Dan­sker.

»Jeg el­sker det her land.« Mosta­fa Chen­did er kom­met på an­dre tan­ker.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af LENY MALACINSKI

»Dan­ske mus­li­mer har op­dra­get de­res børn til so­ci­al skizof­re­ni. De får dem til at bo men­talt i hjem­lan­det, i de­res eg­ne li­del­ser.«

DER er no­get en­somt over Mosta­fa Chen­did. Han sid­der i sin stue på Nør­re­bro, om­gi­vet af ara­bi­ske bøger fra gulv til loft. Der er ik­ke en cen­ti­me­ter luft ti­l­overs. For ti år si­den var han imam i Is­la­misk Tros­sam­fund, epi­cen­ter for Muham­med­kri­sen, og om­gi­vet af ma­end, der så op til ham, søg­te hans råd og lyt­te­de til hans tord­nen­de fre­dags­pra­e­di­ke­ner. I dag er han kun sig selv. »Jeg er ik­ke en­gang en mi­no­ri­tet. Jeg er et en­kelt in­di­vid. Der er må­ske 10 men­ne­sker, der ta­en­ker som jeg. Og nu er du her for at skri­ve en ar­ti­kel og få no­get nyt, som folk kan la­e­se. Og hvad så? Jeg er en in­tel­lek­tu­el sol­dat for en stor idé. Og hvad så?« Det ly­der re­sig­ne­ret. Og pe­s­si­mi­stisk. »Me­get,« si­ger han Mosta­fa Chen­did, en 49-årig ma­rok­ka­ner der før kald­te sig sa­la­fi light, er på 30 år gå­et fra at hep­pe på et is­la­misk ka­li­fat til at er­kla­e­re det se­ku­la­e­re Eu­ro­pa sin ka­er­lig­hed. En trans­for­ma­tion, der kraf­tigt har be­skå­ret hans føl­ge. »Jeg er ik­ke la­en­ge­re den, jeg var. Nu bli­ver jeg kaldt mus­lim light,« si­ger han. Man kan ik­ke kal­de det en om­ven­del­se, for Mosta­fa Chen­did tror sta­dig på Al­lah, hans pro­fet og plig­ten til at be­de fem gan­ge om da­gen. Men han be­trag­ter ik­ke la­en­ge­re et is­la­misk po­li­tisk sty­re byg­get på sha­ria som må­let. Det er en to­ta­li­ta­er uto­pi, me­ner han. Den før så to­ne­an­gi­ven­de imam har va­e­ret igen­nem en ud­vik­ling, der ik­ke har gjort ham min­dre re­li­gi­øs, men min­dre po­li­tisk, og iføl­ge ham er det løs­nin­gen for is­lam i dag: af­po­li­ti­se­ring.

Va­er dig selv

Mosta­fa Chen­did er en god ta­ler. Han var ufor­son­lig og opild­nen­de på ta­ler­sto­len i Is­la­misk Tros­sam­fund, hvor han fun­ge­re­de som an­deni­mam ef­ter den be­røm­te og be­ryg­te­de Ah­med abu La­ban. Chen­dids grøn­ne øj­ne ly­ne­de, han ha­e­ve­de stem­men og nog­le gan­ge en knyt­tet na­e­ve, når han ad­va­re­de imod kon­takt med ik­ke-mus­li­mer. Nog­le gan­ge var han så op­hid­set, at han gra­ed. Ti­den på ta­ler­sto­len for­na­eg­ter sig ik­ke, selv om han i dag sid­der i skra­ed­der­stil­ling i sin so­fa. »Den­gang ta­enk­te jeg på is­la­mi­se­ring af ver­den. Jeg råb­te så me­get. Alt for me­get. Det hand­le­de al­tid om dem og os, mus­li­mer og ik­ke-mus­li­mer. Man fo­re­tog en pro­jek­tion fra for­hol­de­ne i Mel­le­mø­sten til, at al­le eu­ro­pa­e­e­re ha­der os. De kom­mer til vo­res lan­de og ta­ger vo­res olie, så vi skal ka­em­pe til­ba­ge og vi­se, at vi er sta­er­ke og ci­vi­li­se­re­de. I dag si­ger jeg: Va­er dig selv. Va­er po­si­tiv. Det er på ti­de, at vi gi­ver til­ba­ge til Dan­mark, ik­ke ta­ger fra Dan­mark. Ik­ke va­e­re en der al­tid tig­ger om pen­ge. Vi vil ger­ne va­e­re i ret­ten, ik­ke som kri­mi­nel­le men som dom­me­re, i par­la­men­tet, som un­der­vi­se­re i so­cio­lo­gi og an­tro­po­lo­gi. Vi skal va­e­re dan­ske bor­ge­re. El­ske det her land, fø­le en for­bin­del­se til lan­det. Jø­der, krist­ne og mus­li­mer le­ver her. Vi mø­des på ho­spi­ta­let, på kom­mu­nen. Se­ku­la­ris­me er det bed­ste for men­ne­ske­he­den,« si­ger han. In­ter­viewet fo­re­går på en­gelsk, selv om han ta­ler ud­ma­er­ket dansk.

Jeg la­e­ser alt

Det er ik­ke no­gen lil­le er­ken­del­se. Mosta­fa Chen­did pra­e­di­ke­de igen­nem man­ge år ad­skil­lel­se og spør­ger man, hvad der har bragt ham frem til den kon­klu­sion, si­ger han: »Jeg holdt al­drig op med at la­e­se. Jeg la­e­ser alt. Fi­lo­so­fi, kvan­te­fy­sik, atei­s­me, eu­ro­pa­ei­sk hi­sto­rie. Bø­ger­ne får mig til at for­stå mig selv og li­vet bed­re. Folk si­ger, jeg har aen­dret mig, men er det ik­ke dumt at ha­ve de sam­me ideer ef­ter så man­ge års la­es­ning?« spør­ger han. Han rej­ser sig og pe­ger på bog­hyl­der­ne, der fort­sa­et­ter over dør­kar­me­ne i lej­lig­he­dens lil­le en­tré. Mar­tin Hei­deg­ger, Im­ma­nu­el Kant, No­am Chom­sky, Baruch Spi­noza, end­da Ri­chard Dawkins og Step­hen Hawking. »Se­ku­la­ris­men er det bed­ste sy­stem, men­ne­ske­he­den har frem­bragt. Jeg prak­ti­se­rer min re­li­gion, in­gen si­ger, hvad jeg skal gø­re, en­hver er fri til at gø­re, hvad han vil. Dan­mark er ik­ke imod re­li­gion, det er ba­re ad­skilt fra po­li­tik­ken. Jeg el­sker det her land. I de krist­ne sta­ter i Mid­delal­de­ren, var der in­gen plads til mus­li­mer, og i to­ta­li­ta­e­re sta­ter er der in­gen plads til mi­no­ri­te­ter. Her kan al­le bo,« si­ger han. – Så det se­ku­la­e­re samfund er det ene­ste, der fun­da­men­talt kan sik­re re­li­gi­øs fri­hed? »Ja. Se­ku­la­ris­me er løs­nin­gen. Det be­ty­der, at din re­li­gion til­hø­rer dig, og at men­ne­sket har si­ne ret­tig­he­der før re­ge­rin­gen. Is­lam er per­son­ligt. In­gen kan ha­ev­de at ta­le på veg­ne af is­lam, el­ler har ret til at mo­nopo­li­se­re is­lam. In­gen kan si­ge, at de har ret, og vi ta­ger fejl. Der­for er jeg ue­nig i Det mus­lim­ske Bro­der­skabs ide­o­lo­gi. Jeg er imod ide­o­lo­gi­se­rin­gen af is­lam,« si­ger Mosta­fa Chen­did.

Ufor­son­lig pra­e­di­kant

Is­la­misk Tros­sam­fund sym­pa­ti­se­re­de el­lers sta­er­kt med Det mus­lim­ske Bro­der­skab i Egyp­ten. Chen­did be­trag­te­de én af le­der­ne, Yus­suf al Qa­ra­dawi som sit ån­de­lig for­bil­le­de, en mand der er til­ha­en­ger af en po­li­tisk, is­la­misk sty­re­form, støt­ter døds­straf til fra­fald­ne mus­li­mer og har kaldt ho­lo­caust for Al­la­hs straf over jø­de­r­ne. Chen­did pra­e­di­ke­de selv ufor­son­ligt til fre­dags­bøn­nen: »Hvad vil dis­se krist­ne? De mø­des ik­ke med os, men de kon­tak­ter os te­le­fo­nisk og sen­der os be­skri­vel­ser af pro­jek­ter, som de vil, vi skal del­ta­ge i. Dis­se di­a­lo­ger er be­gyndt i Eu­ro­pa, og der bli­ver in­ve­ste­ret sto­re be­løb for at fan­ge vo­res børn i Ve­sten og al­le ste­der i ver­den,« sag­de han iføl­ge en over­sa­et­tel­se fra Kri­ste­ligt Dag­blad i 2002. Mus­lim­ske kvin­der hav­de pligt til at gå med tørkla­e­de, og Chen­did sag­de om USA, at »hvert hal­ve mi­nut er der en ny vold­ta­egt. Når en kvin­de svan­ser af sted, så fri­ster det ma­en­de­ne, og tørkla­e­det tje­ner til at be­skyt­te hen­de.« Li­ge­som Abu La­ban vie­de Chen­did umyn­di­ge pi­ger un­der 18 år is­la­misk, kald­te selv­mord­s­bom­ber for selv­for­svar og gav USA skyl­den for ter­ror be­gå­et mod eu­ro­pa­ei­ske ci­vi­le.

In­dre tro

I dag an­er­ken­der han ik­ke en yd­re dom over, hvem der er rig­tig mus­lim. Tro er den en­kel­tes in­dre an­lig­gen­de, me­ner han. »Vi var mus­li­mer før al-Qa­ra­dawi, vi var mus­li­mer før Has­san al-Ban­nah (Det mus­lim­ske Bro­der­skabs grund­la­eg­ger), før al-Nabha­ni (Hizb-ut-Ta­hrirs grund­la­eg­ger) før Sayid Qutb (egyp­tisk is­la­mi­stisk ta­en­ker) og før al-Maw­du­di (le­den­de paki­stansk is­la­mist). Vi har va­e­ret mus­li­mer i 1400 år, og de mus­lim­ske lan­de er ik­ke un­der­ud­vik­le­de, for­di de ik­ke har ud­vik­let de­res is­lam. De er un­der­ud­vik­le­de, for­di de ik­ke har ud­vik­let de­res in­du­stri, de­res tek­no­lo­gi, de­res in­ge­ni­ør­kunst. Så vi har ik­ke brug for et fored­rag fra no­gen. Vi er mus­li­mer fra vo­res fora­el­dre, og det vig­tig­ste er at va­e­re et godt men­ne­ske. Det mus­lim­ske Bro­der­skab vil­le gø­re me­re gavn, hvis de om­dan­ne­de sig til en or­ga­ni­sa­tion for vi­den­ska­be­lig ud­vik­ling,« si­ger Chen­did. Den slags er na­er­mest blas­fe­mi i et au­to­ri­tet­stro, fun­da­men­ta­li­stisk mil­jø, der op­hø­jer si­ne is­la­mi­ske in­tel­lek­tu­el­le til ui­mod­si­ge­li­ge va­e­se­ner. Men Mosta­fa Chen­did er vil­lig til at be­ta­le pri­sen. »Jeg vil ba­re ger­ne le­ve i fred. Jeg er tra­et af sam­men­stød,« si­ger han.

Van­tro se­ku­la­ri­ster

Mosta­fa Chen­did kom til Dan­mark i 1990 fra Mar­ra­kech, hvor han hav­de la­est på han­dels­sko­len. Først vil han ik­ke sva­re på, hvor­for han kom, men ef­ter­føl­gen­de si­ger han, at det var for at slip­pe va­ek fra sin fars for­vent­nin­ger. Sik­kert er det i hvert fald, at han hur­tigt fandt frem til Abu La­bans moské på Vester­bro­ga­de, hvor fle­re ra­di­ka­le ter­r­o­ri­ster kom. Her pra­e­di­ke­de Abu Ta­lal, en le­den­de fi­gur fra al-Ga­ma’a al-Is­la­miyya, der et par år se­ne­re blev fan­get af CIA i Kro­a­tien og ud­le­ve­ret til Egyp­ten, hvor han for­modes hen­ret­tet for sin rol­le i mor­det på Egyp­tens pra­esi­dent Anwar Sad­dat i 1981. Og­så Omar Ab­del Ra­h­man, kendt som den blin­de sheikh, kom i mo­ske­en. Han dø­de i år i et ame­ri­kansk fa­engsel, hvor han af­so­ne­de 240 års fa­engsel for plan­la­eg­ning af det før­ste ter­r­or­an­greb på Wor­ld Tra­de Cen­ter i 1993. Mosta­fa Chen­did hu­sker, at Abu Ta­lal holdt pra­e­di­ke­ner i mo­ske­en, og at to­nen var kom­pro­mis­løs. »Det se­ku­la­e­re sy­stem var kufr, van­tro, det ta­ger dig ud af is­lam. På det tids­punkt føl­te jeg, at he­le mit liv var for­kert. Mi­ne fora­el­dres is­lam var for­kert, og jeg skul­le vi­se dem den rig­ti­ge is­lam. Jeg ven­te­de på, at al-Ga­ma’a al-Is­la­miyya skul­le vin­de over re­ge­rin­gen i Egyp­ten,« si­ger han. – Kom du til Dan­mark i for­bin­del­se med de her is­la­mi­ster? »Nej. Jeg har al­drig va­e­ret med­lem af no­gen be­va­e­gel­se, men jeg fik de tan­ker, da jeg kom i mo­ske­en. Jeg dis­ku­te­re­de med Abu La­ban, som var me­re in­tel­lek­tu­el, og han gav mig nog­le bøger og sag­de ’la­es’!. Det tog mig nog­le år at se på bro­der­ska­bet ude­fra. Abu La­bans idé var, at man al­drig skul­le stop­pe op, al­tid bli­ve ved med at la­e­re nyt. Så når no­gen spør­ger, hvem Abu La­bans bed­ste elev er, så er det Mosta­fa Chen­did,« si­ger Mosta­fa Chen­did.

Muham­med-kri­sen

Det er ik­ke just det ind­tryk, den dan­ske of­fent­lig­hed hav­de af Ah­med Abu La­ban. Is­la­misk Tros­sam­fund var en dri­ven­de kraft i Muham­med-kri­sen, og isa­er Abu La­ban blev be­skyldt for at ta­le med to tun­ger. På den ene si­de tal­te han om ned­trap­ning og sa­mek­si­stens, på den an­den si­de delt­og han i den fa­mø­se de­le­ga­tion til Mel­le­mø­sten med bil­le­der, her­un­der fle­re fal­ske, af Jyl­lands-Po­stens Muham­med-teg­nin­ger. Her­ef­ter eska­le­re­de kri­sen i vold, an­greb på am­bas­sa­der, ter­r­or­pla­ner mod Jyl­lands-Po­sten og en hef­tig boy­kot af dan­ske pro­duk­ter. Chen­did delt­og ik­ke selv i de­le­ga­tio­nen, men var med i tros­sam­fun­dets ar­bejds­grup­pe. Selv om Chen­did den­gang tord­ne­de imod teg­nin­ger­ne, af­vi­ser han, at han var med til at eska­le­re kri­sen. Tva­er­ti­mod prø­ve­de han at da­em­pe den, ha­ev­der han. »Jeg var på Abu La­bans kon­tor, den dag vi fik opkal­det om teg­nin­ger­ne. Hans hold­ning var, at vi ik­ke skul­le blan­de os. Han sag­de, at Sal­man Rus­h­die hav­de skre­vet en bog, in­gen mus­li­mer hav­de la­est, og for­di ay­a­tol­lah Kho­me­i­ni var dum og ud­sted­te en fatwa, hav­de han gjort Sal­man Rus­h­die be­rømt. Vi skul­le ik­ke gø­re Jyl­landsPo­sten be­rømt,« forta­el­ler Chen­did, der si­ger, at han i in­der­kred­sen tal­te imod en eska­le­ring. »Jeg sag­de til dem, det er ik­ke pro­fe­ten, de har teg­net. De har teg­net os. Teg­nin­ger­ne er så­dan, de ser os, når vi slår hin­an­den ihjel,« si­ger Chen­did. Han pe­ger der­i­mod på ra­di­ka­le ima­mer som Ra­ed Hlayhel fra Aar­hus, som ind­drog mus­lim­ske le­de­re fra Mel­le­mø­sten i kri­sen. »Jeg spurg­te, hvad hvis de ik­ke re­a­ge­rer, som vi for­ven­ter og si­ger und­skyld? Hvad er plan b? Hvad er plan c? Ra­ed Hlayhel fik os til at se dum­me ud. Vi be­gik en fejl. Vi kun­ne ha­ve und­gå­et det he­le,« si­ger han i dag. Og­så her teg­ner Chen­did et me­re for­son­ligt bil­le­de end det, der blev teg­net i of­fent­lig­he­den. Da Abu La­ban dø­de af kra­eft i 2007, ryk­ke­de Chen­did frem i før­ste ra­ek­ke, men in­ter­ne ue­nig­he­der i per­son­kred­sen før­te til, at han for­lod Is­la­misk Tros­sam­fund året ef­ter.

Skri­ver bøger

Han forta­el­ler, at han ef­ter­føl­gen­de har ar­bej­det for at ud­bre­de et fre­de­li­ge­re bud­skab og var ind­til fe­bru­ar for­mand for det Is­la­mi­ske Ma­rok­kan­ske Råd i Skan­di­navi­en. Han bor ale­ne med sin hu­stru; det er al­drig lyk­ke­des dem at få børn. I dag skri­ver han bøger på ara­bi­sk, der med te­o­lo­gi­ske ar­gu­men­ter gi­ver kvin­der ret til skils­mis­se, uan­set hvad ima­men el­ler man­den si­ger, li­ge­som han har skre­vet en te­o­lo­gisk for­døm­mel­se af ter­ror. En tred­je bog er en re­li­gi­øs re­de­gø­rel­se for, hvor­for ik­ke-mus­li­mer er til­ladt i en moské. »Jeg me­ner per­son­ligt ik­ke, at vi har brug for så­dan en bog, men vo­res folk vil ik­ke for­stå det, med­min­dre du kom­mer med re­li­gi­øse ar­gu­men­ter. Mo­ske­en er for al­le. Den er ik­ke din el­ler min men Guds. Ting, som man for la­engst har af­kla­ret i Eu­ro­pa, dis­ku­te­rer mus­li­mer sta­dig,« suk­ker han. Han op­for­drer dan­ske mus­li­mer til at dyg­tig­gø­re sig for at kla­re sig i frem­ti­den. »Ud­dan­nel­se, ud­dan­nel­se, ud­dan­nel­se. Det er så­dan, vi bli­ver bed­re. Den før­ste ge­ne­ra­tion har op­dra­get de­res børn til so­ci­al skizof­re­ni. Fora­el­dre­ne får dem til at bo men­talt i hjem­lan­det, i de­res eg­ne li­del­ser. Ik­ke her. Det, de gi­ver vi­de­re til an­den og tred­je ge­ne­ra­tion hja­el­per dem ik­ke med no­get bed­re end at åb­ne en shawar­mas­hop. De sen­der pen­ge hjem og kø­ber hu­se i hjem­lan­det til de­res børn, som var det en af is­lams søj­ler at byg­ge et hus der­ne­de. De kom­mer al­drig til at bo i de hu­se. Det bed­ste er at få bør­ne­ne til at ta­en­ke på frem­ti­den. Lad os la­e­re af an­dre, der har va­e­ret i Eu­ro­pa si­den det 16. og 17. år­hund­re­de. Nu sty­rer de ver­den med de­res pen­ge.« – Hvem er det? »Du ved...,« si­ger Mosta­fa Chen­did og kig­ger ud ad vin­du­et. Han ler. – Me­ner du folk som mig? »Må­ske. Ik­ke spe­ci­fikt som dig. Men vo­res fa­e­tre.« – Alt­så je­res fa­e­tre, jø­de­r­ne? »De har ar­bej­det så hårdt i fle­re år­hund­re­der og se, hvor de er i dag.« – Så du si­ger, at mus­li­mer skal la­e­re af jø­de­r­ne? »Vi kom her­til for 30 år si­den, og så spør­ger vi, hvor­for eu­ro­pa­e­er­ne ik­ke respek­te­rer os. For­di det hand­ler om at stu­de­re og la­e­re og bli­ve in­vol­ve­ret. Den bed­ste må­de er at gå i sko­le. De vil respek­te­re os, hvis de ser os som la­e­re­re, la­e­ger, ta­en­ke­re, uni­ver­si­tets­un­der­vi­se­re. Un­der­vis­ning er gra­tis. Du skal ba­re gå hen til sko­len, der er bi­bli­o­te­ker, for guds skyld. Du har ik­ke den chan­ce i vo­res op­rin­de­li­ge lan­de,« si­ger han. Hvor han en­gang pra­e­di­ke­de ad­skil­lel­se, pra­e­di­ker han nu min­dre po­li­tik. »Po­li­tik har øde­lagt alt. Is­lam er ble­vet for po­li­ti­se­ret. Jeg får at vi­de, at jeg har aen­dret mig så me­get, og at år­sa­gen til vo­res elen­dig­hed er de mus­lim­ske le­de­re. Men du bor i Dan­mark. Her er in­gen Gadda­fi. Her er in­gen Hos­ni Mu­ba­rak el­ler po­li­ti­ske fa­engs­ler. Her har du dron­ning Mar­gret­he. Så vis mig, at du kan bi­dra­ge til den her ci­vi­li­sa­tion i ste­det for at kri­ti­se­re og slås.«

FOTO: POLFOTO

FOTO: SCANPIX

Mosta­fa Chen­did (yderst th.) til pres­se­mø­de om Muham­med-ka­ri­ka­tu­rer­ne, feb. 2006. »Den­gang ta­enk­te jeg på is­la­mi­se­ring af ver­den. Det hand­le­de al­tid om dem og os« Imam Abu La­ban sid­den­de.

FOTO: SCANPIX

Imam uden me­nig­hed: Mosta­fa Chen­did bor med sin hu­stru på Nør­re­bro. Han skri­ver bøger, der med te­o­lo­gi­ske ar­gu­men­ter gi­ver kvin­der ret til skils­mis­se og for­døm­mer ter­ror. »Det er på ti­de, at vi gi­ver til­ba­ge til Dan­mark, ik­ke ta­ger fra Dan­mark,« si­ger han.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.