Spå­ko­nen, der fik ret

Weekendavisen - - Ideer -

over­be­vist om den glo­ba­le op­varm­ning, og de har ik­ke ry­stet på hån­den si­den. Com­pu­te­ren gjor­de det mu­ligt at op­byg­ge kli­ma­mo­del­ler, og selv de før­ste simp­le mo­del­ler – fyldt med ga­et og ude­la­del­ser – spå­e­de, at tem­pe­ra­tu­ren vil­le sti­ge. Vi­den­skabs­hi­sto­ri­ker Mat­t­hi­as Hey­mann fra Cen­ter for Vi­den­skabs­stu­di­er ved Aar­hus Uni­ver­si­tet le­der pro­jek­tet Cul­tu­res of Pre­di­ction: Know­led­ge, Aut­ho­ri­ty, and the Con­struction of Cli­ma­te Chan­ge. Som en del af pro­jek­tet har han un­der­søgt kli­ma­mo­del­ler­nes hi­sto­rie og for ny­lig be­skre­vet, hvor­dan mo­del­ler­ne på re­la­tivt kort tid knu­ste år­hund­re­ders for­stå­el­se af vejr og vind – på et tids­punkt hvor kli­ma­et fak­tisk blev kol­de­re. »I 1950er­ne og 1960er­ne, da man be­gynd­te at byg­ge kli­ma­mo­del­ler, ta­enk­te man ik­ke på CO2-pro­ble­met. Man prø­ve­de blot at ef­ter­vi­se at­mos­fa­e­rens pro­ces­ser. Det var først i 1970er­ne, at for­ud­si­gel­ser­ne om en glo­bal op­varm­ning koblet til CO2’en fik va­egt. På det tids­punkt var mo­del­ler­ne de ene­ste var­sels­tegn. Man vid­ste godt nok fra må­lin­ger på blandt an­det Hawaii, at CO2-ni­veau­et i at­mos­fa­e­ren var ste­get, men klo­den var sam­ti­dig ble­vet kol­de­re fra 1940 og frem til 1970er­ne,« si­ger Mat­t­hi­as Hey­mann. Mo­del­ler­ne op­byg­ge­de til­lid i forsk­nings­mil­jø­et ved at vi­se, at de kun­ne gen­gi­ve for­ti­dens kli­ma kor­rekt, og at de na­e­sten al­le sam­men kom med den sam­me pro­fe­ti. De faldt og­så sam­men med en tid, hvor mil­jø­be­va­e­gel­sen fød­tes, og hvor sy­net på Jor­den skif­te­de fra at va­e­re en pla­net med ua­ne­de res­sour­cer til at va­e­re et på­vir­ke­ligt øko­sy­stem. La­eg der­til tem­pe­ra­tur­gra­fer­ne og de­res dom­me­dags­vars­len­de kla­tren op ad Y-ak­sen – et sta­er­kt visu­elt vir­ke­mid­del.

KLIMAMODELLERNE hvi­le­de på en ny vi­den­ska­be­lig for­stå­el­se af at­mos­fa­e­ren som et tre­di­men­sio­nelt sy­stem med fle­re lag, tro­pos­fa­e­re, stra­tos­fa­e­re, mesos­fa­e­re og så vi­de­re, som for al­vor blev op­byg­get ef­ter Wright­brød­re­nes flyv­ning i 1903. Må­lin­ger af vand­damp, kul­dioxid, ozon, tem­pe­ra­tur og tryk blev fo­re­ta­get fra luf­ten, og ef­ter­hån­den blev me­te­o­r­o­lo­ger­ne i stand til at for­ud­si­ge vej­ret på bag­grund af dis­se at­mos­fa­e­re­må­lin­ger koblet med fy­si­ske love. Bå­de vejr- og kli­ma­mo­del­ler hvi­ler på fy­si­ske love som Newtons love, til­stands­lig­nin­gen for ide­al­gas­ser, love om mas­se og ener­gibe­va­rel­se og strå­lings­lig­nin­ger. Ef­ter An­den Ver­denskrig be­gynd­te de ame­ri­kan­ske vi­den­skabsin­sti­tu­tio­ner at in­ve­ste­re i com­pu­te­re, og en ra­ek­ke pio­ne­rer sat­te sig for at fodre da­ta­ma­ski­ner­ne med de nye da­ta­sa­et og de gam­le fy­si­ske lig­nin­ger. En af pio­ne­rer­ne var den un­ge ame­ri­kan­ske me­te­o­r­o­log Nor­man Phil­lips fra In­sti­tu­te for Ad­van­ced Stu­dy i Prin­ce­ton, der i 1956 bad com­pu­te­ren om at stra­ek­ke vej­r­ud­sig­ten til fle­re må­ne­der. Han op­byg­ge­de den før­ste så­kaldt ge­ne­rel­le cir­ku­la­tions­mo­del for kli­ma­et. Reg­ne­kraf­ten i com­pu­te­ren var dog så be­gra­en­set, at kli­ma­mo­del­len ik­ke kun­ne skel­ne land fra hav, og den an­tog, at tem­pe­ra­tu­ren var den sam­me over he­le klo­den, og at at­mos­fa­e­ren kun hav­de to lag, som stod stil­le. Ef­ter Phil­lips’ suc­ces be­gynd­te for­sker­ne at le­ge med pa­ra­me­tre­ne og skrue op og ned for driv­hus­gas­ser­ne i mo­del­ler­ne. I 1967 kom må­ske det stør­ste gen­nem­brud, da Syu­ku­ro Ma­na­be og Ri­chard T. Wet­he­rald fra den ame­ri­kan­ske Na­tio­nal Oce­a­nic and At­mosp­he­ric Ad­mi­ni­stra­tion (NOAA) i tids­skrif­tet Jour­nal of the At­mosp­he­ric Sci­en­ces skrev: »Iføl­ge vo­res esti­ma­ter vil en for­dob­ling af CO2-ind­hol­det i at­mos­fa­e­ren ha­ve den ef­fekt, at at­mos­fa­e­rens tem­pe­ra­tur vil sti­ge med om­kring to gra­der.« Fle­re har ud­råbt den 50 år gam­le ar­ti­kel til at va­e­re den mest ind­fly­del­ses­ri­ge i kli­ma­forsk­nin­gens hi­sto­rie. Iføl­ge den se­ne­ste IPCC-rap­port fra 2014 er gen­nem­snit­stem­pe­ra­tu­ren ste­get 0,85 gra­der fra 1880 til 2012. Fra før in­du­stri­a­li­se­rin­gen til i dag er ind­hol­det af CO2 i at­mos­fa­e­ren ste­get med om­kring 40 pro­cent. Alt­så kom­mer vir­ke­lig­he­den ta­et på 1967-mo­del­lens spå­dom. I et ny­ligt in­ter­view med me­di­et Car­bon Bri­ef forta­el­ler Ma­na­be om da­ti­dens eks­pe­ri­men­te­ren med driv­hus­gas­ser­ne. »Hvis gen­nem­snit­stem­pe­ra­tu­ren var 15 gra­der, og jeg tog al­le driv­hus­gas­ser­ne ud af mo­del­len, faldt tem­pe­ra­tu­ren til mi­nus 15 gra­der. På det tids­punkt hav­de jeg in­gen idé om, hvor vig­ti­ge driv­hus­gas­ser­ne var. Jeg hav­de hel­ler in­gen idé om, at de (vo­res re­sul­ta­ter, red.) vil­le få så stor en ind­fly­del­se på sam­fun­det.« Snart fulg­te en ny ge­ne­ra­tion af kli­ma­mo­del­byg­ge­re. I 1960er­ne var der cir­ka 20 for­ske­re i fel­tet, mens der i dag er fle­re tu­sin­de, på­pe­ger Mat­t­hi­as Hey­mann. Man­ge af dem, som Wil­li­am Kel­logg, Step­hen Sch­nei­der og Ja­mes Han­sen, blev og­så sta­er­ke agi­ta­to­rer, som ka­em­pe­de en po­li­tisk kamp for at få kli­ma­for­an­drin­ger på dags­or­de­nen. »I 1970er­ne be­gynd­te kli­ma­for­sker­ne at rej­se til Was­hin­g­ton, og der var fle­re kon­gres­hø­rin­ger om driv­hu­s­ef­fek­ten. En mand som Step­hen Sch­nei­der var og­så ivrig ef­ter at ta­le med me­di­er­ne og få sam­fun­det til at re­a­ge­re på kli­ma­for­an­drin­ger­ne. Han var en vi­den­skabsak­ti­vist, selv­om det gav ham fjen­der,« si­ger Hey­mann. Sch­nei­der ud­gav i 1976 den po­pu­la­er­vi­den­ska­be­li­ge bog The Ge­ne­sis Stra­te­gy: Cli­ma­te and Glo­bal Sur­vi­val og var en hyp­pig ga­est i fjern­sy­net. Det faldt nog­le ae­l­dre kol­le­ger for bry­stet, som men­te, at klimamodellerne end­nu var for umod­ne til, at man kun­ne ba­se­re po­li­ti­ske be­slut­nin­ger på dem. »En kli­ma­myto­lo­gi er ble­vet ha­eldt ud over be­folk­nin­gen,« lød det for ek­sem­pel fra kli­ma­to­lo­gen Hel­mut Lands­berg. Bed­re blev det ik­ke, da Ja­mes Han­sen i 1981 send­te en vi­den­ska­be­lig ar­ti­kel til The New York Ti­mes, en uge før ar­tik­len blev pu­bli­ce­ret i tids­skrif­tet Sci­en­ce. Må­ske gik det for sta­er­kt for den gam­le gar­de. Må­ske føl­te de, at den der strøm­s­lu­gen­de, da­ta­ma­ti­ske krystal­kug­le i ka­el­de­ren end­nu ik­ke hav­de be­vist sit va­erd.

COM­PU­TE­REN min­de­de dog me­re om et sløvt dyr end en pro­fe­tisk mira­kel­ma­ski­ne i pio­ner­da­ge­ne. Det kun­ne ta­ge tu­sind­vis af ti­mer at la­de mo­del­ler­ne for­ud­si­ge frem­ti­dens kli­ma og en le­ve­tid, hvis al­le de vig­tig­ste pa­ra­me­tre skul­le med. Ty­ske Ul­rich Cu­ba­sch var i 1980er­ne ny­an­sat på Max-Plan­ck-In­sti­tut­tet og ar­bej­de­de med en af de før­ste eu­ro­pa­ei­ske kli­ma­mo­del­ler: »Com­pu­te­ren kun­ne va­e­re et helt år om at se 100 år ud i frem­ti­den. Det var et ma­re­ridt. Du sad ba­re der og ven­te­de og hå­be­de på, at du ik­ke hav­de la­vet en fejl og skul­le star­te for­fra. Det ske­te ... me­re end én gang,« gri­ner Cu­ba­sch, der i dag er pro­fes­sor ved Freie Uni­ver­sität Ber­lin. Han forta­el­ler og­så, hvor­dan de nemt kom til at ka­ste klo­den ud i en »kli­ma­ka­ta­stro­fe« med de før­ste simp­le mo­del­ler. »Du kun­ne få de her vil­de re­sul­ta­ter og plud­se­lig stå med en is­tid. Det gjor­de nog­le be­kym­re­de og an­dre vre­de, så vi fik hel­dig­vis hur­tigt støt­te til at la­ve me­re so­fi­sti­ke­re­de mo­del­ler,« si­ger Cu­ba­sch. Det sva­e­re for kli­ma­for­sker­ne er ik­ke at for­ud­si­ge, at me­re CO2 gi­ver hø­je­re tem­pe­ra­tu­rer. Det gi­ver na­e­sten sig selv. Et tyk­ke­re lag driv­hus­gas­ser hol­der me­re af So­lens ener­gi fan­get. Det sva­e­re er der­i­mod at for­ud­si­ge

al­le føl­ge­ef­fek­ter­ne, for­di Jor­den har et kom­pli­ce­ret kli­ma­sy­stem med dy­na­mi­ske kom­po­nen­ter som oce­a­ner, is­kap­per, sky­er, jet­strøm­me, bios­fa­e­re og vulka­ner. »Spørgs­må­let er, hvor me­get var­me­re det bli­ver, og om sy­ste­met har nog­le me­ka­nis­mer, der vil sta­bi­li­se­re op­varm­nin­gen el­ler få den til at lø­be løbsk. Hvis det bli­ver var­me­re, får vi så fle­re sky­er, og bli­ver det så kol­de­re? Med de tid­li­ge mo­del­ler sag­de kri­ti­ker­ne al­tid: ’Ja­men I har ik­ke ta­get høj­de for den og den ef­fekt.’ I de ny­e­ste mo­del­ler har vi ta­get høj­de for den og den ef­fekt, og re­sul­ta­tet er sta­dig det sam­me. Det bli­ver var­me­re,« si­ger Cu­ba­sch. Ro­nald Stouf­fer, der er en af ver­dens før­en­de kli­ma­to­lo­ger og se­ni­o­r­for­sker hos NOAA, me­ner, at han selv og an­dre og­så har va­e­ret en smu­le hel­di­ge: »Jeg be­gynd­te at byg­ge kli­ma­mo­del­ler hos NOAA i 1977. Jeg kan hu­ske, at jeg blev me­get over­ra­sket over, hvor god min før­ste kør­sel var til at si­mu­le­re kli­ma­et. De tid­li­ge mo­del­byg­ge­re hav­de en god for­stå­el­se for, hvad der var vig­tigt, og hvad der var min­dre vig­tigt for kli­ma­et, men de var og­så hel­di­ge i den for­stand, at de ik­ke rend­te ind i over­ra­skel­ser, som hvis de hav­de fun­det en uhy­re vig­tig me­ka­nis­me, de sim­pelt­hen ik­ke for­stod,« si­ger han. I IPCCs fem­te ho­ved­rap­port har for­fat­ter­ne sam­men­lig­net de gam­le mo­del­ler, der var med i den før­ste rap­port fra 1990 (IPCC blev dan­net i 1988) med fak­ti­ske tem­pe­ra­tur­må­lin­ger. Mo­del­ler­ne for­ud­sag­de en gen­nem­snit­lig tem­pe­ra­turstig­ning på mel­lem 0,15 og 0,3 gra­der per år­ti fra 1990 til 2005 – den fak­ti­ske stig­ning var på 0,2 gra­der per år­ti. I 1970er­ne var der godt nok mo­del­ler frem­me, som for­ud­sag­de en glo­bal af­køling ba­se­ret på te­o­ri­er om ae­ro­so­ler, men de er stort set al­le til­ba­ge­vi­ste.

MO­DER­NE kli­ma­mo­del­ler er ud­vi­det med fle­re pa­ra­me­tre og med min­dre ska­la­er, men ske­let­tet i dem er det sam­me som for 50 år si­den. Usik­ker­he­den er og­så stort set ua­en­dret. Bå­de de nye og de gam­le mo­del­ler for­ud­ser en glo­bal tem­pe­ra­turstig­ning på en til seks gra­der frem mod 2100. Iføl­ge Jens Hes­sel­b­jerg Christensen, der er pro­fes­sor i kli­ma­fy­sik ved Niels Bo­hr In­sti­tu­tet på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet, fin­des der groft sagt tre ty­per af mo­del­ler: Der er de helt simp­le, som re­du­ce­rer Jor­den til luft, vand og jord i et sta­tisk sy­stem. Så er der de me­get kom­pli­ce­re­de ge­ne­rel­le cir­ku­la­tions­mo­del­ler, som Phil­lips grund­lag­de i 1956. De med­ta­ger be­va­e­gel­ses­møn­stre i at­mos­fa­e­ren og i ha­ve­ne og kan skel­ne mel­lem for­skel­li­ge ty­per over­fla­der som ør­ken og jung­le. »De ge­ne­rel­le cir­ku­la­tions­mo­del­ler er kli­ma­mo­del­ler ver­sion 2.0. Hvis man ska­le­rer dem op til at si­ge no­get om he­le jord­klo­den, kom­mer de frem til det sam­me som de simp­le mo­del­ler, men de kan si­ge, hvor i at­mos­fa­e­ren aen­drin­ger­ne sker, og hvad kon­se­kven­ser­ne bli­ver,« for­kla­rer Jens Hes­sel­b­jerg Christensen. I de kom­pli­ce­re­de mo­del­ler er at­mos­fa­e­ren ind­delt i om­kring 30 lag, og et net er lagt ned over jor­d­over­fla­den, som ind­de­ler den i kva­dra­ter. I de tid­lig­ste mo­del­ler var kva­dra­ter­ne 500 gan­ge 500 ki­lo­me­ter. I dag er de ne­de på 25 ki­lo­me­ter i bred­den. Imel­lem de to yder­punk­ter fin­des de så­kald­te mo­del­ler af in­ter­me­di­a­er kom­plek­si­tet. De simp­le mo­del­ler kan be­reg­nes på en lom­me­reg­ner, mens der kun fin­des om­kring 60 ge­ne­rel­le cir­ku­la­tions­mo­del­ler på ver­dens­plan, for­di de kra­e­ver en su­percom­pu­ter. »De simp­le mo­del­ler er sta­dig i brug, for det ta­ger for lang tid at reg­ne sig igen­nem en hel is­tid på 100.000 år med en ge­ne­rel cir­ku­la­tions­mo­del. Selv med de kraf­tig­ste com­pu­te­re ta­ger det et år­ti. Med de in­ter­me­di­a­e­re mo­del­ler ta­ger det en må­neds tid,« for­kla­rer Jens Hes­sel­b­jerg Christensen. For­sker­grup­per sam­ar­bej­der of­te om be­stem­te mo­del­ler i dag, for­di det er for be­sva­er­ligt at ha­ve sin egen. Jens Hes­sel­b­jerg Christensen ar­bej­der for ek­sem­pel med mo­del­len EC Earth, der og­så med­ta­ger is­kap­per og kul­stof­kredslø­bet. Mo­del­ler­ne er dog sta­dig fyldt med usik­ker­he­der. Vi har isa­er ik­ke styr på sky­er­ne og på ha­vi­sen. Man­ge af be­va­e­gel­ser­ne i ha­ve­ne fo­re­går og­så på så lil­le ska­la, at mo­del­ler­ne over­ser dem. »Det går me­get godt, når vi skal zoo­me ud, men hvis vi for ek­sem­pel kun er in­ter­es­se­ret i Nor­d­eu­ro­pa, bli­ver det sva­ert. Hvis det bli­ver var­me­re, kan at­mos­fa­e­ren in­de­hol­de me­re vand, men om det kom­mer til at reg­ne me­re i Dan­mark, el­ler vi tva­er­ti­mod får tør­re­re vejr i frem­ti­den, kan vi ik­ke si­ge no­get helt pra­e­cist om end­nu,« si­ger Jens Hes­sel­b­jerg Christensen, der på­pe­ger, at svag­he­der ved kli­ma­mo­del­ler flit­tigt bli­ver dis­ku­te­ret på kon­fe­ren­cer. I 2012, da Jens Hes­sel­b­jerg Christensen var an­sat ved DMI, fandt han og kol­le­ger­ne en sy­ste­ma­tisk fejl i nog­le eu­ro­pa­ei­ske kli­ma­mo­del­ler, som gjor­de, at mo­del­ler­ne over­drev tem­pe­ra­turstig­nin­gen ved Mid­del­ha­vet. Mo­del­ler­ne er hel­ler al­drig bed­re end det ma­te­ri­a­le, vi fodrer dem med. Kli­ma­mo­del­ler har for ek­sem­pel kor­rekt si­mu­le­ret, hvor­dan for­skel­li­ge lag i at­mos­fa­e­ren hen­holds­vis blev var­me­re og kol­de­re ef­ter et vulka­nud­brud i 1963 i In­do­nesi­en, men de kom­mer al­drig til at kun­ne for­ud­si­ge vulka­nud­brud, som el­lers kan ha­ve vold­som­me kon­se­kven­ser for kli­ma­et. Der er og­så en hy­po­te­tisk ri­si­ko for, at al­le mo­del­ler­ne, der i dag er byg­get på de sam­me love og de sam­me da­ta­sa­et, ta­ger kol­lek­tivt fejl. Mat­t­hi­as Hey­mann har i sit pro­jekt vist, hvor­dan de før­ste kli­ma­for­ske­re selv lag­de stor va­egt på usik­ker­he­der­ne og end­da til ti­der ned­vur­de­re­de be­tyd­nin­gen af de­res for­ud­si­gel­ser, men han hen­vi­ser og­så til Step­hen Sch­nei­der, der sam­men­lig­ne­de klimamodellerne med be­skid­te krystal­kug­ler og un­der­stre­ge­de, at der vil va­e­re be­gra­en­set tid til at »ren­se glas­set, før vi bli­ver nødt til at hand­le på det, vi tror, vi ser in­de­ni«.

FOTO: SCANPIX

FOTO: IPCC (AR4)

De kraf­ti­ge stre­ger vi­ser den fak­ti­ske tem­pe­ra­tur­ud­vik­ling for klo­den. De skra­ve­re­de om­rå­der er pro­jek­tio­ner fra kli­ma­mo­del­ler med­ta­get i de tid­li­ge­re IPCC-rap­por­ter, mens de tyn­de stre­ger er pro­jek­tio­ner fra den se­ne­ste og fjer­de IPCC-rap­port. Tem­pe­ra­tur­ud­vik­lin­gen er in­den for det for­ud­sag­te om­rå­de i bå­de de nye og gam­le kli­ma­mo­del­ler.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.