Mang­fol­dig­heds­turi­ster

Nord­vest. Til­flyt­te­re kal­der alt det, de ser og hol­der af i den sår­ba­re by­del for »vir­ke­lig­he­den«. Den gør dem til bed­re men­ne­sker, men de er ban­ge for selv at øde­la­eg­ge den.

Weekendavisen - - Samfund - Af PERNILLE STENSGAARD

Den (re­la­tivt) fat­ti­ge kø­ben­havn­ske by­del Nord­vest med hip­fak­tor af ny da­to de­fi­ne­res al­tid af det, den ik­ke er: Nord­vest er ik­ke Kø­ben­havn, slet ik­ke Øster­bro og over­ho­ve­det hel­ler ik­ke Nør­re­bro. De ste­der er øde­lagt af den fryg­te­de, gen­nem­snit­li­ge nor­ma­li­tet. Nord­vest er som en vild kat; et sted, hvor man sta­dig kan stø­de på et fun­ge­ren­de, men smadret lo­kum i en bag­gård. Som en til­freds be­bo­er med sit på det tør­re si­ger: »Nog­le ste­der skal va­e­re grim­me.« Når Nord­vest skif­te­vis kal­des Dan­marks Al­ba­ni­en, det la­ve­ste af det la­ve­ste el­ler kom­mu­nens skral­des­pand, op­fat­tes det sta­er­kt stig­ma­ti­se­ren­de af én fløj – og ma­er­ke­ligt op­løf­ten­de af en an­den. Til­flyt­ter­ne kal­der alt det, de ser og hol­der af ved Nord­vest for skif­te­vis »mang­fol­dig­hed« og »vir­ke­lig­he­den«. Det kan få dem til at si­ge til­sy­ne­la­den­de pa­ra­doksa­le ting som: »Der er sta­dig men­ne­sker her i Nord­vest, de hol­der ud en smu­le la­en­ge­re.« Un­der­for­stå­et at folk i an­dre kvar­te­rer ik­ke er li­ge så vir­ke­li­ge, for­di de ik­ke er li­ge så sår­ba­re. Det nye i Kø­ben­havns lan­ge hi­sto­rie er, at na­bo­er med ty­de­li­ge pro­ble­mer vir­ker som en at­trak­tion på til­flyt­te­re, der hver­ken er neds­lid­te el­ler har pro­ble­mer selv. Lin­da La­pi­na sy­nes, hold­nin­gen er in­ter­es­sant. Hun har net­op for­sva­ret sin PhD, som be­hand­ler det un­der­li­ge skis­ma de­tal­je­ret. »For til­flyt­te­re er mang­fol­dig­he­den en op­le­vel­se; den er un­der­hol­den­de og får dem til at fø­le sig som bed­re men­ne­sker. De sy­nes om at va­e­re midt i mang­fol­dig­he­den i ste­det for at se den i fjern­sy­net. Børn la­e­rer af det. Et fora­el­dre­par var stol­te over, at de­res søn vil­le in­vi­te­re de hjem­lø­se hjem til jul,« si­ger La­pi­na un­der en gå­tur til nye se­va­er­dig­he­der i kvar­te­ret. »Mang­fol­dig­hed bli­ver en slags pa­e­da­go­gik; en vi­ta­min­pil­le.« En kvin­de for­tal­te La­pi­na en hi­sto­rie fra Hul­gårds Plads. Hun var på le­ge­plad­sen en mor­gen ved ot­te­ti­den med sin søn for at rut­sje, da en fa­mi­lie duk­ke­de op: to bedste­fora­el­dre, to fora­el­dre og to børn. De voks­ne sat­te sig på ba­en­ke­ne og trak fla­sker frem, og bør­ne­ne kom over for at le­ge med hen­des søn. »Sø­de børn, men hold op hvor de lug­te­de af ci­ga­ret­ter. Af bo­de­ga.« Så kom en rot­te lø­ben­de langs sand­kas­sen. »Fa­ren rej­ste sig op og gik hen til rot­ten og spar­ke­de den! Ba­re så­dan. Rot­ten lå der, blo­dig og spja­et­ten­de, og han tog den i ha­len og bar den hen til skral­des­pan­den og gik ba­re til­ba­ge til ba­en­ken og rak­te ud ef­ter sin øl. Jeg tror ik­ke, bør­ne­ne lag­de ma­er­ke til no­get.« La­pi­na si­ger, at kvin­den var glad for kul­tur­mø­det, men at det var li­ge lov­lig vold­somt. Mang­fol­dig­he­den må do­se­res nø­je. Hun var glad for, at søn­nen ik­ke så det med rot­ten.

Flug­ten fra Kø­ben­havn

La­pi­na skr­år over en sol­be­skin­net vil­la­vej yderst i den sto­re by­del til Be­hov, som er åb­net med hånd­byg­ge­de øko­lo­gi­ske pizza­er (klas­sisk, fuld­korn el­ler glu­ten­fri) og Nord­ve­sts eget fa­døl fra et lo­kalt mi­kro­bryg­ge­ri. Al­tid hip­pe Po­li­ti­ken så i sin an­mel­del­se det la­e­kre sted som et tegn på, at by­de­len »så småt er klar til at gå Brook­lyn­by­de­len Bed-Stuy og mul­ti-kul­ti-Kreuz­berg i be­de­ne: øko-pizza, bi­bli­o­tek/kul­tur­hus og Ung­doms­hu­set in­den for gå­af­stand. Sik­ke en tre­e­nig­hed.« Nog­le fryg­ter net­op det. De er ban­ge for, at vir­ke­lig­he­den for­svin­der, og at de selv er med til at øde­la­eg­ge det, de kom ef­ter. »Skyld og skam bun­der i be­vidst­he­den om eg­ne pri­vil­e­gi­er og at man er med til at for­an­dre Nord­vest. Til­flyt­ter­ne er selv­re­flek­te­ren­de og op­ta­get af de­res egen skyld i gen­tri­fi­ce­rin­gen. De er med til at gi­ve ca­fe­er, som den vi sid­der på nu, en chan­ce for at over­le­ve.« – I Kø­ben­havns hi­sto­rie og i al­le ci­vi­li­sa­tio­ner er det al­tid gå­et ud på at be­va­e­ge sig fremad og opad for ind­byg­ger­ne. Hvad er der sket, si­den de nu sø­ger nedad? »Der er en idé om, at man i Nord­vest kan flyg­te fra Kø­ben­havn, som er ble­vet alt for po­le­ret og pa­en, og­så selv om Nord­vest jo er en del af Kø­ben­havn. De skal ha­ve en pau­se fra det. I Nord­vest mø­der de ik­ke de­res eg­ne klo­ner he­le ti­den, som én sag­de. Det her er vir­ke­lig­hed, ik­ke smart, mens re­sten af Kø­ben­havn vi­ser en slags fa­ca­de og hvor de selv fø­ler sig som uau­ten­ti­ske men­ne­sker. Det kan gø­re dem lidt skam­ful­de. Som om de – uden for Nord­vest – bli­ver nødt til at per­for­me og va­e­re en del af en glo­ba­li­se­ret hip­ster­kul­tur. Men selv i Nord­vest er man fjer­nt fra vir­ke­lig­he­den, for­di man fø­ler sig som turist og ob­ser­va­tør. En fi­gur i lim­bo. De kan ik­ke bli­ve lo­ka­le.« Til­flyt­ter­ne er så gla­de for ind­van­dre­re, øl­drik­ke­re, narko­ma­ner og ska­e­ve ty­per, at Lin­da La­pi­na in­tro­du­ce­rer mang­fol­dig­heds­turi­sten; en fi­gur, der min­der om den klas­si­ske turist, men ba­re er det i sit eget na­bo­lag. De bor der, men ser og op­le­ver tin­ge­ne ude­fra. Og­så La­pi­na selv. Hun kal­der sig »in­tr­u­der«. En ubu­den ga­est. Når hun klok­ken 5:43 en tirs­dag mor­gen lø­ber en tur med mu­sik og mo­tions-app på sin smartp­ho­ne og snor sig for at und­gå at stø­de sam­men med en fuld mand på vej rundt om hjør­net, er hun en ano­ma­li i ga­de­bil­le­det. Ved bus­stop­pe­ste­det står en mand og ry­ger. For­an spil­le­hal­len lig­ger glas­skår på for­to­vet og de­r­in­de­fra strøm­mer lug­ten af to­bak sam­men med svag mu­sik og stem­mer. Hun har al­drig va­e­ret de­r­in­de. Hun lø­ber 7,66 ki­lo­me­ter på 45 mi­nut­ter og 44 se­kun­der og ser in­gen an­dre lø­be­re. Turi­sten og ve­lud­dan­ne­de ma­end og kvin­der i Nord­vest har no­get til fa­el­les: De kan flyt­te sig, de kan va­el­ge. De øn­sker sig et af­bra­ek i hver­da­gen og en an­den vir­ke­lig­hed. Det mod­sat­te af »vir­ke­lig­hed« er de­res egen øko­no­mi­ske sik­ker­hed, tryg­hed og pri­vil­e­gi­um. Alt det, et nor­malt men­ne­ske kun­ne ta­en­ke sig.

Stra­e­ben og pral

Lin­da La­pi­na ta­ler om en an­den slags stra­e­ben; hvid mid­delklas­sela­engsel ef­ter no­get an­det. I PhD’en an­ven­der hun og­så be­gre­bet eat­ing the ot­her, først brugt af den sor­te ame­ri­kan­ske fe­mi­nist og for­fat­ter Bell Hooks om et­ni­ci­tet som kryd­de­ri. I Nord­vest kan det va­e­re som pau­se el­ler flugt. Som Han­ni­bal, en mand i tre­di­ver­ne, sag­de til La­pi­na: »Her er al­le dis­se ty­per – en mas­se sjove, ma­er­ke­li­ge, us­a­ed­van­li­ge men­ne­sker, som du må­ske ik­ke ser i re­sten af by­en.« Og Lars: »Jeg ken­der in­gen an­dre, der bor i en op­gang som vo­res. In­gen af mi­ne ven­ner bor i så­dan en op­gang. Hvis du bor på Vester­bro, er den ble­vet skub­bet ud. På Nør­re­bro er den skub­bet ud. En ny fa­mi­lie er li­ge flyt­tet ind, hun er før­tids­pen­sio­nist, han er blik­kensla­ger. Det er an­dre slags fa­mi­li­er, end jeg nor­malt mø­der i min om­gangskreds. Der er sta­dig no­get ae­g­te og vir­ke­ligt til­ba­ge i by­de­len.« – Hvor­for ser til­flyt­ter­ne ik­ke sig selv som en del af mang­fol­dig­he­den? Hvis de ik­ke bo­e­de i Nord­vest, vil­le by­de­len ik­ke va­e­re mang­fol­dig, men ho­mo­gen. »For­di de til­hø­rer det sto­re fler­tal og hver­ken er ’et­ni­ske’, ex­cen­tri­ske, øl­drik­ke­re, kat­te­da­mer el­ler les­bi­ske pun­ke­re. Det mang­fol­di­ge er det sa­er­pra­e­ge­de.« Til­flyt­te­re tol­ker kon­flik­ter som go­de tegn på liv i en kon­sensus­ramt, vel­ord­net ho­ved­stad. »Det er li­ge­som bi­o­dy­na­misk land­brug, hvor man og­så har plads til ukr­udt,« for­kla­rer en kil­de. »Ukr­udt er en del af hel­he­den, for­di der ik­ke kun fin­des go­de ting, der fin­des og­så dår­li­ge, men hvis man blan­der dem på den rig­ti­ge må­de, bli­ver det en dy­na­misk mas­se.« For at kun­ne hol­de de­res uhel­di­ge på­virk­ning af kvar­te­ret ud, gør til­flyt­ter­ne den så lil­le som mu­lig. »De er be­kym­re­de, men sam­ti­dig er der en un­der­to­ne af, at Nord­vest er ro­bust og vil be­stå li­ge me­get hvad. Folk trø­ster sig med, at bo­li­ger­ne er små, og der er be­gra­en­set plads til at byg­ge nye, dy­re lej­lig­he­der. Så be­dri­ver de en slags ba­e­re­dyg­tig turis­me. Det kan og­så kal­des hyg­ge-gen­tri­fi­ce­ring.« Nog­le an­dels­for­e­nin­ger strit­ter imod ved ik­ke at til­la­de, at små lej­lig­he­der bli­ver lagt sam­men, el­ler at folk får al­ta­ner. De vil ik­ke ind­by­de til ud­skift­ning af be­bo­er­ne, ik­ke va­e­re la­e­kre og pres­se på ud­vik­lin­gen, som vi kan se til al­le si­der på vej fra Be­hov og vi­de­re ned ad Ren­te­mester­vej, for­bi Guld­bi­bli­o­te­ket med den fi­ne ha­ve for­an, for­bi det ny­plan­te­de trae på bal­la­de­plad­sen ved Sme­de­tof­ten, hvor Grød har åb­net kon­tor i en høj ka­el­der, og hvor en for­hen­va­e­ren­de ølkiosk er er­stat­tet af Den Fe­de Abe, »det lil­le, øko­lo­gi­ske spi­se­sted med det sto­re hjer­te, de re­ne råva­rer og de ri­me­li­ge pri­ser«. For­bi Ung­doms­hu­set, der ef­ter på­lag­te di­a­log­mø­der med folk fra bi­bli­o­te­ket, tank­sta­tio­nen og de nye, sor­te al­me­ne ra­ek­ke­hu­se over­for, har pil­let pig­t­rå­den øverst på heg­net ned. For­bi den enor­me byg­ge­grund, hvor ISS hav­de ho­ved­kvar­ter, og hvor der skal ske »no­get enormt«, som La­pi­na si­ger. Ejen­doms­ud­vik­ler­ne går ef­ter 80 pro­cent bo­li­ger. Så kom­mer der kun­der til en li­ge så ny kaf­fe­bar med eget ri­ste­ri i en sort­ma­let byg­ning, tid­li­ge­re pa­pir­va­re­fa­brik og der­na­est VVS. To po­li­ti­ma­end står ved di­sken. »Er det etio­pisk kaf­fe?« spør­ger den ene. Vi­de­re ad Provste­vej for­bi en tung klods i tre grå nu­an­cer. Det er de nye ung­doms­bo­li­ger, som til de lo­ka­les for­try­del­se blev op­ført oven på de­res fro­di­ge, hjem­mela­ve­de Au­to­park NV. Ove­ralt er det nye på vej. Nye bo­li­ger, ny smag, nye pen­ge.

Sel­v­ud­vik­ling for børn

La­pi­nas in­ter­views med ind­byg­ge­re i by­de­len vi­ser, at de be­trag­ter mang­fol­dig­hed som alt fra et kryd­de­ri på til­va­e­rel­sen, un­der­hold­ning og mor­skab til in­spira­tion og va­er­di­fuld pro­vo­ka­tion, for­an­dring, sel­v­ud­vik­ling og for­hø­jet selv­be­vidst­hed. En mand si­ger: »Selv­føl­ge­lig er det sør­ge­ligt at se (so­ci­a­le pro­ble­mer), men på en må­de er det og­så me­get sundt at se, for­di det står i kon­trast til vo­res eget liv og får en til at ta­en­ke på, hvor godt det går og hvor ut­ro­lig hel­dig, man er.« Et ae­g­te­par i fyr­rer­ne er vendt til­ba­ge til by­de­len med de­res to børn ef­ter at ha­ve bo­et i provin­sen et par år: Sa­ra: »Man går ik­ke rig­tig på re­stau­rant her, det er alt sam­men ke­bab og så­dan no­get. Det er alt sam­men ind­van­drer­ag­tigt, det he­le. Men det er ok, det er, hvad vi sav­ne­de, da vi var va­ek. Så nu er vi fuld­sta­en­dig på!« Ro­bert: »Vi sav­ne­de ind­van­dre­re.« Sa­ra: »Ind­van­dre­re er, hvad vi sav­ne­de.« Ro­bert: »De­res pra­eg og rå­ben på ga­den.« Sa­ra: »Og lug­te­ne. De før­ste seks må­ne­der gik vi til grønt­hand­le­ren hver dag. Det var så fedt! Og kvin­der­ne stod der og tal­te og dis­ku­te­re­de, og man ved ik­ke, hvad halv­de­len af tin­ge­ne er.« Par­ret ta­ler om, hvor­dan de­res børn har godt af det. Stol­te be­skri­ver de, hvor­dan de har talt med hjem­lø­se sam­men med de­res søn. Og hvor­dan der blandt hans kam­me­ra­ter er børn, der »ik­ke har det så godt hjem­me« og er vel­kom­ne så tit det skal va­e­re. Mang­fol­dig­hed la­e­rer søn­nen ga­est­fri­hed, hja­elp­som­hed og åben­hed: Sa­ra: »Det er va­er­di­fuldt for os og for vo­res børn. At ting ik­ke kun kan va­e­re på én må­de.« Ro­bert: »Der skal va­e­re plads til for­skel­le.« Sa­ra: »For­skel­lig­he­den! Det er vig­ti­ge­re at klun­se end at ha­ve det rig­ti­ge tøj på. Det er va­e­sent­lig vig­ti­ge­re. Og der sy­nes vi, at det er ble­vet me­get hipt i an­dre by­de­le, hvor al­ting skal va­e­re på den rig­ti­ge må­de til de rig­ti­ge tids­punk­ter.« En mand ved navn Pe­ter si­ger om sin 16-åri­ge dat­ter, der li­ge er skif­tet fra en lo­kal sko­le til en me­re pre­sti­gi­øs »i by­en«: »Hun kan navi­ge­re i al­le so­ci­a­le ko­der og for­stå dem og va­e­re åben og ik­ke ban­ge for spro­get el­ler va­er­di­er­ne, som er bun­det til dem, men i ste­det ba­re syn­ke ned i dem og va­e­re nys­ger­rig. Hun har fan­ta­sti­ske for­ud­sa­et­nin­ger for det.« Selv kil­den Cas­per, der ik­ke har børn, me­ner det vil­le va­e­re »så cool« at bo med dem her i ste­det for det ens­ar­te­de kvar­ter, han vok­se­de op i. En mand ved navn Claus har bo­et i Nord­vest si­den 1976 og er der­for en af de højt skat­te­de, ae­g­te lo­ka­le. Han bor i en le­jet tova­e­rel­ses og er ef­ter­hån­den den ene­ste over 35 år i sin op­gang. Hans ven­ner fra kvar­te­ret er dø­de, men en gang mød­tes de på ba­en­ke­ne, drak øl og gik vi­de­re til na­e­ste ba­enk ef­ter en fast ru­te. Ba­en­ke­ne er og­så va­ek, forta­el­ler han hen­de. Kom­mu­nen har flyt­tet dem til Dron­ning Lou­i­ses bro, hvor so­len skin­ner til det sid­ste, og un­ge men­ne­sker mø­des og hø­rer mu­sik og drik­ker øl. Åben­bart på en an­den og bed­re må­de. »Det er ty­de­ligt, hvem by­en ger­ne vil se gø­re hvad og hvor,« be­ma­er­ker han bit­tert, og La­pi­na er enig med ham i, at mang­fol­dig­hed in­di­mel­lem op­tra­e­der som en sor­te­rings­ma­ski­ne.

Making Sen­ses of Nord­vest. Tra­cing the spa­ces, bo­di­es and af­fects of a gen­tri­fying neig­h­bor­hood in Co­pen­ha­gen. PhD af­hand­ling. Roskil­de Uni­ver­si­tet.

FOTO: BETINA GARCIA/SCANPIX

»Det er va­er­di­fuldt for os og for vo­res børn. At ting ik­ke kun kan va­e­re på én må­de.« »Der skal va­e­re plads til for­skel­le.« »Man bli­ver et bed­re men­ne­ske af at bo i Nord­vest.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.