Na­tu­ren kal­der

Weekendavisen - - Bøger - Af PERNILLE STENSGAARD

Ud. To ma­end går i sko­ven. Den ene fin­der dyr, der le­ver de­res eg­ne fuld­kom­ne liv. Den an­den sa­et­ter na­tu­ren ind på sin sund­heds­kon­to.

Pe­ter Wo­hl­le­ben: Dy­re­nes hem­me­li­ge liv. Over­sat fra tysk ef­ter »Das Se­e­len­le­ben der Ti­e­re« af Han­ne Lund. 220 si­der. 249,95 kr. Pe­op­le’sPress. Pe­ter Qvortrup Gei­s­ling: Na­tu­ren på re­cept. Din men­tale sund­hed er li­ge uden­for. 253 si­der. 299,95 kr. Gyl­den­dal.

an dyr vir­ke­lig el­ske os? Da den ty­ske sko­v­mand og for­fat­ter Pe­ter Wo­hl­le­ben (f. 1964) var dreng, hør­te han, at man kun­ne knyt­te en kyl­ling til sig, hvis man tal­te til ae­g­get i de sid­ste da­ge in­den ud­kla­ek­ning. I 21 da­ge age­re­de han lig­ge­hø­ne, vend­te og dre­je­de ae­g­get og holdt tem­pe­ra­tu­ren på 38 gra­der ved hja­elp af var­me­pu­der og tørkla­e­der. Da ti­den na­er­me­de sig, be­gynd­te han at ta­le højt med sig selv. Pra­e­cis den 21. dag prik­ke­de en lil­le dun­klump sig ud i fri­he­den. »Den var ut­ro­ligt sød!« skri­ver han, »og dens små sor­te knapøj­ne var al­tid ret­tet mod mig. Den veg al­drig en tom­me fra min si­de, og tab­te den mig af sy­ne et øje­blik, lød der straks en ae­ng­ste­lig pi­ben.« På toilet­tet, for­an fjern­sy­net el­ler ved si­den af sen­gen: Kyl­lin­gen var der al­tid. »Kun når jeg skul­le i sko­le, måt­te jeg med tungt hjer­te la­de den lil­le ale­ne til­ba­ge, men når jeg kom hjem var vel­kom­sten så me­get me­re hjerte­lig.«

KHans bror for­bar­me­de sig og over­tog pas­nin­gen i et styk­ke tid, men det blev og­så for me­get bin­ding for ham. Kyl­lin­gen blev gi­vet til Pe­ter Wo­hl­le­bens tid­li­ge­re en­gels­kla­e­rer, som og­så var me­get glad for dyr. Mand og fugl sås of­te gå tur sam­men i na­bo­lands­by­en, la­e­re­ren til fods og høn­ni­ken sid­den­de på hans skul­der. For børn og man­ge, man­ge voks­ne, her­un­der jeg selv, er det en dyb­t­lig­gen­de drøm at over­skri­de gra­en­sen mel­lem ar­ter­ne og va­e­re ta­et for­bun­det med et dyr. At kom­mu­ni­ke­re og le­ge med det, for­stå det, rø­re ved det og isa­er at bli­ve el­sket af dy­ret – fri­vil­ligt; uden lok­kemad, tvang og snyd. Vi hol­der vo­res dyr i fan­gen­skab og vil al­li­ge­vel vel­sig­nes. Dy­re­nes hem­me­li­ge liv er en bog, der ar­gu­men­te­rer for, at det kan ske. Dyr er ik­ke kun for­pro­gram­me­re­de bi­o­r­o­bot­ter med au­to­ma­tre­ak­tio­ner; i hvert fald ik­ke me­re ud­pra­e­get end vi selv er. Ef­ter at ha­ve skre­vet be­st­sel­le­ren Tra­e­er­nes hem­me­li­ge liv er Wo­hl­le­ben i sin nye bog nå­et til tam­me og vil­de dyr om­kring sig: eg­ne hunde, ge­der, kat­te, he­ste og høns, plus sko­vens fug­le, in­sek­ter, hjor­te, egern, vild­kat­te, ul­ve, vilds­vin. Han skri­ver dej­ligt og let, blan­der kom­pli­ce­ret forsk­ning med si­ne eg­ne iagt­ta­gel­ser og rø­ren­de, in­ter­es­san­te hi­sto­ri­er om dyr. Per­son­ligt slu­ger jeg den slags. Jeg ved, at det ik­ke cool, men jeg ved ik­ke hvor­for. Hans på­stand er, at dyr har fø­lel­ser som os. At der ik­ke fin­des to slags smer­te, sorg og ka­er­lig­hed, men af hen­syn til det in­du­stri­el­le mas­se­dy­re­hold, jag­ten og ide­en om men­ne­skets sa­er­stil­ling som bril­lant og su­ve­ra­en dy­reart af­vi­ser man­ge den ube­ha­ge­li­ge snak om dyrs fø­lel­ser. Hvis vi be­hand­le­de dem or­dent­ligt, vil­le det ik­ke va­e­re på­tra­en­gen­de pi­n­ag­tig vi­den, men sta­er­kt op­li­ven­de. Wo­hl­le­ben og for­sker­ne kom­mer med ha­ner, der ly­ver for de­res høns. Sør­gen­de kron­hjor­te. Hunde, der skam­mer sig. He­ste med ret­fa­er­dig­heds­sans. Mus med med­fø­lel­se. AE­g­te ka­er­lig­hed blandt rav­ne. Alt det, man for kort tid si­den ik­ke måt­te tro om dyr, for hvor var vi så hen­ne? På li­ge fod? Vilds­vin har hukom­mel­se nok til at vi­de, at hvert ef­ter­år, når jag­ten går i gang i Frank­rig, skal de svøm­me over Rhô­ne­flo­den til den kan­ton i Schweiz, der ved en fol­ke­af­stem­ning for­bød jagt i 1974, og de vi­de­re­gi­ver in­for­ma­tio­nen til ef­ter­kom­me­re år­ti ef­ter år­ti. Dyr er ik­ke kun ud­sty­ret med va­ge va­ri­an­ter af vo­res rig­hol­di­ge fø­lel­ses­pa­let, men le­ver de­res eget fuld­kom­ne liv. Når Wo­hl­le­ben in­di­mel­lem kal­der kyl­lin­gen »en lil­le dun­klump« og an­dre dyr for »el­ske­li­ge gav­ty­ve« gør han sig med vil­je skyl­dig i det va­er­ste, fø­lel­ses­kri­ti­ker­ne ved: men­ne­ske­lig­gø­rel­sen. El­lers for­står vi ik­ke dy­re­ne or­dent­ligt, si­ger han. Hund­redt­u­sin­der af dø­de el­ler pres­se­de svin i stal­de­ne gør ik­ke ind­tryk på sam­me må­de som vi­den om det højt in­tel­li­gen­te, ren­li­ge dyr, der op­la­e­rer sit af­kom og se­ne­re hja­el­per til ved føds­len af af­kom­mets eg­ne un­ger og gan­ske en­kelt ha­der at skul­le gå rundt i sit eget lort, hvad de bli­ver tvun­get til på den mini­ma­le plads, in­du­stri­en og vi an­dre gen­nem lov­giv­nin­gen til­de­ler dem. Han be­der om respekt og bed­re for­hold, ik­ke om at vi hol­der op med at spi­se kød, for vo­res po­si­tion i den bi­o­lo­gi­ske ver­den er li­ge­som man­ge ar­ters knyt­tet til at ud­nyt­te an­dre ar­ter, og­så til at spi­se dem. Egern ta­ger fugle­un­ger, sko­v­mår ta­ger eger­nun­ger etc. Han ae­r­grer sig over den ud­bred­te jagt i Mel­le­m­eu­ro­pa, for den be­ty­der, at man ik­ke kom­mer ta­et på dy­re­ne på sam­me må­de som i afri­kan­ske na­tio­nal­par­ker og an­dre ste­der, hvor ja­e­ge­re ik­ke har ad­gang. Dy­re­ne gem­mer sig om da­gen og rå­dyr, kron­hjor­te og vilds­vin har for­vand­let sig til nat­dyr for at unds­lip­pe. Kun sult­ne og ufor­sig­ti­ge ung­dyr gra­es­ser i na­er­he­den af sky­detår­ne og på åb­ne en­ge i dags­lys. Når den en­gel­ske for­sker og dok­tor i dy­re­ad­fa­erd Lyn­da Bir­ke la­e­ser og be­døm­mer pu­bli­ka­tio­ner om men­ne­sker og dyr, spør­ger hun al­tid: What´s in it for the ani­mals? Hvor­dan kan dyr få nyt­te af ma­te­ri­a­let? I til­fa­el­det Wo­hl­le­ben og Dy­re­nes hem­me­li­ge liv er der in­gen tvivl om, at han skub­ber til kol­lek­ti­vets op­fat­tel­se af, hvad der er in­de i dy­re­ne, og hvor­for det be­ty­der, at vi ik­ke kan fort­sa­et­te med at be­hand­le dem elen­digt.

DET er no­get an­det med tv-la­e­gen Pe­ter Qvortrup Gei­s­lings Na­tu­ren på re­cept, hvor han in­ter­viewer sin go­de ven tv-me­te­o­r­o­lo­gen Jesper Theil­gaard, sin go­de ven hjer­tekirurg og lyst­fi­sker Lars Ib An­der­sen, sin go­de ven Sø­ren Da­hl/Sø­ren Solskin, »som du ken­der fra ra­diopro­gram­met Café Ha­ck. Et gen­nem­mu­si­kalsk og or­dent­ligt men­ne­ske. Og det er jeg ik­ke ale­ne om at sy­nes. Sø­ren hav­de en mil­li­on lyt­te­re hver søn­dag, midt i kir­ke­ti­den, da P4 send­te pro­gram­met. Det var vel i vir­ke­lig­he­den Dan­marks stør­ste me­nig­hed?« Und­skyld, jeg bru­ger rig­tig me­get plads på det, men det gør for­fat­te­ren. Og han skri­ver i kon­stant du-form til DIG om hy­ben­ro­sen, som om du var et barn: »Du ved, den, hvis blom­ster har lys­lil­la kron­bla­de, og som sa­et­ter hy­ben se­ne­re på året.« Blom­sten fyl­der rig­tig me­get i hans liv, og han fryg­ter i det he­le ta­get, at rig­tig man­ge ge­ne­ra­tio­ner har få­et for lidt af vi­ta­min N fra na­tu­ren, de kun­ne bli­ve rig­tig gla­de, hvis de tog ud med fi­ske­stan­gen, li­ge­som den­ne an­mel­der vil­le bli­ve rig­tig til­freds, hvis en re­dak­tør hav­de ta­get det­te rig­tig ke­de­li­ge fyl­dord fra Gei­s­ling og in­si­ste­ret på en me­re strin­gent linje i bo­gen. Den er et for­søg på at gø­re dat­te­ren fra Vester­bro for­tro­lig med na­tu­ren, så hun li­ge­som sin far la­e­rer »at ple­je sig selv med den sun­de­ste, gra­tis me­di­cin: na­tu­ren«, men dat­te­ren op­tra­e­der stort set kun i prin­ses­sekjo­ler på 20 sød­lad­ne fo­to­gra­fi­er af far og dat­ter. Tek­sten er en gen­nem­gang af vel­kendt vi­den om na­tu­rens »bonus på sund­heds­kon­to­en«, en ra­ek­ke in­ter­views med dyg­ti­ge na­tur­fo­to­gra­fer, nog­le by­folk, der er flyt­tet på lan­det, en for­sker og de na­evn­te go­de ven­ner, plus spred­te hi­sto­ri­er fra hans egen pas­sion, lyst­fi­ske­ri­et. Der er ik­ke no­get i det for dy­re­ne; hel­ler ik­ke for na­tu­ren. Den er der for at bli­ve sat ind på kon­to­en.

FOTO FRA »NA­TU­REN PÅ RE­CEPT«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.