Det per­fek­te kuld

Weekendavisen - - Ideer - Af CECILIE CRONWALD

Fa­mi­lie­plan­la­eg­ning. Skal man hol­de sig til ét barn el­ler få en hel flok? Sat­se på pseu­do­tvil­lin­ger el­ler snup­pe en ef­ter­nø­ler? En ra­ek­ke stu­di­er ser på, hvor­dan man bedst for­de­ler sit af­kom over tid – og der ser ud til at va­e­re for­de­le ved at spre­de flok­ken lidt.

id­ste som­mer blev jeg mor til en sund og vel­skabt dat­ter. Jeg har alt­så truf­fet en af li­vets sto­re be­slut­nin­ger og valgt at bli­ve fora­el­der. Men det er ik­ke slut end­nu, for skal man ha­ve én me­re? Hvor­når skal det i så fald va­e­re? Hvor man­ge skal jeg ha­ve? Det er sja­el­dent køli­ge, ra­tio­nel­le af­vej­nin­ger, der af­gør den slags. For det me­ste er vi men­ne­sker som be­kendt sty­ret af en pa­e­re­va­el­ling af bi­o­lo­gi­ske im­pul­ser, idio­syn­kra­ti­ske fø­lel­ser og so­ci­a­le nor­mer, og det ga­el­der må­ske i sa­er­lig grad be­slut­nin­gen om at få børn. Vil man al­li­ge­vel kon­sul­te­re vi­den­ska­ben, er der el­lers nyt­tig vi­den at hen­te. Der fin­des en ra­ek­ke stu­di­er, som di­rek­te el­ler in­di­rek­te gi­ver et praj om, hvor­dan man mest for­del­ag­tigt for­de­ler sit af­kom over tid. Sva­ret af­ha­en­ger af, hvor man ret­ter blik­ket hen, for ti­m­in­gen har kon­se­kven­ser bå­de for fød­selskom­pli­ka­tio­ner, bør­ne­nes per­son­lig­heds­ud­vik­ling, fora­el­dre­nes lyk­ke og mo­de­rens kar­ri­e­re. Først kan man jo spør­ge sig selv, om man over­ho­ve­det skal ha­ve barn num­mer to. Selv i et vel­fa­erds­land som Dan­mark er børn en øko­no­misk byr­de, og som fora­el­der of­rer man bå­de tid, fri­hed og må­ske kar­ri­e­re­mu­lig­he­der på fora­el­dre­ska­bets bål. Hvor­for ik­ke nø­jes med en en­kelt tur med gravi­di­tetskval­me, søvn­lø­se na­et­ter og lor­te­ble­er og så el­lers la­e­ne sig til­ba­ge og ny­de, at ar­ve­mas­sen er gi­vet vi­de­re? I forsk­nin­gen fin­der man fle­re go­de grun­de til at stop­pe, mens le­gen er god. Tag for ek­sem­pel Hans-Pe­ter Ko­h­lers om­fat­ten­de stu­die fra 2005 ba­se­ret på me­re end 35.000 voks­ne ena­eg­ge­de tvil­lin­ger fra Dan­mark, som kort­la­eg­ger sam­men­ha­en­gen mel­lem fer­ti­li­tet og det, Ko­h­ler og hans kol­le­ger kal­der »sub­jecti­ve wel­l­be­ing« – et be­greb, der of­te over­sa­et­tes til »lyk­ke«, men nok lig­ger ta­et­te­re på »velva­e­re« el­ler »triv­sel«. I stu­di­et kon­klu­de­rer Ko­h­ler, som er pro­fes­sor i de­mo­gra­fi ved Uni­ver­si­ty of Penn­sylva­nia i USA, at folk, der li­ge har få­et de­res før­ste barn, tri­ves bed­re end folk uden børn. Den for­skel ser dog ud til at ha­ve me­re at gø­re med den par­dan­nel­se, der ty­pisk sker i ti­den om­kring en fa­mi­lie­for­ø­gel­se, end med fora­el­dre­ska­bet i sig selv. Kor­ri­ge­rer man for den­ne par­for­hold­s­ef­fekt, er det kun de ny­bag­te mødre, der får et lyk­ke­løft. Og det er kun det før­ste barn, der gi­ver kvin­der­ne et po­si­tivt skub, barn num­mer to og tre har li­ge­frem en ne­ga­tiv ef­fekt på mødre­nes triv­sel (fa­ed­re­nes triv­sel ser ik­ke ud til at bli­ve på­vir­ket af hver­ken før­ste, an­det el­ler tred­je barn). Der er og­så me­re usel­vi­ske ar­gu­men­ter for at hol­de sig til ét barn. I 2010 kon­klu­de­re­de lyk­ke­for­sker Gun­di Knies fra The In­sti­tu­te for So­ci­al and Eco­no­mic Re­search ved Uni­ver­si­ty of Es­sex, at børn er min­dre gla­de, jo fle­re sø­sken­de de har. Enebørn ser ud til at va­e­re lyk­ke­ligst, sand­syn­lig­vis for­di de kan ny­de fora­el­dre­nes udel­te op­ma­er­k­som­hed og ik­ke har no­gen sø­sken­de til at mob­be dem. At vok­se op uden sø­sken­de har og­så ef­fek­ter på la­en­ge­re sigt. Fle­re stu­di­er pe­ger på for­skel­le i ad­fa­erd og per­son­lig­hed mel­lem enebørn og børn med sø­sken­de, og nog­le for­ske­re ta­ler li­ge­frem om et »ene­barns­syn­drom«. Et hjer­ne­forsk­nings­for­søg, som blev pu­bli­ce­ret i

Stids­skrif­tet Brain Imag­ing and Be­havi­or i maj, på­vi­ste li­ge­frem, at det at vok­se op som ene­barn sa­et­ter syn­li­ge spor i hjer­nens ana­to­mi. Stu­di­er­ne på om­rå­det er ik­ke en­ty­di­ge, men pe­ger på, at enebørn ty­pisk er me­re sel­v­op­ta­ge­de, min­dre selv­sta­en­di­ge og ik­ke så so­ci­alt kom­pe­ten­te som børn med sø­sken­de. Men de er og­så me­re in­tel­li­gen­te, me­re kre­a­ti­ve og hø­je­re pra­este­ren­de. De har et me­re po­si­tivt for­hold til de­res fora­el­dre og fa­er­re ad­fa­erds­pro­ble­mer i sko­len.

BESLUTTER man sig al­li­ge­vel for ud­vi­de bør­ne­flok­ken, er ti­m­in­gen ik­ke li­ge­gyl­dig. Dels er der det fy­si­o­lo­gi­ske. En stor me­ta­a­na­ly­se, som i 2006 blev pu­bli­ce­ret i den ame­ri­kan­ske la­e­ge­for­e­nings tids­skrift, JAMA, kon­klu­de­rer ek­sem­pel­vis, at 18-23 må­ne­der er det ide­el­le mel­lem­rum mel­lem før­ste fød­sel og na­e­ste gravi­di­tet, i hvert fald hvis man vil mind­ske ri­si­ko­en for for­skel­li­ge kom­pli­ka­tio­ner i for­bin­del­se med føds­len så­som for tid­lig fød­sel og lav fød­selsva­egt. Stu­di­et, som ta­ger høj­de for mo­de­rens al­der og so­cioø­ko­no­mi­ske sta­tus, kon­klu­de­rer, at en kor­te­re pe­ri­o­de mel­lem gravi­di­te­ter øger ri­si­ko­en for kom­pli­ka­tio­ner, sand­syn­lig­vis for­di mo­de­rens krop ik­ke har haft tid nok til at genop­byg­ge de lag­re af na­e­rings­stof­fer, som foste­ret skal bru­ge un­der­vejs. Isa­er gravi­di­te­ter, som star­ter min­dre end seks må­ne­der ef­ter føds­len, øger ri­si­ko­en for pro­ble­mer for bå­de mor og barn, og kor­te in­ter­val­ler mel­lem gravi­di­te­ter­ne ser og­så ud til at øge ri­si­ko­en for au­tis­me. Sø­sken­de, der er født med min­dre en 18 må­ne­ders mel­lem­rum – det, man po­pu­la­ert kal­der »pseu­do­tvil­lin­ger« el­ler på en­gelsk »irish twins« – er alt­så ik­ke ide­elt ud fra at sund­heds­per­spek­tiv. Men man kan og­så ven­te for la­en­ge. Går der me­re end 59 må­ne­der fra før­ste fød­sel til na­e­ste gravi­di­tet, vok­ser ri­si­ko­en for kom­pli­ka­tio­ner igen be­ty­de­ligt. In­ter­val­ler på me­re end fem år er og­så me­re ri­si­kab­le for mo­de­ren, for ek­sem­pel vok­ser ri­si­ko­en for svan­ger­skabs­for­gift­ning. Ri­si­ko­en for au­tis­me hos bar­net ser og­så ud til at vok­se igen, hvis man ven­ter me­re end fem år. Fy­si­o­lo­gisk er der alt­så me­get, der ta­ler for den gyld­ne mid­del­vej: Med en al­der­s­for­skel på to et halvt til fi­re år er man på den sik­re­ste si­de. Det ser i øv­rigt ud til at va­e­re no­gen­lun­de det in­ter­val, som er ble­vet be­trag­tet som ide­elt i man­ge tra­di­tio­nel­le kul­tu­rer. An­tro­po­lo­ger har ek­sem­pel­vis ob­ser­ve­ret, at der hos for­skel­li­ge

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.