Sky­de­ski­ver

Weekendavisen - - Samfund - Af ULRIK HØY

JEG er vok­set op i et hjem med ri­f­ler, pi­sto­ler og mas­ser af pra­e­mi­er i form af po­ka­ler og sølv­tøj. På en god dag var min far på om­gangs­høj­de med mester­skyt­ten Ole Hvi­id Jen­sen fra Vej­le, der delt­og i de olym­pi­ske le­ge. De to hund­re­de me­ter var skyd­ning i lig­gen­de, kna­e­len­de og stå­en­de stil­ling, og selv blev jeg en ha­bil mar­kør i da­ek­gra­ven med sky­de­ski­ver, der med snore­va­erk blev ha­e­vet og sa­en­ket og fik et lil­le pla­ster på ef­ter ind­skud – alt imens skud­det blev mar­ke­ret med en lang stok. Om jeg selv blev gre­bet af sky­de­ri­et? Tva­er­tom. Det har al­drig op­ta­get mig, og det skal si­ges, at der ik­ke var gnist af vå­ben­fe­ti­chis­me hver­ken blandt med­lem­mer af Skyt­te­for­e­nin­gen 29. au­gust el­ler i det fre­de­li­ge barn­doms­hjem. De fi­re el­ler fem ri­f­ler be­fandt sig i et af­låst skab, og de var al­drig frem­me til be­sig­ti­gel­se end­si­ge ka­e­le­ri. Det var uta­en­ke­ligt at sid­de og fin­ge­re­re med en pi­stol el­ler span­ku­le­re om­kring med vå­ben i hånd. Vå­ben hør­te hjem­me i af­lå­ste ska­be og på sky­de­ba­nen, un­der streng kon­trol. Dis­se be­ma­er­k­nin­ger for at pe­ge på de for­nuf­ti­ge dan­ske for­hold ved­rø­ren­de sky­de­vå­ben og de li­ge så skra­ekind­j­a­gen­de i ame­ri­kansk sam­men­ha­eng. Det ame­ri­kan­ske sam­fund over­svøm­mes af vå­ben, og det hø­rer ef­ter min bed­ste for­me­ning til den af­sin­di­ge del af den per­son­li­ge fri­hed. Ik­ke de­sto min­dre for­bin­des ret­ten til sky­de­vå­ben med net­op det, per­son­lig fri­hed, og ef­ter det fryg­te­li­ge sky­de­ri i Las Ve­gas vil det oven i kø­bet få en tand til hos en vis ty­pe bor­ge­re. De skal fluks hen og for­sy­ne sig i sky­de­bu­tik­ken, så de kan sik­re sig mod de an­dre af­sin­di­ge. Det er skudt i lå­get. Jeg tror ik­ke et øje­blik på lo­gik­ken i den slags, men aen­dret på det bli­ver der na­ep­pe. Der­til er der for sta­er­ke kra­ef­ter og sto­re øko­no­mi­ske in­ter­es­ser på spil. En helt igen­nem sør­ge­lig sag og en si­de af ame­ri­kansk psy­ke, jeg hver­ken be­gri­ber el­ler bi­fal­der. Au­stra­li­en har vist, at det fak­tisk godt kan la­de sig gø­re med en stram­ning af vå­ben­loven, det ske­te ef­ter mas­sa­krer for 20 år si­den, så hvor­for ik­ke i USA? Først og frem­mest for­di de øko­no­mi­ske in­ter­es­ser er så sta­er­ke, som til­fa­el­det er. I Dan­mark er der en an­den indstil­ling, og det skal vi hol­de fast ved. Po­li­ti, mi­li­ta­er, ef­ter­ret­nings­va­e­sen og hjem­me­va­ern har ret­ten til at ba­e­re vå­ben, ja­e­ge­re har lov til det un­der di­sci­pli­ne­re­de for­mer, og det skal vi vog­te nid­ka­ert. Om man med kniv­loven gik over ge­vind, skal jeg ik­ke tur­de si­ge, men en højt­stå­en­de dansk mi­li­ta­er­mand i ci­vil kom fak­tisk i for­le­gen­hed, da han stod og tan­ke­de ben­zin. »Hvad er det, du har lig­gen­de dér,« spurg­te den kvin­de­li­ge po­li­ti­be­tjent, der plud­se­lig stod ved si­den af ham. Hun hav­de få­et øje på jagt­k­ni­ven, der lå på bags­a­e­det, og så måt­te ge­ne­ra­len for­kla­re sig. Det er fri­sten­de at ha­ev­de, at ban­der­ne i Kø­ben­havn har kro­ne­de da­ge med sky­de­ri og kniv­stik­ke­ri, men så nemt er det hel­ler ik­ke at va­e­re for­bry­der el­ler ter­r­o­rist. Ta­enk, hvis Dan­mark hav­de en vå­ben­lov som i USA, med vå­ben­bu­tik­ker på hvert an­det ga­de­hjør­ne, så fik vi det først sjovt. Så fik vi Chi­ca­go som i 30rne – el­ler for nu at bli­ve i kvar­te­ret – li­ge­som Kø­ben­havn i det sid­ste krig­sår 1944-45. Her var der ve­ri­ta­bel bor­ger­krig mel­lem un­ge ma­end i mod­stands­grup­per og un­ge ma­end i tysk tje­ne­ste. Blo­digt var det, for der var krig og vå­ben nok. Vi er lysår fra det, for­di vi har en streng vå­ben­lov, og for­di myn­dig­he­der­ne er­ken­der de­res an­svar og vog­ter som hø­ge over de un­ge ma­end i ban­der­ne. De­res lyst lig­ger li­ge for: de vil ger­ne sky­de hin­an­den dø­de fra mor­gen til af­ten, hvad de alt­så ik­ke så nemt kan, for­di ha­ev­ne­rin­stink­tet hol­des i stram snor fra sam­fun­dets si­de. Bort­set fra det – og nu løf­ter vi blik­ket til de mi­li­ta­e­re re­a­li­te­ters ver­den – så er USA ga­rant for, at Eu­ro­pa og der­med Dan­mark ik­ke in­ti­mi­de­res fra mor­gen til af­ten af et frem­fu­sen­de Rusland med dik­ta­tor Pu­tin i spid­sen. Her er det ik­ke USA, der skal forta­el­le Eu­ro­pa, at nu skal I sør­me pas­se på jer selv, for Pu­tin er ude med ri­ven. Det er os selv, der skal forta­el­le os selv, at Pu­tin ik­ke an­er­ken­der re­sul­ta­tet af den kol­de krig. Sov­je­tu­ni­o­nen er for ham slet ik­ke brudt sam­men, den er blot en smu­le in­dis­po­ne­ret for ti­den. Der­for an­er­ken­der Pu­tin hel­ler ik­ke nye, selv­sta­en­di­ge sta­ter som Ukrai­ne, Est­land, Let­land, Li­tau­en, men op­fat­ter dem som rus­sisk »in­ter­es­ses­fa­e­re«. Det er il­de, men det er Pu­tins op­tik, som han vist­nok har god frem­gang med i det ny Sov­jet, ali­as re­van­chi­sti­ske Rusland. Alt imens man un­dres og for­fa­er­des over mas­se­mor­det i Las Ve­gas og i sit stil­le sind ta­en­ker, at de ga­le ame­ri­ka­ne­re fortjen­te et kur­sus i di­sci­pli­ne­ret om­gang med hånd­vå­ben i Skyt­te­for­e­nin­gen 29. au­gust.

Kom­men­tar. Vå­ben­loven er en sør­ge­lig si­de af den ame­ri­kan­ske psy­ke.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.