Spørgs­mål til en kvin­de­lig Ot­hel­lo

Weekendavisen - - Kultur - Af MARIANNE KROGH ANDERSEN

Gen­der. Sha­kespea­res dra­ma fra 1604 har i Elisa Kra­gerups in­struk­tion få­et én på hat­ten. Ot­hel­lo spil­les af en gan­ske ung sku­e­spil­le­rin­de og er les­bi­sk.

Hvor­dan har du ar­bej­det dig ind i rol­len som Ot­hel­lo? »Jeg har brugt man­ge må­ne­der på det og la­est fle­re ver­sio­ner af dra­ma­et for at fin­de ind til ker­nen af hi­sto­ri­en. Jeg har set rig­tig man­ge film om ja­lou­si­drab og stu­de­ret mor­de­re. Der er nog­le sinds­sy­ge hi­sto­ri­er – om pro­ces­sen, der fø­rer frem til dra­bet, hvor­dan nog­le får bla­ck­out. Jeg har en­gang over­va­e­ret en rets­sag om et ja­lou­si­drab. Jeg tror, at al­le men­ne­sker kan kom­me der­ud, hvis man bli­ver pres­set nok. Jeg har nør­det vir­ke­lig me­get tekst for at gi­ve min ka­rak­ter far­ve. Elisas fo­re­stil­lin­ger er me­get kro­p­s­li­ge. Jeg har styr­ke­tra­e­net, lø­bet og dyr­ket yo­ga, jeg kan rig­tig godt li­de at be­va­e­ge mig. Til den­ne rol­le tra­e­ne­de jeg in­tenst for at få en an­den sta­tur, for at få au­to­ri­tet i min krop, vir­ke­lig bli­ve en ha­er­fø­rer rent kro­p­s­ligt. Jeg ka­em­per til det yder­ste for at fin­de ba­lan­cen mel­lem or­de­ne og ur­kraf­ten. Vi har brug for den ur­kraft, der fin­des i klas­si­ker­ne, selv­om de styk­ker blev skre­vet til et helt an­det pu­bli­kum langt til­ba­ge i hi­sto­ri­en.« – Hvad er det sva­e­re­ste ved din rol­le? »Jeg skal vi­se ja­lou­si­en i al­le dens facet­ter. Det bli­ver ved og ved. Det er et fø­lel­ses­ma­ra­ton. Det he­le bli­ver støt me­re mørkt, ef­ter­hån­den som styk­ket skri­der frem. Det er sva­ert at for­stå, at man kan kom­me så langt ud – den af­grund af ja­lou­si. Det er rent van­vid. Krop­pen ta­ger over, og ho­ve­d­et bli­ver koblet fra. Det er me­get vold­somt at bli­ve dre­vet så langt ud, at man er pa­rat til at myr­de. Ja­lou­si er skam­fuldt og ta­bu­belagt, Jeg sy­nes, at men­ne­skets psy­ke er det mest spa­en­den­de af alt, vo­res for­svars­me­ka­nis­mer, vo­res la­engs­ler, drøm­me og håb. Al­le spø­gel­ser­ne i vo­res liv og mø­det med an­dre men­ne­sker, og hvorfor vi i nog­le til­fa­el­de bli­ver de bed­ste ud­ga­ver af os selv – og i an­dre til­fa­el­de de va­er­ste. Da jeg var yn­gre, hav­de jeg brug for at la­e­re mig selv at ken­de. Der­for søg­te jeg ind til mi­li­ta­e­ret. Jeg vil­le vi­de, hvad jeg kun­ne kla­re, og hvad der var re­le­vant for mig i li­vet. Det var bå­de det fy­si­ske og det men­tale, som til­trak mig, men isa­er vil­le jeg ger­ne ma­er­ke et sam­men­hold. Det er ik­ke, for­di jeg støt­ter krig og øde­la­eg­gel­se. Men i den pe­ri­o­de var jeg in­ter­es­se­ret i at vi­de, hvil­ket men­ne­ske jeg egent­lig var. Og hvorfor skul­le mi­li­ta­e­ret kun va­e­re for ma­end? Jeg tra­e­ne­de i ot­te må­ne­der og be­stod op­ta­gel­ses­prø­ven, men blev kas­se­ret, for­di de fandt ud af, at jeg hav­de haft ast­ma som barn. Jeg blev ra­sen­de!« – Ud over No­bel hed­der du og­så Me­ha­bil til ef­ter­navn. Din mor er født i Dan­mark, din far stam­mer fra Al­ge­ri­et. I »Ot­hel­lo« spil­ler du mau­rer og bli­ver kaldt ara­ber­ka­el­ling. Hvad be­ty­der din ara­bi­ske bag­grund for dig? »Halv­de­len af mit liv er Dan­mark, Øster­bro, Sor­te­dams­sko­len og Sankt An­nae. Og så er der den an­den halv­del, min far og hans land. Det er no­get, jeg har ta­get stil­ling til og sy­nes er vig­tigt – isa­er med den flygt­nin­gepo­li­tik, vi har li­ge nu. Men min bag­grund har al­drig gi­vet hver­ken mig el­ler min bror pro­ble­mer. Det var først, ef­ter jeg kom i 20rne, at jeg rig­tig be­gynd­te at spej­le mig i min fars kultur. For jeg er i den grad dansk. Det vil va­e­re løgn at gø­re mig me­re ara­bi­sk og et­nisk, end jeg er. Mi­ne bedste­fora­el­dre er dø­de. Men jeg har mas­ser af fa­mi­lie i Al­ge­ri­et. Mi­ne ku­si­ner er højtud­dan­ne­de. De ved li­ge, hvad de vil. De er sta­er­ke kvin­der, men de må vir­ke­lig ka­em­pe – som højtud­dan­ne­de ind­van­drer­pi­ger i Dan­mark.« – Hvor­dan er det at ar­bej­de med Elisa Kra­gerup? »Det er hå­be­fuldt og fry­de­fuldt, men sam­ti­dig og­så angst­pro­vo­ke­ren­de. I star­ten, da vi øve­de Ot­hel­lo, fik vi syv mi­nut­ter til for­skel­li­ge op­ga­ver, hvor vi skul­le im­pro­vi­se­re, for ek­sem­pel at vi­se, hvor­dan Ot­hel­lo op­fø­rer sig, når hun er pri­vat, og når hun op­tra­e­der of­fent­ligt. Det er jo ik­ke sjovt, for man blot­ter sig. Må­ske over­spil­ler man el­ler un­der­spil­ler. Der er mas­ser af adre­na­lin, hjer­te­ban­ken og puha. Da min kol­le­ga Peter Plaug­borg fik en Re­u­mert, for­tal­te han fan­ta­stisk godt i sin ta­le om fa­el­les­skab. Det ly­der som en kli­ché, men jeg har alt­så et ka­em­pe be­hov for fa­el­les­skab og na­este­ka­er­lig­hed. Den en­sem­b­le-ånd op­le­ve­de jeg og­så i Oden­se, men i Det Rø­de Rum på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter var vi jo et lil­le la­ek­kert hold på kun syv sku­e­spil­le­re – det er no­get helt sa­er­ligt, for­di vi var fa­el­les om at byg­ge en hi­sto­rie op. Vi støt­te­de hin­an­den – og­så i de grim­me­ste si­tu­a­tio­ner. Jeg har ma­er­ket me­get på krop­pen, hvor­dan det er at va­e­re en del af Elisas en­sem­b­le. Det er selv­føl­ge­lig angst­fyldt, men der er til­lid i rum­met.« – Hvor­dan for­be­re­der du dig, li­ge før du går ind på sce­nen? Har du sa­er­li­ge ri­tu­a­ler? »Jeg skal va­e­re fuld­kom­men kon­cen­tre­ret. I zen! Jeg skal ha­ve god tid, in­den jeg skal på. Jeg går ind på sce­nen for­in­den – det SKAL jeg. Jeg har brug for at ma­er­ke, at det er mit rum. Min ar­bejds­plads. Jeg hil­ser al­tid på det tek­ni­ske per­so­na­le et par ti­mer før. Det er mit ri­tu­al. Jeg er i høj grad et kro­p­s­men­ne­ske. Jeg har brug for, at min krop har va­e­ret der. Jeg skal gå trin­ne­ne, ma­er­ke aku­stik­ken og kig­ge ud i sa­len. For der sid­der alt­så men­ne­sker dér, som har be­talt man­ge pen­ge for at se styk­ket. Mit fag er for­nø­jel­se og angst i en sa­er blan­ding. Men det er en fry­de­fuld co­ck­tail.«

FOTO: NI­ELS CHRISTENSEN

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.