Det gra­en­se­lø­se Eu­ro­pa 2001-2017

Stop. Det va­re­de så­dan cir­ka 16 år. Eu­ro­pa uden gra­en­se­bom­me og kon­trol. Det var en smuk og for­stå­e­lig drøm, der end­te med at bli­ve en hi­sto­risk pa­ren­tes. Uf­fe Øster­gård forta­el­ler hi­sto­ri­en om kon­ti­nen­tets gra­en­ser.

Weekendavisen - - Samfund - Af UF­FE ØSTER­GÅRD

»Gra­en­ser hvi­ler i sid­ste in­stans på trus­sel om an­ven­del­se af magt, selv om al­le go­de kra­ef­ter sik­kert vil prø­ve at ig­no­re­re det­te fak­tum.«

Drøm­men om det gra­en­se­lø­se Eu­ro­pa kom et skridt na­er­me­re vir­ke­lig­he­den på Mo­sel-flo­den – om bord på flod­bå­den Prin­ses­se Ma­rie-Astrid i ju­ni 1985. Her un­der­skrev Luxem­bourg, Tys­kland, Frank­rig, Bel­gi­en og Hol­land af­ta­len om at op­ha­e­ve pa­s­kon­trol­len. Af­ta­len trå­d­te i kraft i 2001 til stor gla­e­de for rej­sen­de eu­ro­pa­e­e­re. Og den ser ud til at få en en­de nu, hvor gra­en­se­kon­trol igen bli­ver en fast del af for­hol­det mel­lem Eu­ro­pas sta­ter. Godt nok på den ty­pi­ske EU-må­de, hvor prin­cip­pet om pas­fri­hed og in­gen gra­en­se­kon­trol i Schen­gen-om­rå­det op­ret­hol­des, men med mu­lig­hed for at ge­nind­fø­re kon­trol­len »mid­ler­ti­digt« af hen­syn til »ter­r­ortrus­ler«. Og hvor­når er der ik­ke fa­re for ter­ror? Kon­trol­len bli­ver for­modent­lig op­gra­de­ret til og­så at in­klu­de­re scan­ning af num­mer­pla­der og ind­sam­ling af mas­se­da­ta og så vi­de­re. Un­der al­le om­sta­en­dig­he­der er drøm­men om det gra­en­se­lø­se Eu­ro­pa en­de­gyl­digt på vej ud. Iro­nisk nok sker det, ef­ter at vi har skilt os af med in­fra­struk­tu­ren til gra­en­se­kon­trol. Em­si­ge myn­dig­he­der nå­e­de f.eks. at ri­ve den smuk­ke pa­s­kon­trol i Kruså ned, trods be­hjer­te­de an­stren­gel­ser for at frede den. Det er dog ik­ke sik­kert, at der bli­ver brug for byg­nin­ger, ik­ke en­gang hvis det skul­le lyk­kes at op­nå enig­hed om vil­kå­re­ne for de po­li­ti­ka­det­ter, der ud­dan­nes over hals og ho­ved for at af­la­ste po­li­ti og hjem­me­va­ern. Må­ske bli­ver det nu tek­nisk mu­ligt at re­a­li­se­re EU-skep­ti­ker­nes drøm om en »fast og ven­lig gra­en­se«. Til­ha­en­ger­nes ma­re­ridt er, at vi ven­der til­ba­ge til tid­li­ge­re ti­ders bu­reau­kra­ti og ti­melan­ge bil­kø­er. Set fra Mo­sel-flo­den, hvor Luxem­bourg, Tys­kland og Frank­rig mø­des, ja, set fra he­le Eu­ro­pas hi­sto­ri­ske per­spek­tiv, var det lo­gisk at fjer­ne den in­dre gra­en­se­kon­trol. Det gra­en­se­lø­se Eu­ro­pa var ik­ke ba­re en føl­ge af ar­bejds­kraf­tens fri be­va­e­ge­lig­hed, men et stort, sym­bolsk op­gør med kon­ti­nen­tets hi­sto­rie. Først da eu­ro­pa­e­er­ne op­da­ge­de, at EUs yd­re gra­en­se­kon­trol ik­ke fun­ge­rer, genop­stod den na­tio­na­le gra­en­se­kon­trol. EU er ik­ke en stat, men hav­de op­ført sig, som om den var, uden fa­el­les kon­trol af de yd­re gra­en­ser. Det ha­ev­ner sig nu, hvor gra­en­se­hegn og kon­trol af iden­ti­tetspa­pi­rer ge­nind­fø­res, for­di EU ik­ke har kun­net enes om at be­skyt­te si­ne yd­re gra­en­ser.

28 gan­ge over gra­en­sen

Pas og gra­en­ser var reg­len i ef­ter­krig­sti­den, ind­til EU i al­min­de­lig eu­fori op­ha­e­ve­de gra­en­ser og gra­en­se­kon­trol. Så sent som 1991 op­stod med op­løs­nin­gen af Ju­goslavi­en en tungt be­vog­tet gra­en­se mel­lem Slove­ni­en og Kro­a­tien na­er Piran, hvor jeg til­fa­el­dig­vis sid­der og skri­ver det­te. Ef­ter op­ta­gel­sen af Kro­a­tien i EU er den­ne gra­en­se nu na­e­sten va­ek igen, men det har ik­ke fjer­net lo­ka­le for­skel­le og skjul­te gra­en­ser. Slove­ni­en og Kro­a­tien har for ny­lig haft en strid om gra­en­sed­rag­nin­gen, som det først med mø­je og be­sva­er er lyk­ke­des EU at bila­eg­ge, ef­ter at Slove­ni­en hav­de tru­et med at ned­la­eg­ge ve­to mod op­ta­gel­sen af Kro­a­tien. Per­son­ligt la­er­te jeg me­get om gra­en­sers vil­kår­lig­hed og ge­ne­ren­de virk­nin­ger un­der et stu­di­um på Col­lè­ge d’Eu­ro­pe i Brüg­ge i Bel­gi­en i 1970. Her ar­ran­ge­re­des hvert år et cy­kel­løb, hvor det gjaldt om på en en­kelt ef­ter­mid­dag at kryd­se gra­en­sen mel­lem Bel­gi­en og Ne­der­lan­de­ne flest gan­ge. På tu­ren i det fla­de land­skab, hvor di­ger og hegn går på kryds og tva­ers, kun­ne man uden at overan­stren­ge sig nemt pas­se­re gra­en­sen 27-28 gan­ge. Kon­trol­len var ik­ke vold­som, men prin­ci­pi­elt skul­le man som ud­la­en­ding ha­ve pas med, og tra­fik­ken kun­ne nemt ho­be sig op og gi­ve lan­ge kø­er. Med den er­fa­ring i bag­ho­ve­det var det nemt at for­stå øn­sket om at af­skaf­fe pa­s­kon­trol­len. At det lyk­ke­des, be­tød dog ik­ke at he­le ver­den med et slag blev mo­der­ne, li­be­ral, de­mo­kra­tisk og be­gi­ven­heds­løs. Det håb lå el­lers bag Maa­stri­cht­trak­ta­ten i 1992, hvor EF blev til Uni­o­nen med fa­el­les va­lu­ta, eu­ro­en, og si­den af­skaf­fel­se af de in­dre gra­en­ser. En for­ud­sa­et­ning for mo­der­ne na­tio­nal­sta­ter er kon­trol­le­re­de gra­en­ser og pas. Pas i mo­der­ne na­tio­nal for­stand blev gan­ske vist først på­kra­e­vet un­der Før­ste Ver­denskrig ef­ter en kort pe­ri­o­de i sid­ste halv­del af 1800-tal­let, hvor al­le frie per­so­ner i prin­cip­pet kun­ne rej­se frit rundt i ver­den og end­da emi­gre­re stort set ef­ter eget valg. Men sam­ti­dig blev sta­ter­ne me­re og me­re na­tio­nalt ho­mo­ge­ne i takt med ud­bre­del­sen af de­mo­kra­ti­et, der gav stats­bor­ger­li­ge ret­tig­he­der til ind­byg­ger­ne.

In­den­rigs brug

At pas og gra­en­ser er nye fa­eno­me­ner be­ty­der ik­ke, at der ik­ke var iden­ti­tetspa­pi­rer tid­li­ge­re. Tva­er­ti­mod. I ti­den før de de­mo­kra­ti­ske na­tio­nal­sta­ter var al­le ind­byg­ge­re bun­det i gen­si­di­ge over- og un­der­ord­nings­for­hold. Hvis ik­ke-ade­li­ge skul­le rej­se, skul­le de kun­ne be­vi­se, at de hav­de ret til det og ik­ke var »rendt af plad­sen«. Pas­lig­nen­de iden­ti­tetspa­pi­rer for den bre­de be­folk­ning fand­tes, men de var li­ge så nød­ven­di­ge in­ter­nt i sta­ter­ne som mel­lem dem. Der var ik­ke kon­trol i mo­der­ne for­stand ved gra­en­ser­ne, selv om dis­se grad­vis blev me­re og me­re mar­ke­re­de. Så sent som i 1700-tal­let har vi be­ret­nin­ger fra bri­ti­ske rej­sen­de, der ef­ter be­søg i Pa­ris op­da­ge­de, at de to lan­de hav­de va­e­ret i krig med hin­an­den, uden at det hav­de be­gra­en­set de­res fa­er­den. Først med de­mo­kra­ti­et og na­tio­nal­sta­ter­ne blev det vig­tigt for stats­mag­ten at ken­de be­folk­nin­ger­ne og hol­de op­syn med frem­me­de. Gra­en­ser­ne fand­tes til gen­ga­eld in­ter­nt i sta­ter­ne. Det er for­kla­rin­gen på, at de fle­ste pas før na­tio­nal­sta­ter­nes tidsal­der var til in­den­rigs brug. Kra­vet om så­dan­ne do­ku­men­ter ken­des fra al­le eu­ro­pa­ei­ske lan­de og var no­get af det før­ste, de re­vo­lu­tio­na­e­re par­la­men­ta­ri­ke­re un­der den fran­ske re­vo­lu­tion af­skaf­fe­de. På den an­den si­de må man ik­ke af de­bat­ter­ne i den re­vo­lu­tio­na­e­re Na­tio­nal­for­sam­ling ef­ter 1789 la­de sig for­le­de til at tro, at be­folk­nin­gen tid­li­ge­re var to­talt kon­trol­le­ret. Ho­ved­trans­port­mid­let var nem­lig til langt op i 1800-tal­let fød­der. Og fod­ga­en­ge­re er na­e­sten umu­li­ge at kon­trol­le­re. Den ene­ste kon­trol­mu­lig­hed før frem­kom­sten af mo­der­ne iden­ti­tetspa­pi­rer var at kon­trol­le­re al fa­erds­el ved by­er­nes po­r­te el­ler som se­ne­re i Sov­je­tu­ni­o­nen ved kon­trol­po­ster på lan­de­ve­je­ne. Des­u­den er do­ku­men­ter kun ef­fek­ti­ve som kon­trol­mid­del, hvis en ret stor del af be­folk­nin­gen kan la­e­se og skri­ve. Ik­ke nød­ven­dig­vis ba­e­rer­ne af do­ku­men­ter­ne, men i hvert fald vagt- og kon­trol­per­so­na­let på al­le ni­veau­er, selv det la­ve­ste, skal kun­ne la­e­se, hvis pas el­ler iden­ti­tets­kort skal ha­ve en funk­tion. Ud­bre­del­sen af la­e­se­kyn­dig­hed i de tid­ligt mo­der­ne eu­ro­pa­ei­ske samfund var der­for for­ud­sa­et­nin­gen for al­men brug af iden­ti­tetspa­pi­rer.

Re­gi­stre­re­de nord­bo­er

Umid­del­bart skul­le man der­for tro, at de vil­le va­e­re mest ud­bredt i de nor­di­ske lan­de, da de var de bedst kon­trol­le­re­de og re­gi­stre­re­de samfund i Eu­ro­pa. Men det er ik­ke til­fa­el­det. Og er det sta­dig ik­ke i dag, hvor per­son­num­re til gen­ga­eld an­ven­des i en grad, der ik­ke ac­cep­te­res i an­dre eu­ro­pa­ei­ske lan­de. For­kla­rin­gen på den mang­len­de ud­bre­del­se af iden­ti­tetspa­pi­rer i Nor­den er pa­ra­doksalt nok, at den sto­re ud­bre­del­se af la­e­se- og skri­ve­kyn­dig­hed gjor­de sa­er­li­ge do­ku­men­ter over­flø­di­ge. Der var nem­lig grun­di­ge re­gi­stre over be­folk­nin­gen. Om la­e­se­kyn­dig­he­den i Nor­den var et re­sul­tat af Re­for­ma­tio­nen el­ler en for­ud­sa­et­ning for Re­for­ma­tio­nen dis­ku­te­res sta­dig i forsk­nin­gen. Hvor­dan det end for­hol­der sig, har vi i kir­kebø­ger­nes om­hyg­ge­li­ge re­gi­stre­ring af be­folk­nin­gen for­kla­rin­gen på det over­ra­sken­de fak­tum, at iden­ti­tetspa­pi­rer ik­ke var ud­bredt i Dan­mark-Nor­ge og Sve­ri­ge-Fin­land. Re­for­ma­tio­nen i 1530rne før­te her til en sym­bio­se mel­lem stats­mag­ten og den lut­her­ske kir­ke. I det­te stats­lig­gjor­te sy­stem blev pra­ester­ne sta­tens lo­ka­le em­beds­ma­end. Da de nor­malt var ud­dan­ne­de, kom sta­ten der­med til at rå­de over velkva­li­fi­ce­re­de re­pra­e­sen­tan­ter i lo­kal­sam­fun­de­ne i form af pra­ester­ne, der blandt an­det fik til op­ga­ve at fø­re re­gi­stre over be­folk­nin­gen i kir­kebø­ger­ne. Det­te stats­mag­tens kor­ps af la­e­se- og skri­ve­kyn­di­ge re­pra­e­sen­tan­ter er et sa­er­tra­ek i for­hold til an­dre eu­ro­pa­ei­ske lan­de, der en­ten var kon­fes­sio­nelt split­te­de el­ler til­hør­te den uni­ver­sel­le ka­tol­ske kir­ke, som i de fle­ste til­fa­el­de ik­ke ac­cep­te­re­de, at pra­ester­ne fun­ge­re­de som sta­tens em­beds­ma­end.

Far­li­ge na­tur­li­ge gra­en­ser

En an­den si­de af ter­ri­to­ri­al­sta­ter­ne ef­ter 1648 var, at gra­en­ser­ne mel­lem dem grad­vis blev me­re og me­re be­tyd­nings­ful­de – og der­for kla­re­re mar­ke­re­de. Of­te er dis­se gra­en­ser ble­vet op­fat­tet som »na­tur­li­ge« re­sul­ta­ter af geo­gra­fi­en. Men en nø­je­re un­der­sø­gel­se vi­ser, at gra­en­ser ved flo­der, bjer­ge og så­gar ha­ve of­test er no­get af det mest kul­tur­li­ge, der fin­des. Fransk hi­sto­ri­es ne­stor, Fer­nand Brau­del (1902-1985), gik til den yder­lig­hed i sin uful­dend­te frem­stil­ling af fransk iden­ti­tet, L’iden­tité de la Fran­ce (1986) at re­du­ce­re fo­re­stil­lin­gen om Frank­rigs »na­tur­li­ge« gra­en­ser til en rent ide­o­lo­gisk ma­ske­ring af stra­te­gi­ske in­ter­es­ser. Det er nok at gå for vidt, men han på­pe­ger no­get cen­tralt ved de gra­en­sed­rag­nin­ger, der kom til at pra­e­ge det tid­ligt mo­der­ne Eu­ro­pa. Frank­rigs »na­tur­li­ge« gra­en­ser var re­sul­tat af 1500- og 1600-tal­lets ero­bring af de ka­ta­lan­ske om­rå­der nord for Py­re­na­e­er­ne, de syd­li­ge de­le af Flan­dern og de tysk­ta­len­de provin­ser Alsa­ce og Lor­rai­ne. Be­stra­e­bel­sen på at sky­de gra­en­sen frem til Rhin­en lå bag kar­di­nal Ri­che­lieus uden­rigs­po­li­tik un­der Tre­di­ve­år­skri­gen. Uan­set om han hav­de det mo­der­ne Frank­rigs ud­stra­ek­ning (den så­kald­te he­xa­gon) i tan­ker­ne el­ler ej, blev kra­vet om »na­tur­li­ge« gra­en­ser til pro­gram for den ter­ri­to­ri­a­le fran­ske stat i 1600- og 1700-tal­let og ef­ter re­vo­lu­tio­nen for den fran­ske na­tio­nal­stat. Bag eks­pan­sions­pro­gram­met lå en fo­re­stil­ling om, at bjer­ge og flo­der ud­gør gra­en­ser­ne for men­ne­ske­li­ge samfund. En til­sva­ren­de tan­ke­gang om at Sve­ri­ges »na­tur­li­ge« gra­en­se til Dan­mark gik ved Øre­sund, uan­set be­folk­nin­gens sin­delag og sprog, lå bag den sven­ske ero­bring af de dan­ske provin­ser Skå­ne, Hal­land og Blekin­ge. Det blev eks­pli­cit for­mu­le­ret af ar­ki­tek­ten bag den sven­ske eks­pan­sions­po­li­tik, rigskans­ler Axel Oxen­sti­er­na (1583-1654). I 1800- og 1900-tal­let blev fo­re­stil­lin­gen om »na­tur­li­ge« gra­en­ser i Frank­rig ny­for­tol­ket som et sym­bol på den na­tio­na­le en­hed, der kun­ne for­so­ne de stri­den­de re­pu­bli­kan­ske og mo­nar­ki­sti­ske pro­gram­mer. Fo­re­stil­lin­gen var vidt ud­bredt blandt det la­e­sen­de pu­bli­kum i den vok­sen­de mid­delklas­se. Sa­er­ligt po­pu­la­er blev fo­re­stil­lin­gen som be­grun­del­se for, at Frank­rig ef­ter sej­ren i Før­ste Ver­denskrig hav­de »ret« til at af­mi­li­ta­ri­se­re om­rå­det vest for Rhin­en. Kra­vet var dog sna­re­re et vid­nes­byrd om svag­hed og angst end styr­ke. Gra­en­ser truk­ket ef­ter geo­gra­fi­en er til­sy­ne­la­den­de ind­ly­sen­de, men vi­ser sig i vir­ke­lig­he­den nor­malt at va­e­re om­strid­te og min­dre sta­bi­le end gra­en­ser, der respek­te­rer gam­le land­ska­bers tra­di­tio­ner og rets­sy­ste­mer. Der­for kom kon­flik­ter om på­stå­et »na­tur­li­ge« gra­en­ser kom­bi­ne­ret med »hi­sto­ri­ske« krav på de sam­me om­rå­der til at pra­e­ge Eu­ro­pas hi­sto­rie bå­de før og ef­ter Den Fran­ske Re­vo­lu­tion. La­eg der­til det nye prin­cip om na­tio­nal iden­ti­tet, som bå­de før­te til ver­denskri­ge og Eu­ro­pas tab af ind­fly­del­se i ver­den. Alt det som EU egent­lig skul­le mod­vir­ke.

Her­til og ik­ke la­en­ge­re

Gra­en­ser sym­bo­li­se­rer magt. Selv den fre­de­li­ge dansk-ty­ske gra­en­se var fra 1920 be­vog­tet af et be­va­eb­net gen­dar­me­ri­kor­ps, kendt som de »ly­se­blå gen­dar­mer« (af fransk gens d’ar­mes dvs. ma­end med vå­ben). Kor­p­set var mi­li­ta­ert or­ga­ni­se­ret og tra­e­net, selv om det hør­te un­der Fi­nans­mi­ni­ste­ri­et. Det må ik­ke for­veks­les med de be­ryg­te­de »blå gen­dar­mer« der blev op­ret­tet un­der Estrup i 1885 og ned­lagt i 1894. Gra­en­se­gen­dar­me­ri­et blev op­ret­tet i 1839 til be­skyt­tel­se af her­tug­døm­mer­nes gra­en­se ved El­ben. Det ka­em­pe­de i 1864 som en mi­li­ta­er en­hed og blev her­ef­ter ned­lagt, men genop­ret­tet i 1866 til at be­vog­te Kon­geå-gra­en­sen. Fra 5. maj 1920 til 1952 pa­trul­je­re­de kor­p­set langs gra­en­sen til Tys­kland, bort­set fra in­ter­ne­rin­gen 1944-45. Det var i kamp 26. au­gust 1944, da kor­p­sets chef oberst Svend Pa­lu­dan-Mül­ler blev dra­ebt i Grå­sten ef­ter en ild­kamp med tysk mi­li­ta­er. 1952 blev det om­dan­net til et ci­vilt told­gra­en­se­kor­ps og ned­lagt i 1969. Gra­en­ser er mar­ke­rin­ger i land­ska­bet, der sig­na­le­rer her­til og ik­ke la­en­ge­re. Fra li­mes ger­ma­ni­cus mel­lem Frank­furt og Do­nau til Hadri­ans Mur mel­lem Eng­land og Skot­land. For ik­ke at ta­le om Den ki­ne­si­ske Mur. Gra­en­ser hvi­ler i sid­ste in­stans på trus­sel om an­ven­del­se af magt. Selv i det fre­de­li­ge Dan­mark. Det kom­mer og­så til at ga­el­de for et høj­tek­no­lo­gisk kon­trol­sy­stem i EU, selv om al­le go­de kra­ef­ter sik­kert vil prø­ve at ig­no­re­re det­te fak­tum. Men det er øjen­syn­ligt det, fler­tal­let af eu­ro­pa­e­er­ne vil ha­ve.

ILLU STR ATI O N : G IT T E S K OV

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.