Den dunk­le eu­ro­pa­ei­ske lyd

Weekendavisen - - Kultur - Af NIKOLAJ NØRLUND

Ber­lin. Med Iggy Pop og ufor­lø­ste eks­pe­ri­men­ter på sla­eb ta­ger David Bowie til Ber­lin, lok­ket af kunst­ne­risk og seksu­el fri­hed. Re­sul­ta­tet bli­ver en tri­lo­gi, som er sva­er at over­vur­de­re.

Mørk, mo­no­ton og ma­jesta­e­tisk. In­si­ste­ren­de, in­fly­del­ses­rig og in­tens. Det er no­get ret vild mu­sik, David Bowie får re­vet af sig i si­ne år i Vest­ber­lin, 1977-79, på al­bum­me­ne Low, »Hero­es« og Lod­ger. Der er en em af Eu­ro­pa og kold krig over dem, den berl­in­ske stor­hed og de­ka­den­ce, kunst­ne­rens nys­ger­rig­hed og rast­løs­hed. De tre al­bum in­spi­re­re­de på egen hånd en hel gen­re, post-punk, med bands som Joy Di­vi­sion, The Cu­re, Bauhaus, U2 og Echo and the Bun­ny­men. Et nyt boks­sa­et sam­ler den le­gen­da­ri­ske tri­lo­gi, plus et fjer­de al­bum, Scary Mon­ster (And Su­per Cre­eps). Sce­nen er, at Bowie har bo­et og ar­bej­det i Los An­ge­les i nog­le år, haft stor suc­ces med Yo­ung Ame­ri­cans og er an­gi­ve­ligt endt i et eska­le­ren­de ko­kain­mis­brug. Han har net­op spil­let ho­ved­rol­len som rumva­es­net Tho­mas Jero­me Newton i Ni­co­las Ro­egs The Man Who Fell to Earth (et stil­l­fo­to fra fil­men ud­gør cove­ret på Low) og er lidt skuf­fet over, at han ik­ke får lov at la­ve fil­mens so­und­tra­ck. De ufor­lø­ste eks­pe­ri­men­ter ta­ger Bowie med sig, da han be­slut­ter sig for at ven­de det lø­se liv i LA ryg­gen og i ste­det re­tur­ne­re til kon­ti­nen­tet, det gam­le Eu­ro­pa. Han har sin pro­tegé og vå­ben­bro­der, Iggy Pop, med på sla­eb, en i sig selv eks­plo­siv kom­bi­na­tion. Iggy har og­så des­pe­rat brug for en ny start med et par op­hold på af­vaen­nings­kli­nik­ker og en svig­ten­de kar­ri­e­re på hån­den. Det bli­ver et far­vel til Yo­ung Ame­ri­cans’ pla­stic soul og et god­dag til key­bo­ard­fla­der og kold­krig­s­at­mos­fa­e­rer. Den ny­e­re ty­ske elek­tro­ni­ske mu­sik, kraut­ro­ck, er ik­ke gå­et Bowie for­bi. Bands som Kraftwerk, Can og Neu! rum­ler, og by­ens ry for kunst­ne­risk og seksu­el fri­hed vir­ker til­tra­ek­ken­de på den er­kla­e­re­de bi­seksu­el­le san­ger. Ved sin si­de i stu­di­et har Bowie am­bi­ent­fa­de­ren Bri­an Eno og med­pro­du­cer To­ny Vi­scon­ti, og sam­men har de en op­skrift på det før­ste al­bum, Low, som hed­der san­ge på den ene si­de (det er jo vi­nyl, alt­så si­de A og B) og key­bo­ard­bå­ret in­stru­men­tal­mu­sik på den an­den.

DET er nød­ven­digt at be­skri­ve Bowies skri­ve­me­to­de i de år. Han an­kom­mer til stu­di­et, Hansa Stu­dios, uden fa­er­di­ge san­ge, men med ak­kord­pro­g­res­sio­ner og frag­men­ter, som han ud­vik­ler, ar­ran­ge­rer og ind­spil­ler sam­men med ban­det, ik­ke mindst ka­pel­me­ster Car­los Alo­mar. Der er end­nu in­gen me­lo­di­er el­ler tek­ster. Ef­ter en uges tid er grund­spo­re­ne på plads, og så bli­ver ban­det sendt hjem. Der­ef­ter går ho­ved­per­so­nen i gang med at ud­vik­le tekst og me­lo­di. Le­gen­da­risk er be­skri­vel­sen af, hvor­dan ti­telnum­me­ret »Hero­es« på tri­lo­gi­ens an­det al­bum blev til. San­gen hav­de lig­get som et in­stru­men­talnum­mer i et styk­ke tid, men en dag sen­der Bowie To­ny Vi­scon­ti og hans ve­nin­de ud af stu­di­et, ud at gå tur. Hansa Stu­dios lå ta­et på Ber­lin­mu­ren og gik blandt mu­si­ke­re un­der nav­net Hansa by the Wall. Gen­nem vin­du­er­ne ser Bowie de to tur­tel­du­er stå ved Mu­ren og skri­ver dem ind i san­gen. Da Vi­scon­ti ven­der til­ba­ge til stu­di­et, er Bowie klar med san­gen. Den bli­ver ind­spil­let, og 45 mi­nut­ter se­ne­re er den fa­er­dig. Wham, bam, thank you, ma’am! Se­ne­re over­dub­ber Bowie sin vo­kal på bå­de tysk og fransk, og boks­sa­et­tet af­sa­et­ter en hel EP til de ver­sio­ner. Sa­er­ligt den ty­ske ver­sion er ge­ni­al: »Ich! Ich bin dann Kö­nig«. Det er sva­ert at over­vur­de­re tri­lo­gi­ens be­tyd­ning, hvis no­gen sta­dig skul­le va­e­re i tvivl. Og­så her­hjem­me sa­et­ter den si­ne spor. Band­se­ne Kli­ché, Sods (Sort Sol), som ta­ger sprin­get fra punk­band til ef­terta­enk­somt post-ro­ck en­sem­b­le på Un­der en sort sol, Bal­let Méca­nique og Be­fo­re er nog­le af dem, som bru­ger den mør­ke eu­ro­pa­ei­ske lyd. Hos dig­te­ren Mi­cha­el Strun­ge bli­ver Always Cras­hing in the Sa­me Car til »Drøm­men om at kø­re galt«. Selv har jeg al­tid for­bun­det Lars von Tri­ers For­bry­del­sens ele­ment fra 1984 med Ber­lin-tri­lo­gi­en. Med det sto­re kulsor­te og gi­gan­ti­ske Eu­ro­pa som bag­ta­ep­pe til en sci­en­ce fi­ction-dy­sto­pi.

1977 er uden tvivl hi­sto­ri­ens høj­de­punkt. Egent­lig fo­re­går man­ge af ind­spil­nin­ger­ne i Frank­rig på Château d’Héro­u­vil­le, in­den Bowie og hans sla­eng ryk­ker til Ber­lin om som­me­ren. Haupt­stras­se 155 i Schö­ne­berg er i dag et ud­flugts­mål for de­di­ke­re­de fans, og sid­ste år kom en min­de­pla­de oveni­kø­bet op at ha­en­ge. Selv var jeg i ef­ter­å­ret 1977 på bil­tur med mi­ne fora­el­dre i Eng­land og in­ve­ste­re­de lom­me­pen­ge­ne i det nye »Hero­es«al­bum, hvor­ef­ter jeg brug­te ot­te da­ge på bags­a­e­det af en Ford Gra­na­da i La­ke Di­stri­ct­na­tio­nal­par­ken på at la­e­se tek­ster­ne godt og grun­digt igen­nem, in­den vi nå­e­de hjem, og jeg kun­ne sa­et­te pla­den på. Bowie fik og­så tid til at pro­du­ce­re to mester­va­er­ker med Iggy Pop, The Idi­ot og Lust for Li­fe, der bød på nyklas­si­ke­re som »The Pas­sen­ger«, »China Girl« og ik­ke mindst det før­ste al­bums ti­tel­sang. De hø­rer ube­stri­de­ligt til blandt Ig­gys al­ler­bed­ste al­bum, og selv­om de er ind­spil­let i sam­me stu­die og sam­me pe­ri­o­de som Bowies, er Ig­gys sang­fored­rag så uta­em­me­ligt char­me­ren­de, så ufor­ud­si­ge­ligt og ame­ri­kansk, at det bli­ver helt sit eget. Iggy im­pro­vi­se­rer sig frem til de en­de­li­ge op­ta­gel­ser for­an mi­kro­fo­nen, og re­sul­ta­tet er in­tenst, en­kelt, me­dri­ven­de og rø­ren­de. Det er og­så i 1977, at bå­de Low og »Hero­es«(ci­ta­tions­teg­ne­ne er en del af tit­len) ud­kom­mer. I dag har Low et me­re af­da­em­pet og tørt ud­tryk end tri­lo­gi­ens to an­dre al­bum og ha­en­ger må­ske me­re sam­men med for­ga­en­ge­ren, Sta­tion to Sta­tion. Der er sta­dig sto­re san­ge, ik­ke mindst »So­und and Vi­sion«, men Low er, på trods af in­stru­men­talnum­re­ne, et me­re or­di­na­ert ro­ck­al­bum end ef­ter­føl­ger­ne.

LOD­GER tra­ek­ker der­i­mod på ele­men­ter fra ik­ke-eu­ro­pa­ei­sk mu­sik, bå­de ryt­misk og to­nalt; si­ne ste­der er al­bum­met ara­bi­skin­spi­re­ret. Be­va­e­gel­se, ud­vik­ling og ud­syn er de cen­tra­le te­ma­er, som tit­ler­ne an­ty­der: »Fan­ta­stic Voy­a­ge«, »Afri­can Night Flight«, »Move On«, »Red Sails«. Des­u­den et num­mer som »Repe­ti­tion«, der ret di­rek­te forta­el­ler en hi­sto­rie om hu­str­u­vold. Det køns­po­li­ti­ske er og­så te­ma­et på »Boys Ke­ep Swin­ging«, hvis vi­deo vi­ser Bowie i over­leg­ne drag­kostu­mer. Et vi­sio­na­ert al­bum, bå­de te­ma­tisk og mu­si­kalsk, som boks­sa­et­tet by­der på i en ny­mi­k­set ud­ga­ve, af To­ny Vi­scon­ti, for­u­den ori­gi­na­len, som jeg per­son­ligt sta­dig fo­re­tra­ek­ker. Den ly­der per­fekt. David Bowie var og­så en for­ry­gen­de san­ger, hvil­ket står klart, når man lyt­ter boks­sa­et­tet igen­nem. Ik­ke kun for­di han be­sid­der en stor og rig stem­me, men og­så for­di han in­si­ste­rer på at fin­de frem til nye ud­tryk. Han og Vi­scon­ti ar­bej­der med af­veks­len­de klan­ge, forvra­eng­ning, skrig, croon, alt ga­el­der. Det er be­fri­en­de at hø­re en san­ger, som ik­ke stil­ler sig til­freds med at ny­de klan­gen af sin egen stem­me, hvil­ket er ty­de­ligt på san­ge som »Joe The Lion« og »Sons of the Si­lent Age« med de­res na­er­mest ekvi­li­bri­sti­ske vo­kal­pra­e­sta­tio­ner. El­ler »It’s No Ga­me (Part 1)« fra Scary Monsters, hvor Bowie pres­ser sin stem­me langt over, hvad der egent­lig kan an­be­fa­les, men med et af­sin­digt ef­fek­tivt re­sul­tat. Scary Monsters er må­ske det al­bum, hvor det bedst lyk­kes Bowie at kom­bi­ne­re kre­a­tiv am­bi­tion med kom­merci­el til­ga­en­ge­lig­hed. Med ka­em­pe­hit­tet »As­hes to As­hes« blev al­bum­met Bowies før­ste top­sco­rer på den bri­ti­ske hit­lis­te si­den Di­a­mond Dogs fra 1974, men sta­dig med en stolt og ra­di­kal pro­fil.

David Bowie: A New Ca­re­er in a New Town (1977-1982). Boks­sa­et med fi­re ori­gi­na­le stu­di­e­al­bum, et li­ve-al­bum, en ep med en­gel­ske, ty­ske og fran­ske ver­sio­ner af san­gen »Hero­es«, al­bum­met Lod­ger i nyt mix, out­ta­kes og sja­el­den­he­der. War­ner Mu­sic.

Før Ber­lin har Bowie bo­et og ar­bej­det i Los An­ge­les i nog­le år, haft stor suc­ces med Yo­ung Ame­ri­cans og er an­gi­ve­ligt endt i et eska­le­ren­de ko­kain­mis­brug.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.