De lov­lø­se dan­ske­re

Da flygt­nin­ge­ne gik på mo­tor­ve­je­ne, tog dan­ske­re sig af dem og skjul­te dem, hvis de fik af­vist de­res asyl. I dag fort­sa­et­ter den ulov­li­ge prak­sis. Ik­ke mindst i kir­ken.

Weekendavisen - - Samfund - Af ANNE JENSEN SAND

På en bomstil­le vil­la­vej i provin­sen bor man ta­et i mur­stens­rø­de par­cel­hu­se. I et af dem gem­mer en 30-årig sy­risk asylan­sø­ger sig med ja­ev­ne mel­lem­rum for de dan­ske myn­dig­he­der. In­den­for er en­tre­en fyldt med sko og le­ge­tøj. Kun en vand­pi­be på kom­mo­den af­slø­rer hans til­ste­de­va­e­rel­se. For fem år si­den fik han ta­get sit fin­ger­af­tryk i Ita­li­en. Hans dan­ske ka­e­re­ste Ma­rie, hvis rig­ti­ge navn er re­dak­tio­nen be­kendt, skju­ler ham med ja­ev­ne mel­lem­rum i sit hus. Han søg­te se­ne­re asyl i Eng­land, Tys­kland og Dan­mark uden held. Når han får over­skud til det, vil han mel­de sig i Sand­holm­lej­ren for igen at sø­ge asyl. Spør­ger na­bo­er­ne om den mørklø­de­de mand, si­ger hun, at han er på fe­ri­e­be­søg. »Da flygt­nin­ge­ne be­gynd­te at gå på mo­tor­ve­je­ne i 2015, blev det smart at hja­el­pe dem. I dag er det de hardco­re, der er til­ba­ge. En un­der­grunds­be­va­e­gel­se, der på 20 mi­nut­ter kan fin­de et sted at sove til flygt­nin­ge på gen­nem­rej­se. Al­li­ge­vel ta­en­ker jeg dag­ligt: Hvad hvis det er i dag, po­li­ti­et ban­ker på dø­ren? Men det gi­ver mig en ro at vi­de, at han ik­ke er den ene­ste, der er gå­et un­der jor­den i Dan­mark.« Et an­det sted i Dan­mark – på Vester­bro i Kø­ben­havn – hja­el­per Ni­els Ny­mann Erik­sen, sog­ne- og ind­van­drer­pra­est ved Apo­stelkir­ken, flygt­nin­ge og af­vi­ste asylan­sø­ge­re, som er gå­et un­der jor­den. »Ci­vil uly­dig­hed kan va­e­re en gli­de­ba­ne ud af de­mo­kra­ti­et, men er og­så en vig­tig for­ud­sa­et­ning for et fun­ge­ren­de et af slagsen. Der er brug for sik­ker­heds­ven­ti­ler, og det er ken­de­teg­nen­de for et sundt de­mo­kra­ti at an­er­ken­de si­ne fejl. Der­for er det godt, at der er nog­le, som sam­ler de her men­ne­sker op, når det sker,« si­ger han. Det var, da 43-åri­ge Ma­rie så bil­le­der­ne af den druk­ne­de sy­ri­ske dreng Alan Kur­di, at hun blev ak­tiv i den så­kald­te flygt­nin­ge­rets­be­va­e­gel­se, en sam­let be­teg­nel­se for de grup­per, der hjalp flygt­nin­ge­ne på for­skel­li­ge må­der. Den sy­ri­ske drengs po­si­tur på bil­le­det lig­ne­de hen­des dat­ters, når hun lå soven­de og sam­men­krøl­let på so­fa­en. I som­me­ren 2015 ko­or­di­ne­re­de hun grup­per, der kør­te ned og hen­te­de flygt­nin­ge ved gra­en­sen til Rød­by. Hun tur­de ik­ke selv star­te bi­len. Hun har to børn og var for ban­ge for at bli­ve snup­pet og dømt. El­lers var hun gå­et skrid­tet vi­de­re, si­ger hun, og hav­de i dag hu­set fle­re flygt­nin­ge, der be­fin­der sig her il­le­galt. »Jeg er født i Ge­des­by på gra­en­sen til Ged­ser på Fal­ster. Min mor har fle­re gan­ge for­talt mig om, hvor­dan de i hen­des barn­doms­hjem gem­te sig, når de ty­ske sol­da­ter kom og led­te ef­ter folk. Fra barns­ben har jeg nok få­et ind­pren­tet et bil­le­de af, at man skal hja­el­pe i nød og krig. Vi har alt for me­get til­tro til sy­ste­met, og i dag har jeg fuld­sta­en­dig mi­stet den. Si­tu­a­tio­nen er, som den er. Hvad skal jeg el­lers gø­re?« Dan­sker­ne har la­en­ge va­e­ret ci­vilt uly­di­ge. Un­der An­den Ver­denskrig gem­te vi jø­der, og den dan­ske freds­be­va­e­gel­se gem­te de­ser­te­re­de ame­ri­kan­ske sol­da­ter un­der Viet­nam­kri­gen, der flyg­te­de her­til. Ef­ter at Ud­la­en­din­ge­loven blev stram­met i mid­ten af 1980er­ne, blev der i nog­le kred­se i til­ta­gen­de grad brug for at hja­el­pe flygt­nin­ge. Og­så pra­e­ster har trod­set lov­giv­nin­gen. I star­ten af 90er­ne bo­e­de om­kring 60 stats­lø­se pa­la­esti­nen­se­re un­der Blå­gårds Kir­ke i Kø­ben­havn, og en pra­est fra Lyng­by blev i 1999 dømt for at ha­ve skjult om­kring 30 af­vi­ste ser­bi­ske asylan­sø­ge­re. Nog­le hu­sker må­ske de 30 af­vi­ste iraki­ske asylan­sø­ge­re, der op­holdt sig i Br­or­sons Kir­ke i 2009. Jo­nas Toubøl, ph.d. ved So­cio­lo­gisk In­sti­tut på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet, har for ny­lig for­sva­ret sin af­hand­ling om flygt­nin­ge­rets­be­va­e­gel­sen, der be­stod af man­ge grup­per. Stør­ste­delen af dem ope­re­re­de in­den for lovens ram­mer, men en min­dre del af dem uden­for. Som Med­men­ne­skes­mug­ler­ne, der sej­le­de flygt­nin­ge til Sve­ri­ge, el­ler Welco­me to Den­mark, der na­eg­te­de at vi­se ID ved den sven­ske gra­en­se­kon­trol. Al­min­de­li­ge dan­ske­re gav et lift til flygt­nin­ge el­ler hjalp dem med at gå un­der jor­den. Da flygt­nin­ge­ne be­gynd­te at gå på mo­tor­ve­je­ne, var be­va­e­gel­sen der med om­kring 30.000 med­lem­mer af de for­skel­li­ge Fa­ce­book-grup­per og lands­da­ek­ken­de net­va­erk, forta­el­ler Toubøl, men si­tu­a­tio­nen den­gang var al­li­ge­vel sa­e­r­e­gen. »Det var ka­o­tisk, og det er vi ik­ke vant til i Dan­mark. Vi er vant til et me­get re­gu­le­ret samfund og en sta­erk stat, der ta­ger hånd om de sva­ge­ste. Det hand­le­de for flygt­nin­ge­ak­ti­vi­ster­ne ik­ke nød­ven­dig­vis om, hvor­vidt flygt­nin­ge skul­le ha­ve asyl el­ler ej. Bil­le­der­ne af de tra­et­te men­ne­sker, der hav­de van­dret op gen­nem Eu­ro­pa, fik dem til at re­a­ge­re in­stink­tivt til at vil­le ta­ge sig af dem. De føl­te ik­ke, at sta­ten gjor­de det.« Det fik man­ge dan­ske­re til at sprin­ge ud som ak­ti­vi­ster og ik­ke kun »the usu­al su­spects fra den ra­di­ka­le ven­stre­fløj«, for­kla­rer han. Man­ge af med­lem­mer­ne lå i mid­ten af det po­li­ti­ske spek­trum. En min­dre del af dem var høj­re­o­ri­en­te­re­de, der be­kend­te sig til en klas­sisk bor­ger­lig an­sta­en­dig­hed. Man­ge var højtud­dan­ne­de, kvin­der og ak­ti­ve i for­e­nings­li­vet. Det var de­le af be­folk­nin­gen, der er ken­de­teg­net ved at ha­ve stor til­lid til vo­res in­sti­tu­tio­ner og lov­giv­ning, forta­el­ler Toubøl. Ik­ke over­ra­sken­de da­le­de til­li­den dra­stisk til po­li­ti­et, Fol­ke­tin­get og rets­sy­ste­met hos dem, der føl­te, at rets­sta­ten ik­ke le­ve­de op til si­ne prin­cip­per, og at de der­for hav­de en moralsk for­plig­tel­se til at yde mod­stand. For ek­sem­pel hvis de men­te, at Flygt­nin­ge­na­ev­net el­ler Ud­la­en­din­ge­sty­rel­sen hav­de af­vist en asylan­sø­ger ube­ret­ti­get. »Alarm­klok­ker­ne be­gyn­der at rin­ge, når der i vo­res lil­le stu­die med små 2300 men­ne­sker er over 68 pro­cent, som har mi­stet til­li­den til en el­ler fle­re af de tre in­sti­tu­tio­ner. Når dis­se ildsja­e­le i ci­vil­sam­fun­det ik­ke la­en­ge­re sto­ler på dem, aen­drer de de­res til­gang til sta­ten i for­e­nings­ar­bej­det. De ser den som en magtu­dø­ver, som man ik­ke kan sto­le på er ob­jek­tiv og ret­fa­er­dig. Sta­ten bli­ver en mod­stan­der, og vi ri­si­ke­rer at få et ci­vil­sam­fund, der i hø­je­re grad op­fat­ter den som en tyran, man skal be­skyt­te sig imod, som det ken­des fra USA.«

De uly­di­ge krist­ne

Den krist­ne fløj i flygt­nin­ge­rets­be­va­e­gel­sen spil­le­de en over­ra­sken­de stor rol­le, si­ger so­cio­lo­gen. Men pra­e­ster har tra­di­tion for at va­e­re ci­vilt uly­di­ge. De har hu­set børn, der skul­le tvangs­fjer­nes, og flygt­nin­ge og asylan­sø­ge­re der skul­le hjem­sen­des. Nog­le hen­vi­ser til pro­te­stan­tis­mens op­havs­mand Mar­tin Lut­her, der hel­ler ik­ke un­der­ord­ne­de sig de kir­ke­li­ge myn­dig­he­der, og som for­mu­le­re­de to-re­gi­men­tela­e­ren: I det verds­li­ge re­gi­men­te sty­rer Gud ver­den med mag­ten og sva­er­det – i kir­ken med or­det. Som kri­sten kan det bli­ve nød­ven­digt at trod­se den verds­li­ge magt for at ad­ly­de Guds ord. »Det be­ty­der ik­ke, at tro­en­de men­ne­sker har en sa­er­lig etik,« si­ger Ni­els Ny­mann Erik­sen, sog­ne- og ind­van­drer­pra­est ved Apo­stelkir­ken i Kø­ben­havn. »Men med Jesus har de et for­bil­le­de, der be­va­e­ger sig på kan­ten af sam­funds­nor­mer­ne og ta­ger sig af men­ne­sker i nød, selv om det stri­der mod sam­fun­dets reg­ler. Fol­kekir­ken har et sa­er­ligt an­svar over for sam­fun­dets ud­sat­te, og her kan man ik­ke kun hol­de sig til det ån­de­li­ge. Den skal min­de os om va­er­di­er som na­este­ka­er­lig­hed og hja­el­pe folk i nød, isa­er hvis myn­dig­he­der og in­sti­tu­tio­ner ik­ke be­skyt­ter den en­kel­te, når det er nød­ven­digt.« I de til­fa­el­de har flygt­nin­ge og asylan­sø­ge­re uden gyl­digt op­hold op­holdt sig i hans kir­ke el­ler i hjem med til­knyt­ning til kir­ken, for­kla­rer han. Det er sket en­ten ved kir­kea­syl, hvor de bor i kir­ken el­ler me­nig­heds­hu­set – uden at for­by­de po­li­ti­et ad­gang. El­ler ved at no­gen fra kir­ken har ta­get dem hjem og la­det dem op­hol­de sig der uden at med­dele det til myn­dig­he­der­ne. »Det er sket, når an­sva­ret for den en­kel­te for­svin­der i bu­reau­kra­ti og lov­pro­ces­ser, og vi har vur­de­ret, at myn­dig­he­der­ne har truf­fet en for­kert be­slut­ning om hjem­sen­del­se. Det hand­ler ik­ke kun om fø­lel­ser, men og­så om at be­va­re sin kri­ti­ske sans. Men jeg sy­nes ge­ne­relt ik­ke, kir­kens folk er spe­ci­elt ci­vilt uly­di­ge. Jeg vil­le fak­tisk øn­ske, vi var sta­er­ke­re på den front,« si­ger Ny­mann. Et kir­kea­syl har ik­ke nød­ven­dig­vis om­stødt myn­dig­he­der­nes af­slag. Al­li­ge­vel for­try­der Ny­mann ik­ke, at nog­le i kir­ken har ta­get be­slut­ning om at skju­le af­vi­ste asylan­sø­ge­re. Han vil­le øn­ske, han hav­de re­a­ge­ret sta­er­ke­re over for an­dre, der kom i klem­me. Ek­sem­pel­vis over for en sår­bar 9-årig iransk dreng, der sam­men med sin far blev sendt til Ita­li­en. Fa­ren var tid­li­ge­re stof­mis­bru­ger, og da Ny­mann tog med dem til Ita­li­en, så han, hvor­dan det gik galt for den lil­le fa­mi­lie. »Nog­le bur­de ha­ve sat en ka­ep i hju­let på den ud­sen­del­se,« si­ger han. Der er stor for­skel på, hvor­dan kir­ken som in­sti­tu­tion va­el­ger at re­a­ge­re, og hvad der stil­fa­er­digt fo­re­går i sog­ne­ne, si­ger han. Når en­kel­te med til­knyt­ning til Apo­stelkir­ken har skjult ek­sem­pel­vis af­vi­ste mus­lim­ske asylan­sø­ge­re, krist­ne kon­ver­tit­ter, der står til for­føl­gel­se i hjem­lan­det, el­ler uledsa­ge­de børn, ken­der de dem i for­vej­en. »Og per­son­ligt rok­ker det ik­ke ved min grund­la­eg­gen­de til­lid til sy­ste­met. Uden den­ne til­lid kun­ne ci­vil uly­dig­hed bli­ve un­der­gra­ven­de.«

Et ur­e­gel­ma­es­sigt ver­bum

Kir­kea­syl er en an­den frem­gangs­må­de, som ik­ke har no­gen hjem­mel i lov­giv­nin­gen. I 2015 for­mu­le­re­de Kø­ben­havns bi­skop i sam­ar­bej­de med blandt an­dre Ni­els Ny­mann Erik­sen pje­cen »Vej­led­ning om­kring be­hand­ling af an­mod­ning om kir­kea­syl«. Den be­skri­ver, hvor­dan pra­e­sten først skal va­e­re sja­e­le­sør­ger, når et men­ne­ske kom­mer ind i kir­ken og ud­tryk­ker be­hov for be­skyt­tel­se. Der­ef­ter skal bi­skop, po­li­ti og myn­dig­he­der ori­en­te­res. At kir­ken op­fat­tes som et fred­hel­ligt rum, fri for om­ver­de­nen og dens in­ter­ven­tio­ner, går langt til­ba­ge. Da Kon­stan­tin den Sto­re krist­ne­de Ro­mer­ri­get i 300-tal­let, fik kir­ken ek­sem­pel­vis asyl­ret­ten, og man kun­ne sø­ge be­skyt­tel­se i kir­ken. I dag er kir­kea­syl sta­dig en sta­erk tra­di­tion i ek­sem­pel­vis USA med The San­ctu­ary Move­ment, i Tys­kland og i Nor­ge. Den dan­ske vej­led­ning er og­så et for­søg på at la­de kir­ken få sin egen stem­me, forta­el­ler han. »Som vi skri­ver, er kir­ken et ’ur­e­gel­ma­es­sigt ver­bum i sam­fun­dets gram­ma­tik’. Ure­gel­ma­es­si­ge ver­ber er ik­ke ble­vet in­d­ord­net de sam­me bøj­nings­møn­stre som an­dre ver­ber, og på grund af de­res for­skel­lig­hed be­ri­ger de spro­get. Det hand­ler og­så om for­stå­el­sen af kir­kens plads i sam­fun­det, og her me­ner jeg, at kir­kea­syl er en form for prak­sis, der er va­erd at ka­em­pe for, uden at den skal gø­res lov­ma­es­sig. Den skal be­ro på til­lid fra sam­fun­det.« Selv­om den sam­le­de flygt­nin­ge­rets­be­va­e­gel­se er skrum­pet i takt med et fald i asylan­søg­nin­ger, er den langt­fra ud­død, hel­ler ik­ke den ci­vilt uly­di­ge del, si­ger ph.d. Jo­nas Toubøl. »Vi kan jo se, hvor man­ge der for­svin­der fra ud­rej­se­cen­tre­ne el­ler men­ne­sker, der ik­ke re­gi­stre­rer sig hos po­li­ti­et. Nog­le af dem bli­ver hjem­lø­se el­ler rej­ser ud af lan­det. Men hvor er re­sten?«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.