Det ty­ske pro­blem

Weekendavisen - - Opinion - Af CHRI­STI­AN FOLDAGER

Ti­den, hvor ty­sker­ne til­si­de­sat­te de­res eg­ne na­tio­na­le in­ter­es­ser for at frem­me det eu­ro­pa­ei­ske fa­el­les­skab, er for­bi. Kon­se­kven­ser­ne for EU er ka­ta­stro­fa­le.

Et eu­ro­pa­ei­sk Tys­kland i ste­det for et tysk Eu­ro­pa. Det var den sto­re ty­ske for­fat­ter Tho­mas Manns op­for­dring til ty­sker­ne ef­ter de to ver­denskri­ge. Han for­mu­le­re­de der­ved et svar på det ty­ske pro­blem, som hav­de pla­get Eu­ro­pa si­den Tys­klands sam­ling i 1871. Tys­kland var som den stør­ste magt på kon­ti­nen­tet den na­tur­li­ge po­li­ti­ske le­der men sam­ti­dig for svag til at do­mi­ne­re he­le Eu­ro­pa ale­ne. De to for­søg i det 20. år­hund­re­de på at sam­le Eu­ro­pa un­der tysk le­del­se var mis­lyk­ke­des og i ste­det var kon­ti­nen­tet li­ge­som Tys­kland ble­vet delt mel­lem Sov­je­tu­ni­o­nen og USA. Må­let om et eu­ro­pa­ei­sk Tys­kland har va­e­ret le­den­de for de ty­ske po­li­ti­ke­re i ef­ter­krig­sti­den. Al­drig igen skul­le Tys­kland do­mi­ne­re Eu­ro­pa med magt men i ste­det in­te­gre­res i det eu­ro­pa­ei­ske fa­el­les­skab. I den ty­ske selv­for­stå­el­se har man si­den kri­gen of­ret na­tio­na­le in­ter­es­ser til for­del for det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de og i vid ud­stra­ek­ning be­talt for sam­ar­bej­dets ud­vik­ling i for­sø­get på at ska­be et eu­ro­pa­ei­sk Tys­kland og sam­let Eu­ro­pa. Gen­for­e­nin­gen af Vest- og Øst­tys­kland ef­ter den kol­de krigs af­slut­ning skab­te for­ny­et frygt blandt de øv­ri­ge eu­ro­pa­ei­ske stormag­ter om en til­ba­ge­ven­den til det ty­ske pro­blem. Den da­va­e­ren­de fran­ske pra­esi­dent, François Mit­ter­rand, kra­e­ve­de der­for i for­bin­del­se med gen­for­e­nin­gen, at ty­sker­ne lod sig in­te­gre­re i en fa­el­les eu­ro­pa­ei­sk va­lu­ta af hen­syn til sta­bi­li­te­ten i det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de. Han vil­le sik­re eu­ro­pa­ei­sk kon­trol med den ty­ske va­luta­po­li­tik for at und­gå tysk do­mi­nans over kon­ti­nen­tet gen­nem de­res sta­er­ke øko­no­mi.

I ÅRENE ef­ter den ty­ske gen­for­e­ning var der ik­ke ud­bredt frygt for, at det ty­ske pro­blem skul­le genop­stå. Ty­sker­ne hav­de sto­re van­ske­lig­he­der med at gen­for­e­ne de­res land og den ty­ske øko­no­mi kla­re­de sig dår­ligt. Det bri­ti­ske tids­skrift The Eco­no­mist ud­råb­te li­ge­frem Tys­kland til »the si­ck man of Eu­ro­pe« og på­pe­ge­de be­ho­vet for øko­no­mi­ske re­for­mer. Ty­sker­ne gen­nem­før­te i 00’er­ne på den bag­grund en ra­ek­ke re­for­mer af de­res ar­bejds­mar­ked, der har va­e­ret med til at hol­de de ty­ske løn­nin­ger kun­stigt la­ve li­ge si­den og der­ved sik­ret de ty­ske virk­som­he­der en stor kon­kur­ren­ce­for­del, som grad­vis har gen­skabt en sta­erk tysk øko­no­mi. I for­bin­del­se med fi­nanskri­sen og den ef­ter­føl­gen­de eu­rokri­se er ty­sker­nes sti­gen­de øko­no­mi­ske do­mi­nans ble­vet veks­let til en sta­dig stør­re po­li­tisk magt i EU. Al­le de sto­re be­slut­nin­ger i eu­ro­pa­ei­sk politik tra­ef­fes nu i Ber­lin i ste­det for Bruxel­les, og de eu­ro­pa­ei­ske le­de­re af­ven­ter he­le ti­den den ty­ske kans­ler, An­gela Mer­kels, hold­ning til de sto­re po­li­ti­ske spørgs­mål. Det er hen­de, der har det sid­ste ord. Den ty­ske eli­te har sam­ti­dig op­gi­vet ef­ter­krig­sti­dens mål om for­føl­gel­sen af eu­ro­pa­ei­ske in­ter­es­ser for nu igen at la­de ty­ske in­ter­es­ser de­fi­ne­re den ty­ske politik i Eu­ro­pa. De ty­ske in­ter­es­ser gen­nemtvin­ges om nød­ven­digt med øko­no­misk magt af den ty­ske eli­te i for­sø­get på igen at ska­be et tysk Eu­ro­pa. Det har vi set i for­hold til Sy­d­eu­ro­pa, hvor An­gela Mer­kel si­den eu­rokri­sens be­gyn­del­se har fast­holdt de ty­ske krav om en streng spa­repo­li­tik og øko­no­mi­ske re­for­mer ef­ter tysk for­bil­le­de som mo­dy­del­se for ty­ske red­nings­pak­ker. Vi har og­så set det i for­hold til Øst­eu­ro­pa, hvor An­gela Mer­kel ved­bli­ver med at true de øst­eu­ro­pa­ei­ske lan­de med øko­no­mi­ske sank­tio­ner, hvis ik­ke de ac­cep­te­rer mod­ta­gel­sen af flygt­nin­ge. Sidst men ik­ke mindst na­eg­te­de An­gela Mer­kel ka­te­go­risk på grund af ty­ske in­ter­es­ser at gi­ve den tid­li­ge­re bri­ti­ske pre­mi­er­mi­ni­ster, David Ca­meron, den nød­ven­di­ge und­ta­gel­se fra reg­len om de eu­ro­pa­ei­ske ar­bejds­ta­ge­res frie be­va­e­ge­lig­hed, der kun­ne ha­ve for­hin­dret en bri­tisk ud­mel­del­se af EU. Det­te skif­te i den ty­ske politik har haft ka­ta­stro­fa­le kon­se­kven­ser for det eu­ro­pa­ei­ske fa­el­les­skab, som i vid ud­stra­ek­ning har va­e­ret holdt sam­men af ty­sker­nes vil­je til at of­re de­res na­tio­na­le in­ter­es­ser for at sik­re sam­men­hol­det i Eu­ro­pa. Den ty­ske kon­fron­ta­tion med bri­ter­ne end­te med en hi­sto­risk bri­tisk ud­mel­del­se af EU. Den til­ta­gen­de split­tel­se mel­lem re­sten af de eu­ro­pa­ei­ske lan­de tru­er med lig­nen­de ska­eb­nesvan­gre po­li­ti­ske kon­fron­ta­tio­ner i spørgs­må­let om bå­de flygt­nin­gepo­li­tik­ken og spa­repo­li­tik­ken.

DEN helt sto­re kon­fron­ta­tion bli­ver spørgs­må­let om den øko­no­mi­ske politik og eu­rozo­nens frem­tid, hvor val­get af den nye fran­ske pra­esi­dent, Em­ma­nu­el Ma­cron, har til­spid­set op­gø­ret. Den fran­ske pra­esi­dent kra­e­ver sam­men med re­sten af sy­d­eu­ro­pa­e­er­ne en ny eu­ro­pa­po­li­tisk af­ta­le med Tys­kland. Ma­cron vil ha­ve en eu­ro­pa­ei­sk fi­nans­po­li­tik med et fa­el­les bud­get for eu­rozo­nen, der skal sik­re en ud­lig­ning mel­lem de nord- og sy­d­eu­ro­pa­ei­ske eu­ro­lan­de. Det er iføl­ge Ma­cron nød­ven­digt for, at va­lutau­ni­o­nen kan fun­ge­re. Han for­ud­ser, at eu­ro­en vil kol­lap­se in­den for de na­e­ste 5-10 år uden en så­dan re­form, for­di de øko­no­mi­ske ulig­he­der for­år­sa­get af va­luta­sam­ar­bej­det vil bli­ve for sto­re og uhold­ba­re for de sy­d­eu­ro­pa­ei­ske lan­de. De sto­re ulig­he­der i eu­rozo­nen er op­stå­et på grund af de la­ve ty­ske løn­nin­ger, der har gi­vet de ty­ske virk­som­he­der en stor kon­kur­ren­ce­for­del i EU. Det har sik­ret en hi­sto­risk lav ar­bejds­løs­hed i Tys­kland og re­kord­s­to­re ty­ske han­delsover­skud. Mod­sat har de sy­d­eu­ro­pa­ei­ske lan­de re­kord­høj ar­bejds­løs­hed og sto­re han­dels­un­der­skud. Tid­li­ge­re vil­le de sy­d­eu­ro­pa­ei­ske lan­de kun­ne ha­ve til­pas­set sig ty­sker­nes kon­kur­ren­ce­for­del ved at de­va­lu­e­re de­res egen va­lu­ta. Den mu­lig­hed har de imid­ler­tid op­gi­vet ved at til­tra­e­de eu­ro­en. De sy­d­eu­ro­pa­ei­ske lan­de kan der­for en­ten tra­e­de ud af eu­ro­en med sto­re om­kost­nin­ger til føl­ge el­ler aen­dre de­res sam­funds­mo­del ef­ter tysk for­bil­le­de for igen at bli­ve kon­kur­ren­ce­dyg­ti­ge. Ty­sker­ne ved­bli­ver med at kra­e­ve det sid­ste i for­sø­get på at ska­be et tysk Eu­ro­pa. De vil ik­ke gi­ve sy­d­eu­ro­pa­e­er­ne in­drøm­mel­ser på den øko­no­mi­ske politik og eu­ro­sam­ar­bej­det, før end de har im­ple­men­te­ret de ty­ske re­for­mer. Omvendt me­ner sy­d­eu­ro­pa­e­er­ne ik­ke, at de kan le­ve op til ty­sker­nes krav uden først at få en ny øko­no­misk politik, der kan gen­ska­be va­ek­sten i Sy­d­eu­ro­pa og mind­ske de po­li­ti­ske om­kost­nin­ger ved at gen­nem­fø­re de ty­ske re­for­mer, som er vold­somt upo­pu­la­e­re i Sy­d­eu­ro­pa. Sy­d­eu­ro­pa­e­er­nes krav om en fa­el­les fi­nans­lov for eu­rozo­nen in­de­ba­e­rer, at de ri­ge lan­de i Nor­d­eu­ro­pa hvert år vil skul­le over­fø­re mil­li­ar­der af eu­ro til de fat­ti­ge lan­de i Sy­d­eu­ro­pa. Det er imid­ler­tid for upo­pu­la­ert i Tys­kland og re­sten af Nor­d­eu­ro­pa til at bli­ve gen­nem­ført uan­set den po­li­ti­ske vil­je hos Mer­kel. Den fol­ke­li­ge mod­stand mod red­nings­pak­ker­ne til de sy­d­eu­ro­pa­ei­ske lan­de er al­le­re­de mas­siv blandt nor­d­eu­ro­pa­e­er­ne, selv­om der i den sam­men­ha­eng kun har va­e­ret ta­le om at lå­ne lan­de­ne pen­ge og ef­ter­gi­ve de­le af de­res ga­eld. Hvis nor­d­eu­ro­pa­e­er­ne hvert år skal over­fø­re mil­li­ar­der af skat­te­kro­ner til sy­d­eu­ro­pa­e­er­ne, vil det med al sand­syn­lig­hed fø­re til et mas­sivt va­el­gero­p­rør og en ef­ter­føl­gen­de hol­land­sk, finsk el­ler li­ge­frem tysk ud­mel­del­se af eu­ro­en. De nor­d­eu­ro­pa­ei­ske po­li­ti­ke­re er så­le­des pres­set fra høj­re af bor­ger­li­ge par­ti­er og fler­tal­let af va­el­ger­ne, som na­eg­ter at gi­ve in­drøm­mel­ser til sy­d­eu­ro­pa­e­er­ne. Omvendt er de sy­d­eu­ro­pa­ei­ske po­li­ti­ke­re pres­set af po­li­ti­ke­re til bå­de høj­re og ven­stre samt fler­tal­let af va­el­ger­ne, som in­si­ste­rer på et op­gør med ty­sker­nes spa­repo­li­tik. Den ene­ste for­an­dring i den fast­lå­ste si­tu­a­tion er val­get af Ma­cron og hans am­bi­tiø­se plan om en­si­digt at imø­de­kom­me de ty­ske krav uden of­fent­li­ge ga­ran­ti­er fra Mer­kel om ind­hol­det af en even­tu­el af­ta­le om eu­ro­en og det øko­no­mi­ske sam­ar­bej­de ef­ter­føl­gen­de. Ma­cron ri­si­ke­rer der­ved at bli­ve ladt i stik­ken af Mer­kel med en upo­pu­la­er spa­repo­li­tik, der na­ep­pe vil gi­ve øget be­ska­ef­ti­gel­se i Frank­rig uden fa­el­le­s­eu­ro­pa­ei­ske va­eksti­ni­ti­a­ti­ver. Det er Ma­cron ty­de­lig­vis og­så op­ma­er­k­som på, og han in­si­ste­rer der­for på, at eu­ro­en skal re­for­me­res in­den for blot to år ef­ter sin til­tra­e­den som pra­esi­dent. Hvis ik­ke det lyk­kes at få en plan for et fa­el­les bud­get for eu­rozo­nen in­den da, vil han dra­ge de ful­de kon­se­kven­ser her­af, hvil­ket er en åben­lys trus­sel om helt at for­la­de eu­ro­en. Eu­ro­ens gor­di­ske knu­de er på vej til at en­de i en di­rek­te kon­fron­ta­tion mel­lem nord og syd, hvor in­gen har råd til at gi­ve de nød­ven­di­ge po­li­ti­ske in­drøm­mel­ser. Re­sul­ta­tet kan me­get vel bli­ve ska­eb­nesvan­gert for det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de.

Hvis det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de skal over­le­ve, må ty­sker­ne igen be­sin­de sig på må­let om et eu­ro­pa­ei­sk Tys­kland i ste­det for et tysk Eu­ro­pa.

AL­LE for­søg igen­nem hi­sto­ri­en på at sam­le Eu­ro­pa un­der ét po­li­tisk over­her­re­døm­me er endt med split­tel­se og op­de­ling af kon­ti­nen­tet, da in­gen magt er sta­erk nok til at do­mi­ne­re Eu­ro­pa ale­ne. Det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de i ef­ter­krig­sti­den fun­ge­re­de, for­di det be­ro­e­de på et li­ge­va­erd mel­lem de eu­ro­pa­ei­ske stormag­ter og en af­ba­lan­ce­ret magt­for­de­ling. Den ty­ske sam­ling ef­ter den kol­de krig har til trods for for­sø­get på at ind­da­em­me ty­sker­nes ind­fly­del­se gen­skabt det ty­ske pro­blem og lang­somt gjort Tys­kland til den do­mi­ne­ren­de magt i et sta­dig me­re tysk Eu­ro­pa. Tys­kland er dog fort­sat ik­ke sta­er­kt nok til at be­stem­me over he­le Eu­ro­pa ale­ne, hvil­ket igen er på vej til at ska­be en eu­ro­pa­ei­sk split­tel­se. Hvis det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de skal over­le­ve, må ty­sker­ne igen be­sin­de sig på må­let om et eu­ro­pa­ei­sk Tys­kland i ste­det for et tysk Eu­ro­pa. El­lers vil det ty­ske pro­blem igen øde­la­eg­ge Eu­ro­pa.

Chri­sti­an Foldager er cand.mag. i hi­sto­rie og sam­funds­fag.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.