det var ik­ke spe­ci­elt i kam­pen, men efter finalen holdt jeg fe­rie og tog til­ba­ge til Madrid, hvor man­ge men­ne­sker selv­føl­ge­lig var rig­tig gla­de, og der var man­ge... Ja, folk kom­mer sta­dig med de bil­le­der af må­let, hvor man kan se, hvordan jeg kom­mer gli­den­de og for­sø­ger at for­hin­dre af­slut­nin­gen, og så kan man se an­fø­rer­bin­det om ar­men,” si­ger Van der Vaart om kam­pens af­gø­rel­se i det 116. mi­nut.

MEDALJEN DER BLEV VÆK

På det tids­punkt var han el­lers så småt be­gyndt at for­be­re­de sig men­talt på de straf­fes­park, der kun­ne ven­te, for han vid­ste, at han ville væ­re en af de fem skyt­ter, men så ske­te der plud­se­lig no­get.

”Vi fik et fris­park, der blev skudt di­rek­te på mål og bur­de væ­re endt med et hjør­ne­s­park til os, men dom­me­ren gav dem et måls­park. Vo­res ven­stre ba­ck var langt frem­me, så jeg prø­ve­de at støt­te for­sva­ret, men det var for sent. Det ske­te på et split-se­kund, men jeg kan sag­tens hu­ske det,” for­tæl­ler hol­læn­de­ren, der stod dybt, da Spanien fik brudt de or­an­ge kæ­der.

Først for­søg­te han at clea­re bol­den, men uden held, hvor­ef­ter An­dres Inies­ta blev stuk­ket fri bag ham og ham­re­de ver­dens­mester­ska­bet hjem til Spanien, mens num­mer 23 strak­te sig for­gæ­ves i et for­søg på at blo­ke­re skud­det.

”Når vi spil­le­de i høj­der­ne, slog den bold, som vi spil­le­de med, i luf­ten, så da jeg ville spar­ke den væk, var bol­den ik­ke, hvor jeg tro­e­de, at den ville væ­re,” si­ger Ra­fa­el van der Vaart og vi­ser med hæn­der­ne, hvordan den be­ryg­te­de Ja­bu­la­ni-bold be­væ­ge­de sig i Jo­han­nes­burg 1750 me­ter over ha­vover­fla­den.

”Så jeg ram­te den ik­ke helt, som jeg gerne ville, og plud­se­lig kom bol­den over til Inies­ta. Det var et lor­te-øje­blik,” si­ger hol­læn­de­ren om af­gø­rel­sen af Vm-finalen anno 2010.

For fem mi­nut­ter se­ne­re var slutrunden for­bi. Hol­land hav­de tabt, som de også gjor­de det i 1974 og i 1978, og ne­de i om­klæd­nings­rum­met sad Ra­fa­el van der Vaart med blan­de­de fø­lel­ser.

”Efter kam­pen ærg­re­de man sig jo. Vi var skuf­fe­de, men man var også sta­dig lidt stolt. Mi­ne hold­kam­me­ra­ter fra Re­al Madrid [Iker Ca­sil­las, Ser­gio Ra­mos og Xa­bi Alonso] kom ind til os i om­klæd­nings­rum­met og snak­ke­de lidt, og efter vi hav­de få­et et par drinks, føl­tes det lidt bed­re,” si­ger han med grin.

”Nej, først og frem­mest var det en stor skuf­fel­se. Det er fint nok at snak­ke om op­le­vel­sen nu her ot­te år efter, men vi tab­te, og det gør sta­dig ondt.”

”Jeg har hel­ler ik­ke set finalen igen si­den hen. Ik­ke en gang høj­de­punk­ter­ne. Jeg ved jo, hvordan det en­der, og jeg kan alt­så bedst li­de hap­py ends,” si­ger Van der Vaart med et melan­kolsk grin.

For kam­pen og op­le­vel­sen har han taget med sig – og det er så også det ene­ste, han har med fra Vm-finalen.

”Det si­ger må­ske lidt om, hvordan jeg er, og min far er sta­dig sur over det, men vi fik en me­dal­je for at bli­ve num­mer to ved VM, og to timer efter finalen så jeg den me­dal­je for sid­ste gang. Jeg har in­gen ide om, hvor den blev af.”

”Jeg er 100 pro­cent sik­ker på, at jeg lag­de den ned i min ta­ske, men det gjor­de jeg åben­bart ik­ke. Så et el­ler an­det sted i Syd­afri­ka er der en, der går rundt med min me­dal­je, hvis de da ik­ke har solgt den. Det er så skidt,” si­ger midt­ba­ne­man­den om det sid­ste ind­tryk fra en Vm-slut­run­de, der si­den blev vold­somt kri­ti­se­ret af blandt an­det Jo­han Cruyff, der ik­ke var im­po­ne­ret over den fy­si­ske hol­land­ske spil­lestil, som land­stræ­ner Bert van Marwi­jk hav­de brugt for at nå he­le vejen til finalen.

”Det var så­dan, det var. Vi hav­de Ni­gel de Jong med hans stil, og det var træ­ne­rens valg at bru­ge ham i ste­det for at væl­ge spil­le­re, der mere spil­le­de vo­res spil. Men det er helt nor­malt, når man fø­ler, at det an­det hold er bed­re. Så for­sø­ger man at gø­re no­get an­det. Det gjor­de han, vi gjor­de det godt, og vi kla­re­de det næ­sten.”

”Jeg fo­re­træk­ker at spil­le på en an­den må­de. Jeg er ik­ke en spiller, der spar­ker an­dre spil­le­re, så på den må­de var det hårdt. Men det var en Vm-fi­na­le, og den gæl­der det ba­re om at vin­de, uan­set hvordan man gør det, og det var det, som vi prø­ve­de at gø­re. Og dom­me­ren lod tin­ge­ne pas­se­re.”

”Det er også lidt ty­pisk hol­land­sk, at ens hold når finalen, og så be­gyn­der jour­na­li­ster­ne at kri­ti­se­re. Men da vi kom hjem, var der fle­re hund­re­de tu­sin­de men­ne­sker, der ven­te­de på at mod­ta­ge os. Det si­ger alt, sy­nes jeg,” si­ger Ra­fa­el van der Vaart, en af de 439 ud­valg­te, der har spil­let i en Vm-fi­na­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.