Der var en­gang …

Weekendavisen - - Kultur -

Fa­bel­ag­tigt. Al­ter­na­ti­ve Fak­ta fort­sa­et­ter med at la­de Den­ne gang har vi bedt kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re om

er var en­gang en rig mand, hvis ko­ne blev syg af al den fluor, som re­ge­rin­gen fyl­der i vo­res drik­ke­vand, så de kan kon­trol­le­re vo­res tan­ker. På sit døds­le­je for­tal­te ko­nen sin ene­ste dat­ter, at pi­gen al­drig skul­le slå sig til tåls med den of­fi­ci­el­le for­kla­ring, men sø­ge sand­he­den. Så blev det vin­ter og som­mer igen, hvil­ket i øv­rigt ik­ke har no­get at gø­re med Jor­dens ha­eld­ning el­ler ro­ta­tion rundt om So­len, idet Jor­den er flad og blot sy­nes rund på grund af NASAs løg­ne. Den ri­ge mand fik en ny ko­ne, som hav­de to ond­skabs­ful­de døtre, der lod pi­gen sove ved si­den af skor­ste­nen, så hun blev stø­vet og snav­set. De kald­te hen­de for Aske­pot og gri­ne­de af, at hun al­drig hav­de få­et sin MFR-vac­ci­ne, for­di de ik­ke var op­ly­ste nok til at vi­de, at den for­år­sa­ger au­tis­me. En­gang da fa­de­ren skul­le til mar­ked, spurg­te han si­ne døtre, hvad han skul­le ta­ge med til dem. Sted­døtre­ne bad om en bog af Ri­chard Dawkins, den løg­n­ag­ti­ge evo­lu­tions-for­ta­ler, mens Aske­pot bad om en lap­top, så hun kun­ne op­ret­te en kon­to på YouTu­be.

Du skal kun­ne ha­ve man­ge bol­de i luf­ten sam­ti­dig, står der i stil­lings­an­non­cer­ne, og var jeg på ud­kig ef­ter et job, vil­le jeg va­e­re il­de stedt, for jeg kan ha­ve li­ge pra­e­cis én bold i luf­ten ad gan­gen. Det ga­el­der bå­de, når jeg skri­ver og la­e­ser bøger, og når jeg la­e­ser om kunst­ne­res vis­dom og vej gen­nem til­va­e­rel­sen i mit ynd­lings­ma­ga­sin, The Gre­at Di­scon­tent. Det er skabt af ae­g­te­par­ret Ti­na og Ry­an Es­sma­ker og be­står af spørgs­mål/svarin­ter­views, la­e­kre fo­tos af kunst­ner­ne og de­res va­er­ker og in­tet an­det. Ale­ne den kends­ger­ning gla­e­der mig. På www.the­gre­at­di­scon­tent. com kan man la­e­se in­ter­viewe­ne i kort­form, og de bed­ste er ud­fol­det i ind­til vi­de­re fi­re ma­ga­si­ner. I min enspo­ret­hed har jeg na­tur­lig­vis la­est dem al­le. På den må­de er jeg ble­vet in­tro­du­ce­ret til kridt­kunst­ne­ren Za­ria For­man, der med si­ne ka­em­pe­sto­re, de­tal­je­ri­ge pa­stelkridt­teg­nin­ger af is­b­jer­ge vil ska­be op­ma­er­k­som­hed om kli­ma­for­an­drin­ger­ne, re­tro­soulsan­ge­ren Leon Brid­ges, krigs- og sam­funds­repor­te­ren Mol­ly Cra­bap­ple, der teg­ner frem for at ta­ge bil­le­der, og pro­duk­t­de­sig­ne­ren Vero­ni­ka Scott, hvis non­pro­fit-virk­som­hed an­sa­et­ter hjem­lø­se i De­troit til at sy vin­ter­frak­ker til by­ens hjem­lø­se. Om nat­ten kan frak­ker­ne ly­nes ud til sovepo­ser, og om som­me­ren kan de ly­nes sam­men til ta­sker. Man kan sponso­re­re en frak­ke via www. em­power­ment­plan.org. Al­le kunst­ner­ne får no­gen­lun­de de sam­me spørgs­mål: Hvor vok­se­de de

DKort ef­ter in­vi­te­re­de kon­gen til en stor fest, så hans søn kun­ne va­el­ge sig en brud, men Aske­pots tøj var for grimt, til at hun måt­te kom­me med. »Lil­le lap­top, jeg be­der dig, send guld og sølv ned til mig,« sag­de hun der­for til sin nye com­pu­ter, mens hun sat­te et kli­s­ter­ma­er­ke op for­an dens ka­me­ra, så NSA ik­ke kun­ne fil­me hen­de. Straks lød en ban­ken på dø­ren, og et bud stod med en bal­kjo­le af sølv­t­råd og smuk­ke guldsko. Aske­pot tog tø­jet på og skynd­te sig hen til fe­sten. Al­le­re­de ved ind­gan­gen blev hun dog mista­enk­som. Folk hil­ste på hin­an­den med ma­er­ke­li­ge hånd­tryk og re­fe­re­re­de til Den Sto­re Inspek­tør. I balsa­len så Aske­pot straks det gi­gan­ti­ske øje for en­den af va­eg­gen. De var fri­mu­re­re! Plud­se­lig blev ly­set sluk­ket, og en ce­re­mo­ni gik i gang. Del­ta­ger­ne be­kra­ef­te­de hin­an­den i, at de var med­lem­mer af en hem­me­lig or­den, der sty­re­de ver­den gen­nem chem­trails og løg­ne om Ho­lo­caust, og svor loy­a­li­tet til de­res le­der, op? Hvor­når vid­ste de, hvil­ken vej de vil­le gå? Var der et ven­de­punkt? Hvor­dan ser de­res dag ty­pisk ud? Har de ta­get chan­cer? Og vi­de­re i den dur. Fa­el­les for dem er iro­nisk nok, at de tid­ligt be­slut­te­de kun at ha­ve én bold i luf­ten. Som den rus­sisk/ ame­ri­kan­ske pi­a­nist og elek­tro­ni­ske mu­si­ker Ol­ga Bell si­ger: »Jeg gik da til et par ca­stings i New York, men det gik op for mig, at by­en er fuld af folk, der har spil­let te­a­ter, som jeg har spil­let mu­sik he­le li­vet.« Og den ca­na­di­ske for­fat­ter Sheila He­ti Inspek­tø­ren, der vi­ste sig at va­e­re kon­ge­søn­nen. Sam­men med sin far, kon­gen, of­re­de han en ame­ri­kansk whi­st­le­blower til et ho­lo­gram af Hil­lary Cl­in­ton, hvor­ef­ter bal­let be­gynd­te. Kon­ge­søn­nen vil­le kun dan­se med Aske­pot, og hun var for ban­ge til at af­slå, selv­om hun mista­enk­te dem al­le for at va­e­re rep­ti­li­ans – kryb­dyr fra rum­met, der ud­gi­ver sig for at va­e­re men­ne­sker. Ved mid­nat lyk­ke­des det Aske­pot at kom­me va­ek, men kon­ge­søn­nen fandt den sko, hun hav­de tabt, og be­gav sig ned i Aske­pots lands­by for at fin­de hen­de. Først ka­em­pe­de de to sted­døtre om at få lov at prø­ve sko­en, men den enes fod var de­form, for­di hun gan­ske rig­tigt var en rep­ti­li­an, mens den an­den hav­de vand i be­ne­ne på grund af sin HPV-vac­ci­ne. Til sidst fandt kon­ge­søn­nen Aske­pot lig­gen­de ved skor­ste­nen. Hun sag­de, at hun ger­ne vil­le prø­ve sko­en, men kun hvis hun måt­te ta­le med ham ale­ne. Der­na­est vi­ste hun ham de man­ge YouTu­be-vi­deo­er, der hav­de af­slø­ret hans hem­me­li­ge fo­re­ta­gen­de, og an­kla­ge­de ham for at va­e­re en rep­ti­li­an. »Men det er jeg jo ik­ke!« ud­brød han sup­ple­rer: »Ved at ska­e­re al­le de an­dre for­mer for kre­a­ti­vi­tet fra blev den, der var til­ba­ge, sta­er­ke­re.« In­ter­viewe­ne vid­ner om, at kunst­n­er­li­vet kra­e­ver ek­strem ud­hol­den­hed. Tag den ir­ske pro­duk­t­de­sig­ner Ja­ne Ní Dhul­cha­o­in­tigh, der brug­te seks år og 8000 la­bo­ra­to­ri­e­ti­mer på at ska­be mo­del­ler­voks­li­men su­gru. Ha­ck thin­gs bet­ter, er mot­to­et, og su­gru kan vit­ter­lig fik­se alt fra kab­ler til le­ge­tøj. An­dre af in­ter­viewe­ne fyl­der de­res la­e­ser med un­dren. Den bri­ti­ske

Hvad la­e­ser Leo­nora Chri­sti­na Skov, når hun ik­ke skri­ver for­skel­li­ge folk gen­forta­el­le kend­te even­tyr. de­res ver­sion af Aske­pot.

og indså plud­se­lig, hvor­dan det he­le hang sam­men. Hans far hav­de bildt ham ind, at han var med i en ver­den­s­oms­pa­en­den­de or­ga­ni­sa­tion, der sty­re­de fi­nans­ver­de­nen, me­di­e­bran­chen og me­di­ci­nal­fir­ma­er­ne, men i vir­ke­lig­he­den var de al­le rep­ti­li­ans, der brug­te kon­ge­søn­nen som en ma­rio­net­duk­ke for at op­nå de­res egent­li­ge mål: at gø­re he­le Jor­den til en stor fø­de­va­re­bank, hvor men­ne­ske­ne selv skul­le ud­gø­re ma­den! »Jeg syn­tes nok, min fars fød­sel­sat­test så ma­er­ke­lig ud. Selv­føl­ge­lig er han ik­ke født på Hawaii!« Par­ret blev eni­ge om, at de måt­te flyg­te, tog Aske­pots com­pu­ter og løb hen til vin­du­et. I mel­lem­ti­den hav­de kon­gen dog op­s­nap­pet de­res plan, for­di rep­ti­li­ans op­ta­ger al­les sam­ta­ler via lap­tops. En grup­pe ma­end, der skul­le fo­re­stil­le at va­e­re is­la­mi­sti­ske ter­r­o­ri­ster, løb ind i hu­set og slog par­ret ihjel i en om­fat­ten­de fal­se flag-ope­ra­tion, hvor bå­de CIA og Mos­sad med­vir­ke­de. De on­de rep­ti­li­ans fort­sat­te der­ef­ter med at ma­ni­p­u­le­re ver­dens be­folk­ning, ind­til de kun­ne bru­ge dem som fø­de, og le­ve­de lyk­ke­ligt til de­res da­ges en­de. even­ty­rer Alastair Hump­hreys har cyk­let ver­den rundt på fi­re år, ro­et over At­lan­ter­ha­vet og lø­bet seks ma­ra­ton­løb gen­nem Sa­ha­ra, men ver­den fik først for al­vor øj­ne­ne op for ham, da han skab­te si­ne mi­cro­ad­ven­tu­res: »Du kan for­la­de kon­to­ret klok­ken fem, ta­ge et tog ud af by­en, fal­de i søvn på en bak­ke­top og ta­ge to­get til­ba­ge og va­e­re klar på kon­to­ret klok­ken ni na­e­ste mor­gen. Si­den jeg be­gynd­te at blog­ge om mi­cro­ad­ven­tu­res, er men­ne­sker med al­min­de­li­ge liv og­så be­gyndt at ta­ge på even­tyr.« Folk la­en­ges ef­ter magi­en, po­in­te­r­er tryl­le­kunst­ne­ren Ben Hart: »Jeg kan gem­me en gen­stand i hån­den, og folk vil hel­le­re tro, at den er for­s­vun­det, end at jeg har gemt den. Folk fin­der kon­se­kvent på bed­re, me­re in­ter­es­san­te og me­re vi­dun­der­li­ge for­kla­rin­ger.« Stort ind­tryk gør og­så bo­ligsty­li­sten fra Nas­hvil­le, Rut­hie Lindsay, der bra­ek­ke­de hal­sen som te­e­na­ger og fik af­sin­di­ge smer­ter som vok­sen, for­di af­stiv­nin­gen i nak­ken gen­nem­bo­re­de hen­des hjer­ne­stam­me. Hun blev ope­re­ret, men smer­ter­ne fort­sat­te. »In­gen er født med at vi­de, hvor­dan man le­ver med kro­ni­ske smer­ter,« si­ger hun om åre­ne, hvor hun var dopet af me­di­cin. Til sidst lag­de hun al me­di­ci­nen på hyl­den og be­gynd­te ak­tivt at op­sø­ge skøn­he­den om­kring sig. I dag er hun en sol­strå­le på In­s­ta­gram. The Gre­at Di­scon­tent kan be­stil­les via den ve­las­sor­te­re­de blad­bu­tik Do You Re­ad Me? i Ber­lin. Leo­nora Chri­sti­na Skov

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.