I kunst og krig

Repor­ta­ge. En grup­pe eu­ro­pa­ei­ske kunst­ne­re flyt­ter i ni døgn ind i Nord­koreas pro­pa­gan­da­ma­ski­ne for at la­ve en fa­el­les ud­stil­ling og åb­ne en spra­ek­ke til ver­den uden­for. Men sam­ar­bej­det tru­es af pa­ra­noia, død­strus­ler, en atom­prø­ve­spra­eng­ning og en fransk

Weekendavisen - - Udland - Af MARKUS BERNSEN

PYONGYANG – Den er gal med hr. Ri. Tid­li­ge­re på året var be­sø­get ta­et på at bli­ve af­lyst af hen­syn til hans hel­bred, og den 49-åri­ge em­beds­mand blev sendt til af­sprit­ning på et sa­na­to­ri­um uden for ho­ved­sta­den og lod til at va­e­re kom­met sig. Men halvvejs in­de i vo­res be­søg drik­ker han igen fra mor­genstun­den og skub­ber rundt med ga­ester­ne, an­kla­ger os for først det ene og så det an­det. Hr. Ri er an­sat i Ko­mitéen for Kul­tu­rel Ud­veks­ling og er den ene år­sag til, at vi er her. Den an­den er 46-åri­ge Mor­ten Traavik, en norsk kunst­ner, som si­den 2011 har sam­ar­bej­det med ko­mitéen. Han står blandt an­det bag den før­ste ro­ck­kon­cert i Nord­korea, med det slo­ven­ske avant­gar­de-band Lai­bach, og bag en nord­kore­ansk op­sa­et­ning af Folk og rø­ve­re i Kar­de­mom­me­by – kal­det ’Kar­de­mo­my­ang’ – til fest­spil­le­ne i Ber­gen. Ken­de­re af det luk­ke­de land var ved at kløjs i Lai­bach-kon­cer­ten. Grup­pen er kendt for de­res mi­li­ta­er­u­ni­for­mer og flirt med fa­sci­sti­ske sym­bo­ler, og så op­tra­e­der de af al­le ste­der i Nord­korea. Et to­ta­li­ta­ert band i et to­ta­li­ta­ert land? El­ler må­ske har vi mis­for­stå­et beg­ge de­le? Selv si­ger Mor­ten Traavik, at han bli­ver ved med at ven­de til­ba­ge til Nord­korea, for­di han vil flyt­te vo­res for­dom­me og se, hvor me­get han kan slip­pe af sted med i lan­det. Men un­der­vejs bli­ver hans be­søg og­så til hap­pe­nings og små kunstva­er­ker i sig selv, do­ku­men­te­ret af det med­føl­gen­de film­hold. Der er skjul­te bun­de og fle­re dags­or­de­ner. Som til­sku­er kom­mer man i tvivl om, hvem der er med på spø­gen. Det ga­el­der isa­er den­ne gang, hvor Traavik er lan­det med en ny, umu­lig idé. Med sig har han syv kunst­ne­re, et par as­si­sten­ter og han­ga­ro­unds, det nor­ske do­ku­men­tar­hold samt We­e­ken­da­vi­sens ud­send­te. Kunst­ner­ne har ni da­ge til at sam­ar­bej­de med kore­an­ske kol­le­ger og pro­du­ce­re va­er­ker til en fa­el­les ud­stil­ling, der bag­ef­ter skal rej­se ver­den rundt. Pro­jek­tet hed­der DMZ Aca­de­my og er me­re am­bi­tiøst, end det ly­der. Kunst­ne­re fra ud­lan­det er sa­er­de­les uvel­kom­ne i Nord­korea, og Traaviks hold skal helt ind i ma­skin­rum­met af lan­dets pro­pa­gan­daap­pa­rat, til de va­er­k­ste­der og aka­de­mi­er, hvor den of­fi­ci­el­le forta­el­ling om lan­det bli­ver til. Be­sø­get fal­der sam­men med nye ame­ri­kan­ske trus­ler om sank­tio­ner og pra­e­ven­ti­ve an­greb, så va­er­ter­ne er i højt alarm­be­red­skab. »Vi har al­le od­ds imod os,« si­ger nord­man­den, mens en bus frag­ter os fra Py­on­gy­angs stil­le luft­havn ind til vo­res ho­tel i cen­trum af by­en. »Det vig­tig­ste for mig er, at vi prø­ver at gø­re et el­ler an­det, no­get an­det end de sa­ed­van­li­ge sank­tio­ner og iso­la­tion. Men det her er et eks­pe­ri­ment, og in­gen ved, hvad der kom­mer til at ske.«

Den sor­te død

Den før­ste af­ten er der mid­dag på ho­tel­let, og del­ta­ger­ne i eks­pe­ri­men­tet skal mø­de hin­an­den. Mor­ten Traavik rej­ser sig, kla­edt i ca­mou­fla­ge­buk­ser, sort bla­zerjak­ke og sort T-shirt med or­det ’He­te­ro­nor­ma­tiv’. Først pra­e­sen­te­rer han de fi­re så­kald­te gu­i­der, der er flyt­tet ind på ho­tel­let for at hol­de øje med os. »Jeg er hans ska­eb­ne,« si­ger han om hr. Ri, che­fen for gu­i­der­ne. »Min rol­le i hans liv er som en dår­lig tand, man bli­ver nødt til at pil­le ved.« Så er det kunst­ner­nes tur: Der er Le­na Laps­china, en stil­le rus­sisk kvin­de, som udsmyk­ker mu­re med rød ta­pe; Nik Nowak, ta­enk­som lyd­kunst­ner fra Ber­lin; Hen­rik Pla­cht, norsk kunst­ma­ler og le­ve­mand, som pra­ler af pri­ser­ne på si­ne va­er­ker; Cat­hie Boyd, irsk ener­gibom­be med Da­me Ed­na-bril­ler, som er på ud­kig ef­ter nord­kore­an­ske kunst­ne­re til sin festi­val i Glas­gow; Qu­en­tin Shih, ka­e­de­ry­gen­de kunst­fo­to­graf fra Bei­jing; et norsk ka­e­re­ste­par – han la­ver skul­p­tu­rer, hun ar­ran­ge­rer festi­va­ler; og en­de­lig Val­noir, fransk gra­fisk kunst­ner med spe­ci­a­le i døds­me­tal. Val­noir går i sor­te T-shir­ts og stram­me sor­te buk­ser og har ta­get en po­se men­ne­skek­nog­ler og et glas med sit eget blod med til Nord­korea. Knog­ler­ne er le­ve­ret af gu­i­ta­ri­sten i ban­det Pe­ste Noir, der er gra­ver på en kir­ke­gård og skyld­te Val­noir for udsmyk­nin­gen af de­res al­bumcover. Do­ku­men­tar­hol­det har fransk­man­den i fo­kus fra be­gyn­del­sen. Som ved de, at han kom­mer til at spil­le en ho­ved­rol­le i det, der er ved at ske. De kore­an­ske va­er­ter la­der sig ik­ke ma­er­ke af den bro­ge­de de­le­ga­tion. De skå­ler med ga­ester­ne og si­ger, at de gla­e­der sig til at »ska­be for­stå­el­se og fred mel­lem lan­de­ne«. Mor­ten Traavik sva­rer, at be­sø­get for­hå­bent­lig vil »aen­dre folks op­fat­tel­se af Nord­korea som et sted, hvor der kun er mis­si­ler og mi­li­ta­er­pa­ra­der«. Se­ne­re sam­me af­ten mø­des Mor­ten Traavik og hr. Ri i ho­tel­lets bar på 4. sal, et gult og til­rø­get hjør­ne, hvor per­sien­ner­ne er rul­let ned, og ma­end i po­loskjor­ter skif­tes til at hol­de øje med ga­ester­ne og la­de, som om de drik­ker. Traavik forta­el­ler om en vi­deo, han op­tog un­der et tid­li­ge­re be­søg, hvor fem nord­kore­an­ske mu­si­ke­re spil­ler hit­tet Ta­ke on me af nor­ske a-ha. Klip­pet er ble­vet et fa­eno­men på in­ter­net­tet og er klas­sisk Traavik; ve­st­lig kitsch mø­der nut­tet Nord­korea og gi­ver to en halv mil­li­on af­spil­nin­ger på YouTu­be. For ny­lig vi­ste den ame­ri­kan­ske ko­mi­ker Jo­hn Oli­ver vi­deo­en i sit pro­gram, så den tog end­nu en run­de på de so­ci­a­le me­di­er. »Det er din te­le­fon, der rin­ger til sidst i klip­pet,« si­ger Traavik. »Du er ble­vet en film­stjer­ne, hr. Ri! Tu­sin­der har set dig på net­tet.« Kore­a­ne­ren gri­ner for­le­gent. »Kun tu­sind?« De skå­ler og drik­ker, men ef­ter et par mi­nut­ter la­eg­ger gu­i­den an­sig­tet i al­vor­li­ge fol­der. »Men Mor­ten, det er et me­get smukt klip. Jeg vil ik­ke ha­ve, at der bli­ver gjort grin med det, el­ler at det bli­ver brugt po­li­tisk.« »Det gør det hel­ler ik­ke«, skyn­der Traavik sig at si­ge. »Jeg ved godt, at det er sva­ert at for­stå, for­di du bor her og ik­ke har ad­gang til de sam­me me­di­er som mig, men tro mig: Der bli­ver ik­ke gjort grin med jer.« I sit hjem­land er Mor­ten Traavik kendt som ’Nord­korea-kunst­ne­ren’. Hans pro­jek­ter er ble­vet kaldt »amoral­ske og nav­le­be­sku­en­de«, og dag­bla­det Süd­deut­sche Zei­tung har om­talt ham som »Kim Jong-uns hof­nar«. Men i 2015 gav det nor­ske kul­tur­råd ham 10,5 mil­li­o­ner nor­ske kro­ner til at fort­sa­et­te. Til­ha­en­ge­re me­ner, at han sa­et­ter an­sig­ter på nord­kore­a­ner­ne, der el­lers frem­stil­les som vil­je­lø­se ro­bot­ter, og at han byg­ger bro­er, hvor an­dre for la­engst har gi­vet op. Det lig­ner en selv­mod­si­gel­se. Traavik si­ger, at han ar­bej­der for at brin­ge de to ver­de­ner ta­et­te­re sam­men, men sam­ti­dig le­ver hans kunst af, at de er så for­skel­li­ge. De før­ste da­ge går med sight­se­e­ing, og vi kø­rer rundt mel­lem Py­on­gy­angs sta­tu­er, fri­heds­bu­er og pa­stel­far­ve­de bo­lig­blok­ke, mens nord­man­den ta­ler om by­en som »en te­a­ter­fo­re­stil­ling«, »en kun­stin­stal­la­tion« og »ét stort re­a­dy-ma­de kun­stob­jekt«. »I er nu i de før­ste fa­ser til at for­stå, hvor un­der­tryk­ken­de det her sted vir­ke­lig er,« si­ger han til kunst­ner­ne. »Som i al­le to­ta­li­ta­e­re sta­ter bli­ver un­der­tryk­kel­sen in­ter­na­li­se­ret af be­folk­nin­gen. Der er ik­ke be­hov for at ha­ve va­eb­net po­li­ti på al­le ga­de­hjør­ner, for­di folk selv sør­ger for at va­e­re un­der­trykt.« På Traaviks rej­ser må man ger­ne la­de sig be­gej­stre af un­der­tryk­kel­sen, og kunst­ner­ne gy­ser lystigt over voks­fi­gu­rer­ne, de guld­far­ve­de ma­skin­ge­va­e­rer og kri­ge­ri­ske pro­pa­gan­da­pla­ka­ter. Det er kunst­ne­rens pri­vil­e­gi­um, si­ger nord­man­den: Vi be­hø­ver ik­ke fa­el­de moral­ske dom­me, men kan lab­be uhyr­lig­he­der­ne i os og kal­de det in­spira­tion. An­der­le­des er det i dik­ta­tu­rer, hvor kunst al­tid er bog­sta­ve­lig og har et be­stemt bud­skab. »Det er vig­tigt for jer at vi­de, at de her folk ik­ke har no­gen for­stå­el­se for kunst,« si­ger han på et tids­punkt. »De har in­tet ord­for­råd for det, og I skal ik­ke for­ven­te, at de for­står, hvad I la­ver.« Det bli­ver klart, da vi en­de­lig be­sø­ger Mans­u­dae, det gi­gan­ti­ske va­er­k­sted med 4000 an­sat­te, der pro­du­ce­rer pla­ka­ter, sta­tu­er og skul­p­tu­rer i na­tio­nens tje­ne­ste. Vi går ind og ud af va­er­k­ste­der og op ad bre­de bou­le­var­der, hvor kunst­ne­re i grøn­ne uni­for­mer mar­che­rer i for­ma­tion li­ge­som sol­da­ter. Mans­u­dae er og­så ramt af sank­tio­ner­ne, men er sta­dig en sta­bil ind­ta­egtskil­de for sty­ret. I bro­de­ri-af­de­lin­gen er tre kvin­der fle­re må­ne­der om at gen­ska­be land­ska­ber, der bli­ver sendt per foto fra kun­der i Rusland. I ga­ve­bu­tik­ken ko­ster et olie­ma­le­ri af et fer­sken­trae 20.000 dol­lar. I skul­p­tur-af­de­lin­gen mø­der vi grå­hå­re­de ma­end med ti­tel af ’na­tio­nal­helt’, som pro­du­ce­rer nog­le af de ka­em­pe­sta­tu­er, som Mans­u­dae sa­el­ger til Afri­ka og Mel­le­mø­sten. Af­de­lin­gen for ma­le­ri­er er enorm, og al­le sid­der og ska­e­ver til fo­tos på tab­lets og ba­er­ba­re com­pu­te­re. De ma­ler sol­da­ter, ar­bej­de­re, ti­gre, tra­ner, blom­ster, sne­kla­ed­te land­ska­ber, ra­ket­ter, sta­er­ke kore­a­ne­re og sva­ge, lang­na­e­se­de ame­ri­ka­ne­re. Det he­le lig­ner hin­an­den. De kore­an­ske land­ska­ber med fyr­re­tra­e­er, bjergsi­der og vand­fald luk­ker sig om be­sku­e­ren som en tryg liv­mo­der. På et an­det po­pu­la­ert mo­tiv slår far­li­ge, mør­ke bøl­ger ind over fa­ed­re­lan­dets urok­ke­li­ge klip­per. På et tred­je står smi­len­de ma­end og kvin­der i land­ska­ber med ny­fal­den sne, et sym­bol på den kore­an­ske ra­ces ren­hed.

»Ren og sta­erk«

Vi kø­rer vi­de­re til Py­on­gy­angs kun­sta­ka­de­mi, hvor vi­ce­rek­to­ren al­drig har hørt om Ja­ck­son Pol­lo­ck, men godt kan li­de Pi­cas­sos na­tu­ra­li­sti­ske pe­ri­o­de. »Det, som op­ta­ger folk, er det vir­ke­li­ge liv,« si­ger han. »Hvad med Mo­net?« spør­ger Cat­hie Boyd. »Jeg har kun set det i bøger, men al­drig i vir­ke­lig­he­den.« Han til­fø­jer med et smil: »Men hvis du in­vi­te­rer mig til Eu­ro­pa, kan jeg må­ske kom­me til at op­le­ve det.« An­dre kunst­ne­re forta­el­ler om det sa­er­li­ge kore­an­ske bla­ek, ma­lin­gen, ke­ra­mi­k­ken, som har tu­sin­der af års hi­sto­rie og er an­dre lan­de over­le­gen. »Ren og sta­erk,« si­ger de, når man be­der dem be­skri­ve den nord­kore­an­ske stil. »Ma­le­ri­er­ne er dø­de«, hvi­sker Hen­rik Pla­cht bag­ef­ter. »Det er kitsch på kitsch på kitsch. Der var et en­kelt selv­portra­et, som var fan­ta­stisk. Det var au­ten­tisk. Det er det ene­ste, du skal kig­ge ef­ter, når du ser på kunst: det au­ten­ti­ske.« Må­ske er det pro­ble­met. At nord­kore­ansk kunst fak­tisk er au­ten­tisk, for­di pro­pa­gan­da­en er det ene­ste, de ken­der. De uden­land­ske kunst­ne­re er rejst her­til med hå­bet om, at der bob­ler en ska­ber­trang og kre­a­ti­vi­tet un­der den to­ta­li­ta­e­re skal, og at kul­tur­mø­det kan slå hul på den. Men jo me­re de for­sø­ger at byg­ge bro, de­sto stør­re sy­nes af­stan­den mel­lem de to ver­de­ner at va­e­re. Og det er ik­ke kun kore­a­ner­ne, der la­der til at tra­ek­ke dem fra hin­an­den. Før ga­ester­ne kan vi­se de­res kunst frem på aka­de­mi­er­ne, skal vo­res gu­i­der god­ken­de den. I ba­ren på 4. sal har hr. Ri få­et for me­get bra­en­de­vin og hol­der sig i bag­grun­den, mens hans yn­gre kol­le­ga, hr. Ham, ta­ler med kunst­ner­ne én ef­ter én. Cat­hie Boyd bli­ver bedt om at slet­te fo­tos fra sin pra­e­sen­ta­tion. Qu­en­tin Shi­hs stem­nings­ma­et­te­de po­rtra­et­ter fra en bar i Ha­va­na ry­ger og­så ud. »At drik­ke og ry­ge er ik­ke smukt,« si­ger hr. Ham. Ty­ske Nik Nowak har sva­ert ved at for­kla­re sit pro­jekt, no­get med lyd­lø­se land­ska­ber og bøl­ger, der op­ha­e­ver hin­an­den. Gu­i­der­ne er ik­ke tryg­ge ved hans hø­re­te­le­fo­ner og strit­ten­de mi­kro­fo­ner, der lig­ner no­get fra en spionfilm.

Knog­ler til kunst

Fran­ske Val­noir er me­re li­ge­til. Han har druk­ket en fla­ske so­ju-bra­en­de­vin til mid­da­gen og har kun en slat til­ba­ge i en ny fla­ske, da han vi­ser en bog frem med si­ne va­er­ker. »Her har jeg stødt men­ne­skek­nog­ler til pul­ver og blan­det det med ma­ling og no­get trae fra en grav­ki­ste,« si­ger han. Hr. Ham la­der sig ik­ke slå ud. »Brug­te I og­så men­ne­ske­kød?« spør­ger han. Val­noir ryster på ho­ve­d­et: »Nej, kun knog­ler.« Gu­i­den ta­en­ker sig lidt om. »Jeg tror ik­ke, du er klar,« si­ger han. »I ste­det for at ta­le om dit eget blod, kun­ne du må­ske si­ge no­get, der kan in­spi­re­re folk?« »Jeg er klar,« for­sik­rer fransk­man­den. »Se her, jeg sig­ne­rer bo­gen til dig.« Val­noir rej­ser sig, med usik­re be­va­e­gel­ser fra bra­en­de­vi­nen, og op af lom­men tra­ek­ker han en sort gen­stand på stør­rel­se med en kug­le­pen. Han ma­ser den ned i pe­ge­fin­ge­ren for at prik­ke hul på hu­den og klem­mer sam­men om fin­ge­ren, så blo­det sta­en­ker ud over si­der­ne i hans bog. Til sidst tryk­ker han fin­ge­ren ned i blo­det og teg­ner et om­vendt kors. Der er tu­mult rundt om bor­det, mens det nor­ske film­hold for­sø­ger at få det he­le med. Pi­gen i ba­ren duk­ker sig bag di­sken, ta­ler i te­le­fon og skrib­ler no­ter ned på sam­me tid. På sik­ker af­stand af det he­le står Mor­ten Traavik og for­sø­ger at un­der­tryk­ke et smil. Ef­ter af­te­nens ud­skej­el­ser får ga­ester­ne ik­ke lov til at mø­de de stu­de­ren­de på Py­on­gy­angs kun­sta­ka­de­mi, men bli­ver luk­ket ind på et va­er­k­sted, og plud­se­lig sker der no­get. Ved et lavt bord sid­der Hen­rik Pla­cht over for to kore­an­ske ma­le­re, der har lagt de­res blom­ster­teg­nin­ger til si­de for at føl­ge med i hans ab­strak­te stre­ger, drå­ber og prik­ker. Ma­le­re kom­mer til fra de an­dre va­er­k­ste­der. De blad­rer i hans ka­ta­lo­ger, brum­mer og nik­ker, mens han forta­el­ler om si­ne bil­le­der. Nu står der ti rundt om ham, og rum­met sum­mer af ener­gi. Man fo­re­stil­ler sig, hvor ekso­tisk det må va­e­re: År ef­ter år, bø­jet over de sam­me, stats­sank­tio­ne­re­de sym­bo­ler, og så sid­der der plud­se­lig en glad nord­mand med filt­hat og teg­ner frit ef­ter fan­ta­si­en. Pla­cht de­ler pa­pir ud, og de skif­tes til at ma­le på dem. »Må jeg godt teg­ne en he­st?« spør­ger den ene ma­ler. »Du må teg­ne li­ge, hvad du vil!« er­kla­e­rer nord­man­den. In­de ved si­den af har rus­si­ske Le­na Laps­china kla­e­bet et stort kore­ansk tegn op på va­eg­gen med rød ta­pe, og la­en­ge­re ne­de ad gan­gen er en norsk og en kore­ansk skul­p­tør ved at la­ve bu­ster af hin­an­den. Mor­ten Traavik går frem og til­ba­ge mel­lem va­er­k­ste­der­ne og klap­per folk på skul­de­ren. Det lig­ner et gen­nem­brud. I to ti­mer ar­bej­der de si­de om si­de. Så rej­ser Hen­rik Pla­cht sig fra sto­len og si­ger: »Nu tra­en­ger jeg til en mas­sa­ge.«

Ka­e­re Le­der, hvor er du?

Hu­mø­ret er højt ef­ter kul­tur­ud­veks­lin­gen. De an­dre kunst­ne­re vil og­så va­e­re med, men gu­i­der­ne tra­ek­ker i brem­sen. Ma­le­ri og skul­p­tur går an, men an­dre stilar­ter er far­li­ge. Ga­ester­ne får lov til at forta­el­le om de­res ar­bej­de på Py­on­gy­angs mu­sik­kon­ser­va­to­ri­um, men da vi an­kom­mer, ken­der de ik­ke no­get til af­ta­len og gi­ver os en al­min­de­lig rund­vis­ning i ste­det. Se­ne­re sam­me dag bli­ver grup­pen uro­lig un­der end­nu en rund­vis­ning på end­nu et mu­se­um, og da gu­i­der­ne be­der om ro, mi­ster Mor­ten Traavik tå­l­mo­dig­he­den. Han rå­ber, at han ik­ke be­hø­ver at vi­se kore­a­ner­ne respekt, når de ty­de­lig­vis ik­ke respek­te­rer ham. Der er kri­se­mø­der og for­so­nen­de mid­da­ge, men sam­ar­bej­det stand­ser, før det rig­tig kom­mer i gang. Ef­ter­mid­da­gen på aka­de­mi­et kom­mer al­drig igen. De sid­ste da­ge går luf­ten helt ud af fo­re­ta­gen­det. 250 ki­lo­me­ter uden for ho­ved­sta­den fo­re­ta­ger Nord­korea sin hidtil kraf­tig­ste atom­prø­ve­spra­eng­ning, og hr. Ri ta­ber be­sin­del­sen. Han star­ter da­gen med en fla­ske so­ju i ho­tel­lets bar og skub­ber rundt med os, når vi for­la­der ho­tel­let. I et an­s­pa­endt øje­blik tru­er han med at slå Mor­ten Traavik ihjel. I Py­on­gy­angs me­tro kom­mer det na­e­sten til slags­mål mel­lem hr. Ri og Val­noir, der og­så har få­et nok af de man­ge kom­man­do­er. An­dre dags­or­de­ner duk­ker op til over­fla­den. Hen­rik Pla­cht er den ene­ste, der får hul igen­nem til kore­a­ner­ne, men han er ik­ke til­freds med re­sul­ta­tet, og de na­e­ste da­ge bli­ver han hjem­me på ho­tel­let for at la­ve si­ne eg­ne va­er­ker. Pla­nen er at ud­stil­le dem på gal­le­ri­er i Oslo, Lon­don og Lis­sa­bon un­der tit­len »Ka­e­re Le­der, hvor er du?«. Han når at la­ve 60 ma­le­ri­er, og med hja­elp fra gu­i­der­ne får han fat i et of­fi­ci­elt stem­pel fra Mans­u­dae, som han stemp­ler dem med. »Jeg kan sa­el­ge dem for 650 dol­lar styk­ket, når jeg kom­mer hjem,« si­ger han stolt. Ind­til da har det va­e­ret sva­ert at for­stå, hvad kore­a­ner­ne fik ud af be­sø­get, men et ska­en­de­ri en af de sid­ste af­te­ner løf­ter slø­ret. »Det her er sid­ste chan­ce!« rå­ber Mor­ten Traavik til gu­i­der­ne. »Hvis I ik­ke sam­ar­bej­der, bli­ver der ik­ke no­get Kir­ke­nes!« Traavik har før få­et nord­kore­a­ne­re ud af lan­det, skaf­fet dem mid­dag­sin­vi­ta­tio­ner med diplo­ma­ter og Nor­ges dron­ning. Den­ne gang hav­de de få­et et be­søg til den nord­nor­ske by Kir­ke­nes stil­let i ud­sigt. No­get for no­get: Fandt nord­kore­a­ner­ne sig i Traaviks eks­pe­ri­men­ter og do­ku­men­tar­film, kun­ne de rej­se ud og ven­de hjem igen med bil­le­der af ud­la­en­din­ge, der hyl­der kore­ansk kunst. Kon­flik­ten på Den Kore­an­ske Halvø har va­e­ret låst fast i me­re end 60 år, for­di al­le lan­de­ne vil ha­ve no­get for­skel­ligt ud af den. Ef­ter ni da­ge en­der vo­res be­søg som en mi­ni­op­fø­rel­se af den sto­re tra­ge­die. I ste­det for no­get for no­get en­der al­le med in­gen­ting. Hvor me­get af det her hand­le­de egent­lig om kul­tur­ud­veks­ling? På vo­res sid­ste dag i Pyongyang spør­ger jeg Mor­ten Traavik, om han ik­ke valg­te de for­ker­te kunst­ne­re, hvis han vil­le mø­de kore­a­ner­ne på halvvej­en. Som svar la­ver han en be­va­e­gel­se, som ta­ger han en ma­ske af an­sig­tet. »Det her har jo og­så va­e­ret et men­ne­ske­ligt eks­pe­ri­ment,« si­ger han. »Kunst­ner­ne har va­e­ret mi­ne for­søgs­dyr, og jeg kan føl­ge med i, hvor­dan de re­a­ge­rer på at va­e­re her. For dem er det og­så en ud­dan­nel­se i, hvor­dan man ar­bej­der som kunst­ner un­der van­ske­li­ge for­hold. For det bli­ver ik­ke me­get me­re van­ske­ligt end det her.« Traavik si­ger det ik­ke end­nu, men han har be­slut­tet sig for at stop­pe sam­ar­bej­det. Det her bli­ver må­ske hans sid­ste tur. »Jeg vid­ste godt, at det vil­le bli­ve sva­ert, men jeg ane­de ik­ke, at det vil­le va­e­re så­dan et ... ka­os,« si­ger han.

FOTO: JØRUND FØRELAND PEDERSEN/REPOST.NO

Kunst­ne­ren Mor­ten Traavik på in­spira­tions­tur i Pyongyang. Her til by­ens nye vi­den­skabs­cen­ter, hvor et af de vig­tig­ste mo­ti­ver i lan­dets pro­pa­gan­daku­nst – ra­ket­ten – har få­et en cen­tral plads.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.