Lad der bli­ve mørkt

Weekendavisen - - Bøger - Af NANNA GOUL

Godt hånd­va­erk. Nor­ske Kyr­re An­dreas­sen har frem­skre­vet et på én gang let, des­pe­rat, mor­somt og tragisk po­rtra­et af en elek­tri­ker.

Kyr­re An­dreas­sen: For øv­rigt me­ner jeg, at Kart­ha­go bør øde­la­eg­ges. Over­sat fra norsk ef­ter »For øv­rig me­ner jeg at Kart­ha­go bør øde­leg­ges« af Rolf Stav­nem. 330 si­der. 299,95 kr. Gyl­den­dal.

eg må til­stå, at der i hvert fald gik 50-60 si­der, før jeg be­gynd­te at se ly­set i den mi­dal­dren­de, nor­ske elek­tri­ker Kri­ster Lar­sen, der er ho­ved­per­son i Kyr­re An­dreas­sens ro­man For øv­rigt me­ner jeg at Kart­ha­go bør øde­la­eg­ges. Og end­nu 50-60 si­der, før jeg for­stod, hvor­for den­ne nor­ske ro­man over­ho­ve­det hav­de gjort sig fortjent til at va­e­re no­mi­ne­ret til Nor­ges Bra­ge­pri­sen i 2016. Men in­di­mel­lem be­ta­ler ud­hol­den­hed sig. For øv­rigt me­ner jeg at Kart­ha­go bør øde­la­eg­ges er en ro­man, der lang­somt vok­ser sig stør­re og stør­re – og me­re raf­fi­ne­ret, end den som ud­gangs­punkt ta­ger sig ud. Kyr­re An­dreas­sens ro­man har et ab­so­lut let og hu­mo­ri­stisk an­slag, og i be­gyn­del­sen op­le­ves det en smu­le an­strengt, for­di det er sva­ert at se, hvad man som la­e­ser skal få ud af Kri­ster Lar­sen. Er det me­nin­gen, at la­e­se­ren som i en an­den vel­fa­erds­ko­me­die skal føl­ge en elek­tri­ker, der har få­et pro­lap­ser i ryg­gen og er i midt­vejskri­se, ef­ter at han på job­cen­tret er ble­vet om­di­ri­ge­ret og sat til at un­der­vi­se ud­la­en­din­ge i norsk, at vi skal gri­ne os igen­nem hans dag­li­ge stri­dig­he­der med sin el­ske­de ko­ne, Ma­ri­an­ne, og hans pro­ble­mer med at byg­ge en per­go­la, hø­re på ir­ri­te­ren­de na­bo­er – og fal­de mun­tert op og ned på det, for­di det er for­fri­sken­de (og det er det jo!) at få ser­ve­ret en jeg­forta­el­len­de elek­tri­ker­stem­me i en lit­te­ra­er ud­ga­ve? Nej. For Kri­ster Lar­sen er bå­de små­se­xi­stisk, småra­ci­stisk, små­vol­de­lig og småu­be­ha­ge­lig og ud­sty­ret med en hu­mor,

Jder kan va­e­re ret mor­som, men som og­så kan va­e­re pri­mi­tivt for­enk­len­de i så­dan en grad, at det fak­tisk er ulov­ligt i de fle­ste ve­st­li­ge samfund i dag. Ro­ma­nen fly­der over med kom­men­ta­rer a la: »Med kvin­der er alt som be­kendt hor­monsty­ret, og så ko­ger det hur­tigt over.« El­ler i om­ta­len af paki­sta­ne­re: »Meste­ren var ik­ke li­ge hel­dig med al­le si­ne fol­keslag.« Og det er jo ik­ke sjovt. Men det er pra­e­cis dér, ro­ma­nens lit­te­ra­e­re pro­jekt løf­ter sig som en slags ge­myt­lig og me­re for­son­lig pen­dant til den fran­ske skan­da­le­for­fat­ter Mi­chel Hou­el­le­becq; An­dreas­sen frem­skri­ver en grund­la­eg­gen­de usym­pa­tisk ho­ved­per­son, men ud­sty­rer ved­kom­men­de med men­ne­ske­li­ge kva­li­te­ter så­som øm­hed, be­ga­vel­se og et hungren­de hjer­te. Der går det fak­tisk hen og bli­ver gan­ske rø­ren­de. Og uhyg­ge­ligt, bag he­le over­fla­den af let ko­me­die. Når Kri­ster Lar­sen un­der­vejs gi­ver det nor­ske vel­fa­erds­sam­fund den ene bredsi­de ef­ter den an­den, er det vit­ter­ligt god un­der­hold­ning – for of­te sa­et­ter han fin­ge­ren på de øm­me punk­ter. Det er ba­re sva­ert at vi­de, hvad der er op og ned – så­dan er det jo med jeg­forta­el­le­re – når han sam­ti­dig selv in­de­hol­der et mør­ke og et vol­de­ligt uhy­re, der in­di­mel­lem blus­ser op til mor­de­ri­ske di­men­sio­ner og skra­em­mer bå­de ham selv og om­gi­vel­ser­ne. På den led ta­ler ho­ved­per­so­nens da­e­mo­ner smukt med ro­ma­nens form, der isa­er er byg­get som vil­de spring i as­so­ci­a­tio­ner, som umid­del­bart in­tet har at gø­re med hin­an­den, men al­li­ge­vel be­vid­ner en dy­be­re sam­men­ha­eng. In­di­mel­lem fa­rer man som la­e­ser na­e­sten vild i sprin­ge­ne – hvor­dan end­te vi li­ge her? – og man for­nem­mer, at ho­ved­per­so­nen mulig­vis har det på sam­me må­de. Han har mi­stet over­blik­ket og bli­ver sty­ret af en bru­sen­de, de­struk­tiv un­der­strøm, der lang­somt, men sik­kert ta­ger mag­ten fra ham. Der­af mulig­vis tit­lens hen­vis­ning til den ro­mer­ske stats­mand Ca­to (234-149 f.Kr.), der iføl­ge over­le­ve­rin­gen skul­le ha­ve af­slut­tet al­le si­ne ta­ler i Se­na­tet med or­de­ne: »I øv­rigt me­ner jeg, at Kart­ha­go bør øde­la­eg­ges«, hvil­ket jo se­ne­re ske­te. I ro­ma­nen er det sna­re­re Kri­ster Lar­sens egen øde­la­eg­gel­se, der er ta­le om; den pri­mi­ti­ve mand kan ik­ke vin­de over det mo­der­ne samfund. I den for­stand er I øv­rigt me­ner jeg at Kart­ha­go bør øde­la­eg­ges et apo­ka­lyp­tisk styk­ke man­de­lit­te­ra­tur, men det er hel­dig­vis og­så men­ne­ske­lit­te­ra­tur. For dem, der kan ae­de hu­moren.

ILLUSTRATION FRA OMSLAG

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.