Fa­ce off

Weekendavisen - - Samfund - Af KLAUS WIVEL

DET må va­e­re til­ladt i den­ne tid, hvor en dansk re­ge­ring lov­gi­ver om, hvil­ken form for be­kla­ed­ning vi ik­ke må ba­e­re, at gri­be til­ba­ge til en fi­lo­sof, som ufor­va­ren­de ka­ster et for­bløf­fen­de si­de­lys på he­le den­ne sag. Em­ma­nu­el Le­vi­nas er fi­lo­sof­fen. De hu­sker ham nok. Der var en tid isa­er i 1990er­ne, hvor den­ne fran­ske ta­en­ker af li­tau­isk op­rin­del­se blev om­talt som det ty­ven­de år­hund­re­des stør­ste eti­ker og na­este­ka­er­lig­heds­ta­en­ker. I Frank­rig blev han dyr­ket som et ora­kel. Og­så i Dan­mark hang di­scip­le­ne ved hans la­e­ber. Så ind­fly­del­ses­rig var han, at der med Le­vi­nas en over­gang op­stod en ten­dens til at sta­ve Na­e­sten el­ler Den An­den med stort. Det kom sig af, at fi­lo­sof­fen men­te, at vi i Na­e­stens an­sigt stra­eb­te ef­ter det gud­dom­me­li­ge. Na­e­stens an­sigt stil­ler et ka­te­go­risk krav om an­svar­lig­hed, hed det sig. Le­vi­nas for­kynd­te og­så, at Na­e­sten be­gra­en­ser vo­res fri­hed. Vi skyl­der ham alt. Vi er Na­e­stens gid­sel. Her fin­der vi al morals ud­spring. Sel­ve det men­ne­ske­li­ge. Na­e­stens an­sigt ser på os ne­de­fra som den sår­ba­re og op­pe­fra som den døm­men­de og by­der os ik­ke at slå ham ihjel. For­kla­re­de Le­vi­nas. Det er der­for bå­de bød­len og den døds­døm­te ba­e­rer ma­ske. Før bød­len kan svin­ge øk­sen, må han tva­et­te sin egen og den døds­døm­tes hu­ma­ni­tet bort.

HVAD Le­vi­nas al­drig kom ind på, var det­te: Hvad nu, hvis Na­e­sten selv til­da­ek­ker sit an­sigt? Hvis hun ba­e­rer bur­ka, cha­dor el­ler niqab? Hvis hun skju­ler det, der bin­der os sam­men? Af­bry­der den eti­ske for­bin­del­se? Kan vi så for­by­de hen­de ik­ke at vi­se sin men­ne­ske­lig­hed? Og hvis ik­ke: Kan det da und­gås, at vi be­gyn­der at ta­en­ke som bød­len? Kom­mer vi så til i ra­se­ri og mor­de­risk foragt at fø­le, at vi står over for en bar­bar, et dyr? Gri­ber vi ef­ter øk­sen? Det vil­le va­e­re vel­sig­nel­ses­rigt, hvis Le­vi­nas selv kun­ne sva­re på de spørgs­mål. Han dø­de i 1995, na­e­sten 90 år gam­mel, så det la­der sig jo ik­ke gø­re, og skønt det blot er 22 år si­den, gjor­de hver­ken Le­vi­nas el­ler sa­er­ligt man­ge an­dre sig den­gang be­greb om, at kra­vet om et for­bud mod at da­ek­ke sit an­sigt in­den for gan­ske få år vil­le ly­de i fle­re eu­ro­pa­ei­ske lan­de. Men i dag er det fri­sten­de at si­ge, at Le­vi­nas’ ef­ter­kom­me­re har for­vand­let an­sig­tets fi­lo­so­fi til en egen form for fun­da­men­ta­lis­me. Må­ske er det der­for, det blev Frank­rig, der som det før­ste eu­ro­pa­ei­ske land i 2010 vedt­og at for­by­de bur­ka­er, og at loven fik støt­te af fle­re af lan­dets in­tel­lek­tu­el­le. Ek­sem­pel­vis fi­lo­sof­fen Pa­scal Bruck­ner, der i Wor­ld Af­fairs i 2010 med et ek­ko af Le­vi­nas for­kla­re­de, at det var et pro­blem for sam­fun­det, at en per­son, »der går i ga­der­ne på den­ne må­de, bli­ver usyn­lig og ud­vi­sket og na­eg­tet in­di­vi­du­el singu­la­ri­tet«. Den­ne per­son for­vand­les, fort­sat­te Bruck­ner, »til et spø­gel­se; en zom­bie uden ben li­ge­som al­le sta­ti­ster­ne i gy­ser­film; en ra­ek­ke klo­ner, der na­eg­tes de­res mest fun­da­men­tale ek­si­stens­be­ret­ti­gel­se – ret­ten til at bli­ve gen­kendt«. Le­vi­nas’ ek­ko hør­tes og­så, in­den loven blev ved­ta­get, i den kom­mis­sion, den fran­ske na­tio­nal­for­sam­ling ned­sat­te, der skul­le af­da­ek­ke de prin­ci­pi­el­le ar­gu­men­ter for og imod et for­bud. Kom­mis­sio­nen ind­kald­te ad­skil­li­ge vid­ner, og her blev den af­dø­de eti­kers navn fle­re gan­ge bragt på ba­ne. Fi­lo­sof­fen Ab­den­nour Bi­dar og dig­te­ren Ab­delwa­hab Med­deb frem­drog Le­vi­nas i de­res for­svar for et for­bud mod at ba­e­re bur­ka, som Bi­dar kald­te en form for »sym­bolsk vold« mod al­le an­dre i det of­fent­li­ge rum og Med­deb for »et mord på an­sig­tet«. De­res vid­neud­sagn bryg­ge­de kom­mis­sio­nens for­fat­te­re selv vi­de­re på i et na­e­sten 700 si­der do­ku­ment ved at fast­slå, at det er »an­sig­tets af­gø­ren­de nø­gen­hed blot­lagt over for al­le for­mer for vold«, der gør, at vi fø­ler an­svar for Na­e­sten. En kvin­de, hvoraf kun øj­ne­ne er syn­li­ge og må­ske ik­ke en­gang dem, for­vand­les fra et men­ne­ske til et ob­jekt, for­kla­re­de kom­mis­sio­nens for­fat­te­re: Hun »mi­ster i en vis for­stand sin men­ne­ske­lig­hed«. An­sig­tet er »sja­e­lens spejl«, for­tal­te de – en hen­vis­ning til Le­vi­nas. De an­be­fa­le­de et bur­ka­for­bud på of­fent­li­ge ste­der som på ho­spi­ta­ler og i trans­port­sy­ste­met. Det fran­ske se­nat stem­te si­den for et for­bud med kun en stem­me imod. I 2014 fik loven EUs Men­ne­ske­ret­tig­heds­dom­stols vel­sig­nel­se. Der er na­ep­pe no­gen tvivl om, at Frank­rigs for­bud har ba­net vej­en for lig­nen­de for­bud i fle­re eu­ro­pa­ei­ske lan­de, her­i­blandt på for­skel­lig vis i Bel­gi­en, Hol­land, Ita­li­en, Spa­ni­en, Schweiz og nu Dan­mark. De eu­ro­pa­ei­ske va­el­ge­re har set sig vre­de på den­ne »zom­bie uden ben«. Og i sti­gen­de grad på den re­li­gi­øse mi­no­ri­tet, som på­la­eg­ger kvin­der at ba­e­re det­te »mord på an­sig­tet«. Tå­l­mo­dig­he­den er op­brugt. Vis dit an­sigt; blot din men­ne­ske­lig­hed, ly­der kra­vet i dag. Man kan få den tan­ke, at et bur­ka­for­bud ik­ke blot hand­ler om at hja­el­pe de kvin­der, der er spa­er­ret in­de i den­ne sandt nok bruta­le kla­e­de­d­ragt. Det hand­ler og­så om at be­skyt­te os selv mod den foragt, en bur­kakla­edt kvin­de får os til at fø­le. Ved Le­vi­nas’ død var der na­ep­pe no­gen, som hav­de tro­et, at de for­søm­tes, glem­tes og forar­me­des moral­ske stem­me vil­le bli­ve brugt som am­mu­ni­tion i en lov­giv­ning, som en­hver ved ret­ter sig mod Eu­ro­pas mest ud­ska­eld­te mi­no­ri­tet. Le­vi­nas var af jø­disk af­stam­ning. He­le hans fa­mi­lie blev myr­det un­der An­den Ver­denskrig, og i de føl­gen­de år­ti­er blev hans op­rin­del­ses­land Li­tau­en op­slugt af Sov­je­tu­ni­o­nen. De for­bry­de­ri­ske ka­ta­stro­fer ret­te­de hans fi­lo­so­fi sig mod. Mor­de­ri­ske ideer vil­le ska­be ens­ret­te­de men­ne­sker og kas­se­re de util­pas­se­de. Han vil­le løf­te Na­e­sten som en pro­test mod to­ta­li­ta­e­re tan­ker. Na­e­sten er den to­talt frem­me­de, vi al­drig vil kun­ne be­gri­be, skrev han. Hvad end man me­ner om en bur­kakla­edt kvin­de, må man si­ge, at hun ind­kaps­les af de ord: to­talt frem­med og ube­gri­be­lig – an­sigts­løs­he­den til trods. Li­ge­som ge­ne­ra­ler ka­em­per fi­lo­sof­fer og­så of­te gårs­da­gens kri­ge. Un­der na­zis­men og kom­mu­nis­men var det sta­ten, der kra­e­ve­de ens­ret­ning. Her ret­te­de Le­vi­nas’ op­gør sig. I Vest­eu­ro­pa i dag er det omvendt: Her er det sta­ten, der ved sit bur­ka­for­bud vil gø­re op med den ens­ret­ning, tyran­ni­ske is­la­mi­ster kra­e­ver. Det er såre sym­pa­tisk. Men det stats­li­ge de­kret in­de­hol­der sam­me for­myn­de­ri­ske bud­skab til vor tids af­vi­ge­re som til dem, Le­vi­nas na­e­re­de om­sorg for: Ret ind. Pa­ra­dok­set står ly­sen­de klart: Man vil tvin­ge Na­e­sten til fri­hed. For­by­de ufri­hed. Det lig­ner et ud­brud af moralsk pa­nik. En bur­ka har sa­en­ket sig over den sun­de for­nuft.

Pa­ra­dok­set står ly­sen­de klart: Man vil tvin­ge Na­e­sten til fri­hed. For­by­de ufri­hed. Det lig­ner et ud­brud af moralsk pa­nik.

I dag er det fri­sten­de at si­ge, at Le­vi­nas’ ef­ter­kom­me­re har for­vand­let an­sig­tets fi­lo­so­fi til en egen form for fun­da­men­ta­lis­me.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.