Mand med hund

Kon­kur­ren­ce­sam­fun­det. Åd vi dem? El­ler sul­te­de vi dem ud? Hvor­for over­le­ve­de ne­an­der­ta­ler­ne ik­ke det se­ne­ste gla­ci­a­le mak­si­mum i Eu­ro­pa, mens De­res og mi­ne for­fa­ed­re kla­re­de sig? Ny te­o­ri om det mo­der­ne men­ne­skes suc­ces.

Weekendavisen - - Ideer - Af AN­NE KNUDSEN

Ne­an­der­ta­ler­nes ud­dø­en er et myste­ri­um. Ar­ten hav­de al­le­re­de gen­nem­le­vet 100.000 års is­tid, men der er in­gen spor af ne­an­der­ta­le­re i Eu­ro­pa ef­ter det sid­ste kul­de­mak­si­mum, som be­gynd­te for 39.300 år si­den. Bort­set fra de få pro­cent ne­an­der­tal-dna, vi selv har, og som vi­ser, at vi har mødt hin­an­den. Hvor­for over­le­ve­de ne­an­der­ta­ler­ne ik­ke det­te gla­ci­a­le mak­si­mum, mens der­i­mod Cro Mag­non-men­ne­sket, vo­re eg­ne for­fa­ed­re, kla­re­de den? Hav­de de to ting no­get med hin­an­den at gø­re? I en ny bog med den uhyg­ge­li­ge ti­tel The In­va­ders bli­ver de kend­te fund ana­ly­se­ret på en ny må­de. Den ame­ri­kan­ske an­tro­po­log Pat Ship­man skri­ver, at for­skel­lig til­pas­ning må for­kla­re for­skel­len på over­le­vel­se un­der kli­ma­ka­ta­stro­fen. Men umid­del­bart er det ik­ke nemt at få øje på, hvor­for vo­re for­fa­ed­re skul­le ha­ve haft en for­del; de og ne­an­der­ta­ler­ne ja­ge­de og spi­ste nøj­ag­tig det sam­me byt­te. Beg­ge ar­ter var stor­vildtja­e­ge­re, og iso­to­p­a­na­ly­ser vi­ser, at beg­ge og­så spi­ste rød­der og ba­er og den slags. Vi ved, at der le­ve­de mam­mut­ter, vil­dok­ser, uld­hå­re­de na­e­se­horn, ka­em­pe­hjor­te, vil­de he­ste og me­get an­det i land­ska­bet syd for den sto­re ind­land­sis, der da­ek­ke­de he­le Nor­d­eu­ro­pa un­der is­ti­den. Men det er sva­ert at vi­de, hvor man­ge der var. Kun­ne lan­det ba­e­re fle­re kø­da­e­de­re end dem, der al­le­re­de var der, før vo­re for­fa­ed­re kom til? Ud over ne­an­der­ta­ler­ne ja­ge­de le­o­par­der, sa­bel­ti­gre, hu­le­lø­ver, ul­ve, hy­a­e­ner, bjør­ne og al­min­de­li­ge, men ka­em­pe­sto­re, lø­ver. Hvis de ny­an­kom­ne, mo­der­ne men­ne­sker vir­ke­lig kun­ne be­la­ste mil­jø­et, så der ik­ke var dyr nok til ne­an­der­ta­ler­nes ja­e­ge­re, må de ha­ve va­e­ret me­get ef­fek­ti­ve ja­e­ge­re. Hvor­dan? Vi ved, at de ja­ge­de på en an­den må­de end ne­an­der­ta­ler­ne; vo­re for­fa­ed­re hav­de ka­stes­pyd med ka­ste­trae, mens ne­an­der­ta­ler­ne kun brug­te kraf­ti­ge, hånd­bår­ne spyd. Ne­an­der­ta­ler­ne var me­get sta­er­ke­re end vi, men al­li­ge­vel er det en fan­ta­stisk tan­ke, at de har slå­et mam­mut­ter, urok­ser og na­e­se­horn ihjel i na­er­kamp. Det har va­e­ret en fryg­te­ligt far­lig form for jagt. Cro Mag­non-ja­e­ger­nes jagt­form med ka­stes­pyd var min­dre livs­far­lig, men til gen­ga­eld me­get me­re usik­ker. Dyr bli­ver jo ik­ke stå­en­de, og man skal va­e­re me­get hel­dig for at såre et stort dyr dø­de­ligt med ét spyd. Men nu har den bel­gi­ske ar­ka­e­o­log Mie­tje Ger­mon­pré fun­det ud af, at Cro Mag­non hav­de et hem­me­ligt vå­ben; de hav­de hunde! Dét kan for­kla­re me­get. Hvis man bå­de har hunde og ka­ste­vå­ben, har man en vir­ke­lig over­le­gen jagt­me­to­de. Vi ken­der det isa­er fra inu­it, som ja­ge­de ver­dens stør­ste rov­dyr, is­b­jør­nen, med net­op den kom­bi­na­tion. En flok hunde kred­ser gal­pen­de om­kring det sto­re dyr, bi­der det i ha­ser­ne, lø­ber va­ek og kom­mer til­ba­ge. På den må­de bli­ver ka­em­pen holdt fast på sam­me sted, ind­til men­ne­ske­ne har ramt det til­stra­ek­ke­ligt man­ge gan­ge med de­res ka­ste­skyts. Hun­de­nes ind­sats be­ty­der, at byt­tet ik­ke slip­per va­ek, mens ja­e­ger­ne slip­per for den livs­fa­re, der er for­bun­det med at skul­le ta­et på dy­ret. Hvis en­de­lig no­gen bli­ver dra­ebt, er det kun en hund, ik­ke en ja­e­ger, som det ta­ger år­ti­er at op­fo­stre og op­la­e­re. Dét er en evo­lu­tio­na­er for­del af de helt sto­re.

HVOR­FOR har man ik­ke he­le ti­den vidst, at Cro Mag­non-ja­e­ger­ne for 40.000 år si­den hav­de hunde? Man har ud­gra­vet de­res bo­p­lad­ser i me­re end et år­hund­re­de, men an­ta­get, at al­le ske­letre­ster­ne stam­me­de fra ul­ve. Mie­tje Ger­mon­pré fik imid­ler­tid den idé, at nog­le af fos­si­ler­ne kun­ne stam­me fra hunde, og til den en­de ud­ar­bej­de­de hun en om­fat­ten­de bio­me­trisk over­sigt over hund­es og ul­ves kra­ni­er. Hun tog mål af 48 mo­der­ne ul­ve og 53 hunde fra 11 for­skel­li­ge, ul­ve­sto­re ra­cer som chow­chow, si­be­ri­an hu­sky, do­ber­man­n­pin­cher, rot­twei­ler, grand­da­nois, scha­e­fer og så vi­de­re; hun vil­le vi­de, om ul­ve og hunde var så ens, at de­res kra­ni­er kun­ne for­veks­les. Hen­des re­sul­ta­ter var ut­ve­ty­di­ge; det kan de na­e­sten al­drig. Selv hund­e­ra­cer, der over­fla­disk set lig­ner ul­ve, har an­dre sta­ti­sti­ske for­hold mel­lem de for­skel­li­ge de­le af kra­ni­et. Med den­ne vi­den tog pa­la­eo­ar­ka­e­o­lo­ger­ne fat på det ek­si­ste­ren­de ma­te­ri­a­le fra fund af Cro Mag­non i Bel­gi­en, Ukrai­ne, Rusland og Tjek­ki­et og fandt, at der vir­ke­lig var en hel del hunde. Den ae­ld­ste var 32.000 år gam­mel, et stort uty­ske fra Goy­et-hu­len i Bel­gi­en. Der var og­så sto­re ma­eng­der ul­vek­nog­ler. Men hvor­dan kan man nu vi­de, om hund­e­ne ik­ke ba­re var vil­de dyr, som vo­re for­fa­ed­re ja­ge­de på sam­me må­de som ul­ve­ne og af de sam­me grun­de? Al­le kø­da­e­de­re kon­kur­re­re­de jo om det sam­me vildt, og Cro Mag­non ja­ge­de man­ge pels­dyr. Der er imid­ler­tid en de­tal­je, som gør Ger­mon­prés re­sul­ta­ter vir­ke­lig over­be­vi­sen­de. Det er spo­re­ne af vold på hund­e­kra­ni­er­ne. Et over­va­el­den­de stort an­tal af de be­va­re­de hund­e­kra­ni­er har spor af ska­der, som hund­e­ne har over­le­vet. Det er slagska­der på snu­den, øjen­bry­ne­ne, pan­den og ta­en­der­ne. Hvor­for er det nu et godt be­vis på, at hund­e­ne le­ve­de på bo­p­lad­ser­ne? Jo, hvis man skal kun­ne le­ve sam­men med et stort rov­dyr som hund­en, bli­ver man nødt til at kun­ne sa­et­te sig i respekt; nu­ti­dens hund­e­e­je­re har in­gen fo­re­stil­ling om, hvor far­li­ge sto­re, halv­tam­me hunde er for men­ne­sker. Før Grøn­land for 30 år si­den fik en lov om, at al­le hunde skul­le va­e­re la­en­ket, kun­ne man iagt­ta­ge net­op den­ne ter­r­or­ba­lan­ce mel­lem hund og men­ne­ske. I min barn­dom i et ty­pisk jagt­di­strikt på Grøn­lands øst­kyst blev småbørn ja­evn­ligt dra­ebt el­ler skam­bidt af hunde, og det var kun den mest utilslø­re­de vold, der holdt hund­e­ne fra at over­fal­de men­ne­sker; de var al­tid tru­en­de. Vi børn gik rundt med en sten i hån­den og en i lom­men, og de voks­ne grøn­la­en­de­re pryg­le­de sla­e­de­hund­e­ne ubarm­hjer­tigt. Net­op den tek­nik at ban­ke løs med pi­ske­skaf­tet på forta­en­der, øjen­bryns­bu­er og snu­de, mens man skra­e­ver over hund­en for at hol­de den fast, har jeg set man­ge gan­ge. Det gi­ver god me­ning; på krop­pen med den tyk­ke pels gør det ik­ke sam­me ind­tryk, når man slår, og des­u­den kan det gå ud over hund­ens brug­bar­hed. Som eu­ro­pa­e­er fandt man of­te vol­den over­dre­ven el­ler af­sky­e­lig, men det var jo grøn­la­en­der­ne, der gik på jagt med de­res sla­e­de­hunde og der­for be­hand­le­de dem, som de al­tid hav­de gjort.

DET gla­ci­a­le mak­si­mum, som sat­te over­le­vel­sen på spid­sen i åre­ne ef­ter 39.300, var en plud­se­lig kli­ma­ka­ta­stro­fe. Et ka­em­pe­ma­es­sigt vulka­nud­brud i Campa­ni­en na­er nu­ti­dens Na­po­li send­te om­kring 300 ku­bik­ki­lo­me­ter vulkansk aske op i at­mos­fa­e­ren og luk­ke­de sol­ly­set ude. Det blev vin­ter i åre­vis over he­le kon­ti­nen­tet, mens asken lang­somt sva­e­ve­de ned på jor­den, og dyr og plan­ter ud­dø­de på stri­be i fim­bul­vin­te­r­en. Askela­get kan spo­res geo­ke­misk og bru­ges til at da­te­re pa­la­eo­ar­ka­e­o­lo­gi­ske fund med. Der­for ved vi i dag, at der helt sik­kert le­ve­de bå­de ne­an­der­ta­le­re og mo­der­ne men­ne­sker (Cro Mag­non) i Eu­ro­pa før ud­brud­det, men in­gen ne­an­der­ta­le­re bag­ef­ter. Det har al­tid haft en lidt be­sva­er­lig klang, når man for­tal­te os, at ne­an­der­ta­ler­ne blev ud­kon­kur­re­ret af vo­re eg­ne for­fa­ed­re. Hvor­dan skal man se kon­kur­sen for sig? I de se­ne­ste år­ti­er har det va­e­ret po­pu­la­ert at an­ta­ge, at vo­re for­fa­ed­re ned­ka­em­pe­de og åd de ne­an­der­ta­le­re, de traf; det pas­ser godt med vo­res po­st­ko­lo­ni­a­le dår­li­ge samvit­tig­hed. Imid­ler­tid har pa­la­eo­an­tro­po­lo­gi­en ik­ke va­e­ret hja­elp­som på det­te punkt. De ene­ste spor af kan­ni­ba­lis­me har nem­lig ne­an­der­ta­le­re som ger­nings­ma­end. Man fin­der ne­an­der­talsk men­ne­skea­e­de­ri i bå­de Spa­ni­en og Kro­a­tien – men ik­ke den mind­ste rest af en ae­dt ne­an­der­ta­ler på no­gen Cro Mag­non-plads. Pat Ship­man fo­re­slår, at jagt­tryk­ket fra de mo­der­ne ja­e­ge­re med de­res hunde pres­se­de ne­an­der­ta­ler­ne ud i hunger­s­nød og elen­dig­hed. Hun ha­ef­ter sig ved, at mam­mut­fun­de­ne fra de se­ne ne­an­der­tal­bo­p­lad­ser be­står af gam­le el­ler me­get un­ge dyr, mens Cro Mag­non dra­eb­te bog­sta­ve­ligt tu­sind­vis af pri­ma, voks­ne dyr. Det tog kun nog­le få årtu­sin­der, fra vo­re for­mødre kom til Eu­ro­pa, til de hav­de er­stat­tet ne­an­der­ta­ler­ne, der før hav­de va­e­ret de ene­ste men­ne­sker på kon­ti­nen­tet. Det kan dis­ku­te­res, om »nog­le årtu­sin­der« fak­tisk er kort tid; det er i dag ik­ke helt to et halvt årtu­sin­de si­den, Pe­rik­les fik ved­ta­get si­ne love i At­hen. Ef­ter men­ne­ske­lig må­le­stok er et årtu­sin­de gan­ske la­en­ge. Men i evo­lu­tio­nens tid er det kort.

Pat Ship­man: The In­va­ders. How Hu­mans and Their Dogs Drove Ne­an­dert­hals to Extin­ction. Har­vard Uni­ver­si­ty Press 2017.

ILLUSTRATION: DAN BURR/FRA BO­GEN

Tid­li­ge, mo­der­ne men­ne­sker (Cro Mag­non) ja­ge­de med hunde, vi­ser ny forsk­ning.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.