Den und­skyl­den­de ban­dit

Weekendavisen - - Bøger - Af KLAUS WI­VEL

In­ter­view. Da den her­o­i­naf­ha­en­gi­ge ame­ri­ka­ner Da­ni­el Ge­nis 25 år gam­mel hav­ne­de ti år bag trem­mer som føl­ge af en ra­ek­ke udu­e­li­ge rø­ve­ri­er, b

ROOKLYN – Fo­re­stil Dem, esti­me­re­de, lyk­ke­li­ge, tryg­ge La­e­ser af bogsek­tio­nen, at De gør Dem skyl­dig i nog­le for­klud­re­de, håb­lø­se rø­ve­ri­er hen over ti her­o­i­nop­spa­end­te da­ge. Dom­men er brutal. Ti år bag lås og slå, fle­re af dem i mak­si­malt sik­ker­heds­fa­engsel. De sid­der blandt na­zi­ster, vold­ta­egts­for­bry­de­re og mas­se­mor­de­re på liv­s­tid, der in­tet har at mi­ste og der­for uden vi­de­re kan slå ihjel. De får ta­esk af bå­de med­fan­ger og fan­ge­vog­te­re og op­le­ver mord og selv­mord. Fo­re­stil Dem, at der fand­tes en pil­le, De kun­ne slu­ge, hvor­ved De sov un­der he­le op­hol­det? Vil­le De ta­ge den? Det spørgsmål stil­le­de Da­ni­el Ge­nis bå­de sig selv og si­ne med­fan­ger i de ti år, han sad i ame­ri­kan­ske fa­engs­ler. De fle­ste sva­re­de ja. Selv sva­re­de han nej.

BDANIEL Ge­nis blev født i New York i 1978, blot få må­ne­der ef­ter at hans fora­el­dre var emi­gre­ret fra Sov­je­tu­ni­o­nen. Hans far, Ale­xan­der Ge­nis, er i hjem­lan­det en be­rømt in­tel­lek­tu­el, hvis bø­ger har solgt i mil­li­o­ner, og ene­bar­net vok­se­de op i den ame­ri­kan­ske stor­by blandt for­fat­te­re som Jo­seph Brod­sky, Kurt Von­ne­gut, Seamus He­a­ney og Um­ber­to Eco. Og­så dis­si­de­ren­de rus­si­ske in­tel­lek­tu­el­le hør­te til fora­el­dre­nes ven­ne­kreds med her­oi­ske anek­do­ter fra kam­pen mod et af år­hund­re­dets mest bruta­le dik­ta­tu­rer. Få er de un­ge ma­end med lit­te­ra­e­re am­bi­tio­ner, der i det sel­skab und­går et vel­na­e­ret min­dre­va­erd. Da­ni­el Ge­nis fortab­te sig i bø­ger­ne, men ikke kun i dem. Da han kom i high school, Stuy­ve­sant, den sva­e­rest til­ga­en­ge­li­ge og mest pre­sti­gi­øse sko­le i New York, for­søg­te han sig med ko­kain og blev, som han har skre­vet et sted, en fi­gur i sin »egen ek­si­stens­ro­man og traf de valg«, som han ta­enk­te, hans la­e­se­re »vil­le fin­de mest in­ter­es­san­te«. »Det tog mig seks år at fucke det he­le op,« forta­el­ler han fra sin lil­le lej­lig­hed i Fort Gre­en, Brook­lyn – ud til den løf­te­de Brook­lyn Qu­e­ens Expres­sway på den ene si­de og på den an­den si­de en ka­tolsk kir­ke, som al­drig fik råd til et spir. Han har en Su­per­man-trø­je på og blom­stre­de se­ler, der med det yder­ste hol­der et par ikke la­en­ge­re helt re­ne ly­se­blå buk­ser op­pe. Da­ni­el er ikke helt så fit me­re, som han var i fa­engs­let, hvor det til gen­ga­eld lyk­ke­des ham at op­byg­ge en krop som en bo­dy­bu­il­der. Hå­ret er halvlangt og fed­tet. Hud­far­ven gra­en­sen­de til det grå­li­ge, sik­kert som føl­ge af de man­ge nat­te­ti­mer, han sid­der i sit over­fyld­te, mi­krosko­pi­ske kon­tor og skri­ver på si­ne erin­drin­ger, som for­la­get Pengu­in har be­talt et ud­ma­er­ket forskud for. »1046«, er ar­bejds­tit­len, det an­tal bø­ger han la­e­ste i fa­engs­let. Si­den han blev løsladt i vin­te­r­en 2014, har han og­så skre­vet hår­rej­sen­de og su­ve­ra­e­ne ar­tik­ler til me­di­er som Newswe­ek, Washington Post, Daily Beast, Pa­ris Re­view, New York Daily News og an­dre, som har op­da­get den­ne mands brønd af vi­den og hårdt er­hver­ve­de, blo­di­ge og of­te mor­som­me er­fa­rin­ger fra de fa­engs­ler, hvor over to mil­li­o­ner ame­ri­ka­ne­re me­nes at hensla­e­be de­res til­va­e­rel­se.

EF­TER high school rej­ste Da­ni­el Ge­nis i 1998, 18 år gam­mel, til Kø­ben­havn, hvor han lod sig in­d­rul­le­re på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet og be­gynd­te at stu­de­re nor­disk myto­lo­gi. Han la­er­te sig at la­e­se ru­ner un­der vej­led­ning af Mi­cha­el Ler­che Ni­el­sen, der og­så blev hans ven. »Dan­ny er uden tvivl den mest be­ga­ve­de uden­land­ske stu­dent jeg har haft,« forta­el­ler lek­to­ren fra Nor­disk Forsk­nings­in­sti­tut og til­fø­jer, at den un­ge ame­ri­kan­ske stu­de­ren­de på få må­ne­der blev så god til dansk, at han delt­og i un­der­vis­nin­gen – på dansk. Selv forta­el­ler Da­ni­el Ge­nis, at hans tid i Dan­mark, hvor han bo­e­de på Nør­re­bro­ga­de oven på en al­bansk klub, ud­sat­te hans derou­te et års tid. Da han kom tilbage til New York, gav han sig til at sa­el­ge ko­kain for at kun­ne fi­nan­si­e­re sit for­brug og le­ve et vildt nat­te­liv. De pen­ge, han tjen­te ved at ar­bej­de på et lit­te­ra­ert agen­tur, for­slog slet ikke. Det eska­le­re­de, da han be­gynd­te at ta­ge her­o­in. »Jeg hav­de op­le­vet her­o­injunki­er he­le mit liv og vid­ste, hvor galt det kun­ne gå, men hvis en ud af en mil­li­on junki­er kla­rer det li­ge­som Wil­li­am Bur­roug­hs, kun­ne det jo va­e­re, at jeg ikke blot vil­le bli­ve en af dem, som lig­ger og dør,« si­ger han med hen­vis­ning til be­at­for­fat­te­ren og narko­ma­nen, som han og­så la­er­te at dyr­ke og ro­man­ti­se­re un­der sit kor­te op­hold i Dan­mark. »Der er in­gen, der be­gyn­der at ta­ge narko ud fra den for­vent­ning, at de vil bli­ve af­ha­en­gi­ge af det. Jeg hav­de ikke alt for man­ge pro­ble­mer med de an­dre stof­fer, jeg hav­de ta­get. Jeg var al­drig ble­vet ar­re­ste­ret; jeg hav­de al­drig haft ga­eld. Det gi­ver et liv med et her­o­in­mis­brug ikke mu­lig­hed for. Jeg blev na­e­sten af­ha­en­gig med det sam­me.«

FORT Gre­en er en af de me­re rå de­le af Brook­lyn, med li­ge de­le hi­s­pa­ni­cs, psy­kisk syge og un­ge hvi­de på jagt ef­ter bil­li­ge bo­li­ger. Da han køb­te hu­set, fik han at vi­de, at der hav­de le­vet en ita­li­ensk fa­mi­lie, og at det na­ep­pe var no­gen god idé at for­sø­ge at gra­ve i bag­en­den af ha­ven. Vi går tilbage på hans kon­tor for at fort­sa­et­te sam­ta­len. Da han stort set ikke kun­ne have ting i sin cel­le i ti år, har han valgt at ind­hen­te det tab­te. Her er et ra­ri­tet­ska­bi­net af bø­ger og gam­melt le­ge­tøj. Der ha­en­ger Star Wars-ski­be og le­ge­tøjs­fly un­der lof­tet, og på hyl­der­ne er op­stil­let rumva­es­ner, su­per­hel­te og gam­le bi­ler. Han har selv la­vet en in­stal­la­tion ud af et al­ter­skab, der rum­mer et kom­plekst sy­stem af lom­m­eu­re, for­stør­rel­ses­glas, ba­ro­me­ter­må­le­re og en sa­ta­nisk eng­le­fi­gur, som får det til at lig­ne en ma­ski­ne fra en Ju­les Ver­ne-ro­man. »Så snart man er narko­man, bli­ver man kri­mi­nel, na­e­sten uan­set hvor rig man er,« fort­sa­et­ter han. Ge­nis fik op­byg­get en ga­eld på 5.000 dol­lars til si­ne pus­he­re. I lø­bet af ti au­gust­da­ge gik det galt. Han hav­de ikke fle­re pen­ge. Jorden be­gynd­te at bra­en­de un­der ham. »Jeg blev den und­skyl­den­de ban­dit. Jeg sag­de und­skyld, når jeg rø­ve­de folk. Jeg kun­ne ikke li­de at gø­re det. Jeg skam­me­de

»Det tog mig et kvar­ter at op­da­ge, at jeg vil­le va­e­re et ud­skud, li­ge­gyl­digt hvad jeg gjor­de. Ikke tro­va­er­dig, ikke po­pu­la­er, ikke en af dren­ge­ne.«

mig over mig selv. Jeg gav dem de­res pung tilbage. Jeg kom med dum­me for­kla­rin­ger på, hvor­for jeg tog de­res pen­ge. En­gang løj jeg for en da­me, som jeg for­tal­te, at min ka­e­re­ste var ble­vet kid­nap­pet, og at jeg hav­de brug for 20 dol­lars.« Sa­er­ligt tru­en­de kun­ne han ikke fin­de ud af at va­e­re. »En­gang var der to un­ge, hø­je fy­re, som jeg gik hen til. Jeg sag­de: ’Giv mig je­res pen­ge. I ved, hvad det her er.’ Jeg ske­le­de mod lom­mek­ni­ven i hån­den. De hav­de en pizza, som de ka­ste­de mod mig. Den ram­te ret godt. Al­le styk­ker­ne drev ned af mig. Jeg blev nødt til at stik­ke af.« Det er ikke nemt at rø­ve på en ven­lig må­de, forta­el­ler Da­ni­el Ge­nis, som til­fø­jer, at han ikke en­gang fik me­re end nog­le hund­re­de dol­lars ud af det he­le. Han hav­de på det tids­punkt net­op gif­tet sig med Pe­tra, hans un­gar­ske ko­ne, som først ane­de uråd, da hun ved et til­fa­el­de fik øje på de ka­ny­ler, han gem­te un­der va­sken. Op­da­gel­sen før­te til, at Da­ni­el Ge­nis gik på af­vaen­ning, som holdt i tre må­ne­der, ind­til han en dag ikke la­en­ge­re kun­ne mod­stå tran­gen. Han tog tilbage til det kvar­ter, hvor han hav­de fo­re­ta­get rø­ve­ri­er­ne, og hvor han kun­ne kø­be sin her­o­in. »Jeg fik stof­fer­ne og tog hen til en Bar­nes and Noble på Astor Pla­ce, som ikke fin­des me­re. Jeg ind­t­og stof­fer­ne på ba­de­va­e­rel­set. Så gik jeg hen og hen­te­de Low Li­fe af Luc San­te ned fra re­o­len. Da jeg blev ar­re­ste­ret, måt­te jeg ef­ter­la­de bo­gen på gul­vet. I bog­han­de­len var jeg gå­et for­bi et af mi­ne of­re. Hun så mig og rin­ge­de til po­li­ti­et. Jeg så hen­de fra bags­a­e­det af po­li­ti­bi­len.«

PE­TRA af­bry­der os med en tal­ler­ken af ski­ve­skå­ret un­garsk pøl­se, som vi vel­vil­ligt pluk­ker af. »Min ko­ne var den ene­ste, der var ven­lig nok til at tro, at jeg var uskyl­dig,« si­ger han. »Hun vid­ste det ikke. Hun syn­tes, det var for­fa­er­de­ligt, at jeg hav­de be­gå­et dis­se for­bry­del­ser, hvor­ef­ter jeg var ta­get hjem uden at ta­le om det og so­vet i sam­me seng.« I dag er han af go­de grun­de sta­dig vild med

Da­ni­el Ge­nis i dag, hvor han skri­ver på hi­sto­ri­en om sit hef­ti­ge stof­mis­brug, ti år bag trem­mer og in

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.