Ts­u­na­mi­ens spø­gel­ser

Weekendavisen - - Kultur - Af ASGER RØJLE

Ef­ter­liv. Der er me­re mel­lem him­mel og jord i Ja­pan, ik­ke mindst der hvor ka­ta­stro­fen ram­mer. Den bri­ti­ske jour­na­list Ri­chard Lloyd Par­ry har skre­vet en smuk og sa­e­r­e­gen bog om li­vet ef­ter ts­u­na­mi­en i Ja­pan i 2011.

o et halvt tu­sind men­ne­sker er sta­dig sav­ne­de ef­ter ts­u­na­mi­en i det nor­døst­li­ge Ja­pan for snart seks år si­den, der i alt ko­ste­de op imod 19.000 men­ne­ske­liv. De to et halvt tu­sind uaf­slut­te­de ska­eb­ner blev skyl­let va­ek og er na­tur­lig­vis ik­ke i li­ve i dag. De­res fa­mi­li­er har al­drig va­e­ret i stand til at sam­les og gen­nem­fø­re en an­sta­en­dig be­gra­vel­se ef­ter for­skrif­ter­ne for dem, de har mi­stet. Den­ne si­tu­a­tion ska­ber sta­dig trau­ma­ti­ske savn, uaf­slut­tet sorg og ulyk­ke­lig tvivl i man­ge af dis­se fa­mi­li­er. Det ska­ber og­så grund­lag for mang­fol­di­ge be­ret­nin­ger om, at folk har set spø­gel­ser i he­le To­ho­ku-re­gio­nen, Ja­pans nor­døst­li­ge am­ter. Ove­ralt i det ts­u­na­mi-ram­te om­rå­de har man i de seks et halvt år, der er gå­et si­den ka­ta­stro­fen, ja­evn­ligt hørt be­ret­nin­ger om, at no­gen har set el­ler mødt de sav­ne­de. En­ten på uhyg­ge­lig vis, hvor de ef­ter­lad­te har op­le­vet at mø­de driv­vå­de og mud­re­de va­e­se­ner på hav­nen. I et til­fa­el­de skal et af dis­se spø­gel­ser fra ha­vet ha­ve pra­jet en taxa og bedt chauf­før­en om at bli­ve kørt til en adres­se i en by­del, der på det tids­punkt ik­ke ek­si­ste­re­de me­re, for­di al­le hu­se­ne var skyl­let va­ek ved ts­u­na­mi­en. Halvvejs på tu­ren var den vå­de skik­kel­se på bags­a­e­det plud­se­lig for­s­vun­det, men fug­ten fra ham sad sta­dig i kø­re­tø­jet, og chauf­før­en kør­te til den af­tal­te adres­se for in­gen­ting og åb­ne­de dø­ren for den for­s­vund­ne pas­sa­ger. El­ler og­så på en langt me­re po­si­tiv vis, ved at de sør­gen­de kom­mer i en be­ro­li­gen­de kon­takt med de fa­mi­lie­med­lem­mer el­ler na­e­re ven­ner, der brutalt var for­s­vun­det fra de­res liv. Of­te med hja­elp fra pra­e­ster fra for­skel­li­ge re­li­gio­ner, der des­pe­rat for­søg­te sig frem med for­skel­li­ge ri­tu­a­ler og rem­ser fra de­res hel­li­ge bøger.

TDET er ud­gangs­punk­tet for Ghosts of the Ts­u­na­mi, en be­va­e­gen­de bog om ts­u­na­mi-of­re­nes liv ef­ter ts­u­na­mi­en, som net­op er ud­kom­met med den bri­ti­ske jour­na­list Ri­chard Lloyd Par­ry som for­fat­ter. En bog, der og­så i nå­des­lø­se de­tal­jer be­ret­ter den na­e­sten uud­hol­de­ligt sør­ge­li­ge hi­sto­rie om bør­ne­ne på en kom­mu­nesko­le i den lil­le by Okawa ved ky­sten. De gik al­le sam­men til i bøl­ger­ne, for­di de af de­res for­vir­re­de og skra­ekslag­ne la­e­re­re ar­tigt lod sig fø­re den stik mod­sat­te vej af den, som vil­le ha­ve bragt dem så højt op i bak­ker­ne, at de vil­le va­e­re nå­et i sik­ker­hed for vand­mas­ser­ne i ti­de. En ulyks­a­lig ha­en­del­se, som sta­dig er gen­stand for ci­vi­le er­stat­nings­sa­ger fra fora­el­dre­nes si­de over for de lo­ka­le myn­dig­he­der. Bo­gen hand­ler der­ved ik­ke kun om mo­der­ne spø­gel­ses­hi­sto­ri­er og an­dre gy­se­re fra vir­ke­lig­he­den fra To­ho­ku, men og­så om Ja­pans ge­ne­rel­le til­stand i vo­re da­ge. Om alt for stift hie­rar­ki, om pas­siv re­sig­na­tion blandt de gam­le, om af­folk­ning i land­di­strik­ter­ne og om mang­len­de ev­ne til at ta­ge ef­fek­ti­ve og nød­ven­di­ge be­slut­nin­ger i en pres­set si­tu­a­tion. Ri­chard Lloyd Par­ry, der i man­ge år har va­e­ret Tokyo-kor­re­spon­dent for Lon­don Ti­mes, og som har rejst i det nor­døst­li­ge Ja­pan man­ge gan­ge si­den ka­ta­stro­fen i 2011, be­skri­ver i sin bog, hvor­dan op­le­vel­ser med »yo­kai« (spø­gel­ser) el­ler »on­ry­oo« (sø­gen­de sja­e­le) i man­ge til­fa­el­de har va­e­ret skra­ekind­j­a­gen­de og haft ka­rak­ter af be­sa­et­tel­ser, men i an­dre til­fa­el­de fak­tisk har haft en hel­bre­den­de ef­fekt som en slags he­a­len­de trøst. Jeg fan­ger ham på te­le­fo­nen mel­lem bo­gin­ter­views. – Tror du selv på spø­gel­ser? »Per­son­ligt har jeg al­drig haft grund til at tro på no­get over­na­tur­ligt. Der er al­tid en an­den for­kla­ring, som gi­ver me­re me­ning. Det, der in­ter­es­se­rer mig her, er ik­ke, om spø­gel­set ob­jek­tivt set var til ste­de el­ler ej, men hvad det af­slø­rer om den per­son el­ler de folk, som op­le­ve­de, at de så et. At spør­ge, om no­gen vir­ke­lig så et spø­gel­se, sva­rer til at spør­ge, om de gra­e­ske myter, Sha­kespea­res sku­e­spil el­ler Di­ck­ens’ ro­ma­ner vir­ke­lig fandt sted. Det er slet ik­ke det, der er po­in­ten.« Men tror ja­pa­ne­re så på spø­gel­ser? spør­ger jeg Par­ry. »Man­ge, må­ske de fle­ste, ja­pa­ne­re har en in­stink­tiv tro på, at es­sen­sen af et men­ne­ske fort­sa­et­ter med at ek­si­ste­re i for­skel­li­ge for­kla­ed­nin­ger, ef­ter at dø­den er ind­t­rå­dt.« Det en­gel­ske ord ghosts (spø­gel­ser) gi­ver as­so­ci­a­tio­ner i ret­ning af no­get, der for­føl­ger en, af tru­en­de fi­gu­rer og angst­fyld­te op­le­vel­ser. Or­det da­ek­ker slet ik­ke det ind­vik­le­de sy­stem af sja­e­le­li­ge over­be­vis­nin­ger, der er i spil. – Tror de ja­pa­ne­re, der bor langs den ts­u­na­mi-ram­te kyst me­re på spø­gel­ser end an­dre ja­pa­ne­re? »To­ho­ku, det nor­døst­li­ge Ja­pan, alt­så det om­rå­de, som blev ramt af ts­u­na­mi­en, har al­tid va­e­ret en af de eg­ne, hvor flest var over­troi­ske og tro­e­de på det over­na­tur­li­ge. Det har va­e­ret et om­rå­de, hvor gra­en­sen mel­lem de le­ven­de og de dø­de har va­e­ret slø­ret og sva­e­re­re at de­fi­ne­re.« – Hvad be­ty­der det for fa­mi­li­er­nes liv i To­ho­ku, at så man­ge af ts­u­na­mi­ens of­re al­drig er ble­vet fun­det? »Den helt fy­si­ske man­gel på ens ef­ter­lad­te gør smer­ten ved et døds­fald me­get me­re akut i man­ge kul­tu­rer, in­klu­si­ve min egen, tror jeg. I Ja­pan be­ty­der be­gra­vel­ses­ri­tu­a­let så me­get, at det for­ment­lig for­sta­er­ker smer­ten og øger den dif­fu­se fø­lel­se af skyld, som er me­get tung at ba­e­re for man­ge af de over­le­ven­de.« – Hvor­for valg­te du at gø­re ts­u­na­mi­ens spø­gel­ser til dit ho­ved­fo­kus i be­skri­vel­sen af si­tu­a­tio­nen ef­ter ka­ta­stro­fen? »Ts­u­na­mi­ens spø­gel­ser skal for­stås bå­de me­ta­forisk og bog­sta­ve­ligt. Der er ik­ke kun ta­le om en bog om de fy­si­ske øde­la­eg­gel­ser, ts­u­na­mi­en for­år­sa­ge­de. Det er en bog om den dybt­gå­en­de og lang­sig­te­de ska­de, der ske­te i he­le re­gio­nen. Der er fø­lel­ses­ma­es­si­ge, juri­di­ske og po­li­ti­ske spø­gel­ser, li­ge­som der er den slags spø­gel­ser, der hjem­sø­ger øde stran­de og be­sa­et­ter de le­ven­de.« – Hvor­dan bar du dig ad med at la­ve re­search? De fa­er­re­ste ja­pa­ne­re bry­der sig om at snak­ke om den slags med frem­me­de? »Jeg kon­tak­te­de folk tå­l­mo­digt og respekt­fuldt og op­nå­e­de grad­vist de­res til­lid ved at kom­me til­ba­ge til dem igen og igen, gen­nem fle­re år. Man er nødt til at vi­se folk, at man me­ner det al­vor­ligt. Så vil de og­så ta­ge en al­vor­ligt – og ha­ve til­lid til en.«

PARRYS bog in­de­hol­der gri­ben­de og skra­ekind­j­a­gen­de be­ret­nin­ger om sam­men­kom­ster, hvor der fo­re­går, hvad vi vil­le kal­de eksorcis­me, ud­ført af pri­ma­ert bud­dhi­sti­ske pra­e­ster. Det er van­ske­ligt at fo­re­stil­le sig, hvor­dan han har gjort det. »Jeg var ik­ke per­son­ligt til ste­de, hvor der fandt eksorcis­me sted. Det blev be­skre­vet for mig på an­den hånd, dels af et me­di­um, der ud­før­te eksorcis­me, dels af en mand, som blev ud­sat for det, og dels af et vid­ne, som var til ste­de ved en tred­je eksorcis­me. Jeg dob­belt­tjek­ke­de op­lys­nin­ger­ne, så vidt det over­ho­ve­det var mu­ligt for mig. Men igen er den ob­jek­ti­ve sand­hed om, hvad der ske­te, ik­ke så vig­tig som den fø­lel­ses­ma­es­si­ge op­le­vel­se, som del­ta­ger­ne hav­de, og det, det be­tød for dem.« – Du har i for­skel­li­ge sam­men­ha­en­ge kaldt for­fa­ed­re­dyr­kel­se for Ja­pans egent­li­ge re­li­gion. Hvad me­ner du med det? »Når ja­pa­ne­re be­sø­ger et bud­dhi­stisk tem­pel el­ler en shin­to-hel­lig­dom, så gør de no­get, som i de­res egen be­vidst­hed er no­get ’re­li­gi­øst’. Men det at of­re til sja­e­len ef­ter de­res for­fa­ed­re er ik­ke i sam­me ka­te­go­ri. Det er en na­tur­lig, ube­vidst del af fa­mi­li­e­li­vet, og det er en for­plig­tel­se for en­hver. Det stik­ker me­get dy­be­re end te­o­lo­gi.« I The Gu­ar­di­an skrev en an­mel­der, at der og­så er en an­den slags ån­der, som be­fol­ker si­der­ne i Lloyd Parrys bog, nem­lig spø­gel­ser­ne fra Ja­pans po­li­ti­ske fi­a­sko. På al­le ni­veau­er i sam­fun­det fra lands­by­sam­fun­de­ne til den cen­tra­le re­ge­ring, vi­ste man sig ude af stand til at re­a­ge­re til­stra­ek­ke­ligt på ka­ta­stro­fen. »Jeg har ik­ke skre­vet en bog om po­li­tik. Men det er umu­ligt at fo­re­stil­le sig den kurs og den ka­rak­ter, som ka­ta­stro­fen fik, uden at over­ve­je den po­li­ti­ske og hi­sto­ri­ske si­tu­a­tion i nu­ti­dens Ja­pan. Ka­ta­stro­fen ud­vik­le­de sig, som den gjor­de, for­di Ja­pan er, som det er: fuld af de­pri­me­ren­de ek­semp­ler på, at for­di de nor­ma­le hie­rar­ki­er var slå­et i styk­ker, blev folk pas­si­ve, og der­for tog det alt for lang tid at ta­ge be­slut­nin­ger, bå­de i nød­hja­elps­fa­sen, ved op­ryd­nin­gen og un­der genop­byg­nin­gen.«

»At spør­ge, om no­gen vir­ke­lig så et spø­gel­se, sva­rer til at spør­ge, om de gra­e­ske myter, Sha­kespea­res sku­e­spil el­ler Di­ck­ens’ ro­ma­ner vir­ke­lig fandt sted. Det er slet ik­ke det, der er po­in­ten.«

FOTO: YOSHIKAZU TSUNO /SCANPIX

En gam­mel mand be­sø­ger sin dø­de søn, som han mi­ste­de i ts­u­na­mi­en i 2011.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.