Ro­man­for­fat­te­rens stør­ste fjen­de

Weekendavisen - - Bøger - Af JESPER STORGAARD JEN­SEN

Til­ba­ge­blik. I den­ne uge send­te den ame­ri­kan­ske for­fat­ter Phi­lip Ro­th es­say­sam­li­gen Why Wri­te? på ga­den. Det gav an­led­ning til et sja­el­dent in­ter­view om po­le­mik og kri­tik og for­fat­te­res vre­de.

I de se­ne­ste år er han of­te ble­vet kaldt »USAs stør­ste nu­le­ven­de for­fat­ter«. Og det til trods for, at han, Phi­lip Ro­th, stop­pe­de sin skøn­lit­te­ra­e­re pro­duk­tion i 2010 ef­ter igen­nem 50 år at ha­ve skre­vet over 30 ro­ma­ner, som han un­der­vejs har mod­ta­get al­le ta­en­ke­li­ge ame­ri­kan­ske ha­e­ders­be­vis­nin­ger for. I takt med at skri­ve­ri­et svandt ind, er det sam­me sket med fre­kven­sen af hans in­ter­views. Jo jo, det ha­en­der skam, at han kan fin­de på at sva­re, hvis han bli­ver spurgt om no­get, men de for­mel­le in­ter­views er gen­nem åre­ne ble­vet en sja­el­den­hed. Det var der­for lidt af et scoop, da Ita­li­ens stør­ste dag­blad, Cor­ri­e­re del­la Se­ra, i sid­ste uge kun­ne brin­ge et in­ter­view med Ro­th, i for­bin­del­se med at en sam­ling af hans mest kend­te es­says, skre­vet i pe­ri­o­den 1960-2013 – es­sayi­sten Ro­th hav­de alt­så et par år me­re i sig end ro­man­for­fat­te­ren – blev sendt på ga­den i USA med tit­len Why Wri­te?. En del af in­ter­viewet dre­jer sig om den overop­he­de­de po­le­mik, der igen­nem sto­re de­le af for­fat­ter­ska­bet har va­e­ret om­kring den jø­di­ske for­fat­ter og hans per­son. Ud over den be­ty­de­li­ge pro­duk­tion af skøn­lit­te­ra­tur har den jø­di­ske Ro­th og­så skre­vet fle­re flam­men­de es­says, hvor han godt og grun­digt hud­flet­ter det ame­ri­kan­ske samfund. De ba­e­ren­de em­ner har va­e­ret po­li­tik, re­li­gion og sam­funds­struk­tu­rer – en­ten be­hand­let hver for sig, el­ler, som of­test, i en vel­for­mu­le­ret og hy­perin­tel­li­gent sam­men­blan­ding. Med af­sa­et i ko­de­or­det »po­le­mik« ha­ev­der Ro­th i sin nye es­say­sam­ling, at »en for­fat­ter har be­hov for ’no­get gif­tigt’, idet en mod­gift me­get of­te be­står i at skri­ve en bog«. Den­ne kon­sta­te­ring fø­rer til spørgs­må­let om, hvor­vidt en for­fat­ters vre­de ge­ne­relt har en po­si­tiv ind­virk­ning på den kre­a­ti­ve pro­ces. »Nej, slet ik­ke,« sva­rer Ro­th i in­ter­viewet. »Vre­den er en ro­man­for­fat­ters stør­ste fjen­de. Hvad som helst, der slø­rer for­fat­te­rens klar­sy­net­hed, vil al­tid va­e­re hans fjen­de. Og er der no­get me­re for­bla­en­den­de end vre­de? Jeg har al­drig va­e­ret en for­fat­ter, der søg­te slags­må­let. Al­li­ge­vel har jeg of­te plud­se­lig be­fun­det mig midt i hid­si­ge de­bat­ter. Sa­er­ligt når jeg i min ung­dom – jeg var 27 år gam­mel – skrev om Ame­ri­kas jø­der (i den hu­mo­ri­sti­ske og respekt­lø­se ro­man Far­vel, Co­lum­bus, red.). Det var fem forta­el­lin­ger, som mi­ne jø­di­ske la­e­se­re blev me­get op­hid­se­de over. Det over­ra­ske­de mig me­get, og plud­se­lig måt­te jeg fin­de mig i at bli­ve kaldt for an­ti­se­mit. Ta­enk, at det skul­le over­gå mig ... Jeg, der ha­der an­ti­se­mi­tis­me!« Selv om vre­den ik­ke er et godt bra­end­stof, be­skri­ver Ro­th i Why Wri­te?, hvor­dan ne­ga­ti­ve an­mel­del­ser og nedsablin­ger af hans bøger har gjort ham al­de­les ra­sen­de. Men kan en for­fat­ter må­ske la­e­re no­get af en ne­ga­tiv an­mel­del­se? »An­mel­del­ser bli­ver ik­ke skre­vet for for­fat­te­ren, men der­i­mod for la­e­ser­ne,« sva­rer han Cor­ri­e­re del­la Se­ra. »Om en an­mel­del­se er po­si­tiv el­ler ne­ga­tiv ved­rø­rer i prin­cip­pet ik­ke den lan­ge, be­sva­er­li­ge og ind­vik­le­de pro­ces, gen­nem hvil­ken en ro­man bli­ver til. På en for­fat­ters al­min­de­li­ge ar­bejds­dag vil han skul­le ta­ge stil­ling til tu­sind for­skel­li­ge be­slut­nin­ger. Det kan en an­mel­del­se ik­ke la­ve om på.« I es­say­sam­lin­gen kom­mer Ro­th og­så ind på, at hans egen usik­ker­hed of­te ik­ke hand­le­de om, at skri­ve­pro­ces­sen skred fremad med stort be­sva­er. Tva­er­ti­mod føl­te han sig usik­ker – og mista­enk­som – når or­de­ne fandt for let vej til pa­pi­ret. Har det al­tid va­e­ret så­dan, spør­ger in­ter­viewe­ren? »I takt med at jeg er ble­vet ae­l­dre, har jeg op­le­vet skri­veud­for­drin­gen som sta­dig stør­re. I ste­det for at skri­ve­pro­ces­sen er ble­vet let­te­re med ti­den, er der sket det mod­sat­te. Den stør­re vi­den, man ak­ku­mu­le­rer med ti­den, og ud­vik­lin­gen af ens skri­ve­ta­lent be­ty­der, at der plud­se­lig er et langt stør­re men­talt ma­te­ri­a­le til rå­dig­hed. Jo stør­re vi­den jeg hav­de, de­sto sva­e­re­re blev det at skri­ve.« Må­ske var det der­for, Ro­th i fle­re in­ter­views in­den det of­fi­ci­el­le ro­man­stop i 2010 kred­se­de om det van­ske­li­ge ved at va­e­re for­fat­ter; må­ske vil­le han ret­fa­er­dig­gø­re over for si­ne man­ge la­e­se­re, hvor­for der ik­ke kom­mer me­re fra hans hånd. »Al­le ty­per ar­bej­de kan va­e­re sva­ert,« for­kla­re­de han i sid­ste uge. »I mit til­fa­el­de har jeg of­te følt, at mit ar­bej­de som for­fat­ter var umu­ligt. Hver ene­ste mor­gen gen­nem 50 år har jeg skul­le ta­ge ud­for­drin­gen op i for­hold til den blan­ke si­de for­an mig. Det, der har red­det mig, har ik­ke va­e­ret ta­len­tet, men der­i­mod sel­vop­hol­del­ses­drif­ten.« Men hvor­for har Ro­th så egent­lig skre­vet? »Det svar, jeg bedst kan gi­ve, er, at jeg har skre­vet for at se, om jeg i det he­le ta­get var i stand til det. I dag er jeg ik­ke la­en­ge­re den, jeg var en­gang, og i dag er jeg ik­ke la­en­ge­re i stand til at ud­fø­re en lang ra­ek­ke ting, som jeg tid­li­ge­re var i stand til. Men i en al­der af 84 år er det in­tet pro­blem for mig at gi­ve af­kald på det, jeg ik­ke kan få.«

FOTO: REUTERS/ERIC THAYER

Phi­lip Ro­th fo­to­gra­fe­ret for pra­e­cis syv år si­den, den 15. sep­tem­ber 2010, da han hav­de med­delt, at han hav­de skre­vet sin sid­ste ro­man.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.