Ka­ra­chis Ro­meo og Julie

Weekendavisen - - Opinion - Af SUNE ENGEL RAS­MUS­SEN

Paki­stan. Så­kald­te ae­res­drab ha­er­ger lan­det som en pe­st. We­e­ken­da­vi­sen rej­ste til Ka­ra­chi for at fin­de ud af, hvorfor ét af dem al­li­ge­vel for­må­e­de at cho­ke­re folk i lan­dets stør­ste by.

KA­RA­CHI – Den af­ten, Gha­ni Re­h­man var dømt til at dø, spurg­te hans far, om de kun­ne spi­se et sid­ste må­l­tid sam­men. Gha­ni fo­re­trak at bli­ve på sit va­e­rel­se og tak­ke­de nej. Da hans sø­stre kom ind for at si­ge far­vel, gav han dem et pla­sti­cind­pak­ket pe­ber­myn­te­bol­sje hver til min­de om ham; det ene­ste, han hav­de at gi­ve dem. Den 17-åri­ge dreng vid­ste, hvad der var i ven­te. Af­te­nen for­in­den var na­bo­ens 15-åri­ge dat­ter, Bakh­ta­ja, som han hav­de for­søgt at stik­ke af sam­men med fra Ali Bro­hi Go­th, de­res fat­ti­ge kvar­ter i Ka­ra­chi, ble­vet dra­ebt af sin far og on­kel, som hav­de bun­det hen­de fast og gi­vet hen­de elek­tri­ske stød. Gha­nis far spi­ste fa­er­dig og vend­te så til­ba­ge – sin søns ud­pe­ge­de bød­del. Med hja­elp fra sin bror bandt han sin søns ene arm og ene ben fast med elek­tri­ske led­nin­ger til me­tal­ram­men af en seng, så­le­des om­dan­net til en form for im­pro­vi­se­ret elek­trisk stol. Bakh­ta­ja hav­de vre­det sig gen­nem ti mi­nut­ters pi­ne­ful­de stød, før hun dø­de. Dren­gens krop var sta­er­ke­re, og han holdt la­en­ge­re. Til sidst skred on­k­len til va­er­ks og kval­te ham. Par­ret blev be­gra­vet med en dags mel­lem­rum, sent om nat­ten af fa­mi­lie­med­lem­mer, der hå­be­de, at mør­ket kun­ne skju­le de­res uger­ning, og de­res børns uger­ning, og at de nu kun­ne kom­me vi­de­re med genop­ret­tet ae­re. Ulov­li­ge så­kald­te »ae­res­drab« pla­ger Paki­stan som en pe­st, og kvin­der­ne er de pri­ma­e­re of­re. Sid­ste år blev fle­re paki­stan­ske kvin­der slå­et ihjel af ta­et­te fa­mi­lie­med­lem­mer for an­gi­ve­lig amoralsk op­før­sel, end der var paki­stan­ske ci­vi­le dra­ebt i ter­r­or­hand­lin­ger. Der fin­des in­gen of­fi­ci­el­le tal, men Den Paki­stan­ske Men­ne­ske­ret­tig­heds­kom­mis­sion har op­talt om­trent 650 i gen­nem­snit hvert år si­den 2004. Tal­let da­ek­ker blot over »ae­res­drab«, der er rap­por­te­ret en­ten til me­di­er­ne el­ler po­li­ti­et, så det fak­ti­ske tal er utvivl­s­omt langt hø­je­re. Al­li­ge­vel cho­ke­re­de dra­be­ne i Ali Bro­hi Go­th den 15. og 16. au­gust paki­sta­ner­ne, isa­er i Ka­ra­chi, lan­dets stør­ste by. Dels på grund af den us­a­ed­van­li­ge bruta­li­tet, men og­så for­di ae­res­re­la­te­re­de drab – selv om de og­så fin­der sted i by­er­ne – of­test for­bin­des med lan­d­om­rå­der­ne, hvor lands­by­råd kø­rer pa­ral­lel­le rets­sy­ste­mer. »Der er lom­mer i Ka­ra­chi, hvor der her­sker stam­me­kul­tur, men vi hav­de in­gen anel­se om, at det stod så slemt til,« si­ger Ma­h­naz Ra­h­man, der le­der den lo­ka­le af­de­ling af kvin­de­ret­tig­heds­or­ga­ni­sa­tio­nen Auraf Fo­un­da­tion. »De var ba­re un­ge men­ne­sker, der stak af. Te­e­na­ge­re gør den slags ting.« På den ene si­de vok­ser den se­ku­la­e­re mid­delklas­se, for­kla­rer hun, men sam­ti­dig la­der an­dre grup­per til i sti­gen­de grad at forskan­se sig og be­fa­e­ste de­res kon­ser­va­ti­ve nor­mer.

Statsanspo­ret is­la­mis­me

Når mor­de­ne cho­ke­re­de folk i Ka­ra­chi, skyl­des det, at man­ge fra den se­ku­la­e­re mid­delklas­se ik­ke tror, at den slags ar­kai­ske straf­fe fin­der sted i stor­by­en, forta­el­ler jour­na­li­sten Zia Ur Re­h­man, der op­rin­de­ligt rap­por­te­re­de hi­sto­ri­en om Gha­ni og Bakh­ta­ja for The News. Som Paki­stans øko­no­mi­ske høj­borg er Ka­ra­chi epi­cen­tret for den vok­sen­de paki­stan­ske mid­delklas­se, som iføl­ge re­sear­chin­sti­tut­tet Af­tab As­so­ci­a­tes nu ud­gør 38 pro­cent af be­folk­nin­gen. Ved val­get i 2013 var de to stør­ste vin­der­par­ti­er beg­ge re­pra­e­sen­tan­ter for mid­delklas­sen: pre­mi­er­mi­ni­ster Nawaz Sha­rifs Paki­stans Mus­lim­ske Li­ga-Nawaz og Im­ran Khans Paki­stans Be­va­e­gel­se for Ret­fa­er­dig­hed. Sam­ti­dig har det paki­stan­ske mi­li­ta­er med en vis suc­ces ryd­det op i mi­li­tan­te be­va­e­gel­ser i stam­me­om­rå­der­ne – el­ler i hvert fald skub­bet en del af dem over på den af­g­han­ske si­de af gra­en­sen. Dis­se tegn på øget se­ku­la­ris­me er dog del­vis over­fla­di­ske. Mi­li­ta­er magt har tid­li­ge­re vist sig ude af stand til at kun­ne be­ka­em­pe fun­da­men­ta­li­sti­ske idéer, som ik­ke er for­be­holdt va­eb­ne­de is­la­mi­ster. Og den paki­stan­ske stat har selv en hånd med i prom­ove­rin­gen af is­la­mis­men. Myn­dig­he­der bru­ger i sti­gen­de grad lan­dets blas­fe­mi­pa­ra­graf til at an­gri­be kri­ti­ske po­li­ti­ske stem­mer, blandt an­det ved at for­føl­ge blog­ge­re og bru­ge­re af so­ci­a­le me­di­er. Ved at op­pi­ske re­li­gi­øst be­tin­get had er re­ge­rin­gen, iføl­ge ak­ti­vi­sten Ra­h­man, med til at le­gi­ti­me­re vold og selv­ta­egt i is­lams navn. Hvert år er der nog­le få fa­mi­li­e­re­la­te­re­de mord i Paki­stan, der op­når of­fent­lig op­ma­er­k­som­hed. I ju­ni blev en 13-årig pi­ge slå­et ihjel i Khy­ber Agen­cy, et stam­me­om­rå­de i det nor­døst­li­ge Paki­stan, ef­ter at va­e­re ble­vet be­skyldt for at »ren­de va­ek« med ma­end. Hun blev på­gre­bet af sik­ker­heds­styr­ker, som gav hen­de til­ba­ge til fa­mi­li­en, der der­på døm­te hen­de til dø­den. Sid­ste år blev mo­del­len Qan­de­el Ba­loch, kendt som Paki­stans Kim Kar­das­hi­an, dra­ebt af sin egen bror. Ba­loch var en su­per­stjer­ne på de so­ci­a­le me­di­er, hvor hun po­se­re­de flir­ten­de og, ef­ter paki­stan­ske stan­dar­der, ud­for­dren­de på­kla­edt. Ef­ter at hen­des rig­ti­ge iden­ti­tet var ble­vet af­slø­ret, blev den an­gi­ve­li­ge yd­my­gel­se for me­get for broren, som put­te­de sove­me­di­cin i fa­mi­li­ens mad og mens al­le sov sneg sig ind til sin sø­ster og kval­te hen­de. Of­fent­li­ge pro­te­ster ef­ter Qan­de­els mord før­te til en ny lov, der i te­o­ri­en straf­fer »ae­res­drab« hår­de­re end an­dre for­mer for mord. Men an­tal­let af den slags mord er ik­ke fal­det. »Den se­ne­ste bøl­ge af ’ae­res­drab’ vi­ser, at stren­ge­re straf­fe ik­ke au­to­ma­tisk fø­rer til stør­re ret­fa­er­dig­hed for kvin­der. Myn­dig­he­der­ne bør sik­re sig, at po­li­ti­et upar­tisk ef­ter­for­sker ’ae­res­drab’ uden at buk­ke un­der for pres fra re­li­gi­øse el­ler lo­ka­le le­de­re, in­klu­si­ve jir­gas (råd),« sag­de Hu­man Rights Watch i en pres­se­med­del­el­se for ny­lig.

Barn­doms­ven­ner

Gha­ni og Bakh­ta­ja hav­de kendt hin­an­den, si­den de var børn. Hun bo­e­de på an­den eta­ge af en ny­byg­get ce­mentvil­la med ud­sigt over et stø­vet styk­ke jord, hvor Gha­nis fa­mi­lie bo­e­de i et lil­le mur­stens­hus, og hvor­fra han ple­je­de at fan­ge hen­des blik, når hun stod på bal­ko­nen. De bo­e­de blot et stenkast fra hin­an­den, men af­stan­den mel­lem bal­ko­nen og det lil­le mur­stens­hus ud­gjor­de en dy­be­re kløft mel­lem de­res respek­ti­ve liv. Gha­nis hjem, li­ge­som an­dre hu­se i om­rå­det, var byg­get med mur­sten fra den lil­le fa­brik, som Bakh­ta­jas far eje­de, og som sik­re­de hans fa­mi­lie en le­ve­stan­dard, der var uop­nå­e­lig for Gha­nis far, der tjen­te si­ne pen­ge ved at hug­ge bra­en­de. Na­bo­er og sla­egt­nin­ge i om­rå­det sag­de, at klas­se­for­skel­len mel­lem de to fa­mi­li­er kun­ne hav­de på­ført Bakh­ta­jas far yder­li­ge­re skam. Iføl­ge Ama­nul­lah Marwat, den lo­ka­le po­li­ti­chef, som fo­re­stod ef­ter­forsk­nin­gen af dra­bet, for­søg­te dren­gens far at slip­pe for at straf­fe sin søn, men gav ef­ter­hån­den ef­ter. »Men pi­gens far tø­ve­de ik­ke. Det var ham, der føl­te sig mest va­na­e­ret,« sag­de Marwat til We­e­ken­da­vi­sen, om­gi­vet af ci­ga­re­trøg og skal­den­de va­eg­ge på sit lil­le hum­mer af et kon­tor. Da We­e­ken­da­vi­sen be­søg­te Ali Bro­hi Go­th, var der en vrim­mel af le­gen­de børn på den stø­ve­de gårds­plads for­an Gha­nis fa­mi­lies hjem. I ud­kan­ten af om­rå­det stod en grup­pe te­e­na­ge­re og fløj dra­ger ud over en skrå­ning. De to fa­ed­re og to on­k­ler, som stod bag mor­de­ne, er al­le ar­re­ste­ret. Iføl­ge en po­li­tirap­port hav­de Bakh­ta­jas on­kel for­kla­ret, at de to te­e­na­ge­re hav­de en »af­fa­e­re«, men det var ik­ke ud­dy­bet, hvad han men­te med det. Gha­ni var kendt som en hø­flig dreng, der ar­bej­de­de så hårdt, at han kun­ne pas­se to job. Han bar­be­re­de sig, selv om han ik­ke kun­ne få me­get me­re end nog­le få dun på over­la­e­ben. Bakh­ta­ja var en af ti døtre, men me­get me­re vid­ste ma­en­de­ne i na­bo­la­get ik­ke om hen­de. Hér er det ik­ke me­nin­gen, at kvin­der skal fa­er­des me­get uden for hjem­met. Da han blev bedt om at be­skri­ve, hvor­dan hun så ud, sag­de en af hen­des mand­li­ge sla­egt­nin­ge, som bad om ano­ny­mi­tet: »Hvis jeg vid­ste dét, så var jeg og­så død.«

He­le stam­mens ae­re

Gha­ni hav­de fle­re gan­ge for­søgt at få lov at gif­te sig med Bakh­ta­ja, men var ble­vet af­vist. Hun var al­le­re­de lo­vet ud til en an­den, lød be­ske­den. Til sidst valg­te par­ret at flyg­te. De stak ik­ke af sam­ti­dig. Først for­svandt Bakh­ta­ja, med smyk­ker og pen­ge, som hun hav­de gemt til si­de der­hjem­me. Hun gem­te sig, iføl­ge po­li­ti­et, i Guls­han-e-Bu­ner, et na­bo­lag i na­er­he­den. De to un­ge var nå­et til Hy­de­ra­bad, tre ti­mer nor­døst for Ka­ra­chi, da Bakh­ta­jas far rin­ge­de og for­tal­te, at fa­mi­li­er­ne nu var ble­vet eni­ge om at la­de de to gif­te sig med hin­an­den, og at de trygt kun­ne ven­de hjem. Det var et tri­ck. Fa­ed­re­ne var rent fak­tisk kom­met frem til en af­ta­le. Muham­mad Afzal, Gha­nis far, for­plig­te­de sig til at gi­ve Hik­mat Khan, Bakh­ta­jas far, to af si­ne døtre og en ko, samt en halv mil­li­on rupi­er (om­trent 33.000 kr.) til at fi­nan­si­e­re bryl­lup­pet. De hav­de ta­enkt sig at hol­de af­ta­len hem­me­lig, men en ae­l­dre sla­egt­ning, Sir­taj Khan, en ha­er­de­bred, ae­l­dre mand med rødt hen­na­far­vet ska­eg, fik nys om sa­gen, slad­re­de til re­sten af na­bo­la­get og be­or­dre­de døds­straf over de to un­ge el­sken­de. For­di han var en au­to­ri­tets­fi­gur, vil­le hi­sto­ri­en utvivl­s­omt nå til­ba­ge til fa­mi­li­er­nes hjem­stavn i De Fø­de­ralt Ad­mi­ni­stre­re­de Stam­me­om­rå­der, el­ler FATA. Det dre­je­de sig ik­ke kun om to fa­mi­li­ers »ae­re«, men he­le stam­mens. Det var nu op til fa­ed­re­ne en­ten at li­de den yd­my­gel­se, som af­fa­e­ren an­gi­ve­ligt på­før­te dem, el­ler gi­ve ef­ter for Sir­taj Khans af­gø­rel­se og sta­tu­e­re et ek­sem­pel. De valg­te det sid­ste. »Han er en ond­s­in­det mand,« sag­de en af na­bo­er­ne om Sir­taj Khan, som – mens fa­ed­re­ne og on­k­ler­ne blev bu­ret in­de – flyg­te­de til Ku­nar i Af­g­ha­ni­stan.

Gud ha­ev­ner sig

I Ka­ra­chi bli­ver drab be­gå­et af fa­mi­lie­med­lem­mer sja­el­dent pu­bli­ce­ret i me­di­er­ne, men de la­der til at bli­ve hyp­pi­ge­re, si­ger jour­na­li­sten Zia Ur Re­h­man. »Når mi­gran­ter fra lan­d­om­rå­der­ne flyt­ter til by­en, ta­ger de de­res egen kultur, reg­ler og an­dre ting med sig. I ste­det for at bru­ge det of­fi­ci­el­le rets­sy­stem er der stam­me­grup­per, som i ste­det gør brug af de­res eg­ne tra­di­tio­nel­le rets­me­to­der,« si­ger han. Bakh­ta­ja og Gha­ni er nu be­gra­vet ti me­ter fra hin­an­den på den lo­ka­le kir­ke­gård, mel­lem bu­sket krat. De­res gra­ve er da­ek­ket af rødt stof, der end­nu ik­ke er fal­met i Ka­ra­chis sol og støv. Ataul­lah, en gra­ver på kir­ke­går­den, sag­de, at da de un­ge krop­pe blev sa­en­ket i jor­den, var de sta­dig sve­det af stø­de­ne. Ataul­lah ryste­de på ho­ve­d­et. »De hav­de ik­ke be­hø­vet at slå dem ihjel. De bur­de ha­ve la­det dem gå. De kun­ne ha­ve nø­je­des med at di­sci­pli­ne­re dem.« Det var ik­ke mu­ligt at in­ter­viewe kvin­de­li­ge sla­egt­nin­ge af par­ret. Mand­li­ge fa­mi­lie­med­lem­mer sag­de, at kvin­der­ne blev »flyt­tet« fra hu­se­ne, da straf­fen skul­le ud­må­les. Si­den ma­en­de­ne blev fa­engs­let, er kvin­der­ne uden for­sør­ge­re. Må­ske der­for sag­de Bakh­ta­jas mor, som no­get af det før­ste, da hun tal­te med en grup­pe ak­ti­vi­ster fra Au­rat Fo­un­da­tion: »Jeg til­gi­ver ham.« Alt­så hen­des mand, for mor­det på hen­des dat­ter. »Kvin­der­ne er sår­ba­re og ban­ge. De vil ba­re ger­ne ha­ve de­res ma­end til­ba­ge,« sag­de Ra­h­man fra Au­rat Fo­un­da­tion. Al­li­ge­vel la­der kvin­der­ne ik­ke til at va­e­re eni­ge i de­res ma­ends hand­lin­ger. »Pi­gens mor har det vir­ke­lig dår­ligt. Hun er holdt op med at ta­le,« sag­de et fa­mi­lie­med­lem. Ti da­ge ef­ter mor­de­ne blev Ka­ra­chi ramt af en vold­som mons­un­regn, der over­svøm­me­de ga­der­ne med mud­ret vand og skab­te ka­os ove­ralt i by­en. Over 20 men­ne­sker blev dra­ebt af elek­trisk stød fra va­el­te­de el­ma­ster. I Ali Bro­hi Go­th sag­de kvin­der­ne, at det var Guds straf for at slå det un­ge par ihjel.

FOTO: SUNE ENGEL RAS­MUS­SEN

17-åri­ge Gha­ni og 15-åri­ge Bakh­ta­ja end­te de­res jor­di­ske liv i sols­ved­ne gra­ve, kun 10 me­ter fra hin­an­den. Mor­de­ne på dem har ry­stet et Paki­stan, der el­lers er vant til så­kald­te ae­res­drab.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.