Mis­for­stå­et po­pulis­me

Weekendavisen - - Opinion - Af MI­CHA­EL BÖSS

må­ne­der­ne si­den pre­mi­er­mi­ni­ster The­resa May den 29. marts i år ud­lø­ste Lis­sa­bon-trak­ta­tens pa­ra­graf 50 og der­ved sat­te Stor­bri­tan­ni­ens ud­tra­e­del­ses­pro­ces i gang, blev der fo­re­ta­get en ra­ek­ke me­nings­må­lin­ger blandt bri­ter­ne om, hvor­vidt de fortrød de­res stem­me for el­ler imod Bre­xit. I mid­ten af maj vi­ste en un­der­sø­gel­se fo­re­ta­get af ana­ly­se­in­sti­tut­tet GfK, at 45 pro­cent af små 2000 ads­purg­te men­te, at Bre­xit var den rig­ti­ge be­slut­ning, mens 41 pro­cent men­te, den var for­kert. In­sti­tut­tets forsk­nings­chef kon­sta­te­re­de, at der ik­ke var sket må­le­li­ge for­an­drin­ger i va­el­ger­nes syn på Bre­xit. Og det til trods for, at de øko­no­mi­ske ud­sig­ter for Stor­bri­tan­ni­en et år ef­ter fol­ke­af­stem­nin­gen så dy­stre ud. Når man lyt­ter til den dan­ske de­bat om Bre­xit, mø­der man of­te en åben­lys un­dren over, at de, der stem­te Lea­ve, ik­ke for­try­der mas­sivt nu, hvor det sy­nes klart, at be­slut­nin­gen om at for­la­de EU vil få sto­re øko­no­mi­ske om­kost­nin­ger. Den­ne un­dren skyl­des for­vent­nin­gen om, at de fle­ste va­el­ge­re stem­mer ud fra de­res pen­ge­pung og un­der al­le om­sta­en­dig­he­der »ra­tio­nelt«. Men det er nok en for­vent­ning, som hø­rer for­ti­den til. I dag mo­ti­ve­res va­el­ger­ne og­så af va­er­di­ma­es­si­ge spørgs­mål og er en­dog pa­ra­te til at fra­va­el­ge øko­no­mi­ske ge­vin­ster til for­del for ek­sem­pel­vis et bed­re mil­jø, stør­re fø­de­va­re­tryg­hed, min­dre ind­van­dring og stør­re vel­fa­erd. Må­lin­ger har så­le­des for ny­lig vist, at det ik­ke kun er va­el­ge­re, der stem­mer på rød blok, der er mod­stan­de­re af skat­te­let­tel­ser. Bre­xit må på lig­nen­de må­de ses som ud­tryk for en po­li­tik ba­se­ret på så­kaldt post-ma­te­ri­el­le va­er­di­er, for at bru­ge den ame­ri­kan­ske po­li­to­log Ro­nald Ing­le­harts ter­mi­no­lo­gi. Det be­ty­der, at vi ik­ke uden vi­de­re skal se re­sul­ta­tet af Bre­xi­t­af­stem­nin­gen som et ud­tryk for »po­puli­stisk« for­fø­rel­se af va­el­ger­ne. Skønt det fo­re­kom­mer ri­me­ligt at be­teg­ne UKIPs da­va­e­ren­de le­der Ni­gel Fa­ra­ge som po­pulist, kan man ik­ke der­af slut­te, at va­el­ger­ne var of­re for hans po­pulis­me. Som be­kendt har UKIP så godt som in­gen va­el­ger­ba­sis i dag. Ef­ter at par­tiets mis­sion var fuld­ført, gik va­el­ger­ne til­ba­ge til de gam­le, etab­le­re­de par­ti­er. Nog­le gik til høj­re an­dre til ven­stre.

IJEG vil ar­gu­men­te­re for nød­ven­dig­he­den af en me­re kom­pleks for­stå­el­se af po­pulis­me. Jeg vil for det før­ste ha­ev­de, at der al­tid har va­e­ret et po­puli­stisk ele­ment ved mo­der­ne po­li­tik. For det an­det vil jeg ha­ev­de, at man­ge af dem, der stem­mer på så­kaldt po­puli­sti­ske par­ti­er, hver­ken er de­mo­kra­tifjend­ske el­ler il­li­be­ra­le – så­dan som den ty­ske po­li­to­log Jan-Wer­ner Mül­ler på­står. En­de­lig vil jeg ar­gu­men­te­re for, at main­stream-po­pulis­me er en nor­mal re­ak­tion på den må­de, de­mo­kra­ti­et har ud­vik­let sig på, og at der er ta­le om et post-ma­te­ri­elt po­li­tisk fa­eno­men. Man­ge hi­sto­ri­ke­re an­ser den ir­ske sag­fø­rer og par­la­men­ta­ri­ker Da­ni­el O’Con­nell (1775 – 1847) for at va­e­re den før­ste mo­der­ne po­li­ti­ker. O’Con­nell blev ik­ke be­rømt og el­sket for si­ne ta­ler i det bri­ti­ske par­la­ment, hvor­til han blev valgt i 1828, men isa­er for sin kampag­ne for ka­to­lik­kers ret til at sid­de i West­min­ster-par­la­men­tet. Kampag­nens suc­ces skyld­tes først og frem­mest dens form: af­hol­del­se af mas­se­mø­der rundt om­kring i Ir­land. På dis­se mø­der vi­ste O’Con­nell si­ne sto­re re­to­ri­ske ev­ner og ap­pel­le­re­de til si­ne til­hø­re­res fø­lel­ser. Han lod dem for­stå, at de re­pra­e­sen­te­re­de den ir­ske fol­ke­vil­je og der­for hav­de ret­ten og mora­len på de­res si­de. Han for­stod at ud­nyt­te de­res be­gej­string til ful­de, ja, i en så­dan grad, at selv om han var over­be­vist til­ha­en­ger af par­la­men­ta­ris­me, var han i stand til at ska­be en så­dan stem­ning i ma­eng­den, at det stod klart for uden­for­stå­en­de iagt­ta­ge­re, at mas­ser­nes util­freds­hed med tin­ge­nes til­stand kun­ne få ube­ha­ge­li­ge føl­ger. Så­dan ud­vik­le­de mo­der­ne po­li­tik sig frem­over. Ind­til tv blev det al­min­de­li­ge me­die at fø­re po­li­tik gen­nem, stod po­li­ti­ke­re ove­ralt i Eu­ro­pa og råb­te de­res ta­ler ud på åb­ne plad­ser til de­res til­ha­en­ge­re og mod­stan­de­re. I dag, hvor det na­er­mest er uhørt at ha­e­ve stem­men og vi­se pas­sio­ner i po­li­tik, vil­le po­pulis­me­for­s­kra­ek­ke­de aka­de­mi­ke­re gan­ske gi­vet an­se O’Con­nell for at va­e­re en po­pulist, hvis de kun­ne fo­re­ta­ge en rej­se til­ba­ge i ti­den. Og de vil­le nok og­så ryn­ke på na­e­sen ad Thor­vald Stau­nings valg­pa­ro­le om »Dan­mark for fol­ket«. To an­er­kend­te ame­ri­kan­ske po­li­to­lo­ger, Ja­ne Mans­brid­ge og Ro­gers M. Smith, ud­tal­te den 1. sep­tem­ber i et in­ter­view med We­e­ken­da­vi­sen, at po­pulis­men på­pe­ger fejl og mang­ler ved det nu­va­e­ren­de de­mo­kra­ti. Smith sag­de: »Det er jo ik­ke for­kert, at vor tids de­mo­kra­ti­er i høj grad er sty­ret af in­tel­lek­tu­el­le eli­ter, der for­hol­der sig ar­ro­gant til al­min­de­li­ge men­ne­sker, og som på man­ge må­der ik­ke er til­stra­ek­ke­ligt op­ta­get af så­dan­ne men­ne­skers pro­ble­mer.« Og Mans­brid­ge men­te, at de høj­re­po­puli­sti­ske par­ti­ers suc­ces ik­ke kun kan til­skri­ves util­freds­hed med en­keltsa­ger, men skyl­des, at kom­mu­ni­ka­tio­nen mel­lem po­li­ti­ke­re og va­el­ge­re er for­va­er­ret. Va­el­ger­ne op­le­ver des­u­den, at »der er fa­er­re og fa­er­re folk som de selv i par­la­ment og re­ge­rin­ger sam­men­lig­net med gam­le da­ge.« Men i Hvad er po­pulis­me? af­vi­ser Mül­ler det »from­me de­mo­kra­ti­håb«, som han isa­er fin­der blandt te­o­re­ti­ke­re på ven­stre­fløj­en. »Po­puli­ster in­ter­es­se­rer sig over­ho­ve­det ik­ke for bor­ger­nes del­ta­gel­se som så­dan« (s. 45). De er ik­ke li­be­ra­le de­mo­kra­ter og øn­sker til sy­ven­de og sidst en au­to­kra­tisk le­der, der kan om­sa­et­te den på­stå­et au­ten­ti­ske na­tions vil­je til po­li­tik. Mül­ler ha­ev­der, at det der­for net­op er det moral­ske aspekt ved po­puli­sti­ske par­ti­ers selv­for­stå­el­se, som ud­gør ho­ved­pro­ble­met ved po­pulis­men.

DET er gi­vet­vis rig­tigt, at po­pulis­me hand­ler me­re om moral end om for­de­ling af ma­te­ri­el­le go­der. Po­pulis­me er en form for mora­li­se­ret po­li­tik. Men står det nu så galt til med mora­len blandt al­le po­puli­sti­ske par­ti­er og de­res va­el­ge­re? Lad mig ta­ge et ek­sem­pel. Den bri­ti­ske po­li­ti­ske for­fat­ter og jour­na­list David Good­heart op­sum­me­rer i The Ro­ad to Nowhe­re: The Po­pulist Re­volt and the Fu­tu­re of Po­li­ti­cs (2017), hvad en lang ra­ek­ke opi­ni­ons­må­lin­ger si­ger om den ty­pe va­el­ge­re, der stem­te for Bre­xit. De er i al­min­de­lig­hed »an­sta­en­di­ge po­puli­ster«, som hver­ken er sna­e­ver­sy­ne­de, for­doms­ful­de el­ler xeno­fo­bi­ske, så­dan som de of­te bli­ver frem­stil­let af li­be­ra­le kri­ti­ke­re. De har over de sid­ste 40 år ta­get de fle­ste af de li­be­ra­le va­er­di­er – i sy­net på ra­ce, køn og seksu­a­li­tet – til sig. Sam­men­lig­net med de­res kri­ti­ke­re har de­res ac­cept af li­be­ra­le va­er­di­er dog va­e­ret me­re selek­tiv, og de de­ler ik­ke de­res be­gej­string for det mul­ti­kul­tu­rel­le samfund, ind­van­drin­gen og EU. For­de­lings­po­li­tisk be­fin­der de fle­ste sig på mid­ten. Good­heart er langt­fra ukri­tisk over for po­puli­sti­ske par­ti­er. Han me­ner, at de of­te fo­re­slår ure­a­li­sti­ske el­ler li­ge­frem bizar­re løs­nin­ger på nog­le af ti­dens pro­ble­mer. Men de fle­ste af dem er gan­ske an­sta­en­di­ge og for­sø­ger at få de­res po­li­tik igen­nem på fuldt de­mo­kra­tisk vis. Med en let om­skriv­ning af To­ny Blair bør man va­e­re »kri­tisk over for po­pulis­me – men og­så kri­tisk over for år­sa­ger­ne til po­pulis­me,« me­ner han, For de pro­ble­mer, de re­a­ge­rer på, er nem­lig vir­ke­li­ge nok for de­res va­el­ger­grup­per og skyl­des, at de etab­le­re­de par­ti­er har nog­le blin­de punk­ter på net­hin­den. Jeg vil selv kon­klu­de­re, at »main­stream«-po­pulis­me ik­ke er en helt ny form for po­li­tik, men en po­li­tik, vi ken­der fra den mo­der­ne po­li­ti­ske hi­sto­rie. Det er rig­tigt, at dens ker­ne er moralsk, så­dan som og­så jour­na­li­sten Jo­hn B. Ju­dis på­vi­ser i The Po­pulist Explo­sion (2016). Men det skyl­des et klas­sisk tra­ek ved mo­der­ne po­li­tik: be­stem­te be­folk­nings­grup­pers dy­be mi­stil­lid til magt­ha­ve­re, som hver­ken har haft øj­ne el­ler ører for de va­el­ger­grup­per, de ik­ke selv iden­ti­fi­ce­re­de sig med. Set fra den vin­kel er po­pulis­me, i det mind­ste i sin mo­de­ra­te ud­ga­ve en nor­mal og na­er­mest na­tur­lig re­ak­tion på et sta­dig me­re eli­ta­ert og fol­ke­ligt eks­klu­de­ren­de re­pra­e­sen­ta­tivt de­mo­kra­ti. Et ud­tryk for et po­stso­ci­a­li­stisk op­rør. En­de­lig kan po­pulis­me ses som ud­tryk for po­li­tik i en tidsal­der, hvor po­li­tik­ken i min­dre grad end tid­li­ge­re hand­ler om at sik­re bor­ger­nes fy­si­ske over­le­vel­se og vel­fa­erd gen­nem en for­de­ling af ma­te­ri­el­le va­er­di­er. I dag hand­ler po­li­tik sna­re­re om post-ma­te­ri­el­le va­er­di­er: om at sik­re bor­ger­ne tryg­hed, et gen­ken­de­ligt samfund, til­lids­ful­de fa­el­les­ska­ber og en lo­ka­li­tet at iden­ti­fi­ce­re sig med. Den util­freds­hed, som lig­ger bag man­ge for­mer for po­pulis­me i dag, skyl­des ik­ke kun tab af va­er­di­er, men og­så nog­le af de ting, de­mo­kra­tisk po­li­tik tid­li­ge­re hand­le­de om, nem­lig den uli­ge ad­gang til rig­dom og de go­de ting i li­vet. Og så rum­mer den ud­tryk for en op­le­vel­se af at bli­ve over­hørt, ud­gra­en­set og for­hå­net af »eli­ter­ne« – el­ler hvad de nu skal kal­des: den kre­a­ti­ve klas­se, sym­bo­le­li­ten el­ler sel­vud­na­evn­te ver­dens­bor­ge­re. Sva­ret på den er der­for et me­re lyd­hørt de­mo­kra­ti.

Mi­cha­el Böss er for­fat­ter og lek­tor ved Aar­hus Uni­ver­si­tet.

ILLUSTRATION: CHARLOTTE PARDI

De­mo­kra­ti. Er po­pulis­men an­ti­de­mo­kra­tisk? El­ler er den sna­re­re et ud­tryk for de­mo­kra­tisk po­li­tik i en tidsal­der, der ik­ke blot hand­ler om øko­no­mi?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.