Se­kun­der­ne ef­ter dø­den

Prisva­er­dig. Lau­ra Lind­stedt skri­ver frem­ra­gen­de spe­ku­la­tiv fik­tion om syv kvin­der, der mø­des i det hin­si­des og for­sø­ger at kom­me til klar­hed over, hvad der er ha­endt dem.

Weekendavisen - - Bø­ger - Af LEO­NORA CHRI­STI­NA SKOV

Lau­ra Lind­stedt: Oneiron. Over­sat fra finsk ef­ter »Oneiron« af Bir­gi­ta Bon­de Han­sen. 434 si­der. 299,95 kr. Ro­si­nan­te.

in­ske Lau­ra Lind­stedts (f. 1976) ro­man om se­kun­der­ne ef­ter dø­den, Oneiron (der be­ty­der drøm el­ler hal­luci­na­tion på gra­esk), min­der mig om, hvor van­vit­tigt det er, at vo­res hjem­li­ge

Fbe­st­sel­ler­li­ster med­ta­ger kri­mi­er sam­men med al an­den skøn­lit­te­ra­tur. Det vil nem­lig si­ge, at Lau­ra Lind­stedt nu skal ka­em­pe om en plads på be­st­sel­ler­li­ster­ne med for­fat­te­re som David La­gercrantz, El­se­beth Eg­holm, Leif David­sen og li­ge om lidt og­så Dan Brown. Jeg prø­ver for­ga­e­ves at sam­men­lig­ne den bog, Lind­stedt har skre­vet, med en kri­mi, men det er som at sam­men­lig­ne en sym­fo­ni med en po­p­sang. Det la­der sig sim­pelt­hen ik­ke gø­re. Oneiron er indstil­let til Nor­disk Rå­ds Lit­te­ra­tur­pris, og jeg spår den go­de chan­cer for at vin­de. Det lyk­ke­des for Sa­ra Strids­berg med Drøm­me­faku­l­te­tet (2007) og for So­fi Oks­a­nen med Ren­sel­se (2010). To ro­ma­ner, der som Oneiron te­ma­ti­se­rer køn og krop, magt og magt­mis­brug, pri­vil­e­gi­er, ra­ce og re­li­gion. Lau­ra Lind­stedt de­bu­te­re­de i 2007 med Sak­sen, som jeg an­meld­te og hu­sker som et halv­godt med­syn med en kvin­de, der ik­ke for­mår at el­ske sin lil­le dat­ter. Si­den har Lind­stedt ar­bej­det på en af­hand­ling om Nat­ha­lie Sar­rau­tes va­er­ker og skre­vet på Oneiron. Spro­get syn­ger, og der er på al­le må­der højt til lof­tet i det hvi­de rum, hvor det me­ste af hand­lin­gen ud­spil­ler sig. »Er det jord, fros­sen sne? Det er hver­ken koldt el­ler varmt. Pla­stic? La­tex? Ma­let be­ton? Det er hver­ken blødt el­ler hårdt.« Selv as­so­ci­e­re­de jeg frit til sceno­gra­fi­en i Lars von Tri­ers Dog­vil­le.

I den før­ste sug­ge­sti­ve sce­ne bli­ver 17-åri­ge Ul­ri­ke fra Salz­burg slyn­get ud i det hvi­de rum og ser en grup­pe kvin­der na­er­me sig. De­res le­der er en sy­ge­ligt tynd kvin­de, der la­eg­ger ud med at slik­ke Ul­ri­ke til or­gas­me. Så er vi li­ge­som i gang. Det vi­ser sig, at Ul­ri­ke og de an­dre kvin­der net­op er dø­de, og det før­ste, der for­svin­der i den­ne hvi­de mel­lem­til­stand, er ev­nen til at fø­le smer­te og ny­del­se, så det er ba­re om at ny­de, mens de kan. Det na­e­ste, der for­svin­der, er ev­nen til at be­rø­re og san­se de­res krop­pe. Spørgs­må­let er, hvad der er ha­endt dem, si­den de er hav­net der, og hvor­dan de skal kom­me vi­de­re. Den sy­ge­ligt tyn­de kvin­de vi­ser sig at va­e­re sul­te-og per­for­man­ce­kunst­ne­ren Shlo­mith fra New York. Des­u­den er der regn­skabs­che­fen Po­li­na fra Moskva, hjer­te-trans­plan­ta­tions pa­tien­ten Rosa Ima­cu­la­da fra Bra­si­li­en, den stum­me, hol­land­ske Wl­b­gis med stru­be­kra­eft, den fran­ske over­klas­se­frue Ni­na, med tvil­lin­ger i ma­ven og en ut­ro ae­g­te­mand, og den sma­e­kre, se­ne­ga­le­si­ske Mai­mu­na, der nok bur­de ha­ve af­holdt sig fra at for­sø­ge at smug­le stof­fer over gra­en­sen til Ma­li for at fi­nan­si­e­re sin mo­del­drøm i Pa­ris. De an­dre kvin­der bur­de nok og­så ha­ve af­holdt sig fra det ene og det an­det, og som ro­ma­nen skri­der frem, hu­sker de kla­re­re og kla­re­re, hvad der er ha­endt dem. Til slut står de an­sigt til an­sigt med de­res dø­en­de selv, og lad mig ba­re rø­be, at in­gen af dem er dø­de, som man fo­re­stil­ler sig. De syv kvin­der er så over­be­vi­sen­de frem­skre­vet, at man vir­ke­lig fø­ler, man la­e­rer dem at ken­de. Det er iblan­det et vist ve­mod, idet de jo er dø­de og i fa­erd med at for­svin­de, men iro­nisk nok vir­ker de kun me­re le­ven­de, jo me­re de fri­gør sig fra de­res krop­pe, liv som stae n dig he­dero g mo­der­s­mål. I be­gyn­del­sen kom­mu­ni­ke­rer de på en­gelsk, som de ta­ler på for­skel­li­ge ni­veau­er el­ler slet ik­ke, og her fyl­der ame­ri­ka­ne­ren Shlo­mith mest. In­gen kan va­e­re i tvivl om, hvil­ket pri­vil­e­gi­um det er at kom­me fra den en­gelsk­spro­ge­de ver­den. I lø­bet af ro­ma­nen fly­der spro­ge­ne dog sam­men, så al­le kan for­stå al­le, og de mest un­der­tryk­te stem­mer og hi­sto­ri­er og­så bli­ver hørt. Rosa Ima­cu­la­da bur­de nok ik­ke ha­ve åb­net dø­ren for fa­ren til den un­ge mand, hvis hjer­te ban­ke­de i hen­des bryst, og Po­li­na bur­de helt sik­kert ha­ve holdt igen med spi­ri­tus­sen. Og så er der Ul­ri­ke, der blev lidt for glad for en fyr med gla­sø­je. Fe­mi­ni­sti­ske po­in­ter er drys­set ud over tek­sten med let hånd. Som når Shlo­mith kal­der sin ano­rek­ti­ske krop »tran­sit­sted for sam­fun­dets op­da­em­me­de had«, el­ler når Po­li­na no­te­rer sig, at ver­den kun lyt­ter til un­ge, smuk­ke kvin­der som Ul­ri­ke og Mai­mu­na. Som i de­but­ro­ma­nen spo­rer man og­så en am­bi­va­lens om­kring mo­der­ska­bet. Shlo­mith har ik­ke set si­ne børn, si­den de var små, Wl­b­gis ha­der sin søn og om­vendt, Ul­ri­kes mor er ja­loux på sin dat­ter, og Ni­na dør med si­ne tvil­lin­ger i ma­ven. Lind­stedt vri­der med suc­ces sin magisk-re­a­li­sti­ske prosa ud af fa­con for at spej­le den af de syv kvin­der, som tek­sten om­hand­ler. Når Shlo­mith er på ba­nen, får vi avis-in­ter­views, hen­des sid­ste fo­re­la­es­ning om jø­de­dom og anorek­si og hen­des livs-hi­sto­rie i al­le de­tal­jer. Når Po­li­na ta­ger over, får vi en alen­lang, ke­de­lig ene­ta­le om Swe­den­borgs him­mel­ske la­e­re, så la­e­se­ren glim­ren­de for­står, hvor­for al­le, Po­li­na ta­ler med, und­skyl­der sig og for­svin­der. I ka­pit­let »Ti grun­de til at Ni­na vil­le va­e­re ble­vet en frem­ra­gen­de mor« op­li­ster en fort a el­ler den sy­ste­ma­ti­ske Ni­nas fort r ae f fe lig­he­der. Og da­de t bli­ver den eks­pres­si­ve Rosa Ima­cu­la­das tur, får tek­sten et lag dra­ma­tisk far­ve­la­de. Her er og­så dig­te, bre­ve, es­says og di­ver­se avis­ar­tik­ler, der be­skri­ver, hvor­dan kvin­der­ne mi­ste­de li­vet. Sa­er­ligt Shlo­mit­hs og Po­li­nas ene­ta­ler kra­e­ver en en­gels tå­l­mo­dig­hed, men det tra­ek­ker nu ik­ke af­gø­ren­de ned. Til gen ga­el der ho­ved­pi­ne­frem­kal­den­de man­ge si­der trykt med ud­fly­den­de skrift, og det si­ger alt om min be­gej­string for ro­ma­nen, at jeg i ram­me al­vor over­ve­je­de at tol­ke det som en kom­men­tar til kvin­ders ud­fly­den­de til­stand. I ste­det vil jeg fo­re­slå for­la­get Ro­si­nan­te at fin­de et bed­re tryk­ke­ri. Oneiron fortje­ner at stå li­ge så klart, som den er skre­vet.

FO­TO: SCAN­PIX

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.