De dob­belt­døm­te

Weekendavisen - - Kultur - Af JOHANNE MYGIND

Bod. I Dan­mark er der år­ligt 10.000 børn, der er be­rørt af de­res fora­el­dres fa­engsels­straf. Kø­ben­havns Mu­sik­te­a­ter vil gi­ve dem en stem­me.

ig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen syn­ger kla­gen­de ind i mi­kro­fo­nen: »Ved du ven­ter på mig/hver ene­ste dag for­ga­e­ves/Ved du hå­ber at jeg/ Se­ne­re i dag be­sø­ger dig.« Det er ik­ke en ka­er­lig­heds­sang, selv­om det kun­ne ly­de så­dan. Det er en sang fra en dat­ter til sin far, der har få­et 14 års fa­engsel for mord. Til prø­ven på te­a­ter­kon­cer­ten Pa­ra­noid An­droid på Kø­ben­havns Mu­sik­te­a­ter gli­der sku­e­spil­ler­ne ind og ud af rol­ler­ne som ind­sat­te og på­rø­ren­de. De spil­ler skif­te­vis de voks­ne, der er dømt for de­res eg­ne hand­lin­ger, og de børn, som in­di­rek­te bli­ver straf­fet for de­res fora­el­dres for­bry­del­ser. »I Dan­mark er der 10.000 børn, som år­ligt bli­ver be­rørt af de­res fora­el­dres af­so­ning, men vi ta­ler ik­ke om dem. He­le vo­res retspo­li­ti­ske dis­kus­sion og til­tag hand­ler om straf og reso­ci­a­li­se­ring af de kri­mi­nel­le, men vo­res straf­fe­sy­stem på­vir­ker og­så de ind­sat­tes børn. De bli­ver dob­belt­døm­te for de­res fora­el­dres for­bry­del­se, og der er in­gen of­fent­li­ge in­stan­ser, som har fo­kus på pro­ble­ma­tik­ken,« si­ger Al­lan Klie, der er kunst­ne­risk le­der af Kø­ben­havns Mu­sik­te­a­ter, og som med Pa­ra­noid An­droid hå­ber på at va­e­re med til at ned­bry­de et ta­bu: »Jeg fik idéen til pro­jek­tet, for­di en sce­ne­kunst­ner, som jeg ar­bej­de­de sam­men med, plud­se­lig kom og for­tal­te om, at hun til­fa­el­dig­vis hav­de va­e­ret på en da­te med en an­den kvin­de, som og­så hav­de fora­el­dre, der hav­de sid­det i fa­engsel. Det var før­ste gang for beg­ges ved­kom­men­de, at de over­ho­ve­det hav­de kun­net ta­le med en frem­med om de­res hi­sto­rie. He­le de­res liv hav­de de ve­get uden om spørgs­må­let om, hvor de­res fora­el­dre var hen­ne.«

STe­a­ter­kon­cer­ten Pa­ra­noid An­droid star­te­de som en kunst­ne­risk un­der­sø­gel­se af seks un­ges eg­ne op­le­vel­ser af at ha­ve en mor el­ler far, der sad i fa­engsel. Igen­nem en pe­ri­o­de på et halvt år mød­tes en fo­to­graf, en vi­deo­kunst­ner og mu­si­ke­ren Sig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen med kunst­ner­nav­net Jo­mi Mas­sa­ge med de un­ge og hjalp dem med at gi­ve de­res er­fa­rin­ger et kunst­ne­risk ud­tryk. »Jeg ar­bej­de­de sam­men med en ung kvin­de. Vi tog ud­gangs­punkt i hen­des dig­te og for­søg­te at sa­et­te mu­sik til. Jeg la­er­te hen­de at bru­ge mit ud­styr, så hun med min hja­elp kun­ne eks­pe­ri­men­te­re sig frem til et ud­tryk,« si­ger Sig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen, som bå­de har kom­po­ne­ret mu­sik­ken til Pa­ra­noid An­droid og med­vir­ker i fo­re­stil­lin­gen. »Det var helt ty­de­ligt, at man­ge af dem føl­te vold­som vre­de. Nog­le af dem ret­te­de den mod fora­el­dre­ne, som de føl­te hav­de smadret de­res liv. An­dre føl­te en stor vre­de mod sy­ste­met, der helt hav­de over­set den si­tu­a­tion, de hav­de stå­et i.« De un­ges va­er­ker blev ud­stil­let på Ci­ne­ma­te­ket. Her hav­de en ung kvin­de for ek­sem­pel la­vet en in­stal­la­tion, hvor et glas­bord fyldt med ka­ny­ler in­de­holdt en op­ta­gel­se af den sid­ste sam­ta­le, hun hav­de haft med sin bror og far, som beg­ge var dømt for narko­han­del. »Pro­jek­tet gav de un­ge et sta­er­kt fa­el­les­skab om­kring de vil­kår, som de sja­el­dent hav­de delt med an­dre. Fak­tisk var løg­nen et gen­nem­gå­en­de tra­ek, når de for­tal­te om de­res barn­dom. At forta­el­le, at ens far sad i fa­engsel, kun­ne ko­ste en in­vi­ta­tion til en bør­ne­fød­sels­dag. Der­for var der man­ge af dem, som sim­pelt­hen kon­se­kvent hav­de sagt, at de­res fora­el­dre var dø­de el­ler bort­rejst,« for­kla­rer Sig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen. EF­TER ud­stil­lin­gen på Ci­ne­ma­te­ket blev de un­ges va­er­ker om­sat til mu­si­kalsk te­a­ter af pro­fes­sio­nel­le sce­ne­kunst­ne­re. »Man­ge af de an­dre te­a­tre, som ar­bej­der med bor­ge­r­ind­dra­gel­se i øje­blik­ket, pla­ce­rer sim­pelt­hen ’al­min­de­li­ge men­ne­sker’ på sce­nen. Den vej øn­ske­de vi ik­ke at gå. I ste­det vil­le vi un­der­sø­ge, hvad der ske­te, hvis man kom­bi­ne­re­de en så kunst­ne­risk kra­e­ven­de gen­re som mu­si­kalsk te­a­ter med de un­ges eg­ne me­re do­ku­men­ta­ri­ske kunstva­er­ker,« si­ger Al­lan Klie. »Ved at gi­ve pro­fes­sio­nel­le kunst­ne­re ad­gang til de un­ges ma­te­ri­a­le var det mu­ligt at ska­be en fo­re­stil­ling, som hav­de en an­den dyb­de og rå­hed end me­get af det, vi el­lers ser i det dan­ske te­a­ter­mil­jø.« Til prø­ven på Pa­ra­noid An­droid er Sa­ra Fan­ta Tra­o­re og Tho­mas Bang gå­et i gang med at spil­le en sce­ne, hvor dat­te­ren har tra­engt sin far op i et hjør­ne. Hun er mødt op i fa­engs­let for at be­sø­ge sin far og forta­el­le om sit bryl­lup, som han ik­ke var in­vi­te­ret til. Han har få­et en af fa­engs­lets an­sat­te til at kø­be en CD til hen­de i bryl­lups­ga­ve. Dat­te­ren ser på den med foragt. »Jeg har ik­ke haft en CD-af­spil­ler i 10-15 år. Hvor la­en­ge har du sid­det in­de?« spør­ger hun vredt. Stem­nin­gen mel­lem far og dat­ter er så forta­et­tet, at det kan ma­er­kes på pu­bli­kums­ra­ek­ker­ne. Den ind­sat­te far smi­ler usik­kert til sin dat­ter: »Må­ske bli­ver den re­tro, in­den jeg kom­mer ud.« Dat­te­ren ser på ham med et forag­te­ligt smil, da han fort­sa­et­ter: »Så kan vi lyt­te til den sam­men.« Den er den sven­ske stjer­ne­for­fat­ter Kri­sti­an Hal­l­berg, der har skre­vet ma­nuskrip­tet ud fra de un­ges ud­stil­ling på Ci­ne­ma­te­ket. »Va­er­ker­ne be­rør­te mig me­get, for­di de gik så ta­et på de­res per­son­li­ge op­le­vel­ser,« si­ger Kri­sti­an Hal­l­berg, som blandt an­det var in­spi­re­ret af en af de un­ge kvin­der, der hav­de la­vet en in­stal­la­tion, hvor hun skrev til sin far og bad ham om ik­ke at ta­ge med til hen­des bryl­lup. »Her mød­tes jeg fle­re gan­ge med den un­ge kvin­de og fik hen­de til at god­ken­de den sce­ne, som jeg hav­de skre­vet. Det var nød­ven­digt for mig, at hun og­så kun­ne se sig selv i styk­ket. El­lers vil­le det ba­re bli­ve so­ci­al po­r­no­gra­fi,« si­ger Kri­sti­an Hal­l­berg, som be­teg­ner fo­re­stil­lin­gen som po­li­tisk. »Det er jo en fo­re­stil­ling, som un­der­sø­ger kon­se­kven­ser af en retspo­li­tik. Ik­ke med slag­kraf­ti­ge pa­ro­ler og di­rek­te po­li­ti­ske bud­ska­ber, men ved at vi­se, hvor­dan vir­ke­lig­he­den ud­spil­ler sig for dis­se men­ne­sker.« Sig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen ryster til gen­ga­eld ener­gisk på ho­ve­d­et, da hun bli­ver spurgt, om Pa­ra­noid An­droid er po­li­tisk te­a­ter: »Jeg vil nø­dig ha­ve det her styk­ke som en del af de al­min­de­li­ge retspo­li­ti­ske dis­kus­sio­ner om, hvem vi skal ta­ge hen­syn til – of­fe­ret el­ler den kri­mi­nel­le. Det po­li­ti­ske ni­veau kan slet ik­ke fan­ge sår­bar­he­den i dis­se un­ges forta­el­lin­ger. Det var hel­ler ik­ke det, som var det vig­tig­ste for de un­ge selv. De vil­le først og frem­mest gø­re op­ma­er­k­som på, at de ek­si­ste­re­de.«

Pa­ra­noid An­droid, in­stru­e­ret af Pel­le Ha­na­eus, ma­nuskript af Kri­sti­an Hal­l­berg og mu­sik af Sig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen. Fo­re­stil­lin­gen spil­ler fra den 15. sep­tem­ber til den 14. ok­to­ber på Kø­ben­havns Mu­sik­te­a­ter.

Højt­la­es­ning

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Johanne Mygind la­e­se sin ar­ti­kel på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.