Et fra mig

Weekendavisen - - Bøger -

Of­te stil­le­de spørgs­mål sva­rer Kir­sten Ham­mann på en stri­be spørgs­mål, hun mø­der igen og igen.

des­pe­ra­tion og bra­ek­ker or­de­ne ud på bor­det og ryd­der det over­flø­di­ge va­ek bag­ef­ter. Og jeg har pas­sa­ger i mi­ne bøger, som er me­re kraft­ful­de og ori­gi­na­le end bå­de min ve­nin­des og Fords. Jeg har skre­vet no­get, de al­drig vil­le kun­ne skri­ve. Det er ik­ke de­res sprog, de vil­le ly­de kun­sti­ge, hvis de prø­ve­de. Om­vendt har de pas­sa­ger, jeg al­drig i mit liv vil­le kun­ne skri­ve. Mester­li­ge styk­ker, der gør mig bå­de mis­un­de­lig og lyk­ke­lig. Vi syn­ger med hvert vo­res na­eb. Hvor­for er det vig­tigt for no­gen at si­ge, at de­res må­de er me­re rig­tig end an­dres? Jeg for­står det ik­ke.

(...) Ri­chard Ford har vir­ke­lig ta­get mo­det fra mig. Han sy­nes, det er no­get plad­der at ha­ve en in­dre nød­ven­dig­hed. Så ved jeg godt, hvad han me­ner om så­dan en som mig, der skal skri­ve en bog, selv om jeg ik­ke vil og tør, men ba­re er nødt til det. For ham er der ik­ke no­get, der hed­der ’at va­e­re nødt’ til el­ler at la­de no­get ude­frakom­men­de sty­re ens liv. Det er ik­ke ude­fra, si­ger jeg. Det er in­de­fra. Det er en in­dre nød­ven­dig­hed. Li­ge­som at jeg er nødt til at tra­ek­ke vej­ret. Jeg har ik­ke lov til at le­ve, hvis jeg ik­ke skri­ver. Men han hø­rer selv­føl­ge­lig ik­ke, hvad jeg si­ger. Han sid­der langt va­ek på et fly og skri­ver på en bog, el­ler i en bus. Cir­ka hver dag er der no­gen, der ta­ger mo­det fra mig, for­di jeg lyt­ter til dem. Mas­ser af men­ne­sker, som forag­ter mig el­ler sy­nes, jeg er ke­de­lig, det kan jeg reg­ne ud på det, de si­ger, selv om de ik­ke si­ger det til mig el­ler over­ho­ve­det ken­der mig. Det står i avi­sen el­ler bli­ver sagt i tv, ra­dio, på fa­ce­book. Det ta­ger jeg helt per­son­ligt. Li­ge si­den jeg skrev mi­ne før­ste dig­te for 30 år si­den, har jeg ta­enkt på, hvor ånds­svagt en mas­se men­ne­sker sy­nes det er. At det al­min­de­li­ge sprog åben­bart ik­ke er fint nok til mig, at jeg skul­le star­te på en ny linje for hver sa­et­ning, og at jeg skul­le gø­re et stort num­mer ud af nog­le små dag­lig­dags ting og ud­pens­le mi­ne fø­lel­ser. Så­dan en ska­be­kruk­ke. Li­ge­som man­ge ta­enk­te om David Bowie, hvor­for skul­le han ska­be sig så­dan med smin­ke i an­sig­tet og ly­de som en da­me og syn­ge, som om hjer­tet var ved at bli­ve re­vet ud af bry­stet på ham. Så­dan vil­le Keld Hei­ck al­drig syn­ge, og han vil­le ik­ke al­tid skul­le kla­e­de sig ud. Jeg hø­rer dem. Det be­hø­ver ik­ke en­gang va­e­re folk, jeg respek­te­rer. Jeg kan va­e­re lodret ue­nig og sy­nes, det er dem, der er no­get galt med, men de­res me­ning be­ty­der al­li­ge­vel no­get. Der er man­ge, der sy­nes, en bog skal va­e­re en re­cept til be­hand­ling af de­res per­son­li­ge pro­ble­mer el­ler end­nu bed­re en bil­let til ti­vo­li, hvor der sker et mord, som de ad man­ge un­der­hol­den­de og gruop­va­ek­ken­de om­ve­je en­de­lig skal få løs­nin­gen på. Jeg ved, det er det, de vil ha­ve. Her er no­get, Jesper Ste­in har sagt om si­ne kri­mi­er: »Jeg lover dig, at in­den for de før­ste 20-30 si­der vil du bli­ve pra­e­sen­te­ret for blod og ka­os og øde­la­eg­gel­se, men jeg lover dig og­så, at du får for­kla­ret i ro­ma­nen, hvad det er, der sker, alt­så der bli­ver bun­det en sløj­fe, en for­kla­ring.« Det for­står man jo godt, at la­e­ser­ne er vil­de med. En al­min­de­lig mor­gen. Jeg er så ked af det, nej, ban­ge, åh, jeg vil så nø­digt. Jeg skal ga­be højt op og stik­ke to fin­gre i hal­sen og be­gyn­de at skub­be til drøb­len, be­rø­re si­der­ne af sva­el­get, lang­fin­ge­ren skal ned og ud­lø­se re­flek­sen. De spa­sti­ske sam­men­tra­ek­nin­ger af mel­lem­gul­vet, de gyl­pen­de ly­de, ring­mus­k­len mel­lem spi­se­rør og ma­ve­sa­ek, der åb­ner sig. Og så kom­mer før­ste po­r­tion. Må­ske er det ba­re luft med spyt, så jeg må gra­ve dy­be­re, sti­mu­le­re den drø­bel, ud­fyl­de min hals med min hånd. Og nu sti­ger tryk­ket i mit an­sigt, stort og rødt og dun­ken­de, tå­rer­ne lø­ber ud af mi­ne øj­ne, slim og spyt dri­ver ad min hånd, og en­de­lig en lil­le po­r­tion, nog­le sa­et­nin­ger, mit in­dre har over­ta­get ar­bej­det, jeg kan fjer­ne hån­den, sam­men­tra­ek­nin­ger­ne og ud­stød­nin­gen sker af sig selv. Nu er jeg op­pe at kø­re, adre­na­lin, sved, blod­skud­te øj­ne, ma­ven ven­der sig, bra­ek­hul­let står ga­ben­de åbent, der er in­gen kon­trol, sa­et­nin­ger­ne ram­mer pa­pi­ret, jeg skri­ver uden at vi­de, hvor­dan man gør, i fart og ud­stø­de­n­de sprog. Jeg kan sid­de så­dan i mak­si­mum 30 mi­nut­ter over bor­det i en kram­pe­lig­nen­de til­stand, så er jeg fuld­sta­en­dig ud­mat­tet. Det kan man jo ik­ke si­ge til no­gen, som tror, man ar­bej­der fra 9 til 14, at det kun ta­ger 30 mi­nut­ter. Nog­le gan­ge kun fem, så sid­der jeg de na­e­ste ti­mer og prø­ver at kom­me ind i til­stan­den igen. Bag­ef­ter er jeg ro­lig og tak­nem­me­lig. Det er ik­ke, for­di jeg er slup­pet af med no­get dår­ligt, jeg har spist, jeg fik ik­ke let­tet mit hjer­te el­ler talt ud som hos en psy­ko­log. Det var ik­ke te­ra­pi. Det var ska­bel­se. I den vold­som­me ud­lad­ning rev no­get ukendt sig løs. Sa­et­nin­ger, jeg al­drig hav­de sagt el­ler ta­enkt på den må­de før. Oh, hel­li­ge in­spira­tion, min mu­se, den sid­der på in­der­si­den af le­ge­met og ån­der, den gem­mer på en sø­bunds un­der­li­ge ve­ge­ta­tion, det end­nu ufød­te, det ugri­be­li­ge, og idet jeg slår hul og ga­ber op, er det, der ses, ik­ke det dunk­le, der var. Men der kan va­e­re bob­ler af lys, en stem­ning, en stem­me, jeg al­drig vil­le ha­ve kun­net for­me selv.

Når bra­ek­hul­let er åbent, er det ik­ke la­en­ge­re så slemt. Det må va­e­re li­ge­som at fø­de. Jeg har ik­ke selv prø­vet det (fik kej­ser­snit), men al­le si­ger, det er me­get over­va­el­den­de og smer­te­fuldt at åb­ne sig. Ve­er­ne kra­en­ger mus­k­ler og bin­de­va­ev og he­le ba­ek­ke­net til si­de, kvin­den skri­ger, og hun vil ik­ke, hun vil ha­ve, at jor­de­moren skal skub­be bar­net op igen. Slå mig ihjel! er der end­da no­gen, der rå­ber, for de vil ik­ke split­tes ad på den må­de, men når først bar­nets ho­ved er ude, går det fak­tisk me­get godt. Ske­de­åb­nin­gen er bred som en la­deport, nu kun­ne de egent­lig godt fø­de et barn me­re, det har al­le­re­de gjort me­re ondt, end de tro­e­de mu­ligt, og nu da dy­na­mit­ten har spra­engt en tun­nel i bjer­get, er der helt fri ad­gang, tog og sto­re bi­ler kan kø­re igen­nem. Fak­tisk skul­le kvin­der fø­de al­le de­res børn på sam­me dag. Men sår­et luk­ker sig. Mus­k­ler og liv­mo­der­mund tra­ek­ker sig sam­men, ba­ek­ke­net bli­ver smalt og stift igen. Li­ge­som min hals i mor­gen. Min mund, mit sprog er til­ba­ge i nor­mal­til­stand. Som le­ven­de, ik­ke skri­ven­de.

At la­e­se – og skri­ve – må ger­ne va­e­re li­ge­som at ha­ve sex, med det he­le. Det kan jeg per­son­ligt bedst uden at ha­ve gen­nem­gå­et NRUHRJUDÀHQ L GHWDOMHU igen­nem et helt år, før jeg går i gang.

Hver mor­gen skal jeg åb­ne mig til det yder­ste. Min­dre kan vel og­så gø­re det? Nej, det kan det ik­ke. Sig det til en kvin­de, der fø­der: Du kan ba­re nø­jes med at fø­de lidt af bar­net i dag, el­ler hvad med at vi ska­e­rer bar­net i styk­ker in­de i dig, og så pres­ser du ba­re en arm og et ben ud. Åb­nin­gen må va­e­re to­tal. Så­dan er det. Der kan og­så kom­me no­get lort ud, men det sker jo og­så for de fle­ste fø­de­n­de, at de ski­der på le­jet, mens de pres­ser. Det har så vist sig at va­e­re godt for bar­net, fak­tisk så ef­fek­tivt og sundt, at man er be­gyndt at smø­re børn, der er for­løst ved (ste­rilt) kej­ser­snit, i an­sig­tet med en klud, som moren har haft i trus­ser­ne i en ti­me før ind­gre­bet. Så vil hen­des tarm- og ske­de­bak­te­ri­er van­dre fra bar­nets hud ind i dets na­e­se og mund og styr­ke dets im­mun­for­svar og tarm­fl­ora. Jeg ta­ger og­så, hvad der kom­mer, skidt og ka­nel, lort og lag­ka­ge. Hvis min tekst har brug for nog­le lor­te­bak­te­ri­er, kan jeg nø­jes med en smu­le og smi­de re­sten af fa­e­ka­li­er­ne va­ek.

Kir­sten Ham­manns »Of­te stil­le­de spørgs­mål« ud­kom­mer og an­mel­des i na­e­ste uge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.