Ud & se med se­e­ren

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

Post­kort­lagt. Vist og klarø­jet skri­ver Pe­ter Lau­ge­sen sig i skøn­ne stum­per og styk­ker frem og til­ba­ge mel­lem Bra­brand, Ry og Da­ma­s­kus.

Pe­ter Lau­ge­sen: Tra­ve­ling. 152 si­der. 150 kr. Gyl­den­dal.

re kvar­ter ef­ter at IC3-to­get har for­ladt Vej­le, hvor jeg var til jury­mø­de på det smar­te bi­bli­o­tek, la­e­ser jeg føl­gen­de spejl­vend­te digt, el­ler po­esi-kom­po­si­tion må­ske ret­te­re, i Pe­ter Lau­ge­sens nye, va­el­di­ge, ge­ne­røst al­le­steds­na­er­va­e­ren­de sam­ling Tra­ve­ling: »jeg si­ger til dig/ det sa­ed­van­li­ge sam­me/ kom­mer ik­ke her/ kom­mer al­drig me­re her i te­a­te­ret// kom­mer ind i Vej­le/ reg­nen va­el­ter ned// Ger­tr­u­de Ste­in/ er en trom­mesla­ger«. Det reg­ne­de li­ge pra­e­cis ik­ke i Vej­le, da jeg for­lod by­en, men det gjor­de det til gen­ga­eld hjem­me i Hel­lerup, kun­ne jeg for­stå på min ka­e­re­ste, der stod fan­get ved et bus­stop­pe­sted på Tra­ne­gårds­vej uden pa­raply og regn­frak­ke, og som jeg tal­te i te­le­fon med en 20 mi­nut­ters

Ttid før. Hvil­ket – at jeg sad dér, mens hun stod dér – jeg kun­ne ha­ve skre­vet et udø­de­ligt henka­stet digt om, hvis jeg ba­re var Pe­ter Lau­ge­sen. Det er jeg imid­ler­tid ik­ke, jeg er kun hans an­mel­der, men det er san­de­lig og­så fint og for­nemt nok og til sta­dig­hed en ae­re. Er­go fort­sa­et­ter jeg med at pas­se mit job og ser na­er­me­re på, hvor­dan den go­de po­esi ter sig. Linjer­ne før regn­vej­rs­kon­sta­te­rin­gen kun­ne – i ly­set af sam­me regn­vejr – va­e­re en om­skriv­ning af Heraklit: Det reg­ner al­tid i Dan­mark, men det er al­drig den sam­me regn; igen og igen kø­rer dig­te­ren ind i Vej­le, men det er al­drig sam­me dig­ter el­ler sam­me Vej­le el­ler sam­me tur. Ger­tr­u­de Ste­in-af­slut­nin­gen fo­re­stil­ler jeg mig fre­mas­so­ci­e­ret gen­nem en sam­men­lig­ning mel­lem Vej­le-reg­nen og en trom­me­so­lo og den­ne Vej­le-regn-trom­me­so­los lig­hed med den rigt prik­ken­de lyd af Ger­tr­u­de Ste­ins po­esi. Så­dan ha­en­ger rum og tid, Vej­le og ver­dens­po­esi ned­va­el­ten­de sam­men på en prik. Lau­ge­sens nye bog er mar­kant hår­de­re te­ma­tisk or­ga­ni­se­ret end sa­ed­van­lig, det vil si­ge så­dan cir­ka halvt or­ga­ni­se­ret ef­ter et te­ma, der er ri­ge­ligt flos­set i sig selv, nem­lig rej­ser! Skif­te­vis rej­ser i det dan­ske land, hvor dig­te­ren er på al­drig­slut­ten­de tur­né, og i det sto­re ud­land, som han i sti­gen­de grad hol­der af at for­svin­de bort til; her fra no­get sva­ert goog­le­ligt Mel­le­mø­sten, hvor han bru­ger bå­de si­ne po­et-øj­ne og si­ne po­et-ører: »Bol­sje­stri­bet/ si­gø­j­ner med guld­ta­en­der// mand i lang/ hvid kjo­le kø­ber te// med fedt/ pud­re­de/ hvi­de/ kin­der// Mi­na­ret skri­ger/ Tra­e­er­ne smel­ter i vin­den«. Der va­el­der fle­re min­der ind over, bå­de kon­kre­te og prin­ci­pi­el­le, når der rej­ses i DK (der­for er ik­ke-DK så ve­der­kva­e­gen­de for dig­ter­sin­det), men el­lers er den skar­pe di­strak­tion den sam­me, pen­nen er som et ka­me­ra i be­va­e­gel­se: »De små by­er/ fa­rer for­bi// som plet­ter af lys./ De små by­er// vi kom­mer fra/ La­en­ge­re va­ek//skul­le vi ik­ke«. De små linjer står på si­den som hu­se­ne i en for­bi­fa­ren­de, lil­le by; de sid­ste linjers afori­sti­ske po­in­te er ty­pisk un­der­fun­dig, men al­li­ge­vel langt va­ek nok til, at det digt om al­le små by­ers fa­el­les­skab kun­ne skri­ves – fra tog­vin­du­et. Og så, 40 si­der ef­ter Vej­le-regn-dig­tet, pas­se­rer la­e­se­ren at­ter dig­te­ren på vej den an­den vej: »Jeg ved ik­ke/ hvor man­ge Hof/ den tyk­ke mand/ med den lil­le/ bit­te com­pu­ter/ kan få ba­el­let ned/ in­den År­hus// Vi er/ un­der Sto­re­ba­elt / og vi er på vej/ hjem igen// Det let­ter i/ ører­ne nu/ vi må va­e­re/ ude af tun­ne­len«. Po­e­tisk livs­vis­dom tur-re­tur: For at kom­me hjem er det nød­ven­digt at rej­se ud.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.