Ta­em­me­de eks­pe­ri­men­ter

Weekendavisen - - Kultur -

An­ni­ka Bergs 90er-in­spi­re­re­de col­la­ge af ung­dom­men prø­ver så­dan at va­e­re no­get, vi ik­ke har set før, at den en­der med at bli­ve det. Og godt for det.

fø­ler sig som en dreng. Ma­ja ka­em­per med fora­el­dre­nes for­vent­nin­ger til hen­des frem­ti­di­ge stu­di­e­pla­ner. Mat­hil­de er ble­vet smidt ud hjem­me­fra. De bra­en­der de­res ynd­lings­bam­ser på et bål for at fri­gø­re sig fra be­kym­rin­ger­ne. »Alt­så jeg vil vildt ger­ne gi­ve slip på mit 11-åri­ge jeg, der vir­ke­lig var sygt,« si­ger ano­rek­ti­ske Za­ra. Ida bra­en­der sin de­pres­sion, men forta­el­ler, at hun »… ae­r­lig talt ik­ke gi­ver en fuck for det her bål el­ler de her bam­ser. For jeg er sta­dig de­pri­me­ret«. De gør det så over­be­vi­sen­de, at det gør ondt helt ned i ma­ven at genop­le­ve te­e­na­ge­ti­dens fortviv­lel­ser. An­ni­ka Berg kal­der sin før­ste spil­le­film for en »punk-chi­ck­fli­ck« og vil gen­fin­de te­e­na­ge­å­re­nes vild­skab i en tid, hvor mil­len­ni­um-ge­ne­ra­tio­nen kon­stant is­ce­nesa­et­ter sig selv. AE­ste­tik­ken er ik­ke så pun­ket som hos ga­debør­ne­ne i den ty­ske film om Chri­sti­a­ne F. og ik­ke så chi­ck­fli­ck’et som den iko­ni­ske Me­an Girls-film. Team Hur­ri­ca­ne skil­drer si­ne ka­rak­te­rer nu­an­ce­ret og som alt an­det end sa­ed­van­li­ge. De går med la­e­der­hals­bånd, sep­tum-pi­ercin­ger (ring i na­e­sen) og net­un­der­trø­jer og far­ver de­res hår neon­grønt. Det visu­el­le er su­per­halv­fem­ser med Adi­das-trø­jer og slus­hi­ce. Men selv­om fil­men bru­ger kik­set word­art-gra­fik, og pi­ger­ne lig­ner out­re­re­de un­ge, der gør det til en dyd at va­e­re an­der­le­des, vil­le de, hvis de trop­pe­de op til elek­tro­fest i Kød­by­en, va­e­re de hip­pe­ste på dan­se­gul­vet. De er og­så be­kym­re­de for, hvor­dan de frem­tra­e­der. Som da Za­ra og Ida sid­der på en va­ske­ma­ski­ne og de­ler spejla­eg-slik. »Out­da­ted ae­sthe­ti­cs,« kal­der Za­ra spejla­eg­ge­ne. »AEg, it’s last sea­son, don’t you know?« spør­ger hun Ida, der er for­vir­ret. »Der var en hel mas­se T-shir­ts med aeg på. Whe­re ha­ve you be­en?« El­ler da de trop­per op til so­da­vands­disko­tek i klub­ben, men sa­et­ter sig i et hjør­ne af lo­ka­let og døm­mer de an­dre som kik­se­de. De ved, hvil­ke hold­nin­ger der er pro­g­res­si­ve, og hvad der ser godt ud på In­s­ta­gram og i kla­e­de­ska­bet. De kri­ti­se­rer se­xo­lo­ger­ne, der be­sø­ger ung­dom­s­klub­ben, for at va­e­re se­xi­sti­ske, for­di de kun snak­ker om he­te­ro­seksu­el sex. De be­kym­rer sig for, om det at ba­e­re en in­disk bin­di-plet er kul­tu­rel ap­pro­p­ri­a­tion, alt­så om man stja­e­ler an­dre et­ni­ske grup­pers kul­tu­rel­le sym­bo­ler. Der­for en­der den ung­doms­film, der skul­le fal­de uden for nor­men og main­strea­ma­e­ste­tik­ken, net­op med at fal­de in­den for den. Ba­re ik­ke den norm og ae­ste­tik, der fin­des i Skam-uni­ver­set el­ler ga­engse skil­drin­ger af ung­dom­men, men den som fin­des i vir­ke­lig­he­dens hip­s­ter­mil­jø­er, der og­så er ek­stremt selv­be­vid­ste. Om det er med vil­je el­ler ej, bli­ver det en slags po­in­te i sig selv, der gør, at fil­men, som el­lers er eks­pe­ri­men­te­ren­de og gra­en­se­sø­gen­de i sin form, bli­ver et re­a­li­stisk po­rtra­et. Da jeg var te­e­na­ger i 00er­ne, krum­me­de vi ta­e­er over Vik­tors aka­ve­de kur­ma­ge­ri til Anja i fil­men Ka­er­lig­hed ved før­ste hik. Og så over 2 ryk og en af­le­ve­ring om Ja­cob, der fo­rel­sker sig i den pa­e­ne pi­ge Mat­hil­de. De kli­che­fyld­te te­e­na­ge­di­lem­ma­er rør­te mig al­drig rig­tigt. I fil­me­ne Råzo­ne og Su­per­vok­sen hav­de plot­te­ne me­re kant, men ka­rak­te­rer­ne var al­drig helt over­be­vi­sen­de. Jeg vil­le øn­ske, der hav­de va­e­ret en film som Team Hur­ri­ca­ne den­gang. Isa­er hvis den var kom­met, da jeg som 17-årig rend­te rundt med si­decut-hår og nit­ter på min sor­te ha­et­te­trø­je og tro­e­de, at jeg al­drig vil­le kom­me til at pas­se ind blandt de un­ge, jeg så på film. Så i ste­det for­søg­te jeg at lig­ne al­le de an­dre på ef­ter­sko­le­år­gan­gen. Pi­ger­nes pro­ble­mer er langt­fra ukend­te fra an­dre forta­el­lin­ger, som da Eja i sin vi­deo­dag­bog gra­e­der, for­di »hun vir­ke­lig ik­ke bur­de fø­le sig en­som«. Replik­ker­ne er in­di­mel­lem ba­na­le, som da Za­ra forta­el­ler, at »det er me­get men­ne­ske­ligt at va­e­re ban­ge for det ukend­te«, isa­er for­di de er un­ge og »bur­de va­e­re udø­de­li­ge«. Men så­dan er det og­så at va­e­re te­e­na­ger. På man­ge må­der, som det al­tid har va­e­ret.

Team Hur­ri­ca­ne kan kø­bes for 20 kr. via et link, der bli­ver di­stri­bu­e­ret på so­ci­a­le me­di­er fra den 14. sep­tem­ber.

STILL FRA FIL­MEN

Pi­ger­ne spil­ler så over­be­vi­sen­de, at det gør ondt helt ned i ma­ven at genop­le­ve te­e­na­ge­ti­dens fortviv­lel­ser.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.