Ja­ck Kir­by. Et dybt per­son­ligt, vi­sio­na­ert va­erk gem­mer sig bag ti­dens su­per­hel­te­blitz.

Vi­sio­na­er. Ja­ck Kir­by vil­le va­e­re fyldt 100 i år. Han er man­den bag et teg­ne­se­ri­e­u­ni­vers af epi­ske di­men­sio­ner.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af MAT­T­HI­AS WI­VEL

Ja­ck Kir­by er bedst kendt for sit ar­bej­de for Mar­vel Co­mi­cs i tres­ser­ne. Her åb­ne­de han det kil­de­va­eld af idéer, fra hvil­ket den nu Dis­ney-eje­de kon­cerns til­sy­ne­la­den­de en­de­lø­se ra­ek­ke af su­per­hel­te­film, tv-se­ri­er, vi­deo­spil, le­ge­tøj og mer­chan­di­se i dag ud­går. Ik­ke i sig selv en ros, men som det ik­ke sja­el­dent er til­fa­el­det med skam­red­ne kon­cep­ter, gem­mer der sig et dybt per­son­ligt, vi­sio­na­ert va­erk bag ti­dens po­pkul­tu­rel­le su­per­hel­te­blitz. Der er ta­le om et enormt ar­bej­de, som ra­ek­ker langt hin­si­des su­per­hel­te­ne, om­fat­ter snart sagt en­hver af de ga­engse gen­rer, fra western og kri­mi over sci­en­ce fi­ction, fra krig til ro­man­ce, og lø­ber op i om­eg­nen af svim­len­de 24.000 teg­ne­se­ri­esi­der. Hi­sto­ri­en om de­res til­bli­vel­se har si­ne rød­der i Kir­bys op­va­ekst i fat­tig­dom som jø­disk an­den ge­ne­ra­tions­ind­van­drer un­der De­pres­sio­nen og er dybt pra­e­get af hans sja­els­rysten­de del­ta­gel­se i in­va­sio­nen i Nor­man­di­et un­der An­den Ver­denskrig. Mar­vel-se­ri­er­ne blev til i sam­ar­bej­de med Stan Lee, sel­ska­bets en­tu­si­a­sti­ske an­sigt udadtil li­ge si­den. Han var re­dak­tør, kre­a­tiv spar­rings­part­ner og skrev tek­sten i bob­ler­ne i Kir­bys fa­er­dig­teg­ne­de forta­el­lin­ger. Lee var ik­ke i egent­lig for­stand for­fat­ter, selv­om hans by­li­ne for­dre­de det, og selv­om han end­te med bro­der­par­ten af an­er­ken­del­sen. Sam­men skab­te de to blandt an­dre Je­kyll og Hy­de-fi­gu­ren Hulk, som inkar­ne­rer den split­tel­se mel­lem moralsk ra­tio­na­li­tet og de­struk­tiv vre­de, Kir­by selv føl­te sig pla­get af. Hulk spil­ler en va­e­sent­lig rol­le i fil­men Thor: Rag­na­rok, der snart får pre­mi­e­re, hvor ho­ved­per­so­nen er Kir­by og Le­es ud­ga­ve af den nor­di­ske tor­deng­ud. Han stam­mer fra et høj­tek­no­lo­gisk Val­hal­la og ka­em­per for or­den i et kos­mos, der uva­e­ger­ligt be­va­e­ger sig mod den un­der­gang, vi hø­rer om i ed­da­dig­tet Vøl­vens Spå­dom. De tos ho­ved­va­erk er The Fan­ta­stic Four, om en fa­mi­lie med su­per­kra­ef­ter, hvis ae­rin­de det er at ud­for­ske og for­stå uni­ver­set. Trods den op­ti­mi­sti­ske to­ne kom­mer selv de i sid­ste en­de til kort, hvil­ket frem­går ty­de­ligst af klas­si­ke­ren om ver­dens­forta­e­re­ren Ga­la­ctus’ an­komst til Jor­den. Den­ne gu­de­lig­nen­de skik­kel­se, ha­e­vet over moral­ske spørgs­mål, dra­e­ner ener­gi­en fra he­le klo­der for at over­le­ve. Han as­si­ste­res i sit fore­ha­ven­de af sin her­old, den sølvgl­in­sen­de Sil­ver Sur­fer, som på sit kos­mi­ske sur­f­bra­et be­stri­der ver­dens­rum­mets ener­gi­strøm­me. I den des­pe­ra­te kamp for Jor­dens over­le­vel­se bli­ver det kvar­tet­tens yng­ste med­lem, den flam­men­de Jo­hn­ny Storm, be­skå­ret at stir­re ind i evig­he­den. Han må er­ken­de, at men­ne­skets rol­le er ube­ty­de­lig, dets kamp for over­le­vel­se uhil­det. Det lyk­kes dem mod al­le od­ds at for­dri­ve Ga­la­ctus, men Jo­hn­nys grund­la­eg­gen­de, for­stand­s­tru­en­de ind­sigt bli­ver stå­en­de. Må­lt med lit­te­ra­e­re alen kan Kir­bys ar­bej­de sy­nes naivt, bom­ba­stisk og fjol­let, men re­gi­ste­ret er et fun­da­men­talt an­det. Når de er bedst, pla­ce­rer hans hi­sto­ri­er sig i den ae­ld­gam­le tra­di­tion for epi­ske hel­te­kvad, der is­ce­nesa­et­ter spørgs­mål om na­tur og moral i stor­lad­ne sce­na­ri­er med be­ru­sen­de ap­pel til fan­ta­si­en. Kir­by er des­u­den blandt teg­ne­se­ri­e­for­mens mest dy­na­mi­ske udø­ve­re. Selv i si­ne tid­li­ge, for­holds­vis pri­mi­ti­ve ar­bej­der for­le­ner han si­ne bil­le­der med en sja­el­den eks­pres­siv ener­gi. I sit mod­ne ar­bej­de fra tres­ser­ne og frem ope­re­rer han med et sta­er­kt sti­li­se­ret, na­e­sten ku­bi­stisk ud­tryk, der ik­ke lig­ner no­get an­det. Som den­ne sek­tions for­si­de med et op­slag fra De­vil Di­nosaur #4 (1978), der af­bil­der en vi­sio­na­er drøm, hvor en di­nosau­r­ag­tig Le­vi­at­han stra­ek­ker sig mod him­len og slu­ger Må­nen. Kir­bys kan­te­de fi­gu­rer, se­mi-ab­strak­te ar­ki­tek­tu­rer, eks­plo­si­ve actions­e­kven­ser og si­tren­de skil­drin­ger af uni­ver­sets ener­gi­er ind­går al­le i en po­tent me­ta­forisk, apo­ka­lyp­tisk fo­re­stil­ling om vo­res ska­eb­ne. Selv hen­vi­ste Kir­by al­tid til sin op­va­ekst på New Yor­ks Lower East Si­de un­der De­pres­sio­nen, når han skul­le re­de­gø­re for sit ar­bej­de. Ja­cob Kurtz­berg var barn af østrigskjø­di­ske ind­van­dre­re. Hans livslan­ge in­ter­es­se for even­tyr og myto­lo­gi blev tid­ligt an­spo­ret af hans mors even­tyr­forta­el­lin­ger fra hjem­lan­det, mens han som ung blev op­dra­get af ga­der­nes et­nisk de­fi­ne­re­de dren­ge­ban­der med alt, hvad det in­de­bar af kri­ge og hie­rar­ki­er. Et gen­kom­men­de te­ma i hans hi­sto­ri­er er ung­dom­me­li­ge fa­el­les­ska­ber, som han i trods mod den bi­got­te gra­en­sed­rag­ning i sin op­va­ekst sam­men­sa­et­ter på tva­ers af et­ni­ske og klas­se­ma­e­si­ge skel. Som re­gel sam­ar­bej­der de hos ham imod en un­der­tryk­ken­de or­den. Bedst kendt er hans og Le­es mutant­grup­pe The X-Men. Teg­ne­ta­len­tet holdt Kir­by fri af kri­mi­na­li­tet, men da han som jø­de hav­de sva­ert ved at fin­de an­sa­et­tel­se i il­lu­stra­tions- og avis­bran­chen, blev teg­ne­se­ri­e­ha­ef­ter­ne hans ska­eb­ne. De blev ud­gi­vet af for­lag, der un­der for­bud­s­ti­den var ta­et for­bun­det med kri­mi­nel­le grup­pe­rin­ger, som brug­te de­res pa­pi­rim­port til at smug­le il­le­gal sprit over den ca­na­di­ske gra­en­se. Bran­chen var, og for­blev, der­for pra­e­get af ud­byt­ter­men­ta­li­tet. Al op­havs­ret til­faldt ud­gi­ver­ne, mens de kre­a­ti­ve kra­ef­ter var pro­vi­sions­løn­ne­de. Kir­by ka­em­pe­de se­ne­re i sin kar­ri­e­re for­ga­e­ves for øko­no­misk kom­pen­sa­tion sva­ren­de til det enor­me bi­drag, han hav­de ydet. Først for ny­lig lyk­ke­des det hans fa­mi­lie po­st­humt at op­nå no­get, der lig­ner en an­sta­en­dig godt­gø­rel­se fra Mar­vel/ Dis­ney, om end op­havs­ret­ten sam­ti­dig er kon­so­li­de­ret hos kon­cer­nen.

KIR­BYS gen­nem­brud var fi­gu­ren Cap­tain Ame­ri­ca, skabt i in­dig­na­tion over na­zi­ster­nes frem­march i Eu­ro­pa, i sam­ar­bej­de med hans man­ge­åri­ge ven og for­ret­nings­part­ner Joe Si­mon. Den­ne fa­scis­mens ne­me­sis var et sind­bil­le­de på det fo­re­stil­le­de ame­ri­kan­ske fa­el­les­skab, men sam­ti­dig gan­ske tan­ke­va­ek­ken­de ge­stal­tet

som det ari­ske su­per­men­ne­ske, na­zi­ster­ne til­bad. Før­ste num­mer ud­kom i de­cem­ber 1940, et år før USA for­melt trå­d­te ind i kri­gen. På for­si­den ser vi hel­ten, kla­edt i det ame­ri­kan­ske flag, pan­de Hit­ler i gul­vet. Teg­nin­gen er ble­vet iko­nisk og har net­op nu, i Trumps Ame­ri­ka, få­et nyt liv i an­ti­fa­sci­sti­ske kred­se. Den krig, Kir­by hav­de ind­ledt på pa­pi­ret, kom han i ef­ter­å­ret 1944 til at ud­ka­em­pe i Eu­ro­pa som del af ge­ne­ral Pat­tons 11. in­fan­te­ri-re­gi­ment. Se­ne­re i li­vet be­ret­te­de han me­get ma­len­de om si­ne vold­som­me op­le­vel­ser, mens hans ko­ne, Roz Gold­ste­in, for­tal­te, at han led af til­ba­ge­ven­den­de ma­re­ridt. Han var fle­re gan­ge i na­er­kamp og delt­og blandt an­det i be­fri­el­sen af en kon­cen­tra­tions­lejr. Se­ne­re sag­de han, at han på Omaha Beach, om­gi­vet af tu­sin­der af lig, så Gud. Det er jø­de­dom­mens fjer­ne og uransa­ge­li­ge Gud, må­ske sa­er­lig ham, vi mø­der i Jobs bog, som op­tra­e­der i Kir­bys ar­bej­de. Som kon­ven­tio­ner­ne fo­re­skri­ver, vin­der det go­de på over­fla­den som re­gel over det on­de. Men som det for ek­sem­pel frem­går mel­lem linjer­ne i Ga­la­ctus-tri­lo­gi­en, er sej­ren kun mid­ler­ti­dig og den moral­ske stil­ling­ta­gen en il­lu­sion – en hand­ling, der gi­ver me­ning for os i et dy­best set uma­e­len­de uni­vers. Det er ik­ke mindst ty­de­ligt i hans sen­va­erk, sa­er­ligt den så­kald­te Fourth Wor­ld-sa­ga, som han skab­te for Mar­vels kon­kur­rent DC i be­gyn­del­sen af halvfjerd­ser­ne. Den in­spi­re­re­de blandt an­dre Ge­or­ge Lucas til hans Star War­s­u­ni­vers og er i dis­se år en del af den kos­mo­lo­gi­ske bag­grund i Warner Bros.’ DC-film, sa­er­ligt sid­ste års elen­di­ge Su­per­man vs. Bat­man. I fi­re si­de­lø­ben­de ha­ef­te­se­ri­er pra­e­sen­te­re­de Kir­by os for in­tet min­dre end en helt ny gu­de­ver­den byg­get på asken af den gam­le, ef­ter rag­na­rok. Han ud­skil­te den i to kon­tra­ste­ren­de klo­der: den uspo­le­re­de, blå pla­net New Ge­ne­sis og den slag­ge­s­py­en­de døds­stjer­ne Apoko­lips. På først­na­evn­te er den Mo­ses-ag­ti­ge Hig­h­fat­her vi­sest blandt li­ge­folk, mens den for­mør­ke­de Dark­seid her­sker ab­so­lut på sidst­na­evn­te. En skrø­be­lig fred ek­si­ste­rer mel­lem dem, be­seg­let med et bør­ne­byt­te af de tos første­fød­te. Over­ord­net er det den højdra­ma­ti­ske forta­el­ling om, hvor­dan den­ne fred fal­der fra hin­an­den med Jor­den som den cen­tra­le kamp­plads. De byt­te­de børn spil­ler af­gø­ren­de rol­ler: Scott Free (ali­as Mi­ster Mira­c­le) – Hig­h­fat­hers søn op­vok­set på Apoko­lips’ op­dra­gel­ses­an­stal­ter – sø­ger fri­he­den i flugt fra den ska­eb­ne, han ved, at han må på­ta­ge sig, mens Orion – Dark­seids søn op­fo­stret af Hig­h­fat­her – sø­ger frel­se ved moralsk stil­ling­ta­gen, men li­ge­som Hulk pla­ges af en de­struk­tiv vre­de, som man for­nem­mer vil bli­ve ska­eb­nesvan­ger. Desva­er­re lyk­ke­des det på grund af svig­ten­de salg al­drig Kir­by at fa­er­dig­gø­re se­ri­en, som han hav­de fo­re­stil­let sig. Han an­ty­de­de en ny cy­klus, vi­et til en ny ge­ne­ra­tion, hin­si­des den un­der­gang, han så ty­de­ligt sti­le­de imod. Hans ide­a­lis­me på ung­dom­mens veg­ne var dog tem­pe­re­ret af dyb pe­s­si­mis­me. Dark­seids ra­ed­sels­re­gi­me er fa­sci­stisk, men sam­ti­dig er han en art Milt­onsk Luci­fer-fi­gur, i evigt op­rør mod en ube­gri­be­lig or­den. Han sø­ger den to­ta­le kon­trol i form af den så­kald­te An­ti­livs­lig­ning, som han tror lig­ger gemt et sted i et ano­nymt men­ne­skesind. Den er en me­ta­for for den pa­ra­doksa­le, yder­ste kon­se­kvens af vo­res vil­je til magt og fri­hed og der­med og­så den mør­ke si­de af det hel­tei­de­al, som Kir­by sted­se ar­bej­de­de med. En hån mod kos­mos. Det sy­nes i sti­gen­de grad ty­de­ligt, at ro­man­tik­ken al­drig har for­ladt po­pu­la­er­kul­tu­ren, selv­om den spil­le­de med i mo­der­nis­mens om­brud af vo­res vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se. Hos Kir­by ma­er­ker vi ar­ven fra Shel­ley og Pi­cas­so, men ud­sat for en muta­tion, der kun kun­ne fo­re­kom­me i et mas­se­pro­du­ce­ret teg­ne­se­ri­e­ha­ef­te. Her over­vin­tre­de de Sto­re Forta­el­lin­ger.

Til ven­stre før­ste ud­ga­ve af Cap­tain Ame­ri­ca, hvor hel­ten pan­der Hit­ler i gul­vet. Til høj­re før­ste ud­ga­ve af Foxho­le fra 1954, hvor Kir­by trak på eg­ne op­le­vel­ser fra An­den Ver­denskrig.

IL­LU­STRA­TION: JA­CK KIR­BY & MI­KE ROYER

Den for­byt­te­de søn Orion fra New Gods-uni­ver­set i kamp, 1972.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.