Storm og trang

Weekendavisen - - Kultur - Af PETER JO­HAN­NES ERICHSEN

Pre­mi­e­re. Den sa­ne­ring af Berl­ins Staats­o­per, der ef­ter den ty­ske gen­for­e­ning blev ved­ta­get, er nu ef­ter syv års ar­bej­de ti­l­en­de­bragt.

er­lin – Or­ka­nen Xavi­er når Ber­lin om tors­da­gen 5. ok­to­ber. Den når så­le­des ik­ke at split­te he­le op­mar­chen af sik­ker­heds­styr­ker ad, der tirs­dag 3. ok­to­ber har om­ga­er­det den ny­re­stau­re­re­de Staats­o­per på Un­ter den Lin­den. Til be­skyt­tel­se af den frem­mød­te pro­mi­nens med for­bund­skans­ler An­gela Mer­kel og for­bund­spra­esi­dent Frank-Wal­ter Ste­in­mei­er i spid­sen. Men Xavi­er ta­ger sin told. Den pro­mi­nen­te pu­bli­cist Syl­ke Tem­pel ram­mes på vej hjem fra et mø­de med uden­rigs­mi­ni­ster Sig­mar Ga­bri­el af et om­styr­ten­de trae og dør. Mens or­ka­nen er på sit hø­je­ste, be­fin­der De­res ud­send­te sig i Deut­sches The­a­ter og over­va­e­rer en dis­kus­sion med ju­stits­mi­ni­ster Hei­ko Maas ef­ter en op­fø­rel­se af Fer­di­nand von Schira­chs suc­ces­sku­e­spil Ter­ror. Det fik­ti­ve rets­sals­dra­ma om en ja­ger­pi­lots di­lem­ma, da han står over­for at sky­de et kid­nap­pet pas­sa­ger­fly med 164 men­ne­sker om bord ned, mens det an­gi­ve­ligt har kurs mod et fod­bold­sta­dion med 70.000 til­sku­e­re. Det var her på Deut­sches The­a­ter, at de­batdra­ma­et i 2015 fik sin uro­p­fø­rel­se. Den af­slut­ten­de vo­te­ring blandt pu­bli­kum om, hvor­vidt pi­lo­ten skal er­ken­des skyl­dig i drab på 164 men­ne­sker – for han skød fly­et ned – er hver gang på de ty­ske te­a­tre endt med et fler­tal for fri­fin­del­se. Und­ta­gen i Dres­den. Den fly­ver­de­stru­e­re­de by har sit trau­me i be­hold. Ber­lin ha­e­ger om an­dre trau­mer. På langsi­den af Lin­deno­per lig­ger Be­bel­p­latz, hvor de stor­sti­le­de bog­bra­en­din­ger an­ført af stu­den­ter fandt sted i 1933. Ude på plad­sen gi­ver en stor pan­ser­r­u­de i bro­la­eg­nin­gen et kig ned til en op­lyst krypt, hvor lut­ter tom­me hvi­de bog­re­o­ler står i ra­ek­ke og ge­led. Den­ne af­ten, 3. ok­to­ber, Tag der deut­schen Ein­heit, er ru­den af­spa­er­ret, for Be­bel­p­latz skal bru­ges til storska­erm­strans­mis­sio­nen af af­te­nens fest­fo­re­stil­ling. Fjer­nt der­fra, i by­en Mainz, har Mer­kel og Ste­in­mei­er over­va­e­ret da­gens of­fi­ci­el­le fejring. Nu ga­el­der det ge­nind­vi­el­sen af Fre­de­rik den Sto­res ope­ra­hus fra 1742, bra­endt ned til grun­den i 1843 og promp­te genop­byg­get, om­døbt fra Ho­fo­per til Staats­o­per ef­ter Før­ste Ver­denskrig, søn­der­bom­bet un­der An­den Ver­denskrig og genop­byg­get i 1955 af den sam­me ar­ki­tekt, Ri­chard Pauli­ck, der de­sig­ne­de den overci­se­le­re­de Sta­lin-Al­lee og der­for ik­ke var for­le­gen ved at ska­be forl­oren rokoko-pragt.

BDEN sa­ne­ring, der ef­ter den ty­ske gen­for­e­ning blev ved­ta­get, er nu ef­ter syv års ar­bej­de ti­l­en­de­bragt. Pri­sen er ble­vet 400 mil­li­o­ner eu­ro. Der er ble­vet plads til godt 1400 til­sku­e­re. Dog er sel­ve sce­ne­ma­ski­ne­ri­et end­nu ik­ke i funk­tion, så ind­vi­el­sen er en se­mi­kon­certant op­fø­rel­se af Ro­bert Schu­manns Sze­nen aus Go­et­hes »Faust« fra 1862. Den plan­lag­te uro­p­fø­rel­se af be­stil­lings­va­er­ket, Wol­f­gang Ri­hms Saul, blev ik­ke til no­get på grund af kom­po­ni­stens syg­dom. De to le­de­re af Staats­o­per, di­ri­gen­ten Da­ni­el Ba­ren­boim og in­struk­tø­ren Jür­gen Flimm, har doblet Schu­manns va­erk op ved med sku­e­spil­le­re at in­ter­po­le­re vig­ti­ge sce­ner fra Faust, der ik­ke er sat i mu­sik. Det er der kom­met en ret så pra­eg­tig fest­fo­re­stil­ling ud af, tre en halv ti­me, som man vil kun­ne genop­le­ve i de­cem­ber, når det rig­ti­ge ope­ra­re­per­toi­re lan­ce­res med Hum­per­din­cks even­tyro­pe­ra Hän­sel und Gre­tel. Man har valgt 7. de­cem­ber som start­da­to. Der er da pra­e­cis gå­et 275 år, si­den Fre­de­rik den Sto­re fik sit Zau­ber­s­chloss, som han kald­te det.

MEL­LEM fa­ca­dens søj­ler stram­mer fi­re sta­tu­er sig op. De gra­e­ske ko­me­di­e­for­fat­te­re Ari­sto­fa­nes og Menan­der, og de gra­e­ske tragi­ke­re So­fok­les og Euri­pi­des. På Go­et­hes tid men­te man, at Menan­der trods si­ne for­s­vund­ne va­er­ker var en ka­pa­ci­tet. I det ty­ven­de år­hund­re­de fandt man ri­ge­ligt af dem til at fast­slå, at han var et blå­lys. Sta­tu­er­ne er na­ep­pe de op­rin­de­li­ge, og hel­di­ge er de ik­ke. Menan­der lig­ner en her­maf­ro­dit, Ari­sto­fa­nes og So­fok­les to ge­sti­ku­le­ren­de Ca­es­ar-mor­de­re, og Euri­pi­des en uaf­hen­tet apo­stel. Men bag ved den­ne søj­le­front ek­si­ste­rer end­nu mira­bi­le di­ctu den strå­len­de Apol­lo Saal, der har over­le­vet al­le øde­la­eg­gel­ser­ne. Et rum af bla­en­den­de rokoko-ele­gan­ce med skim­ren­de guld og sa­lig­gø­ren­de hvidt. Sam­ti­dig med at Fre­de­rik den Sto­re fik ar­ki­tek­ten von Kno­bels­dor­ff til at ram­me tidsån­den så emi­nent, fik mo­nar­kens sø­ster Wil­hel­mi­na ne­de i Bay­reuth sit ope­ra­hus, og den­ne smuk­ke kvin­de var – som det sker – et kon­ser­va­tivt ge­myt. Ar­ki­tek­ten Bi­bi­e­nas Mark­grä­fli­ches Opern­haus er ren re­tro, kom­man­de­ret til­ba­ge i tid til høj­ba­rok­ken i så ba­stant en grad, at søhel­ten Ni­els Ju­el vil­le fø­le sig tryg bag bal­ko­ner­nes ra­e­lin­ger, så ham­ren­de mas­sivt de er svun­get på plads. At Wil­hel­mi­na har sik­ret sig en mid­ter­lo­ge som ag­ter­spej­let på et linjeskib er be­e­in­d­ruck­end, som ty­sker­ne si­ger, når no­get er gå­et over ge­vind. An­der­le­des i Lin­deno­per. Her er in­gen fyr­ste­lo­ge i mid­ten, men pros­ce­ni­et ne­de for­an sce­nen flan­ke­res af to na­e­sten grot­te­ag­ti­ge hva­el­vin­ger. Lo­ger, hvor­fra kon­gen har kun­net møn­stre si­ne un­der­såt­ter – og de se ham – men med me­get rin­ge mu­lig­hed for at se no­get som helst af fo­re­stil­lin­gen. De dystert dy­be si­de­lo­ger er da og­så for la­engst ble­vet pro­jek­tø­rers og ka­me­ra­ers do­ma­e­ne. Ser man så op i lof­tet, skuf­fes man ik­ke. En pris­me­kro­ne, der må kun­ne få et­hvert spø­gel­se i ope­ra­en til at sav­le, ha­en­ger derop­pe. Men sam­ti­dig ser man den helt ra­di­ka­le loftsa­en­dring. Med et fletva­erk, der ger­ne vil for­veks­les med Mei­s­sner-po­r­cela­en, er rum­met ble­vet fem me­ter hø­je­re, hvor­ved den be­ga­e­re­de ef­ter­klang fra 1,1 se­kund til 1,6 se­kun­der er ble­vet sik­ret. Den af­gø­ren­de tri­umf for Da­ni­el Ba­ren­boim. Be­sø­ger man eta­ger­ne, vil man op­le­ve, at va­eg­ge­ne skif­ter far­ve fra rosa i par­ket­tet til mørkrosa, grøn og champag­ne­far­vet, jo hø­je­re man kom­mer op. Den al­tid sar­ka­sti­ske kri­ti­ker Ma­nu­el Brug kun­ne ik­ke ba­re sig for at ro­se An­gela Mer­kel, for­di hun hav­de valgt at kom­me i en kjo­le, der faldt fuld­kom­men i med sto­le­be­tra­ek­kets far­ve.

DET var op til for­bund­spra­esi­dent Ste­in­mei­er at hol­de en hyl­dest­ta­le ne­de på fors­ce­nen. Han kun­ne ik­ke ba­re sig for at spil­le på ope­ra­ers of­te an­se­li­ge la­eng­de. Bag Ste­in­mei­er pran­ge­de forta­ep­pets ko­los­sal­ma­le­ri med bil­le­der af ma­end, der op­gav at va­e­re ken­tau­rer og på to ben gik yp­pi­ge kvin­der i mø­de. Den sid­ste ta­ler var An­na To­mowa-Sin­tow, i sin tid di­ri­gen­ten Her­bert von Ka­ra­jans fo­re­truk­ne sop­ran. Med sin let­te tjek­ki­ske di­a­lekt re­ci­te­re­de hun Zu­eignung, pro­lo­gen til Go­et­hes Faust. Bi­fal­det var skrø­be­ligt. Så tog mu­sik­ken over. Staats­ka­pel­le Ber­lin og Da­ni­el Ba­ren­boim gav aku­stik­ken den før­ste øre­va­sker med ou­ver­tu­ren til Ro­bert Schu­manns egen­sin­di­ge sja­els­hen­giv­ne va­erk, hvor der i mod­sa­et­ning til de man­ge operakom­po­ni­ster, der har for­søgt sig med Faust, ik­ke er hid­kaldt fer­me li­b­ret­ti­ster. Schu­manns ve­ne­ra­tion holdt ham fra så­dan­ne for­tyn­din­ger. Alt det sung­ne føl­ger Go­et­hes tekst, og der er en karsk­hed over va­er­ket, der gør det fresco-ag­tigt. Ba­ren­boim hav­de imid­ler­tid i sam­klang med Flimm valgt at over­va­el­de os med sy­ner. I en vek­sel­virk­ning mel­lem san­ger­bår­ne og sku­e­spil­ler­bår­ne Go­et­he-tek­ster gik ta­ep­pet for et fan­tas­ma­go­risk show, hvor sceno­gra­fen Mar­kus Lü­pertz hav­de be­fol­ket så me­get uni­ver­sum, der kun­ne va­e­re på sce­nen, med im­po­ne­ren­de ef­ter­klan­ge af Oskar Kokos­chka og Niki de Saint-Phal­le. Hans far­ve­eks­plo­sio­ner, hen­des fa­bel­dyr. Tre ex­cep­tio­nel­le sku­e­spil­le­re trå­d­te frem som Faust, Gret­chen og Mep­hi­stop­he­les. An­dré Jung, Mei­ke Dro­ste og Sven-Eric Be­ch­tolf. Jung er vel nok ved si­den af Bru­no Ganz tysk te­a­ters stør­ste ka­rak­ter­sku­e­spil­ler – og er fra Luxem­bourg li­ge­som Ganz er fra Schweiz. På san­ger­si­den var rol­ler­ne li­ge­le­des op­u­lent be­sat. Den uhy­re ver­sa­ti­le baryton Ro­man Tre­kel som Faust, den ly­sen­de danskfran­ske sop­ran Elsa Drei­sig som Gret­chen og den im­posan­te bas René Pa­pe som Mep­hi­stop­he­les. Al­le tre stjer­ner i Staats­o­pers en­sem­b­le, hvor Elsa Drei­sig i det nye år skal syn­ge Vi­o­let­ta i Ver­dis La Travi­a­ta. Det blev et ve­ri­ta­belt pa­ra­despex, hvor Jür­gen Flim­ms te­a­ter­fan­ta­si tog ko­ste­li­ge po­int hjem, isa­er når Mep­hi­stop­he­les ind­drev hård­ha­en­det kol­lekt ved at true de an­dagts­sø­gen­de med sin uund­va­er­li­ge tre­fork, og hvor Da­ni­el Ba­ren­boims fin­s­leb­ne stil hav­de en ner­ve­blot­ten­de flair, som lod Schu­manns na­e­sten blitz­ag­ti­ge il­lu­mi­ne­ring af Go­et­hes ord gi­ve det pro­mi­nen­te pu­bli­kum et evig­heds­per­spek­tiv af de sja­eld­ne. Schu­mann fik sin ef­ter­klang 4. ok­to­ber, da Da­ni­el Ba­ren­boim og Staats­ka­pel­le gav de­res før­ste or­ke­ster­kon­cert op­pe på sce­nen, der nu var ble­vet in­dram­met af hvi­de pila­stre. Pi­a­ni­sten Maurizio Pol­li­ni var so­list i Ro­bert Schu­manns Kla­ver­kon­cert, og her mød­tes den ita­li­en­ske mar­mor­stil med den ty­ske sko­v­for­dy­bel­se. Lin­deno­per stod sin prø­ve, og­så her. Men Ba­ren­boim gen­tog for en sik­ker­heds skyld kon­cer­ten da­gen ef­ter i den sto­re Phil­har­monie. Den kan in­gen al­li­ge­vel mat­che.

FOTO: REUTERS/AXEL SCH­MIDT

Pri­sen er ble­vet 400 mil­li­o­ner eu­ro. Der er plads til godt 1400 til­sku­e­re, og i lof­tet ha­en­ger en pris­me­kro­ne, der må kun­ne få et­hvert spø­gel­se i ope­ra­en til at sav­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.