Fle­re pro­cen­ter, tak!

Op­mun­tring. I Svend Brink­manns tred­je bog til det dan­ske folk er luf­ten (men ik­ke for­nuf­ten) så småt ved at si­ve ud af bal­lo­nen.

Weekendavisen - - Bøger - Af LI­SE­LOT­TE WIEMER

Og man kan slet ik­ke la­de va­e­re med at va­e­re enig. Alt er rig­tigt. Hvil­ket det i øv­rigt al­tid har va­e­ret. For bud­ska­bet er, skønt højst ak­tu­elt, gam­melt som Me­tus­a­lem.

Svend Brink­mann: Gå glip. Om be­gra­ens­nin­gens kunst i en gra­en­se­løs tid. 144 si­der. 249,95 kr. Gyl­den­dal Bu­si­ness.

Først stod vi fast. Så fik vi ste­der at stå på, og nu – alt sam­men in­den for ba­re tre år – ud­sen­der pro­fes­sor i psy­ko­lo­gi, be­st­sel­ler­for­fat­ter og fol­ke­op­dra­ger Svend Brink­mann tred­je del af sit op­råb til det dan­ske folk. Gå glip hed­der bo­gen (hvid og han­dy som de an­dre) med un­der­tit­len Om be­gra­ens­nin­gens kunst i en gra­en­se­løs tid. Gå glip er en fed ti­tel. Den ram­mer os li­ge der, hvor vi ik­ke vil va­e­re, men godt ved, vi bli­ver nødt til at gå hen. For det kan jo sandt for udy­den ik­ke bli­ve ved med den ak­ku­mu­le­ring af in­for­ma­tio­ner, pen­ge, plat­for­me, gad­gets, li­kes, spi­se­ste­der, skum­fi­du­ser og af­fald. En »hedo­ni­stisk tra­e­de­møl­le«, kal­der Brink­mann det og ma­ler et sce­na­rie op, vi desva­er­re ken­der til hud­løs­hed: Na­e­sten to tred­je­de­le af ver­dens dy­rear­ter er for­s­vun­det i lø­bet af de se­ne­ste 45 år, ska­ev­he­den sti­ger, den ri­ge­ste ene pro­cent ejer me­re end re­sten til­sam­men osv. osv. Der er in­gen vej udenom: Hvis vi ik­ke skal gå til grun­de, skal vi gå glip. Ko­de­or­det hed­der JOMO (joy of mis­sing out) i ste­det for FOMO ( fear of mis­sing out). Den go­de nyhed er, at det slet ik­ke er så rin­ge end­da, det med af­kal­det. Det er fak­tisk en dyd, ja, li­ge­frem en let­tel­se, fast­slår Brink­mann. »Dy­den i mid­ten«, som den flit­tigt ci­te­re­de Ari­sto­te­les ud­tryk­ker det. Det klo­ge er alt­så lig med det go­de. Som man kan for­nem­me, har Svend Brink­mann den­ne gang fat i en me­re eks­pli­cit po­li­tisk di­men­sion end i de tid­li­ge­re bøger. En­ga­ge­men­tet er ut­ve­ty­digt. Men to­nen er me­re sval, velaf­ve­jet. Og man kan slet ik­ke la­de va­e­re med at va­e­re enig. Alt er rig­tigt. Hvil­ket det i øv­rigt al­tid har va­e­ret. For bud­ska­bet er, skønt højst ak­tu­elt, gam­melt som Me­tus­a­lem. Og en­hver re­li­gion og mystik ta­ler om det: At den mind­ste skal bli­ve den stør­ste, at vi skal gi­ve slip for at bli­ve frie, at vort be­ga­er er et fa­engsel, at vi skal la­e­re af mar­kens lil­jer og him­lens fug­le. Hvad kan vi la­e­re af dem? spør­ger for­fat­te­ren og la­der Sø­ren Ki­er­ke­gaard sva­re: tavs­hed, ly­dig­hed, gla­e­de. Og­så lit­te­ra­tu­ren ken­der gla­e­den ved mini­ma­lis­men. Brink­mann na­ev­ner hai­ku­ets få sta­vel­ser. Og for ny­lig skrev Jør­gen Leth i sin for­ry­gen­de tekst­sam­ling Men jeg er her jo: »Jeg ta­ger spro­gets mind­ste glo­ser, de mest grå, sa­et­ter dem sam­men. La­ver en fest for dem. I gli­tren­de hal­ler.« Brink­mann la­ver in­gen fest. Men han ar­gu­men­te­rer som en lil­je – med in­dre ly­dig­hed. Og med al­le de gam­le ta­en­ke­re i hånd­ba­ga­gen. I be­sin­digt tem­po byg­ger han så­le­des si­ne gå glip­hu­se op ét for ét in­den for fem ka­te­go­ri­er: det po­li­ti­ske, det ek­si­sten­ti­el­le, det eti­ske, det psy­ko­lo­gi­ske og det ae­ste­ti­ske. Me­re tva­er­gå­en­de kun­ne man og­så si­ge det glo­ba­le, det mel­lem­men­ne­ske­li­ge og det per­son­li­ge. Til sidst, i den ae­ste­ti­ske ka­te­go­ri der af­slut­ter bo­gen, rid­ses nog­le »kul­tu­rel­le land­ska­ber« op – må­der, vi kan le­ve på med bå­de glip og gla­e­de. At Brink­mann her ta­ler om det ae­ste­ti­ske, kan for­vir­re, da Ki­er­ke­gaard un­der­vejs hyp­pigt er brugt som sand­heds­vid­ne, for net­op det ae­ste­ti­ske er jo hos ham ur­for­men for hedo­ni­stisk livs­fø­rel­se. Men hos Brink­mann er det stik mod­sat. Her er det ae­ste­ti­ske ste­det for nye kul­tur­for­mer, etisk ud­dan­nel­se, op­byg­ge­li­ge ri­tu­a­ler, me­re fo­kus på tak­nem­me­lig­hed, selv­kon­trol og må­de­hold. Stør­re lig­hed. Og­så de mest vel­ha­ven­de skal nem­lig la­e­re at gå glip. Det pa­ra­doksa­le er, at der åben­bart må en vis ufri­hed til for at bli­ve fri. Vi skal tug­tes for at vil­le vo­res eget bed­ste. Den men­ne­ske­li­ge »ånd«, som me­re re­li­gi­øst dis­po­ne­re­de vil­le me­ne »i sig selv« la­en­ges mod fri­he­den, er i Brink­manns uni­vers re­du­ce­ret til den re­ne for­nuft. Og den vil kun sit eget bed­ste, hvis den la­e­rer det. Det er net­op den­ne for­nuftbår­ne tug­te­me­ster (hvor mildt un­der­spil­let han end er), den til­ba­ge­truk­ne, ra­tio­nelt ar­gu­men­te­ren­de, ik­ke ek­si­sten­ti­elt sat­sen­de, al­drig selv-in­vol­ve­ren­de stem­me, der i bund og grund er akil­les­ha­e­len i al­le Svend Brink­manns bøger. Ik­ke mindst i Gå glip-bo­gen, for­di den i hø­je­re grad end tid­li­ge­re sø­ger at be­sin­de og for­kla­re sig. Iro­nisk nok. For man kun­ne kri­ti­se­re de for­ri­ge bøger for de­res man­ge one­li­ners. Man kun­ne sav­ne en dy­be­re di­men­sion. Men de hav­de saft og kraft. En for­fri­sken­de nyta­enk­ning, et pro­vo­ke­ren­de sand­heds­se­rum li­ge ind i fedt­de­po­ter­ne. Nu er det mest gam­mel vin på nye fla­sker. Og man kan fryg­te, at luf­ten er ved at gå af den smukt op­sti­gen­de bal­lon. Skal der pu­stes nyt liv i den (hvil­ket jeg i den grad hå­ber, for hvem har vi el­lers til at span­ke os?), må det der­for ske med fa­re for bå­de ån­de­nød og gyn­gen­de grund un­der de per­son­li­ge stå fast­fød­der. For det klo­ge er ik­ke al­tid det go­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.