Ro­bot­ter­ne kom­mer

Cy­be­ran­greb. Ho­ved­par­ten af rus­sisk­spro­get kri­tik af NA­TO-sol­da­ter stam­mer fra fal­ske pro­fi­ler. Det er en form for krigs­fø­rel­se, me­ner le­de­ren af NATOs kom­mu­ni­ka­tions­cen­ter i Ri­ga.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af HANS MOR­TEN­SEN

RI­GA – Tid­li­ge­re i år duk­ke­de en in­ter­es­sant hi­sto­rie op i for­skel­li­ge me­di­er og spred­tes hur­tigt på so­ci­a­le net­va­erk. Ty­ske sol­da­ter hav­de vold­ta­get en li­tau­isk kvin­de. For­bry­del­sen skul­le va­e­re sket i na­er­he­den af en ka­ser­ne, der hu­ser de ty­ske sol­da­ter, som er en del af NATOs frem­skud­te styr­ke i Bal­ti­kum og Po­len. Kom­bi­na­tio­nen af ty­ske sol­da­ter og over­greb er vel­eg­net til at gi­ve ube­ha­ge­li­ge hi­sto­ri­ske as­so­ci­a­tio­ner, og den vil­le ha­ve ud­gjort et vold­somt pro­blem for NA­TO, hvis den alt­så hav­de va­e­ret sand. Der­for var che­fen for NATOs mi­li­ta­er­ko­mité Peter Pa­vel og­så hur­tig med en af­vis­ning. Vold­ta­eg­ten hav­de ik­ke fun­det sted. Pa­vel me­re end an­ty­de­de, at Rusland stod bag for­falsk­nin­gen. Hvil­ket selvsagt blev af­vist af rus­ser­ne. Det er imid­ler­tid in­gen hem­me­lig­hed, at rus­ser­ne er op­rør­te over NATOs sta­tio­ne­ring af trop­per i Øst­eu­ro­pa – her­un­der 200 dan­ske sol­da­ter, der rej­ser til Est­land na­e­ste år. Det har og­så va­e­ret en klar for­nem­mel­se, at der fra rus­sisk si­de blev gjort sto­re an­stren­gel­ser for at un­der­mi­ne­re ud­sta­tio­ne­rin­gen, der er NATOs di­rek­te svar på kri­gen i Ukrai­ne. Nu er der imid­ler­tid ta­le om me­re end en for­nem­mel­se. En ny un­der­sø­gel­se fo­re­ta­get af »NA­TO Stra­te­gic Com­mu­ni­ca­tions Cen­tre of Ex­cel­len­ce« (Stratcom) i Let­lands ho­ved­stad Ri­ga vi­ser en hidtil uset sy­ste­ma­tik i ak­ti­vi­te­ten på de so­ci­a­le net­va­erk, når det hand­ler om NATOs til­ste­de­va­e­rel­se i Bal­ti­kum og Po­len. En sy­ste­ma­tik, hvor fal­ske pro­fi­ler, der i vir­ke­lig­he­den da­ek­ker over di­gi­ta­le ro­bot­ter, spil­ler en cen­tral rol­le. Cen­tret har mel­lem 1. marts og 1. au­gust i år re­gi­stre­ret om­ta­len af NA­TO-trop­per­ne på Twit­ter. I alt 32.000 twe­ets er un­der­søgt, her­af en tred­je­del på rus­sisk. Og ka­rak­te­ren af de sidst­na­evn­te skil­ler sig mar­kant ud fra re­sten. Ik­ke min­dre end 70 pro­cent af de rus­si­ske Twit­ter­kon­ti da­ek­ker ik­ke over en le­ven­de per­son, men over en di­gi­tal ro­bot. Fra de ro­bot­ter stam­mer i alt 84 pro­cent af de rus­sisk­spro­ge­de twe­ets, der hand­ler om NATOs til­ste­de­va­e­rel­se i Bal­ti­kum. Til sam­men­lig­ning kun­ne 28 pro­cent af en­gelsk­spro­ge­de twe­ets om sam­me em­ne fø­res til­ba­ge til en ro­bot. De rus­si­ske hi­sto­ri­er var ty­pisk gen­gi­vel­ser af avis- og net­ar­tik­ler om den mi­li­ta­e­re ak­ti­vi­tet, men og­så om på­stå­e­de over­greb på den bal­ti­ske be­folk­ning be­gå­et af NATOs sol­da­ter. Ek­sem­pel­vis vold­ta­eg­ten i Li­tau­en. Cen­tret kan ik­ke med fuld­sta­en­dig sik­ker­hed fast­slå af­sen­de­ren af de man­ge twe­ets, men kon­klu­de­rer, at ni­veau­et af ko­or­di­ne­ring pe­ger på en stat el­ler an­den ak­tør med sto­re res­sour­cer. Der­til kom­mer, at ar­tik­ler­ne, der sen­des rundt, som re­gel stam­mer fra me­di­er med ta­et­te for­bin­del­ser til Kreml. I de bal­ti­ske lan­de er den slags pro­pa­gan­da ik­ke ufar­lig, da lan­de­ne har sto­re rus­si­ske min­dre­tal, hvis loy­a­li­tet ik­ke er en­ty­dig. Men det er ik­ke kun ret­tet mod bal­tisk publi­kum, si­ger di­rek­tør for Stratcom Ja­nis Sarts, der har stå­et bag un­der­sø­gel­sen. »De for­sø­ger at nå tre for­skel­li­ge grup­per. Et publi­kum er i Rusland. Det skal for­stå, at lan­det er om­rin­get, og at man der­for er nødt til at stå sam­men og støt­te lan­dets le­de­re og de­res ar­bej­de for lan­dets sik­ker­hed. Det na­e­ste publi­kum er be­folk­nin­gen i de bal­ti­ske lan­de, som man vil ha­ve til at se NATOs sol­da­ter som en be­sa­et­tel­ses­magt, der be­går over­greb, og i det he­le ta­get ik­ke vil be­folk­nin­gen det godt. Det tred­je publi­kum er ve­st­ligt i bre­de­re for­stand. Her er bud­ska­bet, at Rusland ik­ke er en ag­gres­sor, og at NA­TO der­for op­trap­per ved helt unød­ven­digt at sen­de sol­da­ter til Bal­ti­kum og Po­len,« si­ger Ja­nis Sarts, der vur­de­rer, at de rus­si­ske in­den­rigs­po­li­ti­ske hen­syn i den­ne sam­men­ha­eng spil­ler en sa­er­lig stor rol­le. »Det, Kreml først og frem­mest er op­ta­get af, er at be­va­re mag­ten og be­hol­de be­folk­nin­gens op­bak­ning. Det er i sti­gen­de grad van­ske­ligt på grund af pro­ble­mer med øko­no­mi, in­fra­struk­tur, kor­rup­tion og ulig­hed. Så der er ik­ke me­get at vi­se frem for at skaf­fe sig den støt­te. Et af mid­ler­ne er der­for at vi­se Ruslands gen­skab­te mi­li­ta­e­re styr­ke. Et an­det er at ska­be et bil­le­de af, at Rusland er om­rin­get af fjen­der, hvil­ket gi­ver en fø­lel­se af, at det er nød­ven­digt at stå sam­men,« si­ger han.

Rus­sisk dok­trin

Iføl­ge Ja­nis Sarts skal ver­den uden for Rusland på in­gen må­de ta­ge let på den di­gi­ta­le ak­ti­vi­tet. Det er en form for krigs­fø­rel­se, me­ner han og hen­vi­ser til den så­kald­te Ge­ra­sim­ov-dok­trin, som blev ud­for­met af den rus­si­ske ge­ne­ralstabs­chef Va­le­ry Ge­ra­sim­ov i 2013. Ge­ne­ra­len skrev, at kri­gens reg­ler var aen­dret, så ik­ke-mi­li­ta­e­re ak­ti­vi­te­ter i man­ge til­fa­el­de vil­le va­e­re bed­re eg­net til at op­nå stra­te­gi­ske og po­li­ti­ske mål end de klas­si­ske mi­li­ta­e­re. »Det er in­ter­es­sant, at tre fjer­de­de­le af det, han skrev, hand­ler om ik­ke-mi­li­ta­e­re mid­ler. Og det gen­nem­gå­en­de i hans seks fa­ser af kon­flikt var in­for­ma­tions­kon­fron­ta­tion. Der­for er det ble­vet et cen­tralt te­ma, for­di in­for­ma­tio­ner for­mer pu­bli­kums syn på vir­ke­lig­he­den. Ved at ska­be et syn på vir­ke­lig­he­den kan man og­så aen­dre pu­bli­kums må­de at age­re på. Det sker ved, at man for­sø­ger at på­vir­ke sam­fun­det uden at gå ind i en re­gu­la­er kon­flikt. Man la­ver et cy­be­ran­greb el­ler et in­for­ma­tions­an­greb, men man gør det på en må­de, så et modan­greb ik­ke er mu­ligt. Når man ef­ter­føl­gen­de spør­ger rus­ser­ne: Hvor­for? Så er sva­ret al­tid: Det er ik­ke os, og når man ef­ter nog­le må­ne­ders ef­ter­forsk­ning fin­der ud af, at det var det al­li­ge­vel, er det al­le­re­de ir­re­le­vant,« si­ger Ja­nis Sarts. Han vur­de­rer, at man­ge ve­st­li­ge sam­fund ik­ke har et for­nø­de­nt be­red­skab til at imø­de­gå den form for in­for­ma­tions­krig, der ud­spil­ler sig i den di­gi­ta­le ver­den. »Det er ik­ke hold­bart, når no­gen be­dri­ver fjendt­lig ak­ti­vi­tet mod vo­res sam­fund, og når ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­sten kan af­da­ek­ke, hvad der er fo­re­gå­et, men ik­ke kan forta­el­le det til of­fent­lig­he­den. Vi skal kun­ne la­eg­ge be­vi­ser frem for of­fent­lig­he­den, for det me­ste af den fjendt­li­ge ak­ti­vi­tet fo­re­går net­op i of­fent­lig­he­den. Det er ik­ke godt nok nu, så vi må ha­ve va­er­k­tø­jer, der gør det mu­ligt at frem­skaf­fe be­vi­ser, der og­så kan frem­la­eg­ges,« si­ger Ja­nis Sarts, der ad­va­rer om, at vi kun har set be­gyn­del­sen af en krig på in­for­ma­tio­ner. »Det vig­tig­ste er, at vi må gø­re det klart for folk, at det her fo­re­går. Det na­e­ste er, at vi må skaf­fe os va­er­k­tø­jer til at af­slø­re dem. Det går ik­ke, at vi er over­ladt til ga­et­te­ri­er. Hvis man of­rer res­sour­cer på om­rå­det, er det mu­ligt at af­da­ek­ke de ak­ti­vi­te­ter, der fin­der sted, og af­da­ek­ke, hvor de ud­går fra. Pro­ble­met vil kun bli­ve stør­re. Så ba­re det at hol­de fast i sand­he­den bli­ver me­re og me­re vig­tigt i frem­ti­den. Det skal ta­ges me­get al­vor­ligt. For vi ser et mas­sivt skif­te i må­den at ud­bre­de in­for­ma­tio­ner på, og det har og­så aen­dret må­den, hvor­på vi for­står de in­for­ma­tio­ner, vi får.«

Fak­ta for­svin­der

Det sid­ste ram­mer iføl­ge Ja­nis Sarts li­ge ind i hjer­tet af det ve­st­li­ge de­mo­kra­ti og dets må­de at fun­ge­re på. »Den tra­di­tio­nel­le in­for­ma­tions­strøm gen­nem etab­le­re­de me­di­er er de­sig­net til at op­ret­hol­de en ba­lan­ce mel­lem for­skel­li­ge me­nin­ger og til at vur­de­re ar­gu­men­ter­ne på ba­sis af fak­ta. Nu kan al­le kom­mu­ni­ke­re, hvis man har et net­va­erk, der er stort nok. Pro­ble­met er, at folk i sti­gen­de grad fin­der de ste­der i uni­ver­set af in­for­ma­tio­ner, der pas­ser med de­res eget syns­punkt. Selv de sto­re plat­for­me som Fa­ce­book, YouTu­be og Goog­le er pro­gram­me­ret til at ska­be kun­de­til­freds­hed. De gi­ver dig au­to­ma­tisk me­re af dit eget syns­punkt el­ler din egen in­ter­es­se, hvil­ket i sid­ste en­de kan be­ty­de, at folk slet ik­ke mø­der an­dre me­nin­ger. Hvis man vir­ke­lig vil tra­en­ge igen­nem i det di­gi­ta­le uni­vers, skal man kom­mu­ni­ke­re fø­lel­ser og ik­ke fak­ta. Det bed­ste er at fo­re­gi­ve at ha­ve fak­ta og i vir­ke­lig­he­den ser­ve­re fø­lel­ser. Det gi­ver ef­fekt. Det kra­e­ver bå­de ud­dan­nel­se og sta­er­ke etab­le­re­de me­di­er, der hol­der fast i en fak­ta­ba­se­ret de­bat, hvis man skal imø­de­gå det,« si­ger Ja­nis Sarts. Det kon­kre­te ek­sem­pel med de ro­bot­sty­re­de Twit­ter­kon­ti er langt­fra det ene­ste, der forta­el­ler om en or­ga­ni­se­ret in­for­ma­tions­krig med ud­spring i Rusland. For ny­lig skrev Re:Bal­ti­ca, en let­tisk grup­pe for un­der­sø­gen­de jour­na­li­stik, om, hvor­dan sta­er­kt kon­ser­va­ti­ve rus­sisk-let­ti­ske kred­se i 2012 stod bag en kampag­ne, der via Fa­ce­book stemp­le­de Nor­ge som et land, hvor pa­edo­fi­li ik­ke blot var til­ladt, men na­er­mest sat i sy­stem. Di­rek­tør for Re:Bal­ti­ca Sa­ni­ta Jem­ber­ga un­drer sig over, at man i Nor­ge blot tog hi­sto­ri­en med et over­ba­e­ren­de skul­der­tra­ek. »Umid­del­bart vil man nok si­ge, at der al­li­ge­vel ik­ke er no­gen, der tror på den slags hi­sto­ri­er. Men det er der, og i det lan­ge løb er det med til at un­der­mi­ne­re om­ver­de­nens til­lid til det ve­st­li­ge de­mo­kra­ti. Man for­sø­ger at ska­be et bil­le­de af, at de­mo­kra­ti­et må­ske ser godt ud på over­fla­den, men i vir­ke­lig­he­den da­ek­kes der over pa­edo­fi­li, mis­brug af børn. De ve­st­li­ge lan­de be­skri­ves som ste­der, der op­dra­ger børn til ho­mo­seksu­a­li­tet, mens Rusland står fast på de san­de krist­ne va­er­di­er. Vi har set lig­nen­de sa­ger om­kring Fin­land og Sve­ri­ge,« si­ger hun. Sa­ni­ta Jem­ber­ga for­kla­rer, at kampag­nen om­kring Nor­ge var nø­je or­ke­stre­ret og kom ef­ter, at en re­ge­rings­kri­tisk rus­sisk blog­ger, der var pres­set ud af Rusland, hav­de bo­sat sig i Nor­ge. Det ske­te ef­ter, at han hjem­me var ble­vet ud­sat for en om­fat­ten­de hetz, hvor han blandt an­det blev be­skyldt for pa­edo­fi­li. For­melt ud­gik hi­sto­ri­en fra en pri­vat or­ga­ni­sa­tion kal­det »De rus­si­ske mødre«. Men iføl­ge Sa­ni­ta Jem­ber­ga er det re­elt en dae­kor­ga­ni­sa­tion for rus­si­ske re­ge­rings­in­ter­es­ser. »Den slags hi­sto­ri­er spre­der sig let og er med til at for­me sy­net på ek­sem­pel­vis ho­mo­seksu­a­li­tet i bå­de Rusland og de bal­ti­ske lan­de, og der­med bi­dra­ger de til at un­der­mi­ne­re de va­er­di­er, som ve­st­li­ge lan­de står for. Der­for bør man ta­ge dem me­get al­vor­ligt,« si­ger hun. Og­så Ja­nis Sarts fra NATOs Stratcom-cen­ter i Ri­ga me­ner, at et ek­sem­pel som hi­sto­ri­en om Nor­ge er en del af et stør­re bil­le­de. »Et af de stør­ste pro­ble­mer for den rus­si­ske re­ge­ring er, at le­ve­stan­dar­den for be­folk­nin­gen ik­ke er god. Der­for må man rej­se tvivl om de ste­der, hvor stan­dar­den er bed­re,« si­ger han og vur­de­rer, at den form for ak­ti­vi­tet min­der me­get om den, som Sov­je­tu­ni­o­nen prak­ti­se­re­de un­der Den Kol­de Krig. Ek­sem­pel­vis med en hi­sto­rie om, at aids var op­fun­det af USA og spredt be­vidst. »Ind­fly­del­ses­o­pe­ra­tio­ner­ne hand­ler om at på­vir­ke an­dre lan­des an­lig­gen­der og de­res be­folk­nin­gers må­de at se ver­den på. På den må­de min­der det me­get om den må­de, KGB ar­bej­de­de på. Det nye er de sto­re mu­lig­he­der, den di­gi­ta­le ver­den har skabt for den slags ope­ra­tio­ner.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.