Frygt og had i Av­di­jiv­ka

»Det er kun den gra­nat, der fly­ver for­bi, der hvi­ner. Hvi­net fra den gra­nat, der er be­stemt til mig, kan jeg ik­ke hø­re.« Vi be­søg­te fron­ten i Eu­ro­pas »glem­te krig«.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af ANDRIJ TSAPLIJENKO

AV­DI­JIV­KA, UKRAI­NE – Har De no­gen­sin­de hørt, hvor gen­nem­tra­en­gen­de en stor­ka­li­bret gra­nat hvi­ner, når den gen­nem­ska­e­rer luf­ten? Det er vir­ke­lig et hel­ve­des hvin, der får blo­det til at fryse til is. Der­ef­ter kom­mer en ma­eg­tig eks­plo­sion, der ryster jor­den. Og så ram­mer gra­nats­pl­in­ter­ne med et tørt knald de ma­le­de jern­hegn. Og al­le­re­de før den­ne knal­den ly­der, har De lyst til at tryk­ke Dem ned i den kol­de sne. Det er en re­fleks. Den ind­tra­e­der, li­ge så snart De hø­rer den uhyg­ge­li­ge hvi­nen. Men de­lings­fø­re­ren med ko­de­nav­net »San­ta« fø­rer mig rundt i si­ne stil­lin­ger og duk­ker ik­ke en­gang ho­ve­d­et. På det har han i øv­rigt blot en rød fez i ste­det for en hjelm. »Det er kun den gra­nat, der fly­ver for­bi, der hvi­ner,« for­kla­rer han ro­ligt. »Hvi­net fra den gra­nat, der er be­stemt til mig, kan jeg ik­ke hø­re. Det er sim­pel fy­sik, min ven.« Vi går langs de små lands­byhu­se, der er ty­pi­ske for den gam­le del af Av­di­jiv­ka. End­nu i går var de ube­ska­di­ge­de. Men nu ser ru­i­ner fra ven­stre og høj­re på os med de ka­em­pe­sto­re skud­hul­lers tom­me øjen­hu­ler og min­der os om, hvor skrø­be­ligt men­ne­sket er. Hvor skrø­be­lig he­le vo­res ver­den er. »San­ta« lig­ner li­ge­frem en mor­som ju­le­mand. Hans folk ser over­be­vi­sen­de ud i skud­sik­re ve­ste og kamu­fla­ge­u­ni­for­mer med ma­skin­pi­sto­ler på bry­stet. »San­ta« har i ste­det for kamu­fla­ged­ragt en gul få­reskind­spels på, der står åben. Og ik­ke no­gen skud­sik­ker vest. Ja, og så den rø­de hue på det ska­eg­ge­de an­sigt. San­ta Claus op ad da­ge. For et år si­den, i fe­bru­ar 2016, fortra­eng­te »San­ta« og en grup­pe fri­vil­li­ge de pr­orus­si­ske se­pa­ra­ti­ster fra in­du­stri­om­rå­det i Av­di­jiv­ka. Fra det øje­blik blev Av­di­jiv­ka det mest uro­li­ge om­rå­de på kor­tet over kri­gen om Don­bass. Hvor­for? Jeg tror, at en­hver, der har va­e­ret ba­re én gang i Østu­krai­ne, kan for­stå sva­ret. I det ter­ri­to­ri­um, som de pr­orus­si­ske se­pa­ra­ti­ster kon­trol­le­rer, er der en fryg­te­lig øko­no­misk til­ba­ge­gang. Der er ik­ke no­get ar­bej­de at få. De ned­lag­te fa­brik­ker ska­e­res op til skrot. Som mar­ke­tings­spe­ci­a­li­ster­ne si­ger, har le­der­ne af op­rø­rer­ne ik­ke an­det at »sa­el­ge« til de­res folk end mi­li­ta­e­re suc­ce­ser. Ne­der­lag til »ukrer­ne« (»uki­es«, som op­rø­rer­ne kal­der Ukrai­nes va­eb­ne­de styr­ker) kan slet ik­ke til­la­des.

Krigs­fan­gen

I den­ne vin­ter er kon­flik­ten blus­set op med ny styr­ke. De ukrain­ske styr­ker be­slut­te­de at ind­ta­ge de stil­lin­ger, som de ju­re var over­gi­vet til Ukrai­nes kon­trol som føl­ge af de to Min­skaf­ta­ler, men som de fa­cto blev kon­trol­le­ret af op­rø­rer­ne. De pr­orus­si­ske styr­ker kald­te ukrai­ner­nes frem­ryk­ning for »et kry­ben­de an­greb« og ka­ste­de sig ud i »et kry­ben­de modan­greb«. Men no­get gik galt, og op­rø­rer­ne krøb til­ba­ge ef­ter at ha­ve mi­stet sne­se­vis og få­et hund­red­vis af sår­e­de på slag­mar­ken ved Av­di­jiv­ka. Og en fan­ge. Jeg var den ene­ste jour­na­list, som hav­de held til at få ham i ta­le. Han hed­der Alek­s­an­dr Alek­sejtjuk. 29 år gam­mel. Født i Maki­iv­ka. Ukrainsk stats­bor­ger. Let sår­et i ho­ve­d­et. Da vi be­søg­te ham på ho­spi­ta­let, så jeg, at en sy­geple­jer­ske var ved at be­hand­le hans ene øje. Alek­s­an­dr var ved at blive gjort klar til ope­ra­tion. Men den fo­re­stå­en­de ope­ra­tion hin­dre­de ham ik­ke i at ta­le med os. »Hvor har De gjort tje­ne­ste?« spør­ger jeg. Alek­s­an­dr sva­re­de, at han hav­de ka­em­pet i ba­ta­l­jo­nen »Vo­stok«. I en af se­pa­ra­ti­ster­nes mest po­pu­la­e­re en­he­der. »Var der no­gen me­ning i at gå ud og ka­em­pe mod Ukrai­ne? Kan De ik­ke li­de De­res eget land?« Mit spørgs­mål lød ret pro­vo­ke­ren­de. »Jeg hav­de brug for pen­ge, ser De,« er­kla­e­re­de Alek­s­an­dr åben­hjer­tigt. »I Maki­iv­ka er der ik­ke no­get ar­bej­de at få. Man kan en­ten gi­ve sig til at stja­e­le el­ler at ska­e­re fa­brik­ker­ne op til skrot. Jeg vil­le ik­ke stja­e­le. Og jeg blev ik­ke an­ta­get i skro­tvirk­som­he­den. Jeg meld­te mig til ba­ta­l­jo­nen »Vo­stok«. De til­bød 15.000 rub­ler (ca. 1500 kr. – o.a.). Det sag­de jeg ja til. Jeg blev sendt til ’Al­maz-2’. Det er en stil­ling uden for Av­di­jiv­ka. Og dér tog ukrain­ske sol­da­ter mig til fan­ge.« Ef­ter ope­ra­tio­nen vil Alek­s­an­dr for­ment­lig blive over­ført til den så­kald­te »ud­veks­lings­grup­pe«. For på den an­den si­de af front­linj­en er der mindst 64 ukrain­ske sol­da­ter i op­rø­rer­nes va­re­ta­egt. Men jeg er ae­r­lig talt ik­ke så in­ter­es­se­ret i Alek­s­an­drs frem­tid som i hans for­tid. Hans na­e­re for­tid. Nem­lig: Hvis or­drer ad­lød Alek­s­an­dr? Hvem gav ham og hans vå­ben­brød­re or­drer til at be­sky­de Av­di­jiv­ka? Hvis gra­na­ter hav­de den sam­me mor­gen hvi­net over mit ho­ved? Jeg ta­enk­te mig li­ge lidt om, før jeg for­mu­le­re­de mit spørgs­mål. »Sig mig, Sasja, er der rus­si­ske of­fi­ce­rer blandt je­res che­fer?« »Ja, der er man­ge.« Fy­ren ta­enk­te sig og­så lidt om, før han sva­re­de. »De be­fin­der sig på vo­res ba­se, ’Tjetv­jor­ka’. Den lig­ger i Do­netsk, dér, hvor mo­tel­let er. Rus­ser­ne er en slags ku­ra­to­rer hos os. Le­de­re. De går rundt på ba­sen. Men så snart der be­gyn­der at ske no­get al­vor­ligt, gem­mer dis­se le­de­re sig et sted. De kom­mer be­stemt ik­ke ud til os i for­re­ste linje.« De kom­mer ik­ke der­ud, for­di de sik­kert er ban­ge for at blive ta­get til fan­ge. Li­ge­som Alek­s­an­dr. En tje­ne­s­te­gø­ren­de rus­sisk of­fi­cer i fan­gen­skab er en in­ter­na­tio­nal skan­da­le. Og et punk­tum for den rus­si­ske myte om, at der fø­res bor­ger­krig i Ukrai­ne. Men kan »den glem­te krig i Eu­ro­pa« vir­ke­lig blive år­sag til en skan­da­le, ove­ni­kø­bet en in­ter­na­tio­nal?

»Gid rus­ser­ne vil kom­me«

I Av­di­jiv­ka er der øde­lagt 179 hu­se. Man­ge af dem to­talt. Over by­en er der på en uge af­fy­ret 7500 gra­na­ter. Tu­sind om da­gen. Og det har ik­ke skabt in­ter­na­tio­nal be­styr­tel­se. Hvor har se­pa­ra­ti­ster­ne så man­ge gra­na­ter fra, hvis der på det ter­ri­to­ri­um, de kon­trol­le­rer, ik­ke var et ene­ste de­pot for ar­til­le­ri­gra­na­ter før kri­gen? Sva­ret er ef­ter min me­ning åben­lyst. Men alt for ube­kvemt for ver­dens­sam­fun­det. Selv om det skal er­ken­des, at der i Av­di­jiv­ka – selv blandt dem, der er ble­vet ud­sat for de pr­orus­si­ske se­pa­ra­ti­sters gra­na­ter – er folk, der er re­de til at rå­be »Pu­tin, sa­et trop­per ind!« Den na­e­ste dag, ef­ter sam­ta­len med den til­fan­ge­tag­ne op­rø­rer, tog jeg igen til den gam­le del af Av­di­jiv­ka. For at ta­el­le nye hul­ler i hus­mu­re­ne. Da jeg gik hen ad ga­den, be­ma­er­ke­de jeg en ae­l­dre mand, der var ved at ryd­de en bun­ke va­ek i en gård. »Må jeg kom­me ind?« spurg­te jeg. »Va­ers­go,« sva­re­de manden tra­et. Han åb­ne­de lå­gen og rak­te mig sin bre­de, fa­ste hånd: »Ar­tur Pasternak, jeg ar­bej­der på fa­brik­ken.« Det var der ik­ke no­get ma­er­ke­ligt ved. Så­dan kun­ne hver an­den mand i den­ne by pra­e­sen­te­re sig. Det hal­ve Av­di­jiv­ka ar­bej­der på koks­fa­brik­ken, som er ejet af den ri­ge­ste ukrain­ske oligark, Ri­nat Ak­h­me­tov. Un­der be­skyd­nin­ger­ne stand­se­de fa­brik­ken et par da­ge. Skor­ste­ne­ne holdt op med at ud­s­py gif­tig røg. Luf­ten blev re­ne­re. Men sam­ti­dig kob­le­de var­me­net­tet og fa­brik­kens elva­erk ud. Og by­en var på ran­den af en ka­ta­stro­fe. Den for­gif­te­de lugt af koks­slag­ger­ne er for de lo­ka­le ind­byg­ge­re en lugt af liv og sta­bi­li­tet. »Selv hvis du over­le­ver un­der be­skyd­ning i et øde­lagt hus, vil en tem­pe­ra­tur på mi­nus 20 gø­re det af med dig,« si­ger Ar­tur og ryd­der op i det byg­ge­af­fald, som en ra­ket fra ra­ket­ka­ste­ren »Grad« har for­vand­let det hal­ve af hu­set til. På trap­pen til hu­set vi­ser Ar­turs 80-åri­ge mor sig. Jeg spurg­te til, hvad hun hed. »Va­len­ti­na« kald­te hun sig. »Hvem tror De, det er, der sky­der mod Dem?« spør­ger jeg. »Hvad skal jeg tro?« na­e­sten rå­ber den gam­le ko­ne. »Det er ukrai­ner­ne. Ban­der­a­fol­ke­ne! Jeg ha­der dem. Gid Fol­ke­re­pu­blik­ken Do­netsk vil kom­me til os. Gid rus­ser­ne vil kom­me!« »Ban­de­ra-fol­ke­ne«, de halv­my­ti­ske til­ha­en­ge­re af den ukrain­ske na­tio­na­list Ste­pan Ban­de­ra, har først den sov­je­ti­ske og nu den rus­si­ske pro­pa­gan­da brugt til at skra­em­me folk her med. Ar­tur ta­ger mig til si­de og si­ger stil­le: »Lad va­e­re med at lyt­te til hen­de. Jeg kan ik­ke la­en­ge­re mag­te at få hen­de på an­dre tan­ker. Min

mor vil al­drig tro, at det er en rus­sisk gra­nat, der har ramt hu­set.« De pr­orus­si­ske stem­nin­ger i Av­di­jiv­ka, der er kon­trol­le­ret af Ukrai­ne, er ud­bred­te. Det er der et par år­sa­ger til. Det over­va­el­den­de fler­tal her reg­ner rus­sisk for de­res mo­der­s­mål. Nog­le af ind­byg­ger­ne i Av­di­jiv­ka har sla­egt­nin­ge, der ka­em­per mod Ukrai­ne på den ik­ke-an­er­kend­te Fol­ke­re­pu­blik Do­netsks si­de – og de skju­ler det ik­ke! Men ho­ved­år­sa­gen er ef­ter min me­ning føl­gen­de: De gam­le, den ud­dø­en­de ge­ne­ra­tion, la­en­ges ef­ter USSR, og de op­fat­ter Pu­tins Rusland som en slags re­inkar­na­tion af Sov­je­tu­ni­o­nen. Nog­le er, som Va­len­ti­na Pasternak, end­da re­de til i for­vent­nin­gen om Pu­tins kom­me at le­ve un­der hvi­net fra gra­na­ter, der er frem­stil­let i Rusland.

Fa­mi­li­e­lyk­ke a la Av­di­jiv­ka

Men de un­ge i Av­di­jiv­ka ta­en­ker an­der­le­des. End­nu et øde­lagt hus. End­nu en mand, der ryd­der op i en bun­ke. Men den­ne gang ung. Om­kring 25 år, ik­ke me­re. Jeg be­der igen om at kom­me ind på går­den. Igen en bred ga­est­fri ge­stus. »An­ton Tol­stoj, ind­byg­ger i den­ne ulyk­ke­li­ge by,« si­ger han stil­le. »Jeg ar­bej­der som klejns­med på koks­fa­brik­ken.« Hvem vil­le va­e­re i tvivl om det? Det kan ik­ke va­e­re an­der­le­des her. Gen­nem et øde­lagt vin­due får jeg øje på en bar­ne­seng. Den er tom. Over den har vin­den fat i for­skel­lig­far­vet le­ge­tøj på en snor. Det bil­le­de gi­ver mig my­r­e­kryb. An­ton kig­ger og­så på sen­gen og smi­ler sørg­mo­digt: »Bar­net er to må­ne­der gam­melt. I går af­tes, li­ge da be­skyd­nin­gen af by­en be­gynd­te, nå­e­de jeg at få min ko­ne og den lil­le ud til nog­le sla­egt­nin­ge. I mor­ges kom gra­na­ten fly­ven­de. Sik­ken et held, at vi ik­ke var hjem­me.« Se, det er fa­mi­li­e­lyk­ke a la Av­di­jiv­ka. Når al­le di­ne na­e­re er i li­ve. Og der vi­ser sig et tag over ho­ve­d­et. På et tids­punkt. »Sig mig, An­ton,« spør­ger jeg for­sig­tigt manden med den sto­re rus­si­ske for­fat­ters ef­ter­navn, »hvem vil I va­e­re sam­men med, Rusland, Ukrai­ne el­ler Fol­ke­re­pu­blik­ken Do­netsk?« »Vo­res frem­tid er kun med Ukrai­ne,« si­ger Tol­stoj. »Ukrai­ne er for mig sta­bi­li­tet. Men det vig­tig­ste er, at kri­gen op­hø­rer. At de sim­pelt­hen hol­der op med at sky­de. Bå­de fra den an­den og fra den­ne si­de.« Jeg har ik­ke kendt en ene­ste af de fre­de­li­ge ind­byg­ge­re i Av­di­jiv­ka, der er dø­de i den­ne uge. Men til gen­ga­eld har jeg kendt nog­le af de ukrain­ske sol­da­ter, som in­gen no­gen­sin­de skul­le få at se igen. De fle­ste af dem var ik­ke en­gang 30 år. Da­gen før hav­de en af dem ført mig rundt i den ukrain­ske ha­ers for­re­ste skyt­te­gra­ve. Kap­ta­j­nen, der var over­ha­engt med am­mu­ni­tion og hav­de en kamu­flage­far­vet kevlar­hjelm på ho­ve­d­et, så tem­me­lig tru­en­de ud. Men da han tog hjel­men af, lag­de jeg ma­er­ke til, at min gu­i­de ved fron­ten hav­de helt un­ge og let run­de an­sigtstra­ek, som hos et barn. De var ik­ke på­vir­ket af hver­ken tid el­ler er­fa­ring. Den dag så jeg man­ge 20-åri­ge sol­da­ter som ham. Og så fik jeg den ma­er­ke­li­ge tan­ke, at det er en krig mel­lem børn, der i ste­det for voks­ne ka­em­per for den ulyk­ke­li­ge bys frem­tid. For det ulyk­ke­li­ge lands frem­tid. Nu har den un­ge kap­ta­jn va­e­ret død i nog­le døgn, og jeg bli­ver ført langs front­linj­en af min ven, den ska­eg­ge­de »San­ta«, der i den­ne uge har set fle­re dø­de i Av­di­jiv­ka end på et helt år. »Det er li­ge­som, at vi er med i en film, hvor alt bra­en­der, fly­ver og kna­ger!« si­ger han til mig, idet han lyt­ter til de­to­na­tio­ner­ne. »For at jeg ik­ke skal blive tos­set, fo­re­stil­ler jeg mig, at jeg bli­ver op­ta­get i en film om Sta­lin­grad, og at der ik­ke sker mig no­get.« Hvad der end måt­te ske, »San­ta«, så har du al­le­re­de vun­det dit slag ved Sta­lin­grad.

Vand­trans­port i Av­di­jiv­ka. Rus­si­ske le­de­re er blandt de ukrain­ske op­rø­re­re, si­ger en krigs­fan­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.