Sid­ste skrig

Weekendavisen - - Kultur - Af PE­TER JOHANNES ERICHSEN

Ope­ra. Gi­u­sep­pe Ver­dis Ri­go­let­to is­ce­ne­sat, som var det Al­ban Bergs Wozzeck. Det kan mu­sik­ken sag­tens hol­de til, men hand­lin­gen bli­ver til et nar­re­spil uden me­ning.

Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter. Ope­ra­en på Hol­men. »Ri­go­let­to« af Gi­u­sep­pe Ver­di. Mu­si­kalsk le­del­se: Pa­o­lo Ca­rig­na­ni. Is­ce­nesa­et­tel­se og sceno­gra­fi: Ani­a­ra Amos. Kostu­me­de­sign: Jor­ge Ja­ra. Lys­de­sign: An­ders Poll. Vi­deo­de­sign: Se­ba­sti­an Eskild­sen. Til 21/11.

ictor Hu­go har ud­vi­det vor skra­ek­kul­tur med to van­skab­nin­ger, den puk­kel­ryg­ge­de klok­ker Qu­a­si­mo­do i ro­ma­nen No­tre Da­me de Pa­ris (1831) og den puk­kel­ryg­ge­de hof­nar Tri­bou­let i sku­e­spil­let Le roi s’amu­se (1832). Qu­a­si­mo­do har be­holdt sit go­de navn og ryg­te i fle­re film og en en­kelt mu­si­cal. Men det er ik­ke la­en­ge­re po­li­tisk kor­rekt at un­de ham en puk­kel. Nar­ren fra Kon­gen mo­rer sig har i Ver­dis med ret­te udø­de­li­ge ope­ra skif­tet navn til Ri­go­let­to, et navn godt i tråd med det fran­ske ud­tryk »C’est ri­go­lo!« – »Det er helt til grin«. Der er blot den ha­ge ved det, at Ri­go­let­to for la­engst bur­de ha­ve va­e­ret til en an­sa­et­tel­ses­sam­ta­le med sin ar­bejds­gi­ver, her­tu­gen af Man­tova. Nar­ren er nem­lig

Vover­ho­ve­det ik­ke mor­som. At og­så han slip­per for en ar­bejds­puk­kel er helt i pagt med tidsån­den. Ver­di var 37 år, da han kom­po­ne­re­de Ri­go­let­to. Født i 1813 de­ler han fød­selsår med Sø­ren Ki­er­ke­gaard, Ri­chard Wag­ner og Ge­org Bü­ch­ner. Kun Wag­ner kom ind i hans sfa­e­re. Men Bü­ch­ner, der dø­de af ty­fus som 23-årig, hav­de stof i sig til at bli­ve en dra­ma­ti­ker, der klart kun­ne ha­ve ud­ma­nøv­re­ret de to ja­ev­nal­dren­de mu­sikdra­ma­ti­ke­re. Det ef­ter­lad­te frag­ment Woyzeck blev en­de­lig i det ty­ven­de år­hund­re­de til ope­ra­en Wozzeck, Al­ban Bergs mester­va­erk fra 1925. Som vi be­ret­te­de fra Salz­burg-fest­spil­le­ne er det sta­dig­va­ek uover­truf­fen avant­gar­de, net­op når Wozzeck is­ce­nesa­et­tes med nå­des­løs ty­ver­eks­pres­sio­nis­me, som til­fa­el­det var med bil­led­kunst­ne­ren Wil­li­am Ken­trid­ges vi­sion af va­er­ket. Ge­org Bü­ch­ner tjen­te fak­tisk i sit kor­te livs­spand til da­gen og vej­en ved at over­sa­et­te Vi­ctor Hu­go-sku­e­spil, men nå­e­de dog selv at kre­e­re me­ga-dra­ma­et Dan­tons død. Når vi her le­ger kon­tra­fak­tisk med tan­ken om, at Ver­di el­ler Wag­ner skul­le ha­ve in­ter­es­se­ret sig for den slags stof, skyl­des det, at Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter nu bla­en­der op for, hvad der fak­tisk må lig­ne Woyzeck-hi­sto­ri­en fal­det i ha­en­der­ne på Ver­di. In­struk­tø­ren og sceno­gra­fen Ani­a­ra Amos, som i sid­ste sa­e­son mal­trak­te­re­de Hen­ry Pur­cells even­tyro­pe­ra The fairy Qu­e­en så ef­ter­tryk­ke­ligt, at det sprø­de ba­rokva­erk helt og al­de­les spl­in­tre­des, mas­sa­kre­rer nu Ri­go­let­to ud fra det kon­cept, at den uhel­di­ge og ha­de­ful­de hof­nar for la­engst er ble­vet tvangsind­lagt – det vi­des ik­ke af hvem – og fra sin sy­ge­seng i ri­me­lig løs spa­en­de­trø­je kan re­su­me­re alt, hvad der gik galt, da han vil­le om­brin­ge her­tu­gen, men i ste­det fik sin egen dat­ter lik­vi­de­ret.

DEN fa­ta­le hand­lings­ra­ek­ke er nem at re­su­me­re. Ri­go­let­to for­hå­ner en far, hvis dat­ter er ble­vet ska­en­det af her­tu­gen. Den op­brag­te mand ned­kal­der en for­ban­del­se over nar­ren. Ik­ke uden grund var Ver­dis op­rin­de­li­ge ti­tel på ope­ra­en La Ma­le­dizi­o­ne – For­ban­del­sen. I ita­li­ensk kultur har tro­en på den slags sted­se fl­o­re­ret. Ri­go­let­to genkal­der sig med ra­ed­sel for­ban­del­sen, ef­ter­hån­den som hand­lin­gen spid­ser til. Her­tu­gen har ka­stet sit øje på nar­rens el­lers godt skjul­te dat­ter Gil­da, og da hans hof­ma­end har bort­ført pi­gen uden de­res prin­ci­pals vi­den­de, er hun sim­pelt­hen ser­ve­rings­klar op­pe i det her­tu­ge­li­ge pa­lads. Fra det øje­blik for­fø­re­ren iler ind til Gil­da, til hun vold­ta­get kom­mer stormen­de ud på sce­nen, går der ot­te mu­si­kal­ske mi­nut­ter. Det er ri­me­lig re­a­lis­me. Ri­go­let­to hy­rer så promp­te en le­je­mor­der med det skar­ps­leb­ne navn Spar­a­fuci­le, får her­tu­gen lok­ket til et skum­melt sted, men le­je­mor­de­rens sø­ster Mad­da­le­na får sin bror til i ste­det at dra­e­be Gil­da. Hvor­for nu sam­men­lig­ne den­ne gen­ga­el­del­ses­hi­sto­rie med Woyzecks ska­eb­ne? Jo, bå­de Woyzeck og Ri­go­let­to er ens­pa­en­de­re, der kun har én ka­er­lig sja­el i ver­den, som ta­en­ker på dem. Ef­ter en ka­val­ka­de af yd­my­gel­ser fra sol­da­ten Woyzecks fo­re­sat­te dra­e­ber den ku­e­de un­der­hund i af­magt sin el­ske­de Ma­rie. Til­sva­ren­de sa­et­ter nar­ren Ri­go­let­to en had­lavi­ne i gang, der en­der med at ko­ste Gil­da li­vet. Man kan med en oper­a­fø­rer i hån­den hå­be på at bli­ve ind­lo­ge­ret i Man­tovas her­tu­ge­li­ge pa­lads, med fre­sker af Man­teg­na, så­dan som det er til­fa­el­det på den le­gen­da­ri­ske film­op­ta­gel­se fra 1982, men det er ver­den af i går.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.