Kir­ker i spa­end

Weekendavisen - - Ideer - Af AN­DERS LUNDT HAN­SEN

Ar­ki­tek­tur. Det er ele­gan­ce sna­re­re end råstyr­ke, som hol­der Dan­marks mid­delal­der­kir­ker stå­en­de.

nden for det nu­va­e­ren­de Dan­marks gra­en­ser står godt og vel 1600 stenkir­ker fra Mid­delal­de­ren. De cen­tra­le de­le af kir­ker­ne er ty­pisk byg­get i 1100-tal­let og hol­der sam­men på tår­ne og til­byg­nin­ger, der blev til­fø­jet i de føl­gen­de år­hund­re­der. Så al­min­de­li­ge er lands­by­kir­ker­ne, at vi i dag dår­ligt dre­jer ho­ve­d­et ef­ter dem, når vi pas­se­rer dem langs lan­de­vej­en, og ik­ke en­gang un­drer os over, at et byg­nings­va­erk kan stå så sta­bilt i over 800 år. Vel er de so­lidt byg­get, af kam­pe­sten, mør­tel, mur­sten og ege­tøm­mer, men uan­set hvor so­li­de ma­te­ri­a­ler­ne er, bli­ver de ik­ke au­to­ma­tisk stå­en­de oven på hin­an­den i år­hund­re­der. Isa­er ik­ke når man la­ver avan­ce­re­de kon­struk­tio­ner som bu­er og hva­elv. Det kra­e­ver, at byg­me­stre­ne i sin tid hav­de et godt greb om kra­ef­ter­ne i de kom­pli­ce­re­de kon­struk­tio­ner. Ci­vil­in­ge­ni­ør og tid­li­ge­re un­der­vi­ser i byg­nings­kon­struk­tion Kaj Mad­sen har i Tag­va­er­ker, bu­er og hva­elv i mid­delal­de­rens

Ikir­ker gjort re­de for de kra­ef­ter, der er på spil i de hi­sto­ri­ske byg­nin­ger, og der­med gi­vet den tek­ni­ske for­kla­ring på, hvor­for mid­delal­der­kir­ker­ne står end­nu. Det er den før­ste al­min­de­ligt til­ga­en­ge­li­ge gen­nem­gang på dansk af de ba­e­ren­de prin­cip­per bag lan­dets ae­ld­ste byg­nin­ger.

KRISTENDOMMEN fik be­ty­de­lig ind­fly­del­se i det dan­ske om­rå­de fra 800tal­let, og de før­ste par hund­re­de år var kir­ker og an­dre re­li­gi­øse byg­nin­ger byg­get i trae. Fra slut­nin­gen af 1000-tal­let be­gynd­te sten­byg­ge­ri­et af kir­ker i ro­mansk stil, ty­pisk et rek­tangu­la­ert kir­ke­skib med et kva­dra­tisk kor og må­ske en ap­sis. Det er den ram­me, man sta­dig mø­des af, når man i dag går ind i en lands­by­kir­ke. I de til­fa­el­de, hvor ny­e­re byg­ge­mo­der ik­ke har aen­dret for me­get, som for ek­sem­pel i man­ge ve­stjy­ske kir­ker, kan de op­rin­de­li­ge kir­ke­byg­nin­ger ken­des på de­res ro­man­ske bu­er, rund­bu­er­ne. De ses ty­pisk om­kring vin­du­er­ne el­ler i over­gan­gen mel­lem ski­bet og ko­ret. Den ro­man­ske bue, der, som nav­net an­ty­der, har va­e­ret kendt si­den An­tik­ken, fuld­byr­der det mira­kel, det er at få sten til at ha­en­ge i luf­ten. Bu­en skal ik­ke kun ba­e­re sin egen va­egt, men og­så va­eg­ten af loft og mu­re over bu­en. De kra­ef­ter, der på den må­de op­står i bu­en, be­la­ster dens pil­ler i to ret­nin­ger. Dels en lodret kraft, som pil­ler­ne skal op­fan­ge og fø­re ned i jor­den, og dels vand­ret­te kra­ef­ter, som pe­ger udad og kan få bu­ens en­de­punk­ter til at skri­de si­dela­ens fra hin­an­den – som en dan­sker, der på en norsk skiløjpe fø­ler ski­e­ne gli­de la­en­ge­re og la­en­ge­re i hver sin ret­ning. For­lø­bet af kra­ef­ter gen­nem en bue kan be­skri­ves som en tryk­linje. Fo­re­stil Dem en smuk po­r­tal i sten – en bue og to søj­ler – og at der mel­lem søj­ler­ne ha­en­ger en tør­re­s­nor. Det vå­de tøj på snoren tra­ek­ker den nedad, så den ha­en­ger i en bue mel­lem søj­ler­ne. Ved et hel­digt til­fa­el­de gi­ver det vå­de tøj snoren pra­e­cis sam­me va­egt­for­de­ling, som der er i sten­bu­en over den. Fo­re­stil Dem så, at snoren er våd, og det

ILLUSTRATION: KAJ MAD­SEN

Mo­del af en tryk­linjes for­løb i en rund­bue.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.