Lat­te­ren in­derst in­de

Lit­te­ra­er me­to­de. »Med na­tur­vi­den­ska­ben som kryk­ke el­ler må­ske na­er­me­re ca­mou­fla­ge er jeg ude på at få no­get al­de­les ut­ro­va­er­digt RJ ODQJW XGH WLO DW IUHPVWn Q VWHQ RYHUEHYLVHQGH YLUNHOLJW ©

Weekendavisen - - Bøger - Af PETER ADOLPHSEN

Vir­ke­lig­he­den er et flip­pet fa­eno­men. El­ler ret­te­re: fa­eno­me­ner i fler­tal. Langt me­re ud­sy­ret end no­get, jeg som skøn­lit­te­ra­er for­fat­ter no­gen­sin­de vil kun­ne fin­de på. Som pro­du­cent af fik­tion sker det til ti­der, at man vil snup­pe no­get in­de fra den fak­tu­el­le vir­ke­lig­hed, men ser sig nødsa­get til at mo­de­re­re, det vil si­ge fik­tio­na­li­se­re, det, for el­lers er det pa­ra­doksalt nok ik­ke tro­va­er­digt. Som Per Højholt skri­ver i den ge­ni­a­le lil­le blind­g­y­de »AEg­ge­ne i Frank­furt« (1982): »Hvem har ik­ke, an­sigt til an­sigt med ven­ners van­tro smil, lø­jet og er så ble­vet tro­et?« For ek­sem­pel har jeg for et par år si­den i re­sear­chø­je­med truk­ket på vi­den fra en over­la­e­ge ved navn Jørgen Kurtzhals og en zoo­log ved navn Re­in­hardt Møb­jerg. Skul­le jeg fin­de på at ud­sty­re fik­ti­ve per­so­ner med dis­se nav­ne, så vil­le tek­stens au­to­ri­tet vak­le, det er sim­pelt­hen for søgt. Det er år­sa­gen til min fa­sci­na­tion af vir­ke­lig­he­den: Den er for søgt. Vir­ke­lig­he­den rum­mer en na­er­mest ube­gri­be­lig va­ri­a­tion – net­op i fra­va­e­ret af en kon­kret ska­ben­de fan­ta­si bag ved den: Der fin­des som be­kendt in­gen gud, vir­ke­lig­he­den fin­des i så man­ge for­mer, net­op blot for­di den kan, for­di om­sta­en­dig­he­der­ne ef­ter­la­der plads til, at fa­eno­me­ner­ne kan ud­fyl­de dem. In­gen hav­de ta­enkt på svovla­e­den­de bak­te­ri­er i mun­din­gen af vulka­ner på hav­bun­den el­ler 10.000 om­kring­møf­fen­de bjør­ne­dyr i en ku­bik­cen­ti­me­ter mos i en ta­gren­de på et par­cel­hus i Ni­vå el­ler gi­ga-ko­lo­nor­me tom­rum (som vist kun er til­sy­ne­la­den­de tom­me) mel­lem mil­li­ar­der og at­ter mil­li­ar­der af ga­lak­se­ho­be. De fin­des, for­di de kan. Det er da in­ter­es­sant. Na­tur­vi­den­ska­be­li­ge ele­men­ter ind­går i mi­ne bøger, for­di det fø­les rig­tigt, må­ske end­da (med et be­la­stet be­greb) na­tur­ligt. Jeg prø­ver at skri­ve mi­ne bøger, så de fun­ge­rer, det vil si­ge fun­ge­rer på eg­ne, kunstva­er­k­s­in­ter­ne pra­e­mis­ser. Hvad dis­se pra­e­mis­ser så er, er sva­ert at for­kla­re. Jeg vil for­sø­ge med en ana­lo­gi: En mu­si­kers tra­e­ne­de øre kan hø­re, om en to­ne er ren el­ler falsk. To­ne­høj­den skyl­des en vi­den­ska­be­ligt må­l­bar sving­nings­fre­kvens i lyd­bøl­ger­ne, men i mo­men­tet ta­el­ler mu­si­ke­ren jo ik­ke sving­nin­ger – han el­ler hun hø­rer jo ba­re en to­ne og er ik­ke i tvivl, om den er ren el­ler falsk. Og jeg fø­ler så med til­sva­ren­de sik­ker­hed, at mi­ne bøger skal va­e­re så­dan cir­ka pra­e­cis, som de blev. Og vis­se af mi­ne bøger fun­ge­rer så bedst med ind­dra­gel­se af na­tur­vi­den­ska­be­li­ge ele­men­ter og dit­to lingo. Det ga­el­der vis­se af forta­el­lin­ger­ne i Små hi­sto­ri­er (1996) og Små hi­sto­ri­er 2 (2000) og isa­er ro­ma­ner­ne Brum­m­ste­in (2003), Ma­chine (2006), År 9 ef­ter Loopet (2013) og se­ne­st Ryn­kek­nep­pe­sy­gen (2017). Med na­tur­vi­den­ska­ben som kryk­ke el­ler må­ske na­er­me­re ca­mou­fla­ge er jeg ude på at få no­get al­de­les ut­ro­va­er­digt og langt ude til at frem­stå na­e­sten over­be­vi­sen­de vir­ke­ligt. Jeg sø­ger at in­stal­le­re den be­røm­te to­dor­ovske tø­ven i la­e­se­ren. Be­gre­bet »tø­ven« bru­ger lit­te­ra­tur­for­ske­ren Tz­ve­tan To­dor­ov til at be­skri­ve den hold­ning, vi som la­e­se­re nød­ven­dig­vis må mø­de den

skøn­lit­te­ra­e­re tekst med. Den­ne tø­ven – el­ler tvivl – er mit mål. El­ler må­ske end­da, som et umu­ligt Uto­pia, man al­li­ge­vel må stra­e­be ef­ter: at an­nul­le­re tviv­len, så­le­des at fik­tio­nen bli­ver en ube­klik­ke­lig sand­fa­er­dig­hed. Selv om bå­de la­e­se­ren og jeg selv selv­føl­ge­lig godt ved, at vi sid­der med et fik­tions­pro­dukt. Det pu­re op­spind. Men vi går med på le­gen. Vi­den­ska­ben er vant til at be­skri­ve og for­kla­re dybt be­syn­der­li­ge ting, der fak­tisk fin­des. Jeg prø­ver så at gø­re no­get lig­nen­de med ting, der ik­ke fin­des. Jeg op­fin­der vi­den­ska­be­ligt klin­gen­de på­stan­de og kil­der og blan­der det med fak­tu­el vi­den­skab og kor­rek­te ci­ta­ter. Og fejl­ci­te­rer fak­tu­el­le kil­der. Og omvendt. For det er kun­stens pri­vil­e­gi­um – i mod­sa­et­ning til vi­den­ska­bens: at kun­ne jong­le­re med sandt og falskt ef­ter for­godt­be­fin­den­de. I mod­sa­et­ning til na­tur­vi­den­skab står fik­tio­nen ik­ke til an­svar over for vir­ke­lig­he­den. Den er kun sig selv og skal kun op­fyl­de de na­evn­te va­erk-in­ter­ne krav. Fik­tion kan ik­ke af­kra­e­ves dob­beltblin­de­de for­søg. Al­li­ge­vel ek­si­ste­rer der vis­se uud­tal­te for­vent­nin­ger til fik­tio­nens ind­dra­gel­se af vir­ke­lig­he­den. Man skal så­le­des kun­ne gå ud i vir­ke­lig­he­den og fin­de et kor­re­lat til det, der op­tra­e­der i tek­sten. Den »vir­ke­lig­hed«, en skøn­lit­te­ra­er tekst ope­re­rer med, er så ba­re la­e­se­rens egen fan­ta­si el­ler iden­ti­fi­ka­tions­kraft el­ler ev­ne til at se det for sig, som for­fat­te­ren har skre­vet. Her er der selv­føl­ge­lig uen­de­lig va­ri­a­tion i la­e­ser­nes øn­sker og ev­ner (og der­til spej­len­de for­fat­ter­ge­myt­ter): Nog­le vil på ori­en­te­rings­løb i jung­len uden kort el­ler kom­pas; an­dre vil frag­tes gen­nem et om­hyg­ge­ligt an­lagt par­kan­la­eg i en gol­f­bil. Der fin­des ad­skil­li­ge pa­ral­lel­ler mel­lem kunst og na­tur­vi­den­skab. Ar­bejds­me­to­der­ne er of­te over­ra­sken­de ens: epi­fa­ni-øje­blik­ke­ne, der gi­ver nye gen­nem­brud, og det for­ud­gå­en­de ked­som­me­li­ge grund­ar­bej­de, der er epi­fa­ni­er­nes nød­ven­di­ge for­ud­sa­et­ning – det er uom­ga­en­ge­ligt at øve sig, knok­le og op­ar­bej­de sy­ste­ma­tisk vi­den in­den for sit felt. Nog­le gan­ge åben­ba­res så in­tu­i­tivt og uden mel­lem­reg­nin­ger en form for ind­sigt i be­stem­te sam­men­ha­en­ge. I vi­den­ska­ben må man så bag­ef­ter for­sø­ge at fin­de frem til mel­lem­reg­nin­ger­ne. Det slip­per kun­sten (til dels) for. Af­gra­ens­nin­gens nød­ven­dig­hed har kun­sten og vi­den­ska­ben og­så til fa­el­les: Man må nød­ven­dig­vis af­gra­en­se sit em­ne, man kan ik­ke stu­de­re al­ting sam­ti­digt el­ler dig­te om som­mer og vin­ter sam­ti­dig. Man skal bru­ge en »pro­blem­for­mu­le­ring«. Og­så når man skri­ver fik­tion. En sa­er pa­ral­lel mel­lem kunst og vi­den­skab er ae­ste­tik­ken: Ma­te­ma­ti­ke­re og fy­si­ke­re ta­ler of­te om, at et gi­vet ma­te­ma­tisk be­vis skal va­e­re »smukt« for at kun­ne va­e­re sandt. Whaddafåk er det for no­get?! Så vidt jeg for­står, er man­ge kvan­te­fy­si­ke­re util­pas­se ved den så­kald­te Stan­dard­mo­del, for­di den an­gi­ve­ligt er »grim«. Det er sa­ert. Jeg for­står det ik­ke, men no­te­rer mig det som end­nu et sa­ert fa­eno­men i en sa­er vir­ke­lig­hed. Jeg har og­så en for­nem­mel­se af, at god kunst og god vi­den­skab har hu­moren til fa­el­les. For al kunst er en el­ler an­den form for hu­mor uom­ga­en­ge­lig, hvor­i­mod det for vi­den­ska­bens ved­kom­men­de umid­del­bart er me­re bøv­let at ar­gu­men­te­re for. Men det er min dy­be, om end no­get in­tu­i­ti­ve, over­be­vis­ning: In­derst in­de skal der al­tid va­e­re tør lat­ter.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.