Syn­der.

»Jeg spe­ku­le­rer på, om al­le fø­ler sig li­ge så on­de som mig,« si­ger Sø­ri­ne Got­fred­sen.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af POUL PILGAARD JOHNSEN

VEM af pa­tri­ar­ker­ne i Ma­ta­dor er mest tro­en­de – el­ler i hvert fald na­er­mest Gud? For­ret­nings­man­den Mads Skjern, der tro mod sin mis­sions­ke bag­grund for­sa­ger utug­tig­hed og druk og over­hol­der al­le reg­ler? El­ler bank­di­rek­tør Var­na­es, der be­dri­ver hor, gør en ung bankas­si­stent gravid og får ar­ran­ge­ret en abort? Det rig­ti­ge svar er Var­na­es – skal man tro Sø­ri­ne Got­fred­sen, pra­est ved Jesuskir­ken i Val­by og en mar­kant de­bat­tør: »Hans Chri­sti­an Var­na­es syn­der i kø­det, men Mads Skjern syn­der i ån­den, og det er fak­tisk va­er­re. Skjern ken­der reg­ler­ne i det yd­re og kan si­ge en mas­se om Gud, men han er i vir­ke­lig­he­den min­dre tro­en­de, for­di han le­ver, som om han ik­ke har brug for Gud. Var­na­es der­i­mod bli­ver ramt af samvit­tig­heds­nag og skyld­fø­lel­se, og da Ul­la forta­el­ler ham, at hun er gravid, si­ger han straks, at han er fej. Han er vil­lig til at se li­vet i det per­spek­tiv, at det er ham, der har fejl, og med den­ne spon­ta­ne sel­ver­ken­del­se og synds­be­vidst­hed ad­ly­der han Gud, me­re end Skjern gør med al sin selv­ret­fa­er­dig­hed og hov­mo­dig­hed,« for­kla­rer Sø­ri­ne Got­fred­sen og slår den helt grund­la­eg­gen­de pra­e­mis fast: »Den stør­ste synd er at tro, at man kan und­va­e­re Gud. Det er vig­tigt at få sagt i en – i kri­sten for­stand – uop­lyst tid, hvor or­det syn­dig­hed of­te hø­res som ren for­døm­mel­se og har et så for­fa­er­de­ligt om­døm­me, at selv man­ge pra­e­ster ik­ke bru­ger det. Folk tror, at syn­dig­hed mest har no­get med sex og ut­ro­skab at gø­re, men det er en stør­re synd at ha­ve nok i sig selv.« Syn­den da­ek­ker over så me­get me­re end en moralsk fejl­ta­gel­se, og Lut­her, som Sø­ri­ne Got­fred­sen har med un­der ar­men he­le vej­en gen­nem sin nye bog, Fri os fra det on­de, be­skri­ver op­hø­jel­sen af egen døm­me­kraft så­dan her: »Den­ne synd er sva­e­re­re for Gud end mord og ae­g­te­skabs­brud. Men dens ond­skab ser man ik­ke så klart som mor­dets, på grund af dens fin­hed. For den fuld­byr­des ik­ke i det grove kød, men i ån­den.« Det er der­for, Mads Skjern iføl­ge Sø­ri­ne Got­fred­sen »står til­ba­ge som tv-se­ri­ens en­som­me og sør­ge­li­ge fi­gur, alt imens Hans Chri­sti­an og Mau­de har fun­det stør­re gen­si­dig for­stå­el­se gen­nem er­fa­rin­gen af de­res egen fejl­bar­lig­hed. Bå­de Skjern og Var­na­es er i kri­sten og lut­hersk for­stand syn­de­re, for­di det er et­hvert men­ne­ske, men spørgs­må­let er, hvor­dan man le­ver med det, og i hvor høj grad man vin­der ind­sigt i sin egen na­tur.« Det on­de fin­des alt­så i os al­le – el­ler skal vi hel­le­re si­ge: Den on­de? Ger­ne for Got­fred­sen, der hel­ler ik­ke vi­ger til­ba­ge for or­det Dja­e­vel­en: »Hvis man tror, der fin­des en ude­frakom­men­de ond kraft i ver­den og i men­ne­sket, som ik­ke kan ana­ly­se­res bort el­ler for­kla­res ra­tio­nelt, da­ek­ker or­det dja­e­vel­en bed­re end an­dre, jeg ken­der. Der må ger­ne ske en per­so­ni­fi­ce­ring. Når man bru­ger ud­tryk­ket det on­de, ly­der det ba­re som no­get, vi men­ne­sker går rundt og på­fø­rer hin­an­den, og så fly­der det over i en psy­ko­lo­gisk tan­ke­gang, som slet ik­ke er nok,« si­ger hun og ler, da vi prø­ver at fo­re­stil­le os, hvor­dan Fan­den kon­kret ser ud. Halt og med horn i pan­den og glo­en­de øj­ne? »Det er selv­føl­ge­lig for­ti­dens må­de at gø­re tin­ge­ne hånd­gri­be­li­ge på. Vi kan gri­ne over da­ti­dens fo­re­stil­lin­ger og fø­le os ha­e­vet over dem, men der er jo ik­ke langt fra at per­so­ni­fi­ce­re det on­de til og­så at gi­ve ham skik­kel­se. Og jeg op­fat­ter ham som en be­vidst in­ten­tion, en se­en­de be­vidst­hed, der vil øde­la­eg­ge liv,« si­ger hun. Og så: »Jeg har spe­ku­le­ret på, om al­le fø­ler sig li­ge så on­de som mig. Som vok­sen er det min er­fa­ring, at det on­de fo­re­går i det stil­le. Når jeg for ek­sem­pel er­ken­der, at jeg sta­dig kan ha­ve øje­blik­ke, hvor jeg ik­ke øn­sker an­dre det bed­ste og bli­ver fyldt af små­lig­hed og en lil­le led na­e­rig­hed. Så fo­re­går der en di­a­log in­de i mig selv mel­lem det go­de og det

Hon­de, og den sam­ta­le kan jeg ef­ter­hån­den ik­ke und­gå at op­fat­te som to vil­jer over for hin­an­den. Nog­le vil si­ge, at det jo ba­re er min egen vil­je, men nej, den er ik­ke ind­kran­set af min frie vil­je. Der er en in­ten­tion på spil, og det er den, jeg er i di­a­log med. Jo me­re man har den er­fa­ring, jo me­re op­lagt er det at kal­de den for dja­e­vel­en.«

Ama­tør­p­sy­ko­lo­ger

Men hvil­ken fi­gur i Ma­ta­dor er Sø­ri­ne Got­fed­sen egent­lig selv? Vi stil­ler hen­de ik­ke spørgs­må­let, men i de stil­le stu­er i hen­des lej­lig­hed på Fre­de­riks­berg er det umid­del­bart op­lag­te svar: Elisa­beth Fri­is. Hun er jo og­så ugift og har in­gen børn. Men der ta­ger man vist fejl, for mon ik­ke frø­ken Fri­is vil­le va­e­re enig med sin go­de ven, dok­tor Han­sen – »en for­ban­det ra­di­ka­ler«, som oberst Ha­ck­el si­ger – i, at det on­de for et mo­der­ne og op­lyst men­ne­ske kan for­kla­res ra­tio­nelt og psy­ko­lo­gisk? Den er Sø­ri­ne Got­fred­sen i hvert fald ik­ke med på. »Jeg si­ger ik­ke, at de psy­ko­lo­gi­ske ana­ly­ser ik­ke har no­get på sig, men jeg ad­va­rer imod, at de kom­mer til at fyl­de så me­get. Med vo­res mo­der­ne er­fa­ring ta­en­ker vi, at man si­ger el­ler gør no­get, for­di man er ked af det el­ler no­get i den ret­ning, men for mig er det ik­ke af­gø­ren­de, hvor­dan og hvor­for, det er op­stå­et. En­hver er jo ble­vet sin egen lil­le ama­tør­spsy­ko­log, men det af­gø­ren­de er, at man be­ka­em­per det on­de, slår fra sig og er­ken­der, hvor lil­le man er in­de­ni,« si­ger hun. En ude­frakom­men­de ond­skab, som skal be­ka­em­pes, ind­går sja­el­dent i det mo­der­ne men­ne­skes selv­a­na­ly­se, og iføl­ge Got­fred­sen il­lu­stre­rer in­gen det bed­re li­ge nu end psy­ko­lo­gen Svend Brink­mann, der i dis­se år op­le­ver sin fi­ne­st hour med en enorm gen­nem­slags­kraft hos dan­sker­ne. »Han me­ner, at folk af na­tur grund­la­eg­gen­de be­hand­ler hin­an­den or­dent­ligt, men det er en vold­som tri­vi­a­li­se­ring af be­gre­bet ond­skab, at det kun skul­le va­e­re no­get, der fin­des i fjern­sy­net el­ler hos be­stem­te men­ne­ske­ty­per. Hvis man ik­ke har en stør­re for­stå­el­se for de de­struk­ti­ve kra­ef­ter i men­ne­sket, så ved man vir­ke­lig ik­ke, hvil­ken kamp man er sat i. Svend Brink­mann er så ind­kaps­let i et vel­fun­ge­ren­de, ci­vi­li­se­ret og pri­vil­e­ge­ret liv og samfund, at han langt hed ad vej­en er forskå­net for at ken­de det on­de. Han mang­ler sans for li­del­se, ond­skab og men­ne­skets yder­po­si­tio­ner, og det kom­mer man let til i et trygt samfund som vo­res,« si­ger hun. Al­li­ge­vel er hun ik­ke til sinds ba­re at af­skri­ve Svend Brink­mann og alt, hvad han står for. Tva­er­ti­mod ven­der hun bå­de i sin nye bog og i in­ter­viewet gang på gang til­ba­ge til ham. »Brink­mann har in­tu­i­tivt fat i no­get sandt om men­ne­sket, og hans enor­me dyr­kel­se af pligt­be­gre­bet og na­este­ka­er­lig­he­den, som han he­le ti­den kred­ser om uden at bru­ge or­det, vi­ser, at han har for­stå­et nog­le sand­he­der om det skab­te men­ne­ske. I lut­hersk for­stand hed­der det kald og stand-te­o­lo­gi, at men­ne­sket først og frem­mest fin­der sin me­ning og ret­ning ved at stå et be­stemt sted uden at va­e­re så op­ta­get af sit eget jeg og ved at gø­re no­get for an­dre men­ne­sker,« si­ger hun og fort­sa­et­ter: »Når Brink­mann skri­ver om pra­e­sta­tions­sam­fun­det, er det jo Lut­her om igen – han for­lod jo selv kloste­ret og mun­ke­tilva­e­rel­sen, for­di han for­stod, at for­hol­det til Gud ik­ke hand­ler om at pra­este­re i det yd­re – men in­tet sted kre­di­te­rer Brink­mann den kri­sten- og lut­her­dom, som en stor del af hans vis­dom i vir­ke­lig­he­den kom­mer fra. Tva­er­ti­mod er­kla­e­rer han sig selv som ik­ke-tro­en­de, og han når ik­ke la­en­ge­re end til at skri­ve, at vo­res eti­ske for­plig­tet­hed på hin­an­den er en ’na­tur­kends­ger­ning’ og ’no­get, vi ik­ke har skabt, men som på en må­de er med til at ska­be vo­res liv’. Det er det na­er­me­ste, han kom­mer på, at der fin­des no­get stør­re. La­en­ge­re tør han ik­ke gå, og det be­kym­rer mig, hvis he­le vo­res krist­ne bag­ha­ve ba­re skal om­for­mu­le­res til smar­te psy­ko­lo­gi­ske ven­din­ger, for så mi­ster vi kon­tak­ten til sel­ve den gud­dom­me­li­ge kil­de til liv.« For Sø­ri­ne Got­fred­sen er det dog ik­ke mest et spørgs­mål om, hvem der skal lø­be med ae­ren for de gam­mel­kend­te sand­he­der. Hvis man skal nø­jes med Brink­manns ver­sion, mang­ler der iføl­ge hen­de det al­ler­vig­tig­ste: »Han er enig med Mar­tin Lut­her om, at in­di­vi­det har brug for at bli­ve be­fri­et fra sig selv, men hos Lut­her er det li­ge net­op synds­be­vidst­he­den, der gør, at man kan bli­ve be­fri­et for sig selv. For Svend Brink­mann er det – ja hvad er det? I sid­ste en­de ef­ter­la­der han men­ne­sket, hvor han fandt det. Vi op­for­dres til ik­ke at ma­er­ke ef­ter og ik­ke for­sø­ge at fin­de sand­he­den i os selv, men når der ik­ke er no­gen myn­dig­hed ude­fra, som gri­ber ind i vort liv, og som vi i ste­det kan la­e­ne os op ad og få kraft fra, ef­ter­la­der han men­ne­sket hja­el­pe­løst.«

Gud­løs Brei­vik

Ra­di­kal er Sø­ri­ne Got­fred­sen ga­ran­te­ret ik­ke i po­li­tisk for­stand, så hel­ler ik­ke her lig­ner hun frk. Fri­is og hen­des kam­mer­mu­si­kal­ske om­gangskreds. Selv­god­hed, de ret­te me­nin­ger og over­be­vis­nin­gen om at va­e­re et godt men­ne­ske af na­tur er ynd­lings­a­ver­sio­ner for den ufor­fa­er­de­de pa­stor på C.F. Ri­chs Vej. Te­o­lo­gisk set vil nog­le utvivl­s­omt be­teg­ne hen­de som tem­me­lig ra­di­kal, når ta­len fal­der på An­ders Brei­vik. Det gør den uund­gå­e­ligt, for hun fik i den grad bal­la­de – og en for­si­de i Po­li­ti­ken un­der over­skrif­ten Had­pra­e­di­kant – da hun umid­del­bart ef­ter den nor­ske mas­se­mor­ders be­sti­al­ske for­bry­del­se skrev en kro­nik med over­skrif­ten Lad os bru­ge An­ders Brei­vik rig­tigt – la­es: til at for­stå fa­ren ved et mul­ti­kul­tu­relt samfund, som nog­le fø­ler sig så frem­med­gjort i, at de gri­ber til vå­ben. »Han ha­der i pro­test mod for­vand­lin­gen af det nor­ske og ve­st­eu­ro­pa­ei­ske samfund, han er des­pe­rat og na­ep­pe gan­ske men­talt rask, men hans ra­tio­na­le står ly­sen­de til­ba­ge,« skrev hun blandt an­det, og så tog selv Dansk Fol­ke­par­ti af­stand fra hen­de. I dag ved­går hun, at hun for­mu­le­re­de sig uhel­digt, og at ti­m­in­gen var ad hel­ve­de til. Al­li­ge­vel fast­hol­der hun, at det langt hen ad vej­en la­der sig gø­re at for­stå, hvad der er på fa­er­de i Brei­vik. Det hand­ler om, hvor­dan det on­de får plads i men­ne­sket, og de aspek­ter ved Brei­vik er al­me­ne og ga­el­der for al­le. Iføl­ge Sø­ri­ne Got­fred­sen af­slø­re­de den nor­ske mas­se­mor­der »først og frem­mest den eg­net­hed til at un­der­la­eg­ge sig det on­de, som ken­de­teg­ner vo­res na­tur«, og der­med er vi til­ba­ge til ham den hal­te med horn i pan­den, el­ler hvor­dan han nu ser ud. Det er på den må­de, hun for­står, hvor­dan det kun­ne ske: »Nog­le af de men­tale syg­dom­me, som men­ne­sket li­der un­der i form af ret­nings­løs­hed, angst og stress, alt­så det mo­der­ne men­ne­skes util­pas­set­hed, tror jeg, er et ud­tryk for, at Gud er af­skaf­fet. Sam­ti­dig er vi sat i en dra­be­lig kamp mod det on­de, men når den on­de og­så er af­skaf­fet i vo­res fa­el­les be­vidst­hed, er kam­pen prop­pet ind i den en­kel­te som et in­dre an­lig­gen­de, og det er en klau­stro­fo­bi­sk og af­ma­eg­tig til­stand,« si­ger hun og fort­sa­et­ter om Brei­vik: »Man kan bli­ve af­ha­en­gig af at de­fi­ne­re sit eget ver­dens­bil­le­de, for­nuf­ten for­svin­der, og man ser ef­ter­hån­den kun det, der pas­ser bedst til de fo­re­stil­lin­ger, man er ble­vet af­ha­en­gig af. Når man er fa­na­tisk og pro­vo­ke­ret af ud­vik­lin­gen og det mul­ti­kul­tu­rel­le samfund, og sam­ti­dig har en af­grund, man kan fal­de ned i, for­di man har mi­stet ev­nen til at be­ka­em­pe det on­de i sig selv, kan en Brei­vik op­stå. Me­get in­di­rek­te og med det for­be­hold, at jeg ik­ke ved, hvad Brei­vik er for­met af, kan han da godt ses som et pro­dukt af en gud­løs og for­vir­ret tid. For Lut­her vil­le der ik­ke va­e­re no­gen tvivl: An­ders Brei­vik hand­le­de, som han gjor­de, for­di han over­gav sig til den on­de magt i ver­den.«

»Folk tror, at syn­dig­hed mest har no­get med sex og ut­ro­skab at gø­re, men det er en stør­re synd at ha­ve nok i sig selv.«

FOTO: NIELS CHRISTENSEN

FOTO: NIELS CHRISTENSEN

Sø­ri­ne Got­fred­sen: »Når man er fa­na­tisk og pro­vo­ke­ret af ud­vik­lin­gen og det mul­ti­kul­tu­rel­le samfund, og sam­ti­dig har en af­grund, man kan fal­de ned i, for­di man har mi­stet ev­nen til at be­ka­em­pe det on­de i sig selv, kan en Brei­vik op­stå. Me­get in­di­rek­te og med det for­be­hold, at jeg ik­ke ved, hvad Brei­vik er for­met af, kan han da godt ses som et pro­dukt af en gud­løs og for­vir­ret tid.«

Den on­de. »Jeg har spe­ku­le­ret på, om al­le fø­ler sig li­ge så on­de som mig,« si­ger Sø­ri­ne Got­fred­sen. Hun tror på ond­ska­ben i be­stemt en­tal: en be­vidst og per­so­ni­fi­ce­ret dja­e­vel.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.