Over­tos­se, out­si­der el­ler en stor kunst­ner?

Ovarta­ci-ud­stil­lin­gen på Kunst­hal Char­lot­ten­borg har få­et an­mel­der­ne op på ma­er­ker­ne. Der skri­ves dansk kunst­hi­sto­rie, så det slår gni­ster.

Weekendavisen - - Kultur - Af PERNILLE ALBRETHSEN

De ma­er­ker det na­ep­pe in­de på Chri­sti­ans­borg el­ler på lan­dets ind­lands­re­dak­tio­ner, men for ti­den er der bre­aking kunst­hi­sto­ri­e­news i Dan­mark. Det er helt for­ry­gen­de. Der skri­ves og ta­les, så det slår gni­ster; i avi­ser­nes spal­ter, til fer­ni­se­rin­ger­ne og hen over bor­det til al­ver­dens mid­dags­sel­ska­ber. Det hand­ler om out­si­der-kunst­ne­ren Ovarta­ci (født Lou­is Marcus­sen, 1894-1985), som ak­tu­elt vi­ses på Kunst­hal Char­lot­ten­borg i Kø­ben­havn. Ovarta­ci & Gal­ska­bens Kunst er den hidtil mest om­fangs­ri­ge pra­e­sen­ta­tion af kunst­ne­ren ud­stil­let uden for det mu­se­um for de sinds­li­den­des kunst, Mu­se­um Ovarta­ci, som blev ind­ret­tet på det psy­ki­a­tri­ske ho­spi­tal i Ris­skov, hvor den pro­duk­ti­ve kunst­ner, som var di­ag­no­sti­ce­ret skizof­ren, var ind­lagt og resi­de­re­de i sam­men­lagt 56 år. Og al­le­re­de her, med den­ne ul­tra­kor­te in­tro­duk­tion, har jeg tram­pet rundt i mindst en hånd­fuld aspek­ter af det, som gør dis­kus­sio­nen af Ovarta­cis fi­gu­ra­ti­ve fan­ta­sy-uni­vers til al­de­les le­ven­de kunst­hi­sto­ri­eskriv­ning. Det frem­går blandt an­det af de man­ge ar­tik­ler om ud­stil­lin­gen. Det før­ste spørgs­mål er, om Ovarta­ci – der var født som mand, men hav­de et ud­talt øn­ske om at bli­ve kvin­de og blandt an­det for­søg­te at ska­e­re sin pe­nis af med et bar­ber­blad, før ho­spi­ta­let til sidst imø­de­kom øn­sket om en re­gu­la­er køns­o­pe­ra­tion – egent­lig ik­ke bør be­na­ev­nes »hun«? Det har der ind­til nu ik­ke va­e­ret kunst­hi­sto­risk pra­e­ce­dens for, hel­ler ik­ke på Mu­se­um Ovarta­ci, som ejer de fle­ste af va­er­ker­ne, men ud­stil­lin­gens ku­ra­tor, Mat­hi­as Kry­ger, ar­gu­men­te­rer i for­mid­lings­ma­te­ri­a­let og i fle­re in­ter­views for, at for­di forta­el­lin­gen om Ovarta­ci i høj grad er skre­vet af la­e­ge­vi­den­ska­ben, så har øn­sket om køns­skif­te fejl­ag­tigt va­e­ret re­du­ce­ret til en del af syg­dom­men: »Det er vig­tigt at va­e­re be­vidst om, hvad for en mag­tover­grebs­ma­ski­ne så­dan en psy­ki­a­trisk in­sti­tu­tion og­så er,« si­ger Kry­ger til on­li­ne­me­di­et Vi­ce Bro­ad­ly, som en del af for­kla­rin­gen på, hvorfor Ovarta­ci bør om­ta­les »hun«. Bå­de Dag­bla­det In­for­ma­tions Ru­ne Ga­de og Ber­ling­s­kes Tor­ben Weirup går i de­res an­mel­del­ser med på det­te aspekt af den nye kunst­hi­sto­ri­eskriv­ning. Jeg går og­så med i det føl­gen­de. Et an­det spørgs­mål hand­ler om, hvor­vidt Ovarta­ci (nav­net er an­gi­ve­ligt en po­e­tisk om­skriv­ning af ’over­tos­se’) over­ho­ve­det bør om­ta­les som en out­si­der­kunst­ner? For en så­dan be­teg­nel­se hand­ler må­ske al­ler­mest om vo­res kunst­hi­sto­ri­ske tra­di­tion for, hvor­dan rig­tig kunst og rig­ti­ge kunst­ne­re ser ud. I det­te til­fa­el­de hand­ler det des­u­den og­så om psy­ki­a­trisk di­ag­no­sti­ce­rings­hi­sto­rie. Un­der over­skrif­ten »Flug­ten til fri­he­den« be­skri­ver Weirup, hvor­dan Ovarta­ci brug­te kun­sten til at bli­ve fri, va­e­re sig selv: »Ovarta­ci vil­le va­ek fra det sted, hvor hun var ind­lagt og nødt til at va­e­re. Så hun tog fan­ta­si­en til hja­elp.« Det er i det he­le ta­get den in­tri­ka­te sam­men­flet­ning af kunst­hi­sto­rie og psy­ki­a­tri­hi­sto­rie, som, ud­over de fa­bel­ag­tigt in­ter­es­san­te va­er­ker, gør Ovarta­ci til en ut­ro­lig forta­el­ling, der og­så har vir­ket dra­gen­de på man­ge dan­ske kunst­ne­re gen­nem ti­den; fra As­ger Jorn og Per Kir­ke­by frem til man­ge yn­gre sam­tids­kunst­ne­re. Det har sik­kert ik­ke gjort op­le­vel­sen min­dre, at man har skul­let be­sø­ge et psy­ki­a­trisk ho­spi­tal for over­ho­ve­det at se dis­se sa­er­li­ge va­er­ker. Og li­ge va­er­ker­nes kva­li­tet er al­le an­mel­der­ne helt eni­ge om.

»OVARTACIUDSTILLINGEN er en me­get vel­kom­men vis­ning af et stort, smukt, po­e­tisk, ån­de­ligt og ma­er­ke­ligt ar­bej­de af for mig at se en af vo­res stør­ste kunst­ne­re,« skri­ver Ka­s­par Bon­nén på net­tids­skrif­tet Kunst­kri­tikk, mens Tom Jør­gen­sen i dag­bla­det Po­li­ti­ken ka­ster fi­re hjer­ter ef­ter ud­stil­lin­gen, som han kal­der for »uen­de­ligt gi­ven­de«. Og­så Ru­ne Ga­de og Tor­ben Weirup er ge­ne­relt fa­sci­ne­re­de af oe­u­v­ret. Til gen­ga­eld er der ik­ke enig­hed om, hvor­dan Ovarta­cis va­er­ker bør vi­ses. Og ale­ne det, at fle­re af an­mel­del­ser­ne her gi­ver sig tid til at gå ind i sel­ve ud­stil­lings­op­sa­et­nin­gen – som ved Gud ik­ke er no­get, den hjem­li­ge dag­bladskri­tik al­tid har på dos­mer­sed­len – er at­ter et be­vis på den kunst­hi­sto­ri­ske dy­na­mit­stang, som Char­lot­ten­borg med den­ne ud­stil­ling har ka­stet ind på sce­nen. En ku­ra­tors frem­me­ste må­de at be­dri­ve kunst­hi­sto­rie på er jo sel­ve ud­stil­lin­gen – ud­val­get og dis­po­ne­rin­gen i rum­met. Til sidst­na­evn­te har Kry­ger valgt et mar­kant greb i kunst­hal­lens stør­ste gal­le­ri, som til­sy­ne­la­den­de pro­vo­ke­rer: Ovarta­cis pa­pir­ar­bej­der er ind­sat i en lang ra­ek­ke lodret­stå­en­de dob­bel­te gl­a­s­pla­der (for­ank­ret i be­tonso­k­ler), som har den funk­tion, at man kan se, hvor­dan Ovarta­ci of­te har ma­let på beg­ge si­der af pa­pi­ret, og som og­så får va­er­ker­ne til at sva­e­ve i rum­met. In­for­ma­tions Ru­ne Ga­de me­ner, at ud­stil­lings­a­e­ste­tik­ken stja­e­ler op­ma­er­k­som­he­den, »nor­ma­li­se­rer Ovarta­cis ar­bej­der« og gør »gal­ska­ben til hip kunst«. Re­ak­tio­nen på ud­stil­lings­de­sig­net skal blandt an­det for­stås i for­la­en­gel­se af de rø­ren­de forta­el­lin­ger om, hvor­dan Ovarta­ci le­ve­de med si­ne va­er­ker i me­get kon­kret for­stand; kys­se­de pap­ma­ché­fi­gu­rer­ne god­nat hver af­ten, gik tur med dem og den slags. Det er og­så det, Kasper Bon­nén har i bag­ho­ve­det, når han skri­ver: »Li­ge­som når man på Na­tio­nal­mu­se­et ta­ger de ri­tu­el­le drag­ter fra op­rin­de­li­ge folk og sa­et­ter dem ind bag glas, er Ovarta­cis fi­ne skrø­be­li­ge sen­si­bi­li­tet på sam­me må­de sat ind mel­lem sto­re tyk­ke gl­a­s­pla­der (…) Ån­der­ne op­ha­engt og ud­stil­let – ik­ke som ven­ner, men som kunst­gen­stan­de.« Her er vi ude over spørgs­mål ved­rø­ren­de Ovarta­cis køn el­ler sta­tus som out­si­der­kunst­ner, men om hvor­vidt va­er­ker­ne har et så sa­e­r­e­gent ud­spring, at de kun kan vi­ses un­der helt sa­er­li­ge om­sta­en­dig­he­der. Må­ske bør de slet ik­ke ud­stil­les? Hold nu op, hvor vil­le jeg øn­ske, at dansk kunst­hi­sto­ri­eskriv­ning al­tid var så le­ven­de. For med Char­lot­ten­borgs ud­stil­ling er Ovarta­ci for al­vor in­tro­du­ce­ret til en stør­re of­fent­lig­hed, som har ka­stet sig ind i de­bat­ten med en bra­en­den­de iver. Er Ovarta­ci vo­res svar på sven­sker­nes Hil­ma af Kl­int? Hvem skri­ver hi­sto­ri­en? Hvem har de­fi­ni­tions­mag­ten? For det, man ma­er­ker i samt­li­ge an­mel­del­ser – og­så i dem, der glem­mer at skri­ve det – er, hvor ud-af­krop­pen-be­gej­stre­de al­le er i mø­det med Ovarta­ci. Ja, må­ske er den »do­mesti­ce­ring« af det­te vildt fa­bu­le­ren­de ustyr­li­ge va­erk, som Ru­ne Ga­de ad­va­rer imod, sam­ti­dig det før­ste skridt til in­sti­tu­tio­na­li­se­rin­gen af den­ne kunst­ner, som vil gø­re det mu­ligt for fle­re at ta­ge del i sam­ta­len om ik­ke ba­re Ovarta­ci, men og­så om den in­sti­tu­tions­kri­tik, som lø­ber i hen­des kølvand; om køn, kunst og psy­ki­a­tri. Og hvis vi kom­mer frem til, at Ovarta­ci ger­ne må ud­stil­les, så har man her en fan­ta­stisk kan­di­dat til Den Dan­ske Pavil­lon på Ve­ne­dig­bien­na­len i 2019.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.