Op­da­gel­ses­rej­sen­de i krop­pen

Weekendavisen - - Ideer - Af AN­DERS BOAS

Ana­to­mi. Tho­mas Bart­ho­lin var i 1600-tal­let med til at kort­la­eg­ge krop­pens mysti­ske in­dre, mens man­ge af hans sam­ti­di­ge sta­dig støt­te­de sig til An­tik­kens te­o­ri­er. Ny bog forta­el­ler den fa­sci­ne­ren­de hi­sto­rie om den dan­ske ana­tom.

er er to ve­je at gå som op­da­gel­ses­rej­sen­de: En­ten kan man som Co­lum­bus, Marco Po­lo og Ro­ald Amund­sen rej­se til ver­dens af­kro­ge. El­ler og­så kan man rej­se in­dad og ud­for­ske krop­pens mør­ke ved at ska­e­re sig vej mel­lem or­ga­ner, mus­k­ler og kir­t­ler. Den sid­ste vej valg­te den dan­ske la­e­ge og ana­tom Tho­mas Bart­ho­lin, hvis fa­sci­ne­ren­de hi­sto­rie forta­el­les i den nye bog Tho­mas Bart­ho­lin – Fra en­hjør­nin­ger til lym­fe­kar skre­vet af bør­ne­la­e­ge Jesper Brandt An­der­sen. I mod­sa­et­ning til de udad­fa­ren­de even­ty­re­re ven­der Tho­mas Bart­ho­lin ik­ke hjem med nye be­sid­del­ser til ri­get. Han op­da­ger i ste­det no­get, som kan gen­fin­des hos men­ne­sker over he­le Jor­den: krop­pens lym­fe­kar, som iføl­ge Jesper Brandt An­der­sen kom­mer til at spil­le en af­gø­ren­de rol­le for vor tids forsk­ning i im­mun­sy­ste­met og dets be­tyd­ning for in­fek­tions­syg­dom­me, al­ler­gi­syg­dom­me, kra­eft­syg­dom­me og gigtsyg­dom­me. De in­dre eks­pe­di­tio­ner gik ik­ke til ekso­ti­ske him­mel­strøg, men fo­re­gik i vin­ter­kul­den i eu­ro­pa­ei­ske by­er som Lei­den, Pa­d­ova og Kø­ben­havn. Uden fa­re og gru var de imid­ler­tid ik­ke. Kort­la­eg­nin­gen af krop­pens myste­ri­er kra­e­ve­de nem­lig krop­pe, der kun­ne dis­se­ke­res, og de krop­pe skul­le helst va­e­re fra men­ne­sker, for hvad var de nye op­da­gel­ser va­erd, hvis ik­ke man kun­ne vi­se, at de og­så an­gik os selv. At dra­ge rundt og ind­sam­le lig var imid­ler­tid – og­så i Re­na­es­san­cens Eu­ro­pa – tem­me­lig kon­tro­ver­si­elt blandt den al­min­de­li­ge be­folk­ning, der »på grund af en vis pie­tet el­ler over­tro mod­sa­et­ter sig den­ne søn­der­lem­mel­se i den tan­ke, at den stri­der mod de dø­des fred, ret som om or­me­ne vi­ser sig barm­hjer­ti­ge­re over for li­ge­ne,« skrev Bart­ho­lin selv. Tho­mas Bart­ho­lin og 1600-tal­lets an­dre ana­to­mi­ske front­ka­em­pe­re be­gav sig ud i smit­te­far­li­ge og uhum­ske kvar­te­rer for at få fin­gre­ne i ka­da­ver­ne og veg iføl­ge Jesper Brandt An­der­sen ik­ke til­ba­ge fra il­le­ga­le dis­sek­tio­ner, der kun­ne ske »med stjå­len kniv uden de på­rø­ren­des vi­den­de« el­ler mod pas­sen­de be­ta­ling. I jag­ten på at afa­e­ske krop­pen dens hem­me­lig­he­der dis­se­ke­re­de Bart­ho­lin alt fra le­ven­de hunde over et ny­født barn dra­ebt af dets mo­der til en »for­hut­let og drik­fa­el­dig norsk ene­bo­en­de skra­ed­der«. Det var dog

Dsa­er­ligt hen­ret­te­de for­bry­de­re, der kom un­der kni­ven, og to­nen var usen­ti­men­tal: »Luk med rask hånd li­get af et men­ne­ske el­ler et dyr op, som er ble­vet kvalt el­ler ha­engt 4-5-7 ti­mer ef­ter et må­l­tid.« Så­dan an­vi­ser Bart­ho­lin, hvor­dan man kan gen­ta­ge hans op­da­gel­se af ma­el­ke­bryst­gan­gen – men­ne­skets stør­ste lym­fe­kar.

DET køli­ge for­hold til de af­dø­de men­ne­ske­krop­pe af­spej­ler nok til dels en tid, hvor og­så hen­ret­tel­ser ger­ne fun­ge­re­de som un­der­hold­ning for be­folk­nin­gen. Men dis­sek­tio­ner var for Bart­ho­lin og kol­le­ger­ne og­så et nød­ven­digt vå­ben i op­gø­ret med ti­dens etab­le­re­de me­di­cin­ske sand­he­der. La­e­ren fra An­tik­kens la­e­ger som Hip­po­kra­tes og Ga­len her­ske­de sta­dig i 1600-tal­let, og ana­to­mer­nes kni­ve var et af­gø­re­ne mid­del, når en ra­ek­ke na­tur­vi­den­ska­be­li­ge gen­nem­brud i over­gan­gen fra Re­na­es­san­cen til Oplys­ning­sti­den be­gynd­te at kun­ne stil­le spørgs­mål ved de gam­le gra­e­ke­res vi­den. Al­le­re­de i 1500-tal­let hav­de den flam­ske ana­tom An­dreas Vesa­li­us op­da­get, at de iagt­ta­gel­ser, han gjor­de sig, når han dis­se­ke­re­de men­ne­ske­krop­pen, ik­ke stem­te overens med den ga­engse vi­den om, hvor­dan vo­res krop­pe er sat sam­men, og hvor­dan de for­skel­li­ge de­le fun­ge­rer. Den an­tik­ke vi­den er, som Jesper Brandt An­der­sen skri­ver, »kun te­o­ri­er og ga­etva­erk« og er ik­ke be­vist ved for­søg og ob­ser­va­tio­ner på men­ne­sker, kun på dyr, og det er for­modent­ligt grun­den til, at de i ho­ved­sa­gen vi­ser sig at va­e­re for­ker­te. Det er fak­len fra Vesa­li­us, som Bart­ho­lin og an­dre af hans sam­ti­di­ge for al­vor fik til at flam­me op i 1600-tal­let. Som Bart­ho­lin af­slut­ten­de skri­ver i sin af­hand­ling om ma­el­ke­gan­ge­ne: »De, som slår sig til ro med no­get, de ik­ke har set, el­ler tror, hvad de blot har hørt, de skuf­fes.« Det er dog ik­ke al­le, der bi­fal­der op­gø­ret med An­tik­kens te­o­ri­er. På det me­di­cin­ske faku­l­tet i Pa­ris resi­de­re­de ana­to­men Je­an Ri­o­lan den yn­gre, og un­der hans re­gi­me var de an­tik­ke la­e­gers la­er­dom ren dok­trin. Jesper Brandt An­der­sen ci­te­rer den fran­ske me­di­cin­hi­sto­ri­ker J. Lévy-Va­len­sis be­skri­vel­se af Ri­o­lans re­gi­me: »Me­di­ci­nen er en re­li­gion, faku­l­te­tet er dens tem­pel, og gu­der­ne er Hip­po­kra­tes, Ari­sto­te­les og Ga­len.« Den hvep­se­re­de, som Bart­ho­lin stak sin skal­pel i, var spørgs­må­let om, hvor­dan blo­det dan­nes, og hvor­dan den ma­el­ke­lig­nen­de sub­stans kylus, der dan­nes un­der fø­de­ns op­hold i ma­ve­sa­ek­ken, når der­til. Den do­mi­ne­ren­de op­fat­tel­se var i for­la­en­gel­se af de gam­le gra­e­ke­re, at blo­det dan­nes i le­ve­ren. Men ved at dis­se­ke­re en hund fandt den un­ge fran­ske la­e­ge Je­an Pecquet i 1651 ud af, at ho­ved­par­ten af den na­e­rings­hol­di­ge kylus bli­ver ført uden om le­ve­ren. Der­for kan le­ve­ren iføl­ge Pecquet ik­ke va­e­re ho­ve­d­ansvar­lig for dan­nel­sen af blo­det. At blod­dan­nel­sen ef­ter føds­len ude­luk­ken­de fo­re­går i knog­le­mar­ven, fandt man først ud af i 1800-tal­let, men blot an­tyd­nin­gen af, at le­ve­ren ik­ke dan­ner blo­det, var en so­lid ma­ve­pu­ster til den an­tik­ke me­di­cin­ske la­er­dom, som Ri­o­lan for­fa­eg­te­de. Bart­ho­lin var i ud­gangs­punk­tet hel­ler ik­ke klar til at af­skri­ve le­ve­ren fuld­sta­en­digt som blod­dan­nen­de or­gan. Han hav­de selv ob­ser­ve­ret kar, der før­te til le­ve­ren. Må­ske be­tød det, at le­ve­ren al­li­ge­vel spil­ler en rol­le i blod­dan­nel­sen. Han ka­ste­de sig ud i eg­ne un­der­sø­gel­ser på hunde og fandt ud af, at de kar, som han og man­ge an­dre hav­de ob­ser­ve­ret om­kring le­ve­ren, slet ik­ke er kar, der før­te kylus fra tar­me­ne til le­ve­ren. Det var lym­fe­kar, en helt ny slags kar, som fø­rer va­e­ske va­ek fra le­ve­ren. Nu var Bart­ho­lin og­så over­be­vist: Le­ve­ren kan ik­ke va­e­re det blod­dan­nen­de or­gan. Ri­o­lan der­i­mod holdt i sin iver ef­ter at for­sva­re den an­tik­ke la­er­dom sta­e­digt fast i, at blo­det dan­nes i le­ve­ren, hvil­ket fik Bart­ho­lin til at an­gri­be Ri­o­lan: »Na­tur­lig­vis måt­te den­ne højst frem­ra­gen­de og til en­hver kro­ne va­er­di­ge mand be­na­eg­te, at kylus om­dan­ne­des i hjer­tet, ef­ter­som han jo har vil­let be­va­re le­ve­rens gam­le op­ga­ve uskadt og urør­lig,« skri­ver Bart­ho­lin sar­ka­stisk om Ri­o­lan. Vi­den­ska­ben er al­drig en­de­lig, og ef­ter­ti­den har vist, at og­så Bart­ho­lin drog si­ne fejl­slut­nin­ger. Han var og­så lidt for glad for go­de hi­sto­ri­er, der ik­ke al­tid var un­der­byg­get af de iagt­ta­gel­ser, han el­lers holdt så højt i sit ana­to­mi­ske ar­bej­de. Et langt styk­ke hen ad vej­en har­mone­re­de re­sul­ta­ter­ne af Bart­hol­ins ud­forsk­ning af lym­fe­sy­ste­met dog med nu­ti­dens vi­den, kon­klu­de­rer Jesper Brandt An­der­sen i bo­gen. Og må­ske er den vig­tig­ste la­e­re for ef­ter­ti­den hel­ler ik­ke Tho­mas Bart­hol­ins kon­kre­te op­da­gel­ser; an­dre gjor­de – som Jesper Brandt An­der­sen be­ma­er­ker – den sam­me op­da­gel­se no­gen­lun­de sam­ti­digt. Men de fa­re­ful­de og be­sva­er­li­ge eks­pe­di­tio­ner, som Bart­ho­lin og hans fa­el­ler tog ind i krop­pen for at ud­for­dre da­ti­dens me­di­cin­ske gu­der, og den iver han lag­de i at for­mid­le den ny­e­ste vi­den til an­dre vi­den­skabs­ma­end. Til­ba­ge står kun spørgs­må­let: Hvem er de vi­den­ska­be­li­ge gu­der, vi i dag har for­sømt at ud­for­dre, og hvem er vor tids Tho­mas Bart­ho­lin?

Jesper Brandt An­der­sen: »Tho­mas Bart­ho­lin. La­e­gen og ana­to­men. Fra en­hjør­nin­ger til lym­fe­kar«. FADL’s For­lag, net­op ud­kom­met.

ILLUSTRATIONER FRA BO­GEN

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.