Ma­ler med bar­ber­kost

Weekendavisen - - Bøger - Af LISBETH SMEDEGAARD AN­DER­SEN

Kunst. På Nør­re­bro hav­de bar­be­ren Jo­hn Christensen i 1930rne et skønt le­ben li­ge uden for sa­lo­nen, klar til at bli­ve af­bil­det i bag­lo­ka­let.

Han­ne Abild­gaard: Bar­ber­ma­le­ren Jo­hn Christensen. 300 si­der, rigt ill. 399,95 kr. Gads For­lag.

ngang hør­te det sig na­e­sten til, at en­hver or­dent­lig kunst­ner hav­de be­gyndt sit kunst­ne­ri­ske vir­ke på et koldt loftskam­mer i en uga­est­mild stor­by. Ma­le­ren og teg­ne­ren Jo­hn Christensen (1897-1940) be­gynd­te sin lø­be­ba­ne i en bar­ber­sa­lon, og det gik iføl­ge hans eget re­fe­rat så­dan til: »En Af­ten traf min Far en Bar­ber­me­ster paa et Va­erts­hus, og saa blev jeg sat i Bar­ber­la­e­re over to Øl­ler.« Fa­de­ren var skra­ed­der­me­ster med 12 børn, så han gik na­ep­pe op i, om søn­nen fandt bar­ber­fa­get me­nings­fyldt, men Jo­hn C., som han blev kaldt, blev ud­la­ert og fik egen sa­lon i et ka­el­der­lo­ka­le på Ka­pel­vej 7A på Nør­re­bro, hvor han og­så ud­stil­le­de si­ne før­ste bil­le­der. Si­den blev han en af 1930rnes kend­te dan­ske kunst­ne­re, for­di han for­må­e­de at skil­dre li­vet, som det blev le­vet blandt al­min­de­li­ge men­ne­sker på Nør­re­bro med – som en kri­ti­ker skrev – »den spe­ci­fik­ke jord­s­lå­e­de Stem­ning, der raa­der over det­te ma­er­ke­li­ge Kvar­ter«.

EI dag er der ik­ke man­ge, der ken­der »bar­ber­ma­le­ren« Jo­hn Christensen. Han dø­de som 43-årig kort før den ty­ske be­sa­et­tel­se, og da An­den Ver­denskrig var for­bi, stod en ny ge­ne­ra­tion af kunst­ne­re klar i kulis­sen. Selv­om Asger Jorn og kred­sen om­kring kunst­tids­skrif­tet Hel­he­sten fak­tisk hav­de blik for Jo­hn C.s ae­g­te fol­ke­li­ge streg, blev det Co­bra og avant­gar­di­ster­ne, der pra­e­ge­de kunst­li­vet, og bar­ber­ma­le­ren blev glemt. Den­ne glem­sel har kunst­hi­sto­ri­ke­ren Han­ne Abild­gaard nu rå­det bod på. Hun har for­u­den sin for­tid som mu­se­ums­in­spek­tør for Ar­bej­der­mu­se­et et spe­ci­a­le in­den for dansk kunst i mel­lem­krig­sår­e­ne, og nu har hun skre­vet en her­lig og rigt il­lu­stre­ret bi­o­gra­fi, der sam­ti­dig gi­ver et godt ind­blik i kunst­mil­jø­et i åre­ne op til An­den Ver­denskrig, hvor man i kunst­kred­se og blandt sam­le­re ef­ter­ly­ste en gen­ken­de­lig og »de­mo­kra­tisk« kunst til en over­kom­me­lig pris. Kun­sten skul­le ud til fol­ket.

FOR Jo­hn C. var mo­ti­ver­ne li­ge for hån­den. Fra sin sa­lon hav­de han ud­sigt til den to me­ter hø­je mur om­kring As­si­stens Kir­ke­gård, så han var i før­ste par­ket, når lig­to­ge­ne drog for­bi med pra­est og føl­ge – et mo­tiv, der ven­der til­ba­ge i man­ge af hans tid­li­ge bil­le­der. Men kir­ke­gårds­mu­ren var i det he­le ta­get bag­grund for et va­el­digt fol­ke­liv, og Jo­hn C. ma­le­de på li­vet løs. For­u­den lig­to­ge­ne var der ar­bej­dero­p­to­ge­ne, cyk­li­ster­ne, gam­le folk med stok og hund, de ar­bejds­lø­se, der fe­je­de for­tove­ne om som­me­ren og sko­v­le­de sne om vin­te­r­en, ga­de­hand­ler­ne med de­res tra­e­kvog­ne med frugt og grønt, mens rot­ter på stør­rel­se med grav­hunde sprang af sted med ha­ler­ne fest­ligt fe­jen­de ef­ter sig. Og­så spor­vog­nen hø­rer med i bil­le­det, og man kan na­e­sten hø­re ly­den af den klem­ten­de klok­ke og hju­le­ne, der skreg i svin­get, når linje 8 dre­je­de om hjør­net ved café »Det Re­ne Glas«. Det ly­der som den re­ne nostal­gi. I 1930rne var det hver­dag, men der var ik­ke man­ge kunst­ne­re, der hav­de op­da­get de mo­ti­ver, der lå gemt mel­lem de mis­lig­hold­te hu­se på Nør­re­bro. Jo­hn C. hav­de. Han bo­e­de midt i dem. Selv­føl­ge­lig lig­ger der en god po­r­tion ro­man­tik gemt i hi­sto­ri­en om bar­be­ren, der teg­ne­de og ma­le­de si­ne bil­le­der i bag­lo­ka­let og solg­te dem til kun­der­ne for en bil­lig pen­ge. Sand­he­den er, at der for­u­den ta­lent lå flid og ved­hol­den­hed bag ved kam­pen for »at tra­en­ge ind bag Tin­ge­nes Over­fla­de«, som kunst­ne­ren selv ud­tryk­te det. Som au­to­di­dakt måt­te han prø­ve sig frem, og hans tid­li­ge bil­le­der (sa­er­ligt en ra­ek­ke cir­kus­bil­le­der) vi­ser in­spira­tion fra de ty­ske eks­pres­sio­ni­ster og fra sam­ti­di­ge dan­ske kunst­ne­re som Jens Søn­der­gaard, Sø­ren Hjorth Ni­el­sen og Storm P., men uden den­ne sid­stes sam­funds­sa­ti­ri­ske to­ne. Jo­hn C.s hu­mor er mil­de­re, og han skil­drer ik­ke sit mil­jø ude­fra – han er på ni­veau. Ud­lands­rej­ser

Poul la Cour ka­rak­te­ri­se­re­de ham som »en ba­rok, fan­ta­si­fuld og ma­ka­ber skil­drer af Men­ne­sket, stil­let over for de ele­men­ta­e­re kra­ef­ter i li­vet, Fød­sel, Elskov og Død.«

var der ik­ke råd til, men han var en flit­tig be­sø­gen­de på de kø­ben­havn­ske ud­stil­lin­ger, hvor han si­den op­da­ge­de de ny­e­re fran­ske kunst­ne­re. In­spira­tio­nen ma­er­kes, men han be­holdt sit sa­er­pra­eg og sin for­ka­er­lig­hed for fol­ke­li­vet om­kring sig. I 1928 de­bu­te­re­de han på Kunst­ner­nes Ef­ter­år­s­ud­stil­ling, og der gik yder­li­ge­re et par år, før kri­ti­ker­ne fik øje på ham. Men ef­ter at han i 1932 sam­men med blandt an­dre Aa­ge Gitz-Jo­han­sen og Hjal­mer Kragh-Pedersen var med til at star­te kunst­ner­grup­pen Kol­o­ri­ster­ne, gik det hur­tigt. Der var fle­re kunst­ner­grup­per, der så da­gens lys i de år. Kol­o­ri­ster­ne mar­ke­re­de sig ved de­res må­l­ret­te­de for­søg på at få kun­sten ud til folk gen­nem la­ve pri­ser og af­be­ta­lings­ord­nin­ger. Jo­hn C. var en frem­ra­gen­de teg­ner, hans teg­nin­ger og akva­rel­ler kun­ne sa­el­ges til pri­ser, de fle­ste kun­ne kla­re, og kri­ti­ker­ne blev me­re og me­re po­si­ti­ve. Poul la Cour ka­rak­te­ri­se­re­de ham som »en ba­rok, fan­ta­si­fuld og ma­ka­ber skil­drer af Men­ne­sket, stil­let over for de ele­men­ta­e­re Kra­ef­ter i Li­vet, Fød­sel, Elskov og Død«, mens en an­den ud­na­evn­te ham til at va­e­re »By­ens Jens Søn­der­gaard«. Og­så sam­ler­ne fik øje på ham, pri­ser­ne på hans va­er­ker steg, og i 1935 kun­ne han en­de­lig af­ha­en­de sin bar­ber­sa­lon og bli­ve kunst­ner på fuld tid. Et le­gat gjor­de det mu­ligt for ham at ud­skif­te ko­lo­ni­ha­ve­hu­set med et som­mer­hus i Vrids­lø­se­mag­le, hvor han fandt nye mo­ti­ver, li­ge­som hans far­ver blev kla­re­re og ly­se­re. Men by­bil­le­der­ne ta­ger pri­sen. Som teg­ner hav­de han en lidt »krøl­let« streg, som om han måt­te kred­se lidt om mo­ti­vet for at fin­de ind til den fa­ste kon­tur. Sam­ti­dig fyld­te han pa­pi­ret helt ud til kan­ten, og de to tra­ek i for­e­ning gi­ver for­nem­mel­sen af man­ge men­ne­sker, der li­ge­frem pres­ser mod ram­men. Og­så hans ma­le­ri­er er ful­de af små hi­sto­ri­er og de­tal­jer, der al­le sam­men bi­dra­ger til et liv­fuldt ga­de­bil­le­de. Igen er der en varm hu­mor, og selv om dø­den, lig­to­ge­ne og ske­let­ter­ne ven­der til­ba­ge i dan­se ma­ca­bre-mo­ti­ver­ne, er bil­le­der­ne ik­ke tragi­ske. Liv og død hø­rer sam­men. Kor­se­ne er ik­ke ba­re sym­bo­ler på død og sorg, men ind­går sam­men med an­ke­ret og hjer­tet i tre­klan­gen af tro, håb og ka­er­lig­hed, ero­tik­ken og amor­i­ner­ne tri­ves i sky­er­ne over kir­ke­går­den, og Thor­vald­sens Kristus står bå­de i vin­du­eskar­men og midt på kir­ke­plad­sen med sit: »San­de­lig si­ger jeg Eder.« Han­ne Abild­gaard kom­mer godt rundt om per­so­nen Jo­hn C. og mel­lem­krig­sår­e­nes kunst­liv, og hun skal ha­ve en stor tak for at ha­ve bragt ham ud af glem­me­bo­gen og ind i en fin bog med hver­dags­po­esi i ga­de­plan. Der bør kip­pes med ko­lo­ni­ha­ve­fla­get.

Vin­ter­dag på Nør­re­bro

(1936).

Rund­kør­sel. Nør­re­bro. Som­mer­dag med skyg­ger ILLUSTRATIONER FRA BO­GEN

(1938-39).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.